”Regeringspartnernes” budgetforlig

Konservative sikrede de radikale en afgørende indflydelse

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 21. september 2010.

Tidligt fredag morgen fik de trætte hovedforhandlere fra S, SF, de radikale og de konservative forhandlet årets budgetaftale endeligt på plads. Overborgmester Frank Jensen fik endnu engang bevist, at han mestrer det politiske håndværk, selvom at det dygtigt iscenesatte billede af den rummelige, åbne og ”flinke” Frank Jensen undervejs krakelerede.

Overborgmesterens strategi var fra begyndelsen lagt efter at få et forlig, som rakte ud over det lille flertal, som socialdemokraterne og SF i forvejen har til sammen. Frank Jensen abonnerer på den grundholdning, at han som overborgmester er forpligtet til at samarbejde bredest muligt i borgerrepræsentationen. Ikke fordi han nærer de store sympatier for politiske modstandere, men fordi det overfor vælgerne og kommunens samarbejdspartnere signalerer politisk bredde, pragmatisme og ikke mindst politisk lederskab. Derfor ville Frank Jensen – præcis som alle hans forgængere i overborgmesterstolen gjorde det - gå ganske langt for at få mindst et af de borgerlige partier med i en budgetaftale og helst også med de radikale.

SF - kommunal regeringspartner
Hos SF lod man traditionen tro socialdemokraterne alene om behovet for at ville sikre den politiske bredde. Endte budgetforlig med et smalt S-SF forlig, så ville SF alt andet lige kunne få flere af deres krav igennem. Men SF har længe været under et pres fra partifællerne på Christiansborg for at indgå i et tæt samarbejde med socialdemokraterne. På pressemødet efter forliget blev indgået brugte SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen endda formuleringen ”kommunale regeringspartner” SFs samarbejde med S. Der er derfor ingen tvivl om, at det selvbevidste store SF nu opfatter situationen som, at partiet indgår i et forpligtende ”regeringssamarbejde” på Rådhuset sammen med Socialdemokraterne.

SF-krav forinden handlet af
Selvom at S-SF meget tidligt fik forhandlet SFs hovedkrav ind i det regneark, som blev den centrale ramme for forhandlingerne, så accepterede partiet Frank Jensens krav om at forsøge at udvide forligskredsen med flere partier. Han indledte forhandlingerne med at præsentere partierne for regnearket, hvor der i realiteten kun kunne flyttes rundt på ca. 300 millioner kr. på kommunens 23 mia. kr. store driftsbudget for 2011. Anlægsbudgettet var der tidligt bred enighed om. Det er uden for enhver diskussion, at flere børn kræver, at kommunen bygger flere skoler og daginstitutioner. Således beløber de samlede bruttoanlægsinvesteringer over de næste fire år sig til næsten 10 mia. kr. Sådan må det være, når kommunen vokser med ca. 1000 indbyggere om måneden.

Temaforhandlinger
Mandag i sidste uge begyndte så de tre dages såkaldte ”temaforhandlinger”. Det er en nyskabelse på rådhuset, hvor partierne først hver især præsenterer deres krav inden for de forskellige fagområder, hvor efter overborgmesteren tog sig god tid til at lytte til partiernes ønsker. Undervejs forholdt SF’erne sig mærkbart passive, hvilket forstærkede indtrykket hos de øvrige partier, at SF forinden var handlet af bl.a. med betydelige indrømmelser til teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards forskellige ønsker til grønne vækstinitiativer på hans eget budget. Samtidig havde SF bl.a. også fået fjernet den blandt pædagogerne forkætrede ”grønthøsterbesparelsen” på børne- og ungeområdet på små 40 mill. kr. Omvendt har SF for længst fået masseret de fleste toneangivende pædagogfagforeningsfolk i partiets bagland til at acceptere klyngeledelsen i daginstitutionerne.

K svageste led i kæden
Først torsdag middag gik realforhandlingerne i gang, og her blev partierne præsenteret for et nyt regneark, hvor der kun i meget beskedent omfang var taget hensyn til partiernes krav. Og her startede dramaet. Frank Jensen vurderede, at især Venstre havde signaleret, at partiet ikke var interesseret i at gå med i et forlig. Gik Venstre fulgte DF med ud, men til gengæld havde Frank Jensen formentlig allerede i god tid sikret sig, at de konservative ville blive tilbage. Overborgmesteren kunne nå et resultat med et forhandlingsvilligt borgerligt parti, der længe havde signaleret at man ingen problemer havde med at gå solo udenom VKO-blokken for at få indflydelse. Et rent drømmescenarie for Frank Jensen, som dog blev forhindret af, at V, DF og Ø fik etableret en fælles front med de radikale om, at man nu forlod forhandlingerne. En uhellig alliance mellem fløjene, som partierne også - troede de – omfattede de konservative. Men om eftermiddagen fik de konservatives Mogens Lønborg og Frank Jensen gang i forhandlingerne alene. Her betingede K sig, at man kun indgik i en budgetaftale, hvor i de radikale også var med. Partiets forhandlere Manu Sareen og Klaus Bondam, som egentlig havde indstillet sig på et forhandlingssammenbrud, blev derfor inviteret inden for i varmen, hvor man blev siddende til at en aftale kom i hus. Med de radikale og de konservative ombord havde Frank Jensen således sikret sig den fornødne politiske bredde. Men før han kunne forhandle videre, så måtte Enhedslisten, DF og Venstre lempes ud af forhandlingslokalet. Og i den øvelse fik Frank Jensen mildt sagt blandede stilkarakterer.

Fik ultimatum
Overborgmesterens taktik gik ud på at stille alle partierne overfor et ultimatum. For at de kunne deltage videre i forhandlingerne skulle de acceptere besparelserne som følge af indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutioner og mere kontroversielt. Takstforhøjelser i kommunens daginstitutioner, hvor prisen nu stiger med 200 kroner om måneden for vuggestuebørn og 55 kroner om måned for børn i børnehaven.

Brutale Frank
Imidlertid bed Enhedslisten og Venstre sig fast i bordet. De forsøgte med helt at undgå at forholde sig til Jensens krav og lod sig ikke smide ud. Undervejs gik bølgerne så højt, selv målt efter rådhusets skala, og det var svært for især overborgmesteren at holde den urbane tone under hele forløbet. For socialborgmester Mikkel Warming (Ø) var det især vigtigt at få tilført ekstra midler til socialområdet, hvor man står over for udfordringen at servicere flere handicappede med særlige behov, men for de samme midler. Imidlertid afviste Frank Jensen, at der kunne blive råd til de 20 millioner kr. ekstra til socialområdet, som Warming krævede. Efter at Ø blev smidt ud af forhandlingerne, fandt forligspartierne imidlertid senere i alt 35 millioner kr. til området. Venstrefolkene signalerede en interessere i at acceptere takststigningerne, hvis partiet kunne få indflydelse på andre områder fx at der blev gjort noget ved overadministrationen af børne- og ungeområdet, men det afviste Frank Jensen blankt, hvorefter Venstre og DF også røg ud af forhandlingerne. Blandt partierne var man rystede over, hvad de opfattede som Frank Jensens brutalitet, men også forargede over, at de konservative – efter Vs og Øs vurdering – havde brudt alliancen og solgt sig for billigt til S-SF.

Radikale afgørende
I den snævre forhandlingskreds gik man nu i gang med en ny runde forhandlinger, som forløb til langt ud på de små timer fredag morgen. Her var det især de radikales Manu Sareen, som gjorde sig ”besværlig” bl.a. for at socialområdet fik tilført ekstra midler. Også ved den lejlighed gik bølgerne højt. Denne gang mellem de radikale og SF, hvor Kjeldgaards teknik og miljøområde pludselig undervejs stod til aflevere 15 mill. kr. til socialområdet. De radikale fik dermed lov til at ”presse citronen” i bevidstheden om, at de konservative havde overladt dem den nøglerolle, at K havde gjort det klart, at man ikke indgik i et forlig uden de radikale. Netop fordi det var Frank Jensen, som ønskede det brede forlig, så man i SF det ikke som deres opgave pludselig at levere store indrømmelser for, at alle ender kunne mødes. Men med overborgmesterens mellemkomst fandt man de nødvendige midler bl.a. med lidt flytten rundt på tallene i det efter deltagernes vurdering til lejligheden udarbejdede ”luftige budget”.

Bredt forlig
Målt på direkte politiske indrømmelser er de radikale og især teknik og miljø- borgmester Bo Asmus Kjeldgaard forligets to store vindere. Men ser man på de enkelte forvaltningsområder, så er både Enhedsliste-borgmester Mikkel Warmings socialområde og Venstreborgmester Pia Allerslevs kultur og fritidsområde også blev tilgodeset i budgettet bl.a. med en ny, stor idrætshal på Arsenaløen. Også socialdemokraterne kan være tilfredse. Anne Vangs børne- og ungeområde bliver ”gældsaneret” og man fandt de 180 millioner kr., der forinden manglede i budgettet, mens store dele af besparelserne blev droppet undervejs. Og Frank Jensen fik det brede forlig, som han havde håbet på. Dertil kommer, at han igen fik splittet de borgerlige. Den slags fornøjelser lever socialdemokrater længe på.

Borgerlig splittelse
S-SF-alliancen på rådhuset, der også er sat i verden for at vise partiernes regeringsduelighed på landsplan kan desuden glæde sig over bl.a. at have et konservativt folketingsmedlem Rasmus Jarlov med i forligskredsen til at blåstemple alliancen. Det vil man notere sig i Venstre foruden den iagttagelse, at Lønborg nu igen - efter at krudtrøgen har lagt sig - er at finde i samme lejr som socialdemokraterne. Det var også situationen efter konstitueringsforhandlingerne i fjor, hvor K sent og som en slags barmhjertighedsgerning – eller langsigtet politisk investering - af Frank Jensen blev lukket ind i de tre røde partiers store forligskreds. Det skete efter, at V og O meget overraskende for alle havde gjort den radikale Klaus Bondam til borgmester på de borgerliges stemmer. Det var således udelukkende Frank Jensens nådegaver i form af pæne ”ben” og poster til Lønborg og Co., der reddede resterne af den konservative leders ære, efter at de to andre borgerlige partier havde solgt Ks borgmesterpost. Måske var det netop kombinationen af Frank Jensens udviste storsind – og Lønborgs mistro til VO – der denne gang gjorde udslaget for K. VO skyldte man i hvert fald ikke noget.

Strid om parkeringspladser
De konservative henviser til, at det er den lange række af politiske mærkesager, som man har fået opfyldt. Juvelen i buketten, i det der med meget god vilje kan kaldes synlige borgerlige mærkesager, er 2000 parkeringspladser i brokvartererne. Ifølge K sikrer budgetforliget, at kommunen nu kan købe ekstra parkeringspladser på private anlæg, der ellers står tomme om aftenen. Hos Venstre mener man imidlertid ikke, at K kan disponere over midler, der kan bruges til formålet, i det disse midler er omfattet af et tidligere parkeringsforlig, som Venstre er en del af. Dvs. Venstre hævder, at de kan nedlægge veto. Der er dermed lagt op til et stort skænderi blandt de borgerlige, som Frank Jensen næppe begræder. Det understreger bare, hvor uendelig lille en trussel de borgerlige partier p.t. udgør mod hans lederskab.

Frank Jensens indsats som forligsmager og S-SFs første samarbejde om budgettet kan derfor kun betegnes som en gedigen succes.

S-SF regerer hovedstaden

Men Frank Jensen inviterer til et bredt forlig om næste års budget

Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 7. september 2010.

Af Jarl Cordua

Torsdag i sidste uge indledte Københavns overborgmester Frank Jensen de politiske forhandlinger om næste års budget, der er på 23 milliarder kr. I hans tale til borgerrepræsentationen lå en klar invitation til samtlige partier om at gå med i et bredt forlig. Og den har partierne taget imod. I den offentlige debat har man kun kunnet støde på et enkelt pip fra Venstres gruppeformand Lars Dueholm i Berlingske fredag, hvor overborgmesterens budgetoplæg blev betegnet som ”illusions- og indholdsløst”. Sagen er imidlertid den, at alle partier – herunder også V eller DF – på ingen måde på forhånd føler sig udelukket fra forhandlingerne. Ingen på rådhuset tør afvise, at Frank Jensen til sidst lykkes med et stort bredt forlig.

Det har i øvrigt været overborgmesterens strategi, lige fra han meldte sig på banen som socialdemokratisk overborgmesterkandidat, at søge det brede samarbejde. Med denne programerklæring – måske den eneste - lagde Frank Jensen på elegant vis samtidigt afstand til forgængeren Ritt Bjerregaard, som havde ry for at være kantet. Frank Jensens budskab under valgkampen var, at man skulle være ”sammen om København”. Næppe et budskab, der fik vælgerne op af stolene, men Jensen fik dog vendt et truende katastrofevalg til et acceptabelt nederlag for S.

Efter valget har Frank Jensen fortsat signalerne om, at han ønsker et ”bredt samarbejde” i borgerrepræsentationen. Det skete bl.a. med planen ”Kick-start København”, der sætter en række større investeringer i værk primært med byggeri af kommunale daginstitutioner mv. Det lykkedes dog ikke at få de borgerlige med ombord, selvom især de konservative længe var fristet til at gå med.

Københavnerfortællingen
Frank Jensens oprigtighed mht. sit ønske om at samarbejde bredt, anerkendes faktisk af alle partier. Der er en helt anden grundlæggende tillid til overborgmesteren sammenlignet med især de sidste par år under Ritt Bjerregaard. Alle er enige om, at samarbejdsklimaet på rådhuset er det bedste i meget lang tid. For eksempel stod samtlige partiledere på rådhuset i juni bag en kronik i Politiken, som udstak en fælles vision for, hvordan hovedstaden ser ud i 2025. Det er netop denne såkaldte ”Københavnerfortælling”, der i årene fremover er rammen for overborgmesterens politiske projekt. Den gode stemning er næsten blevet for meget, mener nogle: ”Det er jo så pænt herinde. Alle er så enige. Det er blevet så kedeligt,” som en iagttager tørt bemærker.

S-SF sidder på magten
Kradser man imidlertid i overfladen, så er ikke alt på rådhuset fryd og gammen. Årsagen er, at SF har sat sig så massivt på indflydelsen. Det gør det politiske spil om budgetforhandlingerne helt anderledes og forudsigeligt end i tidligere år. Netop fordi S-SF tilsammen har et flertal. Det gør, at ingen rigtig har noget at true med, og derfor kan ingen regne med større indrømmelser for at komme med i forliget. Faktisk er det S-SF, der sidder med trumferne. Fagborgmestrene fra Venstre, Radikale og Enhedslisten har alle hver især stor interesse i at komme med i et forlig, så de kan få tilført penge til deres egne områder. Det er fx betegnende, at Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev brugte næsten hele sin ordførertale til at forklare, hvor vigtigt det var, at politikerne prioriterede kulturen og idrætten i et år, hvor der er udsigt til at spare på fagborgmestrenes budgetter for at få fyldt hullet i børne- og ungdomsforvaltningen, hvor man mangler 350 millioner kr. i budgettet til næste år. Omvendt peger Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming på, at hans område skal løse betydeligt flere opgaver for de samme penge. Og det går ud over serviceniveauet, påpeger Warming.

Fællesmøder
På Københavns Rådhus har man iagttaget, hvor tæt Socialdemokraterne og SF har samarbejdet op til budgetforhandlingerne. Det to partier holder tilsyneladende formøder, hvor man koordinerer synspunkterne forud for udvalgsmøderne. Måske er det grunden til, at SF’erne for tiden opleves af kollegerne som pludseligt passive på udvalgsmøderne. Rygter siger også, at S-SF har holdt flere fælles gruppemøder og sommergruppemøde, hvor man har diskuteret en fælles strategi blandt andet med gæsteoptræden af SFs spindoktorer på Christiansborg På gangene har man i øvrigt den opfattelse, at SF på rådhuset nærmest er ”fjernstyret” af SF på Christiansborg. Ingen er heller i tvivl om, at SFs ledelsesduo borgmestrene Bo Asmus Kjeldgaard og Ninna Thomsen er sat på en bunden opgave fra Villy Søvndal og SF-toppen. Den går ud på, at de lokalt i København frem mod valget skal levere et troværdigt bevis på, at S-SF udmærket kan betros regeringsansvaret. Hvis samarbejdsprojektet mod forventning kuldsejler, så kan de borgerlige pege på København og udstille S-SFs manglende regeringsduelighed. Det vil selvsagt ikke ske.

Derfor kender alle konklusionen: S-SF vil styre kommunen resten af valgperioden. Det betyder også, at SF måske skal levere mandater til besparelser på børne- og ungeområdet, hvilket bringer partiet i direkte konflikt med vælgerne og deres politiske bagland, hvor man også finder en hel del pædagoger.

”Absolutte krav”Imidlertid er det et meget selvbevidst SF, der forud for budgetforhandlingerne har meldt ud i pressen, at de stiller ”absolutte krav”. Konkret pegede partiet i sidste uge i Berlingske på, at ”de ikke kunne leve med” grønthøsterbesparelser på 40 millioner kr. på børne- og ungeområdet. Omvendt så støtter SF de tidligere annoncerede sammenlægninger af ledelserne på byens daginstitutioner, også kaldet ”klyngeledelse”, som skal give en besparelse på 80 millioner kr.
Dertil kommer de to SF-borgmestres øvrige krav på deres egne forvaltningsområder, teknik og miljø samt sundhed og omsorg. Grunden til, at SF uden de store dikkedarer kan mede hårdt ud med deres krav er formentlig den enkle, at de allerede har fået sikkerhed af Frank Jensen for, at de får mange af deres krav igennem. Men der er også en pris at betale. SF bliver nødt til at lægge stemmer til nogle upopulære besparelser på børne- og ungeområdet. Det er SF også klar til:
- Vi kan ikke gå til forhandlinger og være et niche-parti, der kun er interesseret i en lille gruppe hjemløse eller lignende. Vi er nødt til at have et bud på en samlet by, vi tager ansvar for hele budgettet. Det er en ny rolle, sagde Ninna Thomsen i sidste uge til Berlingske.

Færre besparelser
Spørgsmålet er imidlertid om, der bliver brug for at spare 350 millioner kr. på børne- og ungeområdet. I princippet er der budgetteret med et overskud på 850 millioner kr., men en stor del af pengene skal bruges til anlægsudgifter til bygning af daginstitutioner og skoler, der kan matche byens øjeblikkelige børneboom. Tilbage er 300 millioner kr., der kan bruges på drift. Politikerne kan bruge pengene til at dække underskuddet i børne- og ungeforvaltningen, men så er der ikke plads til nye udgifter på de andre områder fx socialområdet. Det sidste bliver især afgørende, hvis Enhedslisten skal med i et forlig. Det er tvivlsomt om Enhedslisten i det hele taget kan holde til at stemme for besparelser på børne- og ungeområdet

Skeptiske radikale
De radikale vil som udgangspunkt gerne med i et forlig. Som sædvanlig er borgmester Klaus Bondam den mest ivrige i den radikale gruppe, hvorimod gruppeformand Manu Sareen er mere tilbageholdende. De radikale er især skeptiske over for besparelserne på børneområdet, og hvorvidt indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutionerne reelt giver de besparelser, som embedsmændene og socialdemokraterne hævder. Bondam ser dog radikal deltagelse i et budgetforlig som afgørende for partiets mulighed for at komme med i fremtidige budgetforlig og få den indflydelse, der følger med. Og så har den radikale selvfølelse det ikke godt med, at det nu er SF, der er socialdemokraternes primære politiske partner.

Mulig borgerlig splittelse
Måske får Frank Jensen held til at splitte de borgerlige. Det er ingen hemmelighed, at de konservatives Mogens Lønborg ikke tilgiver DF og Venstre, at han ikke igen blev borgmester ved konstitueringen efter valget i november. Den konservatives leder mener ikke, at han skylder de øvrige borgerlige noget som helst. Så det er ikke utænkeligt, at han går med i et forlig uden V og DF, der til gengæld ventes at stå last og brast sammen. Foreløbig har de konservative foreslået en skattelettelse på 1 pct, når kommunen - på grund af KLs aftale med regeringen om et udgiftsloft på driften – alligevel ikke kan bruge det forventede overskud på mere service. Det forslag er der dog ikke mange, der tror på. Til gengæld så er regeringens udgiftsloft udset af S-SF til at være skyld i, at det bliver nødvendigt at spare på netop driften.

Bredt forlig
Bryggebladet spår, at Frank Jensen får et bredt budgetforlig igennem med S-SF, de radikale, Enhedslisten og måske de konservative.