Tronen vakler under Klaus Bondam

Klumme bragt den 22. november 2007 i Bryggebladet nr. 18/ 2007

SF overtog de Radikales vælgere ved folketingsvalget. Fortsætter denne tendens ved BR-valget i 2009, kan radikal borgmesterpost være i fare. Manu Sareen blev ikke valgt til Folketinget og spøger nu i kulissen som ny radikal leder.Tronen vakler under Klaus Bondam.

BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Ved folketingsvalget fik SF som ventet en kæmpe fremgang på hele syv procent. Partiet har nu 23 mandater i Folketinget. Men resultatet kan partiet næppe bruge til særlig meget på Christiansborg på grund af den øvrige mandatfordeling.
Til gengæld kan SF’erne se frem til en pæn fremgang ved næste kommunalvalg i 2009, som formentlig vil kunne omsættes til mere direkte indflydelse på Københavns Rådhus.

Kan Villy-effekten bruges i København?
Hvis man bruger den tommelfingerregel, at SF kan indløse cirka halvdelen af vælgerfremgangen fra »Villy-effekten«, det vil sige tre-fire procent, vil partiet få omkring 15 procent af stemmerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen.
Dermed vil SF være tilbage ved fordums styrke. Men det er et forsigtigt skøn, for faktisk fordoblede SF sit vælgertal i den nye københavnske storkreds. Partiet fik hele 21 procent af stemmerne og blev kredsens næststørste parti.
I København gik de Radikale tilbage i stort set samme takt, som SF gik frem. Det ligger derfor lige for at konkludere, at en pæn del af de nye SF-stemmer ved dette folketingsvalg er frafaldne radikale vælgere.
I dag er situationen den, at SF og de radikale er nøjagtigt lige store med hver syv mandater i Borgerrepræsentationen.
Hvis der flyttes tre-fire procent eller mere mellem de to partier, kan den situation meget nemt opstå, at SF igen får to borgmesterposter, mens de radikale må afgive deres borgmester.
Meget kan selvfølgelig nå at ske på to år. Måske er de radikale politikere i hovedstaden mere populære end dem på Christiansborg, og måske slår »Villy-effekten« igennem i københavnsk politik.
SF’s førstemand i byen, Bo Asmus Kjeldgaard, har i hvert fald til gode at demonstrere samme fantastiske evne til at kunne appellere til nye vælgere som SF’s partiformand Villy Søvndal.

Manu Sareen skulle have været den »nye Naser«
Bryggebladet listede før valget 13 navne på københavnske politikere, som vi vurderede som »sikre« på valg til Folketinget. Kun ét navn kiksede. Det var den radikale borgerrepræsentant Manu Sareen, som lige akkurat ikke kom i Folketinget i denne omgang på grund af den massive radikale tilbagegang her i hovedstaden.
Mange radikale havde ellers håbet på, at Sareen som nyt folketingsmedlem skulle fastholde de radikales »indvandrerprofil« ved at udfylde tomrummet efter Naser Khaders exit fra partiet. Sareen skulle have været en slags »ny Naser«.
Lighederne mellem de to politikere er åbenbare: De har begge en indvandrerbaggrund og har markeret sig tydeligt i integrationsdebatten. Begge er meget ambitiøse politikere.
Forskellene er dog også tydelige. Sareen går for at være en mere arbejdsom og langt bedre strategisk tænkende politiker end Khader, men er til gengæld slet ikke så kendt som Ny Alliances leder.
På Københavns Rådhus fulgte Klaus Bondam levende med undervejs i optællingen af de personlige stemmetal, der fandt sted ude i Svanemøllehallen.
Bondam håbede utvivlsomt på, at Sareen fik flere personlige stemmer end veteranen Lone Dybkjær, så Sareen dermed forsvandt fra rådhusets gange, hvor han beklæder posten som radikal gruppeformand.Bondam ville have været en mulig rival kvit, hvis Sareen var kommet i Folketinget.
Længe lå Sareen og Dybkjær da også side om side, men Dybkjær endte med at få flest stemmer og blev dermed valgt på Sareens bekostning.
Klaus Bondams indsats som borgmester har længe været til diskussion, både inden og uden for det Radikale Venstre.
Mange iagttagere stiller nu sig selv følgende spørgsmål: Kunne Manu Sareen tænkes at ville udfordre Bondam som Radikale Venstres spidskandidat og dermed borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg i 2009?
Bondams problem er, at han selv i sin tid blev spidskandidat ved at udfordre og vælte den daværende siddende radikale sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø af pinden.
Sædvanligvis foregår magtkampene hos de radikale meget civiliseret. Det vil sige, at de udkæmpes rimeligt regulært uden alt for megen beskidt mudderkastning frem og tilbage.
Manu Sareen nyder udbredt popularitet både i sit eget parti og på Københavns Rådhus. Mange forestiller sig derfor, at han muligvis er bedre i stand til at kunne fastholde, men måske også tiltrække nye vælgere til det ved folketingsvalget amputerede parti.
Hvis de Radikale skal kunne fastholde kanonresultatet fra kommunalvalget i 2005, kræver det under alle omstændigheder en ekstraordinær indsats.
Den prestigefyldte og politisk tunge miljø- og teknikborgmesterpost er i alle tilfælde – hvis SF’s fremgang fortsætter – i alvorlig fare for at glide de Radikale af hænde.
Om det allerede før valget medfører et farvel til Klaus Bondam som borgmester og radikal spidskandidat, ja det bestemmer i første omgang Manu Sareen, derefter de radikale partimedlemmer i København og siden byens vælgere.

Yildiz Akdogan slog Jette Bautrup
Bryggebladet formåede altså i seneste nummer så nogenlunde at forudse, hvilke politikere der ville blive valgt, ligesom vi nævnte de fleste af de kandidater, som kunne tænkes at komme med i den endelige dyst om mandaterne.
Den eneste, som beklageligvis ikke var på vores liste over mulige nye MF’ere, var socialdemokraternes kandidat i Brønshøj/Vanløse, Yildiz Akdogan.
I et tæt opløb endte hun faktisk med at slå Sundbyvesterkredsens (og dermed Bryggens) kandidat Jette Bautrup. Dermed fik Akdogan partiets yderste fjerde mandat i København.