Københavnsk Politik

Franks fald fra tinderne

2012-01-25T10:45:00.000-08:00

Overborgmesteren har lidt et alvorligt prestigetab med ”julefrokostepisoden”

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 26. januar 2012

Københavns Rådhus blev i dagene op til jul rystet af historien om, at byens overborgmester i en heftig vodkabrandert havde insisteret på at danse lige lovligt tæt o.a. med flere yngre kvindelige fuldmægtige i forbindelse med Økonomiforvaltningens julefrokost fredag den 16. december. Det var naturligvis Ekstra Bladet, som bragte historien på forsiden lillejuleaften, og i juledagene blev Frank Jensens påståede tilnærmelser - efter heftig indtagelse af vodka, idet julefrokosten havde et russisk tema - yderligere vendt og drejet af frokostaviserne. Den pæne del af pressen lod i første omgang tvivlen komme Københavns førstemand til gode, der på dette tidspunkt selv nægtede at kommentere påstandene. Jensen slap naturligvis ikke for at blive trukket gennem sølet bl.a. af det efter hånden mere og mere bornerte, Ekstra Bladet, der i øvrigt og paradoksalt nok i stigende grad lever af prostitutionsannoncer. Avisen mente imidlertid, at man i sin dækning af sagen nu var i sin gode ret til at udstyre Københavns overborgmester med et nyt øgenavn, ”Frank Klam”, henset til, at førstemanden ifølge de anonyme rapporter skulle have forsøgt at kysse - og siden - slikke mindst en af de førnævnte fuldmægtige i nakken for endelig at have ”omklamret” andre medarbejdere samt forsøgt at holde dem fast.

Årets julefrokosthistorie
Det kan nok være, at man på Rådhuset – og ude i de små hjem ved julefrokostbordene – fik noget at tale om til de mange julefrokoster i juledagene, hvor mange ellers lukker helt af for nyheder for at samle sig om samvær med venner og familie.
Måske var det netop den mediestrategi, som Jensen satsede på, da han i de første tre uger nægtede at kommentere julefrokost-episoden? Men det virkede ikke.
Liberal Alliances Lars Dueholm øsede undervejs af ”La Cronique Scandaleuse” og konstaterede, at Frank Jensen ”er ret pigeglad” med henvisning til, at S-politikeren også i 2004 i en lignende sag måtte sige undskyld til en S-medarbejder på Christiansborg.

Juhls redegørelse
Historien fortsatte således på fuld styrke efter jul og fandt først sin afslutning, da Jensen – hårdt presset af et politisk flertal på rådhuset – fik kommunens administrerende direktør Claus Juhl til at rykke ud med en redegørelse den 10. januar. Af den fremgår det, at Jensen allerede tre dage efter episoden fandt sted blev kontaktet af Juhl, der informerede ham om de klager fra medarbejderne, som han samme dag var blevet gjort bekendt med. Stillet over for de oplysninger skulle Overborgmesteren ifølge Juhl redegørelse have svaret i disse på-en-guldvægt-vejede officielle vendinger:
"Jeg vil naturligvis gerne beklage, hvis min opførsel ved fredagens julefrokost har provokeret eller overskredet nogles grænser. Det har ikke været tilsigtet. Beklagelsen kan viderebringes af dig eller direkte af mig, hvis det ønskes.”

Beklager hvis
Her skal man lægge mærke til det lille ord ”hvis”. Jensen var åbenbart på dette tidspunkt stadig selv i tvivl om, hvorvidt nogen havde følt sig forulempet. Det kan godt undre, da sagen sådan set starter med, at de krænkede medarbejdere – helt efter alle regler - gør opmærksom på sagen ved at henvende sig til Juhl, der er deres chef som leder af økonomiforvaltningen. Ifølge Ekstra Bladets kilder så blev Jensen indkaldt til en alvorlig snak med Juhl og endda irettesæt. Det er vist ikke praksis i den kommunale forvaltning for, at den øverste embedsmand irettesætter sin politiske chef.
Det er også bemærkelsesværdigt, at det tog så lang tid, før den forbeholdne beklagelse kom for en dag. Det sker først den 10. januar med Juhls redegørelse, efter at et stort og bredt politisk flertal på rådhuset forinden truede med at tvinge overborgmesteren til selv at komme med en redegørelse.

Glad men ked af det
Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Jensen – en anelse uklædeligt – forsøgte at bagatellisere sagen, som noget ”der udviklede sig med min glade dans på dansegulvet” på en måde, så nogen ”følte sig provokeret”. Det var han ”naturligvis ked af” samtidig med, at han var ”glad for”, at der ikke var anlagt nogen sag.
Til Politiken lød forklaringen sådan: ”Det var en rigtig god julefrokost. Der var dans, og jeg gik til den. Jeg dansede og var glad, og det har så provokeret nogle.”
Det er med andre ord svært at tro – også når man fx ser TV2s interview med overborgmesteren – at Frank Jensen virkelig beklager noget som helst. Det virker ikke sådan.

Pinlig og skadelig
På Københavns Rådhus er der bred enighed om, at sagen har været ekstremt pinlig for Frank Jensen, for hans familie, og for hans medarbejdere. Og den har skadet både hans egen, borgerrepræsentationens og kommunens anseelse. Jensen har helt indlysende optrådt uværdigt og udvist en manglende dømmekraft, der slet ikke sømmer sig for byens førstemand. Mange spørger sikkert sig selv: Hvad laver en stærkt beruset overborgmester kl. 3 om natten – som det hævdes – i benævnte situationer, der må siges at være stærkt uforeneligt med hans embede? Hvis han ikke kan tåle spiritus – og det er en ærlig sag - så burde han vel have afstået fra at drikke vodka i de store mængder? Han kunne også have disponeret som ganske mange chefer allerede gør i forbindelse med julefrokoster og gået tidligt hjem.

Det interessante
Når alt dette er sagt, så får sagen altså ingen direkte politiske konsekvenser. For formelt set er der – som Frank Jensen gjorde meget ud af pointere i interview med TV2 den 10. januar - slet ikke rejst sag. ”Det er det interessante”, som han sagde. Det ville kræve, at de pågældende fuldmægtige fx gennem deres fagforening anlagde en sag for sexchikane. Det stod allerede tidligt klart, at det ville de ikke, og det kan der være mange grunde til.
I denne sag har der i øvrigt været et meget speget politisk spil mht., hvordan politikerne har skullet håndtere sagen. Det er ikke rigtig nogen, der har haft lyst til at opkaste sig til de store moralister i medierne for at score nogle politiske point. På den anden side, er oppositionen sat i verden for at stille magthaverne til ansvar og på borgernes vegne kontrollere alt i den offentlige forvaltning, herunder en overborgmesters tågen rundt på et dansegulv under en personalejulefrokost.

Jensen pressede SF
Faktisk har oppositionens kritik – med et par undtagelser - begrænset sig til at kræve en redegørelse eller en forklaring fra overborgmesteren. Hvad de så – næsten - endte med at få. Ifølge forlydende på Rådhuset var Frank Jensen meget aktiv for at få især SF og de radikale til at afstå fra det krav. De radikales Anna Mee Allerslev var dog stålsat i sin afvisning og gik sammen med de borgerlige og Enhedslisten om kravet. SF’erne derimod spillede tilsyneladende et dobbeltspil. På den ene side var de ligeså forargede som alle andre, men de lå – mener flere kilder - under for et pres fra Jensen i den forstand, at de dæmpede sig offentligt mht. at kræve en redegørelse, men i stedet stillede sig i ly af Venstres Pia Allerslev, som så blev den, der ”førte kniven” mod Jensen på alles vegne. Hun trådte måske undervejs lidt for hårdt på den patetiske gaspedal, da hun spurgte ind til, om de forulempede medarbejdere nu havde fået et psykologtilbud efter deres møde med overborgmesteren.
Under alle omstændigheder så mislykkedes Frank Jensens pressionsstrategi, og i stedet blev adm. direktør Claus Juhl til sidste sendt i byen med en redegørelse, der indtil videre har tilfredsstillet oppositionen og fået lukket sagen.

Tab af prestige
Konklusionen er, at Frank Jensen har lidt et prestigetab af dimensioner. Er det en mand, som man i fremtiden fx vil invitere som festtaler på en S-kongres? Spørgsmålet er dog, om sagen i tilstrækkeligt grad interesser vælgerne ved kommunalvalget om to år, hvor Jensen gerne skal levere fremgang for sit parti. Måske vil vælgerne bare glemme sagen og hæfte sig ved hans indiskutable kompetencer og resultater. For det går faktisk fremragende i København, under overborgmesterens på mange måder suveræne ledelse. Byen oplever stor vækst, og økonomien har ikke været bedre i mange år.

Tiltagende isolering
Jensen har også vist sig som en glimrende leder af det politiske arbejde. Indtil for ca. et halvt år siden var stemningen på rådhuset i top. Men det har ændret sig det seneste halve år. Selve episoden med den ”glade dans” bliver af både folk i S og blandt de andre partier set som kulminationen på en tiltagende politisk isolering af Frank Jensen og Socialdemokraterne. Det kan man også se af sagerne om Økonomiforvaltningens pinlige budgetregnefejl på 73 millioner kr., Jensens bestræbelser på at indføre enhedsforvaltning (som næppe bliver til noget) og til dels Amagerforbrændingens investering i nyt forbrændingsanlæg (der faldt på gulvet lige før jul).

Charmeoffensiv i vente
Så hvad gør Frank Jensen? Han indleder en ny charmeoffensiv i forhold til SF’erne, som er blevet mere og mere kritiske over for ham. Især fordi de – og andre af hans samarbejdspartnere – i stigende grad oplevede ham som en solkonge for bordenden i økonomiudvalgets mødelokale, der ikke kunne skjule sin manglende respekt og som ”bossede” rundt med dem. Nu er Jensen måske kommet lidt ned på jorden igen efter at have gennemlevet den største ydmygelse i sit politiske liv, der nu har fjernet den sidste rest af den magi og autoritet, som ellers prægede det første 1½ år af hans periode. Fremover er Jensen på en helt anden måde end før nødt til at bruge tid og kræfter på at vinde folk over på sin side. Det er sikkert meget sundt. Uforudsigeligheden i københavnsk politik er i hvert fald tilbage!

Politisk slagsmål kan koste skatteborgerne 84 millioner kr.

2011-12-14T05:42:00.000-08:00

Frank Jensen vil vinde tid i sagen om nyt anlæg på Amagerforbrændingen

Af Jarl Cordua
´
Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 15. december 2011

Det politiske år 2011 er ved at rinde ud og julestemningen er ved at sænke sig over Martin Nyrops gamle rådhus. Især to sager har domineret den københavnske politiske dagsorden her i den seneste tid, og de har begge potentiale til at blive problematiske sager for Overborgmesteren, hvis ikke man får lidt hjælp fra regeringen. Og den skulle være på vej.

I sidste uge holdt transportminister Henrik Dam Kristensen en konference om ”betalingsringen” eller ”miljøringen” for biler, der kører ind i København. Her præsenterede ministeren flere muligheder for, hvor den ring kunne ligge. Især de socialdemokratiske omegnsborgmestre er meget bekymret for regeringens planer for ringen, og de har i dagspressen har ytret deres modstand. Senest da regeringen for nylig lod billetprisen for tog, busser og metro stige.

2 mia. kr. til investeringer
På rådhuset er det store røde flertal dog helt enig med regeringen om etablering af ringen. Imidlertid har beregninger vist, at indtægterne fra ringen får svært ved at løbe op i de 2 mia. kr. som der i regeringsgrundlaget er sat af til infrastrukturinvesteringer i Købehavn. Det ville formentlig kræve så høje takster – måske mere en 50 kr. pr. gang – at det næppe bliver populært. Formentlig vil man sætte taksterne på et mere acceptabelt niveau fx 20-25 kr. Problemet er dog, at de ikke generer det fornødne overskud, som kan bruges til mere kollektiv trafik. Fx udbygning af kapaciteten i busser, metro og tog, hvor man må forvente at behovet vil stige markant lige så snart, at ringen er blevet etableret. For tiden er der stor passagerutilfredshed med fx kystbanetoget, hvor folk står op og hvor togene – for at sige det pænt – er ganske uregelmæssig med mange forsinkelser osv. I øvrigt er Frank Jensen sammen med store dele af fagbevægelsen i København tilhænger af at få bygget en havnetunnel, der kunne aflede den tunge trafik uden om byen, men det er SF og Enhedslisten til gengæld blankt imod.

Trafikplan på vej
Summa summarum: Indtægterne fra trængselsafgifterne kan næppe finansiere de trafikinvesteringer, som København har behov for i de kommende år. Men på rådhuset forlyder det, at regeringen sammen med Enhedslisten i starten af januar barsler med en samlet trafikplan for hele hovedstadsområdet, hvor det ligger i kortene, at man samtidig vil finde pengene til at gennemføre massive trafikinvesteringer i hovedstaden. Det er en god nyhed for både København og ikke mindst Frank Jensen. Statslige investeringer skaber både job og omsætning til byen, så bedre julegave kan han næppe tænke sig.

Skibakke i fare
København blev for nylig rost for sin kreativitet, som man også i udlandet havde fået øje på. Den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels og hans firma vandt i januar arkitektkonkurrencen om et nyt storstilet byggeprojekt som det fælleskommunale affaldsforbrændingsselskab ”I/S Amagerforbrænding” er på nippet til at sætte i værk. Ideen går ud på først at bygge et nyt og moderne forbrændingsanlæg med udvidet kapacitet, som man siden lader indkapsle af en bygning, der kan anvendes som skibakke – ”Amager Bakke” til glæde for københavnske skiløbere i vintermånederne. Et projekt, som det amerikanske Time Magazine har vurderet til at være blandt verdens ”50 vildeste idéer”, og hvor det første spadestik efter planen skulle tages til foråret.

Vild idé
Imidlertid bliver ”den vilde idé” ikke til noget i første omgang til trods for at bestyrelsen i selskabet Amagerforbrænding I/S, der i fællesskab ejes af København og fire andre kommuner: Tårnby, Dragør, Hvidovre og Frederiksberg for længst har truffet beslutning om at gennemføre projektet. Men hvis ikke Københavns Kommune garanterer et lån på 3,9 mia. kr., så har Amagerforbrændingen ikke mulighed for at skaffe den nødvendige finansiering til projektet, der skal stå endeligt færdigt i 2016. Tre af de fem kommuner har tidligere truffet beslutning om at garantere lånet. Med andre ord: Københavns Kommune har det afgørende ord i sagen.

Jensens dilemma
I denne uge er det derfor op til Frank Jensen og socialdemokraterne på rådhuset at afgøre, om de vil følge deres partifæller i de øvrige kommuner og formentlig de borgerlige partier i Borgerrepræsentationen og stille garantien. Alternativt kan S gå sammen med venstrefløjen og formentlig de radikale og afvise at stille garantien for lånet. I begge tilfælde giver det problemer for Frank Jensen. For enten lægger han sig ud med partifællerne i omegnskommunerne, der formentlig vil føle sig ført bag lyset. For undervejs i processen har de åbenbart har haft den klare opfattelse, at Overborgmesteren har været med på idéen. Det ses blandt andet ved at kommunens administrerende direktør Claus Juhl har været inde over sagen og i foråret har holdt mindst et møde med Amagerforbrændingen. Eller også åbner Frank Jensen en flanke til samarbejdspartneren SF, hvor BR-medlemmerne Signe Goldmann og Iben Wiene Rathje har gjort modstanden mod projektet til deres mærkesag.

Tager en time-out
I skrivende stund (søndag) tyder det på, at Jensen vælger at udskyde beslutningen og afventer ABF-regeringens planer på området. For hvis regeringen kan blive enige om en linje på området for affaldshåndtering og bortskaffelse, så har Jensen bedre muligheder for at få både de radikale og især SF med på en løsning, der forpligter dem også i København. Jensen vil altså vinde tid, men det er ikke gratis.

Koster en svømmehal
Politikerne er i en kattepine, for hvis ikke der træffes beslutning om at garantere lånet, så skal selve udbudsmaterialet for projektet – der i sig selv er en bekostelig affære – efter reglerne gå om. Prisen for Københavns ubeslutsomhed kan blive op til 84 millioner kr., hvilket svarer til nyprisen på to svømmehaller. Det er dog en regning, der skal deles med de øvrige kommuner, men København med sin størrelse hænger på mere end halvdelen af udgifterne. Modstanderne af projektet henviser dog til, at det er en lille pris at betale for et udvidet forbrændingsanlæg, som de anser som en stor fejlinvestering til knapt fire mia. kr.

Undervurderet modstand
Hvordan er det kommet så vidt? Alt tyder på, at de øvrige kommuners repræsentanter i Amagerforbrændingens bestyrelse anført af dets næstformand, Tårnbys socialdemokratiske borgmester Henrik Zimino, har undervurderet den københavnske modstand mod projektet. Modstanden bunder især i, at politikerne anført af SF og Enhedslisten mener, at tiden er kommet til at afvise modellen, hvor man brænder affald mod så til gengæld at få varme, der kan bruges til rumopvarmning i de københavnske husholdninger. Forbrændingsanlægget på Refshaleøen på Amager er 41 år gammelt, voldsomt nedslidt og utidssvarende drifts- og miljømæssigt, og tiden er ved at rinde ud, hvis man skal finde en ny løsning.

I Amagerforbrændingens bestyrelse har der således været enighed om at vedtage projektet, der indebærer at man får to nye ovne med større kapacitet til at forbrænde og håndtere 400.000 tons affald, som de fem kommuner producerer hvert år. Det tal ventes i øvrigt at stige, når hovedstaden forventes at vokse med 100.000 indbyggere de næste 10 år, og dertil kræves simpelthen større kapacitet, mener tilhængerne.

Vil genanvende mere affald
SFs tidligere teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har tidligere i bestyrelsen stemt for planerne, samtidig med at han ønskede at få belyst, hvad det ville koste, hvis man i stedet kun etablerer én ovnlinje. Det er nemlig den løsning, der længe har været bred enighed om blandt de københavnske politikere er den mest fornuftige, men af en eller anden grund ikke er blevet taget alvorligt i Amagerforbrændings bestyrelse. Synspunktet blandt flertallet af teknik og miljøudvalgets medlemmer er, at man i stedet for at udbygge kapaciteten bør afvente den teknologiske udvikling, som på sigt gør det muligt at genanvende mere affald. Det ville være mere bæredygtigt og mere miljømæssigt forsvarligt fremfor som nu at brænde mere affald af. Hertil svarer modstanderne, at der ind til videre ikke er udviklet noget forsvarligt alternativ til affaldsforbrænding. Den sag skal vi nok høre mere til.

Alle læsere ønskes en glædelig jul samt et godt nytår

Frank Jensen har fået sig en opposition

2011-11-30T13:38:00.000-08:00

SF og R har sat sig i respekt overfor Overborgmesteren

Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 1. december 2011

Af Jarl Cordua

På Københavns Rådhus har det siden valget for to år siden været tydeligt, at byens overborgmester Frank Jensen rager op i Københavns politiske landskab med sin 10 årige ministererfaring, sin 25 år lange folketingskarriere osv. i bagagen. Københavnsk politik er på godt og ondt en sag mellem ”Frank Jensen og de syv små dværge”. For de øvrige politiske spillere på Rådhuset er med nogle få undtagelser præget af uerfarenhed, manglende strategiske og taktiske færdigheder samt ikke mindst politisk gennemslagskraft i forhold til medier og vælgere. Men måske er det billede nu så småt ved at ændre sig.

For forrige torsdag på mødet i Borgerrepræsentationen (BR) formåede SF og de radikale at sætte sig i respekt overfor Frank Jensen på en måde, som det ikke er sket i hans overborgmestertid. Et flertal uden om Socialdemokraterne bestående af alle øvrige partier (minus Liberal Alliance, der undlod at stemme) besluttede at sætte Jensen på plads i sagen om Københavns fremtidige styreform.

Første store nederlag
Selv om Jensen var klar over, at han ville rende ind i sit første store politiske nederlag, så forsøgte han på mødet at nedtone betydningen heraf. Overborgmesteren kunne dog ikke skjule sin irritation over SF, men i stedet for at være (alt for) vred, så påtog han sig - som debatten skred - frem en maske af tilforladelighed og ironisk distance til det faktum, at han var kommet i mindretal.
Selve debatten efterlod et indtryk af, at modstanderpartierne på talerstolen lod spørgsmålet om antallet af borgmesterposter blive et spørgsmål om der i fremtiden fortsat ville være demokrati eller ej. På talerstolen kæmpede modstanderne enten for bevarelse af muligheden for at få en borgmesterpost til sit parti, hvis man tilhører mindretallet (de borgerlige) eller hvis man tilhørte flertallet i rød blok for alt i verden at undgå fremover at sidde tilbage - nu som udvalgsformænd - og strippet for al magt under en S-ledet enhedsforvaltning (Enhedslisten, SF og de radikale). Der er også et andet forhold, som adskiller modstanderpartierne. Hele rød blok står samlet i spørgsmålet om at indføre et flertalstyre i kommunen, hvor i mod de borgerlige partier på rådhuset - minus Liberal Alliance - er imod. Modstanderpartierne er således delte i dette spørgsmål. Til gengæld går flertallet minus S og LA ind for bevarelsen af de syv borgmesterposter, som de er i dag dvs. ”den delte administrative ledelse.”

Efter den livlige debat i BR stemte flertallet for et såkaldt ”medlemsforslag” stillet af Enhedslisten, Venstre og de konservative, der pålægger overborgmesteren overfor Folketing, regering og KL (Kommunernes Landsforening) at tilkendegive, at BR ønsker at bevare en delt administrativ ledelse i Københavns Kommune som hidtil (dvs. bevare de syv borgmestre som i dag), samt at overborgmesteren løbende skal holde Borgerrepræsentationen orienteret om arbejdet med ændret styrelsesforhold.

Hvad gør SF på Borgen?
Med andre ord: Flertallet i BR tager i denne sag førergreb på Frank Jensen og tvinger ham til at arbejde imod sin egen overbevisning. Det er noget, der sker yderst sjældent for en socialdemokratisk overborgmester på Københavns Rådhus.
I praksis får medlemsforslaget næppe den store betydning. For når Frank Jensen har sendt et brev til folketing, regering og KL om flertallet i BRs holdning, så har han i praksis løst sin opgave. Alle – også regeringen – kender dog Frank Jensens synspunkter. Nu venter alle på en afgørelse i regeringen, hvor især interessen samler sig om, hvordan SF på Christiansborg stiller sig til sagen. Derefter skal enten de borgerlige eller Enhedslisten medvirke til at stemme reformen hjem. Her satser regeringen formentlig på, at Lars Løkke Rasmussen og hans parti Venstre ikke kan holde til at stemme imod en reform, som han selv, da han var statsminister, satte på dagsordenen i sin regeringstid.

Politisk huskekage
Frank Jensen afsluttede i øvrigt debatten ved sejrsikkert at erklære, at han har flertallet – udenfor rådhuset - på sin side i denne sag. Han henviste fx til at den borgerlige avis Berlingske i sin leder i dagene forinden støttede hans ønske om en styrereform. Omvendt tror de færreste på Jensen, når han hævder at have støtte i den københavnske befolkning. Den almindelige københavner har formentlig knapt bemærket debatten, og har formentlig travlt med andre ting end at sætte sig ind i de abstrakte forhold omkring en strukturreform. Den debat er ikke just en folkelig sællert.

Efter at givet overborgmesteren denne ”politiske huskekage”, så har man på rådhuset noteret sig at både SFs og de radikales selvtillid er steget, og hos SF tyder det på at behovet for at vise, at man ikke er smeltet sammen med S, er stigende. Måske vil netop det vise sig i endnu en sag, der har potentialet til at sende Frank Jensen på juleferie med endnu en politisk ydmygelse.

En tastefejl til 73 mill. kr
I sidste uge måtte Økonomiforvaltningen på rådhuset beklage, at de på grund af en enkelt medarbejders tastefejl desværre skal finde 73 mill. kr. til børnepasning i hovedstaden.

På grund af tastefejlen i et elektronisk regneark, der anvendes til at lave en prognose for børnetallets udvikling, så havde man undervurderet behovet for børnepasning til næste år. De manglende 73 mill. kr. er selv for en kommune af Københavns størrelse et pænt stort beløb, der fx svarer til, at man kan sænke indkomstskatten for alle borgere med 0,1 pct. Det er imidlertid ingen større katastrofe, i det Børne og Ungdomsforvaltningen (BUF), der hidrører under den socialdemokratiske borgmester Anne Vang, i forvejen – ikke mindst henset til det nylige budget forlig – er økonomisk ”godt polstret”. På rådhuset taler man om eksistensen af en buffer på ca. 70 mill kr. i BUFs budget, så de resterende tre mill. kr. finder man nok et eller andet sted.
Sagligt set er der ingen sag. For alle kan lave fejl, og Frank Jensen kan hverken gøre fra eller til, når en medarbejder begår dem. Men politisk er der naturligvis tale om en sag, for alt hvad der foregår i Økonomiforvaltningen, er overborgmesterens ansvar. Derfor er sagen i sidste ende ekstremt pinlig for Frank Jensen og hans forvaltning herunder dets chef adm. direktør Claus Juul.

Fejlen er nemlig ikke den eneste større fejl, der for nylig er blevet begået af økonomiforvaltningen. Under budgetforhandlingerne kom det pludselig frem, at der var regnet 56 mill. kr. galt. Dvs. forligspartnerne havde de færre penge at gøre godt med i forhold til vælgerne, og det irriterer naturligvis politikerne, at de ikke kan regne med de tal, som de bliver præsenteret for.

Krakilske embedsmænd
De øvrige seks forvaltninger på rådhuset laver naturligvis også ind imellem fejl. Og når det sker – det kan fx være på ganske få millioner kr. – så kan også de folkevalgte politikere opleve en arrogance, hvor de skal stå skoleret overfor krakilske embedsmænd fra Økonomiforvaltningen (ØU), der sjældent lader nåde gå for ret. Derfor skal man næppe regne med, at borgmestrene og deres fagforvaltninger ligefrem står i kø for at forsvare Økonomiforvaltningen. Tværtimod har man svært ved at skjule sin fryd over, at Frank Jensens embedsfolk nu selv er endt i fedtfadet og efterfølgende er blevet hængt til tørre i dagspressen. I øvrigt er Økonomiforvaltningens facon formentlig blandt årsagerne til den i forvejen udbredte ulyst hos borgmestrene og fagforvaltningerne for via en styrereform at komme ind under en enhedsforvaltning, hvor Økonomiforvaltningen så får endnu mere magt over dem.

Lægger man de to nylige fejl sammen, så er det i alt tastet/regnet/lavet fejl for 129 mill. kr. Set i lyset af at Frank Jensen med en ny styrereform selv regner med at spare kommunen for i alt 150 mill kr, så er der dermed tale om ganske ”pæne” fejl. Som en politiker udtrykker det: ”Det kører ikke for Økonomiforvaltningen”.

Nyt nederlag på vej?
Ikke desto mindre så har den seneste fejl givet bl.a. Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev anledning til at stille et medlemsforslag i BR om, at kommunens interne revison nu engang for alle ”kulegraver” økonomistyringen i Økonomiforvaltningen, så der kan komme ”orden i eget hus”. Forslaget ventes at samle støtte fra alle de borgerlige partier, de radikale og Enhedslisten. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt til for at bringe Frank Jensen i mindretal. S har sammen med SF flertallet i Borgerrepræsentationen, så skal Frank Jensen sendes på juleferie med endnu en ordentlig ”politisk kindhest” af oppositionen, så skal SF medvirke til det. Vi får se om det sker.
Under alle omstændigheder, så har Frank Jensen endelig fået sig en opposition.

Frank Jensen sat skakmat på rådhuset

2011-11-16T05:25:00.000-08:00

Kun regeringen kan redde overborgmesterens håb om ”enhedsforvaltning”

Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 17. november 2011

Af Jarl Cordua

Torsdag i denne uge på mødet i Borgerrepræsentationen vil byens overborgmester formentlig lide et alvorligt politisk nederlag. Et flertal på rådhuset uden om Socialdemokraterne, der ikke kun omfatter forslagsstillerne Enhedslisten, de konservative, Venstre og DF, men også Frank Jensens tætteste samarbejdspartnere de radikale og SF, vil stemme for en dagsorden, der pålægger ham at arbejde for en styreform, der reelt bevarer de syv borgmestres indflydelse over hver deres forvaltning. Dermed vrider flertallet armen om på overborgmesteren og tvinger ham til at arbejde imod sin overbevisning. Frank Jensen har ellers de sidste par år lobbyeret utrætteligt over for partifællerne på Christiansborg, at den bedste styreform for København er en ”enhedsforvaltning”, hvor kommunens syv forvaltninger bliver underordnet én fælles forvaltning, hvor adm. direktør Claus Juul bliver øverste chef for kommunens 40.000 ansatte. Det fortælles således på rådhusets gange, at det var en synligt meget vred Frank Jensen, der blev ildrød i hovedet, da det gik op for ham, at han for første gang, siden han overtog byens gyldne kæder for to år siden, nu på torsdag har udsigt til at komme i mindretal i borgerrepræsentationen. Det vil i så fald blive en sjældent set dramatisk ydmygelse af en overborgmester på Københavns rådhus. Forinden skal Frank Jensen i BR-salen og svare på spørgsmål fra SF og redegøre for sine og økonomiforvaltningens kontakter til regeringen om sagen. Det vil helt sikkert heller ikke bekomme overborgmesteren vel.

Direktører står bag
Blandt partierne er der en stor uenighed om, hvad en ”enhedsforvaltning” i praksis får af betydning, hvis den gennemføres. Spørger man modstanderne, så vil borgmestrene blive reduceret til ”velbetalte mødeledere” for udvalgsmøderne. Det afviser tilhængerne, som i stedet antyder, at det formentlig er nogle af forvaltningernes direktører, der på en eller anden led har sat griller i hovedet på mindretalsborgmestrene, fordi direktørerne under en enhedsforvaltning mister deres uafhængighed i forhold til kommunens økonomiforvaltning. Den påstand ryster flere af borgmestrene på hovedet ad. Tilhængerne peger bl.a. på, at forvaltningerne opererer som små uafhængige grevskaber, der fx gør det umuligt at skabe ”en indgang for erhvervslivet”, der kan løse dets problemer med byggesager mv. Netop dette punkt stod øverst på ønskelisten, da Frank Jensens ”task force” listede en række punkter op, der skulle lette erhvervslivets vilkår og skabe vækst i København. Men en løsning må tilsyneladende opgives netop på grund af den ”delte administrative ledelse”, som den nuværende styreform hedder.

Slaget står på Christiansborg
Det egentlige slag om styrereformen skal dog slås på Christiansborg, og her er man klar over, at det skal gå stærkt, hvis en styrereform skal nå at blive vedtaget og implementeret inden valget til Borgerrepræsentationen, der finder sted om to år.
Interessen samler sig især om SF og de radikale på Christiansborg, hvor sidstnævnte åbenlyst er uenige med partifællerne på den anden side af Frederiksholms Kanal.
Hos de radikale er sagen ganske speget. Forleden slog den radikale gruppeformand Marianne Jelved i Politiken fast, at det i mange havde været partiets holdning, at der skulle indføres enhedsforvaltning ligesom i de øvrige kommuner. Imidlertid deles synspunktet, hverken af den radikale gruppe på rådhuset, den radikale borgmester Anna Mee Allerslev eller de radikales mangeårige stærke mand på Rådhuset nuværende kirke og ligestillingsminister Manu Sareen. Trods overtalelsesforsøg så har den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der på regeringen vegne til sin tid skal fremsætte lovforslaget om styrereformen, ikke været til sinds at skifte mening. Der er dog ingenlunde en mærkesag for de radikale på Slotsholmen, så partifællerne er blevet enige om den salomoniske løsning at have hvert sit standpunkt i sagen.

SF sov i timen
Hvor SF på rådhuset med Ninna Thomsen i spidsen hævder at repræsentere SFs officielle synspunkt, er der endnu ingen klarhed om, hvad SF på Christiansborg mener. Der har for nylig været afholdt et møde mellem SFs lokale rødder i de store byer og repræsentanter fra SFs folketingsgruppe. Meldingen fra folketingsgruppen er, at ” det bliver svært” at vinde gehør for at droppe idéen om ”enhedsforvaltning”, fordi det er et stort ønske især hos Socialdemokraterne.
SF har i processen mildest talt ikke været klare i deres udmeldinger. Forleden skrev Politiken i en større gennemgang af sagen, at SF sammen med S i udspillet ”Fair Løsning” sidste år skrev på side 54:

”Socialdemokraterne og SF vil normalisere styreformerne i landets store byer, således at de store byer efter kommunalvalget i 2013 overgår til almindeligt flertalsstyre og enhedsforvaltning.”

Foreholdt denne oplysning af Politiken kommenterede SFs leder på rådhuset sundhedsborgmester Ninna Thomsen i sidste uge til avisen, at det var ”en svipser”, at SF havde støttet modellen med en enhedsforvaltning i ”Fair Løsning”. ”Ja, der har de sovet i timen. Men nu er ”Fair Løsning” et historisk dokument, det er regeringsgrundlaget, der tæller og det lægger sig ikke fast på en bestemt model, sagde Thomsen til avisen.

SF på Christiansborg og deres pennefører på ”Fair Løsning” – Thor Möger Pedersen – var åbenbart ikke den eneste, der ”sov i timen”. Det gjorde Ninna Thomsen tilsyneladende også selv. I hvert fald deltog hun sammen med Frank Jensen i et møde sidste år på Villy Søvndals kontor på Christiansborg i forbindelse med ”Fair Løsning”, hvor de to borgmestre stod bag et ønske om at indføre flertalsstyre og enhedsforvaltning i København. SF’eren har også deltaget i et møde med den daværende indenrigsminister Bertel Haarder med samme dagsorden, hvor Thomsen tilsyneladende heller ikke ytrede et ord om, at hun var imod en reform, der indebar en enhedsforvaltning.

S-nederlag med kompromis
Spørgsmålet om SFs holdning er også interessant set i lyset af, at der i baglandet er en udbredt stor skuffelse over SFs politiske fingeraftryk på regeringsgrundlaget, der også lader sig afspejle i partiets aktuelle meningsmålinger. Hvis udenrigsminister Villy Søvndal og skatteminister Thor Möger Pedersen, der er SFs repræsentanter i regeringens magtcenter, koordinationsudvalget også på dette spørgsmål må give sig, så er kimen lagt til yderligere ballade i baglandet. Her er især Mögers aktier ret så lave, hvorfor han reelt blev tvunget væk fra næstformandsposten. Søvndal, der er valgt i København, har også har spist en pæn portion af sin goodwill. Hvis SF giver sig i regeringen uden de store sværdslag, så kan sagen muligvis eksplodere i Søvndals københavnske bagland, hvor også hans popularitet er for nedadgående.

Derfor arbejdes der især fra Ninna Thomsens side på et kompromis, hvor det i lovforslaget bliver op til kommunerne selv at afgøre, om de vil indføre enhedsforvaltningen. Det vil alle i SF kunne leve med. Problemet er blot, at det reelt vil gøre socialdemokraterne på rådhuset og Frank Jensen til tabere i den sag. For på torsdag demonstreres det jo med al tydelighed, at der intet flertal er i Borgerrepræsentation for at indføre enhedsforvaltning.

Hvilke andre partier skal bære regerings forslag igennem? Det er det store spørgsmål. Alt tyder på at Enhedslisten på Christiansborg tilsyneladende ligger helt på linje med partifællerne på Rådhuset med den taktisk snu og begavede socialborgmester Mikkel Warming i spidsen. Derfor er der kun den mulighed tilbage, at enten Venstre eller DF på Christiansborg bærer forslaget igennem. Umiddelbart er chancerne størst hos Venstre, der udgør det andet store ”kommunale parti”. Regeringen kan pege på, at den tidligere VK-regering havde en reform af de store byers styreform i sit regeringsgrundlag, selvom at den aldrig fremsatte et lovforslag herom. Forklaringen dengang lød på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen undervejs i processen mistede interessen for at gennemføre en reform, som fremover vil gøre det svært for Venstre som mindretalspartier at gøre sig gældende i landets fire største og socialdemokratisk-dominerede byer. Det er simpelthen ikke i de borgerliges egen interesse at gennemføre en reform, der overlader al magten til S, lyder en vurdering. Og noget tyder på, at Venstre har ændret mening.

VKO sammen om nej
Indtil videre ser det imidlertid ud til, at VKO-partierne i de fire største byer har fundet sammen om en samlet holdning, hvor man afviser forslaget om ”enhedsforvaltning”. De konservative har både rådmandsposter i Odense og Århus, som de ikke vil af med, mens Dansk Folkeparti kan miste deres rådmand i Aalborg, hvor hele byrådet i øvrigt er ret afvisende over for ændringer i styreformen.
En del tyder også på, at VKO på Christiansborg har ladet sig påvirke af deres lokale græsrødder. Meldingen fra Slotsholmen er - indtil videre – at VKO står sammen om at afvise regeringens kommende lovforslag, der tvinger en styrereform ned over de store kommuner. Og da regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten heller ikke vil bære forslaget igennem til en vedtagelse, så ser det sort ud. Men det bilede kan sagtens nå at ændre sig.

Regeringen og Frank Jensen kan dog i det mindste notere sig, at de har et vist overtag i den offentlige debat, hvor den borgerlige avis, Berlingske på lederplads støtter en styrereform med enhedsforvaltning.

Trussel mod mindretal
Tilhængerne af enhedsforvaltning har yderligere et kort i ærmet, som de kan spille over for mindretalsborgmestre fra Enhedslisten og de borgerlige partier. For hvis flertalsstyret bliver gennemført uden enhedsforvaltning, så vil besparelserne ved reformen være så små, at der ikke vil være penge nok til at sikre, at de store mindretalspartier kan finansiere fuldtidslønnede politikere og små partisekretariater med 1-2 akademikere. Set i lyset af, at Københavns kommunes budget tælles i adskillige milliarder af kr., så er det næppe en trussel, der vil skræmme partierne på rådhuset til pludselig at ændre holdning og stemme for en styreformsmodel med enhedsforvaltning.

Frank Jensen isoleret i sit ønske om enhedsforvaltning

2011-11-02T14:16:00.000-07:00

Partier i rød blok vil ikke afskaffe borgmestre

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 17 den 3. november 2011

Socialdemokraterne på Københavns Rådhus står indtil videre helt isoleret i ønsket om enhedsforvaltning i København. Partierne i rød blok dvs. Enhedslisten, SF og de radikale på rådhuset har i diverse breve til deres partifæller på Christiansborg sagt, at de ikke ønsker, at man i København gennem en ændring af styrelsesloven samler al magt i én forvaltning under én borgmester og én forvaltning. Heller ikke de borgerlige partier bakker indtil videre op om en styrereform, der indebærer enhedsforvaltning.

På Kommunernes Landsforenings (KL) repræsentantskabsmøde for nylig sagde Københavns Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen, at det var SFs holdning (altså også SF på landsplan), at man var imod en enhedsforvaltning. Dermed har regeringspartiet lagt sig helt fast på en holdning, der reelt kortslutter Frank Jensens forhåbninger om, at ABF-regeringens bebudede lovforslag reelt afskaffer de øvrige seks borgmestre i København. Hvis styrereformen ender med en såkaldt ”delt administrativ ledelse”, som de tre partier tilsyneladende har meddelt partifællerne på den anden side af Frederiksholms Kanal, at de foretrækker - og som bevarer borgmestrene og kommunens seks udvalgs forvaltninger - så vil København fortsat få brug for en ”overborgmester” som i dag. Den titel ville omvendt være fjollet at bevare, hvis der kun var én borgmester i en kommune, der med enhedsforvaltningen afskaffer de øvrige udvalgsforvaltninger.

K siger også nej
Argumenterne imod enhedsforvaltning er, at partierne frygter en magtkoncentration, der eksempelvis gør kommunens adm. direktør p.t. Claus Juhl til øverste chef, hvor han - i modsætning til i dag - bliver ansvarlig for samtlige af kommunens 40.000 embedsmænd. Topembedsmanden ville, påpeger kritikere, hvis det skulle vise sig nødvendigt, blive så magtfuld, at end ikke et flertal i BR uden om overborgmesteren ville kunne fyre ham. Det kan flertallet i dag. Flere af de borgerlige partier er derfor heller ikke lune på idéen om enhedsforvaltning, men har dog endnu ikke lagt sig helt fast på en holdning, når det gælder de øvrige udstående spørgsmål omkring en styrereform. Dog ser Liberal Alliance en mulighed i, at kommunen kan få mærkbare besparelser ved at afskaffe bureaukratiet ved enhedsforvaltningen. Men også i det parti er man bekymret for den centralisering af magten, der vil blive resultatet. Kun hos de konservative afviser man også blankt en model med enhedsforvaltning.

Ja til flertalsstyre
SF, De radikale og Enhedslisten er dog fortsat tilhængere af en reform, der indfører et flertalsstyre, hvor de syv borgmesterposter fordeles af en flertalsgruppe efter et valg. Det kunne fx. betyde at S-SF, der har flertal alene fordelte borgmesterposterne mellem sig. De kunne også fordele borgmesterposterne mellem alle partierne i konstitueringsaftalen, hvor også Enhedslisten og de konservative er med. Omvendt ville de radikale og Venstre ikke få nogen borgmesterposter, da de sammen med DF udgør den lille valggruppe. Imidlertid vil forhandlingsspillet om borgmesterposterne ændre sig fuldstændig under et flertalsstyre, hvor parterne formentlig vil stå i kø for at komme med i en flertalsgruppe og dermed få adgang til borgmesterposterne. Alt andet lige gør det det sværere for de borgerlige og måske også for Enhedslisten at få en borgmesterpost, mens de radikale, S og SF formentlig vil være fordelagtigt. Det er formentlig også baggrunden for, at de tre partier i rød blok anbefaler deres partifæller en model, hvor der ydes betydelige midler til de enkelte partier uden borgmesterposter til opbygning af egne sekretariater på Rådhuset.

V overvejer klage
SFs gruppeformand Klaus Mygind er - som nævnt i forrige klumme – blevet meget pikeret over, at de borgerlige partier for nogle uger siden i BR stemte imod, at Blågårdsskolen, hvor Mygind er skoleleder, fik udvidet sit skoledistrikt. Mygind var under afstemningen naturligvis inhabil, men var dog så oprørt over, at de borgerlige så heftigt kritiserede hans skole henset til dens elevers ikke så imponerende karaktergennemsnit, at han efter afstemningen rundsendte en e-mail til alle BR-medlemmer med oplysninger, der imødegår kritikken af hans skole. Det vil Venstre imidlertid ikke finde sig i. Partiet mener, at Mygind lider af kasketforvirring og sammenblander rollerne som skoleleder og BR-medlem, når han på denne måde forsøger at påvirke de øvrige BR-medlemmer politisk. Det ender formentlig med en klage, som borgerrepræsentationens sekretariat får lov at behandle.

Ghettokongen
Fredag i sidste uge udkom Weekendavisen med en lang og gennemresearchet artikel, der i detaljer beskrev, hvordan BR-medlem (S) Mohammed Aslam som boligbestyrelsesformand leder ”Danmarks største ghetto-bebyggelse”, Mjølnerparken på Nørrebro, som var det hans eget kongedømme. Ifølge Weekendavisens artikel, så spiller Aslam et dobbeltspil. Hvor han offentligheden gerne vil fremstå som den, der helhjertet arbejde for integration, åbenhed, demokrati, flere kvinder i beskæftigelse mv., så står han på de indre linjer i Mjølnerparken, hvor 90 pct. af beboersammensætningen er af anden etnisk oprindelse end dansk, for det stik modsatte. Den pakistanskfødte Aslam er ifølge avisen tidligere blevet taget i - ved gennem videoovervågning via hans egen computer - at bedrive social kontrol med bebyggelsens kvinder, hvis de færdes udenfor uden at bære tørklæde. Desuden har han sat en stopper for tiltag, som skulle integrere bebyggelsens kvinder. Fx har han modsat sig, at de opretter en café, og spændt ben for et beskæftigelsesprojekt, der kunne give kvinderne buskørekort. Aslam modsætter sig også, at Mjølnerparkens lokaler bruges til lektiehjælp, mens religiøse ceremonier omvendt er meget velkomne.
”Kongen af Mjølnerparken er ikke længere noget, man siger bag hans ryg. Folk siger det nu, mens han er til stede. Det er alment kendt.” Sådan siger Aslams partifælle Kim Christensen, der er formand for Nørrebros Lokaludvalg til Weekendavisen.

At Aslam sidder tungt på magten i Mjølnerparkens beboerforening blev demonstreret ved den seneste tilsyneladende farceagtige generalforsamling, hvor en arabisk mand ønskede sig at melde sig som kandidat til bestyrelsesformandsposten. Der opstod da ifølge Weekendavisens navngivne kilder pludselig tumult efter, at en flok af Aslams landsmænd var væltet ind i lokalet. Pakistanerne begyndte at forvirre den arabiske modkandidat i en grad, så han for sent opdagede, at valget var overstået, før han kunne melde sit kandidatur. Dermed var Aslam genvalgt enstemmigt.

Ved valget til Borgerrepræsentationen i 2009 blev Aslam valgt med 1000 personlige stemmer. Det var det femte højeste stemmetal blandt de socialdemokratiske BR-medlemmer. Han, der beskrives som yderst venlig og sympatisk, gør i det daglige intet større væsen af sig og er - så vidt vides – heller aldrig blevet set på talerstolen i Borgerrepræsentationen. Til gengæld anerkendes Aslam, der sidder i kultur- og fritidsudvalget, for at være en fremragende lobbyist, når det gælder om at lade kommunale midler til alle mulige boligstøtteprojekter tilflyde Mjølnerparken og området omkring Nørrebro Station.

Allerslev snart V-spidskandidat
Venstre ventes i øvrigt at vælge spidskandidat allerede til februar. Indtil videre er det kun Pia Allerslev, der har erklæret sit kandidatur, og da ingen andre fra Venstres BR-gruppe eller evt. prominente navne udefra udfordrer hende, tegner det sig til at blive en kåring af Kultur- og Fritidsborgmesteren som partiets spidskandidat ved BR-valget om to år.

Farvel til Baykal
SFs Teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal skal ud og finde en ny pressechef, i det Tanja Frederiksen efter kun et lille halvt års tid selv har forladt sin stilling, der i øvrigt kun var et barselsvikariat. Kilder på rådhuset fortæller, at det var kombinationen af en ”politisk spejlblank” borgmester helt uden politisk retningssans og et uudholdeligt og dårligt arbejdsmiljø i sekretariat, der fik hende til at flygte væk fra forvaltningen. På rådhuset er stemningen dog til gengæld ved at vende lidt til fordel for Baykal. Mange af hendes kolleger i BR synes tilsyneladende, at det er synd for SF-bormesteren, at hun helt åbenlyst for alle ikke formår at sætte sig igennem politisk, hverken under budgetforhandlingerne, i offentligheden eller i udvalgsarbejdet. Imens årelades forvaltningen for dygtige medarbejdere, der flygter væk fra en borgmester i store vanskeligheder og et giftigt arbejdsmiljø.

København skal kun have én borgmester

2011-10-20T14:00:00.000-07:00

Politikernes dilemma står mellem besparelser og centralisering af magten

Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 20 oktober 2011

Af Jarl Cordua

Den nys tiltrådte ABF-regering skriver i sit regeringsgrundlag, at den ”vil tage initiativ til en ny styreform i de større byer”. Dermed skal Københavns og andre større byers styreform ændres til det almindelige flertalsstyre, som man kender fra de øvrige danske kommuner. Begrundelsen er, at ”det skal give en mere effektiv styring og gøre det lettere for borgere at se, hvem der har ansvaret for beslutningerne,” skriver regeringen.

Det betyder formentlig at seks af de syv københavnske borgmestre snart må lade livet. Spørgsmålet er dog om ABF-partierne kan nå at gennemføre styrereformen inden næste valg til Borgerrepræsentationen, der finder sted i november 2013. Det er bestemt ikke umuligt. Dels ligger der et færdigt lovforslag i skuffen i Indenrigsministeriet udarbejdet af det embedsudvalg, ”Thorkild Juul-udvalget”, der i sin tid fik opdraget af VK-regeringen. Og dels må man forvente, at VK-partierne fortsat er interesseret i at bære en reform igennem, i det den borgerlige regering selv havde forslaget med i dets sidste regeringsgrundlag, dog uden at den fremsatte lovforslaget. For de borgerlige partier vil guleroden for at gå med i et forlig være den besparelse, som vil følge af en afvikling af den kostbare overadministration, som det er erkendt af stort set alle partier, finder sted med de mange forvaltninger, borgmestre, sekretariater osv.

Det springende punkt i diskussionen blandt partierne på rådhuset går derfor mere i retning af, hvad der så skal ske med magten i udvalgene, når nu fx teknik- og Miljøforvaltningen ikke længere har en borgmester og en forvaltning, sekretariat, som kan føre dets beslutninger ud i livet? Udvalgenes indflydelse er nemlig en direkte følge af den såkaldte ”delte administrative ledelse”, som eksisterer i dag.

S er for enhedsforvaltning
Alternativet til dette er den såkaldte ”enhedsforvaltning”, hvor byen ud over kun at få én borgmester, som navnet antyder, herefter også kun får én forvaltning. Faren ved dette – set med skeptikernes briller – er, at magten bliver samlet i kommunens i forvejen magtfulde organer økonomiforvaltningen og Økonomiudvalget, hvor overborgmester Frank Jensen henholdsvis er politisk chef og sidder for bordenden som udvalgsformand. Udvalgene vil uden forvaltning mv. blive frataget en betydelig del af den indflydelse, de har i dag. Populært sagt vil kommunens politiske magt blive centraliseret, men til gengæld vil man opnå de rationaliseringsgevinster, som også regeringen henviser til i sin begrundelse for ændre styreformen. Regeringen bruger som før nævnt ikke ordet ”centralisere”, men benytter sig i stedet af argumentet, at en reform vil gøre det mere gennemsigtigt for borgerne mht. hvem, der har ansvaret for beslutningerne. Nogle vil mene, at det er to sider af samme sag.

Spørgsmålet er, om det er i partiernes interesse at centralisere magten hos ét parti, Socialdemokraterne, der har haft overborgmesterposten uafbrudt, siden den blev oprettet i 1936. Indtil videre har kun S på rådhuset meldt ud, at de ønsker en enhedsforvaltning. Forlydender fra rådhuset siger, at de radikale på Christiansborg diskret har foreslået en model, hvor det bliver frivilligt for kommunerne at indføre den ny styreform. Lige nu – fornemmer man Rådhuset– er BR-grupperne fra ABF-partierne i gang med en heftig lobbyaktivitet for at påvirke deres ministre i regeringen om sagen. Ifølge rygterne, så tyder en del på en vis uenighed mellem de tre regeringspartier – i hvert fald på rådhuset.

Travlhed inden KV13
Endnu har vi til gode at se, hvor hurtigt regeringen vil spille ud på området. Hvis ABF vedtager en reform med Enhedslisten, så er det næppe noget, der vil blive afklaret i en sen nattetime, men vil strække sig over en længere proces, hvor alle partier bliver hørt osv. Formentlig vil regeringen skulle give en del indrømmelser om mindretalsbeskyttelse udover dem, der allerede ligger i (skuffe)lovforslaget. Dvs. at partierne nok skal kunne regne med offentlige tilskud til at kunne opbygge sekretariater på rådhuset, så de har en mulighed for at matche ”enhedsforvaltningen”. Men derved ryger så en del af den rationaliseringsgevinst, som man ønsker at opnå, og som konsulenter fra Rambøll for nogle år siden opgjorde til ca. 170 millioner kr. årligt.

Spørgsmålet er desuden, om de borgerlige føler sig fristet til at hjælpe regeringen til en hurtig reform, der vil gå imod deres lokale græsrødders interesser. For derved trækker de tæppet væk under deres borgmestre og rådmænds platforme frem mod valget 2013. Og hvem vil fx Venstre kunne rekruttere som spidskandidater, når der ikke længere er borgmester og rådmandsposter i udsigt? Borgerlig accept uden indrømmelser ville være en ren foræring til den ny regering, men på den anden side så ville borgerlig modstand mod en sådan reform gå imod deres hidtidige politik på området. Og derved vil de få et forklaringsproblem ift. deres egne tidligere udmeldinger fra, at de selv var i regering, selvom de borgerlige formentlig vil kunne købes med kontante indrømmelser, der sikrer mindretalsbeskyttelsen. Man kunne fx tænke sig at borgerrepræsentanter eller som minimum udvalgsformændene i fremtiden vil være på fuldtidsløn. I dag har borgmestre i kraft af, at de også er udvalgsformænd et administrativt ansvar, men udvalgsformænd under en enhedsforvaltning kan i fremtiden blive reduceret til kun at være simple mødeledere. Endelig kan man spekulere i, om det fremover giver mening at have en overborgmester i en kommune, hvis der kun er én borgmester?

Ingen havnetunnel
I regeringsgrundlaget har overborgmester Frank Jensen måttet kigge forgæves efter at læse en eneste linje om den havnetunnel, som de københavnske socialdemokrater og de borgerlige længe brændende har ønsket sig. Tidligere har man på rådhuset spekuleret i om nogle af indtægterne fra den planlagte betalingsring ville kunne bruges til en delvis finansiering til en havnetunnel, der kan lede lastbiltrafikken udenom indre by fra Østerbro til Amager. Hver dag kører 800 lastbiler i gennemsnit igennem St. Kongensgade passerende Kgs. Nytorv og broerne uden ærinder i Indre by. Da SF hele tiden har været imod havnetunnelen, er det dermed nærliggende at notere SF for denne politiske sejr. Omvendt ved ingen om S i det hele taget har presset på i sagen under regeringsforhandlingerne på Crowne Plaza. På Rådhuset forlyder det omvendt, at Frank Jensen på ingen måde har opgivet planerne, og offentligheden kunne i sidste uge endnu engang erfare, at pensionskassen ATP tilbyder at finansiere en havnetunnel. Men vurderet ud fra regeringsgrundlaget bliver der næppe bukser af det skind i denne regeringsperiode.

Kold luft I
Det er ikke kun spørgsmålet om havnetunnel, der deler S og SF. Det er også tilfældet, når det gælder om placeringen af betalingsringen. SF på Christiansborg og især Pia Olsen Dyhr var i dagene efter valget ude med en skråsikker udtalelse om, at placeringen, som den blev fremlagt i hast midt under valgkampen af S-SF, ikke var til forhandling. Imidlertid skriver regeringen i regeringsgrundlaget at man vil indlede ”en dialog” med de københavnske borgmestre om sagen. Senest har BR-medlem (S) Lars Weiss i et debatindlæg i Politiken slået fast, at man i København betragter sagen som, at betalingsringens placering rent faktisk er til forhandling. Det er utvivlsomt et budskab, som Weiss’ overborgmester er 100 pct. enig i. SF’erne er i mellemtiden ophørt med de bastante udmeldinger om, at ringen ikke er til at rokke, alt imens Pia Olsen Dyhr er flyttet ind på ministerkontoret i sin lille filial af
Udenrigsministeriet.

På Rådhuset kan man også mærke, at S-SF-forholdet er blevet kølnet en anelse efter valget. Som tidligere beskrevet i klummen, så stod SF og dets Teknik- og miljøborgmester noget usædvanligt udenfor forligskredsen, da Frank Jensen for noget tid siden – opsigtsvækkende brød alliancen med SF - og indgik forlig med de borgerlige om at oprette flere parkeringspladser i byrummet. I torsdags kom sagen på BR-mødet, hvor omkring halvdelen af BR-gruppen herunder den nye teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal indtog talerstolen med heftige indlæg imod overborgmesteren for parkeringsaftalen med de borgerlige. Imens sad resten af Borgerrepræsentationen tilbage og undrede sig over optrinnet og at der var behov for så mange ordførere fra et parti på talerstolen– der oven i købet har borgmesterposten på området – for at kunne tale SFs sag. Det efterlod for de forsamlede et indtryk af en noget ukoordineret aktion, som heller ikke fjerner den grundstemning af amatørisme, manglende ledelse og tilfældighed, som p.t. præger SF i København.

Kold luft II
I salen ved BR-mødet i torsdags var der i øvrigt heller ikke just gensynsglæde mellem LA’s Lars Dueholm og hans tidligere partifæller hos Venstre. Dueholm var stadig synligt vred og fornærmet over, at Venstrefolkene reelt blokerede for hans barselsorlov, da V krævede hans udvalgspost i det vigtige teknik- og miljøudvalg tilbage til partiet i barselsperioden, som partiet i øvrigt var berettiget til. Dueholm har i øvrigt tidligere på sin Facebook-profil – mener nogle – rettet en noget patetisk kritik mod Venstrefolkene for, hvordan de dog kunne se sig selv i spejlet, når de på denne måde (ved at kræve udvalgsposten) frarøvede ”Theodor” værdifuld tid fra sin far.

Kold luft III
Det var også i torsdags, at SF måtte sende deres gruppeformand Klaus Mygind op på tilhørerpladserne på grund af inhabilitet, da Borgerrepræsentationen skulle stemme om en udvidelse af Blågårdsskolens skoledistrikt. Mygind er således skoleleder på Blågårdsskolen, der udmærket sig ved at have det dårligste karaktergennemsnit i København og det 12. dårligste i landet. Den socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester Anne Vang forsikrede dog BR om, at en beslutning om at udvide skoledistriktet var fuldt forsvarligt på alle områder. Det overbeviste dog ikke de borgerlige partier, der samlet stemte imod udvidelsen til Myginds højlydte irritation og vrede.

Afdansningsbal
Fredag i sidste uge deltog kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev i sit ”eget afdansningsbal”, som udstemt deltager i TV2s ”Vild med Dans”- show. Allerslev har efter eget udsagn fået en del dansefærdigheder ud af de mange danselektioner og de fem fredage, hvor hun overlevede seernes dom. Men deltagelsen i showet har også taget fokus fra arbejdet og Venstres profil i Borgerrepræsentationen, mener kritikere på rådhuset. Spørgsmålet er nu, hvor meget stærkere Allerslev står - efter sine fredagsoptrædener i TV2’s prime time - i vælgernes bevidsthed ved BR-valget om to år? Så det endelige regnestykke herom, kan kun gøres op til den tid.

Fyldt kommunekasse lettede budgetforhandlingerne

2011-10-05T05:32:00.000-07:00

SF står tilsyneladende med et stort ledelsesproblem

Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 6. oktober 2011

Af Jarl Cordua

Årets budgetforhandlinger hører nok til de mindst dramatiske, der længe er set på Københavns Rådhus. Alle partierne i Borgerrepræsentationen minus Enhedslisten endte derfor med at gå med i et forlig for 2012, der tilgodeser stort set alle partiers ønskelister. Som flere forhandlere bemærker, så er det svært ikke at gå med i et forlig, hvor man stort set fik alle sine krav opfyldt. Og det er i alle tilfælde nemt med en fyldt kommunekasse.

Budgettet for 2012 prioriterede som ventet en nødvendig udbygning af 1900 daginstitutioner, 420 fritidshjempladser og en ny skole på Østerbro til 1,5 mia. kr. Det sker naturligvis for at kunne imødekomme det hastigt voksende behov, der følger af kommunens stigende børnetal i årene frem. Hver måned får kommunen 100 nye børn.
Ingen havde heller noget imod at kommunen bygger flere idrætshaller i tilknytning til skoler, flere timer og moderne IT til elever i folkeskolen, og at lærerne får flere kompetencer.

Helt som forventet var der også enighed om at vedtage en ”vækstpakke”, der har til formål bl.a. at lette virksomhedernes administrative byrder og forbedre deres rammevilkår i byen. Elementerne i vækstpakken består af striben af anbefalinger, der kom fra den af overborgmesteren nedsatte Copenhagen Business Task Force, der blev præsenteret for offentligheden i august. De eneste anbefalinger, der ikke gennemføres, er alene dem, der kræver ny lovgivning vedtaget af Folketinget.
I budgettet er der desuden afsat midler til at forberede idræts- og aktivitetsområder, en såkaldt ”moderne omlægning” af jobindsatsen, bedre cykelveje og en filmfond. Blandt de mere løse forpligtelser er også, at kommunen skal nedbringe administrationsomkostningerne med 500 mill. kr. i de kommende år.

Lavere afgift uden Ø
Som forventet stod kun Enhedslisten til sidst i forhandlingerne udenfor forliget, fordi partiet ikke kunne stemme for en nedsættelse af dækningsafgiften på erhvervsejendomme på 0,2 promille, der til gengæld var en mærkesag for de borgerlige partier. Da provenutabet kun er 20 mill. kr., så kan det næsten kun være af principielle grunde, at Enhedslisten ikke kunne være med. Faktisk forsøgte LA og K at forhandle et kompromis med Enhedslistens borgmester Mikkel Warming i stand, hvor man i stedet nedsatte personskatten en smule, men dog først om to år. Imidlertid strandede det forslag efter en 5-5 afstemning i Enhedslistens lokale hovedbestyrelse. Især SF forsøgte under forhandlingerne at få Enhedslisten med om bord i et forlig. SF’erne er - fornemmer man rundt omkring på Rådhuset - dybt rystede over, at folketingsvalget i København blev en katastrofe for partiet. Nu frygter de formentlig, at Enhedslisten ved kommunalvalget går frem på deres bekostning, så derfor gælder det for SF om frem mod valget, at der ikke opstår større opsigtsvækkende uenigheder med Enhedslisten, der giver SF-vælgere en anledning til at smutte til Liste Ø.

Uforberedt SF-borgmester
SFs forhandlere har i øvrigt et efterladt et stort indtryk hos deres forhandlingspartere af enorm usikkerhed. Flere iagttagere og deltagere i forhandlingerne bemærkede at SFs forhandlergruppe bestod af fire meget urutinerede forhandlere (alle midt i 30erne) som havde svært ved at forklare, hvad de præcist ønskede at få ud af forhandlingerne. Især ryster man på hovedet af SFs teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal, der hverken fremstod velforberedt eller som en, der vidste, hvad der foregik i hendes egen forvaltning. Eksempelvis kunne hun under forhandlingerne ikke svare på om bestemte sager var blevet vedtaget i hendes udvalg eller ej. Onde tunger bemærker dog, at Baykal måske ville have stået sig bedre ved at have brugt sin tid på at læse mere på lektien frem for at have prioriteret at sidde på forreste række til en lang række modeshows under Københavns modeuge i august. Andre mener, at Baykal blev prisgivet sin egen forvaltning, der sendte hende af sted til forhandlinger med tilsyneladende hastigt håndskrevne notater, der dog ikke gav noget klart billede til de øvrige forhandlingsdeltagere mht., hvilke politiske prioriteringer Teknik og Miljøborgmesteren havde på sit område. Det blev således for meget for overborgmester Frank Jensen som ved flere lejligheder ikke kunne skjule sin irritation over den åbenlyse amatørisme, der udspillede sig foran alles øjne, at han brysk ved flere lejligheder måtte tage Baykal – men også SFs Sundhedsborgmester Ninna Thomsen i skole – for ikke at melde klart ud om deres konkrete krav og for ikke at kunne levere klare svar fra deres forvaltninger, som forhandlerne stillede dem undervejs i forhandlingsprocessen.

Prisgivet af sin forvaltning
Baykal har næppe heller været hjulpet af, at hendes presserådgiver – mit under årets budgetforhandlinger - var sygemeldt. Dertil kommer, at Teknik og Miljøforvaltningen i disse år er præget af en massiv ledelsesflugt, der næppe kan undgå at have gået ud over embedsmændenes servicering af borgmesteren. Tillige er Teknik- og miljøforvaltningen ledet af den selvbevidste direktør Hjalte Aaberg, som alle på rådhuset er enige om, er særdeles kompetent, men siden borgmester Bo Asmus Kjeldgaards dramatiske exit i foråret nu går for at være den reelle magthaver i forvaltningen, hvorfor Baykal er reduceret til en kransekagefigur, som man tilsyneladende har svært ved tage seriøs.

Er SF uden ledelse?
Indtrykket af, at SFs ledelse p.t. fremstår kaotisk, bekræftes af kritiske forlydender i SFs bagland om, at gruppen på rådhuset tilsyneladende tilsluttede sig for at indgå i et budgetforlig, før end at SFs organisation i København fik mulighed for at sanktionere beslutningen.

Desuagtet Baykals åbenlyse problemer med at håndtere det store Teknik og miljøområde, så tyder alt på, at SF står i en ledelseskrise, hvor SFs Ninna Thomsen tøver med at træde i karakter som leder og derfor fremstår som både svag og konfliktsky. Noget tyder i hvert fald på, at Thomsen i foråret fejlvurderede situationen og i stedet for burde have sat sig selv i borgmesterstolen for det store Teknik- og Miljøområde, så der kom ordentlig styr på det. Hvis ikke Baykal snart kommer langt bedre ind i sit politiske stofområde og dermed fremstår mere troværdig og kompetent også under udvalgsmøderne, så ender problemerne alligevel i sidste ende hos Ninna Thomsen, når hun som SFs spidskandidat under en valgkamp risikerer at komme under beskydning for Baykals mulige fremtidige fadæser.

En ting står i al fald klart: Frank Jensen er lykkelig over – efter folketingsvalget er overstået - ikke længere behøver at være afhængig af at være maset ind i et fornuftsægteskab med et politisk og ledelsesmæssigt usikkert SF, men frem over har friere muligheder for at manøvrere politisk gennem et flertal med de radikale og et eller flere af de borgerlige partier.

Sarwar ny S-ordfører
Socialdemokraterne har for nyligt valgt ny politisk ordfører. Det blev ikke uventet Ikram Sarwar, der nu får opgaven at holde sit partis ordførertaler og i øvrigt udtale sig, når der er behov for det. Sarwar har længe været en del af S-ledelsen på Rådhuset og lagde på et tidspunkt også billet ind på at blive ny overborgmester, da Ritt Bjerregaard pludselig trak sig i forrige valgperiode. Den lægeuddannede Sarwar er tydeligvis ambitiøs mht. at gøre karriere i politik, og havde socialdemokraterne ikke fået så dårligt et valg i Hovedstaden var han formentlig blevet valgt i Folketinget. Nu må han ”nøjes” med rådhuspolitik et par år endnu. Her er han i udvalgene ikke kendt for at grave sig dybt ned i sagerne, men er mere til de impulsive udmeldinger, når han selv synes, at han er faldet over noget interessant. Få betvivler, at Sarwar kan løfte opgaven efter forgængeren Mette Reissmann, der aldrig var specielt markant, så forventningerne er heller ikke sat særligt højt.

Krig mellem liberale
Der er udbrudt åben krig mellem Venstre og Liberal Alliance. Det er formentlig rådhusets dårligst bevarede hemmelighed at Venstres Pia Allerslev og resten af Venstregruppen ikke er store fans af deres tidligere partifælle – nu gruppeformand for Liberal Alliance – Lars Dueholm. Sidstnævnte – fornemmer man på Venstrefolkene – har det med at intrigere i forhold til Allerslev, hvor end at han kan komme af sted med det. Det er ikke ukendt, at rivaliseringen med Allerslev udviklede sig til et elendigt forhold til den øvrige V-gruppe allerede, mens Dueholm var i Venstre, som han forlod sidste år i følgeskab med BR-medlem Heidi Wang. Imidlertid er Dueholm kommet i den lykkelige situation, at han i år er blevet far til en lille dreng, og derfor glædede han sig til at tage barselsorlov fra Borgerrepræsentationen i de næste ni måneder. Glæden blev næppe mindre af, at Dueholms suppleant stod til at blive Lasse Grosbøl, der ligesom Dueholm siden kommunalvalget har forladt V til fordel for LA. Imidlertid havde Dueholm gjort regning uden vært. For V krævede, hvad de efter reglerne er fuldt berettiget til, at de i barselsperioden får Dueholms indflydelsesrige plads i Teknik og Miljøudvalget, hvilket ville efterlade LA med nul udvalgsposter. Set fra Dueholms stol var Vs insisteren på at overtage denne post et udtryk for smålig obstruktion fra Venstres side og har i konsekvens af dette aflyst sin barselsorlov.

At der hersker kold luft mellem Dueholm og Allerslev skal også ses af, at LA-frontfiguren skælder ud på V-borgmesteren for tre gange at have været fraværende under budgetforhandlingerne, fordi hun skulle træne til eller deltage i TV2-programmet ”Vild med Dans”. På den sidste dag for forhandlingerne måtte Allerslev trække sig tilbage og hvile sig, fordi hun var sløj, mens Dueholm undrer sig højlydt over, hvorfor hun så tidligere på dagen havde skrevet på sin Facebook-profil, at hun glædede sig til at skulle danse senere på aftenen? Over for denne klummeskribent beskriver Dueholm, det ligeud som ”farceagtigt og useriøst”, at Allerslev er så fraværende fra årets vigtigste forhandlinger, når hun samtidig gerne vil give indtryk af at fremstå som leder af den borgerlige opposition på rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste til dette skænderi mellem de to liberale partier.

Slaget om betalingsringen

2011-09-27T02:49:00.001-07:00

Spørgsmålet om betalingsringen vil præge københavnsk politik frem mod kommunalvalget

Bragt i Bryggebladet nr 14 den 22. september 2011

Af Jarl Cordua

Folketingsvalget sidste torsdag giver formentlig Danmark en ABF-regering, men sejren er ikke helt uden torne. I København trak Enhedslistens formidable spidskandidat Johanne Schmidt-Nielsen så mange stemmer, at det også gik ud over både SFs Villy Søvndal og Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt personlige stemmetal. De to partileder fik et skidt personligt valg og den kommende statsminister mistede 16.000 personlige stemmer sammenlignet med valget i 2007. Også når man kigger på mandater, er resultatet, noget som må ryste både S og SF. Liste Ø fik tre mandater valgt i Københavns Storkreds, der omfatter Københavns, Frederiksbergs , Tårnbys og Dragørs kommuner. Det samme fik S, SF, de radikale og Venstre. Det er helt uhørt. S har altid været suverænt størst i København efterfulgt af SF, men nu ligger Enhedslistens vælgeropbakning på niveau med de to andre røde partier. De radikale og Venstre fik også et meget flot valg. Formentlig skyldes Venstres noget overraskende fremgang en tilsyneladende effektiv valgkampagne målrettet modstandere af den betalingsring for biler, som S-SF i god tid inden valgkampen gik i gang har lovet, at de vil opføre for at begrænse den voksende biltrafik i byen.

Bompenge gav S-nedtur
Hos Socialdemokraterne har man også efter valget analyseret sig frem til, at vælgermodstand mod betalingsringen er en del af forklaringen på partiets miserable valg både i København og i omegnskommunerne. Undervejs i valgkampen fik Venstre nemlig presset S-SF til at sætte pris på, at det i gennemsnit årligt vil koste en dagligt pendlende bilist 11.400 kr. at køre ind og ud af byen. Desuden måtte S-SF nødtvungent melde ud til vælgerne, hvor ringen præcis skal gå rent geografisk. Omvendt har S-SF forsøgt at trænge igennem til vælgere med budskabet om, at billetpriserne i den kollektive trafik vil falde drastisk, hvis en ny regering kommer til, og at kapaciteten i bus og tog vil blive forøget tilsvarende. Dertil kommer – hævder S-SF - at de i-kø-holdende bilister med en betalingsring vil spare ganske megen spildtid, fordi flere af dagens bilister skifter over til at køre kollektivt. Oven i hatten er der så de miljømæssige forbedringer i form af renere luft samt mindre CO2-udledning og sparet benzinforbrug mv.

Thorning garanterer betalingsring
Lige efter at folketingsvalget var afgjort, da meddelte Helle Thorning-Schmidt, at hun ”garanterede”, at betalingsringen bliver til noget. Man skal lægge ekstra meget til ordet ”garantere”, når det bliver sagt af en socialdemokrat. Det var den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen under folketingsvalget i 1998, der ”garanterede” efterlønnen, for så et halvt år senere at beskære ordningen. Det førte til anklager om løftebrud, der resulterede i en gevaldig historisk nedtur for S i meningsmålingerne, som man stadig taler om. Siden da er det konventionel visdom, at socialdemokratiske toppolitikere kun bruger ordet ”garanti”, når han eller hun faktisk mener det. Imidlertid kan betalingsringen kun blive vedtaget i Folketinget, hvis alle partierne i rød blok stemmer for forslaget. Dvs. med et snævert flertal. Det kan muligvis gøre socialdemokrater i omegnskommunerne og i København sårbare endnu engang i forhold til vælgernes modstand mod betalingsringen, når vi når frem til kommunalvalget i efteråret 2013. Får tvivler på, at de borgerlige partier vil forsøge at udnytte enhver modstand mest muligt. Det til trods for at alle målinger viser, at et stort flertal af københavnerne faktisk går ind for betalingsringen.

Frank J vil ændre betalingsring
I København går overborgmester Frank Jensen også ind for betalingsringen, der efter planen indføres fra årsskiftet 2013/2014. Han har løbende igennem foråret haft møder med Helle Thorning-Schmidt, og han er enig med S-SF om, at en betalingsring er den bedste løsning til at begrænse trængslen i biltrafikken. Det er dog også en kendt sag, at betalingsringen fortrinsvis er en SF-mærkesag selvom, at den også er blevet forsvaret af socialdemokraterne i valgkampen. Frank Jensen spillede dog søndag ud med en mild kritik af planen, som han dog fortsat støtter. Overborgmesteren forudser, at nogle forældre, der bor på den ”forkerte side” af ringmuren risikerer at skulle betale et betydeligt årligt beløb bompenge for at køre deres børn i skole. Men det er ingen ny kritik.

S-SF uenighed
I 2008 kritiserede socialdemokraten Anne Vang, der i dag er børne- og ungdomsborgmester, heftigt en tidligere udgave af betalingsringen bl.a. med henvisning til de problemer, den kunne skabe for børnefamiliernes hverdagsliv. Andre socialdemokrater som fx forgængeren Ritt Bjerregaard angriber også betalingsringens placering, som den blev foreslået af et hurtigtarbejdende S-S-udvalg midt under valgkampen. Der er i skrivende stund optræk til en mindre krise mellem S-SF, i det SFs Pia Olsen Dyhr mener, at betalingsringens placering ligger fast, mens det nyvalgte S-medlem Mette Reissmann hævder, at der kun er tale om ”en skitse”, som skal færdigforhandles. Begge påstanden kan i sagens natur ikke være rigtige, så der udestår et politisk slagsmål i den nye ABF-regering om sagen.

Sene budgetforhandlinger
Folketingsvalget har udskudt budgetforhandlingerne. Først i forrige weekend fik politikerne – hvor flere af de borgerlige forhandlere – havde været i ilden under valgkampen som folketingskandidater tid til at forhandle budget. Mere om det nedenfor.

Det lykkedes i øvrigt kun én af de mange BR-medlemmer, som stillede op til Folketinget, at blive valgt ind på Christiansborg. Det skete for den fra TV3-programmet ”Luksusfælden” så kendte Mette Reissmann, som fremover kan skrive MF på visitkortet. Dermed må hun nedlægge sit mandat i Borgerrepræsentationen, i det Socialdemokraternes interne regler siger, at man kun kan sidde på ét folkeligt mandat ad gangen. Reissmanns afgang fra rådhuset giver så til gengæld plads i BR til Socialdemokraternes hidtidige 1. suppleant., Stig Ekman (46), der i øvrigt også er kredsformand for S i Ryvangens kreds på ydre Østerbro.

Ny S-ordfører
Mette Reissmann har indtil nu været Socialdemokraternes politiske ordfører, dog uden at hun af den grund har vist sig markant. Reissmann har formået at holde partiets ordførertaler, men ingen kan huske, at hun i sine 2 år i BR på noget tidspunkt rejste en sag eller satte sig spor i den københavnske politiske debat. Tidligere har en Anne Vang ellers været særdeles synlig på den samme post, så Reissmanns afgang til Borgens hellige haller er - for at sige det på jysk - intet uerstatteligt tab for S. Nu spekuleres der i om en af de to talenter hos S, Ikram Sarwar eller Lars Weiss, overtager ordførerposten. Begge regnes i hvert fald som storfavoritter.

To bryggekandidater valgt
I øvrigt kan Islands Brygge (som hører under den såkaldte ”Sundbyvesterkredsen”) glæde sig over, at hele to lokale kandidater blev valgt til Folketinget. Det lykkedes for SF’eren Özlem Sara Cekic trods stor tilbagegang for partiet at få fire år mere på Christiansborg. For de radikale kom Uffe Elbæk ind i Folketinget trukket frem af Liste Bs store vælgerfremgang. 2011 blev dermed - set med Bryggens øjne - en ret god årgang, når det gælder antallet af lokalt valgte folketingsmedlemmer.

Bredt budgetforlig
I skrivende stund – søndag eftermiddag - er Borgerrepræsentationens parter forsamlet til de endelige forhandlinger om kommunens budget for 2012. Til forskel fra sidste år valgte Frank Jensen i år ikke at handle en aftale af forinden med SF, men har åbnet for en meget bred aftale med måske samtlige partier. København er i disse år velsignet med en bugnende pengekasse, hvilket gør det alt andet lettere at få samlet et forlig end hvis der skulle ske omfattende besparelser eller nedskæringer. Forliget i år retter sig mod at sikre, at der bygges flere skoler og daginstitutioner, så kommunen i den nære fremtid kan imødekomme de behov, der følger af, at der er sket en uforudset eksplosiv stigning i børnetallet. Faktisk er Frank Jensens valgløfte om, at byens børn skal kunne få en daginstitutionsplads inden for en radius på et kvarter på cykel fra hjemmet, i fare for ikke at kunne opfyldes inden valget i 2013. Derfor er det et område, hvor alle sejl bliver sat for, at man kan nå i mål med at bygge og etablere nye daginstitutioner, inden Jensen møder vælgerne. Ingen partier kan dog dårligt være uenig i denne målsætning, og at der derfor bliver gjort en ekstra indsats her.

Penge til borgmestres kæpheste
De enkelte partier - med borgmestre - har hver især under forhandlingerne deres egne kæpheste, som de fører frem og naturligvis håber på vil blive tilgodeset med finansiering i budgettet. Venstres kulturborgmester er formentlig en del af forliget, som ventes at indeholde penge til bygning og renovering af kommunens idrætshaller. Det samme gælder Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming, som gerne ser, at bl.a. handicapområdet bliver opprioriteret. SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen håber på, at en sundhedspolitisk forebyggelsesplan, der skal skabe mere bevægelse i byen får tilstrækkelige midler. I øvrigt håber kommunen på, at en ny ABF-regering vil give grønt lys for at kommunen snarest kan etablere såkaldte ”stofindtagelsesrum” (også kaldet ”fixerum”) for narkomaner på Vesterbro. De radikales integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev har også en del projekter på sit område, som hun regner med bliver tilgodeset af forliget, som de radikale er en del af. Teknik og miljøområdet, hvor SFs Ayfer Bajkal er borgmester, også skal tilgodeses bl.a. med nogle nye pumper til at lede vand med i tilfælde af skybrud, som det er beskrevet i kommunens ”skybrudsplan”.

Vækstpakke med i forlig
Budgetforliget indeholder også en aftale om at iværksætte flere af de initiativer i den plan, som Frank Jensens ”Business Task Force” barslede med for nylig, som skal danne grundlag for, at der bliver sat gang i væksten i København. Centralt i planen er forslaget om, at kommunens virksomheder fremover kun skal henvende sig ét sted hos kommunen for at få løst alle problemer og få opnået de nødvendige aftaler mht. fx byggetilladelser og deslige. Idéen er, at fokus på nedbringelse af sagsbehandlingstider skal mindske virksomhedernes tidsforbrug på bureaukrati, så de i stedet kan bruge energien på at opstarte og drive deres forretning.

Lavere skat på virksomhederne
I budgetforhandlingerne indgår også et forslag, som også er kommet fra overborgmesterens Business Task Force, der skal mindske beskatningen af erhvervsvirksomhederne. Det kan ske ved fx at sænke enten dækningsbidraget for forretningsejendomme, selskabsbeskatningen eller grundskylden en smule. Det er naturligvis forslag, der øger de borgerlige partiers interesse for at gå med i et budgetforlig. Det er derimod ikke forslag, der flugter godt med Enhedslistens politik uanset om skattesænkninger for virksomhederne vil blive beskedne i omfang. (Hvilket også blev Enhedslistens dør ud af forhandlingerne viste det sig senere få timer efter denne artikels deadline red.)Forslaget vil imidlertid også være en håndsrækning til Kommunernes Landsforening (KL), der er bundet af en aftale med VK-regeringen om, at skattetrykket i kommunerne samlet set ikke må hæves. ”Sænker landets største kommune skatten, så giver det luft for en række andre mindre kommuner med behov for flere indtægter til at hæve skatten”. Dermed kan Frank Jensen sælge sin ”skattenedsættelse” som ”solidaritet” med de kommuner rundt om i landet, der ellers ville være nødsaget til at skære i deres velfærd, for at få enderne til at mødes. Det er i øvrigt forventningen, at en ny regering ikke vil ændre ved den borgerlige regerings ind til videre effektive styringsinstrumenter mht. at holde stram snor i kommunernes økonomi.

Budget2012: Flere penge til dansk og børnepasning

2011-08-25T04:11:00.000-07:00

Tør Frank Jensen igen udfordre SF på trafikområdet?

Bragt i Bryggebladet nr. 12. den 25. august 2011

Af Jarl Cordua

Et afholdt folketingsvalg i september, vil måske skabe nye politiske alliancer på Rådhuset. Først og fremmest vil en perlerække af fremtrædende rådhuspolitikere i tre uger i stedet bruge størstedelen af deres indsats på at føre valgkampagne for dem selv. Blandt folketingskandidaterne finder man fx de konservative borgerrepræsentanter Jacob Næsager, Rasmus Jarlov og Mogens Lønborg. Dertil kommer DFs Carl Christian Ebbesen, Venstres Cecilia Lonning og Liberal Alliances Lars Dueholm. Og endelig forsøger en stribe socialdemokrater som Ikram Sarwar, Lars Weiss og den politiske ordfører Mette Reissmann, at veksle deres karriere i Borgerrepræsentationen til en plads i Folketinget. Det vil nok lykkes for en eller flere af S-kandidaterne.

Politisk højsæson
September er imidlertid politisk højsæson også på rådhuset, hvor forhandlingerne om kommunens budget for 2012 finder sted med Frank Jensen for bordenden. Forhandlingerne er en slags eksamen for partiernes ledere, hvor de helst skal formå først at markere sig offentligt i forhold til vælgerne og også helst til slut levere konkrete politiske resultater til kernevælgerne og baglandet. Det betyder alt for en politisk leder, som måske også er borgmester, at kunne levere klare politiske fingeraftryk og i øvrigt være med i en budgetaftale. Det er nemlig adgangsbilletten til at få løbende indflydelse på, hvordan de mange milliarder kr. på budgettet i løbet af det næste år skal udmøntes. Det er derfor som hovedregel mest attraktivt for partierne at blive en del af en aftale, men naturligvis kun hvis man får tilstrækkelig medindflydelse og kan forsvare det overfor sine egne vælgere og partiets bagland. Og at tage ansvar for en budgetaftale er alt andet lige nemmere, når Københavns kommunes økonomi er så god, som den er i øjeblikket.

Fri af folketingsvalget
Rådhuspolitikernes profileringscirkus forud før og under forhandlingerne vil i år nok drukne i en folketingsvalgkamp, hvorfor Frank Jensen har en interesse i at trække forhandlingerne i langdrag, så de først afsluttes efter et valg. Allerede nu er de afsluttende budgetforhandlinger kalenderlagt i dagene efter den 13. september som mange regner for at være en sandsynlig valgdato. Herefter vil Danmark måske have fået en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvilket giver Frank Jensen yderligere manøvrerum i forhold til SF. For det vil betyde, mener nogle iagttagere, at S og SF på rådhuset ikke længere behøver at fremstå så sammentømret og enige udadtil, som de hidtil har gjort, fordi S-SF-samarbejdet i Københavns Kommune har skullet fremstå som ”mønstereksempel” for alliancen mellem de to partier på Christiansborg. De to partier er meget uenige – også landspolitisk - om fx behovet for at bygge en havnetunnel og behovet for flere parkeringspladser. Skal Frank Jensen og de øvrige socialdemokrater gå frem ved næste kommunalvalg, så kan det næsten også kun ske på bekostning af et historisk stort SF. På overfladen gør de to partier en del ud af at holde sammen, fx har S-SF for nylig holdt et årligt fællesmøde, hvor man – på trods af de åbenlyse uenigheder - har lovet hinanden at samarbejde. Andre iagttagere spekulerer på, om Frank Jensen på de områder, hvor han er uenig med SF, i stedet fremover vil orientere sig mod de borgerlige partier og de radikale, for derved at presse SF til at indgå kompromisser. Det vil de kommende budgetforhandlinger give en pejling på.

Vækstråd til København
I sidste uge barslede en af overborgmesteren nedsat arbejdsgruppe bestående af flere fremtrædende erhvervsfolk kaldet ”Copenhagen Business Task Force” med en række anbefalinger til, hvordan København får skabt mere økonomisk vækst i de kommende år. Det skete på et pressemøde på rådhuset med arbejdsgruppens leder Leif Beck Fallesen, der også er ansat som overborgmesterens rådgiver i disse spørgsmål og de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen. Kataloget med forslagene skabte umiddelbart størst begejstring hos de borgerlige partier, mens SF’erne var positive. Til gengæld var SFs rivaler på venstrefløjen i Enhedslisten særdeles skeptiske overfor, hvad de opfatter som rendyrket borgerlig vækstpolitik. Det er ikke så underligt, da de mere kontroversielle forslag især gik ud på at nedsætte virksomhedernes skatter og afgifter og i øvrigt at få bygget infrastrukturprojekter som en ny havnetunnel under Københavns Havn. Blandt de mere ukontroversielle forslag er fx at få nedbragt administrationstiden for byggeprojekter og i øvrigt få ændret administrationen til at fokusere mere på at servicere virksomhedernes behov fremfor den bureaukratkultur, som virksomhederne hævder, at de møder, når de henvender sig med deres byggeprojekter.

Budget med vækstforslag
På pressemødet var Frank Jensen ikke afvisende overfor arbejdsgruppens 80 anbefalinger, som han må have kendt længe. Overborgmesteren var optimist, men turde dog ikke spå om, hvorvidt at hele kataloget med anbefalinger ville blive omsat i realiteter. Men det vil virke underligt, hvis ikke han vil forsøge at få gennemført mest muligt af kataloget allerede i år, især når både SF og de borgerlige så klart har meldt ud, at de står parat mht. at lægge stemmer til, at få anbefalingerne vedtaget. Det kunne for eksempel ske ved, at Jensen i forbindelse med budgetforhandlingerne forsøger at lave en aftale på området. Det store spørgsmål er så, hvor langt Frank Jensens ambitionsniveau rækker. SF er som bekendt dybt skeptiske overfor investeringer, der skaber mere biltrafik i byen, mens de borgerlige formentlig vil gå hele vejen.

Tid til at klinke skårene
Hvis SF imod al forventning ender med at stå udenfor budgetforliget, risikerer Frank Jensen dog at slå varige skår i det ellers gode samarbejde, og det ønsker han at undgå. Efter parkeringsforliget med de borgerlige udenom SF, og hvor SFs nye borgmester Ayfer Baykal endte med at blive politisk ydmyget og undervejs i forhandlingerne blev gjort til statist, kunne overborgmesteren derfor have brug for at få klinket skårene. På den anden side har Frank Jensen med parkeringsforliget allerede demonstreret overfor SF, at hvis ikke partiet viser tilstrækkelig vilje til kompromis, så kan han i yderste konsekvens finde på at gå solo med de borgerlige og de radikale. Og det er blevet lidt nemmere efter at et folketingsvalg er afholdt, hvor Jensen ikke behøver at tage hensyn til partifællerne på Christiansborg. Men et forhandlingssammenbrud mellem S-SF på budgettet bliver nok kun aktuelt, hvis overborgmesteren igen beslutter sig for at teste SF’ernes kompromisvilje. Det forlyder dog, at det næppe vil ske.

1 mia. kr. til byggeri
Det forlyder allerede nu, at overborgmesteren vil spille ud med et budget, hvor man vil bruge omtrent en mia. kr. ekstra på at bygge de daginstitutioner og skoler, som kommunen får brug for i de kommende år som følge af det med raketfart stigende børnetal i København. Der er stor usikkerhed grænsende til det usandsynlige om kapaciteten mht. daginstitutioner er tilstrækkeligt, såfremt Frank Jensen skal kunne opfylde sit valgløfte om, at alle københavnske børn skal kunne gå i en daginstitution inden for en radius et kvarter fra bopælen på cykel. Budgettet for 2012 bliver dermed sidste chance, hvis man skal kunne nå at udbygge kapaciteten. Derfor vil udbygningen af daginstitutionerne være Frank Jensens hovedfokus under forhandlingerne.

Flere dansktimer
Det ligger også i kortene, at der i det kommende års budget skal afsættes penge til at hæve antallet af dansktimer på et af de mellemste klassetrin i folkeskolen. En Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort i sidste uge, viste, at de københavnske skolebørn ved sammenligning af en tilsvarende undersøgelse i 2007 i 2010 var blevet bedre til naturfag og matematik, men dårligere til at læse. Især var drenge sakket bagud mht. læsefærdigheder i forhold til 2007, mens de tosprogede elever stod i stampe. I de seneste år er der imidlertid afsat flere penge til ekstra dansktimer på flere klassetrin, og nu giver Pisa-undersøgelsen så de københavnske politikere et argument for, at øge indsatsen yderligere.

Vild med Pia
Københavns rådhus har med Venstres kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fået en deltager i det populære TV-program ”Vild med Dans”. De allerfleste iagttagere på rådhuset ser det som et klogt træk, at Allerslev deltager i TV-programmet , da det giver hende mulighed for at få det folkelige gennembrud, som hun har manglet. Tilbage i foråret 2005 deltog den radikale senere borgmester Klaus Bondam med pæn succes, og man kan spekulere i om den større kendiseffekt hjalp på de personlige stemmetal ved det efterfølgende kommunalvalg, hvor både han og de radikale fik et kanonvalg. På den anden side er det de færreste i det politiske miljø, der vurderer, at deltagelsen i Vild med Dans” just gavnede Allerslevs partifælle på Christiansborg Kristian Jensens popularitet. Der er dermed tale om en satsning, hvor Allerslev enten kan ”danse sig ind i folkets hjerter” og måske veksle det til fremgang ved kommunalvalget i 2013 eller blive til grin. Onde tunger mener i øvrigt, at ”Vild med dans” formentlig er Allerslevs eneste måde at markere sig på i offentligheden, da hun i det daglige fremstår uden nogen stjerneklar politisk profil. Nogle spekulerer også på, hvordan Allerslev i øvrigt får tid til at deltage i budgetforhandlinger mv., når hun skal bruge tre timer hver dag på at øve dansetrin med sin dansepartner forud for TV-udsendelsen fredag aften. De øvrige borgerrepræsentanter fraregnet Frank Jensen er utvivlsomt grønne af misundelse over profileringsmuligheden.

Frank Jensens alliance med SF slår sprækker

2011-08-10T05:49:00.000-07:00

Intern ballade hos S om daginstitutionspladser

Bragt i Bryggebladet den 11. august 2011

Af Jarl Cordua

Lige før rådhuspolitikerne gik på sommerferie, fik Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen et parkeringsforlig til 161 millioner kr. i hus. Forliget giver hovedstaden 1726 flere parkeringspladser – et resultat som længe har stået på både overborgmesterens og ikke mindst af de borgerlige partiers dagsorden.

Parkeringsforliget er dog også interessant, fordi det blev til uden om SF. Partiets nye teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal er derfor tvunget til at udmønte forligspartiernes politik på området, som går hendes parti imod. SF står desuden for første gang siden valget uden for politisk indflydelse på et for partiet – sådan kommunalpolitisk set - centralt punkt. Det spørgsmål, alle på rådhuset stiller sig selv nu, er: Er bruddet mellem Frank Jensen og SFs nye ledelse kun ”en enlig svale”, eller vil det række videre frem? Kan man forestille sig, at socialdemokraterne fx vil indgå budgetforlig her i efteråret med sine ”nye venner”, dvs. de borgerlige og de radikale for så at efterlade SF ude i kulden?

S-SF-glansbillede krakelerer
Kommunalvalget i 09 gav S-SF mulighed for, at de sammen alene kan styre byen i kraft af det flertal på 30 mandater ud af borgerrepræsentationens i alt 55 mandater, som de to partier tilsammen fik ved valget. Men Frank Jensen forpligtede sig tidligt på at lave brede aftaler med alle Borgerrepræsentationens partier. Det har han også formået. SF har ikke på samme måde haft interesse for brede aftaler, men har ikke stillet sig i vejen mod at partiet selv fik store politiske indrømmelser. Dertil kommer, at både S og SF i København har været bundet af en spejdered om at begrave tidligere tiders kævl og holde sammen. Spejdereden er desuden aflagt til partifællerne på Christiansborg, der overfor vælgerne har kunnet bruge København som et udstillingsvindue for en fint fungerende regeringskonstellation mellem de to partier. Men måske er det københavnske glansbillede på vej til at krakelere. I hvert fald har rasende SF’ere brugt sommeren til at angribe overborgmesteren hårdt for parkeringsforliget.

Parkeringsforlig uden SF
Set fra venstrefløjens side, så blev SF præsenteret for et komplet uspiseligt parkeringsforlig, der overhovedet ikke tager hensyn til SFs mærkesag om, at nye parkeringspladser ikke må etableres i byrummet, men i stedet etableres fx i parkeringshuse. Problemet er dog, at den løsning er ret dyr, og byens økonomiske vækst lider under – mener Frank Jensen – mangel på parkeringspladser. Parkeringsforliget i juni indeholder tværtimod primært flere ”skråparkeringspladser” på især Østerbro, men også på Vesterbro og Amager. SFs forhandlere var endog på mellemhånd politisk set, fordi partiet i forvejen stod udenfor det eksisterende parkeringsforlig. Oveni fremstod SFs borgmester Ayfer Baykal under forhandlingerne – ifølge nogle kilder - dårligt forberedt og med en klodset strategi. Politiske modstandere vurderer, at Baykal kunne have landet sagen blødere, men at den usikre SF-borgmester valgte konfrontationen og det sikre nederlag, så hun ikke risikerede ballade med sit bilkritiske SF-bagland.

Nederlag til ny borgmester
På et tidspunkt forlod SF forhandlingerne, og da de kom tilbage igen, var det lidt usædvanligt ikke SFs borgmester, men pludselig SFs ordfører på området, Signe Goldman, der ledede slagets gang. Det så nogle som udtryk for Baykal var i vildrede om, hvordan hun skulle forhandle. Det forhindrede dog ikke Baykal i selv at fare frem offentligt i form af læserbreve bl.a. i Østerbro Avis at anklage de radikale for ”dårligt politisk håndværk”, fordi de var gået med i forliget. Den radikale gruppeformand, Kasper Johansen, svarede igen med et læserbrev, hvori han opfordrede til, at ”en ny borgmester skal have en chance for at komme ind i tingene”. Hvedebrødsdagene for SF-borgmesteren, som ingen forinden tillagde de store talenter udi politisk forhandlingskunst, er tydeligvis forbi. Baykals første politiske slag endte i al fald med et gedigent nederlag.

SF: ”Forligsbrud”
Selv mente SF-borgmesteren dog, at der var tale om ”et forligsbrud.” Til Politiken sagde Baykal: ”Jeg troede, at vi havde en aftale, men det havde vi åbenbart ikke. Jeg er rigtig skuffet og rasende” og henviste til, at budgetforliget fra i fjor lagde loft over biler i gadeplan. SF mener dermed, at der dermed var tale om et uopsigeligt forlig – en tolkning, som Baykal og co. tilsyneladende står ret alene med.

Rød splid om havnetunnel
Parkeringsforliget rummer imidlertid kimen til endnu større prøvelser for det politiske sammenhold mellem S og SF. Ikke bare lokalt, men også på landsplan. Af S-SFs økonomiske 2020-plan ”Fair Løsning” fremgår det, at de to partier vil etablere en betalingsring for biler rundt om København. Indtægterne – mener Frank Jensen – skal bruges til at etablere en havnetunnel under Københavns havn. Det forslag har SF’erne i København hidtil været blankt imod og vil formentlig fortsat være det. Spørgsmålet kan risikere også at skabe splid internt i den S-SF-regering, som mange venter, vil komme til efter Folketingsvalget. Sagen er yderligere delikat, idet SFs formand Villy Søvndal ved dette valg er opstillet i København. Og netop i dette spørgsmål forventer hans københavnske – og ind imellem lidt genstridige – partifæller, at Søvndal lægger sig på deres linje i spørgsmålet om havnetunnelen. Dvs. enten lider Frank Jensen et eklatant nederlag i denne sag, eller også må Søvndal vride armen om på de københavnske SF’ere. Formentlig vil SF-formanden undgå at svare på dette spørgsmål helt frem til valgdagen for at undgå, at sagen eksploderer.

Farvel Frank?
Det voksende børnetal i København sprænger fortsat alle prognoser, hvilket skaber store problemer for Frank Jensen. Forud for sidste kommunalvalg proklamerede den daværende overborgmesterkandidat, at hvis ikke der ved valgperiodens udløb var daginstitutioner til rådighed for forældrene inden for en radius af et kvarter på cykel fra hjemmet, ja så fortjente Socialdemokraterne ikke at blive genvalgt. Allerede nu tyder meget på, at Frank Jensen får store problemer med at leve op til det vælgerløfte, fordi der fødes så mange børn i København, at kommunen ikke kan nå at bygge og oprette daginstitutioner i samme takt. Derfor gnider oppositionen på Rådhuset sig også i hænderne, da de øjner en mulighed for at bruge Frank Jensens uopfyldte kontraktpolitik i valgkampen. Venstres medlem af Børne- og ungeudvalget Cecilia Lonning skrev provokerende i et læserbrev for nylig under overskriften ”Pasningsgaranti Farvel Frank?”: ”Nu er der godt to år til næste BR-valg - og den netop offentliggjorte behovsprognose viser, at Frank Jensen har travlt. Netop som man troede, at de planlagte udbygninger og nybyggerier ville få puklen ned, viser prognosen, at der i hele byen mangler yderligere 1.000 vuggestuepladser og 800 børnehavepladser, ligesom der bliver brug for 15 ekstra skolespor.” I sit svar til Lonning afviste Frank Jensen dog, at der skulle være nogle problemer, og slog fast, at kommunen naturligvis ville bygge de daginstitutioner, der er nødvendige.

Mundhugges offentligt
Overborgmesteren kan utvivlsomt huske, hvordan det gik hans forgænger Ritt Bjerregaard, der også måtte opgive sit valgløfte om 5000 billige boliger. Få er i dag i tvivl om, at det var interne målinger, der viste bred folkelig mistillid til Bjerregaard og udsigten til at ende karrieren med stor vælgerlussing, der fik hende fra at genopstille. Frank Jensen står nu i samme situation som Bjerregaard, og derfor er han særdeles opsat på at partifællen Anne Vang som børne- og ungdomsborgmester ”leverer varen” i form af nye daginstitutionspladser. Men trods store anstrengelser med masser af nybyggeri, effektiviseringer, sammenlægninger af mindre dagsinstitutioner mv. så står Vang og hendes forvaltning med det problem, at virkeligheden overhaler de prognoser for tilgangen af børn, som Frank Jensens økonomer tidligere har forelagt politikerne. På Rådhuset diskuterer man nu på gangene, hvordan denne sag har skabt ”en kurre på tråden” mellem de to topsocialdemokrater. Man kan blandt andet støde på en interessant og ganske ”festlig” historie om, hvordan de to borgmestre under et besøg her i sommer på en daginstitution højlydt mundhuggedes foran hele den socialdemokratiske borgerrepræsentationsgruppe, hvor optrinet dog ophørte, da lederen af daginstitutionen lagde sig imellem for at dæmpe gemytterne. Ifølge flere iagttagere på rådhuset føler Anne Vang sig urimeligt presset af en i stigende grad desperat overborgmester, der ikke aner sine levende råd om, hvordan han skal komme ud af den kattepine, som han selv satte sig i med sit kække valgløfte for to år siden

Hemmelig redegørelse
Forårets store politiske bombe var naturligvis, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at SFs daværende teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i virkeligheden boede i kærestens lejlighed på Frederiksberg frem for i ungkarlehyblen på Sundbyvester Plads. Kjeldgaard indså efter et halvt døgns betænkningstid, at hans situation var uholdbar, og trak sig fra posten. Det kom siden til et efterspil, hvor flere borgerrepræsentanter krævede, at det blev undersøgt, hvorvidt kommunen kunne kræve økonomisk kompensation af Kjeldgaard, eftersom han uretmæssigt i en periode har fået vederlag både som borgerrepræsentant og borgmester. Kjeldgaard blev af kommunen også bedt om at lave en personlig redegørelse, som blev indleveret den 24. juni. Imidlertid må redegørelsen ikke offentliggøres, hvorfor sagen formentlig nu er blevet ”begravet”.

En skidt afslutning

2011-06-23T01:46:00.000-07:00

En sag om bilagsrod ødelægger kommunens ellers pæne image

Bragt i Bryggebladet nr 10 den 23. juni 2011

Af Jarl Cordua

Sommeren står for døren, og de københavnske politikere er ved at lukke ned for ferien. For Overborgmester Frank Jensen (S) er ”forårssæsonen” forløbet stort set godt. Han har styret uden om de store kriser, kommunens økonomi er under forbedring, og S-SF-alliancen synes stabil til trods for lederskiftet i SF, hvor sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen pludselig måtte afløse Bo Asmus Kjeldgaard.

Endnu er det uklart om skiftet får betydning for SFs politiske prioriteringer i de vigtige budgetforhandlinger, der så småt går i gang i august. Tidligere har Kjeldgaard gjort meget ud af få penge til brintbiler og andet, der både gav SF en miljøprofil og synliggjorde hans egen teknik- og miljøforvaltning. Vurderinger på rådhuset går på, om Thomsen fremover er mere optaget af at prioritere midler til de offentlige kerneydelser dvs. daginstitutioner, skoler, ældrepleje frem for højtprofilerende miljøprojekter i stil med brintbiler. De øvrige borgmestre vil selvfølgelig forsøge at få tilgodeset deres egen forvaltningsbudget og idéer mest muligt. Men der er dog grænser. For politikerne er pisket til at skabe et lovpligtigt kommunalt udbud af serviceydelser, der svarer til borgernes fremtidige behov. Og de er ikke svære at få øje på. Kommunens prognoser viser, at København vil vokse med 100.000 nye indbyggere frem mod år 2025. Det er 1000 nye indbyggere om måneden, hvor af de 100 er børn. Dvs. kommunen står overfor en betydelig opgave med at bygge skoler og daginstitutioner de næste 14 år. Og det er helt indlysende en opgave, der skal planlægges i ganske god tid.

København roses på CNN
København nyder lige nu gavn af den miljøprofil, der er skabt over de sidste 30-40 år. For tiden er byen blevet berømt i det store udland med hele tre reportager om København vist på den internationale kabelnyhedsstation CNN, hvor de mange cykler, cykelstier, havnebad og mange andre miljøtiltag skamroses. CNN udråber København som rollemodel for en fremtidens by. Det er gratis reklame for byen, som alle kun kan være glade for. Det er også en lille ting, der tæller på den positive side i vurderingen af Frank Jensens indsats, når han skal til eksamen hos vælgerne om 2 år. Også selvom at de positive resultater på denne front primært må tilskrives forgængernes indsats.

Styrelsen giver rabat
Medvind har Frank Jensen og den radikale integrations og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev også i den såkaldte ”Farvegadesag”, der er en tvist mellem kommunen og Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet, hvor sidstnævnte har krævet 390 mill. kr. tilbage af København i uberettiget refusion for aktivering af ledige, fordi kommunen – efter styrelsens mening - har administreret ledighedsindsatsen i strid med loven. Kommunen er uenig, og sagen kan føre til en retssag. Styrelsen er dog kommet København i møde og giver rabat på hele 325 mill., hvis kommunen opfylder nogle dokumentationskrav vedr. dens administration. Det har kommunen gjort, men afviser fortsat at have administreret forkert. Striden består, men beløber drejer sig nu kun om 65 mill.kr.

Den gik ikke
København fik ikke lov til at beholde en for længst vedtaget stigning i byens parkeringsafgift til at bygge nye parkeringspladser for. Det besluttede VKO-partierne på Christiansborg for nogle uger siden, da de vedtog en ny lov, der reelt konfiskerer afgiftstigningens provenu på 700 mill. kr. Flertallet af de københavnske politikere mener, at der er tale om straffeaktion - en skat på København - idet loven er skruet sammen, at den stort set kun berører hovedstaden. De borgerlige partier på Christiansborg - i øvrigt med den københavnske konservative politiker Rasmus Jarlov i spidsen - er af en anden mening. De mener, at afgiftsstigningen er en skjult skat på bilisterne. Resultatet af loven er, at overborgmesteren mangler 700 mill. kr. til nye parkeringspladser, som er en del af hans vækstplan for byen.

Bilagsrod i bandeindsats
Der var i øvrigt flere sure nyheder til Frank Jensen, da en intern revisionsrapport, som Ekstra Bladet har kigget i, kritiserer den såkaldte ”18+ enhed”, der arbejder for at hjælpe bandemedlemmer ud af bandekriminalitet, og i øvrigt er lidt af et politisk flagskib for Frank Jensen. Avisen kunne beskrive, at revisionen kritiserede fire væresteder og to programmer for bandemedlemmer for helt at mangle bogføring og økonomistyring. Blandt andet har revisionen udbedt sig en forklaring på indkøb af gavekort for 60.000 kr. og kontante udlæg på 50.000 kr. til medarbejdere. Dertil kommer et kostbart julefrokostarrangement, frokostbesøg i restaurant Grøften i Tivoli og en bowlingtur til over 50.000 kr., hvor formål og deltagere er ukendt. Alt sammen naturligvis helt i strid med alle regler. Det politiske ansvar hviler umiddelbart på overborgmesteren og især socialborgmester Mikkel Warming (Ø). Ingen af dem forsvarer det passerede og tilslutter sig fuldt ud kritikken.

Hvad sker der nu? Økonomiudvalget får til august en redegørelse om sagen fra socialforvaltningen redegøre og beslutter da på et møde, hvad de skal. Det har i øvrigt tidligere virket fx med børne- og ungdomsforvaltningens tidligere massive problemer med økonomistyring, at økonomiforvaltningen fulgte med i form af ”et skærpet tilsyn”.

Sagen fik dermed igen vakt det gamle billede af Københavns rådhus til live som en notorisk rodebutik, hvor der ikke er styr på økonomien og hvor pamperiet florerer. Dermed blev det en skidt afslutning på sæsonen for Frank Jensen.

Er der en voksen til stede?

2011-06-08T03:59:00.000-07:00

Også SF valgte en yngre uerfaren kvinde som borgmester

Bragt i Bryggebladet nr. 9 den 9. juni 2011

Af Jarl Cordua

Der gik ikke mange timer efter at SFs Bo Asmus Kjeldgaard havde forladt rådhuset før, at det stod klart, at efterfølgeren blev den kun 34-årige Ayfer Baykal. Alligevel forsøgte 3-4 fra SFs borgerrepræsentationsgruppe at bringe sig i spil til posten blandt dem partiets tidligere gruppeformand Bjarne Fey, der er det mest erfarne gruppemedlem. Fey trak sig dog hurtigt igen, da han efter lidt research erfarede, at baglandet i SFs-Københavns bestyrelse klart foretrak Baykal. Alligevel fastholdt SFs gruppeformand Klaus Mygind og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer – alle ligesom Baykal – med under 1½ års erfaring i Borgerrepræsentationen deres kandidatur til borgmesterposten. Men hvorfor foretrak SFs organisationsfolk Baykal?

Sympatisk stemmesluger
Det skyldes flere ting. For det første mente flere af organisationsfolkene, at de skyldte Baykal en borgmesterpost, i det hun med 3665 stemmer var den SF’ er, der fik flest stemmer ved seneste kommunalvalg i 2009. Faktisk fik hun både flere stemmer end spidskandidaten Bo Asmus Kjeldgaard og SFs nye leder sundhedsborgmester Ninna Thomsen. Baykal har siden valget - og meget fornuftigt – gjort en del ud af at pleje baglandet. Dvs. møde op til lokalforeninger, bestyrelsesmøder mv. i SFs organisation og i det hele taget gøre en positiv figur. Den indsats havde mange organisationsfolk utvivlsomt in mente, da de skulle finde en afløser. Dertil kommer, at et parti som SF lægger vægt på, at kandidater med indvandrerbaggrund skal have en chance. ”Det etniske argument” kan dog ikke stå alene, hvad man så for snart 20 år siden, da SF’eren Lubna Elahi fik et kanonvalg, men aldrig kom i nærheden af at blive borgmester. Dengang var der trods alt grænser selv hos SF. Hvor Elahi blev betragtet som i særklasse krukket og besværlig, så har Baykal imidlertid et ganske positivt ry både blandt hendes egne og blandt politiske modstandere. Hun beskrives bredt som en sympatisk person, der kommer godt ud af det med alle. Nogle hæfter sig ved, at Baykal skiller sig ud fra de øvrige SF-kvinder ved at være yderst velplejet og gå i moderigtigt mærkevaretøj. Et image som kystbanesocialist kunne gøres komplet ved, at hun med sin mand bebor en større lejlighed på Østerbro og lader sig transportere rundt i en stor bil. Baykal - der nu som borgmester skal præsidere over byens trafikplanlægning – er dog ikke selv indehaver af et kørekort.

Holdningsløse Tidende
Men hvem er Baykal så som politiker? Det er et særdeles vanskeligt spørgsmål at besvare præcist. Som politisk ordfører for SF har hun ikke været markant. For eksempel kan ingen komme i tanke om en mærkesag, hvor hun er trængt igennem medierne eller på anden måde har gjort sig bemærket. Spørger man til højre i BR-salen, betragter hendes kolleger Baykal som uortodoks og ”blå” eller ”borgerligsympatiserende” SF’er. Men spørger man hos folk til venstre i salen, så betragtes hun derimod som en ”klart venstreorienteret” SF’er. Forklaringen er sikkert den enkle, at Baykal ikke har nogen større tydelig politisk profil ja måske knapt klare holdninger. Da hun overfor TV Lorry skulle forklare, hvorfor hun stillede op til posten som byens teknik og miljøborgmester lød det frejdigt, at man fik en borgmester ”der var visionær”, og senere det ikke specielt klare: ”fordi livskvalitet var vigtigt for et parti som SF”. Efter, at Baykal blev valgt, har nogen hvisket den nye borgmester i øret, at det er vigtigt, at hun også forholder sig en smule til det ressortområde, som hun skal være øverste chef for frem for at holde sig til floskler i stil med,” at byen skal være grøn og rummelig for både unge og ældre”. Da ingen tidligere har hørt om den i egne øjne ”visionære” borgmesters visioner, så skyndte den uddannede socialrådgiver sig – efter at hun var blevet valgt - at slå fast, at hun overtager forgængerens politik og visioner på selvsamme område. Det var klogt. Baykal har hverken administrativ eller ledelseserfaring. Hun har heller ikke tidligere demonstreret politisk tæft eller foretaget sig noget opsigtsvækkende bortset fra sit særdeles pæne personvalg. Ser man på rækken af nye yngre borgmestre, så havde fx den radikale Anna Allerslev heller ikke gjort sig bemærket, da hun blev borgmester. Sammen med Venstres Pia Allerslev, så er de yngre kvinder primært blevet borgmestre, fordi deres mandlige kolleger pludselig i utide har forladt politik. Derfor er det vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden, når nogen påstår, at det er vælgerne, der i deres store visdom har afgjort, at yngre – meget uerfarne – kvinder bliver borgmestre, ledere for mange tusind medarbejdere samt ansvarlige for budgetter til mange millioner kr. Det er snarere tilfældet. Og i Baykals tilfælde havde vælgerne faktisk ikke det store at sige, da borgmestervalget blev afgjort i et lukket lokale af en håndfuld SF-organisationsfolk, som vælgerne ret beset ikke har valgt til noget som helst.

Borgmester uden egne idéer
Hvordan kommer den nye SF-borgmesteren så til at klare sig i jobbet? Sikkert glimrende. Ikke mindst takket være kommunens dygtige og loyale embedsmandsapparat. Men man kan dog som iagttager beklage, at netop denne borgmesterpost nu bliver beklædt af en politiker uden nogle iøjnefaldende egne idéer til, hvad hun vil med byen. Meget kan man sige om forgængerne: Bo Asmus Kjeldgaard, Klaus Bondam, Søren Pind, Bente Frost mv., men de havde i det mindste alle evne til at udtænke, formulere og sætte dagsordner for, hvad de ville med Københavns byplanlægning, trafik mv. Det har vi endnu til gode at se fra den fotogene Ayfer Baykal, der til glæde for den meget imponerede københavnske dagspresse, hidtil alene har demonstreret en vis evne til at lire floksler hurtigt af uden dog at gøre det på en særligt overbevisende facon. Det er muligt, at Baykal kan overraske, men havde hun større politiske talenter, så vil jeg tro, at man nok havde set dem udfolde sig for længst.

Styrket overborgmester
Hvad betyder borgmesterudskiftningen så for Frank Jensen og magtforholdet mellem S og SF? På den korte bane bliver Frank Jensen styrket, fordi Bo Asmus Kjeldgaard – som taktisk og mht. forhandlinger var langt den mest erfarne – nu er ude af politik. På den anden side så udgjorde Kjeldgaard en stabil forhandlingspartner, men nu skal Jensen sikre sig eller udbygge et godt forhold til Ninna Thomsen, der nu er SFs ubestridte leder. Spørgsmålet er dog, hvor hårdt Thomsen nu vil lede SF-gruppen mht. at tale folk til orden, når der skal indgås svære kompromiser. Og hvor meget får Ayfer Baykal med sin nye platform som borgmester lov til af sine partifæller at skabe sin egen politiske profil? Og vil hun på sigt indordne sig under Thomsens endnu ikke synlige lederskab? Frank Jensen vil altid foretrække et stabilt og loyalt SF, hvor der både er styr på ledelsesforholdene og ro om en nogenlunde klar politisk kurs. Det bliver spændende at se om Ninna Thomsen formår at træde i karakter som politisk leder. Måske forbliver hun ligeså usynlig, som hun har været i det første 1½ år som borgmester. I modsat fald er det sikkert ikke umuligt, at Ayfer Baykal overhaler hende igen som stemmesluger ved det kommende valg. Og Frank Jensens uudtalte mission er naturligvis at få et flot personligt valg og socialdemokratisk fremgang. Og sker det, kan det med tanke på liste Fs store fremgang ved sidste valg, næsten kun ske på bekostning af SF. Med tanke på de mange unge kvindelige borgmestre i København, så fremstår Frank Jensen for mange vælgere snart som den eneste ”voksne” mand i byen. Det er han uden tvivl ikke så ked af.

Da Frank fyldte år
Ikke desto mindre, så holdt den ”evigtunge” overborgmester forleden en storslået reception i anledning af sin 50 års fødselsdag i rådhusets store festsal. Det var et så festligt arrangement, at man - med mindre man tropper op tidligt - risikerer at stå i en lang kø i ganske lang tid indtil det bliver ens tur til at trykke Frank Jensen og frue i hånden og veksle et par få ord. Nogle mener dog, at de er i audiens og bruger derfor gerne flere minutter til at vende ”deres egen lille hyphest” med fødselaren, mens køen bare vokser med småirriterede gratulanter og deres plasticposer bestående fortrinsvis af vingaver. Frank Jensen er en veloplagt vært, der smiler, giver håndtryk, krammer eller kindkys. Han har tydeligvis livslang erfaring udi den ædle kunst at small-talke med folk og er i det hele taget en sand mester i at begå sig på de bonede gulve. Sådan en dag kommer alle kommunens eksterne samarbejdspartnere væltende. Der er folk fra fagforeninger, erhvervsorganisationer, pressen men også nuværende og tidligere politiske kolleger og folk fra embedsværket på rådhuset. (Blandt dem den nyligt afgående SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard som viste sig som et mandfolk ved at møde op i Løvens hule, selvom det næppe har været så behageligt) Dertil kommer især Jensens partifæller på Christiansborg, der var mødt talstærkt op også med nogle af de gamle S-koryfæer, den lange kæde af spindoktorer samt ikke mindst den uofficielle hædersgæst, den formentlig kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun havde naturligvis en meget lang hyldesttale med i håndtasken, hvor Jensen blev lovprist efter alle kunstens regler. Og imens tænkte sikkert ikke så få i salen på, hvor dybtfølt denne ros og hæder mon stak taget i betragtning af, at Thorning for seks år siden slukkede – nogle ville sige stjal - Jensens livsdrøm om at blive formand for Socialdemokraterne. Thornings tankevækkende alt for lange hyldesttale kunne dog på ingen måde ødelægge den overmåde gode stemning blandt socialdemokraterne, som tydeligvis føler sig ganske sikre på, at de indtager regeringstaburetterne efter det kommende folketingvalg. Så kom Malmøs borgmester Ilmar Reepalu på podiet og han holdt også en lang – og for nogle uforståelige tale - der roste hans partifælle i København. Desværre var talen også så gabende kedelig, at snakken undervejs gik så højt, at en af overborgmesterens pressefolk måtte gå rundt og dysse gæsterne ned. Topmålet mht. pinlighed blev dog nået med den tidl. konservative borgmester Mogens Lønborg, som tilsyneladende – og stik imod traditionen - følte sig kaldet til at benytte fødselsdagsreceptionen som anledning til en regulær valgtale, hvor han skarpt kritisererede overborgmesterens planer om at etablere en betalingsring for biler omkring hovedstaden. Måske var forklaringen at den konservative gruppeformand havde forvekslet festsalen med borgerpræsentationens mødesal? I hvert fald bekræftede Lønborg med sin optræden den eftermiddag den i forvejen ganske udbredte opfattelse på rådhuset, at han ikke besidder den helt store situationsfornemmelse. Både politisk - og sådan i det hele taget.

Tandbørsten blev hans skæbne

2011-05-25T02:30:00.000-07:00

Dum sag kortslutter SF-borgmester karriere

Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 26. maj 2011

Af Jarl Cordua

Alt det farverige og uforudsigelige ved københavnsk politik var ellers ved at gå fløjten i denne valgperiode. Det var en udbredt holdning på Københavns Rådhus. Altså lige indtil torsdag eftermiddag før St. Bededagsferien, hvor rådhuset blev rystet af endnu en uforudset borgmesterafgang. For da blev det kendt, at SFs Teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard trak sig fra sin borgmesterpost efter, at Ekstra Bladet efter ganske grundig research kunne afsløre, at Kjeldgaard ikke levede op til valglovens bopælskrav, fordi han reelt boede hos sin kæreste på Frederiksberg. Afsløringen var så veldokumenteret, at Kjeldgaard kun få timer, at han blev konfronteret med Ekstra Bladets fotodokumentation, selv drog konsekvensen og forlod Københavns Rådhus efter 14 år som borgmester. Umiddelbart kunne man indvende, at der er tale om en skandale i den mindre ende af skalaen, idet ingen - slet ikke kommunen - har lidt noget tab ved, at Kjeldgaard har foretrukket at overnatte i kærestens store lejlighed på Frederiksberg frem for ungkarlehyblen på 56 kvm. på Sundbyvester Plads. SF’eren har naturligvis folkeregisteradresse i København, hvor han også har svaret skat. Men valgloven er imidlertid temmelig striks. Hvis ikke man bebor kommunen – fysisk - så er man pr. definition ikke valgbar. Når man således ikke er valgbar, så kan man hverken sidde i Borgerrepræsentationen eller som borgmester. Da Kjeldgaard ifølge Ekstra Bladet har været kæreste med den pågældende kvinde i ca. 4 år kan man spekulere i om han – ifølge valgloven - var valgbar ved kommunalvalget i 2009, hvor han var SFs overborgmesterkandidat. Under alle omstændigheder stiller ingen – heller ikke Kjeldgaard – spørgsmålstegn ved, hvorvidt reglerne er overtrådt. Det er de.

SFs hårde linje
Det er en sag, der rammer SF med hård kraft og udstiller et af partiets topfolk i København som en hykler. For som parti har SF sammen med Enhedslisten været hardliner i lignende spørgsmål om fx bopælspligt. Dvs. at partiet med næb og klør har bekæmpet enhver mulighed, at folk har kunnet købe bolig uden at have folkeregisteradresse i kommunen. Det er derfor på sin vis skæbnens ironi, at det netop bliver SFs mest erfarne mand i Borgerrepræsentationen, der må falde på en regel, der er i samme boldgade som bopælspligten.

Den anden sommer
Det er på sin vis også tragisk, at Kjeldgaard efter i årevis at have siddet på flere forskellige borgmester-ressortområder med store økonomiske problemer pludselig fik ”sin anden sommer” med de 17 måneder det blev til på den borgmesterpost, som blev hans ønskejob. Kjeldgaards store interesse kredsede særligt omkring miljøpolitik. Han havde det bedst med mærkesager som at gøre København CO2-fri for bilisme, flere cykelstier og det lidt tungere arbejde med at udvikle og fusionere byens forsyningsselskaber. Som politisk figur var han ikke til at komme udenom i sit eget partis byrådsgruppe, hvor det i flere valgperioder stod ganske småt til, når det gjaldt frembringelse af en politisk talentmasse. Kjeldgaards popularitet i partiet blev dog aldrig overvældende og han slog kun Villy Søvndals modkandidat Anne Baastrup som spidskandidat til kommunalvalget i 2009, fordi de ellers ret dygtige SF-strateger på Christiansborg sov i timerne og ikke gav Baastrup-kampagnen nok opmærksomhed. Dertil kommer, at Kjeldgaard selv trods alt førte en god kampagne, hvor han spillede fermt på den latente modvilje i den københavnske partiorganisation mod Søvndals i nogle SF’eres øjne lidt for hastige og smarte strømlining af partiet. Hos SF på Christiansborg vil de ingenlunde savne Kjeldgaard, selvom de sagtens kunne være denne pinlige sag foruden her kort før et folketingsvalg.

Sluttede på toppen
På Rådhuset har Kjeldgaards aktier hos politiske med-og modparter formentlig heller ikke været højere i kurs indtil nyheden blev kendt fredag eftermiddag. Han har aldrig været specielt vellidt blandt sine kolleger, men der har i hvert fald indtil for nylig været en god forståelse og tone mellem ham og den nye overborgmester Frank Jensen. Holdningerne hos politikerne til Kjeldgaard i de forrige valgperioder – og særligt valgperioden, hvor Ritt Bjerregaard var overborgmester - var til gengæld entydigt negative over hele linjen. Enhedslisten, de radikale, socialdemokraterne og de borgerlige var forbløffende enige om, at Kjeldgaard som børne- og ungdomsborgmester og som familie og arbejdsmarkedsborgmester var lidt for smart og hurtig til at tørre sine egne forvaltningers økonomiske problemer af på forgængerne. Politikerne berettede enslydende om en borgmester, som gerne tog æren selv for andres gode idéer, men ikke evnede at få løst problemerne i de stærkt økonomisk nødlidende og ganske svære borgmesterområder, som han sad med. Kjeldgaards ry som forhandler var endog, at han intet selv gav ved dørene, men ustandseligt gjorde sig besværlig og klagede sin nød. Socialdemokrater under Ritt Bjerregaard oplevede deres samarbejdspartner Kjeldgaard som decideret illoyal, hvor han efter deres opfattelse lækkede fortrolige oplysninger givet til ham fra overborgmesteren til pressen. Det skete fx i forbindelse med lukningen af det såkaldte Ungdomshus på Jagtvejen 69, hvor kommunen for at undgå uroligheder med møje og besvær havde skruet et kompromis sammen om et ungdomshus på Stevnsgades skole, som – hævder man – endda var blevet godkendt også af repræsentanter for ungdomshusaktivisterne. Men en S-spindoktor henviser i dag til en central kilde i SF-lejren, der siden forklarede ham, at Kjeldgaard forpurrede aftalen ved forinden at lække den til Politiken. Det fik herefter avisen til at konfrontere andre unge aktivister om aftalen, som de endnu ikke var taget med på råd om, hvor efter at den røg på gulvet med et brag. Herefter henlå dele af København i røg, damp, og demo’er i hen ved et års tid, hvilket formentlig kostede byen millioner i udgifter. Siden turde Ritt Bjerregaard ikke forhåndsorientere SF-borgmesteren om politiske udspil af frygt for at de blev lækket til pressen. Generelt blev forholdet mellem Kjeldgaard og Bjerregaard forpestet af den manglende tillid, at overborgmesteren til sidst kortsluttede samarbejdet med SF og lavede sit sidste budgetforlig med de borgerlige helt uden om Kjeldgaard og SF. En iagttager kommenterede forleden Kjeldgaards afgang, som ”en forsinket fødselsdagsgave til Ritt Bjerregaard”, der for nyligt fyldte 70 år.

Ikke Villys mand
Hos SF’erne er dog nok flere, der kniber en tåre over Kjeldgaards pludselige fald fra tinderne. Men ikke alle. Selv blandt SF’erne i Kjeldgaards egen gruppe var tilliden til deres leder for bare få år siden let at overse. I SFs daværende ottemandsgruppe forud for forrige kommunalvalg pegede seks på modkandidaten Anne Baastrup som spidskandidat blandt dem Ninna Thomsen. Alligevel vandt Kjeldgaard slaget om at blive overborgmesterkandidat til Villys Søvndals synlige irritation, der så valgsejren som en udfordring af hans bestræbelser på at smede en solid alliance med socialdemokraterne på Christiansborg. Kjelgaard rettede dog så meget ind, at han under kommunalvalgkampen førte en bemærkelsesværdigt neddæmpet kampagne, hvor han i realiteten aldrig direkte udfordrede Frank Jensen som ny overborgmester. Efter SFs flotte valgsejr, som alle naturligvis klart tilskriver en vælgereffekt i kraft af Villy Søvndals personlige popularitet, delte Kjeldgaard magten med Ninna Thomsen, der siden blev sundheds- og omsorgsborgmester. I den nye store og ganske uprøvede SF-gruppe indfandt der sig hurtigt en god stemning, hvor Kjeldgaard var politisk leder, men de facto kørte parløb med Thomsen. Efter Kjeldgaards fald er alle enige om, at Thomsen er den ubestridte nye leder af partiet i København. Det var hun formentlig alligevel blevet før det kommende kommunalvalg. For Kjeldgaard fik de tre gange, hvor han stod i spidsen for SF ved et kommunalvalg kun relativt små personlige stemmetal, hvor ved det folkelige gennembrud blandt vælgerne i København tilsyneladende udeblev. Derfor var det forventningen hos mange, at SF under alle omstændigheder ville opstille Ninna Thomsen som SFs spidskandidat ved valget i 2013.

Uværdig exit
Hvad så med fremtiden? Ifølge flere kilder så har Kjeldgaard siden valget ledt efter en værdig exit fra københavnsk politik. Helst noget i stil med den tidl. socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, der skiftede til at blive direktør for Ørestadsselskabet i dag selskabet ”By & Havn”, hvor han siden har fået ganske stor succes, ære og værdighed med og i det nye job. Derfor skulle Kjeldgaard være interesseret i at skifte til et stort halvoffentligt forsyningsselskab, hvor han kunne blive direktør med en milliongage og helt uden for offentlighedens søgelys. Imidlertid er endnu ingen friske tilbud budt på krogen, selvom at spekulationer i de seneste uger på rådhuset er gået på, at Kjeldgaard pønsede på at bringe sig i stilling til at blive direktør for det snart fusionerede fælles selskab for Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen? Dertil kræver det dog også, at Kjeldgaard har tilpas mange gode kontakter i det politiske miljø, men sandheden er nok den, at Kjeldgaards politiske kapital og goodwill ikke just er i top, hverken hos politiske venner og fjender. Ingen skylder ham noget. Men hvem ved? Kjeldgaard har overrasket før, så det er sikkert ikke umuligt, at han ender i et direktørjob.

Bliver på posten
Hvorfor overtager Ninna Thomsen så ikke den mere prestigefyldte ledige Teknik- og miljøborgmesterpost? Det er oven i købet et område, hvor risikoen for skandaler er relativt lille. Forklaringen kan bunde i, at Thomsen faktisk befinder sig godt som sundheds og omsorgsborgmester og har en større plan på vej på området, som hun har lagt store kræfter i. Dertil kommer, at sundheds- og omsorgsområdet er overskueligt, og at arbejdspresset ikke er nær så stort i sammenligning med teknik- og miljøområdet, som optager hele 70 pct. af sagerne på Borgerrepræsentationens dagsorden. Og det spiller sikkert ind, når Ninna Thomsen, som er mor til tre små børn skal disponere sin tid mellem familie og politisk karriere.

Rød valgsejr kan afskaffe borgerlige borgmestre i København

2011-05-11T02:09:00.001-07:00

S og SF splittet på spørgsmålet om parkeringspladser

Bragt i Bryggebladet nr 7 den 12. maj 2011

Af Jarl Cordua

Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der i 2009 satte et udvalgsarbejde i gang, der skulle munde ud i et konkret anbefaling til, hvordan Københavns Kommune og de øvrige danske byer kunne overgå til almindeligt udvalgsstyre. Styreformen skulle så at sige ”normaliseres” i forhold til styreformen i de danske kommuner. Selvom en reform var indskrevet i regeringsgrundlaget, så tabte Løkke interessen for projektet, måske fordi de borgerlige ikke ser den store interesse i, at de mister deres borgmestre og rådmænd i de normalt store røde kommuner. For ved en styrereform vil flertallet dvs. i København S og SF kunne besætte alle de tunge poster - som i fremtiden ikke vil være borgmestre, men udvalgsformænd. Det vil efterlade mindretallet helt uden adgang til embedsmandsapparatet, pressetjeneste etc., der udelukkende vil høre under én politisk leder: Overborgmesteren.

På rådhuset har man i øvrigt den opfattelse, at ”Thorkild Juul-udvalget” – opkaldt efter embedsmanden, der sidder for bordenden - for længst reelt har afsluttet sit arbejde. Der ligger allerede et konkret lovforslag liggende klar i skuffen, som netop afskaffer de seks ”juniorborgmestre” og erstatter dem med udvalgsformænd. Det bliver dermed farvel til mindretallets borgmestre som fx Venstres Pia Allerslev, men måske også de radikale Anna Allerslev og Enhedslistens Mikkel Warming. Men måske genopstår de som udvalgsformænd sammen med SFerne Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen samt socialdemokraten Anne Vang, hvis de indgår i et flertal efter næste kommunalvalg.

Spørgsmålet, alle stiller sig, lyder, om man kan nå at gennemføre et sådant lovforslag, hvis landet får en ny rød regering efter valget, der kommer i år, sådan at de nye regler kan træde i kraft efter næste kommunalvalg i november 2013? Det er der delte meninger om. Det afhænger helt af den politiske vilje på Christiansborg efter et valg. Og den er formentlig stor ved en ny regerings tiltræden, der gerne har et behov for at fremstå handlekraftig fra start. På rådhuset er vurderingen, at det vil tage ca. et år at omstille kommunens administration, dertil kommer at en styrereform for store byer vil være en oplagt opgave for den sandsynlige indenrigsminister den nuværende Århus-borgmester Nicolai Wammen, at tage fat på.

Bompenge til havnetunnel?
En ny rød regering har i forvejen har store planer med byen. Fx tales der om på rådhusets gange, at en ny regering vil indføre en bompenge-ordning for biler, som til gengæld skal finansiere en havnetunnel under Københavns Havn.
Den store knast, som embedsmandsudvalget ikke har fundet en konkret løsning på drejer sig om mindretalsbeskyttelsen. For hvordan kan man levere en ordentlig opposition, hvis ikke de ledende politikere ikke er aflønnet på fuld tid? Og hvem kan man rekruttere til københavnsk politik, hvis vederlaget for at arbejde på fuldtid ligger på det sædvanlige udvalgsformandsniveau og dermed langt under de pæne borgmesteraflønninger, der eksisterer i dag? Der har man arbejdet på et par forskellige forslag. Skulle økonomiudvalgsmedlemmerne eller partiernes gruppeformænd have fuldtidsløn. Og skal de have sekretariatsbistand ligesom partierne har det på Christiansborg? Det spørgsmål bliver formentlig først endelig afklaret når forhandlingerne går i gang. Efter at rød blok har vundet valget.

Frank Jensen på kollisionskurs med regeringspartner om parkeringspladser
Fredag i sidste uge forhandlede partierne på rådhuset igen om parkeringspladser. Her åbenbarede sig en synlig sprække mellem kommunens ellers fasttømrede ”regeringspartier” S og SF. Overborgmester Frank Jensen har til opgave at udmønte at et løbende forlig med de borgerlige, som SF ikke er en del af. SF ønsker ”åbne byrum” hvilket betyder at parkeringspladser helst skal ligge nede under jorden. De borgerlige og især de konservative presser på for flere parkeringspladser med henvisning til, at kommunen har solgt flere parkeringslicenser end der er parkeringspladser i kommunen. Det er dog ikke et regnestykke som den ansvarlige teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) er enig i. Overborgmesteren konkluderede dog på mødet, at der ikke ville blive taget hensyn til SFs ønsker, men at forligskredsen uden SF nu går i gang med at etablere flere parkeringspladser for 150 mill. kr. Iagttagere på rådhuset peger på, at Jensen ikke rigtig har muligheder for at imødekomme Kjeldgaard, fordi der simpelthen ikke er penge til SFs ønsker indenfor det provenu, kommunen har til at etablere parkeringspladser for. Alligevel blev det bemærket af en deltager på mødet, at overborgmesterens lidt for friske konklusion af forhandlingerne var ”en spand kold vand ned af ryggen på Kjeldgaard”, der skulle have ”ophidset SF’erne”. Det skulle være første gang denne valgperiode, at Jensen er gået ”uden om ” regeringspartneren SF.

Cirkusbygningen solgt
I al ubemærkethed har Københavns Kommune solgt Cirkusbygningen. Køberen er ifølge mine oplysninger det svenske moderselskab bag varietéforetagendet ”Wallmanns Saloner” Prisen lød på 45 mill. kr., og privatiseringen kan med lidt god vilje siges at være en lille ideologisk fjer i hatten til de borgerlige. Overborgmesteren selv skulle nemlig ikke være så glad for at sælge ud af kommunens ”arvesølv”. Salget glæder også Kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev, som får lov at bruge provenuet på kommunens idrætsanlæg.

Ingen sociale klausuler på Metrobyggeri
København ligner en stor byggeplads, mens man er i gang med at grave til metrobyggeriet. Det undrer dog Enhedslisten, at kommunen via sit medejerskab til Metroselskabet som bygherre ikke har betinget sig, at entreprenørerne forinden vil opfylde såkaldte sociale klausuler. De handler om, at entreprenører sørger for fx at uddanne lærlinge undervejs i det flerårige anlægsbyggeri . Enhedslisten henviser til at kommunen allerede i 2006 vedtog at sociale klausuler fremover var en betingelse, som kommunen stillede til de virksomheder, som skulle gøre sig håb om at få lov til at udføre deres anlægsbyggerier. Den 26. maj er der en forespørgselsdebat i Borgerrepræsentationen, hvor Enhedslisten håber på at få en forklaring, hvorfor de sociale klausuler pludselig ikke er nødvendige i forbindelse med det største anlægsbyggeri i byens historie.

Igen ny spindoktor til Bo Asmus
SF-borgmesteren skal have ny pressechef eller ”spindoktor”. Og det bliver en kvinde med en særdeles interessant baggrund. Kjeldgaard bliver fremover rådgivet på pressefronten af Tanja Frederiksen, der er tidligere Venstre-medarbejder på Christiansborg, Ekstrablads-journalist og forfatter til en stærkt omtalt biografi om Lars Løkke Rasmussen. Frederiksen har dog lukket døren til de borgerlige efter, at hun i bogen sammen med sin medforfatter bl.a. fremsatte hårde, men udokumenterede anklager mod en spindoktor, hvor forfatterne hævdede, at han havde beordret embedsmænd til at slette vigtige e-mails i forbindelse med sagen om den påståede overbetaling af private sygehuse. Frederiksen var indtil for relativt nylig ansat som journalist på TV2, men forsvandt ret pludseligt fra skærmen. Frederiksen har også erfaring med det kommunale system forstået på den måde, at hun som Ekstra Blads journalist ”undercover” afslørede Allerød Kommunes politikere på fråsetur på Norges-færgen. Så Frederiksen kender alle faldgruberne, så Kjeldgaard burde være i trygge hænder. Frederiksen skal i øvrigt kun vikariere i et år i det den normale pressechef Tine Lund skal på barselsorlov pr. 1. juni. Holder Frederiksen i jobbet året ud, så vil det være ganske pænt. Hun bliver nemlig den sjette pressechef hos Kjeldgaard på 2år.

Overskuds-Frank

2011-04-29T00:28:00.000-07:00

Overborgmesteren kan sole sig i fremgangen for København

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 6 den 28. april 2011

Overborgmester Frank Jensen har stort held med stille og roligt at iscenesætte sig selv som bykonge i København. Og det sker vel at mærke med sine politiske modstanderes accept. Jensen er på dette tidspunkt midt i valgperioden tilsyneladende en på Rådhuset bred afholdt overborgmester, der med et stort overskud viser borgmestre som ellers er politiske modstandere stor tillid og ved helt at afholde sig fra konfrontation. Måske sker det ud fra en strategi om, at hvis det går godt i alle kommunens borgmesterafdelinger, så ender Jensen selv med at få en del af æren. Frank Jensen håber naturligvis på, at kommunens vælgere ved valget i 2013 vil krone hans indsats med en flot valgsejr. Sker det vil det formentlig især gå hårdt ud over SF, som endnu har til gode inden valget at finde en karismatisk leder.
Mest iøjnefaldende resultat er, at Jensen og hans borgmester på området Anne Vang tilsyneladende har haft held til at få styr på den løbske økonomi i børne- og ungdomsforvaltning, som længe har været kommunens smertensbarn. Derudover har han siden valget også præsteret at få et bredt samarbejde til at fungere og i det hele taget er det politiske miljø på rådhuset præget af en konstruktiv ro, hvor der er blevet stadigt længere mellem de store overskrifter i formiddagsbladene om skandalesager fra Rådhuset. København er dermed begyndt at ligne en almindelig – og kedelig – dansk gennemsnitskommune, hvor der er blevet skruet noget ned for de ideologiske og konfrontatoriske retorik på Borgerrepræsentationens talerstol. Det ses konkret ved, at BR-mødernes varighed er styrtdykket i forhold til, hvordan det var tidligere. Forklaringen er formentlig også, at den borgerlige opposition på Københavns rådhus fremstår som historisk svag og splittet, mens det store SF sammen med S kan mønstre et flertal alene, og at SF på en helt anden måde end tidligere er inddraget som ”regeringspartner”. Det giver partiet stor indflydelse i det daglige.
Der sker også vældigt meget i hovedstaden i disse år. Hele byen er gravet op for at anlægge den nye metro og dertil kommer en mængde andre anlægsopgaver. Frank Jensen har stillet sig i spidsen for det hele, men har i princippet sikret sig en bred opbakning fra alle borgerrepræsentationens partier. Der er dermed tale om et rent drømmescenarie for enhver socialdemokratisk bykonge. Og i København står det allerede nu klart, at den midterposition bliver helt umuligt at udfordre ved valget - både når det gælder venstrefløjens og højrefløjens partier. Den kan i teorien kun blive ødelagt med en pludselig og uforudset skandalesag, der inddrager overborgmesteren personligt.

Investor søges til multiarena
På rådhuset regner man det for så godt som sikkert, at København endelig – trods flere kuldsejlede forsøg - får en multiarena med plads til op mod 15.000 tilskuere ude i Ørestaden, der skal kunne danne baggrund for store internationale idrætsbegivenheder men også andre kulturelle events som koncerter mv. Det er Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslevs forvaltning, der er primus motor i at drive processen, men det er i sidste ende også Frank Jensen, der vil kunne høste æren, når multiarenaen står færdig. Dermed får hovedstaden - og Amager - endnu et center for kultur- og idrætsbegivenheder.
En multiarena vil koste omkring en mia. kr., og kommunen har indtil videre lovet en interesseret privat investor et rente- og afdragsfrit lån på 200 mill. kr. Dertil kommer, at selskabet By og Havn med tidl. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i spidsen allerede har stillet en grund til rådighed i Ørestaden til projektet.

P.t. er kommunen gået sammen med By & Havn og Realdania om at udarbejde en foreløbig forretningsplan baseret på undersøgelser af projektets økonomi. Kommunen har til formålet allieret sig med Parkens tidl. adm. direktør Jørgen Glistrup og det kongelige teaters tidl. chef Michael Christiansen, der skal forsøge at ”kvalificere forretningsplanen” og finde egnede investorer.

Frem mod sommeren vil de tre parter iværksætte et såkaldt ”betinget udbud”, der skal afklare, hvilke driftsindtægter, der vil være for multiarenaen. Og hvilke investorer, der kunne være interesserede. Så som altid står og falder det hele om at andre end kommunen vil spytte penge i projektet. Inden året er omme får vi nok endelig en afklaring. Med tanke på de kræfter og prestige, der fra politisk hold er lagt i projektet, så vil et endelig skibbrud blive en kæmpe fiasko for Københavns politikere. Det vil de gøre alt for at undgå.

Kommunen nægter at betale
I den stærkt omtalte ”Farvergade-sag”, hvor kommunen er gerådet i strid med Arbejdsmarkedsstyrelsen om tilbagebetaling af ulovlig refusion af i alt 390 mill. kr. for aktivering af ledige, har kommunen nu via sine advokater formelt afvist den statslige styrelses krav. Det har dog længe stået klart, at politikerne ville afvise kravet, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har fremsat om, at tilbagebetaling skulle ske, medmindre at kommunen inden den 1. juni i år dokumenterer, at den i samtlige sager har levet op til kravene vedr. ledige kontant og starthjælpsmodtagere om ugentligt fremmøde på 25 timer.

Nu ligger bolden så hos Arbejdsmarkedsstyrelsen. Spørgsmålet er om sagen bliver forfulgt, hvis der i løbet af året kommer til et regeringsskifte. Imens hamrer de københavnske politikere med Anne Mee Allerslev i spidsen løs på regeringen og staten for at have lavet for upræcise regler for kommunerne.

Anna Mee Allerslev får ros
En ny plan for kommunen beskæftigelsesindsats i årene frem er blevet præsenteret, hvor der bl.a. indgår den ved første øjekast ikke specielt banebrydende idé, at lave et ”virksomhedsfremstød”. Den indebærer, at jobcenteret i København skal kontakte 1000 virksomheder for at indgå ”forpligtende samarbejder” mht. at få ledige i jobs. Planen er et konkret politisk resultat som den unge nye radikale beskæftigelses og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev høster ros for på rådhuset, for at være pragmatisk. De borgerlige mener i det hele taget, at den nye borgmester udviser en noget større idémæssig spændvidde i forhold til forgængeren Klaus Bondam, som de syntes, var for fokuseret på et ensidigt samarbejde med socialdemokraterne og SF. Allerslev har nu siddet i 100 dage i borgmesterstolen, og har i kølvandet på beskæftigelsesindsatsen også markeret sig med et såkaldt ”mangfoldighedscharter”, der skal ”styrke mangfoldighed og inklusion” i København. Der er bl.a. blevet nedsat et såkaldt ”mangfoldighedsboard” med 24 kendte mennesker inden for administration, kultur- og erhvervsliv, der alle har underskrevet chartret. Ser man igennem den temmelig luftige retorik i udsagn som at ”forskellighed er en styrke” og ”alle skal have mulighed for at være med”, som chartret indeholder, så er den underliggende pointe, at integration på arbejdsmarkedet, deltagelse i byens liv, politik mv. ikke handler om ensretning, men om at der alligevel skal være plads til forskellighed og rummelighed for byens forskellige kulturer. Det er nok de færreste, der er uenige i det, selv om nogle formentlig kan se den radikale borgmesters inisisteren på at pakke beskæftigelsesindsatsen overfor folk med indvandrerbaggrund ind i ord som ”inklusion og mangfoldighed ” som noget med kant til regeringens og Dansk Folkepartis politik på området.

Ny parkeringslov afslører konservativ splid
Flere parkeringspladser har længe været en mærkesag for de konservative i København. Og med den nye mere bilvenlige overborgmester er det blevet en sag, som prioriteres. Men især SF blokerer og vil kun være med til at skaffe parkeringspladser under jorden, hvilket er dyrt. Derfor havde politikerne på rådhuset håbet på, at provenuet fra stigende parkeringsafgifter kunne bruges til at anlægge flere parkeringsafgifter. Hidtil har det nemlig ikke været muligt, fordi et flertal på Christiansborg har villet forhindre kommunerne i at bruge parkeringsafgifter som en skatteskrue Dvs. hvis parkeringsindtægten steg ud over en hvis ramme, så modregnede staten kommunen i bloktilskuddet. Imidlertid har kommunen afventet at en ny lov ville have blødet op for den mulighed, sådan at man kunne komme i gang med parkeringsbyggeriet. Fx ved at det i et større omfang blev muligt at modregne anlægsinvesteringer for parkeringsindlæg i parkeringsindtægterne. Imidlertid viser lovudkastet, at parkeringsinvesteringer tværtimod bliver mindre attraktivt for kommunen i årene fremover. Faktisk skal kommunen af med 144 mill. kr. fra 2013, når lovforslagets regler er fuldt gennemført, fordi kommunen kun må beholde 70 pct. af indtægter på 2007-niveauet.

Dermed er især de konservative forhåbninger om flere parkeringsmuligheder truet, hvilket blotlægger en intern uenighed i den konservative gruppe på rådhuset, hvor især gruppeformanden Jakob Næsager har lagt sig i selen for flere parkeringspladser. Hans gruppefælle Rasmus Jarlov, som også tidligere har markeret sig som parkeringspladsforkæmper, sidder også i Folketinget, hvor han som kommunalordfører endda er sit partis ordfører på forslaget.
I Berlingske for nylig vurderede Jakob Næsager, at lovforslaget vil medføre, at der hvert år vil være 100 mio. kroner mindre som finansmulighed på parkeringsområdet:
”Det er en pengemaskine, og reelt en beskatning af kommunerne. Man malker os og fratager os muligheden for at reinvestere indtægterne i forbedring af parkeringsmuligheder i hovedstaden,” siger han. Det er i øvrigt en opfattelse, som hele Borgerrepræsentationen er enig i, måske lige på nær Rasmus Jarlov, som måske får lov at stemme loven igennem. Hvis, altså forslaget når at blive vedtaget inden sommerferien. Gør det ikke det, når det med al sandsynlighed ikke at blive genfremsat på denne side af et folketingsvalg.

På rådhuset ser man i øvrigt lovforslaget som en ren straffeaktion fra VKOs trafikpolitikere på Christiansborg overfor Københavns Kommune, der som den eneste kommune i landet bliver ramt af de nye regler, sådan som de er skruet sammen. De færreste forstår i øvrigt, hvorfor Rasmus Jarlov står bag forslaget eller begrundelsen for det, hvilket bidrager til den udbredte opfattelse af, at der faktisk er tale om en hævnaktion mod ”det røde København”.

Restriktioner for værtshuse på vej
I indre by har beboerne i årevis klaget over støjgener fra restaurationer med udendørsbevilling i sommerhalvåret. Men nu er der godt nyt til klagerne, der formentlig med den forventede ”restaurationsplan”, kan se nogle af deres krav imødekommet. Fra rådhuset forlyder det, at den nye plan, der forventes præsenteret inden sommer, vil udvise ”en større hensyntagen” udskænkningsstedernes naboer. Det er dog stadig uklart hvilke konkrete tiltag, der ligger i planen.
Det er kommunens bevillingsnævn, der har Venstres Pia Allerslev som formand, der har udarbejdet den ventede nye restaurationsplan.

Til dåb hos de kongelige
På rådhuset har man i øvrigt noteret sig, at både overborgmester Frank Jensen og kommunens adm. direktør Claus Juhl i øvrigt med ”påhæng” var inviteret til den såkaldte ”private” kongelige tvillingedåb. Selvom at begivenheden var TV-transmitteret til nationen var der nemlig ikke tale om egentlig national officiel begivenhed, hvilket fx kunne ses ved, at regeringen og Europas kongehuse ikke deltog. Måske er forklaringen, at Københavns Kommune stiller rådhuset til rådighed til receptioner og modtagelser under fejring af mærkedage i kongehuset som det fx skete på Dronningens 70 års dag. Derved sidestilles kommunens topfolk formentlig med de øvrige private mæcener - som fx Mærsk Mc-Kinney Møller, Jørgen Mads Clausen mv. - som har ry for på forskellig vis at stille sig til rådighed med deres særlige hjælp i form af privatfly, ferielejligheder mv., når de kongelige har behov for det. Vittige hoveder spekulerer i, at forklaringen på invitationen er, at Kongehuset har villet kvittere for, at busslusen på Holmen er blevet droppet, så de kongelige slipper for den store omvej i bil og nu kan komme hurtigere til Operaen.

Rød regering skal hjælpe med bompenge-ordning

2011-03-22T06:40:00.000-07:00

LA ønsker et København med landets laveste skat

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 4 den 24. marts 2011

Meningsmålinger spår indtil videre ret entydigt, at en ny rød regering kommer til magten efter det folketingsvalg, der formentlig først kommer til efteråret. I København er overborgmester Frank Jensen derfor begyndt at formulere idéer og krav til sine partifæller på Christiansborg mht., hvordan en ny rød regering kan understøtte hans egne meget høje vækstambitioner for byen. Det er for nylig sket på flere uformelle møder på rådhuset med bl.a. Socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt og partiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen.

I 90’erne satte den daværende SR-regering store milliard-beløb af til byfornyelse af de mest nedslidte dele af hovedstaden. Frank Jensen håber især på, at en ny regering vil bruge flere statslige midler end tidligere på at udbygge Københavns infrastruktur. Det er dog også blandt de krav, som overborgmesteren også i dag stiller til den nuværende regering, som bl.a. med den store udbygning af Metroen mv. ikke ligefrem har underprioritet hovedstadens infrastruktur. De økonomiske rammer er dog en barriere for enhver regering. Ikke mindst i en krisetid. Der er dog ét område, hvor der er en klar politisk uenighed mellem den nuværende borgerlige regerings holdninger og en kommende S-SF-regerings, der altså ikke bunder i hensynet til økonomi. En rød regering vil formentlig være ganske varme på idéen om en betalingsring eller ”bompenge” for biler, der kører ind og ud af København. Det vil understøtte en ny regerings miljøprofil og ikke belaste statskassen. Et stort flertal på rådhuset bestående af venstrefløjen, Socialdemokraterne og de radikale har længe stået bag sådan et forslag, men er blevet underkendt af det borgerlige flertal i Folketinget, som har været imod. Det kræver imidlertid en lovændring i Folketinget før, at København kan indføre en betalingsring.

En anden af Frank Jensens idéer til at skabe mere vækst i København går ud på at skaffe flere parkeringspladser. Forhandlingerne mellem partierne på rådhuset er indtil videre ”skudt til hjørne”, fordi kommunen afventer et afgørende lovforslag fra Transportministeriet, der netop regulerer kommunens muligheder for at anvende provenuet fra parkeringsafgifter på at skabe nye parkeringspladser. Regeringen har med de nuværende regler villet forhindre kommunerne i at udnytte parkeringsafgiften som en ”pengemaskine” til at fylde kommunekassen frem for at være en trængselsafgift, der alene skal mindske antallet af biler i byen. Derfor har regeringen låst indtægtsniveauet for parkeringsafgifterne. Alle kommunens indtægter fra parkering udover et vist niveau går derfor statskassen i, medmindre kommunerne bruger nogle af indtægterne på at etablere nye parkeringsindlæg. Et nyt lovforslag vil formentlig gøre det lidt mere attraktivt at bygge fx underjordiske parkeringsindlæg, som især er vigtigt for SFerne i København, fordi partiet er imod parkeringspladser på gadeplan. Lovforslaget regner man vil være på plads i løbet af nogle uger.

Øget tilfredshed med idrætsanlæg
Skal København tiltrække ”klog arbejdskraft”, så er tilstrækkelige og attraktive idrætsfaciliteter måske også et område, som Jensen burde se på. Og her er der er også opstået lyspunkter. Det er kendt, at hovedstadskommunen i forhold til resten af landet er underforsynet mht. idrætsanlæg herunder idræts- og svømmehaller i København. Og i mange år blev disse relativt få anlæg heller ikke vedligeholdt, hvorved de forfaldt til slum med uhumske omklædningsforhold i sportshallerne osv. Det ændrede politikerne dog afgørende på i 2006, hvor den daværende kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) fik vedtaget en ”genopretningsplan”, hvor man siden over en femårig periode har brugt i alt 460 millioner kr. på at renovere idrætsanlæggene. Det kan man også se på den tilfredshedsundersøgelse, som kommunen har fået foretaget blandt brugerne af idrætsanlæggene. Det fremgår af den såkaldte ”Idrætsrapporten 2010”. Brugertilfredsheden er igennem årene steget støt i takt med renoveringen kom i gang. Tilfredsheden er i alt steget med 9,5%-point fra 83% i 2006 og til 92,5% i 2010, og det skulle være ny rekord. Nu mangler kommune blot at bruge 50 mill. kr. på renoveringer i 2011 for, at planen er født helt ud i livet. Den ansvarlige borgmester Pia Allerslev (V) glæder sig over, at kommunen har fået rettet op på tidligere tiders forsømmelser, som hun – ikke overraskende - mener, dengang var socialdemokraternes ansvar. Borgmesteren placerer også aben på Frank Jensens forgængere for, at københavnerne fortsat ikke har de samme muligheder for at udøve idræt, når man sammenligner med andre danske byer.

Dyre miljøbusser som ingen endnu kan levere
SFs teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjelgaard har et meget ambitiøst projekt om at gøre København fossilfri og CO2-neutral, men ind imellem kan virkeligheden ikke helt følge med hans planer. Kommunens børne og ungdomsforvaltning ”BUF” står overfor i de kommende år at udskifte deres i alt 60 minibusser, som bruges til at fragte børn på udflugter mv.. Ifølge kommunens klimaplan skal minibusserne imidlertid være el- eller brintbusser, fordi de er under 3.500 kg. Der er dog ét stort problem: El- eller brintminibusser findes p.t. ikke på markedet, men det håber kommunen vil ske i 2012. Det er dog heller ikke gratis at køre miljørigtigt. En el/brintminibus koster ifølge kommunens beregninger ca. 750.000 kr., hvilket er 50 % mere end en tilsvarende dieseldrevet minibus.

Ronald Reagans Vej
I forrige klumme efterlyste jeg synlig opposition til Frank Jensens styre. Der er dog enkelte BR-medlemmer fra oppositionen, som holder fanen høj og som ind imellem formår at komme i pressen med opsigtsvækkende forslag. En af dem er Liberal Alliances BR-medlem og tidligere var gruppeformand hos Venstre, Lars Berg Dueholm. Han har i anledningen af at den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan i februar fyldt 100 år foreslået at opkalde en gade efter ham:
”Ronald Reagan vandt den kolde krig uden at affyre et eneste skud. Det gør ham til en af det 20. århundredes største statsmænd, og det fortjener at blive æret af os københavnere, mener Dueholm, der også medlem af kommunens vejnavnenævn. Han peger på at en af vejene fx ude ved Amerikas kaj på Østerbro kunne blive opkaldt efter den afdøde præsident. Det er dog stærkt tvivlsomt om S-SF-flertallet kan tilslutte sig den idé. Det er dog før set, at de forskellige fløje er enes om at tilgodese deres forskellige politiske helte ved et stort fælles forlig om vejnavne.

København som lavskattekommune
Dueholm forsøger også, at markedsføre sit nye parti med et skatteoplæg, der i løbet af fem år skal gøre København til landets laveste skattekommune. Partiet har netop fremlagt en plan, hvor man vil sænke kommuneskatten med 1,1 pct. til 22,7 pct., hvilket ifølge LA kan give københavnerne den laveste skattepct. i landet. For at finansiere forslaget, der vil koste 869 mill. kr., så foreslår LA, at pengene udelukkende skal findes ved effektiviseringer i kommunen. Partiet finder støtte til deres synspunkter ved bl.a. at henvise til kommunens ”enhedsprisanalyse 2010”, som viser, at København årligt bruger 540 mill. kr. mere på drift af daginstitutioner end gennemsnittet i de øvrige af landets kommuner. Dertil kommer, at kommunen ifølge en ”administrationsanalyse 2009” bruger 410 millioner kr. mere årligt på administration end nødvendigt, hvis andelen af administrativt ansatte lå på det gennemsnitlige niveau i andre kommuner. LA i København forsøger tilsyneladende at bruge den samme opskrift lokalt, som de gør på landsplan. De borgerlige vælgere skal erobres ved at overtrumfe VK på skattepolitikken.

Endnu et Frank-projekt

2011-03-13T13:35:00.000-07:00

Overborgmesteren vil have mere vækst til byen. Men hvordan?

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 10. marts 2011

I sidste uge kunne man i både Børsen og Berlingskes business-sektion se dobbeltopslag, hvor overborgmester Frank Jensen præsenterede sin nye vækstplan for København. Vækstplan er nok så meget sagt. Der er reelt tale om oplistning af en række målsætninger – i stil med Lars Løkke Rasmussens ”drømmetale” - hvor byen frem mod 2020 får en økonomisk vækst på 5 pct.
Ingen kan være uenig i, at økonomisk vækst er vigtig for byen, og der er naturligvis point til Jensen for at sætte emnet på dagsordenen og få kridtet banen op for, hvad det er, København skal nå.
Men kigger man på de konkrete forslag, som ligger på bordet, så er der ikke ligefrem tale om banebrydende idéer, som ingen har hørt om før. Og dertil kommer, at Jensen skubber en del af ansvaret for at skabe vækst i byen over på regeringen. Det er nemlig staten, der er udset til at investere endnu mere i byens infrastruktur, end den i forvejen gør. Det er jo ikke, fordi København ligefrem er glemt af staten. For øjeblikket henligger det halve af byen i byggerod på grund af metroen, og der er flere anlægsinitiativer på vej. Det skal selvfølgelig ikke forhindre københavnske politikere at forsøge at skrabe endnu flere statslige investeringer til byen. Men forfordelt, det har man altså ikke været i mange år.

Erhvervsuvenlig som i Østberlin
Københavns indlysende problem, er, at kommunen af dets eget lokale erhvervsliv opleves som decideret erhvervsuvenligt nærmest på linje med Østberlin før Murens fald. Kommunen kan således ”bryste sig” af en lidet imponerende 83. plads ud af 90 kommuner på en rangliste, som erhvervsorganisationen DI har fået lavet på baggrund af karaktergivning fra kommunernes lokale erhvervsliv i disciplinen ”erhvervsklima”. Det image kan en overborgmester med store ambitioner både på byens og egne vegne naturligvis ikke leve med.

Et mestertræk
Derfor er der tale om lidt af et mestertræk af Frank Jensen, at kommunen nu hyrer dagbladet Børsens tidligere mangeårige chefredaktør Leif Beck Fallesen og sætter ham i spidsen for en gruppe erhvervsfolk med det prætentiøse navn: 'Copenhagen Business Task Force'. Der er dog ikke, som navnet ellers antyder, tale om en flok bevæbnede ninja-turtles, der uanmeldt sparker døren ind til kommunens bureaukrater og har frie hænder til at rydde op i papirnusseriet og smide skrankepaverne på porten. Gruppen skal såmænd kun i første omgang præstere et analysearbejde af de såkaldte ”væksthæmmere”, der måtte være i kommunens bureaukrati mv., og allerede i august skal gruppen være klar med et analysearbejde.

Fallesen troværdig og kan tale sort
I denne uge præsenterer man så yderligere et par erhvervsnavne, som ikke er kendt i den brede offentlighed, om end der dog er tale om veltjente og respekterede folk. Ingen af dem kommer dog op på siden af Leif Back Fallesen, som flere har hørt om. Fallesen var kendt for at være en benhård og usentimental administrator på Børsen, som er en af de få aviser, der har haft fremgang i et avismarked, der er ved at afgå ved døden. Han kan heller ikke mistænkes for at nære socialdemokratiske sympatier. Tværtimod har Fallesen og hans avis i årevis tordnet mod de høje skatter, den offentlige sektor og bureaukratiet. Derfor lægger hans ansættelse – også som erhvervspolitisk rådgiver for overborgmesteren - til i vurderingen af, hvor troværdigt Jensens projekt er. Desuden er Leif Beck Fallesen en mester i den nyttige kunst at tale sort, når det behøves. Det kan være, at de talenter kommer i anvendelse, hvis ikke medlemmerne af Task Forcen kan blive enige om nogle effektive instrumenter, der kan føre Jensens ambitioner ud i livet.

Flere parkeringspladser første konkrete initiativ
Ved at sætte fokus på den manglende vækst i København bidrager Frank Jensen også til den vækstpolitiske debat, der i øjeblikket foregår på landsplan, hvor han på sin vis er med til at udstille regeringens aktuelle problemer på feltet. Men ved selv at sætte fokus på, hvad kommunen gør, bidrager Jensen først og fremmest konstruktivt til, hvad kommunerne kan gøre lokalt.
Hvad forestiller kommunen så, at den selv skal bidrage med? Ja, her er det indtil videre meget lidt konkret. I det såkaldte ”kommissorium”, der beskriver Task Forcens opgave, fremgår det, at kommunen bl.a. ”vil højne kvaliteten af kommunes ydelser til erhvervslivet.” Hvordan det konkret vil ske, vides endnu ikke. Noget tyder dog på, at København især vil være noget for de større virksomheder og de særlige ”klynger” dvs. erhvervsgrene, hvor byen har flere stærke virksomheder. Dernæst tales der om at ”sikre en byudvikling, der gør byen attraktiv og sikre plads til erhvervslivet og deres medarbejdere.”. Omsat til et konkret initiativ kunne formuleringen fx dække over, at byen får flere parkeringspladser. Netop det spørgsmål ligger lige nu øverst på rådhuspolitikernes dagsorden, og et forhandlingsmøde den 18. marts vil formentlig vil måske resultere i, at byen får flere parkeringspladser.

København sakker bagud
Kommunens vækstambitioner er dog på ingen måde taget ud af den blå luft. Man har selv analyseret sig frem til, at København sakker langt bagud mht. at skabe nye arbejdspladser, hvis man fx sammenligner med en storby som Stockholm. Kommunen regner med at byen ville være 110 mia. kr. rigere, hvis vi i tidligere år havde haft den samme vækst som broderlandets hovedstad. Et beløb, der kan finansiere efterlønsordningen tre gange. Nu vil Jensen skabe 20.000 nye private arbejdspladser frem mod 2020. Skabes der vækst i hovedstaden, skabes der også arbejdspladser i provinsen. En tommelfingerregel siger, at hver gang, der skabes fem arbejdspladser i hovedstadsregionen, så bliver der skabt en arbejdsplads et andet sted i Danmark. Det er dermed yderligere et argument for, at Christiansborg-politikerne prioriterer trafikinvesteringer i København.

Mytisk produktivitetsgevinst
Frank Jensen har dog driblet uden om de ting, som han ikke kan – eller vil - gøre noget ved, dvs. det generelt høje skattetryk, som følger af den store og evigt voksende offentlige sektor. Desuden bliver det spændende at se, hvordan man vil skabe de nødvendige rammer for at kunne nå en 4 pct. årlig stigning i produktiviteten frem mod 2020. Målsætningen gælder formentlig hele Københavns økonomi. Hvis det mål fx skal kunne nås inden for det offentlige, så er det særdeles ambitiøst – for ikke at sige helt umuligt – uden at der vil ske massefyringer i det offentlige. Man ser sjældent produktivitetsstigninger på det niveau i det offentlige. Ikke engang i det private. Produktivitetsstigningen i det private i de sidste 15 år ligget på omkring 1 pct. om året. Så er der langt op til 4 pct. Det er dermed en uhyre ambitiøs målsætning, som nærmest er dømt til at mislykkes uden en ekstrem løntilbageholdenhed, gentagne runder med massefyringer og arbejdsomlægninger, der kan skabe effektivitetsgevinster.
Men held og lykke med opgaven - det skal han have!

Styr på BUF
Et muligt lyspunkt for Frank Jensen og Co. er, at der tilsyneladende er kommet styr på kommunens smertensbarn, børne- og ungdomsforvaltningen, der i årevis har været plaget en enestående elendig økonomistyring og tilfældige demografimodeller, hvor kommunen pludselig har skullet finde penge til vuggestuepladser mv. til byens mange nyfødte børn. Dertil kom en ikke alt for effektiv administration med SFs daværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard i spidsen. Resultatet blev, at forvaltningen hang på en større gæld til resten af kommunen.

Men nu lysner det, påstår man i forvaltningen. I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2011 manglede man 350 millioner kroner på budgettet blandt andet på grund af gammel gæld og et merforbrug på 87 millioner kroner i 2009. Men sidste år 2010 har der til gengæld været et mindre forbrug på omkring 63 millioner kroner på driften. Og BUFs budget for de kommende år viser også sorte tal. Dermed håber man, at der nu endelig er kommet styr på økonomien

I BUFs regnskab for 2010 er der især to hovedforklaringer på mindreforbruget, nemlig at flere forældre har valgt privatskole til deres børn, og at man ikke har brugt penge, der ellers var bevilget, bl.a. fordi der ikke har været ansøgere til et konkret projekt. I de kommende år håber borgmester Anne Vang (S), at forvaltningen får glæde af de effektiviseringsinitiativer, der er blevet iværksat. Yderligere har man også gjort noget for en mere effektiv økonomistyring bl.a. ved at henstille til institutionerne ikke at bruge løs af midler mod til gengæld at få et løfte om ikke som tidligere at blive underlagt årlige grønthøsterbesparelser. Og så har BUF også sikret sig, at det er kommunens store pengekasse, der ligger under Økonomiforvaltningen, der i fremtiden bærer den økonomiske risiko, hvis der pludselig bliver født flere børn, end prognoserne har spået. I oppositionen nærer man dog stadig en stor skepsis til BUFs økonomi og budgetlægning.

Oppositionen usynlig
Her på falderebet vil jeg gerne bringe en efterlysning. Hvor er oppositionen i København blevet af? Er man afgået ved døden eller blot sovset ind i kommunens bureaukratiske beslutninger? Det er ikke megen modstand, Frank Jensen får fra hverken venstre eller højrefløj. Spørgsmålet er, hvor sundt det er for demokratiet, at byens overborgmester efterhånden får så lidt synlig modstand. Det er vel det, man har en opposition har til?

Biler i byen udfordrer S-SF-samarbejdet

2011-02-09T10:53:00.000-08:00

Med en ny bilglad overborgmester står Socialdemokraternes bilfløj styrket

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 10. februar 2011

I mange år har Københavns Kommunes politik været at fjerne parkeringspladser i byen og udvide betalingsordninger for at få pendlertrafikken væk fra byen og få lukket trafikken på gader som fx Nørrebrogade. Nu går udviklingen tilsyneladende i modsat retning. For tiden er overborgmester Frank Jensen optaget af forhandlinger med partierne for at få skabt bedre og flere parkeringsmuligheder for beboere og handlende især i de områder – bl.a. Østerbro – hvor bilister risikerer at køre rundt længe i ofte forgæves jagt på en ledig parkeringsplads. Indtil videre har forhandlingerne afklaret problemerne, og evt. løsningsmuligheder er blevet præsenteret. De borgerlige partier er som sædvanlig for flere parkeringsmuligheder, mens venstrefløjen – både SF og Enhedslisten er principielt imod. Især SF er dog åben over for at finde løsninger på problemet, men der er enighed om at sørge for at holde pendlertrafikken ude af byen. Løsningen kan være at bygge flere parkeringshuse under jorden, og navnlig SF er meget optaget at få bilerne væk fra byens pladser. Hos de borgerlige vejrer man morgenluft, idet man opfatter socialdemokraternes stemningsskift, som at ”bilfløjen” i partiet har fået overtaget efter, at Frank Jensen er blevet overborgmester. Jensen er ellers en ivrig cyklist, men har dog – privat – netop erhvervet sig en Alfa Romeo, hvilket mildest talt signalerer en klar interesse for biler. På venstrefløjen mener man, at Jensen forregner sig. Deres analyse er, at københavnerne generelt ligger til venstre for S, når det gælder spørgsmålet om flere parkeringspladser i byen. Omvendt kan Jensen iagttage at borgerlige politikere som Karin Storgaard DF og Jacob Næsager K bruger parkeringssagen til intens profilering bl.a. med en sværm af læserbreve i de lokale medier. Overborgmesteren er også optaget af især erhvervslivets ønske om flere parkeringspladser for at kunne skabe økonomisk vækst i byen og derved arbejdspladser. Og han skal hele tiden høre om fx håndværkere, der ikke kan parkere, når de skal udføre reparationer, eller virksomheder, hvis kunder eller medarbejdere må cirkle forgæves efter en parkeringsplads. Forhandlingerne har indtil videre bestået af ”temamøder”, hvor problemet er blevet belyst, og forskellige løsningsmuligheder overvejet, men fra uge 9 går forhandlingerne ind i en fase, hvor partierne skal nå til enighed. Det store spørgsmål er, hvor langt Frank Jensen formår at trække SF og dets leder Bo Asmus Kjeldgaard. Sidstnævnte har nemlig sin egen grønne vision for byen, hvor bilismen skal begrænses mest muligt, så alle vil naturligvis iagttage, hvem af de to, der må give sig mest. Her vil det især blive interessant at se, hvordan Enhedslisten stiller sig. Holder de sig ude af et forlig, så taler meget for, at Kjeldgaard har måttet give sig mest og vice versa. Under alle omstændigheder, så tyder alt på, at bilisterne i byen får lidt bedre vilkår mht. at finde parkeringspladser, end de har i dag.

Spøgelsestankstationerne
Blandt de borgerlige på rådhuset er den store vittighed, at teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards trang til at gøre byen grønnere end klokkefrøer er blevet ført ud i det absurde. I forbindelse med budgettet i efteråret har SF fået 10 millioner kr. til bl.a. at oprette to brinttankstationer i byen. Der er i alt kun seks brintbiler i København, så skatteborgerne har nu sørget for, at tre biler kan dele en tankstation. Derfor overvejer kommunen nu at købe nogle flere, så tankstationerne ikke helt gror til i spindelvæv. Én enkelt brintbil koster 1,6 mill. kr. stykket.
Stort set alle andre partier end lige SF finder brinttankstationerne pinlige. ”Det taler vi helst ikke om”, som en spindoktor formulerede det.
Kjeldgaard er til gengæld begejstret, hvilket fremgår af hans udtalelser til Ritzau forleden:
- Man skal forstå, at det ikke handler om at købe en bil. Det er en del af en erhvervsstrategi, hvor vi vil satse på fremtidens miljørigtige teknologier.
- Hvis vi skal blive CO2-neutrale i 2025, skal vi være villige til at satse på ny teknologi. Vi kan forhåbentlig blive et forsøgslaboratorium for brintbiler, når vi kommer længere frem.Ifølge LAs Lars Dueholm så koster det nye indkøb af brintbiler 8,1 mill. kr.
- Det er rigtig, rigtig mange skattepenge, der bliver hældt i et projekt, som ikke batter en hujende fis. Jeg ser det dybest set som et prestigeprojekt for borgmesteren, så han kan være en stor mand og sige, han er med på brintbølgen, sagde Lars Dueholm til Ritzau.

”Ræverøde” Dueholm
Forleden under et møde i Borgerrepræsentationen kunne medlemmerne i øvrigt observerere en usædvanlig fåmælt Lars Dueholm give LAs støtte til en i de borgerliges øjne ”ræverød integrationspolitik” til 400 mill. kr., hvor et stort kommunalt serviceapparat stilles til rådighed for borgerne med modersmålsundervisning etc. Ifølge VKO er den vedtagne integrationspolitik således kemisk renset for elementer, der stiller krav til den enkeltes eget ansvar. Normalt en kritik den stålsatte liberale Lars Dueholm er bannerfører for, bl.a. ved i læserbreve at åle de andre borgerlige for at bruge borgernes penge på ligegyldige og unødvendige ting samt tant og fjas. Men ikke denne aften, hvor Dueholm nærmest demonstrativt nægtede at uddybe LAs støtte til integrationspolitikken. Den almindelige analyse er, at Dueholm har måttet indgå et kompromis med det andet medlem Heidi Wang, der er af kinesisk baggrund, og som varmt støtter initiativerne. Med andre ord: LA er et parti, der både på landsplan og lokalt rummer to politiske – og indimellem modsatrettede - strømninger: økonomiske hardlinere som Dueholm og så dem, der ønsker en mere blød tilgang til integrationspolitikken som Wang. Denne aften var det så Dueholm, der måtte bøje sig for Wang. Ingen tror på, at han deler hendes synspunkter, så måske ligger her en kim til en konflikt. Vi får se.

Farvergade-retssag kan vare 1½ år
I ”Farvergade-sagen”, hvor kommunen ligger i en tvist med Arbejdsmarkedsstyrelsen om fortolkning af reglerne for ydede aktiveringstilbud for arbejdsledige, har kommunen besluttet at rejse sagen ved domstolene. Det sker med henblik på ad denne vej at få den refusion fra staten, som kommunen mener, den har krav på. Der tales om et beløb på op mod 300 mill. kr.
Det sker naturligvis, fordi kommunens politikere efter konsultation af bl.a. uafhængige advokater vurderer, at den har gode chancer for at vinde en retssag. Lige nu går vurderingerne på, at en retssag kan vare mellem halvt til halvandet år.

Politisk aftale om Amagerskolerne
Skarpe og hårde protester og intenst lobbyarbejde fra især forældre har fået kommunen til at gå væk fra et oprindeligt forslag om at samle fire folkeskoler på Amager i en ”megaskole” med 2200 elever. I stedet har kommunen – efter en høringsfase - valgt en ”tre plus én model”, hvor man lader de tre skoler - Dyvekeskolen, Gerbrandskolen og Sundbyøster Skole - køre videre frem til 7. klasse, hvorefter de tre øverste klassetrin bliver samlet på Højdevangsskolen, der med tiden bliver en stor udskolingsskole
Kommunens udfordring er, at den skal skaffe plads til et stigende elevtal på Amager, og i forbindelse med budgettets vedtagelse i efteråret besluttede budgetforliget partier ABF og K en skolesammenlægning uden dog helt at lægge sig fast på udmøntning af beslutningen. Ved at samle skolerne ville kommunen bl.a. undgå skoleklasser, hvor der kun gik 15-16-elever. Kommunen håber på at løse kapacitetsproblemerne ved at gennemføre skolesammenlægningerne, herunder at oprette yderligere to spor for 80 mill. kr. Prisen for at løse skolernes kapacitetsudfordring ville ifølge kommunen ellers have været på 178 mill. kr, hvorved kommunens seneste løsning i runde tal er knap 100 mill kr. billigere.
Kritikken har dog været intens fra forældre, elever og lærere, og stort set alle BR-medlemmer valgt på Amager er blevet rendt på dørene.
Nu har sagen dog fundet en ikke helt uventet politisk løsning, selvom at kritikerne hverken anerkender kommunens beregninger eller tilsyneladende er blevet formildet af, at man har valgt en løsning, hvor de fire skoler bevares.
Spørgsmålet er nu om de borgerlige partier DF, Venstre, LA og Enhedslisten, der ikke er en del af den politiske aftale, ønsker eller formår at holde sagen i live frem til kommunevalget.

Frank Jensens første år er mere end godkendt

2011-01-19T13:41:00.000-08:00

Ung radikal borgmester trådte i karakter overfor pengegriske partifæller

Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 18. januar 2011

Af Jarl Cordua

Ved årsskiftet blev denne signatur ringet op af Berlingske for at give en karakter til overborgmester Frank Jensens første år, som byens førstemand. På den gamle skala blev det til et 9-tal. På den nye et lille 10-tal. Hvorfor nu det?

Forrest i bussen
Frank Jensen har formået at samle alle BRs partier bag sig i det politikerne kalder for ”Københavnerfortællingen”, som er et sæt målsætninger, som kommunen vil arbejde frem mod i de kommende år. I virkeligheden er der nemlig ikke den helt store forskel på partierne mht. hvad de vil politisk: De vil have en økonomisk udvikling af byen med mere, bedre og effektiv kommunal service, bedre miljø, større og ordentlig integration, relativ lav skat samt udbygning og renovering af kommunens infrastruktur. Der findes lidt forskellige veje til endemålet. Det vigtige set med overborgmesterens briller er dog, at han fremstår som den, der kan samle og lede kommunen. Og det må man sige, at overborgmesteren er lykkes ganske godt med.

Flere resultater
Frank Jensen operer med et helt andet udgangspunkt end sin forgænger på posten. Under Ritt Bjerregaard var S-SF-forholdet anspændt og præget af udbredt mistillid kulminerende med, at den daværende overborgmester i 2009 indgik sit budgetforlig med de borgerlige udenom SF. Men med valget fik S-SF på rådhuset flertal og før valget blev en alliance støbt bl.a. efter pres fra SF på Christiansborg, som ikke ønsker at lade partifællerne på Rådhuset fremstille partiet med regeringsambitioner som nogen, der i virkeligheden består af uregerlige anarkister. Faktum er, at SF og S på rådhuset nu styrer byen som en de-facto-regering. Alligevel formår Frank Jensen at lave brede koalitioner bag sig. Ved budgetforliget i efteråret fik han splittet de borgerlige, da K gik med. Også de radikale forsøger Frank Jensen at inddrage i samarbejdet, og han viste især ved budgetforhandlingerne, at han er villig til at betale prisen med store indrømmelser.
Blandt de største resultater er, at det måske er lykkedes at få lukket kommunens smertensbarn: kæmpehullet på børne- og ungdomsforvaltningens budget, som i årevis har martet borgmestre på området. Det er ikke mindst sket ved en reform af forvaltningen, hvor der er blevet saneret i overadministrationen, men også ved at skære i åbningstider med lukkedage, takstforhøjelser for pasning osv. Præstationen skal også ses i lyset af, hvor relativ få protester, der lød fra fagforeningerne og forældre. Men det kan jo nå at ændre sig. Dertil kommer flere rimeligt brede forlig bl.a. om infrastruktur ”Kickstart København” og integrationsområdet, hvor de borgerlige dog i begge tilfælde betakkede sig for at være med. Det kan dog ikke skjule det faktum, at det politiske miljø på rådhuset aldrig har været fredeligere og mere konstruktivt end set i mange år.

Stadig udfordringer
Det har dog ikke været et år helt uden torne. Mest pinligt var sagen om de mange socialdemokratiske partisoldater, der pludselig fik job i overborgmesterens sekretariat, som om at der var tale om at en hel administration flyttede ind, Noget man ellers kun kender det fra præsidentskifter i USA. Det tegnede således et billede af, at et nyt S-pampervælde var født på rådhuset.
Dertil kom en bombastisk udmelding fra Jensen om, at S ikke bør genvælges, hvis ikke at byens småbørnsforældre kan få passet deres børn inden for en nærhed af et kvarters tid på cykel. Det bliver spændende at se om det krav bliver opfyldt inden 2013. Det skal medierne og Jensens politiske modstandere nok få ham holdt op på. Målsætningen er et stort sats fra Jensens side.
Og endelig så spøger hele spørgsmålet om Frank Jensen egen popularitet. Synes borgerne at Jensen gør det så godt, at de vil give socialdemokraterne fremgang ved næste kommunalvalg? Det er naturligvis udfordringen, og derfor vil man utvivlsomt se en overborgmester, der i de kommende år i højere grad end i 2010 vil forsøge at tage æren for de resultater, der måtte være opnået.

Kommunen ønsker retssag
I den spektakulære ”Farvergade-sag”, hvor staten i form af Arbejdsmarkedsstyrelsen mener, at kommunen dvs. integrations og beskæftigelsesforvaltningen ikke har tilbudt de arbejdsledige i kommunens Jobcenter i Farvergade de aktiveringsydelser, som de burde for at kunne få refusion fra staten, tyder alt nu på, at kommunen har besluttet sig for at afvise alle evt. krav, som er blevet opgjort til 390 mill. kr. Kommunen mener, at de har tolket lovgivningen korrekt til at opnå refusionen, og synspunktet får pæn opbakning fra en rundspørge, som Politiken for nylig har foretaget blandt landets kommunalchefer. Hvis staten insisterer på tilbagebetaling, så vil kommunen i løbet af denne måned beslutte sig for at føre en retssag. Det fortæller flere kilder. Her er de centrale figurer især overborgmester Frank Jensen og den radikale borgmester på området Anna Mee Allerslev, der med stor sikkerhed også har opbakning bag en sådan beslutning fra minimum partierne: S, de radikale, SF og Enhedslisten. Sagen bliver først drøftet i økonomiudvalget senere på måneden, for så at blive besluttet på et senere møde i kommunens beskæftigelses og integrationsudvalg. Dermed kan det komme til en spektakulær retssag, som måske kan blive forpurret, hvis fx en ny og rød regering kommer magten. Før jul sendte kommunen i øvrigt en redegørelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen om sagen.

Trådte i karakter
På rådhuset letter man på hatten for den unge radikale arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, som efterfulgte Klaus Bondam på posten her ved årsskiftet. Det sker efter at ”nogen” havde fortalt Jyllandsposten om, hvordan Allerslev på et internt møde var blevet afkrævet i alt 200.000 kr. årligt af sin borgmesterløn til fordeling blandt de to gruppefæller Kasper Johansen, der er udset som gruppeformand og den politiske ordfører Margrethe Wivel. Allerslev lod dog de to forstå, at det kunne de glemme alt om. Derved viste borgmesteren for første gang, at hun er i stand til at træde i karakter og ikke lader sig påvirke af pres fra to partifæller, som har meget svært ved at overkomme, at de ikke selv fik borgmesterposten. Helt til grin på rådhuset blev Wivel og Johansen, da de gav sagen mere opmærksomhed ved at udtale sig til pressen bl.a. stillede Kasper Johansen op i TV2 Lorry, hvor de forsøgte at redegøre for, hvor hårdt de havde det på deres almindelige arbejde og hvor lidt de fik i vederlag for at sidde i Borgerrepræsentationen. Man kunne også spørge de to radikale, hvorfor de ikke afkrævede Klaus Bondam præcis det samme, da han var borgmester? Svaret er formentlig, at Bondam ville have grinet dem ud, så de næppe turde vove det. Nu troede de, at den gik med Allerslev, som ingen venter sig det store af. Men den nye borgmester viste, at hun faktisk har rygrad. Sagen viser også, hvor dårligt kørende og hvor internt splittede de radikale er efter at Manu Sareen og Klaus Bondam har forladt rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste om internt kævl hos de radikale.

Rebellen Lønborg
Ballade har der også været hos de konservative, hvor tidl. sundhedsborgmester og partiets gruppeformand på rådhuset, Mogens Lønborg, tidligt og med stor kraft kastede sig ind i oprøret mod den siden hen detroniserede partileder Lene Espersen. Det faldt flere af Lønborgs gruppefæller for brystet, og Lønborgs sandsynlige udfordrer som spidskandidat, medlem af Borgerrepræsentationen Jakob Næsager angreb Lønborg for illoyalitet overfor Espersen, og bad ham om at passe sit arbejde. Lønborg har nok sat point på kontoen hos Lars Barfoed, men det er tidl. Lene Espersen-støtter, der kontrollerer partiet i København. Spørgsmålet er, om der nu er slået skår i forholdet til gruppefællerne eller om sagen bliver hurtigt bilagt. Det sidste er nok mest sandsynligt, men det man kan spekulere på er om det ødelægger Lønborgs muligheder for at blive spidskandidat igen ved valget i 2013.

Godt nytår!

”Lille Lars fra Ørestad”

2010-12-15T01:29:00.000-08:00

Med de to afhoppere til LA er Venstres gruppe skrumpet og de borgerlige yderligere splittet

Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 14. december 2010

Af Jarl Cordua

Tirsdag i sidste uge meddelte Venstres gruppeformand Lars Dueholm, at han og gruppefællen Heidi Wang forlod Venstre til fordel for Liberal Alliance. Dermed er der opstået yderligere splittelse blandt de borgerlige, der nu kan tælle hele fire grupperinger i en blå blok på kun 14 BR-medlemmer. Situationen kan næsten ikke blive bedre for overborgmester Frank Jensen, der nu kan se det største oppositionsparti til højre næsten flække midt over. Dermed fordufter de sidste illusioner om, at der skulle være et reelt stærkt og handlekraftigt borgerligt alternativ til det 107-årige socialdemokratiske bystyre. Med kun fire tilbageværende medlemmer af Venstres BR-gruppe er partiet nu nede på et niveau mht. mandater, der ikke siden 1993 har været lavere. Der er således tale om en klar svækkelse af Venstre, som yderligere understreger, at partiets 15-årige periode som stort byparti er ved at være omme.

Venstre decimeret
Få betvivler Dueholms og Wangs politiske motiver til at forlade Venstre. Dueholm har altid tilhørt til den mere ideologiske del af partiet og føler sig naturligt tiltrukket af Liberal Alliance, hvor de ideologiske klange lyder noget klarere end i regeringspartiet. Wang har i kraft af sin baggrund som taiwankineser tilsyneladende følt et ubehag ved at skulle forsvare regeringens pointsystem, der skal gøre det betydeligt sværere for danske statsborgere at få deres udenlandske ægtefæller til landet. Det minder om Wangs egen situation, da hun selv i sin tid kom til sit nye fædreland. At Wang og Dueholm bestemt ikke ser ens på alle ting, er modersmålsundervisningen et klart eksempel på. Det er en hjertesag for Wang, mens Dueholm er lodret imod. Wang markerer sig sjældent på talerstolen og har i øvrigt skjult sine ideologiske sympatier for LA godt, i det hun yderst sparsomt giver sig i kast med at forfægte egentlige synspunkter. Omvendt er Wang særdeles optaget af at pleje sin gennem de seneste valg hastigt svindende kinesiske vælgerbase, der dog tre gange har fået hende valgt i Borgerrepræsentationen. Den nyslåede LA-politiker skulle endnu ikke være kommet sig over chokket, da hun ved det seneste BR-valg fik konkurrence fra en socialdemokratisk kandidat med kinesiske rødder.

Lille Lars fra Ørestad
Dueholm (33) som oprindeligt stammer fra Aalborg, er ikke typen, der sætter sit eget lys under en skæppe. På rådhuset går han under det sarkastiske tilnavn ”Lille Lars fra Ørestad”. Han blev i foråret 2009 på et opstillingsmøde valgt som en overraskende valgt nr. 2 på Venstres liste til kommunalvalget, hvor Dueholm slog den daværende gruppeformand Martin Hirsch. Sidstnævnte trak sig umiddelbart herefter som gruppeformand og undlod helt at genopstille. Naturligt nok overtog Dueholm V-gruppeformandshvervet, som han har røgtet siden. Det har dog ikke været et helt problemfrit samarbejde med Venstres borgmester Pia Allerskrev. I tiden derefter - forlyder det - planlagde Dueholm at udfordre Allerslev, som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Den plan led dog skibbrud, da statsminister Lars Løkke Rasmussen bekendtgjorde, at han havde i sinde at afskaffe mindretalspartiernes ret til borgmester- og rådmandsposter i de fire største byer. Derved forduftede muligheden for Dueholm at blive borgmester, og siden brugte han kræfter på at blive opstillet som V-folketingskandidat. Samtidigt med undlod han ikke - mener nogle - at smede rænker bag Allerslev som det fx senest skete ved et stormfuldt V-gruppemøde i november, hvor V-borgmesterens pragmatiske politiske linje blev heftigt kritiseret.

Landspolitiske ambitioner
Timingen for at søge over i LA hænger formentlig også sammen med især Dueholms landspolitiske ambitioner. Han var opstillet som folketingskandidat af Venstre på Amager, men uden de store muligheder for at komme ind ved det folketingsvalg, som kommer inden så længe. Set i lyset af at LAs opbakning stiger med raketfart, hvor partiet i visse meningsmålinger er dobbelt så store som de konservative, så har Dueholm måske set en chance for at blive valgt til Folketinget, hvilket har fået ham til at fremskynde en beslutning, han ellers kunne have ventet med at tage. I hvert fald blev han allerede få dage efter sin udtræden af Venstre valgt som folketingskandidat for LA. Beslutningen om at forlade Venstre blev taget mandag i sidste uger efter samtaler de seneste uger mellem Dueholm og LA-toppen.

Nyt radikalt hold
I næste uge beslutter BR på sit sidste møde inden juleferien, at Anna Allerslev bliver ny radikal borgmester. Som tidligere nævnt så sker valget uden den store begejstring fra de tre øvrige radikale BR-medlemmer, som selv hver især i det skjulte mener, at de ville blive en bedre borgmester end borgmesteren. Men modstanden mod rivalerne er så dybfølt, så de alle hellere foretrækker Allerslev frem for de andre. En klassisk situation i politik, hvor den der bliver valgt, er den, der viser sig at have færrest modstandere! Alt tyder på nogle ”hyggelige” år fremover i den radikale gruppe.

I øvrigt forlader gruppeformand Manu Sareen BR-gruppen fra årsskiftet, når han indtræder i folketinget som afløser for Lone Dybkjær, der skal på en langvarig sygeorlov. Ingen forventer, at han kommer tilbage til københavnsk politik. For i mellemtiden venter alle, at han siden bliver valgt i folketinget. Derved er to af de mest erfarne radikale politikere væk, når også Klaus Bondam formelt forlader rådhuset, når rådhusuret nytårsnat slår tolv. I stedet for Klaus Bondam og Manu Sareen indtræder Kasper Johansen, der sad i BR i forrige periode og efter de foreløbige planer Bo Normander, der tidligere har siddet i BR som suppleant.

Kommunen ”frikendt” i hjemmehjælperskandale
Endnu en tidlig julegave dumpede ind til overborgmesteren mfl. da en uafhængig konsulentrapport frikendte kommunen i sommerens meget omtalte hjemmehjælperskandale. Dengang kunne TV2 dokumentere, at der også var københavnske hjemmehjælpere, som snød med deres arbejdstid for i stedet at holde fri og gå på restaurantbesøg.

Rapporten, som kommunen selv har bestilt hos det uafhængige konsulentfirma KPMG, viser, at 82 pct. af de borgere man har spurgt, svarer, at de har fået de konkrete ydelser, som fremgår af instrukserne til den enkelte hjemmehjælper. Dertil viser en brugertilfredshedsundersøgelse at 91 pct. af brugerne dvs. ældre og handicappede ”i høj grad” eller i ”meget høj grad” mener, at hjemmehjælperne udfører den service, som borgerne er blevet tildelt af kommunen.

Der er dog også torne i rapporten, der anbefaler, at kommunen styrker registreringen af hjemmehjælpernes tidsforbrug hos de ældre. (Hvilket jo var den oprindelige kritik) Dertil kommer, at KPMG anbefaler en betydelig opstramning af kontrollen med den mindre andel af hjemmehjælpsbesøg, der udføres af medarbejdere i Socialforvaltningen til bl.a. handicappede og psykisk syge. Endelig er fire ud af 10 blandt de ældre enten ”utilfredse” eller ”meget utilfredse” med at der kommer så mange forskellige hjemmehjælpere i deres hjem.

Under alle omstændigheder så anser man på rådhuset ”hjemmehjælperskandalen” som et politisk set afsluttet kapitel for Københavns vedkommende. Man fristes til at tilføje et ”indtil videre”.

Farvergade-sagen
Det er trods alt ikke alt, som falder ud til Københavns kommunes fordel. I den meget omtalte sag om kommunens aktiveringstilbud for ledige i kommunens Jobcenter i Farvergade, nåede Arbejdsmarkedsstyrelsen frem til, at aktiveringstilbuddet øjensynligt ikke levede op til lovgivningens krav vedr. den allerede udbetalte statslige refusion for de arbejdsledige deltagere. Striden står om fortolkningen af loven om, hvorvidt de aktiverede ledige i Farvegade fik hjælp til jobsøgning og opkvalificering i mindst 25 timer ugentligt eller blot kunne nøjes med at møde frem i 1½ time, som Berlingskes artikler har dokumenteret, reelt var praksis. Her har kommunens jurister og integrations og beskæftigelsesforvaltningens direktion længe sagt god for kommunens fortolkning, mens Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har tilsynsmyndigheden, altså er nået frem til en anden konklusion. Internt i kommunen har en kontorchef i øvrigt tidligere i 2008 advaret om, at kommunens fortolkning var forkert og dens praksis dermed ulovlig.

Krav om tilbagebetaling
I Berlingskes massive afdækning af sagen er det kommet frem, at kommunen kan komme til at tilbagebetale et beløb på 390 mill. kr. for efter Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse uberettiget modtaget refusion. Beløbet er et samlet - skønnet - maksimumbeløb samlet for årene 2008 og 2009 og svarer i runde tal til 1,7 pct. af kommunens driftsbudget på 23 mia. kr. eller at man i et år satte kommuneskatten op med 0,3 pct.
I realiteternes verden forventer de færreste, at beløbet ender med at blive så stort. Og måske slipper kommunen endda helt med at betale en krone tilbage. For indtil videre afviser overborgmesteren blankt, at der overhovedet er noget at komme efter bl.a. med henvisning til en uafhængig advokatundersøgelse, som kommunen har fået foretaget ”ude i byen”. Men ved at sætte hårdt mod hårdt” vinder den uhyre drevne Frank Jensen også vigtig tid. For nu ligger bolden hos Arbejdsmarkedsstyrelsen, der skal tage stilling til om de har en så god sag, at de kan anlægge og vinde en retssag ved domstolene. Dertil kommer, at Frank Jensen formentlig satser på, at en ny rød regering vil ændre lovgivningen så spillerummet for fortolkningsmuligheder begrænses og i øvrigt vil fare anderledes med lempe i forhold til kommunen. Det kan også ses ved, at socialdemokraternes spinstrategi tydeligvis er, at forsøge på at ændre sagen i offentligheden fra at være en juridisk tvist mellem kommunen og arbejdsmarkedsstyrelsen (dvs. staten) til en politisk kamp mellem det S-SF-ledede rådhus og den borgerlige regering. Det ser man også ved, at Arbejdsmarkedsstyrelsen af BR-medlem (S) Ikram Sarwar i Berlingske i lørdags – noget usædvanligt selv i den slags sager - blev beskyldt for i denne sag at gå den borgerlige regerings politiske ærinde. Den melding er endnu et sikkert tegn på, at vi nærmer os et folketingsvalg.

Langt fra en afgørelse
Dermed er sagen også meget langt fra at finde en egentlig politisk klar afgørelse herunder placeringen af et evt. ansvar. Den nuværende radikale borgmester Klaus Bondam har fulgt en praksis i forvaltningen, som blev indført under forgængeren socialdemokraten Jakob Hougaard, der i sin tid velsagtens blot fulgte de råd, han fik fra forvaltningens ledende embedsmænd. Snart er ud over Hougaard også Bondam historie som borgmestrer for forvaltningen. Kommunens øverste ansvarlige dvs. overborgmesteren har egentlig heller ikke det store ansvar, når han først tiltrådte ved årsskiftet. Skulle der i sidste instans og mod kommunens egen forventning placeres et ansvar, så peger pilen derfor på Hougaard og beskæftigelses og integrationsforvaltningens direktion med adm. direktør Morten Binder i spidsen. Men det er de færreste, der vurderer, at det nogensinde når så vidt.

Alle læserne ønskes en glædelig jul og et godt nytår!

Midt i en oppositionsløs tid

2010-12-01T04:22:00.000-08:00

Kun lidt internt kævl blandt budgetpartierne kan ødelægge julehumøret hos Frank Jensen

Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 30. november 2010

Af Jarl Cordua

Overborgmester Frank Jensen har det for nemt. Fraværet af opposition er næsten øredøvende. VKO er splittet ad, hvor især V og K kigger skævt til hinanden, mens Enhedslisten måske på grund af hensynet til deres socialborgmesterpost ikke rigtig formår at spille rollen, som bidsk vagthund.

Imidlertid er stemningen blandt budgetpartierne ikke den bedste. For nu at sige det pænt. Det viser en særdeles ”munter” mailkorrespondence, som Deres klummeskribent er kommet i besiddelse af.

Sagen handler om det stærkt økonomisk skrantende kulturelle lokalblad ”Magasinet KBH”, der forud for efterårets budgetforhandlinger i september klagede sin nød overfor politikerne. Imidlertid kom der ikke noget ud af at stå med hatten i hånden. Og uden et tilskud fra kommunen vil magasinet ”gå ind”.

Magasinet KBH: Kjeldgaard modarbejder os
Nu er der så indledt slagsmålet mellem budgetpartierne om, hvem som bærer skylden for at Magasinet KBH ikke længere kan komme på gaden. Magasinet redaktør Anders Ojgaard har således i en mail stilet til S og SF kritiseret især SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard for personligt at have ”modarbejdet magasinet KBH”. Det fik Mette Reismann, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne og Ayfer Baykal - politisk ordfører for SF op af stolene i en skarpt svarmail. For ud over at finde redaktørens kritik af Kjeldgaard for ”utilstedelig” så rettede S-SF kanonerne mod den radikale borgmester, som man i mailen direkte beskylder for at handle populistisk og illoyalt mod budgetforligets parter:

”Det er derfor overraskende, at den afgående borgmester Klaus Bondam fra Det Radikale Venstre åbent kritiserer SF – og de andre forligspartnere – for ikke at prioritere Magasinet KBH, og på egen hånd vælger at udtrykke ønske om magasinets redning, når hverken han eller Det Radikale Venstre dels ikke har prioriteret dette område OG dels har underskrevet budgetaftalen. Måske har Det Radikale Venstre misforstået konceptet ’budgetforlig’, idet et færdigforhandlet budget giver mulighed for at arbejde fremadrettet med de muligheder budgettet åbner op for; skal hver en budgetpost vilkårligt genforhandles, når én eller flere mener dette er nødvendigt (af den ene eller anden årsag), vil Københavns Kommune ligge i evige forhandlinger og kun kunne udrette meget lidt – om noget. En aftale om et forlig indgås mellem parter, der forventes at holde den. Alt andet er utroværdigt. Når De Radikale, med borgmester Klaus Bondam i spidsen, vedholdende fremturer med, at en redning lurer lige om hjørnet er det alene udtryk for populisme og ikke realiteter.

Hul radikal kritik
Svaret fra Bondam er også interessant:
Heri forsvarer borgmesteren sig med, at han på ”intet tidspunkt offentligt og åbent har kritiseret SF”, men han har tilladt sig ”at udtrykke en kraftig undren over at SFs Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard på intet tidspunkt nævnte den fortsatte finansiering af Magasinet KBH under budgetforhandlingerne” med henvisning til, at Magasinet KBH ”er vel og mærke et blad der i meget stor udstrækning alene omhandler TMF-relevante emner” (TMF:Teknik og Miljø-Forvaltningen red.).

Selvom Bondam kritiserer SF-borgmesteren for ikke at have ”nævnt den fortsatte finansiering”, så indrømmer den radikale borgmester blankt, at magasinets økonomi heller ikke af de radikale blev taget op under budgetforhandlingerne:

”Det er korrekt at Radikale Venstre har ikke nævnt Magasinet KBH i budgetforhandlingerne for nogle måneder siden, da vi partimæssigt havde valgt at lægge al vores forhandlingsmæssige styrke på et økonomisk løft af handicapområdet og børneområdet, samt sikringen af en krisepakke på beskæftigelsesområdet. Det lykkedes som bekendt.”

Det er åbenbart først senere, at sagen er blevet tilstrækkelig vigtig for Bondam, at han vil have den taget op på budgetkredsens møde den 1. december. Nogle vil mene, at Bondam måske skulle feje for sin egen dør først, før han beskylder SF-borgmesteren for ikke at prioritere sagen under budgettet.

Undervejs får de to ordførere fra S og SF ret kontant at vide, at de ikke skal blande sig i de radikales politiske prioriteter fremover:

”Hvis jeg skulle gøre som Mette Reismann og Ayfer Bakal lægger op til i deres mail, så har jeg altså ikke lov til, som ovenfor nævnt, at arbejde fremadrettet med muligheder, som budgettet i givet fald ikke åbner op for. Det er dumt og visionsløst at tænke sådan!”

Bondam dybt frustreret
I øvrigt beskriver Bondam usædvanligt åbenhjertigt om, hvordan han oplevede årets budgetforhandlinger, som ifølge ham selv var ”de mest frustrerende”, som han har medvirket i:

”Det er helt korrekt, som Mette Reismann og Ayfer Baykal skriver, at budgetforhandlingerne 'er en langvarig og ganske kompliceret proces'. I år deltog alle partier i et meget langt stykke af forhandlingsforløbet og stemningen har ikke altid lige positiv og konstruktiv. Den var på lange stræk meget anspændt! Dernæst skulle vi alle navigerer i en ny overborgmesters (i øvrigt udmærkede) tilrettelæggelse af forhandlingsforløbet. Det stod hurtigt klart for alle implicerede partier, (..), at der allerede var indgået en aftale mellem S og SF (inden forhandlingerne officielt startede). Det er der ikke noget forkert i. De to partier har flertal sammen alene, men det gjorde unægtelig forhandlingsforløbet yderligere kompliceret, da det ikke altid var lige let at afkode om et givent indspark stod til forhandling eller om det var 'klappet af' mellem S og SF. I mine ni år i Københavns Borgerrepræsentation og centralt placeret i budgetforhandlingerne gennem alle årene, er dette års forhandlinger de mest frustrerende jeg har medvirket i.”

Med andre ord: SFs magt var så stor under forhandlingerne, at De radikale ikke blot skulle forhandle resultater med overborgmesteren. SF havde vetoret. Sådan spillede klaveret som bekendt ikke i Kramers eller Ritts dage. Og så fornemmer man en hvis træthed både hos S og SF over de radikales trang til soloudmeldinger. Det kan undre lidt at den socialdemokratiske ordfører fører an i kritikken, da det netop var hendes chef, Frank Jensen, som personligt lagde sig i selen for, at få de radikale med i budgetforliget. SF derimod har al mulig interesse i, at holde de radikale uden for i fremtiden, da de som bekendt sammen med S alene udgør et flertal i Borgerrepræsentationen.

Sareens ansvar
Bondams tid i københavnsk politik er som bekendt ovre, og som tiden går, tyder alt på, at den radikale gruppe fastholder beslutningen om, at vælge den næsten nyslåede kommunalpolitiker Anna Allerslev på kun 26 somre som ny arbejdsmarkeds og integrationsborgmester. I sidste uge holdt de radikale i hovedstaden møde, hvor BR-gruppen fra flere sider blev bedt om at ”overveje beslutningen grundigt”. Det er radikalt kodesprog for, at mange er ganske utilfredse med BR-gruppens beslutning om at gøre Allerslev til borgmester, men fra organisatorisk hold tør man alligevel ikke kritisere den alt for meget. Meget betegnende for den radikale konfliktskyhed, så forlod den radikale leder Margrethe Vestager mødet i god tid inden de lokale kræfter skulle drøfte sagen. Hun skulle ikke fedtes ind i noget! Allerslev fik dog også en opbakning fra især de unge radikale i RU. Til gengæld mener flere radikale, at gruppeformand Manu Sareen har påtaget sig et stort ansvar for, at Allerslev ikke ender med at blive en fiasko. Sker det, så falder det tilbage på ham, lyder en vurdering også blandt radikale, i det mange ser Sareen som den direkte årsag til, at Allerslev blev valgt. Det afvises af dem, der mener, at afgørelsen faldt, fordi de øvrige tre kandidater i den radikale gruppe ikke kan døje hinanden og – for at parafrasere en tidl. radikal minister Bertel Dahlgaard – nærmest hellere vil dø en naturlig død end at se en af rivalerne sidde på borgmestertaburetten. Allerslev var ingen imod og desuden fremstår fx en Katrina Feilberg heller ikke som et oplagt alternativ. Hun er lidt mere erfaren end Allerslev, men med 31 år næsten lige så ung og har heller ikke fremvist det store politiske talent. Der tales ikke desto mindre stadigvæk i krogene om, at BR-gruppen kan ændre beslutningen inden borgerrepræsentationen vælger Allerslev til borgmester på mødet den 16. december.

Comeback til Fey
SFs tidligere gruppeformand Bjarne Fey røg overraskende ud af BR ved valget i fjor på trods af SFs store fremgang. Nu er han tilbage igen efter at den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald har forladt BR. Fey udgjorde en tidlig intern opposition til Bo Asmus Kjeldgaard, men forlod i forrige periode at forlade gruppeformandsposten i frustration over en på dette tidspunkt splittet gruppe. For tiden er der dog intet, der tyder på splittelse i SFs BR-gruppe. Tværtimod.

Enhedslisten skrumpet
For nogle uger siden blev Enhedslisten et BR-medlem mindre, da Jaleh Tavakoli, der kun har været medlem af BR siden årsskiftet, meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger. Ifølge Tavakoli, så er årsagen uoverensstemmelser mellem hende og resten af partiet i spørgsmålet om politisk islam og kampen mod religiøs fundamentalisme. Der er det nærmeste den tidl. enhedslistepolitiker kan komme en begrundelse. Tidligere har Tavakoli, der er født i Iran, stemt anderledes end sin gruppe, da et stort og bredt flertal i BR i efteråret gav tilladelse til opførelsen af en shiitisk moské på Vibevej. Tavakoli var imod opførelsen, som hun har kaldt for ”præstestyrets propagandacenter”. Tavakoli er talsmand for ”Frit Iran” og særdeles aktiv i herboende iraneres modstand mod præstestyret i Teheran. Uenigheden omkring moskeéen er dog ifølge Tavakoli ikke årsagen til hendes brud med Enhedslisten, som i øvrigt ikke havde problemer med, at den iranskfødte politiker i denne sag indtog et særstandpunkt.
Enhedslistens tab i form af stemmer er beskedent, i det Tavakoli kun fik 298 personlige stemmer. Det er kun i kraft af, at hun opstillede på en såkaldt ”partiliste”, at Tavakoli blev valgt. Havde Enhedslisten haft sideordnet opstilling ved kommunalvalget, som de fleste partier havde, var hun ikke blevet valgt ind. Blandt andet derfor er man i Liste Ø særdeles utilfreds med, at hun ikke har nedlagt sit mandat, sådan som partiets regler foreskriver, hvorved man kunne have beholdt de seks mandater, som vælgerne gav dem ved BR-valget.
Spørgsmålet er nu, om Tavakoli fx nu vil søge optagelse i SF eller blot fortsætte som løsgænger. Taget i betragtning af bl.a. løsgængerens mildt sagt uklare begrundelse for at forlade Enhedslisten, så skal S-SF nok vare sig for at lukke hende ind.

Borgmestervalg i utide

2010-11-15T15:03:00.000-08:00

De radikales valg af Bondams afløser som integrationsborgmester mødes af alle med forundring. Ikke mindst blandt radikale.

Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 16. november 2010

Af Jarl Cordua

Det politiske miljø i København vågnede for et par uger siden op til et mindre chok, da det blev kendt at den radikale integrations og arbejdsmarkedsborgmester Klaus Bondam stopper den 31. december for at blive direktør for Det Danske Kulturinstitut, der har kontor i Bruxelles i Belgien. Bondam blev borgmester omtrent da radicoolismen kulminerede i 2005. I alt når han at sidde som borgmester i omkring fem år og BR-medlem i ni år. Men chokket eller lettelsen over en konges abdikation varer ikke ret længe. For i stedet begynder alle at spekulere i, hvem der nu bliver efterfølgeren. I gamle dage var reglerne at borgmestre eller partiformænd i god tid udså sig kronprinser, sådan at magtoverdragelsen kunne ske i god ro og orden. Men det var der ikke rigtig tale om, da Bondam varslede sin afgang. Den naturlige nr. 2 er klart gruppeformand Manu Sareen. Han var ikke en kronprins i gammeldags forstand. Faktisk er det ingen hemmelighed at Bondam og Sareen ser meget forskelligt på mange ting: Strategi, taktik, politik og ikke mindst om Bondam kunne sætte sig i borgmesterstolen på DFs mandater, som det fremgik af den dramatiske konstituering for ca. et år tilbage. Sareen gik således til angreb gennem medierne på Bondam i timerne efter, men måtte bl.a. efter at fået vredet armen om af partileder Margrethe Vestager acceptere beslutningen, der mødte stor kritik blandt partiets medlemmer og ikke mindst vælgere, der følte sig snydt. Alligevel kom det ikke som nogen stor overraskelse, da Sareen tidligt meldte sig ud af kampen om at blive borgmester, da han satser på en karriere som folketingspolitiker efter næste valg. Derved opstod der et magttomrum. Den slags har det som bekendt med at blive fyldt ud ganske hurtigt.

Valgt mod alle odds
Især to kandidater skilte sig ud: Katrina Feilberg, som går for at være en lidt ”lyseblå” radikal og Margrethe Wivel, som nogle vurderer som ”lyserød”. De har begge siddet fem i år BR og har desuden deres ”folkelige gennembrud” til gode. Med andre ord: Vælgerne kender kun Bondam og Sareen. Med Bondams afgang så vender Kasper Johansen fra årsskiftet tilbage som BR-medlem. Han sad i BR i sidste valgperiode, men gled ud ved valget i fjor. Også han mente lagde billet ind på at blive borgmester. Sidst, men – skulle det siden vise sig – ikke mindst var Anna Mee Allerslev, som både er den yngste (26 somre) og hvad angår politisk erfaring, i det hun alene har siddet i BR i godt 11 mdr. Den 1. november mødtes de fire plus Sareen, men efter mødet, som endte med at vare til langt ud på natten, stod det pludselig klart, at Allerslev – mod alle odds – var blevet valgt som ny radikal borgmester.

Ingen brok i krogene
Ifølge Politiken, så stod kampen især mellem Feilberg og Wivel, men det kom – påstås det - ikke til en direkte afstemning undervejs. Deltagerne forklarer, at de ”talte sig til rette” og da både Feilberg og Wivel ikke kunne acceptere, at den anden blev borgmester, så gik man over til alternativerne. Her mener nogle iagttagere, at Sareen klart foretrak Allerslev, som bliver set som hans protegé. Ifølge nogle iagttageres vurdering foretrak Wivel herefter også Allerslev, hvorved at det stod 3-2 til det yngste gruppemedlem. Herefter enedes mødedeltagerne om, at man samlet stod bag en fælles truffen beslutning, som alle skulle bakke op. Det skete også. Ingen brok i krogene. Indtil videre.

Fire gange på talerstolen
Alligevel er beslutningen blevet mødt med stor forundring blandt samarbejdspartnere, iagttagere og ikke mindst mange ledende folk i det radikale bagland. Beskrivelserne af Allerslev tyder på mange gode personlige egenskaber, men det er de færreste, der kan få øje på det åbenlyse politiske talent, der derfor kan berettige, at hun nu skal være borgmester. Det er i øvrigt ofte sket, at BR-medlemmer i tyverne efter en enkelt valgperiode er blevet borgmestre blandt dem fx Anne Vang og Jakob Hougaard. Og de have alle forinden demonstreret et eller andet politisk talent, som man kunne forklare beslutningen med. Der er ingen, der erindrer, at Allerslev har født en god politisk idé eller et originalt forslag bortset fra det om, at kommunen nu skulle på Facebook. Det var der imidlertid – og sagt på jysk - ikke megen stemning for blandt partierne i BR-salen, hvor en uofficiel optælling viser, at Allerslev på 11 mdr. kun har besteget talerstolen fire gange. Blandt andet med et indlæg, der indeholdt en varm støtte for moskeen på Amager.

Katastrofal beslutning
Officielt holder de fire øvrige BR-kandidater gode miner til slet spil udadtil. Men det er kun på overfladen. Stemningen er på nulpunktet i BR-gruppen. Det sås fx så tydeligt under det seneste møde i BR-salen, at omgivelserne ikke er i tvivl. Det er en dødssynd at bagtale hinanden hos de radikale, hvor man gerne ser sig som lidt pænere mennesker end hos de andre partier. Det gælder ikke mindst, når de slås. Skeptiske partifæller er siden valget af Allerslev blevet forsøgt overbevist med halvhjertede argumenter som ”hun bliver god” og ”hun har SÅ megen drive”. Men intet tyder på, at det endnu har sparket en gejst i gang i det radikale parti. Tværtimod betragtes valget af Allerslev af mange radikale som en regulær katastrofe for partiet, og man er mere en ængstelig for, hvordan Liste B skal kunne bevare sit mandattal og deres eneste borgmesterpost med en ukendt topfigur, som kun meget få – om nogen - tiltror de store chancer for at slå igennem politisk og mediemæssigt. Og man kan godt på rådhusets gange støde på den vurdering, at Manu Sareens støtte til Allerslev måske i virkeligheden bunder i en kynisk spekulation i, at den kommende borgmester dermed ikke kan tage fokus fra Sareens personlige medieprofilering op til folketingsvalgkampen.

Allerslev får modkandidat
Gruppemødet traf en i mange radikales øjne helt forkert beslutning, men umiddelbart må konklusionen alligevel være: At løbet er kørt. Allerslev bliver borgmester. Formelt er der dog stadigvæk en mulighed for at omgøre beslutningen, inden den skal træffes på et BR-møde først i december. Jeg giver det derfor 10 pct. chance, at BR-gruppen forinden alligevel vælger en anden og mere erfaren kandidat end Anna Allerslev. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er Københavns Rådhus’ politikere uofficielle mestre i at rende fra tidligere trufne beslutninger. Hvis ikke det sker, så holder denne iagttager på, at Allerslev får en rival inden, at de radikale inden næste kommunalvalg vælger deres spidskandidat.

DF-drilleri
DFs Carl Christian Ebbesen har undervejs fået megen omtale på at bringe det synspunkt frem, at der er juridiske argumenter for, at DF skal sige god for at Allerslev kan blive borgmester, når nu de siden valget i fjor er i valggruppe sammen. Det var som førnævnt DFs mandater, der gjorde Bondam til borgmester. Imidlertid er der tale om teatertorden. Ingen – heller ikke DF – kan holde politisk til at åbne for en ny fordeling af denne valggruppes udvalgsposter mv. Det vil Venstre ikke være med til. Men derfor kan man jo godt som Ebbesen bruge anledningen til politisk drilleri og markere, at DF i grunden ikke bryder sig om de radikale. Det er i øvrigt gensidigt!

Reformforslaget der blev væk
Imens de radikale slikker sårene oven på borgmestervalget, så har andre på rådhuset observeret, hvor trægt det egentlig går med regeringens bebudede reform af styreformen i København og de store byer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen spillede i februar ud med et forslag, der afskaffede magistratsstyret i de tre store provinsbyer samt det delte udvalgsstyre i København for at erstatte det med et flertalsstyre, som man har det i de øvrige af landets kommuner. Hovedargumentet er, at det dermed i højere grad skal ”tydeliggøres” overfor vælgerne, hvilke partier og politikere i et byråds politisk flertal, som har ansvaret for den politiske udvikling, økonomi mv. på godt og ondt. Den udmelding blev reelt dødsstødet til Venstres borgerlige borgmester og måske også de radikales samt Enhedslistens borgmester i København. Hvis valgresultatet fra 2009 bliver gentaget i 2013, og en reform i mellemtiden er blevet vedtaget, kan S-SF fordele samtlige af kommunes syv borgmestre mellem sig. Formentlig efter fordelingsnøglen fire borgmesterposter til S og tre til SF.

Status Quo billigst
Imidlertid har ingen politikere hørt meget mere til Løkkes bebudede reform. Der er reelt ikke mange i Venstre ud over Løkke, som har travlt med at aflive de borgerlige borgmestre i storbyerne. Det kan der også være andre grunde til end de partitaktiske. For bredt politisk er der stor enighed om, at ”mindretalsbeskyttelsen” er helt central for at en styrereform kan blive en succes. Det betyder fx at oppositionspartierne til højre og venstre i salen skal have et apparat, der kan kontrollere ”regeringsmagten” i København. Og skal de ledende politikere fx have en attraktiv løn, der modsvarer borgmestrenes? For hvordan kan disse partier rekruttere politikere af en vis kvalitet, når der ikke er umiddelbar udsigt til at blive borgmester? I dag bruger oppositionen deres borgmestersekretariater og embedsmændene som hjælp til at kontrollere overborgmesterens og flertallets magtapparat. Efter en ny reform får oppositionen derfor hver især naturligvis et behov for (offentlige) midler til at opbygge deres egne sekretariater. Og det bliver dyrt. For hvis sekretariatsbistanden skal være af en hvis kvalitet med dygtigt akademisk personale, pressefolk osv, så kræver det også at partierne kan rekruttere andre end efterlønnere og studerende. Det vil koste betydelige midler, lyder argumentet. Men ingen kendte beregninger foreligger. Måske er den tiltænkte reformløsning endda betydeligt dyrere frem for, hvis man lader styreformen være som den er. Skal Løkke nå at fremsætte et forslag og få det vedtaget inden folketingsvalget, så skal det snart ske. Intet tyder dog på, at et sådant forslag er lige om hjørnet. Spørgsmålet er i øvrigt om en evt. kommende ny rød regering kan nå at fremsætte og vedtage et reformforslag inden kommunalvalget i november 2013. Det afhænger formentlig af, hvornår folketingsvalget kommer. Og det kan trække ud til næste efterår. Uanset hvad vil det påvirke politikerne på rådhuset. For skal politikere med ambitioner - udenfor S-SF – så droppe BR og søge en karriere mod Folketinget frem for at blive i københavnsk politik og forsøge at blive borgmestre eller få en attraktiv løn med en god sekretariatsbistand? Netop det spørgsmål mener iagttagere på rådhuset, kan påvirke mange karrierevalg negativt. Og det er de fleste partier faktisk enige om, ville være rigtigt skidt for København.

Kjeldgaard ser frem til at slutte på toppen

2010-10-19T11:40:00.000-07:00

SF-borgmesteren vil være spidskandidat igen

Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 19. oktober 2010

Af Jarl Cordua

SFs flotte fremgang ved det seneste kommunalvalg får ambitionsniveauet hos partiets toppolitikere i København til at stige. Vurderingen er, at SF kan erobre overborgmesterposten enten ved det kommende valg i 2013 eller senest ved det næstkommende valg i 2017.

SFs spidskandidat teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ved de sidste tre valg har tidligere signaleret til omgivelserne, at han var på vej ud af kommunalpolitik helst via et direktørjob i et privat forsyningsselskab. Imidlertid har den plan lidt et skibbrud. Efter at have vist forsigtig interesse for et snart ledigt direktørjob i Amagerforbrændingen, så må Kjeldgaard dog sande, at han ikke kommer i betragtning. Som 54-årig står han derfor i et dilemma. Skal han ud i det private eller halvoffentlige, så skal det ske nu. Men de mere eller mindre diskrete henvendelser til headhuntere har altså endnu ikke givet bonus. Spørgsmålet er derfor, om Kjeldgaard reelt har den rigtige profil og de egenskaber, som skal til for at få succes i sådan et job? Der er der indtil videre ikke rigtigt noget, der tyder på. Kjeldgaard har derfor sent besluttet, at hans aktive liv skal slutte med politik. Han går derfor i stedet og lægger planer for, hvordan han kan blive SFs første overborgmester i 2018.

Kjeldgaard spidskandidat
For at det skal lykkes så kræver det, at SFs fremgang fortsætter – blandt andet på bekostning af socialdemokraterne. Det har været den landspolitiske tendens længe, men om den udvikling fortsætter mange år frem, er nok mere end tvivlsomt. Kjeldgaard har aldrig rigtig erkendt, at SFs fantastiske fremgang i København var en følge primært af Villy Søvndals personlige popularitet og derfor ikke borgmesterens egen personlige popularitet og politiske resultater. Det er man til gengæld helt på det rene med hos SF på Christiansborg, hvor disse begavede mennesker er helt klar over Kjeldgaards legendariske manglende selvindsigt. Her gruer man for igen at se Kjeldgaard på stemmesedlen som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Søvndal og hans topfolk ser faktisk allerhelst, at Kjeldgaard hurtigst muligt forlod politik og overlod spidskandidaturet til en anden. Den oplagte kandidat er SFs nuværende Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen. Kjeldgaard er godt selv klar over, at han ikke ligefrem er i kridthuset hos Søvndal, men hvis nu S-SF til den tid sidder trygt og godt på regeringsmagten, så kan Kjeldgaard jo ikke genere det projekt ved at gå efter overborgmesterposten. Det skulle vel og mærke kun kunne blive en realitet i den situation, hvor SF bliver større end S.

SFs magtduo
Kjeldgaard og Thomsen har delt magten i den store SF-gruppe, som stort set blindt lyder duens fælles beslutninger. Der er meget få i gruppen, som udadtil giver udtryk for at de har de store personlige ambitioner og man soler sig fortsat i SFs kæmpesucces, hvor attituden i gruppen efter nogens mening er noget ”tilbagelænet”. Det er ikke alle på rådhuset, der er lige imponeret over gruppens flid og grundighed fx mht. at forberede sig på sager i byrådssalen. Thomsen har indtil videre ikke udfordret Kjeldgaard, og gruppen fremstår både loyal og harmonisk. Spørgsmålet er dog om Thomsen, BR-gruppen – og SF på Christiansborg – til sin tid vil acceptere at Kjeldgaard, der stadig har sit folkelige gennembrud til gode, for 4. gang skal stå i spidsen for SFs kommunalvalgskampagne.

Tabt prestige
Teknik og miljøborgmesteren er heller ikke specielt populær alle steder i sin afdeling. Man synes at Kjeldgaard bruger al sin energi på klimaområdet bl.a. på målsætninger så som at København skal være CO2-neutral inden 2025. Til gengæld så udviser SF-borgmesteren ikke den store interesse for det mere ”højpandede” område i forvaltningen, der handler om arkitektur og byudvikling. Det var ellers forgængeren Klaus Bondams store interessefelt, der dog heller ikke var en populær mand blandt alle medarbejderne, da han huserede i afdelingen. Men det har nu ændret sig! Nu ser de på tiden under den tidligere radikale borgmester med stor nostalgi, især fordi han evnede at synliggøre forvaltningen i offentligheden. Til trods for at Kjeldgaard og SF nu tilhører ”kommunens regering”, så føler embedsværket i forvaltningen alligevel, at det har tabt indflydelse og prestige i forhold til andre afdelinger sammenlignet med situationen da Bondam styrede butikken. Ak ja. Således forgår al verdens storhed.

En sag uden politiske konsekvenser
I dag er beskæftigelses og integrationsborgmester Klaus Bondam imidlertid ligesom resten af rådhuset mest optaget af den såkaldte ”Farvergade-sag”, som udvikler sig hele tiden. Her er intet mindre end tre offentlige institutioner Folketingets Ombudsmand, Beskæftigelsesministeriet og Rigsrevisionen i gang med at undersøge Berlingske Tidendes oplysninger om, at Københavns Kommunes beskæftigelses og integrationsafdeling har snydt staten for et trecifret millionbeløb og tusindvis af kontanthjælpsmodtagere for vejledning og opkvalificering.
Ifølge avisen er kontanthjælpsmodtagerne tilbage fra 2006 blevet ”spist af” med et skrabet aktiveringstilbud i Farvergade. Det har dog ikke forhindret kommunen i at have fået højeste refusion fra staten - selvom der er sået tvivl om, hvorvidt man har været berettiget til det - på cirka 35 millioner kroner årligt. Imidlertid afviser Bondam og hans direktør blankt at der skulle være hold i anklagerne om lovligheden i aktiveringstilbuddene.

Bondam bakker op
Sagen har indtil videre ikke bragt nogle BR-politikere i fedtefadet, hvilket gør den lidt uegnet som angrebsmål for profileringslystne oppositionspolitikere. Søgelyset er først og fremmest rettet mod forvaltningens nuværende og tidligere direktion, der bakkes 100 pct. op af Klaus Bondam, mener, at den har handlet i god tro. Imidlertid viser en e-mail, som en centralt placeret kontorchef har sendt til tre topdirektører i 2008, at direktionen allerede dengang blev advaret om, at ”Farvergade-modellen” var ulovlig. Desuden har Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge samme email vurderet lovligheden af aktiveringstilbuddet i Farvergade og nået frem til den konklusion, at tilbuddet ikke levede op til reglerne. Siden er det kommet frem, at forvaltningens revisor også advarede mod de ulovlige forhold, men uden at det er gået op for forvaltningen.

Sjusk eller bevidst ulovligt?
Sagen fremstår lige nu som et spørgsmål om ledende topembedsmænd var helt ekstraordinært sjuskede eller begik bevidste ulovligheder. I begge tilfælde er der tale om en forvaltningsmæssig skandale. Men det er da også muligt, at forvaltningen skulle få medhold, når sagen er blevet kulegravet af de mange kompetente myndigheder, der har involveret sig i sagen.

Sagen pynter ikke
BR-politikerne i arbejdsmarkeds og beskæftigelsesudvalget med blandt andre DFs Carl Christian Ebbesen i front stiller byger af spørgsmål til sagen for at få den belyst og opklaret. Men der er endnu intet, der tyder på, at hverken Klaus Bondam eller hans forgænger i borgmesterstolen Jakob Hougaard (S) personligt har været involveret i beslutningerne. Derfor tyder intet indtil videre på, at sagen får de store politiske konsekvenser, hvis forvaltningen ender med at blive kritiseret af fx Folketingets Ombudsmand. Alligevel vil sagen fortjent eller ufortjent ikke pynte på Bondams i forvejen mildt sagt ramponerede renommé som en borgmester, hvor der ikke altid er orden i forvaltningen.

Fortsat behov for oprydning i Københavns økonomi

2010-10-06T03:41:00.000-07:00

Er der mon kommet styr på børne- og ungeområdets budgetter?

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 5.oktober 2010.

På Københavns Rådhus har der siden budgetforliget blev indgået for tre uger siden åndet ro og fred. I denne uge vedtager politikerne så budgettet for 2011, hvor det en sidste gang vil blive angrebet både fra højre af VO og af Enhedslisten fra venstresiden.
Med budgetforliget er rammerne nu lagt for resten af valgperiodens investeringer især på børne- og ungeområdet med byggeri af børnehaver, daginstitutioner og skoler. Spørgsmålet er om overborgmester Frank Jensens politik med etablering af klyngeledelse i daginstitutionerne vil skabe de besparelser, som kommunens embedsmænd hævder. Det bliver også interessant at se om børne- og ungebudgettet vil holde, eller om politikerne pludselig igen bliver præsenteret for løbske millionunderskud, hvor det bliver nødvendigt at finde penge frem fra gemmerne for at lukke hullet. Sporene skræmmer, når det hverken lykkedes for borgmestrene Per Bregengaard, Enhedslisten eller Bo Asmus Kjeldgaard (SF) at få styr på børne- og ungeområdets økonomi. Nu har socialdemokraternes Anne Vang ansvaret sammen med Frank Jensen ansvaret for at borgerne ikke igen skal vågne op til avisforsider om, at der mangler trecifrede millionbeløb i kassen. Ikke at det i så fald vil kunne true S-SFs magt, men det vil kunne pille noget af den glans, der lige nu omgiver Frank Jensen. Overborgmesteren har med en autoritet, som man ikke har set i København i mange år, skabt en fornemmelse af, at der nu er pænt ”styr på butikken”. Varer det indtryk længe, kan det måske veksles til en stor socialdemokratisk mandatfremgang ved næste kommunalvalg i 2013.

København er lønførende
København må, trods stilheden efter budgetaftalen blev indgået, alligevel sige at have været i offentlighedens søgelys. Kommunens adm. direktør, Claus Juhl, kom således i sidste uge på forsiden af BT, fordi han med en årsløn på 2,14 millioner kr. inkl. pension topper listen over højtlønnede kommunaldirektører. Dertil har Juhl fået en flot lønstigning på 22 pct. over fem år. Og det sker i en tid, hvor de fleste kommuner er presset økonomisk til at skære i budgetterne og tvunget til at spare milliardbeløb. Dertil står de kommunale chefers lønstigninger i en skærende kontrast til andre kommunalt ansatte, der de næste år har udsigt til en minimal lønudvikling. For Juhl er på ingen måde den eneste, der kan glæde sig over mere på lønkontoen. Lønstigningen omfatter alle kommuners øverste chefer. Københavns øvrige direktører har fx alle fået lønstigninger på mellem 22- 35,7 pct. over fem år. De tjener nu alle i omegnen af 2 mill. kr. årligt. Det er direktøren i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, der er rekordindehaver med en lønstigning med 35,7 pct. over fem år til 1.947.852 kr. Til sammenligning tjener statsministeren 1.515.206 kr. om året. Overborgmesterens aflønning fremgår, i modstrid med hvad kommunen hævder, ikke af dens hjemmeside, Men ifølge dr.dk lå grundlønnen i 2009 på 880.955 kr. Dertil kommer også en række ”fede ben”, så Frank Jensens aflønning formentlig ligger i omegnen af statsministerens løn.

”En københavnersag”
Det mest interessante er dog, at ingen af Københavns direktører har gjort noget aktivt for at få de pæne lønstigninger. Fx gennem en individuel forhandling. Det er bare sket automatisk. Ifølge BT forsvarer kommunens direktører, at lønudviklingen er reguleret af Kommunernes Landsforening (KL), mens formanden for KLs løn og personaleudvalg Michael Ziegler sagde til avisen, at der er tale om ”en københavnersag”, som han ikke ville udtale sig om.

Forklaringen på lønstigningen er, at KL i 2007 har reguleret direktørlønningerne, fordi direktørerne over hele landet får mere ansvar som følge af kommunesammenlægningerne. Imidlertid er København hverken blevet sammenlagt med andre kommuner. Direktørerne har heller ikke fået mere ansvar. De er bare heldige og blevet forgyldt, fordi de er havnet i den pulje og lønramme, hvor de opnår den samme lønfremgang som deres kolleger ude i landet. Regningen for de ubegrundede lønstigninger betales dog af de københavnske skatteydere. Politikerne på rådhuset har imidlertid det problem, at det er håbløst at gøre noget ved sagen, som de ingen indflydelse har på. For det vil betyde, at kommunen skal genåbne forhandlingerne om lønreguleringen igennem KL-systemet. Og det sker heller ikke uden personaleorganisationernes accept, hvilket gør det til en fuldstændig håbløs affære uden skyggen af chance for succes. Så hellere lade historien fare, vurderer de fleste politikere. Så undgår man også at direktørerne kunne blive sure, og de 3-4 mill. kr. ekstra til direktørlønninger, er trods alt ”peanuts” på kommunens driftsbudget på ca. 23 mia. kr. I øvrigt vil borgernes forargelse vil næppe heller vare ved. Det er den kyniske kalkyle i en absurd sag, hvor ingen kan give fornuftigere begrundelse for direktørernes eksorbitante lønstigning andet end en henvisning til uigennemskuelige bureaukratiske regler om lønrammer mv.

Kontant afregning
Måske kan Københavns Kommunes adm. direktørs kommunikationsevner i pressen begrunde lønstigningen? I hvert fald skulle Claus Juhl i DR1s hårdtslående forbrugerprogram ”Kontant” i sidste uge forklare, hvorfor de københavnske daginstitutioner igennem centrale indkøbsordninger var tvunget til at handle dagligvarer til langt dyrere priser hos kommunens leverandører frem for at handle billigere ind i supermarkeder. ”Kontant” kunne dokumentere påstanden med brug af dyre vandmeloner og andre dagligvarer. Kommunen er dog gennem et nylig intern revisionsrapport også blevet klar over problemet, efter at politikerne allerede i foråret iværksatte en undersøgelse efter en række klager. At det er billigere for fx børnehaver at handle økologiske varer i fx den lokale Netto eller Fakta er noget paradoksalt alt den stund, at centrale indkøbsordninger er sat i verden for, at kommunen gennem storindkøb sparer penge ved at den får klækkelige rabatter. Perspektivet i sagen er dog, at kommunen samlet årligt handler ind for 8,8 mia. kr., hvor dagligvarer ”kun” udgør 200 mill. kr. Faktisk regner kommunen med årligt at spare 20 mill. kr. ekstra på centrale indkøbsordninger. Kommunen mener dog fortsat, at ordningen generelt er en succes for de større institutioner. Fx vil man fortsat have indkøbsordninger for varer, som elektricitet, IT-udstyr, benzin og en række andre varer. Kommunen sparer eksempelvis seks mill. kr. om året på indkøbsaftalen om el.

Fleksibelt indkøb fremover
Alligevel fungerer indkøbsordningen åbenbart dårligt for de mindre daginstitutioner, hvor det bl.a. kræver, at de selv bruger tid på holde øje med de billigste priser blandt kommunens 16 leverandører. Dertil kommer, at dagligvarepriserne skifter konstant. Så til glæde for sikkert alle parter, så laver kommunen nu indkøbsordningen om, så den bliver mere fleksibel og i større grad giver daginstitutionerne mulighed for at handle ind, hvor de vil, hvis de vurderer, at det er bedst og billigst.

Sjusk i socialforvaltningen
Men straks er en sag i god gænge, før man på rådhuset har måttet forholde sig en helt anden interessant sag. Revisionsfirmaet Deloitte har i forbindelse med revisionen af Socialforvaltningens regnskab 2009 nemlig konstateret ”væsentlige fejl i 70 pct. af de gennemgåede personsager, heraf 46 pct. med refusionsmæssig betydning”, som det hedder i en redegørelse til økonomiudvalget. I korte træk betyder det, at socialforvaltningen i 2008 mangler bilag for udgifter for mellem 10-15 mill. kr. For uden bilag vil Socialministeriet ikke refundere de udgifter, som kommunen har lagt ud for. Med andre ord: Sjusk i kommunens forvaltning gør, at skatteyderne i København, nu må holde for. Den slags plejer at give politisk ballade.

”Regeringspartnernes” budgetforlig

2010-09-20T15:02:00.000-07:00

Konservative sikrede de radikale en afgørende indflydelse

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 21. september 2010.

Tidligt fredag morgen fik de trætte hovedforhandlere fra S, SF, de radikale og de konservative forhandlet årets budgetaftale endeligt på plads. Overborgmester Frank Jensen fik endnu engang bevist, at han mestrer det politiske håndværk, selvom at det dygtigt iscenesatte billede af den rummelige, åbne og ”flinke” Frank Jensen undervejs krakelerede.

Overborgmesterens strategi var fra begyndelsen lagt efter at få et forlig, som rakte ud over det lille flertal, som socialdemokraterne og SF i forvejen har til sammen. Frank Jensen abonnerer på den grundholdning, at han som overborgmester er forpligtet til at samarbejde bredest muligt i borgerrepræsentationen. Ikke fordi han nærer de store sympatier for politiske modstandere, men fordi det overfor vælgerne og kommunens samarbejdspartnere signalerer politisk bredde, pragmatisme og ikke mindst politisk lederskab. Derfor ville Frank Jensen – præcis som alle hans forgængere i overborgmesterstolen gjorde det - gå ganske langt for at få mindst et af de borgerlige partier med i en budgetaftale og helst også med de radikale.

SF - kommunal regeringspartner
Hos SF lod man traditionen tro socialdemokraterne alene om behovet for at ville sikre den politiske bredde. Endte budgetforlig med et smalt S-SF forlig, så ville SF alt andet lige kunne få flere af deres krav igennem. Men SF har længe været under et pres fra partifællerne på Christiansborg for at indgå i et tæt samarbejde med socialdemokraterne. På pressemødet efter forliget blev indgået brugte SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen endda formuleringen ”kommunale regeringspartner” SFs samarbejde med S. Der er derfor ingen tvivl om, at det selvbevidste store SF nu opfatter situationen som, at partiet indgår i et forpligtende ”regeringssamarbejde” på Rådhuset sammen med Socialdemokraterne.

SF-krav forinden handlet af
Selvom at S-SF meget tidligt fik forhandlet SFs hovedkrav ind i det regneark, som blev den centrale ramme for forhandlingerne, så accepterede partiet Frank Jensens krav om at forsøge at udvide forligskredsen med flere partier. Han indledte forhandlingerne med at præsentere partierne for regnearket, hvor der i realiteten kun kunne flyttes rundt på ca. 300 millioner kr. på kommunens 23 mia. kr. store driftsbudget for 2011. Anlægsbudgettet var der tidligt bred enighed om. Det er uden for enhver diskussion, at flere børn kræver, at kommunen bygger flere skoler og daginstitutioner. Således beløber de samlede bruttoanlægsinvesteringer over de næste fire år sig til næsten 10 mia. kr. Sådan må det være, når kommunen vokser med ca. 1000 indbyggere om måneden.

Temaforhandlinger
Mandag i sidste uge begyndte så de tre dages såkaldte ”temaforhandlinger”. Det er en nyskabelse på rådhuset, hvor partierne først hver især præsenterer deres krav inden for de forskellige fagområder, hvor efter overborgmesteren tog sig god tid til at lytte til partiernes ønsker. Undervejs forholdt SF’erne sig mærkbart passive, hvilket forstærkede indtrykket hos de øvrige partier, at SF forinden var handlet af bl.a. med betydelige indrømmelser til teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards forskellige ønsker til grønne vækstinitiativer på hans eget budget. Samtidig havde SF bl.a. også fået fjernet den blandt pædagogerne forkætrede ”grønthøsterbesparelsen” på børne- og ungeområdet på små 40 mill. kr. Omvendt har SF for længst fået masseret de fleste toneangivende pædagogfagforeningsfolk i partiets bagland til at acceptere klyngeledelsen i daginstitutionerne.

K svageste led i kæden
Først torsdag middag gik realforhandlingerne i gang, og her blev partierne præsenteret for et nyt regneark, hvor der kun i meget beskedent omfang var taget hensyn til partiernes krav. Og her startede dramaet. Frank Jensen vurderede, at især Venstre havde signaleret, at partiet ikke var interesseret i at gå med i et forlig. Gik Venstre fulgte DF med ud, men til gengæld havde Frank Jensen formentlig allerede i god tid sikret sig, at de konservative ville blive tilbage. Overborgmesteren kunne nå et resultat med et forhandlingsvilligt borgerligt parti, der længe havde signaleret at man ingen problemer havde med at gå solo udenom VKO-blokken for at få indflydelse. Et rent drømmescenarie for Frank Jensen, som dog blev forhindret af, at V, DF og Ø fik etableret en fælles front med de radikale om, at man nu forlod forhandlingerne. En uhellig alliance mellem fløjene, som partierne også - troede de – omfattede de konservative. Men om eftermiddagen fik de konservatives Mogens Lønborg og Frank Jensen gang i forhandlingerne alene. Her betingede K sig, at man kun indgik i en budgetaftale, hvor i de radikale også var med. Partiets forhandlere Manu Sareen og Klaus Bondam, som egentlig havde indstillet sig på et forhandlingssammenbrud, blev derfor inviteret inden for i varmen, hvor man blev siddende til at en aftale kom i hus. Med de radikale og de konservative ombord havde Frank Jensen således sikret sig den fornødne politiske bredde. Men før han kunne forhandle videre, så måtte Enhedslisten, DF og Venstre lempes ud af forhandlingslokalet. Og i den øvelse fik Frank Jensen mildt sagt blandede stilkarakterer.

Fik ultimatum
Overborgmesterens taktik gik ud på at stille alle partierne overfor et ultimatum. For at de kunne deltage videre i forhandlingerne skulle de acceptere besparelserne som følge af indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutioner og mere kontroversielt. Takstforhøjelser i kommunens daginstitutioner, hvor prisen nu stiger med 200 kroner om måneden for vuggestuebørn og 55 kroner om måned for børn i børnehaven.

Brutale Frank
Imidlertid bed Enhedslisten og Venstre sig fast i bordet. De forsøgte med helt at undgå at forholde sig til Jensens krav og lod sig ikke smide ud. Undervejs gik bølgerne så højt, selv målt efter rådhusets skala, og det var svært for især overborgmesteren at holde den urbane tone under hele forløbet. For socialborgmester Mikkel Warming (Ø) var det især vigtigt at få tilført ekstra midler til socialområdet, hvor man står over for udfordringen at servicere flere handicappede med særlige behov, men for de samme midler. Imidlertid afviste Frank Jensen, at der kunne blive råd til de 20 millioner kr. ekstra til socialområdet, som Warming krævede. Efter at Ø blev smidt ud af forhandlingerne, fandt forligspartierne imidlertid senere i alt 35 millioner kr. til området. Venstrefolkene signalerede en interessere i at acceptere takststigningerne, hvis partiet kunne få indflydelse på andre områder fx at der blev gjort noget ved overadministrationen af børne- og ungeområdet, men det afviste Frank Jensen blankt, hvorefter Venstre og DF også røg ud af forhandlingerne. Blandt partierne var man rystede over, hvad de opfattede som Frank Jensens brutalitet, men også forargede over, at de konservative – efter Vs og Øs vurdering – havde brudt alliancen og solgt sig for billigt til S-SF.

Radikale afgørende
I den snævre forhandlingskreds gik man nu i gang med en ny runde forhandlinger, som forløb til langt ud på de små timer fredag morgen. Her var det især de radikales Manu Sareen, som gjorde sig ”besværlig” bl.a. for at socialområdet fik tilført ekstra midler. Også ved den lejlighed gik bølgerne højt. Denne gang mellem de radikale og SF, hvor Kjeldgaards teknik og miljøområde pludselig undervejs stod til aflevere 15 mill. kr. til socialområdet. De radikale fik dermed lov til at ”presse citronen” i bevidstheden om, at de konservative havde overladt dem den nøglerolle, at K havde gjort det klart, at man ikke indgik i et forlig uden de radikale. Netop fordi det var Frank Jensen, som ønskede det brede forlig, så man i SF det ikke som deres opgave pludselig at levere store indrømmelser for, at alle ender kunne mødes. Men med overborgmesterens mellemkomst fandt man de nødvendige midler bl.a. med lidt flytten rundt på tallene i det efter deltagernes vurdering til lejligheden udarbejdede ”luftige budget”.

Bredt forlig
Målt på direkte politiske indrømmelser er de radikale og især teknik og miljø- borgmester Bo Asmus Kjeldgaard forligets to store vindere. Men ser man på de enkelte forvaltningsområder, så er både Enhedsliste-borgmester Mikkel Warmings socialområde og Venstreborgmester Pia Allerslevs kultur og fritidsområde også blev tilgodeset i budgettet bl.a. med en ny, stor idrætshal på Arsenaløen. Også socialdemokraterne kan være tilfredse. Anne Vangs børne- og ungeområde bliver ”gældsaneret” og man fandt de 180 millioner kr., der forinden manglede i budgettet, mens store dele af besparelserne blev droppet undervejs. Og Frank Jensen fik det brede forlig, som han havde håbet på. Dertil kommer, at han igen fik splittet de borgerlige. Den slags fornøjelser lever socialdemokrater længe på.

Borgerlig splittelse
S-SF-alliancen på rådhuset, der også er sat i verden for at vise partiernes regeringsduelighed på landsplan kan desuden glæde sig over bl.a. at have et konservativt folketingsmedlem Rasmus Jarlov med i forligskredsen til at blåstemple alliancen. Det vil man notere sig i Venstre foruden den iagttagelse, at Lønborg nu igen - efter at krudtrøgen har lagt sig - er at finde i samme lejr som socialdemokraterne. Det var også situationen efter konstitueringsforhandlingerne i fjor, hvor K sent og som en slags barmhjertighedsgerning – eller langsigtet politisk investering - af Frank Jensen blev lukket ind i de tre røde partiers store forligskreds. Det skete efter, at V og O meget overraskende for alle havde gjort den radikale Klaus Bondam til borgmester på de borgerliges stemmer. Det var således udelukkende Frank Jensens nådegaver i form af pæne ”ben” og poster til Lønborg og Co., der reddede resterne af den konservative leders ære, efter at de to andre borgerlige partier havde solgt Ks borgmesterpost. Måske var det netop kombinationen af Frank Jensens udviste storsind – og Lønborgs mistro til VO – der denne gang gjorde udslaget for K. VO skyldte man i hvert fald ikke noget.

Strid om parkeringspladser
De konservative henviser til, at det er den lange række af politiske mærkesager, som man har fået opfyldt. Juvelen i buketten, i det der med meget god vilje kan kaldes synlige borgerlige mærkesager, er 2000 parkeringspladser i brokvartererne. Ifølge K sikrer budgetforliget, at kommunen nu kan købe ekstra parkeringspladser på private anlæg, der ellers står tomme om aftenen. Hos Venstre mener man imidlertid ikke, at K kan disponere over midler, der kan bruges til formålet, i det disse midler er omfattet af et tidligere parkeringsforlig, som Venstre er en del af. Dvs. Venstre hævder, at de kan nedlægge veto. Der er dermed lagt op til et stort skænderi blandt de borgerlige, som Frank Jensen næppe begræder. Det understreger bare, hvor uendelig lille en trussel de borgerlige partier p.t. udgør mod hans lederskab.

Frank Jensens indsats som forligsmager og S-SFs første samarbejde om budgettet kan derfor kun betegnes som en gedigen succes.

S-SF regerer hovedstaden

2010-09-08T02:59:00.000-07:00

Men Frank Jensen inviterer til et bredt forlig om næste års budget

Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 7. september 2010.

Af Jarl Cordua

Torsdag i sidste uge indledte Københavns overborgmester Frank Jensen de politiske forhandlinger om næste års budget, der er på 23 milliarder kr. I hans tale til borgerrepræsentationen lå en klar invitation til samtlige partier om at gå med i et bredt forlig. Og den har partierne taget imod. I den offentlige debat har man kun kunnet støde på et enkelt pip fra Venstres gruppeformand Lars Dueholm i Berlingske fredag, hvor overborgmesterens budgetoplæg blev betegnet som ”illusions- og indholdsløst”. Sagen er imidlertid den, at alle partier – herunder også V eller DF – på ingen måde på forhånd føler sig udelukket fra forhandlingerne. Ingen på rådhuset tør afvise, at Frank Jensen til sidst lykkes med et stort bredt forlig.

Det har i øvrigt været overborgmesterens strategi, lige fra han meldte sig på banen som socialdemokratisk overborgmesterkandidat, at søge det brede samarbejde. Med denne programerklæring – måske den eneste - lagde Frank Jensen på elegant vis samtidigt afstand til forgængeren Ritt Bjerregaard, som havde ry for at være kantet. Frank Jensens budskab under valgkampen var, at man skulle være ”sammen om København”. Næppe et budskab, der fik vælgerne op af stolene, men Jensen fik dog vendt et truende katastrofevalg til et acceptabelt nederlag for S.

Efter valget har Frank Jensen fortsat signalerne om, at han ønsker et ”bredt samarbejde” i borgerrepræsentationen. Det skete bl.a. med planen ”Kick-start København”, der sætter en række større investeringer i værk primært med byggeri af kommunale daginstitutioner mv. Det lykkedes dog ikke at få de borgerlige med ombord, selvom især de konservative længe var fristet til at gå med.

Københavnerfortællingen
Frank Jensens oprigtighed mht. sit ønske om at samarbejde bredt, anerkendes faktisk af alle partier. Der er en helt anden grundlæggende tillid til overborgmesteren sammenlignet med især de sidste par år under Ritt Bjerregaard. Alle er enige om, at samarbejdsklimaet på rådhuset er det bedste i meget lang tid. For eksempel stod samtlige partiledere på rådhuset i juni bag en kronik i Politiken, som udstak en fælles vision for, hvordan hovedstaden ser ud i 2025. Det er netop denne såkaldte ”Københavnerfortælling”, der i årene fremover er rammen for overborgmesterens politiske projekt. Den gode stemning er næsten blevet for meget, mener nogle: ”Det er jo så pænt herinde. Alle er så enige. Det er blevet så kedeligt,” som en iagttager tørt bemærker.

S-SF sidder på magten
Kradser man imidlertid i overfladen, så er ikke alt på rådhuset fryd og gammen. Årsagen er, at SF har sat sig så massivt på indflydelsen. Det gør det politiske spil om budgetforhandlingerne helt anderledes og forudsigeligt end i tidligere år. Netop fordi S-SF tilsammen har et flertal. Det gør, at ingen rigtig har noget at true med, og derfor kan ingen regne med større indrømmelser for at komme med i forliget. Faktisk er det S-SF, der sidder med trumferne. Fagborgmestrene fra Venstre, Radikale og Enhedslisten har alle hver især stor interesse i at komme med i et forlig, så de kan få tilført penge til deres egne områder. Det er fx betegnende, at Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev brugte næsten hele sin ordførertale til at forklare, hvor vigtigt det var, at politikerne prioriterede kulturen og idrætten i et år, hvor der er udsigt til at spare på fagborgmestrenes budgetter for at få fyldt hullet i børne- og ungdomsforvaltningen, hvor man mangler 350 millioner kr. i budgettet til næste år. Omvendt peger Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming på, at hans område skal løse betydeligt flere opgaver for de samme penge. Og det går ud over serviceniveauet, påpeger Warming.

Fællesmøder
På Københavns Rådhus har man iagttaget, hvor tæt Socialdemokraterne og SF har samarbejdet op til budgetforhandlingerne. Det to partier holder tilsyneladende formøder, hvor man koordinerer synspunkterne forud for udvalgsmøderne. Måske er det grunden til, at SF’erne for tiden opleves af kollegerne som pludseligt passive på udvalgsmøderne. Rygter siger også, at S-SF har holdt flere fælles gruppemøder og sommergruppemøde, hvor man har diskuteret en fælles strategi blandt andet med gæsteoptræden af SFs spindoktorer på Christiansborg På gangene har man i øvrigt den opfattelse, at SF på rådhuset nærmest er ”fjernstyret” af SF på Christiansborg. Ingen er heller i tvivl om, at SFs ledelsesduo borgmestrene Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen er sat på en bunden opgave fra Villy Søvndal og SF-toppen. Den går ud på, at de lokalt i København frem mod valget skal levere et troværdigt bevis på, at S-SF udmærket kan betros regeringsansvaret. Hvis samarbejdsprojektet mod forventning kuldsejler, så kan de borgerlige pege på København og udstille S-SFs manglende regeringsduelighed. Det vil selvsagt ikke ske.

Derfor kender alle konklusionen: S-SF vil styre kommunen resten af valgperioden. Det betyder også, at SF måske skal levere mandater til besparelser på børne- og ungeområdet, hvilket bringer partiet i direkte konflikt med vælgerne og deres politiske bagland, hvor man også finder en hel del pædagoger.

”Absolutte krav”Imidlertid er det et meget selvbevidst SF, der forud for budgetforhandlingerne har meldt ud i pressen, at de stiller ”absolutte krav”. Konkret pegede partiet i sidste uge i Berlingske på, at ”de ikke kunne leve med” grønthøsterbesparelser på 40 millioner kr. på børne- og ungeområdet. Omvendt så støtter SF de tidligere annoncerede sammenlægninger af ledelserne på byens daginstitutioner, også kaldet ”klyngeledelse”, som skal give en besparelse på 80 millioner kr.
Dertil kommer de to SF-borgmestres øvrige krav på deres egne forvaltningsområder, teknik og miljø samt sundhed og omsorg. Grunden til, at SF uden de store dikkedarer kan mede hårdt ud med deres krav er formentlig den enkle, at de allerede har fået sikkerhed af Frank Jensen for, at de får mange af deres krav igennem. Men der er også en pris at betale. SF bliver nødt til at lægge stemmer til nogle upopulære besparelser på børne- og ungeområdet. Det er SF også klar til:
- Vi kan ikke gå til forhandlinger og være et niche-parti, der kun er interesseret i en lille gruppe hjemløse eller lignende. Vi er nødt til at have et bud på en samlet by, vi tager ansvar for hele budgettet. Det er en ny rolle, sagde Ninna Thomsen i sidste uge til Berlingske.

Færre besparelser
Spørgsmålet er imidlertid om, der bliver brug for at spare 350 millioner kr. på børne- og ungeområdet. I princippet er der budgetteret med et overskud på 850 millioner kr., men en stor del af pengene skal bruges til anlægsudgifter til bygning af daginstitutioner og skoler, der kan matche byens øjeblikkelige børneboom. Tilbage er 300 millioner kr., der kan bruges på drift. Politikerne kan bruge pengene til at dække underskuddet i børne- og ungeforvaltningen, men så er der ikke plads til nye udgifter på de andre områder fx socialområdet. Det sidste bliver især afgørende, hvis Enhedslisten skal med i et forlig. Det er tvivlsomt om Enhedslisten i det hele taget kan holde til at stemme for besparelser på børne- og ungeområdet

Skeptiske radikale
De radikale vil som udgangspunkt gerne med i et forlig. Som sædvanlig er borgmester Klaus Bondam den mest ivrige i den radikale gruppe, hvorimod gruppeformand Manu Sareen er mere tilbageholdende. De radikale er især skeptiske over for besparelserne på børneområdet, og hvorvidt indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutionerne reelt giver de besparelser, som embedsmændene og socialdemokraterne hævder. Bondam ser dog radikal deltagelse i et budgetforlig som afgørende for partiets mulighed for at komme med i fremtidige budgetforlig og få den indflydelse, der følger med. Og så har den radikale selvfølelse det ikke godt med, at det nu er SF, der er socialdemokraternes primære politiske partner.

Mulig borgerlig splittelse
Måske får Frank Jensen held til at splitte de borgerlige. Det er ingen hemmelighed, at de konservatives Mogens Lønborg ikke tilgiver DF og Venstre, at han ikke igen blev borgmester ved konstitueringen efter valget i november. Den konservatives leder mener ikke, at han skylder de øvrige borgerlige noget som helst. Så det er ikke utænkeligt, at han går med i et forlig uden V og DF, der til gengæld ventes at stå last og brast sammen. Foreløbig har de konservative foreslået en skattelettelse på 1 pct, når kommunen - på grund af KLs aftale med regeringen om et udgiftsloft på driften – alligevel ikke kan bruge det forventede overskud på mere service. Det forslag er der dog ikke mange, der tror på. Til gengæld så er regeringens udgiftsloft udset af S-SF til at være skyld i, at det bliver nødvendigt at spare på netop driften.

Bredt forlig
Bryggebladet spår, at Frank Jensen får et bredt budgetforlig igennem med S-SF, de radikale, Enhedslisten og måske de konservative.

En sommer i ”lortesagernes” tegn

2010-08-26T04:53:00.000-07:00

Hjemmeplejeskandale og en barregning på 33.560 kr. stjal opmærksomheden

Bragt i Bryggebladet nr. 12 den 24. august 2010.

Af Jarl Cordua
Det har været en hed sommer for politikerne på Københavns Rådhus. Knapt havde ferieidyllen indfundet sig før, at TV2 med skjult kamera kunne dokumentere, at københavnsk plejepersonale brugte tid på at holde pause og private gøremål i arbejdstiden frem for at yde ældreomsorg. Hjemmeplejeskandalen var en realitet og blev fulgt op med andre sager fra hele landet. En omfattende ”lynchstemning” rejste sig med lynets hast mod den ”rådne kultur”, der ifølge medierne åbenbarede sig hos landets hjemmeplejere.

Krisealarmen gik derfor også i gang på Københavns Rådhus og den ansvarlige sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen fra SF rykkede resolut ud i medierne for at yde akut ”brandslukning”, som det hedder i spinjargonen. De 29.000 kr., skatteyderne i foråret brugte på hendes medietræning, så ud til at være givet godt ud, for Thomsen forklarede sig godt og meddelte, at sagerne nu ville blive undersøgt, og at afsløringerne i øvrigt ikke gav et realistisk billede af, hvordan hjemmehjælpen fungerer i København. En ”intern undersøgelse”, som forvaltningen selv stod bag, kom således senere til det ikke helt overraskende resultat, at der ikke skulle være problemer ud, over hvad man i forvejen kendte til, men som nu ville blive håndteret.

Byens overborgmester var til gengæld ingen steder at se, mens krisen kørte på højtryk i medierne. Formentlig fordi Frank Jensen vurderede, at sagen blev bedst håndteret af fagborgmesteren dvs. Ninna Thomsen. I første omgang nøjedes overborgmesteren derfor blot med at bakke op om den interne undersøgelse.

Hos nogle borgerlige er vurderingen omvendt. Her oplever man, at Frank Jensen forsøgte at dække sig bag Ninna Thomsen og derfor alt for sent ”trådte i karakter”. Allerede den 7. juli krævede BR-medlem Leslie Arentoft (V) således den uvildige undersøgelse, der siden hen blev en realitet. For presset voksede både fra medier, folketingspolitikere og borgere til et niveau, hvor overborgmesteren blev tvunget på banen og love, at der ville blive iværksat en såkaldt ”tilbundsgående” og uvildig undersøgelse, som ”kulegraver” sagen.

Tilbundsgående undersøgelse
På det første møde i økonomiudvalget efter sommerferien besluttede politikerne derfor enstemmigt, at undersøgelsen skulle i udbud, hvorefter et konsulentbureau uden for kommunen formedelst et anseeligt pengebeløb får opgaven. En konklusion forventes senere på året. De fleste politikere forventer, at skandalen på ”Håndværkerhaven ”var en enlig svale”, som der nu er taget hånd om, hvorefter der næppe sker mere. Hos de borgerlige mener man til gengæld, at de røde partier på rådhuset simpelthen ikke tør eller vil tage et opgør med de stære fagforeninger og magtfulde personalegrupper.

TV2s afsløringer har i øvrigt ikke ført til de mange afskedigelser. På landsplan er kun få blevet fyret, selvom at politikere og kommunale ledere i dagene efter afsløringerne overalt ”var rystede”. I sagen om Håndværkerhaven, hvor TV2 fulgte medarbejderne rundt i byen med skjult kamera, er en leder ifølge avisen.dk blevet opsagt, mens en menig medarbejder har indgået en fratrædelsesordning med kommunen, hvor vedkommende oppebærer løn i fratrædelsesperioden. I øvrigt verserer der en sag mod TV2 ved pressenævnet anlagt af hjemmeplejernes fagforening FOA på grund af journalisternes brug af ”skjult kamera”.

Forunderligt nok har de borgerlige håndteret pleje-skandalen forskelligt. Det kan skyldes, at den tidligere konservative sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg ville få svært ved at rende fra ansvaret, idet han i fire år var øverste politisk ansvarlig for området i København. Enhver kritik af de herskende forhold kunne jo falde tilbage på ham selv. I øvrigt stemte Lønborg som den eneste for Klaus Bondams bemærkning, da Økonomiudvalget sidste tirsdag drøftede sagen. Bemærkningen var en hård kritik af TV2s brug af skjult kamera.

Spareseminar med barregning
I januar var Frank Jensen og resten af økonomiudvalget dvs. alle borgmestrene og ledende politikere på budgetseminar eller ”spareseminar”, som pressen har døbt det, fordi øvelsen i år mest af alt går ud på at finde et trecifret millionbeløb på budgettet. Seminaret fandt sted på hotellet Hesselet ved Nyborg. BT er for tiden i gang med en landsdækkende aktion, hvor avisens journaliser gennemgår samtlige repræsentationsbilag over en vis størrelse. Der var derfor bingo, da de for nylig nåede til bunken med bilag fra Borgerrepræsentationens økonomiudvalg. Avisen kunne således forarge læserne med, at 30 deltagende politikere og embedsmænd blandt andet drak 29 flasker vin, 30 cocktail, 72 special-øl, seks glas af en 18 år gammel æblebrændevin og 12 glas Hennessy XO Cognac til 200 kr. pr. glas.

I oppositionen mener man, at sagen – igen – er et eksempel på overborgmesterens dårlige stil og mangel på dømmekraft, når han tillader, at politikerne drikker så kraftigt til et budgetseminar.

Et gammelt ord i kommunikation lyder, at det man ikke kan forklare, det kan man heller ikke forsvare. Frank Jensen er en gammel rotte i politik. Overborgmesteren indså derfor tidligt, at lige meget, hvad han sagde eller gjorde, så måtte han ”påtage sig det fulde ansvar”. Frank Jensen deltog i øvrigt kun selv lidt i de festlige løjer og gik tidligt i seng. Det var der så åbenbart andre, der ikke gjorde.

Enden på historien bliver, at alle deltagere nu spæder til for at dække spiritusregningen. Det gælder i øvrigt også de embedsmænd, som nu er blevet noget knotne over, at de også skal til lommerne, selv om de reelt har været på arbejde i situationen og måske kun har drukket ”hvide vand”.

Internt på rådhuset forlyder det, at ”den virkelige synder” er Borgerrepræsentationens sekretariat, der ikke helt havde sikret sig, at kuvertprisen (alt inklusive) ikke overstiger de 1300 kr., som den slags arrangementer må koste. Ingen forestiller sig dog, at Frank Jensen i fremtiden personligt indhenter tilbud mv. for at sikre sig, at omkostningerne ikke løber løbsk. Men at historien med Hesselet ikke skal gentage sig. Det er alle rådhusets medarbejdere nu fuldt klar over.

Budgetforhandlinger
Snart går forhandlingerne om budgettet for 2011 i gang. Overborgmesteren giver startskuddet hertil med sin budgettale den 6. september. Der er igen tale om besparelser – konkret skal politikerne finde 350 mio. kr. på Børne- og Ungdomsforvaltningens budget. Forventningen er, at S og SF og muligvis Enhedslisten og de radikale går med i forliget.

Borgerrepræsentationens uslebne diamanter

2010-06-23T05:24:00.000-07:00

Det politiske klima er det bedste i mange år, vurderer bl.a. embedsmændene

Bragt i Bryggebladet nr. 11 den 22. juni 2010

Af Jarl Cordua

Borgerrepræsentationen har holdt sit sidste møde inden sommerferien. Tilbage er nu kun, at kommunens økonomiudvalg dvs. borgmestrene og øvrige toppolitikere i dagene omkring den 29. juni skal et smut til Kina for at deltage som del af den officielle danske delegation med kronprinsen, Brian Mikkelsen m.fl. i ”Danmarksdagen” på den såkaldte ”danske pavillon” under verdensudstillingen i Shanghai. Den danske udstilling, der har fået det H.C. Andersen-inspirerende navn ”Welfairtales”, sætter fokus på de moderne danske byer og omfatter også det stærkt omdiskuterede udlån af Den Lille Havfrue fra hendes vante plads på Langelinje. Hverken dette og rejsen giver dog anledning til større debat. Alt ånder indtil videre fred på rådhuset – bortset fra de tiltagende protester fra pædagoger og forældre vendt mod ventede besparelser og effektiviseringer i daginstitutionerne, og så en tilsyneladende gal mand, der har set sig sur på overborgmesteren.
I efteråret venter dog det store budgetopgør, og imens kan politikerne sunde sig over den seneste opjusterede prognose for børnetallet, hvor kommunen frem mod 2014 pludselig skal finde 4000 ekstra daginstitutionspladser i forhold til sidste år.

Bedre klima under Frank Jensen
På Københavns Rådhus glæder bl.a. embedsværket sig over, at det politiske klima p.t. i Borgerrepræsentationen er det bedste, som de har oplevet i mange år. Den nye overborgmester får hos dem især æren for, at der er et sket et skifte i samarbejdsviljen overfor borgerrepræsentationens partier. Tonen er ikke så konfronterende som tidligere, og der er grundlæggende en langt større tillid hos partierne til Frank Jensen sammenlignet med tiden under Ritt Bjerregaard. Der peges også på andre årsager til klimaskiftet. Gennemsnitsalderen for borgerrepræsentanterne blev ved valget sænket markant fra 49 til 40 år, hvilket har ændret tonen politikerne imellem. Desuden er der bred enighed om, at politikernes kvalitet er blevet hævet betydeligt. Det sidste er især sket, fordi rådhuset ved det seneste BR-valg i fjor ”er sluppet af med en hel del tosser”, som det bliver formuleret. Det, som også socialdemokrater bl.a. især peger på, er, at Ritt Bjerregaard fik ændret socialdemokraternes opstillingsregler, sådan at man undgik en del ”kulørte” politikere, som tidligere fra tid til anden gjorde det svært for S-ledelsen at manøvrere politisk.

BRs uslebne diamanter
Der er også bred enighed om, at den store udskiftning af BR-medlemmerne ved valget, og tilgangen af mange nye kræfter har højnet kvaliteten af politikkerne. Bryggebladet ser lidt nærmere på, hvem af de nye – indvalgt i denne eller i forrige valgperiode – som man internt på rådhuset både lægger mærke til og holder øje med. Flere af de nævnte har formentlig også gode muligheder for senere at slå igennem som landspolitikere.

Klaus Mygind, SF
Skolelederen fra Blågårds Skole på Nørrebro var blandt SFs mange nye BR-medlemmer, der kom ind ved partiets kanonvalg i november. Mygind opfattes som en ildsjæl med et brændende engagement for integrationspolitik og til trods for, at han var ny i BR, så blev SF’eren fra Nørrebro alligevel valgt som sit partis gruppeformand. Mygind anerkendes også af politiske modstandere som en seriøs politiker med stor tyngde, der også kan tage ansvar for upopulære beslutninger. Gruppeformanden er ikke så synlig udadtil, men snarere er en type, der øver indflydelse på ”de indre linjer”. På rådhuset er vurderingen, at Mygind klart har potentiale til mere og fx kunne være et bud på en ny SF-borgmester, når Bo Asmus Kjeldgaard en dag finder sit drømmejob i energisektoren. Nogle mener dog, at SF-gruppeformanden stadig mangler noget erfaring og rutine i borgerrepræsentations politiske procedurer. Og det hæmmer SF en anelse politisk. Politiske modstandere hæfter sig dog ved, at selv om skolelederen er brændende engageret i integrationsspørgsmål, så falder det i øjnene, at hans egen skole klarer sig så relativt dårligt netop på dette område.

Signe Færch, Enhedslisten
Færch er formentlig den samlede venstrefløj på rådhusets største politiske talent. Den unge politiker fra Liste Ø nævnes allerede nu som Enhedslistens næste borgmester efter Mikkel Warming. Hun beskrives som ”knalddygtig, skarp, grundig og inde i sine sager”. Andre ser Færch som en ”Rød Terrier”, der altid er veltalende, velforberedt og klart med potentiale til også at blive folketingspolitiker.

Lars Dueholm, Venstre
Venstres gruppeformand Lars Dueholm er på sin 2. periode i BR. Også han fremhæves som fagligt set ekstremt dygtig og godt inde i de politiske sager. Den unge venstremand kan dog ifølge nogle kritikere til tider virke lidt for formel, gammeldags og ”advokatagtig”. Det sidste er ikke så underligt, for Dueholm tjener sit daglige brød som advokat hos Statens advokat ”Kammeradvokaten”.

Cecilie Lonning, Venstre
Lonning udgør sammen med Dueholm Venstres samlede talentmasse i BR. Den unge venstrekvinde beskrives som yderst flittig, kompetent og med en god hukommelse. Lonning sidder p.t. i det meget interessante børne- og ungeudvalg. Hun profilerer sig meget i lokalaviser, men har endnu ikke slået igennem i de elektroniske medier.

Mette Reissmann, Socialdemokraterne
Mette Reissmann var blandt de nye BR-politikere, hvortil der var knyttet størst forventninger. Blandt andet derfor fik hun hvervet som politisk ordfører dvs. en synlig opgave med dels at forsvare socialdemokratiske borgmestre og dels angribe oppositionen i medierne, når der er behov for det.
Den 46-årige erhvervsjurist har dog ikke været synlig i samme grad som forgængeren Anne Vang var på samme post. Nogle peger på, at Reissmann har haft megen orlov blandt andet på grund af sit job som vært på TV3-programmet ”Luksusfælden”. Andre peger på, at Reissmann lider under, at pressen ikke i samme omfang interesserer sig for Københavnsk politik efter, at Ritt Bjerregaard forlod Rådhuset. Alle iagttagere Bryggebladet har talt med, er enige om, at Reissmann ”kan et eller andet med kommunikation”, mens meningerne omvendt er delte omkring hendes evne til at læse det politiske spil. Internt hos socialdemokraterne står der respekt om hendes autoritet som ordfører, og at hun loyalt bakker op om overborgmesteren. Andre mener, at man har til gode at se Reissmann demonstrere større politisk viden, der rækker ud over hendes åbenbare interessefelter som erhvervspolitik. Selvom at Reissmann muligvis har skuffet lidt, så er forventningerne til hende stadig store.

Ikram Sarwar, Socialdemokraterne
Den unge socialdemokrat betegnes af alle som fagligt dygtig og regnes for et stort politisk talent, der også var kort i spil som mulig overborgmesterkandidat efter Ritt Bjerregaards pludselige afgang sidste år. Andre hæfter sig ved, at han som loyal del af den store socialdemokratiske gruppe, hvor Sarwar er næstformand, har haft svært ved at profilere sig med sine egne sager og at han bl.a. derfor er lidt for usynlig i det daglige. Den 33-årige læge satser i øvrigt også på en folketingskarriere.

Lars Weiss, Socialdemokraterne
Weiss er ud af en stærkt politisk engageret familie og har selv i mange år forsøgt sig som folketingskandidat på Amager, hvor han bl.a. som læserbrevsskribent har udfoldet et uomtvisteligt talent som syleskarp debattør. I sit halve år i Borgerrepræsentationen har Weiss vist sig at være en ganske driftssikker politiker, hvis råd Frank Jensen gerne lytter til. Det er præcis sådanne egenskaber, der giver konkret indflydelse i det daglige. Hold øje med ham!

Anne Vang, Socialdemokraterne
Det klart største politiske talent i Borgerrepræsentationen. Vang fik allerede under Ritt chancen som politisk ordfører. Den opgave bestod den unge socialdemokrat så godt, at hun ikke var til at komme uden om, som ny S-borgmester for det politisk og økonomisk uhyre vanskelige børne- og ungeområdet. Vang er indlysende for de fleste seriøs, flittig og velbegavet, men hun står overfor en stor opgave i efteråret med at få de økonomiske ender til at hænge sammen i sin afdeling bl.a. med besparelser. Klarer hun den vanskelige test med at få økonomien på plads – en gang for alle – så ligger vejen åben for, at Vang en dag afløser Frank Jensen som overborgmester. Det kunne dog også meget vel være, at stortalentet i stedet søger mod andre græsgange. Fx på Christiansborg.

Jakob Næsager, De konservative
Næsager betragtes som ekstremt flittig og fagligt dygtig. Blandt forcerne er, at han er god til at overskue de politiske sager og se mulighederne for at profilere de konservative politisk. Da de fleste regner med at partifællen Rasmus Jarlov satser på Folketinget, så ser mange allerede Næsager som arvtager efter den nuværende konservative leder Mogens Lønborg. Eneste minus ved Næsager mener nogle, er, at han både ligner og taler, som det han i virkeligheden er, nemlig en kontorchef i indenrigsministeriet.

Rasmus Jarlov, De konservative
Jarlov var allerede før, at han blev valgt i Borgerrepræsentationen, ekstremt synlig i medierne bl.a. ved at sætte sig i spidsen for en kampagne vendt mod ungdomshuset på Dortheavej. Det er han fortsat, og det har kun hjulpet på synligheden, at han siden nytår også har siddet som suppleant i Folketinget. Jarlov har indtil videre haft held med at balancere mellem rollen som kritisk borgerlig opposition og vagthund og samtidig være en seriøs politiker, der også tager medansvar for konkrete beslutninger. De fleste dog regner dog med, at BR for den unge konservative politiker kun er en mellemstation i en karriere, der længe har haft retning mod en permanent plads i Folketinget.

Giv Frank en bamse i bytte for en pædagog

2010-06-09T14:31:00.000-07:00

Før budgetslaget til efteråret ligner de små selvejende daginstitutioner og BUPL tabere.

Bragt i Bryggebladet nr. 10 den 8. juni 2010

Af Jarl Cordua

Sommeren er ved at indfinde sig på rådhuset, og politikerne ruster sig fortsat til det store budgetslag, der så småt begynder i august måned og kulminerer i midten af september måned.
Det er som nævnt i tidligere klummer nedskæringer og sammenlægninger af daginstitutionerne, som er det helt altoverskyggende tema for politikerne. Og især dem, der sidder i det centrale børne- og ungeudvalg, der skal finde frem til besparelser på i alt 350 millioner kroner på kommunens børne. og ungebudget.
Det er dog ikke alle udvalgsmedlemmer, der er lige imponeret over forvaltningens beregninger på, hvor meget hvert enkelt forslag giver i besparelsesprovenu. Problemet er usikkerheden ved embedsmændenes økonomiske beregninger. Det stiller politikerne i et svært dilemma overfor vælgerne: For hvordan kan politikerne forsvare nedskæringer, hvis de ikke kan være rimeligt sikre på, at der kommer et besparelsesprovenu?
Ikke desto mindre, så er køreplanen lagt for budgetforhandlingerne, og det ligger i kortene, at S og SF alene kan stemme en besparelsespakke hjem, hvis ingen andre vil være med. Og hjemmearbejdet er gjort, i det den store pædagogfagforening LFS, der organiserer medarbejderne i de kommunale daginstitutioner, allerede på forhånd har ladet politikerne forstå, at de i det store hele har accepteret sammenlægninger af børnehaver og vuggestue-ledelser samt forældrebestyrelser til større enheder. Det giver kommunen en række besparelser blandt andet i form af udgifter til færre mellemledere, der så kan bruges til egentligt pædagogisk arbejde i de i forvejen trængte daginstitutioner. De har nemlig i forvejen svært ved at efterkomme efterspørgslen på børnepasning som følge af de seneste års uforudsete fødselsboom.

BUPL fremstår som taber
Alt tyder således på, at de store tabere bliver de små selvejende daginstitutioner, hvor deres pædagogiske personale er organiseret i fagforeningen BUPL. Ingen politikere taler i øjeblikket reelt de små daginstitutioners sag. Det er måske gået op for BUPL, der møder op til udvalgsmøderne i kampagne-T-shirt. På rådhuset noterer man sig, at pædagogernes normale bedste venner, Enhedslisten og SF, hver især holder forbløffende lav profil i sagen. De to venstrefløjspartier har medlemmer i begge fagforeninger, hvilket gør det umuligt at stille alle tilfreds. De borgerlige er omvendt ikke så påvirkede af pædagogernes protester, men ligesom det er tilfældet hos alle øvrige partier gør især forældrenes blokader og aktioner indtryk.
Indtil videre kæmper fagforeningerne og forældreorganisationen KFO deres sag med en hel stribe rimeligt fredelige kampagner og aktioner. Blandt andet bygger forældre i Vanløse grundlovsdag en »grædemur« i protest mod besparelserne, mens der den 18. juni er indkaldt til en bamseaktion, hvor ideen er, at børn skal forære overborgmesteren en bamse i bytte for, at de kan beholde deres pædagog. Det er nok en smagssag, hvorvidt forældre på denne måde vinder folkelig og politisk sympati ved at skubbe børnene foran sig i deres politiske kamp. Et er dog sikkert: Københavnerne vil opleve mange aktioner frem mod, under og efter budgetforhandlingerne har fundet deres afslutning.

Franks 104 spindoktorer
For tiden kører også en anden spektakulær sag, der handler om kommunens mange udgifter til kommunikation, der er eksploderet. Politiken skrev for nogle måneder siden, at Københavns Kommune havde 104 pr- og pressefolk, der årligt koster 51 millioner kroner, hvorimod verdensforetagendet med cirka 120.000 medarbejdere A.P. Møller-Mærsk klarede sig med langt færre. Et nyligt svar fra forvaltningen på DF’eren Finn Rudaizkys spørgsmål afdækker, at kommunens udgifter til pr og presse er løbet løbsk i de senere år.
Alle borgmestrenes pr-udgifter er steget voldsomt. Imidlertid er det især udgifterne til overborgmester Frank Jensens pressefolk og lønkontoene hos teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, som falder i øjnene. Således er udgifterne til presse og information hos overborgmesteren vokset fra omkring to millioner kroner i 2007 til nu at nærme sig fem millioner kroner i 2009.
Finn Rudaizky er dog mest fortørnet over pr-udgifterne hos teknik- og miljøborgmesteren:
– Det er absolut det værste. At de bruger 12 millioner til informationsmedarbejdere, sagde han forleden til Politiken.
Men arbejder alle 104 som egentlige »spindoktorer«? Efter min vurdering, så kan de pressemedarbejdere, der kan tåle at blive betegnet som »spindoktor«, tælles på en hånd, allerhøjest to hænder. Resten beskæftiger sig reelt med intern kommunikation, pjecer, internet, at besvare pressehenvendelser, lave borgerrettede kampagner. Og det foregår ikke kun i de enkelte forvaltninger, men i kommunens mange små enheder rundt omkring. For hvis ikke de små enheder kommunikerer med offentligheden og løbende beretter om deres virke, så ved borgerne og politikerne ikke, at de eksisterer. Og i så fald bliver de jo et oplagt mål for nedskæringer!
Før politikerne går i gang med at beskære pr-medarbejderstaben for i stedet for eksempel at overføre ressourcerne til for eksempel social- og sundhedsområdet, så hører det med i billedet, at de 104 medarbejdere kun udgør 0,2 procent af kommunens totale antal beskæftigede på cirka 50.000.
På rådhuset ryster andre politikere desuden på hovedet af, at det koster 3000 kroner at plante et træ i Fælledparken, mens det skilt, der informerer københavnerne om denne skelsættende begivenhed, alene koster 6000 kroner. Spørgsmålet, man kan stille sig, er: Er det nødvendigt at bruge så mange penge på den slags skilte?

Sareen fører folketingsvalgkamp
I S og SF er man forbløffet og lidt irriteret over, at den radikale gruppeformand, Manu Sareen blankt afviser besparelser på daginstitutionsområdet. Hans løsningsforslag om at sætte skatten op for at skaffe pengene ved alle er politisk umuligt, og i det hele taget ser man Sareen spille en ellers for de radikale noget uvant rollen som populist, der hverken vil tage medansvar eller anvise mulige løsningsmodeller.
Det er mildest talt ikke sådan, at radikale politikere normalt ser sig selv. De radikale fremstår gerne som sagligheden selv på linje med økonomiske vismænd. Men alle på rådhuset trøster sig med, at Sareens udmeldinger formentlig hænger sammen med den radikale politikers personlige positionering over for københavnske vælgere forud for det kommende folketingsvalg. Det ligger nemlig i kortene, at Sareen trækker sig som medlem af Borgerrepræsentationen i selv samme øjeblik, at han får sæde på Christiansborg.
Det sætter også et punktum for den magtkamp, der i årevis har fundet sted mellem Sareen og arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester Klaus Bondam, og som kulminerede i timerne efter konstitueringsforhandlingerne, hvor de radikale vælgere pludselig skulle vende sig til at se en radikal blive borgmester på DF’s mandater. Sareen angreb dengang Bondam offentligt og fik stor støtte hertil blandt mange radikale vælgere og græsrødder.
Til gengæld påkaldte gruppeformanden med sin kritik sin partiformands vrede. Margrethe Vestager satte nemlig mere pris på, at Bondam ved at gå »i brudeseng med fanden selv« til gengæld med borgmesterposten havde reddet det sidste radikale brohoved i kommunalDanmark. Internt blev Sareen således banket på plads. For et par år siden blev Sareen udpeget af de radikale som statsrevisor – i øvrigt en ganske vellønnet post, der gjorde det muligt for Sareen at leve som fuldtidspolitiker. For nylig rettede Sareen ind og undskyldte på de radikales lokale generalforsamling for, at han offentligt havde kritiseret Bondam. Dette træk udlagdes derfor også som et forsøg fra Sareens side på at komme sin partiformand på Christiansborg i møde efter at have været i »Bad Standing« siden kommunalvalget.
Med Sareen snart ude af københavnsk politik, så bliver Bondam inden så længe helt »herre i eget hus«. Det betyder formentlig, at de radikale vil skrue ned for retorikken og søge ind i et tættere samarbejde med S-SF, ligesom det var tilfældet i forrige valgperiode. Det ser man selvsagt frem til både hos S og SF.
Det er i øvrigt også interessant, at ingen af de øvrige nuværende radikale gruppemedlemmer bliver anset som værende særligt egnet til at kunne overtage gruppeformandsposten. Det bedste bud i dag er derfor, at det bliver første-suppleanten, tidligere borgerrepræsentationsmedlem Kasper Johansen, der efter Sareens ventede exit overtager den radikale gruppeformandsstol.

Lad SF stege i sit eget fedt

2010-05-18T12:27:00.000-07:00

Ærlighed varer ikke altid længst, hvis man er Klaus Bondam.

Bragt i Bryggebladet nr. 9 den 18. maj 2010

Af Jarl Cordua

Den stærke og succesfulde S-SF alliance på landsplan skal til efteråret stå distancen ved budgetforhandlingerne i København Kommune. Det bliver da sandhedens time, om det succesfulde, fremadstormende SF træder i karakter som et økonomisk ansvarligt parti, der lægger stemmer til drastiske besparelser på børne- og ungeområdet. Eller om man bliver liggende i hængekøjen og i stedet overlader det til den socialdemokratiske overborgmester at forhandle en budgetaftale hjem med andre partier. På rådhuset herunder hos overborgmester Frank Jensen er der en forventning om, at SF leverer varen trods forudsigelige højlydte protester fra kampklare forældreorganisationer og frustrerede pædagoger og institutionsledere. Det er der især én god grund til: Villy Søvndals regeringsambitioner.

Find 350 millioner kroner
I sidste uge sagde Københavns Kommunes Børne- og Ungeudvalg ja til at arbejde videre med et katalog med 24 forslag, der gennem »effektiviseringer, besparelser og øgede indtægter« skal forsøge at lukke et hul på samme forvaltnings 2011-budget på 350 millioner kroner. På listen over initiativer står blandt andet en grønthøsterbesparelse, der barberer skoler og daginstitutioners budgetter ned med 40 millioner kroner. Børnepasningen i København er per barn i gennemsnit 50 procent dyrere end i resten af landet. Derfor er ambitionen nu, at eksempelvis det offentliges udgift til et vuggestuebarn i 2011 skal være 10 procent billigere end i 2008. Derudover skal forældrebetalingen hæves, og nogle børnehaver og vuggestuer skal lukkes ned et par uger i sommerferien. Oveni beskæres tilskuddet til børnenes morgen- og eftermiddagsmad fra 12 til 8 kroner. Samlet set vil disse forslag ifølge kommunens embedsmænd skaffe 180 millioner kroner. Dertil kommer en intern »gældspost« på 120 millioner kroner, som er fremkommet ved tidligere budgetoverskridelser. Gælden foreslår S »saneret«, måske gennem en særbevilling fra Økonomiudvalget. De resterende 50 millioner kroner er »usikre«. Dem vil embedsmændene vende tilbage til efter sommerferien, forlyder det fra kilder på rådhuset.

SF stiller dyre forslag
Indtil videre har både DF’s eller Enhedslistens medlemmer af Børne- og Ungeudvalget meldt foreløbigt pas til de foreslåede besparelser, mens VK støtter dele af forslagene. De borgerlige ser dog helst, at man sløjfer forslaget om stigningen i forældrebetalingen.
Det er bemærkelsesværdigt, at de radikale, som økonomisk har ry for at være hardlinere, denne gang helt afviser at være med til besparelser på børnepasningsområdet. De radikales gruppeformand Manu Sareen spillede forleden ud med, at partiet ikke ville lægge stemmer til de foreslåede besparelser.
I stedet foreslog Sareen, at pengene i stedet blev fundet på resten af kommunens budget og eventuelt via en mindre skattestigning. Den løsning er imidlertid ikke mulig på grund af regeringens krav om serviceloft, hvor skatteindtægter ikke må bruges til service.
SF’s udmeldinger er imidlertid flertydige. På den ene side støtter man op bag forslagene til besparelserne, men på den anden side har SF’ere i udvalget i løbet af foråret stillet en perlerække af omkostningsfulde forslag blandt andet om etablering af heldagsskoler og ansættelse af flere socialrådgivere. Dertil kommer realiseringen af Villy Søvndals klokkeklare valgløfte fra SF’s landsmøde for nylig om to lærere i folkeskolens vigtigste fag.
Indtil videre træder børne- og ungeborgmester Anne Vang (S) dog vande med hensyn til SF’s forslag, som alle ved, der ikke er penge til. Her og nu er det alene besparelserne, som borgmesteren lader fylde dagsordenen.

For dyr børnepasning
Selvom at S og SF gerne giver regeringens økonomiske ramme- og besparelseskrav til kommunerne skylden for besparelserne på børneområdet, så kan VK-regeringens næppe klandres for, at byen har oplevet et uforudsigeligt boom i børnetallet, og at udgifterne til børnepasning er høje trods flere sparerunder i de seneste år. Den borgerlige opposition peger især på, at en generel dårlig økonomistyring som en anden hovedårsag, der forklarer problemerne. Især spøger de mange særtillæg, blandt andet et »trappetillæg«, som pædagogerne i København har krav på.
Dertil kommer, at områ-det er overadministreret med alt for mange – og ifølge kommunen for dyre – ledere og mellemledere til relativt små børnehaver og vuggestuer. Øvelsen går derfor ud på i de kommende år at nedlægge de mindre daginstitutioner, deres ledelser og forældrebestyrelser. I stedet skal der bygges større samt mere moderne faciliteter, hvor lederne får flere børn og pædagoger at være ledere for. Det vil skærpe kravene til lederne, men også give en bedre og mere rationel ledelse end i dag, vurderer kommunen.

Fagforening taget i ed
Imidlertid må man forudse, at en del små børnehaver og selvejende institutioner og deres ledere, forældrebestyrelser og medarbejdere, som nu står til at blive afviklet, næppe giver sig uden kamp. De vil naturligvis søge at påvirke de politiske partier og navnlig det parti, der historisk set har været det svageste led, når der skal træffes hårde beslutninger: SF.
Ingen ved i dag om, hvor partiets smertegrænse ligger med hensyn til at lægge stemmer til besparelser. Dette spørgsmål har man naturligvis drøftet internt i SF, hvor kortene dog holdes tæt til kroppen med hensyn til, hvordan man håndterer det forudsigelige stormløb fra de københavnske forældre og pædagogernes stærke organisationer. Måske har man allerede haft held med at massere organisationerne på forhånd og få udvirket en eller anden form for forståelse eller kompromis? SF’ere hævder faktisk allerede, at den største pædagogorganisation LFS allerede er taget i ed, når det gælder modellen for tvangssammenlægninger af institutioner, der i stedet skal skabe de nye, større og ifølge politikerne mere rationelle »klyngeinstitutioner«. Det gør dog intet indtryk på sure forældre og frustrerede pædagoger og institutionsledere, der for tiden bombarderer politikerne med mails og protestskrivelser.

Vil SF betale prisen?
Langt de fleste af SF’s BR-medlemmer på rådhuset kan nemlig alene takke Villy Søvndals personlige popularitet for, at de ved kommunalvalget blev valgt i Borgerrepræsentationen.
På Christiansborg vil SF-toppen imidlertid holde et skarpt øje med, at SF på rådhuset i sidste ende – uanset de højlydte protester – hjælper Frank Jensen med at udvise økonomisk ansvarlighed ved at lægge stemmer til de sure besparelser. Det vil Enhedslisten, de radikale og de borgerlige formentlig forsøge at udnytte. »SF skal have lov at stege i sit eget fedt«, som en iagttager udtrykker det. Det kan have sin pris for SF at få del i magten på rådhuset. Til efteråret får vi at se, om de vil betale den.

Ærlighed varer ikke altid længst
Den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester fik forleden ørerne i maskinen, da frokostavisen BT kunne afsløre, at Klaus Bondam havde fået en middag i februar på invitation fra hans partifælle og private ven, den tidligere radikale formand i København Anders Thomsen, der til daglig er chef for TDC’s lobbyafdeling. De skulle ifølge Thomsen drøfte »digitalisering« og andet »privat«.
Hvorvidt Bondam har gjort noget galt, skal holdes op mod, at adskillige borgmestre, BR-medlemmer, ministre og folketingsmedlemmer (og andre kendisser) i årevis har været inviteret til at se fodbold i FCK’s daværende bestyrelsesformand Flemming Østergaards særlige lounge i Parken, hvor der altid har været et traktement både med god mad og drikkevarer. Og uden at det har været en sag, som medierne har gjort til et problem.
Det blev denne sag, da en lektor i forvaltningsret i samme artikel udtaler, at det er »over grænsen« og »kan være ulovligt« at modtage billetter til en fodboldkamp og få mad uden et fagligt formål. Så nu er det åbenbart slut med at se politikere til fodbold, hvis Bondams sag skal sætte standarden.
Bondam er dog heller ikke hjulpet af, at han i forvejen slås med et image som en politiker, som har brugt kommunens penge på private udgifter. Tidligere har der været rejst kritik af borgmesterens forbrug af sminke, frokostudgifter og rejseudgifter ved deltagelse i et motionscykelløb.
Imidlertid begik Bondam den »fejl«, at han i modsætning til alle øvrige politikere faktisk havde været åben om, at han havde fået en fodboldbillet plus en middag af TDC. Hvis borgmesteren i stedet havde »glemt« at skrive besøget i Parken på sin gaveliste, så havde BT formentlig aldrig kunnet dokumentere sin historie. Set med Bondams briller, så varer ærlighed åbenbart ikke altid længst.

Bilagsjagten gået ind
Vi hører formentlig mere til flere sager af samme skuffe. I hvert fald skal kommunale forvaltninger landet over servicere medierne, der med offentlighedsloven i hånden over hele landet søger aktindsigt i samtlige borgmestres og øverste forvaltningschefers bilag vedrørende repræsentation, rejser, hotelophold fire år tilbage. Der vil naturligvis fremkomme tvivlsomme sager her og der, imens skatteborgerne finansierer, at adskillige embedsmænd nu holdes i gang over lang tid med at efterkomme de videbegærlige medier på bilagsjagt. Det er en betydelig omkostning, som ingen politiker tør kritisere, da det vil blive taget til indtægt som accept af politikerfråds. Det påstås i øvrigt, at forvaltninger landet over er ved at segne over opgaven med at finde og kopiere bilag, som de anser for utidigt tidsspilde til servicering af populistiske mediers behov for sensationsmageri.

SF insisterer på rollen som ”førsteelsker” hos S

2010-05-05T12:48:00.000-07:00

Tidens mest populære parti skal finde sine ben som magtens parti

Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 3.maj 2010

Af Jarl Cordua

I disse uger regnes der på livet løs i alle kommunens forvaltninger frem mod efterårets budgetforhandlinger. Øvelsen går lige nu ud på at spare penge. Mange penge. Samtidig kæmper kommunen med at skulle udfylde et eksplosionsagtig voksende behov for børnepasning og uddannelse i børne- og Ungdomsforvaltningen, som følge af de seneste års fødselsboom i København. Dertil kommer også et galoperende behov i Socialforvaltningen til flere og flere ofte pleje- og/eller behandlingskrævende kronisk syge mennesker – børn og voksne – fremkommet ikke mindst i kraft af især en moderne tids bedre diagnoser, medicin og viden. Det er naturligvis en svær udfordring for politikerne, som har deres fulde opmærksomhed i den kommende tid.

Kan SF stå for presset?
Allerede nu tyder meget på, at S og SF – i modsætning til forrige år – vil være en del af en budgetaftale. Hvis en budgetaftale medfører, hvad alt tyder på, at der skal ske besparelser i stor stil på daginstitutioner, så bliver det spændende om SF kan holde til det massive pres, der utvivlsomt vil komme fra faglige organisationer. Med andre ord: Hvordan vægter SF hensynet til baglandet i forhold til det økonomiske ansvar og behovet for at indgå i en ”magtens alliance” med S?

På rådhuset har flere iagttagere i al fald observeret, hvordan SF gør meget ud af at pointere at de - ligesom på Christiansborg - er i en tæt alliance med S. Under de såkaldte ”kick-start”-forhandlinger for en måneds tid side bemærkede deltagere, at SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard nærmest symbolsk for selvopfattelsen i det fremadstormende parti pludselig satte sig på samme side af forhandlingsbordet som overborgmester Frank Jensen. For få måneder siden ville SFs forhandler have sat på den modsatte side af bordet sammen med de øvrige partier. SFs stigende selvbevidsthed hænger nødvendigvis ikke kun sammen med den officielle lokale valgalliance mellem de to partier (samt fagbevægelsen og Enhedslisten), men bunder naturligvis også i det simple faktum, at S-SF alene kan mønstre det nødvendige flertal i Borgerrepræsentationen på 28 mandater.

Sosserne vogter på SF
Hos socialdemokraterne kan man sagtens mærke, at SF insisterer på at være ”førsteelsker”, når der skal forhandles, selvom Frank Jensen fra begyndelsen af har satset på bredest mulige forlig, hvor især de radikale og Enhedslisten bydes indenfor. I gamle dage under Ritt Bjerregaard var de radikale, de første der blev budt op til dans. I det daglige forsøger SF dog - ikke særligt overbevisende - at nedtone den nyfundne kærlighed til S blandt andet med henvisning til, at det udelukkende skyldtes Ritt Bjerregaards person, at de to partiers samarbejdes led skibbrud i forrige valgperiode. På rådhuset aner iagttagere, at S er på vagt overfor at blive for omklamret af SF’erne. Socialdemokraterne er således meget bevidst om, at SF, hvis udviklingen fortsætter, kan ende med at vokse dem over hovedet. Også af den grund er Frank Jensen på udkig efter andre samarbejdspartner. Han tør ikke blot binde sig an med et samarbejde udelukkede med SF og et parti, hvor ledelsesforholdene nu og på sigt er ganske uklare.

SF vil tvangssprede vuggestuebørn
På rådhuset har flere dog bemærket sig, at SF’erne har mere end svært ved at finde deres egne ben i den ny rolle som ansvarligt parti med stor magt. SF’erne har fx i lang tid haft svært ved at beslutte om de går ind for at tvangsfordele børn i byens daginstitutioner. Det skal ske for at sikre integrationen, sådan at man får en mere ligelig fordeling af børn af etnisk dansk og anden herkomst. Når det gælder skolerne, så er SF tilsyneladende fortsat imod, at man spreder de tosprogede børn, hvor imod partiet - en anelse ulogisk - åbenbart har ændret holdning, når det gælde vuggestuebørnene. Forleden stillede SF’ere i børne-og ungdomsudvalget med ordføreren Trine Schaltz i spidsen et såkaldt ”medlemsforslag” om etablering af en forsøgsordning på Nørrebro, hvor integration dvs. tvangsfordelingen af vuggestuebørnene skal gå forud for forældres ret til at vælge den institution, de ønsker for deres børn.

Forslag uden reel betydning
Hvis forslaget - efter forsøget - ender med at blive ført ud i livet, så får det – efter flere politikeres vurdering - ikke den store betydning for det frie vuggestuevalg. For i dag eksisterer den kun i teorien, i det der reelt ikke noget valg. Situationen er den, at forældre må tage den institution, de bliver tilbudt, hvis de i det hele taget kan få en plads. Men som en politiker på rådhuset har bemærket sig, så var det ”da ganske modigt, at SF pludselig tør gå op imod den højtråbende kreative klasses ret til valgfri daginstitution. Også selvom at alle ved, at denne ret kun eksisterer på papiret.” På rådhuset er vurderingen fra flere sider, at SF’erne dermed politisk set dummede sig ved at indtage et temmelig ligegyldigt upopulært synspunkt samtidig med, at de i øvrigt ret uforvarende fik inddraget socialdemokraterne herunder den ansvarlige S-borgmester Anne Vang i sagen. Forslaget var i øvrigt ikke forinden ”handlet af” med socialdemokraterne, selvom de deler synspunktet. Omvendt har S ikke det store behov for at skulle sælge et upopulært budskab til københavnerne, som heller ikke får opbakning fra hverken de radikale eller de borgerlige ligesom Enhedslisten er mere end lunkne. Hverken hos SFs sædvanlige venner i pædagogernes fagforening LFS eller hos forældreorganisationen, KFO er man begejstret for forslaget. Hos LFS kalder man tvangsspredning for ”hovedløs populisme”, mens KFO finder, at ”tvang ikke er motiverende”.

Men da det i høj grad er SF, der har førertrøjen mht. vælgernes gunst, så er det måske også partiet, der nu må påtage sig ansvaret for at gå i spidsen for at vedtage upopulære beslutninger. Og det er ganske nyt.

Aktiv i værdidebat
Overborgmesteren lægger i øvrigt op til i den nærmeste fremtid personligt at deltage i ”værdipolitiske debatter”. Hensigten er formentlig den, at Frank Jensen ønsker mere opmærksomhed om sine egentlige politiske holdninger sådan at det hele ikke drukner i at borgerne kun hører om overborgmesterens konkrete tiltag i dagligdagen, som måske ikke er så opmuntrende, når det politiske barometer står på nedskæringer. Hvad disse holdninger bunder i, og hvordan det i praksis vil blive kommunikeret, står dog endnu ikke klart. I sin første 1. maj-tale som overborgmester benyttede Frank Jensen til at understrege det personlige ansvar hos forældrene for, at deres børn for en god opvækst herunder skolegang.

Sår klinket hos VKO
Hos de borgerlige har man tilsyneladende fået klinket skårene efter konstitueringsforhandlingerne hin dramatiske morgen efter valget, der overraskende for alle endte med, at V, DF og de radikale sammen sikrede den radikale Klaus Bondams borgmesterpost og efterlod de stærkt chokerede konservative ”alene på perronen”. I ugerne efter fik VKOs gruppeformænd og Venstres borgmester Pia Allerslev snakket ud om tingene, og stridsøksen er også blevet begravet, fordi de nyvalgte konservative BR-medlemmer åbenlyst ikke har været interesseret i, at et borgerligt samarbejde valgperioden skulle spoleres af nid og nag. Hos VKO er man derfor ganske salomonisk blevet enige om, at man ser meget forskelligt på forløbet under valgnatten, hvorimod alle til gengæld nu ser fremad. Konkret viser samarbejdet sig ved, at grupperne sædvanligvis koordinerer og stiller en del fælles forslag sammen inden BR-møderne og ofte stemmer sammen ved behandlingen i udvalgene og i BR-salen.

Rådhuset gør klar til massive besparelser

2010-04-20T13:33:00.001-07:00

Menuen står på personalefyringer og sandsynligvis
blokerede daginstitutioner.

Bragt i Bryggebladet nr. 7. den 20. april 2010

Af Jarl Cordua

I sidste uge var rådhuset på den anden ende på grund af majestætens runde fødselsdag. Men så snart festlighederne er overstået, så går kommunens politikere i gang med at se på mulighederne for heftige besparelser på kommunens budget for 2011.
Især på det evigt problematiske børne- og ungeområde skal der spares tre procent ud af et budget på ni milliarder kroner. Det vil sige besparelser på 380 millioner kroner både på vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og kommuneskoler, hvor der skal afskediges en del personale. Det er en kæmpeopgave, som et stykke ad vejen vil blive forsøgt løst med naturlig afgang, men man kommer – som det ser ud nu – ikke udenom fyringer også af lærere og pædagoger.
Det vil utvivlsomt betyde, at de faglige organisationer vil iværksætte faglige aktioner, og dertil kommer også forældrebestyrelsernes eventuelle blokader af daginstitutionerne. Hvornår det vil ske vides ikke. Måske iværksættes der aktioner allerede her i foråret, men logisk vil de formentlig først kulminere omkring budgetforhandlingerne i september, sådan at trykket på politikerne bliver af maksimal størrelse. Til den tid gør småbørnsforældre derfor klogt i at finde alternative pasningsmuligheder.
I forvejen har kommunen et kæmpeproblem med at finde skoler og daginstitutioner til de børn, der allerede nu er født. P.t. taler man på rådhuset om, at kommunen mangler tre hele folkeskoler for at klare behovet.
Men selv om kommunen også får ekstra midler fra staten på grund af børnetallet, så vil man ikke komme udenom besparelser og/eller en øget forældrebetaling, som især venstrefløjen foreslår.
Som før nævnt er det ikke alene børne- og ungeområdet, der skal holde for. Det ligger i kortene, at hele kommunens budget vil blive udsat for »en grønthøster«, der skal nedbarbere hver enkelt forvaltnings budget.
I forvejen er det ikke alle kommunens afdelinger, der brillerer med hensyn til at holde styr på pengene. Teknik- og Miljøforvaltningen fik således i begyndelsen af april måned en skarp revisionspåtale for at have en elendig økonomistyring.

Ombudsmand kritiserer
Frikendt på grund af mangel på beviser. Sådan kunne man tolke Folketingets ombudsmands konklusion, efter at han har undersøgt fire ansættelser i Frank Jensens administration, hvor to stillinger blev besat af personer, der tidligere havde deltaget i Jensens valgkampagne i efteråret.
I overborgmesterens sekretariat trækker man dog vejret ret roligt, efter at ombudsmanden i sin redegørelse slår fast, at der intet er at kritisere Frank Jensen for i sagen. At overborgmesteren på en eller anden led har været blandet ind i ansættelserne, er de færreste i tvivl om, men ombudsmanden har imidlertid ingen konkrete beviser for, at Jensen for eksempel har besluttet eller instrueret sine embedsmænd i, hvem der skulle ansættes i hvilke stillinger og så videre. Men overborgmesteren må dog godt give gode råd om, hvem man eventuelt kunne ansætte, fastslår ombudsmanden.
Det er nærliggende at konkludere, at embedsværket med kommunens administrerende direktør Claus Juel i spidsen – uvist af hvilke grunde – åbenbart valgte at følge den kommende overborgmesters »gode råd«. Juel er i øvrigt kendt i embedsmandskredse for hellere at sige ja en gang for meget til politikerne frem for at sige ja en gang for lidt. Denne udviste smidighed gør ham selvsagt populær hos politikerne.
Ombudsmanden finder imidlertid hele forløbet omkring ansættelsesproceduren »stærk kritisabel« og udtrykker i øvrigt forståelse for den mistanke, som pressen har rejst, at det var afgjort på forhånd, hvem der skulle ansættes i de enkelte jobs. En tolkning er, at Juel nu tager skraldet for overborgmesteren. Det skal topembedsmanden i kommunen såmænd nok overleve…
Juridisk har det længe stået klart, at der intet var at komme efter i sagen, og politisk har der aldrig været et flertal for at gå videre med sagen. Kun Venstres gruppeformand Lars Dueholm holder fortsat lidt liv i sagen ved at påpege, at til trods for den manglende »rygende pistol«, så var der omvendt tilstrækkeligt med indicier til, at man kan fastslå, at ansættelserne var afgjort på forhånd, det vil sige reelt anklage Jensen-lejren for at udøve nepotisme. Det vil sige at forfordele folk til kommunale jobs med partibogen i orden, som det udtrykkes. Mon ikke Venstre hiver den sag op af hatten, når valget kommer om tre et halvt år? Hvis altså vælgerne kan huske sagen til den tid.

Sareen beklager
Det knaser fortsat mellem de radikale topfolk, gruppeformand Manu Sareen og integrations- og beskæftigelsesborgmester Klaus Bondam. Det har det gjort længe, men uenigheden mellem de to kulminerede under konstitueringsforhandlingerne i timerne efter valgnatten, hvor Sareen offentligt og i skarpe vendinger undsagde de radikales konstitueringsaftale med de borgerlige partier herunder DF, som gjorde Bondam til borgmester.
Sareen endte dog med at stemme for aftalen, efter at han fik vredet armen rundt af blandt andre den radikale leder Margrete Vestager, og siden har uforsonligheden og den manglende tillid mellem Bondam og Sareen ulmet og ødelagt stemningen i den radikale gruppe.
I sidste uge løb rygtet på rådhuset, at Manu Sareen lørdag på de radikale i Københavns årsmøde ville sige undskyld for sin rolle i de kaotiske timer efter konstitueringsforhandlingerne, hvor Bondam blev udsat for massiv og ganske hård kritik fra partiets vælgere og tillidsfolk. Det er dog ikke helt korrekt. Sareen gav dog den indrømmelse, at han beklagede at have bidraget til at få virakken til at eskalere, da han offentligt kritiserede aftalen om morgenen i TV2 News.
Sareen vil gerne lægge sagen bag sig, for at partiet og han selv kan komme videre. Og tidspunktet er også ganske velvalgt, idet at de radikale på årsmødet vælger folketingskandidater. (Sareen blev valgt som såkaldt "spidskandidat" til folketinget) Alle ved, at Sareen stiler målrettet efter at blive nyt radikalt folketingsmedlem efter Lone Dybkjær, der ikke genopstiller. Og skulle det lykkes, så er der næppe nogen tvivl om, at Klaus Bondam i det stille vil drage et lettelsens suk over at slippe af med sin rival og plageånd.

Nyt moskébyggeri vedtaget
I torsdag vedtog det store flertal til venstre i Borgerrepræsentationen byggeri-et af en ny shia-muslimsk moské på Vibevej, hvor der i øvrigt allerede i dag ligger en moské. Den nye moské vil blandt andet få to 32 meter høje tårne eller minareter plus en kuppel. Kun DF og de konservative og et enkelt iranskfødt BR-medlem fra Enhedslisten stemte imod byggeriet, mens Venstres medlemmer undlod at stemme.
Projektet har mødt en del modstand blandt andet fra eksil-iranere, især fordi byggeriet menes at være sponsoreret af præstestyret i Iran.
I denne sag gjaldt byggeriet en moské, der lå på en grund, hvor der i forvejen lå en moské i dag. Det bliver interessant at se, om en vedtagelse af byggeriet af Sunni-stormoskeen på en tom grund på Amager går ligeså glat i gennem.
Under alle omstændigheder, så har Dansk Folkeparti en synlig sag, som partiet kan gå til kommunalvalg på.

Frank Jensens første større politiske forlig i hus

2010-04-05T05:09:00.000-07:00

Store offentlige anlægsbyggerier skal sætte fut i byens beskæftigelse

Bragt i Bryggebladet nr. 6 den 30.marts 2010

Af Jarl Cordua

Tre måneder. Så kort tid skulle der gå før, at Frank Jensen spillede ud med en større investeringsplan til 561 mill. kr., der bl.a. skal iværksætte byggerier af daginstitutioner samt et større, men kontroversielt vej- og anlægsbyggeri på Østerbro. Hele planen forsøger overborgmesteren nu at sælge til offentligheden under den lidt streetsmarte overskrift ”Kickstart København” plus det ligeledes ganske kække budskab om, at ”vi bygger os ud af krisen”. For i planen skjuler der sig i alt 5.500 arbejdspladser, lover de tre forligspartier, S, SF og de radikale. Det er i øvrigt en anlægspakke, der kommer oveni en i forvejen historisk anlægsaktivitet for kommunen, der bygger og renoverer for svimlende ti milliarder kr. frem mod 2014.

Fødselsboom
Anlægspakken har først og fremmest til formål at få løst kommunens for tiden største udfordring: At få bygget daginstitutioner, der udfylder det presserende børnepasningsbehov, som er fulgt med det ”fødselsboom”, kommunen oplever for tiden. Allerede om tre år vil der være 5000 flere børn end i dag, og derfor besluttede S, SF og De radikale torsdag i sidste uge at afsætte 208 mill. kr., som iflg. beregningerne skaber 661 vuggestue- eller børnehavepladser.

Frank Jensens valgløfte
Disse byggerier kan kun komme i gang for sent, for Frank Jensen har travlt, idet byens nye overborgmester allerede i januar konkret lovede vælgerne, at socialdemokraterne ikke fortjente at blive siddende ved magten, hvis kommunen ikke inden valget i 2013 kan tilbyde pasning inden for en afstand af et kvarters cykling fra hjemmet. Det valgløfte mener overborgmesteren tilsyneladende, at denne anlægsplan vil indfri. Berlingske Tidendes indlandsredaktion, der efter valget leverede et sæt spindoktorer til byens to socialdemokratiske borgmestre, er tilsyneladende enig heri. Avisen allerede torsdag lagde sig således fladt ned, da den i en artikel med overskriften ”Frank Jensen opfylder valgløfte om børn”, måtte konstatere at overborgmesteren allerede havde leveret varen. Andre – mere kritiske medier – såsom Politiken hæfter sig fredag ved, at disse daginstitutioner imidlertid også skal have ansat nogle pædagoger for at kunne opfylde Jensens valgløfter. For i anlægsplanen følger, der slet ikke tilstrækkelig med penge til at klare driften. Der udestår således en opgave med at finde driftsmidlerne på kommunens budget, og her har Børne og Ungdomsborgmester Anne Vang (S) allerede meldt ud, at de penge skal findes i forbindelse med budgetforhandlingerne til efteråret.

Enten-eller
Både de borgerlige og Enhedslisten ville naturligvis gerne have været med til at tage ansvar for at der bliver bygget disse daginstitutioner. Men ønskede partierne del i æren, så stillede overborgmesteren som ufravigelig betingelse, at de også skulle de også stå bag forslaget om at bygge en gravet vejtunnel inden for en med staten for længst aftalt ramme på 1,8 mia.kr, der skal lede den tunge trafik fra Helsingørmotorvejen til Containerterminalen på Nordhavnen. Forberedelserne af en Nordhavnsvej herunder mindskning af beboergener mv. og en udbygning af cykelstierne i området vil samlet stå i en udgift på 180 mill.kr.

VKO-valgløfte
Denne sammenkædning af de to vidt forskellige sager, fandt Venstres Pia Allerslev ”dybt usaglig”, og selvom at især De konservatives leder Mogens Lønborg og DFs Carl Christian Ebbesen begge var fristet til gå med i forliget, så bed de øvrige borgerlige partier heller ikke til bolle. Afvisningen bunder i, at begge partier har – ligesom Enhedslisten og Venstre – under kommunalvalgkampen for et lille halvt år siden førte en klokkeklar kampagne for at vejforbindelsen blev ført under Østerbro med en ”boret tunnel”. Den løsning er - med en samlet pris på 4 mia. kr. - imidlertid dobbelt så dyr som den aktuelle løsning. Finansieringen af et sådant projekt er mildt sagt noget sagnomspunden, i det VKO forestiller sig, at staten dvs. politikerne på Christiansborg vil finansiere hovedparten. Intet har dog hidtil tydet på, at det vil ske. Desuden mener de borgerlige, at Nordhavnsvejen med sine planlagte fire spor bliver for underdimensioneret i forhold til, hvis den en dag skal kobles på en kommende havnetunnel til Amager. Under alle omstændigheder turde VKO-partierne ikke lægge navn til en aftale, fordi etableringen af Nordhavnsvejen utvivlsomt vil genere det relativt store antal borgerlige vælgere på ydre Østerbro, som ifølge Allerslev bliver ”smadret” af Nordhavnsvejen.
Omvendt stiller forligspartierne sig uforstående overfor at de borgerlige partier på rådhuset ikke bakker op om planerne om at levere den vejforbindelse, som kommunen i en tidligere indgået aftale med den borgerlige regering om Metro Cityringen har forpligtet sig til at levere senest i 2014. Der er åbenbart ingen enighed i denne sag mellem VK på Christiansborg og blandt partifællerne på rådhuset, hvilket selvsagt er med til at svække troværdigheden hos de borgerlige. Og derfor er VKO også under mistanke for ikke at gå med i forliget ud fra motivet om ikke at unde Frank Jensen en stor politisk sejr, hvis det var kommet til et bredt forlig.

Der er også andre mere ukontroversielle dele af planen, som alle fint lever med. Fx investeres der 36 mill. kr. i at skabe ”attraktive byrum med plads til liv”, hvilket indebærer ny belægning af strøggader som Købmagergade, Hauser Plads og Kultorvet. Dertil kommer 13,5 mio. kr. til initiativer, som skal hjælpe med at bryde fødekæden af unge til banderne. Ydermere skal København åbenbart som noget helt epokegørende ”tilbyde gode forhold for de ældre på plejehjem” samt med en bevilling på 57,1 mio. kr. forbedre sygepleje, køkkenfaciliteter samt etablering af nye fællesarealer til københavnerne på byens plejehjem. Endelig vil kommunen ”bedre vilkår for udsatte københavnere og flere almene boliger”. Alt sammen populære initiativer, som VKO åbenbart ikke turde gå med i af frygt for, hvad Nordhavnsvejen vil skabe af ballade og negativ reaktion hos vælgerne.

For kort tid til Ø
Enhedslistens folkevalgte på rådhuset var i grunden positivt indstillede overfor ”Kickstart København”, men sagde nej med henvisning til den korte tidsfrist på under et døgn, som overborgmesteren havde udmålt til partierne til at overveje det 14 siders lange udspil. Venstrefløjspartiet havde under alle omstændigheder behov for at lade sin lokale hovedbestyrelse drøfte forslaget, før man kunne tilslutte sig det, hvilket den korte tidsfrist ikke gav mulighed for. I det store hele lader Enhedslisten dog skinne igennem, at man egentlig er tilfreds medanlægsplanen.

Majestætens gave
Ud over den noget højtravende ambition om at føre København frelst gennem finanskrisen, så har Borgerrepræsentationens partier også beskæftiget sig med andre ”vigtige” ting. Blandt andet spørgsmålet om, hvilken gave som majestæten bør modtage af bystyret i anledningen af sin 70 års fødselsdag den 16. april. Dronningen selv har foreslået et kontant bidrag til en tiltrængt renovering repræsentationslokalerne på Christiansborg. Ved 60-fødselsdagen forærede kommunen majestæten 200.000 kr., men med inflationen osv., så har man nu rundet op til 230.000kr. Både formål og beløbsstørrelsen har dog vakt modstand især blandt venstrefløjspartierne i BR. SF på Christiansborg mente, at penge burde gå til legepladser for udsatte børn, mens Enhedslisten på Rådhuset vurderede, at det måtte række at ære fødselaren med en buket blomster og en flaske portvin i anledningen af den runde dag. Et markant flertal stemte dog for at bevilge det nævnte gavebeløb. Imod forslaget stemte foruden venstrefløjspartierne imidlertid også – og lidt opsigtvækkende - Venstres gruppeformand Lars Dueholm og BR-medlem (V) Flemming Steen Munch.

Kjeldgaard væk om et år
Endelig går snakken på gangene om, at SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i et hemmeligt notat har nedskrevet sine prioriteter mht. hvilke jobs han ville være interesseret i at få, hvis de blev ham tilbudt, og så går hvilke begrundelser han herefter kan give vælgerne, den dag han forlader Københavns politik. På rådhuset forventer man, at Kjeldgaard er ude af politik inden det næste år.

Farvel til borgerlige borgmestre i København

2010-03-04T05:04:00.000-08:00

Frank Jensen får uventet hjælp fra VK-regeringen.

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr.4 2. marts 2010

Takket være VK-regeringen kører Venstres Pia Allerslev formentlig på sin sidste periode som borgmester i København. Det bliver formentlig konsekvensen af, at et bredt flertal i Folketinget afskaffer den særlige styre-form i København, hvor mindretallets partier også får andel i borgmesterposterne.
I fremtiden vil en flertalskonstellation med minimum 28 af Borgerrepræsentationens 55 mandater, således »rydde bordet« for borgmesterposter. Eksempelvis betyder det, at S-SF og Enhedslisten besætter samtlige syv borgmesterposter, såfremt at reglerne havde været gældende i indeværende valgperiode. Det vil sige, at den radikale Klaus Bondams og Venstres Pia Allerslevs borgmesterposter i stedet var blevet besat af politikere fra henholdsvis S og SF. Regeringen lægger nu op til, at de nye regler bliver indført allerede fra 1. januar 2014. Imidlertid ligger det i kortene, at et lovforslag først er på trapperne i løbet af et års tid. Det vil sige, at et folketingsvalg i mellemtiden vil kunne udskyde forslagets vedtagelse.

Ritt fik ret
For et års tid siden annoncerede daværende overborgmester Ritt Bjerregaard (S), at hun ikke genopstillede til en ny valgperiode. Ved samme anledning gav Ritt især Københavns styreform skylden for, at det ikke var lykkedes for hende at gennemføre store dele af sin politik. Hun står dog langtfra alene med synspunkterne. Faktisk er der bred enighed lige fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten om, at det skaber en uklarhed hos borgerne, at der ikke altid er sammenhæng mellem, de politikere, der har ansvaret for trufne beslutninger, og de borgmestre, der er sat til at føre den konkrete vedtagne politik ud i livet. Et krystalklart eksempel illustrerer fint problemstillingen: Pia Allerslev har som kultur og fritidsborgmester ansvaret for det såkaldte »Ungdomshus«, som hun og hendes er parti er inderligt imod, men som et flertal i BR støtter. Med det sædvanlige udvalgsstyre, som regeringen foreslår, vil alene borgmestre inden for konstitueringsflertallet skulle gennemføre flertallets politik, mens mindretallet fremover vil stå frit som ren opposition. Det vil skabe klarhed for de sikkert forvirrede borgerne, der siden slipper for at opleve borgmestre fra oppositionen forklare sig om dispositioner, de er dybt uenige i, men alligevel ansvarlige for.

Nye strategier
Kan udsigten til en ny styreform også få konsekvenser for samarbejdet i BR i den kommende periode? Måske på en indirekte måde. Det vil efter min vurdering give overborgmester Frank Jensen et ekstra kort på hånden overfor sine samarbejdspartnere. Både partierne til højre og til venstre for Socialdemokraterne vil i fremtiden skulle lægge en klar strategi med hensyn til, om man går efter at komme med i en ny regering – og dermed tage del i ansvaret – eller i stedet satse fuldtonet på en ren oppositionslinje, hvor man kan hamre løs på »regeringskonstellationen« og dets beslutninger. Det vil sige fuldstændigt som man ser det i Folketinget. Med andre ord: Vil man se Enhedslisten, de radikale og VK forsøge at ombejle Frank Jensen de næste fire år med henblik på at komme med i en »flertalsregering«? Og vil denne konkurrence ikke sænke den pris i form af politiske indrømmelser, som Jensen vil give for at invitere partierne med i et samarbejde? Og hvis V og K vælger rollen som benhamrende hård opposition: Hvordan vil det påvirke samarbejdet i resten af perioden?

Beskyt mindretallet
En anden vigtig problemstilling er, hvad gør man for at sikre mindretallets mulighed for at komme til orde? For i fremtiden mister mindretallet de borgmesterposter, som også er vigtige platforme til at komme i medierne. Her har blandt andet Enhedslisten spillet ud med konkrete forslag, der sikrer, at mindretallets partier får adgang til faglig veluddannet sekretariatsbistand, midler til at ansætte en pressechef og så videre. Dertil kommer tanker om, at for eksempel gruppeformænd, politiske ordførere og medlemmerne af Økonomiudvalget får en fast løn, så de fremover bliver fuldtidspolitikere. Netop det er nu blevet Pia Allerslevs dagsorden, og disse ideer vil uden tvivl få opbakning både fra regeringen, Folketinget, overborgmesteren og BR. Venstre-borgmesteren har derfor klart erkendt, at slaget om at bevare borgerlige mindretalsborgmestre i fremtiden reelt er tabt.

Tak til »Tulle«
På rådhuset er man derfor også lettere forbløffet over, at det netop er VK-regeringen, der spiller ud med dette forslag. Forklaringen er formentlig den, at især Dansk Folkeparti længe har haft et ønske om at skabe klarhed, desuagtet at det helt umuliggør, at DF i fremtiden får en mindretalsborgmester. Partiet har faktisk ved et par BR-valg været tæt på de magiske syv mandater, der automatisk udløser en borgmesterpost. Lige efter årsskiftet spillede DF’s finansordfører Kristian Thulesen Dahl ret pludseligt ud med et forslag om en kommission, der blandt andet skulle se på Københavns styreform. Frank Jensen tog i afdæmpede vendinger positivt imod forslaget, mens regeringens daværende indenrigsminister Karen Ellemann spillede bolden tilbage ved at pointere, at København ifølge den gældende lovgivning allerede selv har mulighed for at ændre styreform. Netop det afviste overborgmesteren dog med henvisning til, at der skulle findes en løsning via en ændring i lovgivningen, der fremover beskytter mindretallet.

På de indre linjer sendte regeringen imidlertid et signal til rådhuset om, at man var i gang med at kigge på sagen. Alligevel kommer VK-regeringens forslag som en kæmpeoverraskelse for alle, og i Frank Jensens lejr kan man næsten ikke tro sit held. I den borgerlige lejr er holdningerne delte, især internt hos K; men hos VK er man nu enige om at redde, hvad der reddes kan. Er det så rent saglige hensyn og pludselig idérigdom hos regeringen, der har gjort, at en reform af styreformen er på vej? Ikke helt. Det tyder på, at regeringen var tvunget af, efter at have fået signaler fra DF signaleret herom, at hvis ikke regeringen selv spillede ud med et forslag, så kunne DF finde på at stemme for for eksempel et beslutningsforslag sammen med oppositionen til venstre i Folketinget. Et beslutningsforslag ville også have tvunget regeringen til truget. Så for at spare sig selv for den ydmygelse, har Lars Løkke Rasmussen gjort sagen til regeringens politik.
Tilbage står, at de borgerlige politikere på rådhuset i realiteten især kan takke Kristian Thulesen Dahl for, at Københavns borgmestre formentlig i fremtiden alle vil være røde.

Fortsat rævekager
Vil en ny styreform betyde en ændring for borgerne i hverdagen? Det er der intet, der tyder på. Politikken bliver der heller ikke rørt ved, for helt banalt kræver det såmænd stadigvæk et flertal i BR, før beslutninger kan føres ud i livet. Og magtkampene og rævekagerne ved konstitueringsforhandlingerne på valgnatten eksisterer i bedste velgående ude i landets små hundrede kommuner. Så dem slipper vi næppe heller for i fremtiden i København.
Styreformen vil derfor næppe mindske underholdningsværdien af de politiske kampe på Københavns Rådhus. Og det er vi da en del, der er glade for!

Frank Jensen begyndte ellers så godt

2010-02-11T00:53:00.000-08:00

Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 9. februar 2009

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Overborgmester Frank Jensens første måned på Københavns Rådhus begyndte fantastisk godt – og sluttede temmelig skidt. Medierne var helt oppe og ringe over socialdemokraten, som de fulgte som en dreng på sin første skoledag – og uden at stille alt for kritiske spørgsmål. Jensen havde tre prioriteringer på sin politiske dagsorden: børn, bander og beskæftigelse.
Det var lige, hvad københavnerne tørster efter, så den udmelding »sad lige i skabet«. Så vidt så godt.

Selvmål
Imidlertid spændte Frank Jensen – i sin iver efter at fremstå som handlekraftig – buen en anelse for hårdt, idet han afgav en børnepasningsgaranti, som skal gælde inden denne valgperiode udløber. Hvis ikke man er nået i mål, ja så fortjener Socialdemokraterne ikke at blive siddende, mente Frank Jensen.
Et synspunkt, som den nye overborgmester – skulle det senere vise sig – stod ret alene med blandt sine socialdemokratiske gruppefæller, og efterfølgende forsøgte overborgmesteren så at trække i land.
Den kække udmelding blev dermed det første selvmål fra Jensens side, siden han fik comeback i politik for et lille års tid siden. Til gengæld var det et selvmål i samme kategori som forgængerens løfte om billige boliger. Bundlinjen er, at leverer Socialdemokraterne ikke på børnepasningsområdet, så har man givet oppositionen særdeles effektiv ammunition til brug for næste valgkamp i 2013.

Arver millionunderskud
Allerede nu føler Socialdemokraterne »fornøjelsen« af at sidde med ansvaret for Børne- og Ungeforvaltningen, hvor udgiftsrammen eksploderer i takt med det stærkt stigende børnetal i kommunen.
Forleden kom der igen en meddelelse om, at forvaltningens regnskab for 2009 viser et kæmpeunderskud på mellem 70-100 millioner kroner. Til Berlingske måtte den nye børne- og ungeborgmester krybe til korset og mere eller mindre indrømme, at kommunen ikke kommer udenom besparelser, som politikerne ellers for kun få måneder siden vedtog at droppe.
– Vi har forskellige muligheder. Vi kan prioritere anderledes i kommunen og tage penge fra andre områder til børnene. Vi kan også øge indtægterne ved at sætte forældrebetalingen op, vi kan reducere på vores service, og endelig kan vi bruge pengene på en smartere og bedre måde. Vi vil selvfølgelig helst det sidste, men vi kommer ikke udenom at afprøve alle mulighederne, sagde Anne Vang til avisen. Forinden kom Vang dog med en udtalelse, som man kun kan læse som, at besparelser også er på tape-tet.
Borgmesteren troede nemlig ikke, at »det kan lade sig gøre at løse det her, uden at nogen vil opleve det som ubehageligt«. Det bliver det sikkert også for den nye borgmester, når forældreorganisationer får iværksat blokader, og pædagogfagforeninger strejker.

Ærlige Per
Jensens foreløbige udspil mod bandekriminalitet indeholder heller ikke verdens mest originale forslag, som det også er svært at være modstander af.
Kort fortalt, går Jensens forslag ud på at koordinere kommunens forskellige indsatser på området. Forslag som at »koordinere indsatserne« er et af de værktøjer, politikere plejer at hive op af værktøjskassen, når de er ved at løbe tør for banebrydende ideer.
Dertil kommer, at overborgmesteren har hyret en kendt, sympatisk og netop pensioneret politimand, Per Larsen, som konsulent udi bekæmpelse af bandekriminalitetens uvæsen. Larsen skal naturligvis også være blikfang og symbolisere Jensens bandeindsats. Alle kender »Ærlige Per«. Med denne ansættelse er det nu blevet tydeligt for fru Hansen, at Jensen nu har taget skeen i den anden hånd og får gjort noget ved skyderierne på Nørrebro.

Jobplan forude
I næste uge ventes Frank Jensen at spille ud på det tredje fokusområde: beskæftigelsen. Den nye overborgmester slog under sin valgkamp på behovet for at få flere københavnere i arbejde. Og selv om kommunen i forvejen er en ganske betydelig arbejdsgiver, så er det tanken, at kommunen med forskellig indsats skal sikre eller skabe private arbejdspladser, som er mistet i forbindelse med finanskrisens hærgen. Vi får se, hvad Jensen har i posen.
Men blandt initiativerne er projektet Copenhagen Connected, der blandt andet går ud på at etablere en såkaldt ruteudviklingsfond med henblik på at fastholde og udbygge Københavns Lufthavns internationale konkurrenceposition, der for tiden er under pres. Ideen er, at fondens støtte til projektet skal bidrage til at trække nye flyruter til København og på denne måde skabe nye (københavnske) arbejdspladser. Kommunes bidrag er på i alt 16 millioner kroner over fire år.
Sagen er imidlertid ikke lige til. For er det en kommunal opgave på denne måde at støtte den private virksomhed Københavns Lufthavne, der i dag ejes af en privat australsk fond? Og er der nogen sikkerhed for, at denne indirekte kommunale støtte rent faktisk giver nye jobs til kommunen?
Økonomiudvalgets flertal er dog gået med til projektet under forudsætning af, at også Erhvervsministeriet bidrager økonomisk. Både Enhedslisten og Venstre undlod dog at stemme for indstillingen.

En tilståelsessag
Overborgmesterens første måned i stolen er dog mest skæmmet af de stærkt omtalte »politiske« ansættelser i Økonomiforvaltningen, som hører under Frank Jensen. Seneste nyt er ifølge Politiken, at kommunen i de breve med afslag, der er sendt ud til de øvrige joban-søgere, skriver, at stillingerne nu er besat med folk, »der tidligere har arbejdet med og er yderst engageret i politik.« I realiteten betyder dette, at afslaget er begrundet i, at ansøgerne ikke har deltaget i Frank Jensens valgkampagne. Med andre ord: Brevets ordlyd er nærmest en tilståelsessag.
Det er en kendsgerning, at det offentlige ikke må hyre medarbejdere ud fra politiske kriterier. Det kaldes for magtfordrejning og er naturligvis ulovligt. Folketingets ombudsmand har besluttet at kulegrave sagen, mens kommunens administrerende direktør Claus Juhl mere eller mindre afviser, at der er noget at komme efter.
En vurdering af sagens endelige udfald er, at ombudsmanden »udtaler kritik« af proceduren omkring ansættelserne. Kommunen noterer sig kritikken og lover at rette ind for fremti-den. Alle de ansatte bliver i deres job, og sagen bliver glemt i løbet af de næste fire år, især fordi ingen politikere på rådhuset har lyst til at holde liv i den.
Københavns Kommunes Børne- og Ungeforvaltning var i sidste uge også under hårdt pres fra stort set alle partier på Christiansborg i en sag om et cafémøde arrangeret af Holberg-skolen, hvor kun mødre var velkomne.

Sjælden københavnsk sejr
Stort set alle landspolitikere fløj op af stolene, efter at sagen blev omtalt i Berlingske Tidende. Lige fra Pia Kjærsgaard til Villy Søvndal var således ude og skælde kommunen – og ikke mindst den pågældende skoleleder – huden fuld og for at se stort på ligestillingen og »danske værdier«. Kritikerne afviste, at man gavnede integrationsbestræbelserne og fik nydanske kvinder i tale ved at arrangere forældremøder, hvor fædre ikke var velkomne. Ikke overraskende var stort set kun DF og de konservative både på Christiansborg og rådhuset helt på samme linje. I stort set alle partier gik skillelinjen i stedet mellem københavnske politikere og Christiansborg. Særligt interessant var det, at SF på Nørrebro skældte den ellers meget succesrige partiformand Villy Søvndal ud for at være »for populistisk« og med en opfordring om at »holde sin mund«.
Det viste sig imidlertid, at der ikke var tale om et egentligt forældremøde, men et ganske almindeligt uforpligtende cafémøde for nydanske kvinder. Det lykkedes efter nogen tid at bringe denne afgørende forskel ind i debatten, som efter at den havde raset et par døgn pludselig døde ud, fik en anderledes udgang end man normalt ser i disse ofte ophidsede debatter.
For først gik venstremanden MF Søren Pind ud med en beklagelse af sine tidligere udtalelser, og siden trak også partiformand Søvndal i land i takt med, at sagens rette sammenhæng gik op for dem. Et flertal blandt de københavnske politikere gik derfor glade på weekend med bevidstheden om, at de havde vundet en sjælden sejr i den altid heftige integrationsdebat.

Åben jobansøgning
På rådhuset er de øvrige fagborgmestre stille og rolig på vej til at finde sig til rette. På rådhuset tales der dog mest om Bo Asmus Kjeldgaards Teknik- og Miljøforvaltning, hvor snakken blandt personalet går om uro og utilfredshed over forandringerne, hvor SF-borgmesteren har i sinde at blande sig mere i det daglige end forgængeren Klaus Bondam.
Indtil videre er det eneste synlige bevis på de nye tider, at forvaltningens sekretariatschef er blevet skiftet ud. Kjeldgaard er dog allerede så meget i offensiven, at han – ud over at få placeret nogle af dine egne folk fra Børne- og Ungeforvaltningen – også har fået hyret sig en ny pressechef, Tine Lund.
Den nye pressechef, der kommer fra Klima- og Energiministeriet, har allerede fået sin chef i avisen. Fredag i sidste uge kunne man således læse om den nye teknik- og miljøborgmesters visioner for København. På forsiden af kultursektionen hed det: »Bæredygtig byudvikling tænder mig«. Politiken mente, at den borgmester lignede »en mand på rette tid og sted«. Måske.
På rådhuset skal man dog ikke lede længe, før man hører en anden vurdering: Kjeldgaard er på vej væk. Og han er derfor glad for, at Politiken trykker et interview, der også kan læses som en stor, åben jobansøgning. SF-borgmesteren – siger man på gangene – vil nemlig gerne slippe væk fra københavnsk politik på en pæn og bekvem måde, før han tvinges væk som leder af SF’s nye borgmester Ninna Thomsen. Ifølge rygterne er Kjeldgaard særligt interesseret i at blive direktør eller sekretariatschef og gerne i et af de halvoffentlige energiselskaber.

Frank Jensen-administrationen

2010-01-26T14:41:00.000-08:00

Bragt i Bryggebladet nr. 2 26. januar 2010

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Denne klummeskribent forudså for to uger siden, at overborgmester Frank Jensen ville få kritik for i hans forvaltning at ansætte to personer, der for få måneder siden tjente i hans valgkampagne. Sagen begyndte efter, at en artikel i Ekstra Bladet omtalte ansættelserne.
Imidlertid fik det ikke en eneste borgerrepræsentant op af stolene for at kritisere forholdet, hvilket i sig selv er ganske forbavsende, da politikerne normalt aldrig forspilder en chance for at gå til stålet overfor hinanden. Senere har Politiken gennemlyst den nye overborgmesters administration og fundet ud af, at i alt fem personer i Jensens personlige netværk, heraf flere partifæller, har fået job i Økonomiforvaltningen.
Det drejer sig om Jensens kampagnechef under kommunalvalgkampen Simon Kjær Hansen, som nu er blevet sekretariatschef og S-kampagnens pressechef, den tidligere DSU-lokalformand Simon Kollerup, som er blevet »konsulent for sociale medier«. Med til historien hører, at Kjær Hansen under valgkampen havde orlov fra en stilling som kontorchef i forvaltningen. Efter valget er han imidlertid blevet forfremmet til sekretariatschef.
Så er en tidligere sekretær hos Socialdemokraterne på Christiansborg, Birgit Jensen, blevet ansat i en stilling som Jensens sekretær. Yderligere er den tidligere S-trafikminister Jakob Bukstis kone Yvonne Schantz blevet ansat i Økonomiforvaltningen som overborgmesterens assistent. Hvorfor er det interessant?

»Kammerateri«
Buksti var ligesom Jensen blandt Svend Aukens stærkeste støtter i Socialdemokratiets fløjkampe på Christiansborg. Derfor bliver også denne ansættelse klart set som en kommunal stilling, som Frank Jensen besætter med en person fra sit nærmeste netværk. Ingen siger ordet »nepotisme«, som er en ret hård anklage. I stedet ligger det lidt blødere »kammerateri« på læben, som beskriver nogenlunde den samme: At politikere ansætter partifæller i offentlige stillinger. Stillingerne har – som loven kræver – været opslået, men kun i få dage på kommunens hjemmesider og helt uden om de sædvanlige jobportaler på internettet.
Årsagen til denne fremgangsmåde kan man prøve at gætte sig til. Ansættelsen af Jensens nye pressechef Amalie Kestler kan – måske – også henregnes til at være blandt de politiske ansættelser, netop fordi stillingen kun blev slået op i meget kort tid. Kestler kommer fra en stilling som nyhedschef på Berlingske Tidende, så derfor er hun på den anden side tydeligvis kvalificeret til jobbet.

Fem jobs, fem samtaler
Imidlertid var pressens omtale af Jensens ansættelser ikke en sag, som hverken den borgerlige eller venstreorienterede opposition gik ind i, da den kort efter nytår blev kendt. Det kan der være en række grunde til, som jeg vender tilbage til. Alt imens den samlede opposition var fraværende, begyndte dagbladet Politiken – som ellers i perioder har haft et ganske godt forhold til Socialdemokraterne på rådhuset – at spørge ind til Frank Jensens mange nyansættelser.
Selv afviste Frank Jensen, at det udgjorde et problem, at han havde ansat folk, der havde været aktive i hans valgkampagne. Alle ansættelser var således »sket efter bogen«, og der var derfor ikke »fugls føde« på sagen. I et notat har kommunen således forklaret, at opslagene levede fuldt ud op til kommunens procedurer og var tilrettelagt sådan, at stillingerne skulle besættes hurtigt.
I alt skal der have været 30 ansøgere til de omdiskuterede job, men kommunen erkendte pludselig i sidste uge overfor Politiken, at kun de personer, der senere fik de fem jobs, blev kaldt til en samtale.

Problematiske ansættelser
Dagbladet Politiken havde i øvrigt ved flere lejligheder spurgt en række eksperter i offentlig forvaltning, der alle vurderede, at ansættelserne så problematiske ud. I sidste uge gik Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, så ind i sagen. Foreløbig har han bedt om en redegørelse fra overborgmesteren. Hvis han finder noget problematisk i sagen, kan han som ombudsmand »udtale kritik«, men han har imidlertid ingen sanktionsmuligheder.
Derfor vil Frank Jensen under alle omstændigheder kunne lukke sagen ved at tage en eventuel kritik »til efterretning«. Hans stab bliver, uanset om det regner eller sner. Indtil videre har overborgmesteren »lukket ned« for flere kommentarer, i hvert fald indtil ombudsmanden eventuelt gør mere ud af sagen.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at først efter at Politiken borer i sagen, og konfronterer de borgerlige på rådhuset herom, begynder politikerne at udtrykke en kritik af ansættelsesproceduren.
– Sagen lugter langt væk af politiske ansættelser, og det hører ikke hjemme i en kommune, hvor vi må kunne have tillid til, at embedsmænd ikke varetager særlige partimæssige hensyn, sagde Dansk Folkepartis gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som var den første på banen.
Men hvad med den borgerlige oppositionsleder i Venstre? Ja, først afviste kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev at kommentere sagen, men så pludselig i forrige uge kom Venstres gruppeformand, Lars Dueholm, på banen:
– Det har været aftalt spil, og jeg kan kun opfordre til, at hele ansættelsesrunden i overborgmesterens sekretariat går om. Sagen viser, at Frank Jensen i lighed med sine forgængere ikke kan skelne mellem, hvad der er Socialdemokraterne, og hvad der er Københavns Kommune.
Hvordan kan det være, at det først er efter, at Politiken skriver om sagen, at nogle politikere begynder at kritisere ansættelserne? Det kan der være flere forklaringer på:

Uskøn tradition
Den manglende kritik kan skyldes valgkamptræthed hos partiernes topfolk. VKO, SF, De Radikale og Enhedslisten kommer lige ud af en valgperiode, hvor der i fire år var kævl, strid og kamp fra morgen til aften med Ritt Bjerregaard.
Man orker derfor ikke at slås med en ny overborgmester, som i øvrigt fra begyndelsen af sin embedsperiode har været flink til at række hånden ud til alle partier, og som i modsætning til sin forgænger husker at orientere alle de store partiers borgmestre om nye initiativer og udmeldinger.
I øvrigt har det været en lang, uskøn tradition for i kommunen, at partisoldater får job i forvaltninger, hvor en partifælle troner i borgmesterstolen. En af grundene til, at kritikken har været forholdsvis afdæmpet, skyldes formentlig, at ingen af de store partier har de reneste hænder med hensyn til uvildige ansættelser i stabsfunktioner, det vil sige spindoktorer, politiske rådgivere og så videre. Alligevel har denne praksis været på retur i de senere år. Eksempelvis er vurderingen på rådhuset, at der blev ansat flere af Ritt Bjerregaards kampagnefolk i Økonomiforvaltningen sammenlignet med det antal kampagnemedarbejdere med videre, som Frank Jensen indtil videre har fået placeret.

Særlige jobs
På rådhuset kender man i dag kun til én egentlig ren politisk ansættelse, når der ses bort fra Frank Jensens nye stab. Det er SF-borgmesteren Bo Asmus Kjeldgaard politiske rådgiver, økonomen Charlotte Wieth-Klitgaard, som selv er tidligere mangeårigt medlem af Borgerrepræsentationen for SF. De øvrige borgmestre har måske ikke ansat partifæller, men så har de haft en særlig kandidat i kikkerten og ladet forvaltningsdirektøren vide, at han eller hun var borgmestrenes foretrukne kandidat.
Ofte har disse særlige jobs kun været opslået på kommunens hjemmeside i ganske kort tid, og i øvrigt har den foretrukne kandidat fået en kraftig opfordring om at søge. Proceduren med at indkalde til samtaler har heller ikke været lang. Måske har man ikke engang haft mere end én enkelt kandidat til samtale. Læserne kan nok gætte hvem.

Politiske rådgivere
Det er dog vigtigt at understrege, at det bestemt ikke er alle personlige politiske rådgivere med videre, der bliver ansat på denne måde. Det er i øvrigt heller ikke noget, der vækker den store forargelse i embedsmandsværket eller blandt politikerne. Sådan har det jo altid været…
Alligevel er vurderingen, at de skjulte partiansættelser rundt omkring vil forsvinde stille og roligt, men at borgmestrene i stedet vil få mulighed for at opruste med en håndfuld personlige rådgivere præcis, som man ser det med ministres personlige rådgivere. Imidlertid er pressecheferne, eller »spindoktorerne« om man vil, og de politiske embedsmænd på rådhuset ansat på sædvanlige embedsmandsvilkår, mens ministrenes særlige rådgivere ryger ud, når ministrene går af.
Måske var det en idé at lave rene linjer, som man har det i ministerierne.

Kommunens økonomi er sund
Alle borgmestrene og resten af Økonomiudvalget var i forrige uge på såkaldt budgetseminar på Hotel Hesselet i Nyborg. Her kom Økonomiforvaltningen med en prognose for kommunens økonomi i 2011 og for, hvordan et budget for det kommende år kunne se ud.
Traditionen tro var regnedrengenes briller tilpas sodsværtede. De foreslår politikerne, at der spares 400 millioner kroner, selvom der er udsigt til et rådighedsbeløb på knap 700 millioner kroner.
Lægger man tallene sammen – og holder prognoserne – så skulle der dermed være 1,1 milliard kroner at omprioritere for. Der er næppe tvivl om, at hovedparten af pengene skal gå til nye daginstitutioner som følge af det eksplosivt voksende børnetal og til at tilbyde en service til kommunens mange svært handicappede.
Hovedkonklusionen for seminaret var, at kommunens økonomi i bund og grund er sund. Alligevel ser politikerne med en vis bekymring frem mod regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening til sommer. For statsministeren bebudede for et par uger siden, at der ikke længere er plads i økonomi-en til mere vækst i kommunernes budgetter.
Det skaber nogle problemer for København, der skal have en vækst på 0,75 procent for at kunne tilbyde borgerne det nuværende serviceniveau. Måske åbner det for endnu et slagsmål mellem kommunen og regeringen.

Politikere uden indflydelse
Det kan i øvrigt godt undre, at de københavnske politikere har brugt de første af årets uger på at markeret sig på områder, de ingen som helst indflydelse har på.
Tidligere har politikerne i København ført an for at indføre trængselsafgifter, der kan holde bilerne ude af byen. Det er dog ikke et anliggende for kommunen.
Rådhuset vil også forbyde prostitution i København, hvilket de heller ikke har indflydelse på.
Til gengæld er der presseomtale for politikere med et stort markeringsbehov. Senest har et flertal med Frank Jensen i spidsen foreslået en forsøgsordning med fri hash i byen, men det kan man heller ikke gennemføre uden om Folketinget.
Så konklusionen må være, at københavnske politikere går mere op i at profilere sig i pressen på områder, hvor de ingen indflydelse har end dem, hvor de rent faktisk har indflydelse.

Ingen bortforklaringer

2010-01-12T00:02:00.000-08:00

Overborgmesteren risikerer sin forgængers skæbne

Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2010.

Af Jarl Cordua

Mulighed for børnepasning, bekæmpelse af bandekriminalitet og øget beskæftigelse. Det er de tre hovedområder, som Københavns nye overborgmester Frank Jensen har valgt at fokusere på her i den første tid i em bedet. Det er naturligvis ikke tilfældige emner. De har været på den politiske dagsorden længe – også under valgkampen. Partierne har formentlig allerede før valget interviewet vælgere i fokusgrupper, hvor lige netop disse tre punkter er bon’et ud som det, der optager folk her og nu. Overborgmester har allerede i den første uge spil let lidt ud med, hvad han vil gøre i forhold til »Børn, Bander og Beskæftigelse« eller mere spindoktoragtigt: »De tre B’er«. Allerede før sin første arbejdsdag mandag i sidste uge lagde Frank Jensen frivilligt løkken om halsen, da han i et stort interview i Berlingske udstedte en udvidet børnepasnings garanti til de københavnske børnefamilier. Den går ud på, at senest om fire år kan forældre få en plads til deres barn inden for en radius af tre-fire kilometer fra deres hjem, og inden barnet er fyldt et år. Desuden kan søskende få tilbud om plads i samme institution. Dagen efter i samme avis kunne københavnerne læse deres nye overborgmester give følgende løfte:

»Hovedtemaet i de kommende fire år bliver at levere en pasningsgaranti, der virker. Hvis ikke vi kan levere det, kan jeg ikke an befale, at vi stiller op igen. Vi skal levere det her, og I vil ikke se mig sidde og komme med bortforklaringer om fire år.«

Dette udsagn er af medierne blevet udlagt som et klokkeklart løfte i stil med Ritt Bjerregaards billige boliger. Er det så klogt af Frank Jensen at udstede denne garanti? Måske. I overborgmesterens lejr mener man, at Frank Jensen lige så godt kunne afgive denne garanti først som sidst. Hos vælgerne er der for længst blevet skabt en forventning om, at der sker noget på området, og i øvrigt har Jensen allerede under valgkampen kommet med lignende bindende udsagn, om at hvis ikke han og Socialdemokraterne leverer her, så fortjener de ikke at blive siddende. Derfor ligger løkken om halsen på Frank Jensen. Om der bliver behov for at hænge ham (mere op på løftet) vil vise sig i efteråret 2013. Leverer han ikke varen, så vil ovenstående ud sagn ramme ham som en boomerang lige i nakken. Da Ritt Bjerregaard for kun ti måneder siden læste en intern meningsmåling, der viste, at mere en hver anden S-vælger havde sagt farvel og tak, trak hun sig som overborgmester. En anden måling viste klokkeklart, at det netop var Ritts valgløfte om billige boliger, som var hovedårsagen til, at vælgerne stod i kø ved udgangen. Imidlertid kan den nye overborgmester og hans partifælle den 26-årige nye børne- og ungeborgmester Anne Vang indtil videre håbe på, at de omkring 367,2 millioner kroner, der allerede er afsat til over de næste tre år at bygge mellem 10-14 nye daginstitutioner, rækker et pænt stykke ad vejen. I forvejen er omkring 1000 børn på en fortsat voksende venteliste til en daginstitution, så kommunen – og Frank Jensen – har travlt. Men hvad nu hvis børnetallet – hvad meget tyder på – bliver ved med at stige eksplosivt? Kan kommunen nå at bygge og etablere yderligere nye daginstitutioner, så man kan overholde garantien? Det kræver nye bevillinger. Og i øvrigt skal der findes helt nye penge på budgettet til Socialdemokraternes nye søskendegaranti.

Da Frank Jensen var nået til torsdag, så meddelte han, at den fra medierne så kendte chefpolitiinspektør Per Larsen har fået nyt job hos den nye overborgmester som særlig rådgiver indenfor bandekriminalitet. Umiddelbart smart set af Frank Jensen at inddrage den sympatiske, overskudsagtige og respekterede tidligere politimand, der åben lyst for alle har erfaring på området. Med dette skridt signalerer Jensen til københavnerne, at han tager opgaven med at bekæmpe bandekriminalitet alvor ligt. Larsen skal også være overborgmesterens ansigt udadtil på dette område, så dermed køber Frank Jensens sig til noget ekstra tro værdighed på området. Kun Enhedslisten var negative overfor ansættelsen af Larsen. Partiet mener ikke, at politimetoder hører hjemme i en socialpolitisk indsats. Det var så også stort set, hvad man hørte til oppositionen i en uge, hvor over borgmesteren havde sat sig massivt på medierne.

Nye koste fejer

Frank Jensen har også møbleret rundt på medarbejderne. Han har ifølge Ekstra Bladet fået ansat en ny spindoktor, Amalie Kestler, der er tidligere nyhedsredaktør på Berlingeren. Hans kampagnechef ved kommunal valget Simon Kjær Hansen er blevet sekretariatschef i økonomiforvaltningen. Mere kontroversielt er, at Simon Kollerup, en presse medarbejder i Jensens valg kampagne, er blevet ansat for at pleje kontakten til vennerne i fagbevægelsen og LO Storkøbenhavn. Det kommer han sikkert til at høre for. Det ligger lige for at kritisere den nye over borgmester for at bruge skatteborgernes penge til at ansætte personale, der skal pleje kontakten til dem, der finansierede hans valgkampagne og skrev hans valg program. I Børne- og Ungeforvaltningen, hvor Anne Vang har sat sig i borgmesterstolen, er den store kost også kommet i sving. Her forlyder det, at selv de gamle kaffekopper fra forgængeren Bo Asmus Kjeldgaards tid skal skiftes ud, og imens holder alle vejret, mens hovederne ruller. Vang har hentet Ritt Bjerregaards tidligere sekretariatschef Jesper Rønnow Simonsen til forvaltningen som ny afdelingschef. Det at han kommer fra Økonomiforvaltningen ses som yderligere et tegn på, at overborgmesteren har et hovedfokus på børnepasningsområdet. Nu skal der bedre styr på tingene. I mellemtiden ruster de faglige organisationer sig til det opgør, der på et eller an det tidspunkt kommer. En daginstitutionsplads i København er dyrere end alle andre steder, og derfor vil der komme et pres fra politikerne for, at kommunen får mere børnepasning for pengene. Det vil utvivlsomt betyde flere strejker, forældreblokader og så videre. Forskellen er dog, at der nu er fi re år til næste valg. Så skal der ske et opgør, så gør Frank Jensen klogt i at tage konfrontationen nu.

Bydronningen abdicerer

2009-12-15T00:30:00.000-08:00

På rådhuset går snakken om, hvad fremtiden vil byde under de nye borgmestre.

Bragt i Bryggebladet nr. 18. den 15. december 2009.

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Julefreden er så småt ved at sænke sig over rådhuset. Nye og gamle borgmestre skal flytte ind og ud af kontorer. Partierne skal justere deres politiske strategier, og så skal der siges farvel og tak til overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Det sker torsdag i denne uge ved en kæmpe afskedsreception på rådhuset.
Selvom at København står på den anden ende på grund af klimatopmødet, så bliver der helt sikkert trængsel ind til festsalen, hvor Ritt vil stå og tage imod en lang kø af politikere samt folk fra organisationer, embedsværket, partifæller, erhvervslivet og mange andre. Snakken henover hvidvinen og kanapeerne vil utvivlsomt også gå om, hvem der IKKE møder frem på bydronningens sidste store dag i hendes politiske liv. Og her vil interessen især samle sig om årsagerne til Ritts partiformand Helle Thorning-Schmidts forventede udeblivelse.

Et spørgsmål om stil
Hvad taler man ellers om på rådhuset for tiden? Blandt politikerne er der store forventninger til den kommende overborgmester Frank Jensens (S) lederskab for kommunen. Vil han evne at samle partierne til et bredt samarbejde i en tid, hvor kommunekassen for alvor fattes penge?
Det er ingen kunst at samle politiske flertal til at bruge penge. Sværere bliver det selvsagt, når der skal »prioriteres« det vil sige skæres ned i kommunens budget. Hverken venstrefløjen eller de borgerlige kan overtales til at tage et medansvar, medmindre de får synlig indflydelse den anden vej. Sådan har den politiske logik altid været, og det ved Frank Jensen bedre end nogen anden.
Der er dog bred enighed om den vurdering, at Ritt Bjerregaards kontante forhandlingsstil ikke bliver fortsat under Frank Jensen. Han vil gøre mere ud af fra begyndelsen at høre forhandlingsparterne, inden at han politisk spiller ud med budgetforslag og deslige.
Det er en stil, som minder om den, der var fremherskende i tiden under tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). Frank Jensen havde i sin valgkamp meget få konkrete løfter, men ét af dem var »mindre fnidder og mere samarbejde«. Netop derfor, er der visse forventninger til, at han vil tage dette løfte seriøst og efterleve det. På den anden siden har Jensen det også nemt p.t., hvor det er svært at få øje på en stærk opposition.

Frank søger spindoktor
Frank Jensen leder i øvrigt også efter en ny spindoktor, og det skal naturligvis være en tung én af slagsen. »En der skal overtales,« lyder jungetrommerne, hvilket peger i retning af, at det bliver en tidligere politisk journalist fra en af de store morgenaviser.
Stillingen er opslået og er utvivlsomt også et emne, der vil blive diskuteret i politiker-, journalist- og spindoktorkredse ved Ritts reception.

Tillidsfuldt samarbejde?
Et tredje varmt tema på rådhuset er forventningerne til det fremtidige samarbejde mellem kommunens to store forvaltninger, økonomiforvaltningen under den ny overborgmester Frank Jensen og teknik og miljøforvaltningen under dens kommende borgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF).
De to store forvaltninger samarbejder traditionelt meget i en del større sager for eksempel i forbindelse med store byudviklingssa-ger på Amager og Nordhavn. Det er sagsområder, hvor kommunen investerer enorme beløb i infrastruktur, skoler, daginstitutioner og så videre, men hvor der også indgår politisk stillingtagen omkring lokalplaner, miljøspørgsmål, æstetiske hensyn, som ligger under Kjeldgaards område.
Der er mange ting, der kan gå galt, så embedsmandsapparatet – og sikkert også erhvervslivet – håber meget på, at Kjeldgaard og Jensen får det til at køre gnidningsfrit.
Socialdemokrater havde før konstitueringsforhandlingerne bekymret sig for SF, de man ved tidligere forhandlinger har oplevet som alt for grådige. Men SF gik efter at få de to borgmesterposter, som de fik. Så der blev ingen ballade denne gang. Tværtimod. Der er derfor lagt op til et »tillidsfuldt samarbejde mellem parterne«, som det hedder i klicheen.
Men hvordan vil Kjeldgaard reagere, når Jensen første gang må sige nej til SF’erens planer og ideer? Det er jo i den slags situationer, at samarbejdet skal stå sin prøve. Og netop der, hvor Kjeldgaard beskyldes for at have lidt for meget fokus på egne behov frem for sine forhandlingspartneres ditto.

"Dead Man Walking"
Kjeldgaard fik barberet sit personlige stemmetal ned fra 8764 i 2005 til 3570 ved årets kommunalvalg, hvor SF ellers gik stærkt frem. I modsætning til alle andre – også i SF – ser han sig ikke sig selv som en taber. Kjeldgaard har derfor ikke brugt lang tid på at slikke sårene over det ret ydmygende personlige valgnederlag: Nu gælder det nye udfordringer som borgmester for byplanlægning, trafik, miljø og så videre. Og det er sket i en grad, at alle tidligere spekulationer om at han vil forlade borgmesterposten midt i perioden er forduftet.
Endnu er Kjeldgaard også SF’s leder i København. Der er dog bred enighed blandt flere iagttagere om, at Kjeldgaard på et eller andet tidspunkt i valgperioden bliver udfordret af SF’s ny sundhedsborgmester Ninna Thomsen. På rådhusets gange kaldes Kjeldgaard i spøg for »Dead Man Walking«, netop fordi hans politiske lederskab lever på lånt tid.

SF overvejede integrationsborgmesterpost
I krogene bliver der også talt om, at SF for et par uger siden, da de havde valgmuligheden, overvejede at tage integrationsborgmesterposten. Den skulle SF’s største stemmeslugeren Ayfer Baykal have signaleret, at hun ville gå efter. Imidlertid mente mere erfarne SF-gruppemedlemmer ikke, at Bajkal, der fik sin SF-partibog for relativ nylig, skulle have lov at overhale dem indenom og blive integrationsborgmester. Den matchede ellers fint tyrkiskfødte Baykals profil med hensyn til erfaring. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejder med integration på kommunens biblioteker.
Men ved i stedet at vælge sundhedsborgmesterposten, så var SF’erne på sin vis udover denne diskussion, for her havde Baykal nemlig ingen særlig viden eller erfaring, som kunne tale for, at hun skulle sætte sig på den post. For det andet var SF’ere betænkelige, forlyder det, ved at sidde på en integrationsborgmesterpost på et tidspunkt, hvor Villy Søvndals markeringer på området ligger en anelse til højre for, hvad nogle SF-organisationsfolk synes, at de kan stå inde for. Ved at melde pas på den udsatte integrationsborgmesterpost, undgik SF’erne på rådhuset dermed i fremtiden at komme på kollisionskurs med SF på Christiansborg. Ja, der er mange hensyn at tage!

Frygter en fremtid med Vang
Et fjerde stort samtaleemne er udsigten til, at den kun 26-årige Anne Vang (S), fra nytår sætter sig for bordenden i den udskældte børne- og ungdomsforvaltning, hvor pengene – uanset hvor mange politikerne bevilger – aldrig slår til. I forvaltningen gruer embedsmændene over, om de nu risikerer at blive en filial under overborgmesterens økonomiforvaltning. Vang ses af sine nye medarbejdere, som en discipel af økonomiforvaltningens direktør og grå eminence Bjarne Winge. Han er en knastør økonom, der som leder af de hårde regnedrenge, har det med at kommunikere gennem excel-regneark. Winge har 25 års erfaring i at finde penge på kommunens budget. Det er en evne, som han på hele rådhuset både er dybt respekteret – og frygtet for. På den anden side har Vang – som højtstående socialdemokrat nu direkte adgang til chefen. Det betyder, at hun som socialdemokratisk toppolitiker formentlig bedre – end det var tilfældet med Kjeldgaard – kan vinde forståelse hos overborgmesteren for, at budgetterne til nye daginstitutionspladser har det med at skride i en kommune, hvor børnetallet er eksploderet. Det skal embedsmændene i børne- og ungdomsforvaltningen nok snart lære at sætte pris på, og Vang har allerede leveret varen en gang.
Ugen før valget rendte SF og Enhedslisten fra årets budgetaftale vedrørende de indbyggede besparelser på børne- og ungeområdet. Det skete i konsekvens af højlydte protester fra pædagogfagforeningerne og stærkt omdiskuterede blokadeaktioner fra forældreforeninger. Efter valget har Vang og Socialdemokraterne og et flertal i BR besluttet at fjerne halvdelen af de planlagte besparelser på små 50 millioner kroner på børne- og ungdomsforvaltningens område. Det sker simpelthen ved at kommunen i stedet optager lån på cirka halvdelen af beløbet.

Enhedslistens generationsskifte
Trods pæn stemmemæssig fremgang til Enhedslisten, der nu er BR’s tredjestørste parti, så gav det ikke flere mandater end de seks, partiet havde i forvejen. I partiet erkender man, at have lidt et stort tab ved, at veteranen Jens Kjær Christensen (61), der har siddet i BR siden 1992, ikke blev genvalgt. Kjær Christensen er en knivskarp debattør med en ganske stor viden og arbejdsevne. Han er således en venstrefløjspolitiker, der står bred respekt om.
Men Enhedslisten stillede op på en partiliste, valgt af medlemmerne. Og de mente, at Kjær skulle være nummer syv. Det rakte ved valget kun til at blive 2. suppleant.
Hos liste Ø har man dog i stedet blandt andre fået tilgang fra den nyvalgte Signe Færch, der har gjort sig bemærket som græsrodsaktivist i foreningen »Kirkeasyl«, der arbejder for at afviste asylansøgere får permanent opholdstilladelse. I Enhedslisten vurderer man den 27-årige socialrådgiver-studerende, der ved BR-valget var nummer to på Liste Ø, som et af partiets mest lysende nye politiske talenter.

Intern ballade i Venstre
I Venstre har man travlt med et internt slagsmål. Formanden for vælgerforeningen og hovedbestyrelsesmedlem gennem næsten ti år, Niels M. Knudsen, har på et internt møde for nylig og med omgående virkning nedlagt sine poster.
Det sker i protest mod, at Venstres nyvalgte gruppeformand Lars Berg Dueholm og borgmester Pia Allerslev på et konstituerende møde, som V-formanden var forhindret i at deltage i, foreslog at tildele en ret så givtig vurderingsformandspost til tidligere BR-medlem Jesper Schou Hansen. På et efterfølgende dramatisk bestyrelsesmøde har formanden nedlagt sin formandspost på grund af »mistillid« til Dueholm og Allerslev, da BR-gruppen valgte at følge indstillingen.
Det er en sag, som foreningens tillidsfolk og folkevalgte nu bruger en del tid og kræfter på. Venstres landsorganisation er involveret i sagen, og Pia Allerslevs interne autoritet er udfordret. Alle spørger sig selv om, hvorfor borgmesteren går i brechen for at tildele en forhenværende BR-politiker et ben, som ellers var tiltænkt formanden. Kimen er lagt til stor intern ballade. På et BR-gruppemøde har det nyvalgte BR-medlem og informationschef i politiet, Flemming Steen Munch, desuden gjort klart, at han ikke er imponeret af den interne konstituering.
Mandag i denne uge skal et ekstraordinært bestyrelsesmøde i partiet afklare sagen, før at julestemningen også kan indfinde sig hos Venstre.
Læserne ønskes en glædelig jul og et godt nytår!

Bondam udnyttede borgerlig splittelse

2009-12-01T12:26:00.000-08:00

København stjal billedet med en helt uforudset VOR-konstitueringsaftale

Bragt i Bryggebladet nr. 17 1. december 2008

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Københavnske vælgere er vant til lidt af hvert i tiden efter, at valget til Borgerrepræsentationen er overstået. Det er her, at partierne finder sammen for at fordele borgmesterposter, udvalgsposter og lukrative bestyrelsesposter. I årenes løb har der ikke været grænser for fantasien mht. konstellationer på kryds og tværs. Vælgerne har også været vidne til at politikere straks efter valget forlod deres parti i håb om at få gevinst af det. I år var ingen undtagelse, når det gælder opmærksomhed, i det de radikales spidskandidat Klaus Bondam igen blev borgmester efter at have indgået en såkaldt konstitueringsaftale med Venstre – og mere spektakulært arvefjenden Dansk Folkeparti.

Advarede imod DF
Før valget førte især de radikale - med Bondam i spidsen - an i en målrettet kampagne, der dels fordømte DF og dels specifikt advarede de københavnske vælgere om at Pia Kjærgaards folk stod til at overtage beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten. I øvrigt den mindst prestigiøse og indholdstunge politiske post. Formentlig har denne direkte appel bidraget til, at de radikale fik et uforudset pænt valg med en mindre tilbagegang fra 7 til nu 5 mandater. Dagen efter valget skulle Bondam dog forklare de samme vælgere, hvorfor han nu var blevet borgmester netop på DFs stemmer. Det var ikke en let opgave, og Bondam trak store veksler på sin troværdighed – ikke mindst hos vælgerne og sit eget bagland, der var splittet midt over af den umage konstellation med ”pianisterne”.

Nye sengekammerater
Især den radikale gruppeformand Manu Sareens højlydte kritik af aftalen bidrog til, at debatten om Bondams nye politiske sengekammerater efterfølgende eskalerede på blogs og nyhedsfora på nettet. Sareen anførte, at han ikke var taget med på råd før de radikale forhandlere sent om morgenen efter valget lavede aftalen med V og DF. I Venstre undrede man sig over, at Sareen ikke anede, hvor det bare hen, siden at de radikale forhandlere allerede tidligt på valgaftenen var mødt op hos venstrefolkene på rådhuset. Her gav de radikale klart udtryk for, at de var til salgs for en god aftale, ud fra det pragmatiske synspunkt, at konstituering ikke er en politisk aftale, men blot ”matematik”. Sareen benægtede dog, at det var med hans velvilje, at tilsagnet var givet, og forklarede sig med, at han havde været åndeligt eller fysisk fraværende. Sareens frasigelse af et evt. medansvar hænger måske også sammen med en frygt for vælgernes reaktion, da det kan få negative konsekvenser for hans egen folketingsvalgkamp om ca. 1½, hvor Sareen står til at blive valgt på tinge. Da de personlige stemmer blev talt op, hvor opbakningen til Sareen langt overgik Bondams, gik spekulationerne på, om Bondam blev tvunget væk fra borgmesterposten. Men lige dér gik åbenbart grænsen for Sareens obstruktion. For han ville hverken tage posten selv, til trods for at den i øvrigt blev tilbudt ham på et sølvfad, eller droppe konstitueringsaftalen med V og DF. Altså: Stor ståhej for ingenting.

Borgerlig splittelse
Bondams borgmesterpost var ikke kun et resultat af et hastigt radikalt tilbagetog mht, hvad DFs mandater kunne bruges til. Chancen for at få en radikal borgmesterpost opstod alene som følge af dyb mistillid mellem DFs og de konservatives forhandlere. På valgnatten skændtes de to partier om de borgerliges 2. borgmesterpost. Undervejs fik de konservatives forhandler Mogens Lønborg fornærmet DF’erne ved at henvise til ”anstændige mandater” og ”uanstændige mandater”. Ophidselsen var så stor, at DF’ernes gruppeformand Carl Christian Ebbesen senere indrømmede, at hvis DF ikke kunne få posten, så skulle K heller ikke have den. Hos de konservative nægter man dog, at det gik sådan for sig. Imidlertid blev der alligevel skabt enighed meget sent om morgen om at Lønborg skulle have posten. Men da der så opstod en situation, hvor Lønborg så ud som om, at han var i gang med at forhandle alene med Frank Jensen, mistænkte V og DF ham for at springe over til ”den røde blok”. Venstrefolkene havde under hele forløbet kontakt med de radikale, der gennem hele natten forgæves havde forsøgt at overtale ”den røde blok” til at give dem en nyopfunden ”viceoverborgmesterpost” med eget kontor og budget. Da DF’erne tidligt om morgenen blev overbevist om, at Lønborg var ved at springe, så var Ebbesen klar til at gå med i en aftale med Bondam, der sikrede DF mere indflydelse - end hvis de var efterladt på perronen alene med Venstre. Da den konservative borgmester intetanende kom tilbage fra sit møde med Frank Jensen, var løbet til gengæld kørt for K. Chokerede, skuffede og rasende gik K nu med i en aftale med ”de røde”, der sikrer de konservative en række pæne og ganske vellønnede bestyrelsesposter og formandsposter, som et pænt plaster på såret. Siden har de konservative kastet sig ud i en strid med V og O i medierne om, hvem der har skylden for, at VKO denne gang ikke kunne holde sammen. Med bekymring har også kræfter i erhvervslivet forsøgt at få parterne til at finde sammen. Men de konservative står til at miste mange poster, ”gode ben” mv. i forhold til at de i stedet går med i et stort borgerligt valgforbund. Den meget rutinerede og dygtige forhandler Frank Jensen har således akkurat givet K de pæne lunser, der skal til, for at holde de borgerlige splittet. Spørgsmålet er nu, om den borgerlige ballade fortsætter valgperioden ud, eller at VKO får klinket skårene og igen samarbejder.

Flot SF-valg
Bryggebladet borgmestertip fra før valget holdt hjem på nær én borgmesterpost. SF fik en ekstra borgmesterpost i stedet for de konservative, der mistede deres. Det skete i kraft af, at SFs fremgang blev endnu større, end målingerne forinden havde vist. De samme målingers spådomme om borgerlig fremgang holdt slet ikke, og VKO fik 14 mandater til sammen. Præcis som i 2005. SF fik omvendt 6 ekstra mandater til nu 13. De 4 mandater kom fra S, mens de radikale leverede de sidste 2. Enhedslisten fik et pænt valg, og fastholdt deres 6 mandater. Kommunens vedtagne besparelser på børneområdet blev en god sag for liste Ø, der var effektiv mht. at mobilisere utilfredse forældre på valgdagen. Enhedslisten og SF havde ellers selv været med i forliget, men rendte kort tid før valget fra denne del af budgetaftalen. Enhedslistens Mikkel Warming fortsætter helt som forudset som sociaborgmester.

Ny SF-leder?
SF fik udmærket styr på valgkampen inden de sidste tre vigtige uger, hvor Villy-effekten slog godt igennem i København. Meget betegnende har ingen – heller ikke i SF - været ude og hylde Bo Asmus Kjeldgaard som ophavsmanden til partiets store valgsejr. Kjeldgaards personlige valg var sløjt – for ikke at sige halvskidt med kun 3570 personlige stemmer og blev som spidskandidat overgået af en kandidat længere nede på listen, Ayfer Bajkal, som fik 3665. I politiske kredse læser man denne ydmygelse som vælgernes deciderede fravalg af Kjeldgaard, der i de næste fire skal være Teknik- og miljøborgmester. Konsekvensen af det ikke imponerende personlige valg må på længere sigt blive, at Kjeldgaard ikke igen står øverst på SFs liste ved det næste kommunalvalg. Ikke overraskende blev SFs tidligere gruppeformand Ninna Thomsen ny sundhedsborgmester. Thomsen har, til trods for at hun tidligere har været i opposition til hans ledelse, et godt forhold til Kjeldgaard. Spørgsmålet er dog, om ikke vælgerne allerede nu har svækket Kjeldgaard så meget, at han de facto er færdig som SFs leder i København. Når tiden er inde, vil Thomsen – hvis hun altså vil – uden tvivl kunne vælte Kjeldgaard af pinden som SFs nye politiske leder i København. Hun vil uden tvivl kunne få opbakning i BR-gruppen, men partiorganisationen i København har også et ord at skulle have sagt. Det bliver interessant at se om arvefølgen vil foregå glidende i ro og mag, eller om der på et eller andet tidspunkt udbryder borgerkrig. Jeg gætter på, at Kjeldgaard inden for de næste 1½-to år selv trækker sig som leder.

S-tilbagegang
Frank Jensens valg var absolut godkendt – og mere til. Ingen forventede, at han kunne gentage Ritt Bjerregaards kanonvalg fra 2005. Nu blev det efter en effektiv og synlig valgkamp til en mindre tilbagegang fra 21 til 17 mandater, og samtidig fik byrådsgruppen skiftet resterne af Jens Kramer Mikkelsens gamle garde ud med flere nye friske kræfter. Efter konstitueringen er TV3-værtinden Mette Reissmann blevet ny politisk ordfører, mens tidligere indenrigsminister Birthe Weiss søn, Lars Weiss er blevet ordfører i teknik og miljøudvalget. Gruppeformand er fortsat Jesper Christensen, mens der ikke er blevet plads til tidligere borgmester Jacob Hougaard i ledelsen. Det lave personlige stemmetal afgjorde formentlig sagen, så Hougaard hurtigt trak sig som borgmesterkandidat umiddelbart efter valget. Tilbage som kandidat til den ledige 2. socialdemokratiske borgmesterpost stod så ikke overraskende Anne Vang, der også fik et flot personligt valg med 3605 stemmer. Den nye S-borgmester er i øvrigt i modsætning til de øvrige borgmestre indfødt københavner.

V-skuffelse
For Venstres Pia Allerslev blev valget en slem skuffelse. Målinger havde spået en pæn fremgang, men Venstre gik tilbage med 2 mandater til 6. Ved konstitueringen kunne Pia Allerslev vælge som nr. 2, men gik en stor bue uden om den store børne- og ungdomsborgmesterposten, som set med borgerlige briller er en uriaspost, hvor driftsomkostningerne er mere eller mindre ude af kontrol. Venstre-lederen valgte derfor det sikre og bliver igen kultur- og fritidsborgmester. Venstres gruppe fik ved valget i øvrig tilgang af Københavns Politis informationschef Flemming Steen Munch.

K-fornyelse
I modsætning til Venstre fik de konservative valgt nye unge kræfter ind i deres BR-gruppe, der nu tæller fire mandater mod 3 i 2005. Det er de to unge folk Rasmus Jarlov og Jakob Næsager. Især er der mange forventninger til Jarlov, som mange konservative ser som ny spidskandidat for partiet ved det næste kommunalvalg.

DF-fremgang
DF fik også fremgang, sådan at BR-gruppen nu har fire mandater. Her er der foruden Carl Christian Ebbesen gensyn med erfarne kræfter som de tidligere socialdemokrater Karin Storgaard og Finn Rudaizky og tidl. MF Birte Skaarup.

Bryggebladets borgmestertip

2009-11-04T01:07:00.000-08:00

Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 3. november 2009

Af Jarl Cordua

(Let revideret fra trykte version)

Der er 14 dage til kommunalvalget, og meget kan ske undervejs. Her er Bryggebladet bedste bud på, hvordan konstitueringen vil se ud efter valget til Borgerrepræsentationen tirsdag den 17. november:

Overborgmester Frank Jensen (S),
teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF),
kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V),
socialborgmester Mikkel Warming (Enh.),
sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (Kons.),
børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S),
beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam (Rad.)

Dette resultat bygger på flere forudsætninger og især den, at byens røde partier konstituerer sig sammen med De radikale i én stor valggruppe, mens VKO-partierne går sammen i en lille valggruppe. Præcis ligesom det skete efter det seneste valg i 2005.
Der er ingen, der forestiller sig andre scenarier, end at Frank Jensen bliver overborgmester i den næste valgperiode. Den store valggruppes mandater vil måske også række til at sætte sig på den tunge teknik- og miljøborgmesterpost. Målinger viser, at SF bliver næststørst, og det vil være naturligt, men ikke sikkert, at Kjeldgaard sætter sig på denne vigtige og synlige post, som administrerer infrastrukturen i byen.

Siden bliver det den lille valggruppes tur til at vælge som nummer tre. Pia Allerslev vil sikkert vælge sin gamle borgmesterpost. Det er et område, hun kender, som ikke er særligt problemfyldt i forhold til, hvad der ellers er tilbage på tallerkenen, og så indeholder området ikke ret meget drift. Det er netop driftsområderne, som skaber problemer for borgmestrene, når budgetterne bliver overskredet. Så en klog opposition overlader derfor den slags til flertallet.
Enhedslistens Mikkel Warming vælger også sit gamle område igen – ud fra lidt de samme kriterier som Allerslev, selv om hans område på ingen måde kan siges at have været »problemfrit« i denne valgperiode. Socialdemokraternes mandater rækker helt sikkert til to borgmesterposter, og det kunne godt blive den nuværende politiske ordfører Anne Vang, der overtager Bo Asmus Kjeldgaards nuværende ressort. Det vil sikre ro på børne- og ungeområdet, og at de nødvendige ressourcer bliver sat af til området, hvis det bliver Frank Jensens partifælle, som får borgmesterposten. Det er omvendt et svært område, hvilket burde tale for, at den nuværende og dermed erfarne integrationsborgmester Jakob Hougaard i stedet får posten.

Men Frank Jensen bliver nødt til at skæve til, at kvinderne også skal være repræsenteret, så derfor får Anne Vang chancen, selv om man kan indvende, at det er en (for) stor opgave for en ung kvinde, der kun lige er fyldt 26 år. Den konservative Mogens Lønborg har derimod ikke haft større problemer på sundhedsområdet, så han håber sikkert på, at det netop bliver denne post, der er tilovers, når han som den næstsidste får lov at vælge.

De radikales Klaus Bondam får lov at vælge sidst, og han skal nok bare være glad for, at De radikale får samlet tilstrækkeligt med mandater sammen til, at der er en borgmesterpost. Bondam bliver ny arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester.

Resultatet forudsætter også, at VKO får mindre end 21 mandater tilsammen. Sidst fik VKO 31 procent af stemmerne svarende til 14 mandater. Tommelfingerreglen er, at hvert syvende mandat i en valggruppe giver en borgmesterpost. Der er derfor langt op til VKO’s tredje borgmesterpost, som så vil gå til DF. Seneste Gallupmåling fra den 28. oktober giver faktisk VKO 40 procent svarende til cirka 22 mandater, så det er inden for rækkevidde. (Et mandat »koster« cirka 1,8 procent af stemmerne per styk.) Hvis DF bliver større end K, hvad de aktuelle målinger viser, så kan DF måske kræve valggruppens anden borgmesterpost. Det spil vil K formentlig vinde. For leverer DF ikke stemmerne, så vil K måske kunne få posten alligevel ved at søge sammen med den store »røde« blok. Det var netop den situation, som var på nippet til at opstå på valgaftenen 2005. Omvendt vil den store blok af politiske grunde næppe kunne omfatte både DF og Enhedslisten, selvom intet på Københavns Rådhus kan regnes for sikkert.

SF-fremgang fremstår som nederlag
Gallupmålingen i Berlingske Tidende viste også, at SF’s fremgang i København er rullet dramatisk tilbage på kun seks uger. I september ville 24 procent af københavnerne stemme på SF, men i oktober har partiet kun opbakning fra 16 procent. SF står stadig til en pæn fremgang på fem procent i forhold til sidste valg, men taget i betragtning af SF’s enorme succes på landsplan, så må partiets spidskandidat i hovedstaden Bo Asmus Kjeldgaard være dybt skuffet over, hvad der ligner en nedsmeltning af SF’s kampagne kun 14 dage før, at valgstederne åbner.
Målingen kan også ses som, at det tilsyneladende er gået op for de københavnske SF-vælgere, at det ikke er SF’s formand Villy Søvndal, der stiller op til BR-valget, men Kjeldgaard.

Flere iagttagere peger på Kjeldgaards forskellige meldinger om, hvorvidt han nu var overborgmesterkandidat eller ej, som netop årsagen til, at SF-vælgere tilsyneladende har tjekket ud i hobetal. Det forunderlige er dog, at SF-vælgerne tilsyneladende ikke er gået til S, da Frank Jensen og co. kun går én procent frem til 30 procent i forhold til septembermålingen, mens Enhedslisten også går markant tilbage fra ti til syv procent.

Det forlyder i øvrigt, at Kjeldgaard har accepteret, at kampagnen styres fra SF på Christiansborg, hvor Søvndals spinfolk Claus Perregaard og Thor Möger Pedersen hver morgen hjælper ham med at holde fokus.

De radikales vælgertilslutning har ikke vundet frem i den seneste måned. Klaus Bondams tropper står fortsat til en halvering til seks procent. VKO-partierne derimod går alle massivt frem. Især Dansk Folkeparti står til fordobling til 11 procent i forhold til 2005-valget, som var partiets hidtil dårligste i København. Måske skyldes fremgangen partiets kampagne om en folkeafstemning om en planlagt moské på Amager.

Venstres Pia Allerslev har fået stor fremgang på seks procent i løbet af den seneste måned og står til 19 procent af stemmerne. Hvis målingens resultat holder på valgdagen, så tangerer det Venstres Søren Pinds kanonvalg i 2001. Allerslev scorer måske på, at hun har været synlig især i sagen om Tingbjerg-præsten, den verserende bandekrig og for at have revset de røde partier for at have indgået LO-aftalen.

De konservatives Mogens Lønborg har også grund til at juble. Hvis liste C får ni procent, som målingen spår, så bliver det de konservatives bedste valg siden 1997. Lønborg er måske allerede ved at sætte den gode stemning om de konservative over styr. For det er lykkedes ham at bryde igennem medierne med et forslag om, at en pakke cigaretter i fremtiden bør koste 70 kroner. Til alt held for rygerne er det imidlertid ikke Borgerrepræsentationen, der kan beslutte det.
Spørgsmålet er dog, om den borgerlige fremgang holder hele vejen. De borgerlige har traditionelt været overvægtet i målinger forud for valgdagen. Måske hænger det sammen med, at venstrefløjens partier traditionelt har været gode til at mobilisere deres tilhængere, mens borgerlige vælgere har det med at svigte stemmeboksen på valgdagen.

»Udgangspunktet«
Da Bo Asmus Kjeldgaard til sidst trak sig endeligt som overborgmester og dernæst pegede på Frank Jensen, så gjorde han det især med henvisning til den indgåede LO-aftale den 7. oktober i år mellem S, SF og Enhedslisten. Af aftalen fremgår også en linje om selve konstitueringen, det vil sige selve den aftale, der kort efter valget fordeler de syv borgmesterposter, alle udvalgsposterne samt poster til kommunens forskellige bestyrelser, råd og nævn mellem partierne. Med andre ord: Aftalen der fordeler magten og pengene. Det er selvsagt vigtigt for alle partier at få så god en konstitueringsaftale som muligt, der maksimerer det enkelte partis indflydelse. De to sidste punkter i LO-aftalens lyder sådan:
»Udgangspunktet er, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i København konstituerer sig sammen efter valget«, og: »Parterne er enige om at pege på Frank Jensen som overborgmester«.
Bo Asmus Kjeldgaard er for tiden rejsende i en relativ stram fortolkning af LO-aftalen, hvor han blandt andet forleden til Berlingske sagde:
»Det er kun aftalt, at Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF konstituerer sig efter valget.«
Frank Jensen modsiger ikke Kjeldgaard, men har omvendt ikke travlt med at udelukke andre partier fra en konstitueringsaftale. Og udelukker aftalen Frank Jensen fra for eksempel at lave en konstitueringsaftale med de borgerlige udenom SF? Ikke hvis man kigger på ordet »udgangspunktet«, der indleder sætningen. For hvad nu, hvis forhandlingerne går i hårdknude mellem de tre partier? Så er Frank Jensen med henvisning til, at »alt er forsøgt« ikke længere forpligtet til at konstituere sig med SF og Enhedslisten.
I øvrigt taler den i medierne stærkt kritiserede LO-aftale også om, at »udlicitering skal være undtagelsen.« Her afviser Frank Jensen allerede nu, at det punkt får større betydning for kommunens udliciteringspolitik, da han "vil tage stilling fra sag til sag".

Ebbesen DF’s borgmesterkandidat
Noget usædvanligt stiller Dansk Folkeparti i København både med en »spidskandidat« og en »borgmesterkandidat«. Spidskandidaten og dermed øverst på listen er den 70-årige veteran Birthe Skaarup, mor til partiets politiske ordfører Peter Skaarup. »Borgmesterkandidaten« er derimod partiets nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som er nummer to. Man kan godt undre sig over, hvorfor DF opstiller en spidskandidat, hvis det er nummer to, som bliver borgmester. Det er både ulogisk eller giver mening. Hvad kan forklaringen så være? Måske hænger det sammen med, at Ebbesen hidtil ved valgene ikke ligefrem har brilleret, når det handler om at få personlige stemmer, og derfor har brug for et vælgertrækplaster som Skaarup. Ebbesen er DF’s organisatoriske næstformand på landsplan, men trods mange forsøg er det alligevel ikke lykkedes for Ebbesen at blive valgt til Folketinget. Nu kan han måske blive valgt som borgmester med hjælp fra Birte Skaarup, hvilket ikke er utænkeligt med de seneste meningsmålinger i mente.
Konstruktionen går næppe op for ret mange vælgere, og skulle der være en enkelt vælger, som føler sig snydt, så er der heller intet at gøre ved det, for ingen formelle regler er overtrådt. Konkret har DF i valgkampen i øvrigt lagt billet ind på integrationsborgmesterposten. Det gør de næppe, fordi de selv tror på, at de får den. Men det er smart, for i forhold til vælgerne får de netop sat spot på hele indvandrerområdet, som DF har som mærkesag.

Kjeldgaard hin rådvilde

2009-10-13T00:08:00.000-07:00

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 13. oktober 2009

I sidste uge trak SFs Bo Asmus Kjeldgaard sig så igen som overborgmesterkandidat. Han og resten af SF peger nu på socialdemokraten Frank Jensen som ny overborgmester. Det er indtil videre den fjerde holdning Kjeldgaard til dette spørgsmål, som han indenfor ganske få måneder har præsenteret vælgerne for. Få tør spå om den noget rådvilde SF-borgmester fastholder sit standpunkt frem mod kommunalvalget tirsdag den 17. november. Konsekvensen er, at den lille smule spænding, der kunne være blevet under valgkampen om overborgmesterposten, nu reelt er forduftet.

Vingeskudt Kjeldgaard
Kjeldgaard har ikke haft det nemt her i efteråret. Denne klumme har tidligere beskrevet, at SFs spidskandidat i København har været under massivt pres fra SF på Christiansborg for at droppe sit overborgmester-kandidatur af hensyn til Villy Søvndals landspolitiske stærke alliance med Helle Thorning-Schmidt. Det viste sig ved, at Søvndal under partiets landsmøde – yderst mærkværdigt - ikke ville udtale sin direkte støtte til Kjeldgaards overborgmesterdrømme. Set i SF på Christiansborgs optik, så vil en stor fremgang for SF under kommunalvalget, og risikoen for at socialdemokraterne taber overborgmesterposten efter 106 år styre, skabe ballade i forhold til Thorning og socialdemokraterne i København. I dag er der dog meget få – om nogen – der tror, at Kjeldgaard reelt havde en chance mod Frank Jensen. Kjeldgaard selv var formentlig den eneste, der rigtigt troede på det. Men efter at han har været under pres fra SF på Christiansborg og LO Storkøbenhavn - og senest måttet fordøje en meget hård og kritisk artikel - bragt forrige lørdag i mange SF-vælgeres foretrukne dagblad Information - så har SF-borgmesteren lagt overborgmesterdrømmene på hylden.
Her er lidt fra artiklens indledning:
”Bo Asmus Kjeldgaard er et fjols. Siger folk. Det siger de i SF, det siger de på Københavns Rådhus, og det siger de i pædagogkredse. Den 52-årige vestjyske SF’er, der er Børne- og Ungdomsborgmester i København, er ikke til at stole på. Han tager ikke ansvar for noget, men æren for alt. Hans politiske udmeldinger er som vinden blæser, og han er ikke til at samarbejde med. Der siges i det hele taget mange grimme ting om Bo Asmus Kjeldgaard, når han ikke selv er til stede.
Informations artikel ramte Kjeldgaard i en grad at han var personligt rystet. På rådhuset vurderer flere kilder, at artiklen har været den helt afgørende årsag til, at SF’eren i sidste uge kastede håndklædet i ringen.

Kritik: Karaktermord
Artiklen er efterfølgende i Information og på diverse blogs blevet heftigt kritiseret for dens omfattende brug af anonyme kilder. Artiklen betegnes som et ”karaktermord” blandt andet af fremtrædende SF’ere, men også af politiske kolleger som den radikale gruppeformand Manu Sareen og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg. Også SFs partiorganisation og gruppe har sluttet tæt ring om Kjeldgaard i denne sag og skarpt kritiseret Information. Men under overfladen er flere SF’ere heller ikke imponeret over spidskandidatens indsats, ”hvor holdningerne flager, som vinden blæser”. Valgkampe i København har altid været en barsk affære især for spidskandidater, og nu har Kjeldgaard strakt våben allerede inden valgkampen er gået i gang. Måske børne- og ungeborgmesteren skulle have overladt pladsen til en anden kandidat, der havde mere råstyrke til at stå hård kritik gennem?

Motivanalysen florerer
På Rådhuset spekuleres der i motiverne for, hvem der måtte stå bag et evt. rænkespil omkring tilblivelsen af Informations kritiske artikel. Og beder man folk på rådhuset om at motivanalysere, så bliver ens fantasi udfordret. Størstedelen af SF’erne mener, at det er socialdemokraterne herunder dets spindoktorer, som står bag ”smædeartiklen”. Socialdemokraternes motiv skulle være det helt enkle at ødelægge SFs valgkamp.
Andre SF’ere – og blandt dem skal man formentlig henregne Kjeldgaard selv - mener tværtimod, at det er rådgiverkredsen omkring Villy Søvndal, som står bag. Motivet er, at få fjernet Kjeldgaard som overborgmesterkandidat, nu hvor det i maj 2008 mislykkedes at få valgt MF Anne Baastrup i stedet.
Så er der dem, der mener, at det måske i virkeligheden er Enhedslisten, som står bag artiklen. Hvorfor nu det? Disse spekulationer begrundes med at artiklens forfatter journalist Marchen Neel Gjertsen ved forrige kommunalvalg var kandidat for Enhedslisten (i Odense), og at den eneste egentlige kritiske navngivne kilde i artiklen er en vis Jan Hoby, der er næstformand i Landsforeningen for socialpædagoger og fremtrædende medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse. Motivet? Måske hævn for at Kjeldgaard i sin tid, da han overtog børne- og ungdomsborgmester-området, havde lidt for travlt med at skyde skylden for de økonomiske problemer i afdelingen på forgængeren Enhedslistens Per Bregengaard. Det skabte dengang ondt blod mellem de to venstrefløjspartier.
En enkelt fremtrædende SF’er fhv. MF Birgitte Husmark gør endda denne klummes forfatter den store ære, at spekulere i Information over, hvorvidt min ringhed måske kunne have noget med artiklen at gøre, idet jeg år tilbage var ansat i Dansk Industri samt sad i ledelsen af Venstre i Hovedstaden. Hvem ved? I hvert fald er paranoia en særdeles udbredt erhvervsskade blandt mange politikere, hvilket vel kun bekræftes af alle disse spekulationer.

Neddæmpet Frank J
Der er dog ingen tvivl om, at der i forrige uge blev brugt en del tid og kræfter på diskussionen om Informations artikel navnlig i SF. Det er også uden for enhver diskussion, at partiets valgkamp i København nærmest ligger i ruiner med en mørbanket og desillusioneret spidskandidat, som gør gode miner til slet spil. Kjeldgaard så muligheden for, netop i ly af den politiske aftale mellem SFØ, at trække sit overborgmesterkandidatur, uden at han tabte (alt for meget) ansigt. Dermed skulle alt jo være fryd og gammen. Det er det ikke. Det kunne en Frank Jensen også se, som i meget neddæmpede vendinger blot nøgternt konstaterede, at det var Bo Asmus helt egen beslutning, at han nu støtter socialdemokraten som overborgmester. Meget klogt og rutineret ville Frank Jensen ikke puste til den ild, der i forvejen brænder og som yderligere kan nære mistanker og spekulationer om det store socialdemokratiske komplot mod Kjeldgaard.

Pres fra LO-storkøbenhavn
Der er ikke desto mindre socialdemokrater i LO-København, som undervejs har presset Kjeldgaard til at frasige sig overborgmesterposten. I en artikel i dagbladet Politiken 5. oktober var formanden for LO-Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen tydeligvis utilfreds Kjeldgaards skiftende meldinger mht. til SF’erens overborgmesterkandidatur:
- Vi er kede af, at Bo Asmus Kjeldgaard ikke har været tydelig nok i sine udmeldinger, sagde Peter Kay Mortensen.
Politiken spørger: Fordi I helst ser Frank Jensen som overborgmester?
- Hvis du spørger de faglige organisationer i København, så ser de gerne Frank Jensen som overborgmester, svarede Peter Kay Mortensen, som i øvrigt også har tid til at være socialdemokratisk medlem af Region Hovedstaden.
LO Storkøbenhavn har samtidig forsøgt at smæde en alliance sammen i København med de tre ”røde” partier dvs. SF, S og Enhedslisten. Det lykkedes også i sidste uge, hvor partierne skrev en fælles aftale under, der rummer ”fælles retningslinjer om folkeskolen og den kollektive trafik”. Aftalens indhold er temmelig spagfærdigt og det er de færreste, som tager den alvorligt.
I øvrigt har Frank Jensen allerede været aftalen utro ved at indgå et valgteknisk samarbejde med de radikale.
Og netop de radikales spidskandidat teknik og miljøborgmester Klaus Bondam fandt valgkampsformen frem, da han benhårdt stemplede LOs og SFØ-partiernes aftale, som noget, der lugtede af "brun sovs, røde seler og fadbamser" ligesom Venstres Pia Allerslev tegner et billede af, at de ”røde partier” nu bag lukkede gardiner hos fagbevægelsen på forhånd og på udemokratisk vis har delt rovet i porten og kåret Frank Jensen til overborgmester.

Ammitzbøll LA’s spidskandidat
Liberal Alliance stiller i øvrigt op i til valget til borgerrepræsentationen med MF Simon Emil Ammitzbøll i spidsen. På den korte kandidatliste finder man desuden studerende den 20-årige studerende Hanna Sandvik, Amager, landsformanden for Liberal Alliances Ungdom, stud.scient.pol. Emil Lykke Jensen (23), Indre By og konsulent, cand.scient.pol. Mikkel Freltoft Krogsholm (27), Amager.
Ammitzbøll har en pæn chance for at blive valgt ind - blandt andet i kraft af at han ikke er et helt ukendt navn i den offentlige debat. Formentlig er det kun Frank Jensen mere kendt end Ammitzbøll. På Rådhuset har man noteret sig hvor Liberal Alliance vil sætte ind for at tiltrække vælgere. Liberal Alliance er gået Ekstra Bladets sporhund Jan Kjærgaard i bedene ved at have bedt om aktindsigt i Klaus Bondams kalender og bilag mv. Det kan skyldes almen interesse. Det kan også være, fordi Liberal Alliance håber at finde noget i bilagsbunken, som de kan genere Ammitzbølls tidligere partifælle Klaus Bondam med. Hvem ved?

Så fik Kjeldgaard endelig Villys opbakning

2009-09-29T11:58:00.000-07:00

Ritt sætter punktum med historisk bredt budgetforlig.

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 29. september 2009

Næste års budget blev for et par uger siden forhandlet færdig med støtte fra noget så sjældent som samtlige partier i Borgerrepræsentationen. Hvorfor så denne store forbrødring mellem partierne i år?
Normalt ved denne tid buldrer og brager det på Københavns Rådhus med skænderier og beskyldninger frem og tilbage. Det er der flere grunde til. For det første har overborgmester Ritt Bjerregaard i år tilrettelagt budgetforhandlingerne sådan, at der blev lidt lunser til alle.
Eller sagt på en anden måde: Der var i år ingen særlig grund til, at de forskellige partier kunne sige nej til, hvad de blev tilbudt. Borgmestrene fra alle de store partier har hver især fået noget, som matcher deres borgmesterområder.
Eksempelvis har kulturborgmester Pia Allerslev fået 100 millioner kroner til idrætsrenoveringer, socialborgmester Mikkel Warming har fået de penge, han manglede til socialt handicappede børn, børne-og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har fået penge til de ganske mange daginstitutionspladser, der mangler i byen, teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam fik penge til at holde Nørrebrogade permanent lukket for biltrafik, en rampe til bryggebroen med videre, og Socialdemokraterne prioriterede midler til klimaprojekter og integration og så videre.
Forligsviljen var endda så stor, at de borgerlige fik lov til at stå uden for den del af aftalen, der omhandler lukning af Nørrebrogade, som VKO-partierne er imod. Bjerregaard har utvivlsomt også haft for øje, at hun én gang for alle kan tilbagevise den hårde kritik, der har været fremme om, at hun i sin overborgmestertid ikke evnede at formidle det brede samarbejde. Nu afslutter Bjerregaard sin politiske karriere med et historisk bredt forlig, som hun stod bag og ledede fra start til slut.
Den tredje årsag er formentlig den, at Ritt Bjerregaard ikke er partiernes hovedmodstander ved valget til november. Det giver derfor ingen mening at opbygge modstand mod en overborgmester, som allerede på forhånd forlader københavnsk politik.
Den fjerde grund til, at det lykkedes, er måske også, at der i år var meget lidt at dele ud af. København fattes også penge. Der var med andre ord ikke så meget at slås om for de forskellige partier, og derfor blev det mere saglige snarere end taktiske hensyn, der fik lov at dominere de politiske partiers dagsordener. Til gengæld udeblev dramaet på rådhuset, men det skal såmænd nok vende tilbage i de kommende år.

SF har en overborgmesterkandidat
Bryggebladets klummeskribent har ligesom så mange andre haft mere end svært ved at hitte ud af, om SF’s Bo Asmus Kjeldgaard ér kandidat til overborgmesterposten eller ej.
For en måneds tid siden meldte Kjeldgaard til Politiken, at han ikke var overborgmesterkandidat. Siden har SF’eren så meldt ud i Berlingske Tidende, at det var han så nok alligevel. Meldingerne om dette ret banale spørgsmål har mildt sagt været flagrende i en grad, så Kjeldgaard nok skal passe på, at denne flik-flakken ikke går for meget ud over troværdigheden – både i forhold til pressen og sidst, men ikke mindst hos vælgerne.
Kjeldgaard har også forsøgt sig med lidt for smarte og for de fleste vælgere let gennemskuelige bemærkninger i stil med, at »SF blot går efter at få mest mulig indflydelse«. Det sidste udsagn er indlysende banalt og består ikke »ikke-testen«. Giver det for eksempel mening, at SF ikke går efter at få mest mulig indflydelse?
Svaret giver sig selv.

Bo hvem?
Problemet for SF i København er, at de står til at vinde et valg ganske klart i stemmer og mandater, men paradoksalt nok allerede fremstår som tabere, når det gælder kampen om overborgmesterposten. Målinger – også deres egne interne – viser, at SF-vælgerne ikke kender Bo Asmus Kjeldgaard – og i øvrigt foretrækker Socialdemokraternes kandidat Frank Jensen.
Kjeldgaard er dybt frustreret over, at han efter 12 år som borgmester fortsat er ganske ukendt i den københavnske vælgerbefolkning. Analysen hos Villy Søvndal og hans unge stab af spin- og marketingsfolk på Christiansborg er, at når det i løbet af valgkampen går op for flere SF-vælgere i hovedstaden, at Kjeld-
gaard er partiets overborgmesterkandidat, jo mere får de lyst til i stedet at stemme på Frank Jensen.
Med andre ord: De kender ikke Kjeldgaard – og hvis de gør, så fravælger de ham. Det er efterhånden også gået op for Kjeldgaard og hans kampagnestab, hvilket frustrerer dem dybt.
På rådhuset forlyder det, at stemningen hos SF er på gravkammerniveau – og det skulle endda stå værre til end hos de Radikale, som heller ikke har meget at råbe hurra over for tiden.
SF’erne er stærkt bekymrede over, at »Villy-effekten« udebliver i København, fordi den delvist bliver neutraliseret af en kombination af »Frank Jensen-effekt« og en negativ »Bo Asmus-effekt«. I lang tid har SF på Christiansborg – der blandt andet også har SF’s formand i København på lønningslisten – i månedsvis skændtes med Kjeldgaard for at forhindre ham i at lancere sig selv overfor vælgerne som »SF’s overborgmesterkandidat«.

Villy – en »aktiv støtte«
Det var derfor helt umuligt for Søvndal at få over sine læber, at han støttede Kjeldgaards krav på byens fineste post, da pressen udspurgte ham på SF’s landsmøde i august. Men for et par uger siden fik piben så en anden lyd i Berlingske Tidende. Villy Søvndal og hans folk indså tilsyneladende det i længden uholdbare i, at en partiformand ikke åbent støtter sit partis overborgmesterkandidat. For nu bakkede Søvndal pludselig helhjertet op om Kjeldgaard:
»Bo Asmus har været en fremragende borgmester i 12 år, og han er ligesom Frank Jensen kvalificeret til posten. Jeg bakker op om Bo Asmus Kjeldgard, og jeg mener, han er en fremragende kandidat, men hvordan de vælger at konstituere sig lokalt, det blander jeg mig ikke i, sagde SF-formanden, som også lovede »sin aktive støtte i valgkampen«.

Villy støtter også Frank
I øvrigt hæfter mange sig ved det lille aberdabei, at Kjeldgaard fortsat anbefaler Frank Jensen ved siden af Kjeldgaard, hvilket er ret usædvanligt. Så til trods for de søde ord er kun få iagttagere derfor i tvivl om, at Søvndal er alt andet end imponeret af sit partis spidskandidat i København – og vittighederne går på, at Søvndal i virkeligheden håber på, at hans deltagelse i kommunalvalgkampen i hovedstaden kan begrænses til mindst mulig offentlig optræden; for eksempel en enkelt »photoopportunity« hvor partiformanden og Kjeldgaard deler et par pjecer ud i de par minutter, det tager pressen at få et par billeder i kassen.

Rødt præsidentvalg
I Kjeldgaard-lejren rækker selvtilliden dog efterhånden til, at man ved nu at melde klart, at man ér overborgmesterkandidat, derved skaber en situation, som kan beskrives som et præsidentvalg i den røde blok.
Ved at stå klar som måske den eneste klare reelle overborgmesterkandidat og ved at gøre valget til en »duel mellem Kjeldgaard og Frank Jensen« får SF’s kandidat nogle helt andre gode muligheder for at komme i pressen, som der ellers ikke ville have været, hvis valget blev præsenteret som »Frank Jensen og de syv små dværge«.

Bondams »skodsager«
SF er ikke det eneste parti, som kan diske op med besynderlige udmeldinger i pressen. Lige efter partiets landsmøde skrev Politiken, at den radikale BR-gruppe havde vedtaget, at Klaus Bondam pludselig ikke længere skulle stå i spidsen for partiets valgkampagne. Til avisen sagde gruppeformanden Manu Sareen:
– Jeg skal bruges meget mere, end vi havde regnet med. Både til at profilere vores politik og til at koordinere valgkampen. Vi skal vise, at de Radikale er andet end skodsager.
»Skodsagerne« handler om, at Bondam er blevet skarpt kritiseret for at bruge offentlige midler på, hvad kritikerne opfatter som rene private udgifter – og at det i foråret kom frem, at der også har været betydelige problemer blandt andet med ubetalte regninger i Bondams teknik- og miljøafdeling.
Imidlertid er det mere end usædvanligt, at et parti giver indtryk af, at man på forhånd har kastet håndklædet i ringen og giver kritikerne ret i, at den spidskandidat, de radikale partimedlemmer i sin tid valgte, i virkeligheden er ubrugelig. De radikale BR-medlemmer har siden Politikens artikel forsøgt at glatte ud og fremhæver nu, at meldingen snarere skulle forstås som, at »alle BR-medlemmer og kandidater skal på banen« – ikke kun Bondam. Under alle omstændigheder så er det ikke en melding, der vinder nogen priser i fremragende politisk kommunikation til vælgerne.
Spørgsmålet er formentligt, om skaden på Bondams renommé, som partiets egne folk tilsyneladende ikke engang kan anbefale vælgerne at stemme på, gør det mere end almindeligt svært at undgå en katastrofe ved BR-valget.

Opgivende Bondam
På rådhuset fortælles der desuden historier om, hvordan en mere end modfalden og opgivende Klaus Bondam satser alt på, at Frank Jensen skal redde den radikale borgmesterpost.
Hvis man tager Gallups måling, der blev bragt i Berlingske for et par uger siden, som rettesnor, så står de Radikale til kun at få tre mandater, hvilket er mere end en halvering af partiets mandattal. I dag har de syv mandater, hvilket normalt er en garanti for en borgmesterpost.
Skal Bondam fortsætte, betyder det derfor, at SF ikke får den ekstra borgmesterpost, som SF’erne føler sig mere end sikre på. Det kræver imidlertid, at SF’s forventede store fremgang pludselig udebliver, og at Socialdemokraterne mere eller mindre holder skansen, så de kan levere de resterende mandater til en radikal borgmesterpost. De fleste afskriver dog denne mulighed som mere ønsketænkning end realiteter. Realiteterne er derfor, at de Radikale må aflevere den tunge teknik- og miljøborgmesterpost til en SF’er, formentlig Bo Asmus Kjeldgaard.
I SF er der flere kandidater, som står klar til borgmesterpost nummer to. På gangen nævner man især den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey som gode bud på en ny SF-borgmester, men andre navne kan også komme i spil.
Når og hvis den afgørelse skal træffes, vil SF’s magtfulde partiorganisation formentlig også have en finger med i spillet.

Medier udråber Frank Jensen til byens konge

2009-09-15T02:31:00.000-07:00

–Men Bo Asmus Kjeldgaard har ikke helt opgivet sin overborgmesterdrøm.

BAG KULISSERNE

Bragt i Bryggebladet nr. 12 den 15. september 2009

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Efteråret kommunalvalgkamp her i hovedstaden blev nærmest aflyst, da Berlingske Tidende forleden på forsiden bekendtgjorde, at »Frank Jensen erobrer København«.
En ny Gallup-måling viste nemlig, at et stort flertal blandt københavnerne foretrækker Socialdemokraternes overborgmesterkandidat Frank Jensen frem for den eneste reelle udfordrer SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Faktisk foretrak også et lille flertal af SF’s egne vælgere ifølge samme måling Frank Jensen som ny overborgmester. Berlingske konkluderede herefter, at Frank Jensen – til trods for en forventet markant tilbagegang i stemmetal for Socialdemokraterne – alligevel til november kan kåres som »Kongen af København«.

Fortsat kandidat
Gallup-målingen overrasker næppe ret mange og formentlig heller ikke SF’erne i København. Som Bryggebladet for to uger siden kunne berette, så har SF allerede tilbudt S overborgmesterposten på et fad mod selv at få tre borgmesterposter.
Dette noget blu forslag blev dog blankt afvist af S, og siden har Kjeldgaard forsøgt at trænge igennem medierne med et noget uklart budskab om, at »politikken er vigtigere end personen«. Kjeldgaard lod eksempelvis med Politikens mellemkomst forstå, at hvis SF kunne få gennemført sine mærkesager ved at pege på Frank Jensen, så var man klar til det. Politiken konkluderede ved samme lejlighed, at Kjeldgaard nu opgav sin drøm om at blive Københavns første SF-overborgmester. Det er nok en overfortolkning, for Kjeldgaard lader stadig sine omgivelser forstå, at han ikke helt har opgivet at få byens gyldne kæder hængt om halsen, selvom både hans egen partiformand Villy Søvndal og SF’s vælgere tilsyneladende foretrækker en socialdemokrat i overborgmesterstolen.
I sidste uge måtte Kjeldgaard endda lide den tort, at kun seks procent af københavnerne ifølge Gallup foretrak ham som overborgmester. Der er i øvrigt ligeså mange – eller snarere få – vælgere, der peger på Venstres Pia Allerslev til byens fineste job. Målingen er formentlig også udtryk for, at Kjeldgaard selv efter snart 12 år som borgmester er forblevet relativt ukendt blandt københavnerne.

Kjeldgaard låst
Med denne Gallup-måling – her cirka to måneder før vælgerne går til stemmeurnerne – har medierne nu kåret Frank Jensen som overborgmester. Hvis Kjeldgaard var i en lidt mere fri position, så kunne han måske udnytte netop dette til at gå til angreb på mediernes utidige kåring og måske få lidt mere folkelig sympati. Men Kjeldgaard er låst af, at Søvndal ikke ønsker ballade med Socialdemokraterne i København.
Spekulationer om at lade de borgerlige partier pege på en SF-borgmester efter valget bliver slet ikke aktualiseret, hvis Søvndal har noget at skulle have sagt under konstitueringsforhandlingerne. Og det har han. For SF-formanden er sig meget bevidst om, at det er hans personlige popularitet, der har skabt partiets fremgang i København, ikke Kjeldgaard.

Jensens genbrugsbutik
Frank Jensen styrer sikkert mod overborgmesterstolen, og det sker med massiv mediemedvind – selv fra en borgerlig avis som Berlingske Tidende. Det er dog blevet for meget for en del af de siddende borgerrepræsentanter, at Jensens politiske udspil sine steder er papirtynde i deres indhold. Man forstår eksempelvis ikke, at en overborgmesterkandidat slipper af sted i medierne med at foreslå løsninger på integrationsområdet, som allerede i forvejen er foreslået eller endda blevet gennemført.
Enkelte partifæller har angrebet den socialdemokratiske overborgmesterkandidat på Politikens blogs for netop at være alt for tynd i kortene. Det har dog medført, at Frank Jensens velsmurte kampagne med kampagnefolk har taget til genmæle både ved at forsvare ham og bede partifællerne om at rette ind.

Moskéer splitter S
Frank Jensen og hans folk er lige nu kun udfordret i debatten om moskéer. I sidste uge spillede Dansk Folkeparti deres trumfkort på banen ved dette års kommunalvalg. Det skete med en plakat af den blå moské i Istanbul, som partiets fikse kommunikationsfolk også havde tilført krumsabler, halvmåner med videre for at give publikum et mere dramatisk indtryk af, hvad københavnerne har i vente den dag, hvor byen får en såkaldt »stormoské«.
Plakaten er naturligvis en kommentar til, at et stort flertal i BR for nylig stemte for, at en shia-muslimsk moské kan blive opført på ydre Nørrebro. Meget få er i tvivl om, at DF’s plakat – og især den debat, der følger i kølvandet på den – alt andet lige vil gavne opmærksomheden omkring DF frem til kommunalvalget. Det er Socialdemokraterne udmærket klar over, og de frygter naturligvis, at S-vælgere kan finde på at stemme på DF i protest mod moskébyggeriet i København. Desuden kan DF’erne glæde sig over, at Socialdemokraterne er i dyb splid med sig selv om, hvad de skal mene i sagen. De to S-politikere Anne Vang og den nuværende integrationsborgmester Jakob Hougaard bejler begge til at blive borgmester fra nytår, og de har hver sin holdning til byggeriet af moskéen på Vibevej. Vang er for, mens Hougaard er imod, fordi byggeriet er finansieret af præstestyret i Iran. Til gengæld støtter Hougaard de andre planer om at bygge en sunni-muslimsk moské på Amager, som angiveligt moderate muslimske organisationer i Danmark står bag.
DF’s plakat indeholder imidlertid en garanti om, at partiet er imod ethvert moskébyggeri. Og selvom at en sådan politik er i konflikt med Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed, så er det et budskab, som alle og enhver kan forstå, og som mange vælgere er enige i. Og netop derfor er S lidt bekymret for effekten af DF’s plakatkampagne på kommunalvalgets udfald. Lige nu står DF i hvert fald til en pæn fremgang.

Sangerindeuvæsnet
Forleden valgte en håndfuld socialdemokrater med overborgmester Ritt Bjerregaard at forlade festmiddagen i Rådhusets fine festsal, mens tre bakkesangerinder underholdt alle rådhuspoli-tikerne. Den ene af sangerinderne var nemlig Dot Wessmann, som foruden at drive etablissementet Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken også er kæreste med den kendte DF-politiker og medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt.
Festmiddagen på dagen, hvor kommunens budgetforslag blev præsenteret i Borgerrepræsentationen, svarer lidt til Folketingets åbning. Det er en festdag, hvor man gør lidt mere ud af det hele, mens politikere, nøglemedarbejdere samt pressen spiser og morer sig sammen. Ritt Bjerregaard foreslog for nogle år siden fagborgmestrene, at de på skift arrangerede middagen og ikke mindst aftenunderholdningen.
I år var det så kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, der var vært, og hun havde så denne torsdag for et par uger siden valgt det, man kan kalde for »folkelig«, eller »smålummer« om man vil, underholdning fra tre »syngepiger« fra det kendte Bakkens Hvile. At den benævnte Dot Wessmann var iblandt dem, var en tilfældighed.
Da det 45-minutter lange show gik i gang, forlod tre S-politikere pludselig festsalen. Det var foruden Ritt Bjerregaard også 1. næstformand for Borgerrepræsentationen Mona Heiberg samt Lars Aslan Rasmussen. Sidstnævnte lagde ikke skjul på, hvorfor han forlod salen.
Til BT forklarede han, at han gik i protest over, at kommunen ødsler penge ud til en »dybt skandaliseret« person (det vil sige Dot Wessmann), der er beskyldt for at bruge sin kæreste (Messerschmidt) til at lægge pres på politiske beslutninger. Konkret handler det om, at konservative politikere i Lyngby-Taarbæk i offentligheden har kritise-ret Messerschmidt for at påvirke miljøministeren i en konkret sag, hvor kommunen har lagt begrænsninger på brugen af en angiveligt støjende rutsjebane på Bakken, som ejes af Wessmann. I den offentlige debat har man diskuteret det etisk kloge i Messerschmidts ageren i sagen, hvor han efter eget udsagn blot har »leveret juridisk bistand«.
Alle øvrige rådhuspolitikere forblev på deres pladser under resten af showet – også BR-medlemmerne fra Enhedslisten og SF – som ingen beskylder for at have sympati for DF. I festsalen på aftenen var den mest udbredte holdning i alle parti-er, at de tre socialdemokrater optrådte taktløst og latterligt i en grad, så det var uværdigt. Kritikerne – med en rasende Pia Allerslev i spidsen – mente, at når en af kommunens borgmestre inviterer gæster udefra til at levere aftenunderholdning, så byder god opdragelse og almindelig respekt for andre mennesker, at de folkevalgte bliver siddende og lytter – hvad enten underholdningen falder i deres smag eller ej.
Men der var også andre forklaringer på det sære optrin:

Ritts niveau
Da BT konfronterer Ritt Bjerregaard med sin protest, er overborgmesteren måske blevet klar over, at hun er på tynd is. Derfor forklarer hun sin opførsel sådan:
– Vi var nogle stykker, der havde svært ved at tale sammen under underholdningen, og derfor gik vi udenfor.
Det lyder plausibelt, men ikke specielt troværdigt. Men måske var det heller ikke »lydniveauet«, der var problemet. For Bjerregaard siger efterfølgende til samme avis:
– Jeg synes bestemt, at bakkesangerinderne er bedst ude på Bakken.
Derved lod overborgmesteren åbenbart forstå, at det snarere var det »kulturelle niveau« ved bakkesangerinderne, der var problemet.
Fra årsskiftet skulle Ritt Bjerregaard ikke blive forstyrret af støjende bakkesangerinder.