Klumme bragt i Bryggebladet 17 den 7. november 2007.
Ny valglov giver flere kendte kandidater. Bryggebladets politiske kommentator sætter fokus på det lokale kandidatfelt og vurderer deres chancer for at komme i Folketinget.
BAG KULISSERNE:
VALGSPECIAL
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Siden sidste valg har Folketinget lavet om på valgloven. Det betyder, at København og Frederiksberg plus de to Amager-kommuner nu er blevet til én stor valgkreds.
Det giver bryggeboerne mulighed for at stemme på langt flere kendte og store navne i dansk politik som for eksempel Helle Thorning-Schmidt, Per Stig Møller og Naser Khader.
Men vi skal retfærdigvis præsentere de lokalt opstillede kandidater på Bryggen, som nu er blevet en del af Sundbyvester-kredsen:
Socialdemokraterne
Socialdemokraterne stiller lokalt med veteranen socialrådgiver Jette Bergenholz Bautrup (60), der til daglig sidder i Borgerrepræsentationen. Amagerkaneren Bautrup repræsenterede Socialdemokraterne på tinge i forrige valgperiode, men røg ud ved valget i 2005.
Bergenholz Bautrup er ikke uden chance, men set i lyset af at Socialdemokraterne ligger lavt i målingerne og den hårde konkurrence fra blandt andet partiformanden samt Christine Antorini, bliver det nok svært.
Hendes chance er, at Thorning støvsuger storkredsen for personlige stemmer, men at Bergenholz Bautrup alligevel kan fastholde sin tidligere pæne opbakning.
Venstre
Lone Yalcinkaya (40) er Venstres folketingkandidat på Bryggen og marketingschef i det civile liv. Hun har siden 2001 været medlem af Gladsaxe byråd og var i 2004 EU-kandidat. I 2000, og som CD’er, sad tyrkiskfødte Yalcinkaya i en kort periode i Folketinget som suppleant for Mimi Jakobsen.
Venstre får nok ikke mere end to mandater i København, og de går til Søren Pind og integrationsminister Rikke Hvilshøj. Skulle det tredje mandat komme i spil, er Yalcinkaya med sin profil ikke helt uden chance for at blive valgt.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti stiller med Allan Lønborg (31) på Bryggen. Lønborg, der bor på Amager, er kontoruddannet og til daglig arbejder som medlemssekretær for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Lønborg er især optaget af retspolitik og udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti får to mandater i København, og de bliver besat med de siddende folk, Peter Skaarup og Morten Henriksen. Partiet er langt fra et tredje mandat, så Lønborgs chancer er meget små.
De Konservative
Claus Christiansen (42) er ny lokal folketingskandidat for de konservative. Han er opvokset i partiet og har klassiske konservative mærkesager som lavere skat på valgprogrammet. Christiansen er uddannet inden for it og bor i Nordvest-kvarteret.
Han får det svært mod folk som Per Stig Møller, Paula Larrain og Helle Sjelle. Jeg tror ikke på valg til Christiansen.
SFÖzlem Sara Cekic (31) er kandidat i Sundbyvesterkredsen og bor i Kastrup. Cekic er sygeplejerske på Rigshospitalet. Hendes politiske fokus er etniske og socialt udsatte minoriteter. Cekic er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark siden hun var 10 år. I foråret var hun i øvrigt studievært i programmet Mission Integration på DR 2.
SF’s målinger er lige nu så gode, at Cekic er den blandt de lokale kandidater, der har størst chance for at blive valgt til Folketinget. Det vil faktisk være en overraskelse, hvis hun ikke kommer ind.
Radikale Venstre
Den radikale Laura Friberg (32), der bor her i Sundbyvester-
kredsen, er opstillet til Folketinget for første gang. Friberg er til daglig ansat som politisk konsulent for Det Radikale Venstre på Christiansborg, hvor hun arbejder med udlændinge- og integrationspolitik.
Fribergs chancer er meget små: Veteranen Lone Dybkkjær løber med de radikales første mandat, og det bliver efter alt at dømme den gamle bryggedreng Manu Sareen, der løber med det andet sikre mandat. Bliver der nok stemmer til tre mandater i København, går det formentlig til det nuværende folketingsmedlem Charlotte Fischer.
Enhedslisten
Enhedslistens kandidat her i kredsen er Gorm Gunnarsen (45), der er gymnasielærer i engelsk og historie på Christianshavns Gymnasium. Gunnarsen har boet på Amager hele sit liv og har én gang tidligere (i 2001) været folketingskandidat. Hans lokale mærkesag er at få sænket klassekvotienterne i skolerne.
Gunnarsens chancer for at komme i Folketinget kræver vist et større jordskred, end nogen forestiller sig. Enhedslisten står til at ryge ud af Folketinget. Klarer de skærene, bliver der kun plads til Johanne-Schmidt-Nielsen eller Asmaa Abdol-Hamid.
Kristendemokraterne
Kristendemokraternes lokale folketingskandidat er partiets leder Bodil Kornbek (46). Hun er uddannet folkeskolelærer og har været souschef på den nu lukkede Københavns Kvindedaghøjskole her på Bryggen. Kornbek var 2001-2005 medlem af Folketinget for Kristendemokraterne.
Ingen meningsmålinger under valgkampen har endnu vist, at Kristendemokraterne kommer ind. Skulle det alligevel ske, er Kornbek stensikker på at blive valgt.
Ny Alliance
Ny Alliances kandidater stiller op på en partiliste, og blandt dem finder vi Camilla Bartholdy (37), som bor her på Bryggen. Bartholdy er til daglig key account manager i it-branchen, og skulle hun komme i Folketinget, er ambitionen at blive partiets it-ordfører.
Lokalt har hun gjort sig bemærket som den mor, der har stået bag to underskriftsindsamlinger for at forbedre trafiksikkerheden på Artillerivej.
Ny Alliances første mandat går naturligvis til Naser Khader. Skulle han trække endnu et mandat – det 13. på landsplan – så er mit bedste bud, at det bliver Hans Engells datter Camilla Engell, der løber med mandatet. Bartholdys chancer er meget små, men hun kan håbe, at Khader støvsuger alle de personlige stemmer, og at hun får en stor lokal opbakning med mange personlige stemmer.
JARL CORDUA OM VALGET I KØBENHAVNS STORKREDS GENERELT:
Internt i partierne er der nogle spændende derbyer mellem kandidaterne. Størst interesse samler sig nok om, hvorvidt den tidligere TVA-studievært Paula Larrain med det spritnye medlemskort til De Konservative kan slå det siddende folketingsmedlem Helle Sjelle.
Socialdemokraterne kæmper også en kamp for at få mellem fire og fem mandater, og her kan alt i princippet ske, fordi Helle Thorning-Schmidt løber med alle de personlige stemmer, hvilket gør resten af mandaterne »billige« for de øvrige kandidater. Stemmer vælgerne på en anden socialdemokratisk kandidat end Thorning, tæller stemmen nærmest dobbelt, og det er kandidaterne godt klar over.
De kæmper lige nu en hård, men fair kamp om de personlige stemmer. Favoritpositionerne holder DSU-formanden Jakob Bjerregaard, der har en organisation af frivillige i ryggen, samt den tidligere formand for Socialdemokraterne i hovedstaden Bo Sandberg, der også er en garvet rotte udi kampagnekunsten plus har et godt netværk til de faglige organisationer.
Skulle Venstre få et tredje mandat i København, er det usikkert, hvem det går til. Det siddende folketingsmedlem fra Dragør, Marion Pedersen, er favorit, men måske kan hun trues af enten Venstres lokale kandidat Lone Yalcinkaya eller den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen.
Musikeren m.m. Morten Bay, der bor på Amager, kan måske også blande sig i striden om Ny Alliances eventuelle 13.mandat.
SF står til at få et kanonvalg denne gang. Ida Auken og den lokale kandidat Özlem Cekic synes næsten sikre, og så kan det alligevel forpurres af et godt personligt valg til Mellemfolkeligt Samvirkes formand Trine Mach.
Sikkert valgte:
Helle Thorning Schmidt (S), Christine Antorini (S), Karen Hækkerup (S), Rikke Hvilshøj (V), Søren Pind (V), Per Stig Møller (K), Lone Dybkjær (R), Manu Sareen (R), Anne Grethe Holmsgaard (SF), Kamal H. Qureshi (SF), Peter Skaarup (DF), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (NA).
Gode chancer:
Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Marion Pedersen (V), Charlotte Engell (NA), Helle Sjelle (K), Paula Larrain (K), Ida Auken (SF), Özlem Sara Cekic (SF) Asmaa Abdol-Hamid (Ø), Bo Sandberg (S), Jacob Bjerregaard (S), Charlotte Fischer (R) og Karen Storgaard (DF).
Boblere:
Poul F. Hansen (V), Morten Bay (NA), Trine Mach (SF), Mikkel Sarbo (R) og Jette Bergenholz-Bautrup (A) og Lone Yalcinkaya (V).
tirsdag den 6. november 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar