Rødt budgetforlig med blåt bånd

Liberal Alliance overraskede alle ved at gå med i forliget

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet den 27. september 2012

DETTE BLIVER DEN SIDSTE KLUMME HER PÅ KØBENHAVNSK POLITIK

 

Årets store politiske armlægning fandt sted for et par uger siden, da ABF og Enhedslisten – og til nogles store overraskelse også Liberal Alliance - indgik et aftaleforlig om næste års budget. Årets forhandlinger endte med at parterne fordelte 529 mio. kr. til driftsudgifter i 2013. Samtidig bruger man 2, 15 mia. kr. til anlæg i perioden 2013-2016, hvor man til næste år bruger i alt 157,6 mio. kr. i 2013. Forligspartierne konstaterer selv, at man med dette høje investeringsniveau understøtter den økonomiske vækst i kommunen og bidrager til beskæftigelsen ved at skabe ca. 13.000 ekstra arbejdspladser.

”Knaldrødt”
De venstreorienterede partier har udskreget forliget som ”knaldrødt”. Det kan dog ikke ses umiddelbart på indtægtssiden, da hverken skatteprocent, grundskyld eller nogle af de andre afgifter ændres i op ad gående retning. Faktisk har Liberal Alliance fået et par små indrømmelser, så enkelte afgifter falder.  Men ser man på prioriteringen af udgifterne, så giver det bestemt mere mening at tale om et knaldrødt forlig. Der er fx sat 140 millioner kr. af til nye almene boliger og ungdomsboliger. Dertil kommer bl.a. en såkaldt ”fixelance”, der er et mobilt ”stofindtagelsesrum”. Men der skal også ansættes flere pædagoger, bruges midler på billig skolemad til udsatte børn og så er der mulighed for at kommunen løbende kan ansætte flere i den sociale forvaltning til en øget indsats overfor de mange nye hjemløse og psykisk syge, der kommer til København i disse år. De mange millioninvesteringer i klima og miljø – er også med til at understrege de politiske prioriteringer, som især SF, men også Enhedslisten har.

Alt det kan selvfølgelig lade sig gøre, fordi Kommunens økonomi ganske enkelt er i topform. Og der er stadig penge til overs, så man til næste år kan afdrage 201 millioner kr. af en efterhånden relativ lille gæld. Med andre ord: Kommunen sparer op! VKO-partierne er faktisk helt enige med de røde partier i analysen, at der er tale om et rødt forlig, der giver solide indrømmelser til især Enhedslisten.  Hos Liste Ø driller man overborgmester Frank Jensen (S), når de hævder, ”at han for én gang skyld turde være socialdemokrat”

Glad venstrefløj
For det ligger lige for, at spekulere over andre årsager til, at København til næste år næsten tømmer kassen for at øge den kommunale service og udbygge institutioner mv. i årene fremover. Fx at det er sidste chance for Frank Jensen at vise byens vælgere, hvor mange stemmer på de tre røde partier, at han er i stand til at føre klassisk socialdemokratisk velfærdspolitik, hvor der også bliver gjort noget særligt fra byens socialt mest udsatte grupper. Det sidste er indrømmelser til Enhedslisten, der er meget glade for forliget, som de kalder for ”solidarisk” og det bedste i lange tider. Men det er jo alle partier i forliget, der kan bryste sig af fx en øget social indsats, og derfor fejrer både S, SF og Enhedslisten forliget for det, som de kalder dens ”sociale profil”.

Den omvendte verden
Den politiske situation på Københavns Rådhus lige nu er således helt omvendt af situationen i dansk politik. På Rådhuset er S og SF, dem der kører et intenst parløb og hvor det er Enhedslisten, som får stor indflydelse. I modsætning til landspolitikken, så sidder de radikale bagerst i bussen og spiller rollen som dem, der er evigt besværlige, men som man mest af hensyn til husfreden spiser af med gode lunser i ny og næ. København økonomi er sund, og er en by i fremgang på alle områder: økonomisk, befolkningsmæssigt mv. Det er selvfølgelig også derfor, der er råd til at være lidt stor i slaget ved forhandlingsbordet hos overborgmesteren i modsætning til, hvordan verden ser ud ovre på finansministerens kontor. Det er en simpel kendsgerning, at Frank Jensens politik på rådhuset er betragteligt mere populær i S-baglandet i København i sammenligning med den politik hans partiformand fører i regeringen på Christiansborg. Og de fleste kan stadigvæk huske, at Frank Jensen tabte formandsopgøret knebent for syv år siden til en modkandidat, som ingen – heller ikke hendes nærmeste støtter – regnede med kunne vinde over ham. Det er vand under broen, bedyrer Jensen i dag. Men han læser også den politiske situation sådan, at dette budgetforlig var hans ene og sidste mulighed for markant at udstille overfor vælgerne, at hans form for socialdemokratisk politik er end anden en den, der føres på Christiansborg. Og derfor behøver vælgerne ikke straffe ham (eller SF) ved kommunalvalget til næste år ved at springe over til Enhedslisten. På Københavns Rådhus har man studeret stemmetallene fra folketingsvalget sidste år, og fx på Nørrebro er Liste Ø suverænt største parti. Hvis ikke Helle Thorning-Schmidt snart formår at vende den negative udvikling i meningsmålingerne, så skal man nok ikke regne med at Frank Jensen (eller nogle af de andre S-borgmestre for den sags skyld) står i kø for at blive fotograferet med hende frem mod kommunalvalget.

Ud med VKO
Selve forhandlingerne forløb i øvrigt forholdsvist udramatisk. Som ventet forlod VKO-parterne forhandlingsbordet tidligt, fordi overborgmesteren afviste enhver skattesænkning. Imidlertid blev Liberal Alliances Lars Berg Dueholm tilbage, da de andre gik, da han bed mærke i – eller var forhåndsorienteret om – at Frank Jensen ikke nævnte noget om de mange afgifter, som bl.a. erhvervsdrivende betaler. Især fjernes afgifter for udeservering for årligt 12 millioner kr. Dueholm spillede sine få kort kløgtig, og fik tilsyneladende – og påfaldende lydefrit - forhandlet sig frem til at nedsætte en række afgifter for i alt 85 millioner kr. de næste fire år. Men situationen blandt de borgerlige er også på det punkt meget anderledes end i dansk politik i øvrigt. På Christiansborg kravler LA som oftest højt op i de ideologiske gardiner, mens man på rådhuset åbenbart er ganske anderledes pragmatisk. Hos Dansk Folkeparti på Christiansborg er man åbent modstander af de borgerliges insisteren på skattelettelser, mens man på rådhuset forlader forhandlingerne sammen med VK, fordi skattelettelser blankt afvises af Overborgmesteren.

Borgerlig splittelse
Der tegner sig et ganske interessant billede for den kommende valgkamp blandt de borgerlige, hvor Liberal Alliances leder Lars Dueholm skal kæmpe med opmærksomheden med den meget synlige og ideologisk profilerede spidskandidat Rasmus Jarlov fra det mildest talt skrantende Liste C og den i perioder meget usynlige og ofte farveløse kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev fra Venstre, som dog p.t. kan fremvise kanonmålinger på landsplan.  Dueholm har fået skabt sig lidt synlighed ved at gå med i forliget, og hans få, men konkrete resultater er ikke umiddelbart nemme at skyde ned af hans rivaler i den borgerlige blok.  Selv ikke spørgsmålet om en ”lukning” af Amagerbrogade kan han hænges helt op på som ”forræderi” mod de borgerlige. For Amagerbrogade bliver ikke lukket for gennemgående trafik af den simple grund, at det ikke kan lade sig gøre uden at trafikken på Amager bryder sammen. Der er i stedet tale om at bruge 30 millioner kr. på at mindske biltrafikken Amagers store forretningsstrøg, hvilket normalt ikke er en borgerlig mærkesag. Under alle omstændigheder må man igen notere Frank Jensen for endnu en fjer i hatten, når han igen kan præstere at splitte de borgerlige partier ad og endda få det i egne øjne mest liberale parti til at stemme for det rødeste budgetforlig i mand minde. Det er flot håndværk!

Ny alliance
Liberal Alliance fik undervejs i forhandlingerne allieret sig med de radikales integrations og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev. Sidstnævnte blev til overs, da Frank Jensen i foråret fik held med at genetablere et politisk parløb med SFs Ninna Thomsen, så LA og de radikale bakkede hinandens krav op undervejs i forhandlingerne.  Allerslev fik brug for den opbakning, da hun tilsyneladende – og ganske hjælpsomt for Jensen - påtog sig den opgave at blokere for Enhedslistens krav om, at kommunen bl.a. skulle tilbyde vikarstillinger til de arbejdsløse, der ryger ud af dagpengesystemet. Et andet forslag gik ud på, at de samme arbejdsløse skulle garanteres en jobsamtale til de jobs, som kommunen slår op. Enden på denne meget langvarige og noget heftige diskussion mellem Allerslev og Enhedslistens Signe Færch blev, at kommunen nu skal undersøge om, hvorvidt disse forslag er lovlige. (Det er de næppe) Så her trak de radikale det længste stå.

Jarlov klar for København
I den forrige klumme skrev jeg, at de konservative Rasmus Jarlov for nylig var blevet spidskandidat til BR-valget med en klausul om at kunne springe fra, hvis han forinden ved skæbnens gunst skulle blive folketingsmedlem. Det er ikke rigtigt. Jarlov skærer således igennem alle spekulationer: Han trækker sig kun som folketingsmedlem, hvis han bliver borgmester (medmindre at kun sidder som borgmester en kort periode). Jarlov vil således ikke sidde i to fuldtidsjobs på én gang. At være BR-medlem er dog kun et halvtidsjobs, så bliver han folketingsmedlem ved næste valg, så fortsætter han som BR-medlem. De konservative har ingen regler, der forbyder det.

Farvel og tak
Dette er den sidste ”Bag Kulisserne”-klumme fra min hånd. Jeg har siden sommeren 2007 haft den ære at skrive klummen om, hvad der rører sig bag rådhusets mure. Nu er tiden dog kommet til at sige pænt farvel og stor tak til læserne for, at de har fulgt med i mine skriverier. Jeg håber, at man har følt sig godt orienteret - og måske endda også underholdt - om livets gang i københavnsk politik. Nu skal jeg så videre og beskæftige mig med andre ting bl.a. på Radio 24Syv, men forinden vil jeg gerne sige en tak til Bryggebladets redaktion for i sin tid at fostre idéen til klummen og i øvrigt tilbyde mig – dengang en bryggebo - at skrive den. Der skal også lyde en særlig tak til kilderne – ingen nævnt ingen glemt - som naturligvis gennem årene og som oftest meget beredvilligt har hjulpet mig undervejs med gode historier, vinkler og betragtninger. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at skrive en sådan klumme uden et bredt net af gode kilder.  Til sidst vil jeg især takke rådhuspolitikerne, hvis kvalitet i de senere år er hævet ganske betydeligt, fordi de på trods af en alt andet end fyrstelig betaling bruger en ganske stor del af deres tid og energi på - ud fra hver deres politiske udgangspunkt - at skabe en bedre by for københavnerne. Det fortjener respekt! Og naturligvis vil jeg fortsat holde øje med jer! 

LO-budgetaftalen spøger

Jarlov er K-spidskandidat og så måske alligevel ikke

Bragt i Bryggebladet 13. september 2012

Af Jarl Cordua

Mens disse linjer skrives, så er de københavnske politikere endnu ikke for alvor gået i gang med at forhandle næste års budget for kommunen. Det har dog længe tegnet til at blive et budget helt uden de borgerlige partier, og måske ender det endda med en aftale, der kun omfatter de røde partier S, SF og Enhedslisten. For mens alliancen mellem overborgmester Frank Jensen og SFs leder sundhedsborgmester Ninna Thomsen (eller som det gerne hedder hos SF: ”Hr. og Fru København”) siden foråret er blevet stadigt stærkere, så er Jensens forhold til den radikale integrations og beskæftigelsesborgmester, Anna Mee Allerslev, blevet stadigt dårligere. Hos de radikale føler man, at overborgmesterens opførsel under de indledende møder overfor den radikale leder har været decideret ”utilstedelig”, som det formuleres. Flere deltagere har på de fælles budgetmøder, hvor alle partierne har deltaget, bemærket at Frank Jensen i sin måde at adressere Allerslev ikke har formået at undertrykke sin irritation over og manglende respekt for Allerslevs evner som politisk forhandler. Den radikale borgmester raser til gengæld over, at overborgmesteren i sit budgetforslag i hendes øjne har ”nuppet” 77 millioner kr. fra midler, der ellers skulle gå til ”hendes” forvaltnings beskæftigelsesindsats.  Penge, som Allerslev troede, var ”hendes” og derfor kunne disponere over, er nu blevet til midler, som hun skal kæmpe om under en forhandling. Det skaber selvsagt mistro og kurrer på tråden mellem borgmesterkontorerne.

Ligegyldige radikale
Trods trakasserierne er det stadigvæk et helt åbent spørgsmål om, hvorvidt de radikale er med i en aftale eller ej. De radikale har været med i alle aftaler i denne budgetperiode, og har ry for altid at søge indflydelse. Allerslevs problem er dog, at partiet sådan mandatmæssigt – i modsætning til situationen på Christiansborg – er ret ligegyldige. Jensen og Socialdemokraterne har et stort flertal med SF og Enhedslisten. De radikale er med andre ord ikke i en position, hvor de kan stille de store krav. Ikke desto mindre har Jensen en interesse i at få de radikale med i en budgetaftale for at signalere mere bredde end ”det ægte røde” forlig, der er lagt op til. Men vil han betale, hvad det koster?
”LO-budgetaftalen”
Set i lyset af det, så taler de borgerlige i krogene om, at Frank Jensen måske er i gang med at lave en ”LO-budgetaftale”. Det sker selvfølgelig med en drilsk henvisning til den politiske aftale eller rettere løse hensigtserklæring, som blev indgået mellem de tre socialistiske partier før BR-valget i 2009 sammen med LO, der i øvrigt i samme ombæring sammen med den øvrige fagbevægelse leverede forskellig støtte til partiernes valgkampe. Tilsyneladende er Jensen ikke så bekymret for, at S vil bløde de store stemmetal og mandater til de borgerlige partier ved næste års BR-valg. De borgerlige har i manges øjne mere eller mindre selv meldt sig ud af budgetforhandlingerne ved ensidigt at kræve skattelettelser.  Det er for S langt mere vigtigt at dæmme op for Enhedslisten, der til næste kommunalvalg står til at høste voldsomt på bekostning af SF og Socialdemokraterne. Det ved man godt hos Enhedslisten, som må konstatere, at der ikke i mands minde er blæst så milde vinde fra overborgmesterkontoret som netop nu og i retning af dem.

Jensens røde fokus
Enhedslistens krav går i retning af indrømmelser, der styrker den sociale indsats på en lang række felter overfor byens svageste grupper. Ofte de samme indsatsområder, som Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming er sat til at forvalte i det daglige. Hos SF, der også har øje for at skabe sig en social profil hos vælgerne, er man gerne med på det hold, der prioriterer de svage grupper. I det hele taget er der hos venstrefløjen en opfattelse, at Frank Jensens fokus har flyttet sig fra de mere blå og ”vækstorienterede” sagområder til de mere ”sociale” og røde politikområder.  Det kunne også have noget med det nærliggende valg, at gøre, at Frank Jensen vil sikre sit parti en social profil i konkurrencen med SF og Ø.

Pia Allerslevs overbud
Er de borgerlige så helt ude af forhandlingerne? Ved indgangen til denne uge, var de borgerlige stadigvæk at finde i forhandlingslokalerne. Men på Rådhuset bemærkede de røde partier, at især Venstres Pia Allerslevs tale under budgetforhandlinger indeholdt så mange krav, at der var tale om et så stort politisk overbud, som var uden for realistiske økonomiske rammers rækkevidde. Med andre ord: Allerslev talte sig bevidst væk fra forhandlingsbordet for at kunne stå frit i forhold til vælgerne til næste år. De konservative er lidt mere realistiske, men det er nok utænkeligt, at Enhedslisten vil være at finde i en aftale, hvor man har honoreret Rasmus Jarlov og Cos krav om skattelettelser for borgerne og erhvervslivet. Til gengæld har man i den røde lejr bemærket sig, at Liberal Alliances Lars Berg Dueholm har været forbløffende tavs mht. at kræve borgerlige mærkesager om skattelettelser indfriet, og det er sikkert et godt bud, at han er den sidste hos de borgerlige, måske sammen med DFs Carl Christian Ebbesen, som forlader forhandlingerne.

Konservativt dilemma
I lørdags valgte de konservative på et medlemsmøde partiets tre nuværende borgerrepræsentanter til de øverste tre pladser på kandidatlisten til BR-valget om 14 måneder.  Interessant er det især, at Rasmus Jarlov - som ventet – er blevet valgt til at være partiets spidskandidat al den stund, at det sker med en noget usædvanlig klausul. For Jarlov trækker sig som spidskandidat, såfremt at han kommer i folketinget inden kommunalvalget næste år. De færreste regner dog med, at et folketingsvalg bliver udløst inden da, men tingene kan jo gå stærkt i dansk politik så helt at udelukke et valg, det kan man ikke. Et måske mere realistisk scenarie er til gengæld, hvis Per Stig Møller, der netop har rundet de 70 somre, inden så længe trækker sig som folketingsmedlem for at hellige sig opgaven at skrive sine erindringer. Det vil nemlig udløse, at Rasmus Jarlov bliver nyt folketingsmedlem, da han ved forrige valg blev valgt til Møllers suppleant. Og guderne skal vide, at de konservative p.t. har hårdt brug for yngre kræfter, der kan arbejde solen sort og profilere det kriseramte parti, som i de fleste målinger ligger under katastrofevalgresultatet ved sidste valg. De konservative er selv klar over, at de har brug for Jarlov på tinge. Det er formentlig derfor, at Jarlov med ledelsens billigelse har overtaget Lars Barfoeds (næsten) sikre kreds i Nordsjælland. Partiformanden selv er rykket til Per Stig Møllers sikre mandat på Frederiksberg, der må betegnes som Liste Cs allersidste skanse.

Rasmus Jarlov har senere afvist at der skulle være nogen klausul. I en kommentar over Københavnsk Politik siger han flg:
"Hvis jeg måtte få en folketingsplads, så trækker jeg mig, hvis jeg bliver borgmester (medmindre det er en kort periode). Jeg vil ikke sidde med to fuldtidsjobs. Jeg trækker mig ikke, hvis jeg ikke bliver borgmester, men kun menigt BR-medlem. Så bliver jeg siddende begge steder ligesom jeg har gjort tidligere. Det er meget almindeligt både at sidde i byråd og Folketing (for VKO-politikere red.) og det ser jeg ikke noget problem i. Særligt ikke når det er i København, hvor det er meget nemt at komme frem og tilbage mellem byrådet og Folketinget, fordi de ligger lige ved siden af hinanden".

Næsager arvtager
I fald Jarlov må forlade Rådhuset i utide, så er stafetten formentlig allerede overdraget til nr.2. på listen dvs. Jakob Næsager, der også i disse dage er med til budgetforhandlingerne, og som ses som arvtageren, med mindre at de konservative beslutter sig for, at de skal ud i endnu et opstillingsmøde for at vælge en helt anden spidskandidat.  Nr.3 på den konservative liste er BR-medlem Susanne Møller fra Sundby.

Man forstår godt, at de konservative satser på Jarlov, der helt sikkert kan noget med kommunikation, men det er alt andet lige et handicap, når man skal ud og forklare vælgerne, at spidskandidaten egentlig hellere vil sidde i folketinget end at være borgernes repræsentant eller borgmester i København.

Aftale om forbrændingsanlæg

For nylig blev S, SF, de radikale og Enhedslisten enige om en aftale, der sikrer, at der bygges et nyt forbrændingsanlæg på Amager i de kommende år.
Venstrefløjen og til dels de radikale afviste oprindeligt at stemme for en lånegaranti, der sikrede, at Amagerforbrændingen, der ejes af i alt fem københavnske kommuner, kunne låne ca. 4 mia. kr. til at bygge et affaldsforbrændingsanlæg til erstatning for det nuværende, der er både udslidt og forældet. Nu baner en længe ventet politisk aftale på rådhuset vejen for, at et nyt anlæg vil indebære mere genanvendelse af affaldet, en bedre udnyttelse af affaldsressourcerne og en markant reduktion af CO2-udledningen, når man ikke brænder så meget affald af som i dag. Aftalen er således en indrømmelse til SF, Ø og de radikale der længe har stillet disse krav for at stemme for lånegarantien.

Amagerforbrænding skal i øvrigt skifte navn til Amager Ressourcecenter netop for at understrege, at affald ikke er noget man bare brænder af, men genanvender i mest mulig grad. Der skal i øvrigt bygges et genanvendelsesanlæg ved siden af forbrændingsanlægget. Det vides ikke om, hvorvidt projektet stadigvæk indbefatter en realisering af arkitekten Bjarke Ingels’ forslag om, at man etablerer en skibakke henover forbrændingsanlægget til glæde for københavnske skientusiaster.

Ifølge kilder på rådhuset, så har de politiske indrømmelser om at sikre mere genanvendelighed forringet rentabiliteten af projektet, men det skulle dog stadigvæk samlet set være en god forretning for de fem kommuner. På venstrefløjen har man været meget optaget af at forhindre, at anlægget kunne bruges til at importere affald, som man så kunne fyre af. Den forretningsmulighed har Enhedslisten fået sat en stopper for.  Aftalen mellem ejerkommunerne er, at der maksimalt må afbrændes cirka 400.000 tons affald om året på det nye anlæg, og det svarer til den mængde affald, der bliver brændt af i dag.

Der findes dog stadigvæk kritikere af projektet. For Danmarks Naturfredningsforening har bemærket, at det oprindelige forslag operererede med at et forbrændingsanlæg kunne brænde 70 tons affald af i timen, mens det anlæg, som de københavnske politikere har lagt sig fast på kun kan brænde 60 tons affald af timen. Det er ifølge den grønne organisation for lille en indrømmelse.