”Lille Lars fra Ørestad”

Med de to afhoppere til LA er Venstres gruppe skrumpet og de borgerlige yderligere splittet

Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 14. december 2010

Af Jarl Cordua

Tirsdag i sidste uge meddelte Venstres gruppeformand Lars Dueholm, at han og gruppefællen Heidi Wang forlod Venstre til fordel for Liberal Alliance. Dermed er der opstået yderligere splittelse blandt de borgerlige, der nu kan tælle hele fire grupperinger i en blå blok på kun 14 BR-medlemmer. Situationen kan næsten ikke blive bedre for overborgmester Frank Jensen, der nu kan se det største oppositionsparti til højre næsten flække midt over. Dermed fordufter de sidste illusioner om, at der skulle være et reelt stærkt og handlekraftigt borgerligt alternativ til det 107-årige socialdemokratiske bystyre. Med kun fire tilbageværende medlemmer af Venstres BR-gruppe er partiet nu nede på et niveau mht. mandater, der ikke siden 1993 har været lavere. Der er således tale om en klar svækkelse af Venstre, som yderligere understreger, at partiets 15-årige periode som stort byparti er ved at være omme.

Venstre decimeret
Få betvivler Dueholms og Wangs politiske motiver til at forlade Venstre. Dueholm har altid tilhørt til den mere ideologiske del af partiet og føler sig naturligt tiltrukket af Liberal Alliance, hvor de ideologiske klange lyder noget klarere end i regeringspartiet. Wang har i kraft af sin baggrund som taiwankineser tilsyneladende følt et ubehag ved at skulle forsvare regeringens pointsystem, der skal gøre det betydeligt sværere for danske statsborgere at få deres udenlandske ægtefæller til landet. Det minder om Wangs egen situation, da hun selv i sin tid kom til sit nye fædreland. At Wang og Dueholm bestemt ikke ser ens på alle ting, er modersmålsundervisningen et klart eksempel på. Det er en hjertesag for Wang, mens Dueholm er lodret imod. Wang markerer sig sjældent på talerstolen og har i øvrigt skjult sine ideologiske sympatier for LA godt, i det hun yderst sparsomt giver sig i kast med at forfægte egentlige synspunkter. Omvendt er Wang særdeles optaget af at pleje sin gennem de seneste valg hastigt svindende kinesiske vælgerbase, der dog tre gange har fået hende valgt i Borgerrepræsentationen. Den nyslåede LA-politiker skulle endnu ikke være kommet sig over chokket, da hun ved det seneste BR-valg fik konkurrence fra en socialdemokratisk kandidat med kinesiske rødder.

Lille Lars fra Ørestad
Dueholm (33) som oprindeligt stammer fra Aalborg, er ikke typen, der sætter sit eget lys under en skæppe. På rådhuset går han under det sarkastiske tilnavn ”Lille Lars fra Ørestad”. Han blev i foråret 2009 på et opstillingsmøde valgt som en overraskende valgt nr. 2 på Venstres liste til kommunalvalget, hvor Dueholm slog den daværende gruppeformand Martin Hirsch. Sidstnævnte trak sig umiddelbart herefter som gruppeformand og undlod helt at genopstille. Naturligt nok overtog Dueholm V-gruppeformandshvervet, som han har røgtet siden. Det har dog ikke været et helt problemfrit samarbejde med Venstres borgmester Pia Allerskrev. I tiden derefter - forlyder det - planlagde Dueholm at udfordre Allerslev, som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Den plan led dog skibbrud, da statsminister Lars Løkke Rasmussen bekendtgjorde, at han havde i sinde at afskaffe mindretalspartiernes ret til borgmester- og rådmandsposter i de fire største byer. Derved forduftede muligheden for Dueholm at blive borgmester, og siden brugte han kræfter på at blive opstillet som V-folketingskandidat. Samtidigt med undlod han ikke - mener nogle - at smede rænker bag Allerslev som det fx senest skete ved et stormfuldt V-gruppemøde i november, hvor V-borgmesterens pragmatiske politiske linje blev heftigt kritiseret.

Landspolitiske ambitioner
Timingen for at søge over i LA hænger formentlig også sammen med især Dueholms landspolitiske ambitioner. Han var opstillet som folketingskandidat af Venstre på Amager, men uden de store muligheder for at komme ind ved det folketingsvalg, som kommer inden så længe. Set i lyset af at LAs opbakning stiger med raketfart, hvor partiet i visse meningsmålinger er dobbelt så store som de konservative, så har Dueholm måske set en chance for at blive valgt til Folketinget, hvilket har fået ham til at fremskynde en beslutning, han ellers kunne have ventet med at tage. I hvert fald blev han allerede få dage efter sin udtræden af Venstre valgt som folketingskandidat for LA. Beslutningen om at forlade Venstre blev taget mandag i sidste uger efter samtaler de seneste uger mellem Dueholm og LA-toppen.

Nyt radikalt hold
I næste uge beslutter BR på sit sidste møde inden juleferien, at Anna Allerslev bliver ny radikal borgmester. Som tidligere nævnt så sker valget uden den store begejstring fra de tre øvrige radikale BR-medlemmer, som selv hver især i det skjulte mener, at de ville blive en bedre borgmester end borgmesteren. Men modstanden mod rivalerne er så dybfølt, så de alle hellere foretrækker Allerslev frem for de andre. En klassisk situation i politik, hvor den der bliver valgt, er den, der viser sig at have færrest modstandere! Alt tyder på nogle ”hyggelige” år fremover i den radikale gruppe.

I øvrigt forlader gruppeformand Manu Sareen BR-gruppen fra årsskiftet, når han indtræder i folketinget som afløser for Lone Dybkjær, der skal på en langvarig sygeorlov. Ingen forventer, at han kommer tilbage til københavnsk politik. For i mellemtiden venter alle, at han siden bliver valgt i folketinget. Derved er to af de mest erfarne radikale politikere væk, når også Klaus Bondam formelt forlader rådhuset, når rådhusuret nytårsnat slår tolv. I stedet for Klaus Bondam og Manu Sareen indtræder Kasper Johansen, der sad i BR i forrige periode og efter de foreløbige planer Bo Normander, der tidligere har siddet i BR som suppleant.

Kommunen ”frikendt” i hjemmehjælperskandale
Endnu en tidlig julegave dumpede ind til overborgmesteren mfl. da en uafhængig konsulentrapport frikendte kommunen i sommerens meget omtalte hjemmehjælperskandale. Dengang kunne TV2 dokumentere, at der også var københavnske hjemmehjælpere, som snød med deres arbejdstid for i stedet at holde fri og gå på restaurantbesøg.

Rapporten, som kommunen selv har bestilt hos det uafhængige konsulentfirma KPMG, viser, at 82 pct. af de borgere man har spurgt, svarer, at de har fået de konkrete ydelser, som fremgår af instrukserne til den enkelte hjemmehjælper. Dertil viser en brugertilfredshedsundersøgelse at 91 pct. af brugerne dvs. ældre og handicappede ”i høj grad” eller i ”meget høj grad” mener, at hjemmehjælperne udfører den service, som borgerne er blevet tildelt af kommunen.

Der er dog også torne i rapporten, der anbefaler, at kommunen styrker registreringen af hjemmehjælpernes tidsforbrug hos de ældre. (Hvilket jo var den oprindelige kritik) Dertil kommer, at KPMG anbefaler en betydelig opstramning af kontrollen med den mindre andel af hjemmehjælpsbesøg, der udføres af medarbejdere i Socialforvaltningen til bl.a. handicappede og psykisk syge. Endelig er fire ud af 10 blandt de ældre enten ”utilfredse” eller ”meget utilfredse” med at der kommer så mange forskellige hjemmehjælpere i deres hjem.

Under alle omstændigheder så anser man på rådhuset ”hjemmehjælperskandalen” som et politisk set afsluttet kapitel for Københavns vedkommende. Man fristes til at tilføje et ”indtil videre”.

Farvergade-sagen
Det er trods alt ikke alt, som falder ud til Københavns kommunes fordel. I den meget omtalte sag om kommunens aktiveringstilbud for ledige i kommunens Jobcenter i Farvergade, nåede Arbejdsmarkedsstyrelsen frem til, at aktiveringstilbuddet øjensynligt ikke levede op til lovgivningens krav vedr. den allerede udbetalte statslige refusion for de arbejdsledige deltagere. Striden står om fortolkningen af loven om, hvorvidt de aktiverede ledige i Farvegade fik hjælp til jobsøgning og opkvalificering i mindst 25 timer ugentligt eller blot kunne nøjes med at møde frem i 1½ time, som Berlingskes artikler har dokumenteret, reelt var praksis. Her har kommunens jurister og integrations og beskæftigelsesforvaltningens direktion længe sagt god for kommunens fortolkning, mens Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har tilsynsmyndigheden, altså er nået frem til en anden konklusion. Internt i kommunen har en kontorchef i øvrigt tidligere i 2008 advaret om, at kommunens fortolkning var forkert og dens praksis dermed ulovlig.

Krav om tilbagebetaling
I Berlingskes massive afdækning af sagen er det kommet frem, at kommunen kan komme til at tilbagebetale et beløb på 390 mill. kr. for efter Arbejdsmarkedsstyrelsens opfattelse uberettiget modtaget refusion. Beløbet er et samlet - skønnet - maksimumbeløb samlet for årene 2008 og 2009 og svarer i runde tal til 1,7 pct. af kommunens driftsbudget på 23 mia. kr. eller at man i et år satte kommuneskatten op med 0,3 pct.
I realiteternes verden forventer de færreste, at beløbet ender med at blive så stort. Og måske slipper kommunen endda helt med at betale en krone tilbage. For indtil videre afviser overborgmesteren blankt, at der overhovedet er noget at komme efter bl.a. med henvisning til en uafhængig advokatundersøgelse, som kommunen har fået foretaget ”ude i byen”. Men ved at sætte hårdt mod hårdt” vinder den uhyre drevne Frank Jensen også vigtig tid. For nu ligger bolden hos Arbejdsmarkedsstyrelsen, der skal tage stilling til om de har en så god sag, at de kan anlægge og vinde en retssag ved domstolene. Dertil kommer, at Frank Jensen formentlig satser på, at en ny rød regering vil ændre lovgivningen så spillerummet for fortolkningsmuligheder begrænses og i øvrigt vil fare anderledes med lempe i forhold til kommunen. Det kan også ses ved, at socialdemokraternes spinstrategi tydeligvis er, at forsøge på at ændre sagen i offentligheden fra at være en juridisk tvist mellem kommunen og arbejdsmarkedsstyrelsen (dvs. staten) til en politisk kamp mellem det S-SF-ledede rådhus og den borgerlige regering. Det ser man også ved, at Arbejdsmarkedsstyrelsen af BR-medlem (S) Ikram Sarwar i Berlingske i lørdags – noget usædvanligt selv i den slags sager - blev beskyldt for i denne sag at gå den borgerlige regerings politiske ærinde. Den melding er endnu et sikkert tegn på, at vi nærmer os et folketingsvalg.

Langt fra en afgørelse
Dermed er sagen også meget langt fra at finde en egentlig politisk klar afgørelse herunder placeringen af et evt. ansvar. Den nuværende radikale borgmester Klaus Bondam har fulgt en praksis i forvaltningen, som blev indført under forgængeren socialdemokraten Jakob Hougaard, der i sin tid velsagtens blot fulgte de råd, han fik fra forvaltningens ledende embedsmænd. Snart er ud over Hougaard også Bondam historie som borgmestrer for forvaltningen. Kommunens øverste ansvarlige dvs. overborgmesteren har egentlig heller ikke det store ansvar, når han først tiltrådte ved årsskiftet. Skulle der i sidste instans og mod kommunens egen forventning placeres et ansvar, så peger pilen derfor på Hougaard og beskæftigelses og integrationsforvaltningens direktion med adm. direktør Morten Binder i spidsen. Men det er de færreste, der vurderer, at det nogensinde når så vidt.

Alle læserne ønskes en glædelig jul og et godt nytår!

Midt i en oppositionsløs tid

Kun lidt internt kævl blandt budgetpartierne kan ødelægge julehumøret hos Frank Jensen

Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 30. november 2010

Af Jarl Cordua

Overborgmester Frank Jensen har det for nemt. Fraværet af opposition er næsten øredøvende. VKO er splittet ad, hvor især V og K kigger skævt til hinanden, mens Enhedslisten måske på grund af hensynet til deres socialborgmesterpost ikke rigtig formår at spille rollen, som bidsk vagthund.

Imidlertid er stemningen blandt budgetpartierne ikke den bedste. For nu at sige det pænt. Det viser en særdeles ”munter” mailkorrespondence, som Deres klummeskribent er kommet i besiddelse af.

Sagen handler om det stærkt økonomisk skrantende kulturelle lokalblad ”Magasinet KBH”, der forud for efterårets budgetforhandlinger i september klagede sin nød overfor politikerne. Imidlertid kom der ikke noget ud af at stå med hatten i hånden. Og uden et tilskud fra kommunen vil magasinet ”gå ind”.

Magasinet KBH: Kjeldgaard modarbejder os
Nu er der så indledt slagsmålet mellem budgetpartierne om, hvem som bærer skylden for at Magasinet KBH ikke længere kan komme på gaden. Magasinet redaktør Anders Ojgaard har således i en mail stilet til S og SF kritiseret især SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard for personligt at have ”modarbejdet magasinet KBH”. Det fik Mette Reismann, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne og Ayfer Baykal - politisk ordfører for SF op af stolene i en skarpt svarmail. For ud over at finde redaktørens kritik af Kjeldgaard for ”utilstedelig” så rettede S-SF kanonerne mod den radikale borgmester, som man i mailen direkte beskylder for at handle populistisk og illoyalt mod budgetforligets parter:

”Det er derfor overraskende, at den afgående borgmester Klaus Bondam fra Det Radikale Venstre åbent kritiserer SF – og de andre forligspartnere – for ikke at prioritere Magasinet KBH, og på egen hånd vælger at udtrykke ønske om magasinets redning, når hverken han eller Det Radikale Venstre dels ikke har prioriteret dette område OG dels har underskrevet budgetaftalen. Måske har Det Radikale Venstre misforstået konceptet ’budgetforlig’, idet et færdigforhandlet budget giver mulighed for at arbejde fremadrettet med de muligheder budgettet åbner op for; skal hver en budgetpost vilkårligt genforhandles, når én eller flere mener dette er nødvendigt (af den ene eller anden årsag), vil Københavns Kommune ligge i evige forhandlinger og kun kunne udrette meget lidt – om noget. En aftale om et forlig indgås mellem parter, der forventes at holde den. Alt andet er utroværdigt. Når De Radikale, med borgmester Klaus Bondam i spidsen, vedholdende fremturer med, at en redning lurer lige om hjørnet er det alene udtryk for populisme og ikke realiteter.

Hul radikal kritik
Svaret fra Bondam er også interessant:
Heri forsvarer borgmesteren sig med, at han på ”intet tidspunkt offentligt og åbent har kritiseret SF”, men han har tilladt sig ”at udtrykke en kraftig undren over at SFs Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard på intet tidspunkt nævnte den fortsatte finansiering af Magasinet KBH under budgetforhandlingerne” med henvisning til, at Magasinet KBH ”er vel og mærke et blad der i meget stor udstrækning alene omhandler TMF-relevante emner” (TMF:Teknik og Miljø-Forvaltningen red.).

Selvom Bondam kritiserer SF-borgmesteren for ikke at have ”nævnt den fortsatte finansiering”, så indrømmer den radikale borgmester blankt, at magasinets økonomi heller ikke af de radikale blev taget op under budgetforhandlingerne:

”Det er korrekt at Radikale Venstre har ikke nævnt Magasinet KBH i budgetforhandlingerne for nogle måneder siden, da vi partimæssigt havde valgt at lægge al vores forhandlingsmæssige styrke på et økonomisk løft af handicapområdet og børneområdet, samt sikringen af en krisepakke på beskæftigelsesområdet. Det lykkedes som bekendt.”

Det er åbenbart først senere, at sagen er blevet tilstrækkelig vigtig for Bondam, at han vil have den taget op på budgetkredsens møde den 1. december. Nogle vil mene, at Bondam måske skulle feje for sin egen dør først, før han beskylder SF-borgmesteren for ikke at prioritere sagen under budgettet.

Undervejs får de to ordførere fra S og SF ret kontant at vide, at de ikke skal blande sig i de radikales politiske prioriteter fremover:

”Hvis jeg skulle gøre som Mette Reismann og Ayfer Bakal lægger op til i deres mail, så har jeg altså ikke lov til, som ovenfor nævnt, at arbejde fremadrettet med muligheder, som budgettet i givet fald ikke åbner op for. Det er dumt og visionsløst at tænke sådan!”

Bondam dybt frustreret
I øvrigt beskriver Bondam usædvanligt åbenhjertigt om, hvordan han oplevede årets budgetforhandlinger, som ifølge ham selv var ”de mest frustrerende”, som han har medvirket i:

”Det er helt korrekt, som Mette Reismann og Ayfer Baykal skriver, at budgetforhandlingerne 'er en langvarig og ganske kompliceret proces'. I år deltog alle partier i et meget langt stykke af forhandlingsforløbet og stemningen har ikke altid lige positiv og konstruktiv. Den var på lange stræk meget anspændt! Dernæst skulle vi alle navigerer i en ny overborgmesters (i øvrigt udmærkede) tilrettelæggelse af forhandlingsforløbet. Det stod hurtigt klart for alle implicerede partier, (..), at der allerede var indgået en aftale mellem S og SF (inden forhandlingerne officielt startede). Det er der ikke noget forkert i. De to partier har flertal sammen alene, men det gjorde unægtelig forhandlingsforløbet yderligere kompliceret, da det ikke altid var lige let at afkode om et givent indspark stod til forhandling eller om det var 'klappet af' mellem S og SF. I mine ni år i Københavns Borgerrepræsentation og centralt placeret i budgetforhandlingerne gennem alle årene, er dette års forhandlinger de mest frustrerende jeg har medvirket i.”

Med andre ord: SFs magt var så stor under forhandlingerne, at De radikale ikke blot skulle forhandle resultater med overborgmesteren. SF havde vetoret. Sådan spillede klaveret som bekendt ikke i Kramers eller Ritts dage. Og så fornemmer man en hvis træthed både hos S og SF over de radikales trang til soloudmeldinger. Det kan undre lidt at den socialdemokratiske ordfører fører an i kritikken, da det netop var hendes chef, Frank Jensen, som personligt lagde sig i selen for, at få de radikale med i budgetforliget. SF derimod har al mulig interesse i, at holde de radikale uden for i fremtiden, da de som bekendt sammen med S alene udgør et flertal i Borgerrepræsentationen.

Sareens ansvar
Bondams tid i københavnsk politik er som bekendt ovre, og som tiden går, tyder alt på, at den radikale gruppe fastholder beslutningen om, at vælge den næsten nyslåede kommunalpolitiker Anna Allerslev på kun 26 somre som ny arbejdsmarkeds og integrationsborgmester. I sidste uge holdt de radikale i hovedstaden møde, hvor BR-gruppen fra flere sider blev bedt om at ”overveje beslutningen grundigt”. Det er radikalt kodesprog for, at mange er ganske utilfredse med BR-gruppens beslutning om at gøre Allerslev til borgmester, men fra organisatorisk hold tør man alligevel ikke kritisere den alt for meget. Meget betegnende for den radikale konfliktskyhed, så forlod den radikale leder Margrethe Vestager mødet i god tid inden de lokale kræfter skulle drøfte sagen. Hun skulle ikke fedtes ind i noget! Allerslev fik dog også en opbakning fra især de unge radikale i RU. Til gengæld mener flere radikale, at gruppeformand Manu Sareen har påtaget sig et stort ansvar for, at Allerslev ikke ender med at blive en fiasko. Sker det, så falder det tilbage på ham, lyder en vurdering også blandt radikale, i det mange ser Sareen som den direkte årsag til, at Allerslev blev valgt. Det afvises af dem, der mener, at afgørelsen faldt, fordi de øvrige tre kandidater i den radikale gruppe ikke kan døje hinanden og – for at parafrasere en tidl. radikal minister Bertel Dahlgaard – nærmest hellere vil dø en naturlig død end at se en af rivalerne sidde på borgmestertaburetten. Allerslev var ingen imod og desuden fremstår fx en Katrina Feilberg heller ikke som et oplagt alternativ. Hun er lidt mere erfaren end Allerslev, men med 31 år næsten lige så ung og har heller ikke fremvist det store politiske talent. Der tales ikke desto mindre stadigvæk i krogene om, at BR-gruppen kan ændre beslutningen inden borgerrepræsentationen vælger Allerslev til borgmester på mødet den 16. december.

Comeback til Fey
SFs tidligere gruppeformand Bjarne Fey røg overraskende ud af BR ved valget i fjor på trods af SFs store fremgang. Nu er han tilbage igen efter at den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald har forladt BR. Fey udgjorde en tidlig intern opposition til Bo Asmus Kjeldgaard, men forlod i forrige periode at forlade gruppeformandsposten i frustration over en på dette tidspunkt splittet gruppe. For tiden er der dog intet, der tyder på splittelse i SFs BR-gruppe. Tværtimod.

Enhedslisten skrumpet
For nogle uger siden blev Enhedslisten et BR-medlem mindre, da Jaleh Tavakoli, der kun har været medlem af BR siden årsskiftet, meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger. Ifølge Tavakoli, så er årsagen uoverensstemmelser mellem hende og resten af partiet i spørgsmålet om politisk islam og kampen mod religiøs fundamentalisme. Der er det nærmeste den tidl. enhedslistepolitiker kan komme en begrundelse. Tidligere har Tavakoli, der er født i Iran, stemt anderledes end sin gruppe, da et stort og bredt flertal i BR i efteråret gav tilladelse til opførelsen af en shiitisk moské på Vibevej. Tavakoli var imod opførelsen, som hun har kaldt for ”præstestyrets propagandacenter”. Tavakoli er talsmand for ”Frit Iran” og særdeles aktiv i herboende iraneres modstand mod præstestyret i Teheran. Uenigheden omkring moskeéen er dog ifølge Tavakoli ikke årsagen til hendes brud med Enhedslisten, som i øvrigt ikke havde problemer med, at den iranskfødte politiker i denne sag indtog et særstandpunkt.
Enhedslistens tab i form af stemmer er beskedent, i det Tavakoli kun fik 298 personlige stemmer. Det er kun i kraft af, at hun opstillede på en såkaldt ”partiliste”, at Tavakoli blev valgt. Havde Enhedslisten haft sideordnet opstilling ved kommunalvalget, som de fleste partier havde, var hun ikke blevet valgt ind. Blandt andet derfor er man i Liste Ø særdeles utilfreds med, at hun ikke har nedlagt sit mandat, sådan som partiets regler foreskriver, hvorved man kunne have beholdt de seks mandater, som vælgerne gav dem ved BR-valget.
Spørgsmålet er nu, om Tavakoli fx nu vil søge optagelse i SF eller blot fortsætte som løsgænger. Taget i betragtning af bl.a. løsgængerens mildt sagt uklare begrundelse for at forlade Enhedslisten, så skal S-SF nok vare sig for at lukke hende ind.