Flere borgmestre er i fare for at ryge af pinden

Valgkampen begynder så småt allerede til næste år. Bryggebladets politiske kommentator kigger frem mod 2008.

BAG KULISSERNE

Klumme bragt i Bryggebladet nr. 20 den 19. december 2007

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

2008 bliver sidste normale politiske arbejdsår, inden valgkampen for alvor går i gang i løbet af foråret 2009. På dagsordnen er allerede en stribe sager, som vil fortsætte med at præge det politiske liv i det kommende år.
Der er skabt forventning om, at ungdomshus-konflikten bliver løst i løbet af det første halvår med et nyt hus til de tidligere brugere af Jagtvej 69. Det udestår dog, at finde en egnet lokalitet i byen, og så er de Radikales støtte til et nyt ungdomshus ikke ubetinget.
Ritt satser på tilgivelse
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er fortsat optaget af at få bygget flest mulige af de 5.000 billigboliger eller »Ritts papboliger«, som onde tunger hånligt kalder dem.
Ritt satser formentlig på, at københavnerne tilgiver hende, at hun er uden chance for at nå målet i løbet af fem år. Har Ritt vist lidt god vilje, kan hun tørre noget af skylden af på regeringen, som har nægtet at ændre den nødvendige lovgivning.
Oveni slås overborgmesteren med Danmarks Naturfredningsforening om byggeriet på Kløvermarken. De krævede for nylig området fredet, og det skal der nu tages stilling til, før der kan bygges. Byggeriet på Kløvermarken var ellers udset til at bestå af en stor del af Ritts billige boliger til københavnerne.
Den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams plan om at bygge flere højhuse i periferien af det centrale København skal også stå sin prøve i det kommende år. For det er endnu uafklaret, om et flertal vil støtte den. Bondam skal nok ikke tøve med at iværksætte sine idéer for længe, før der går valgkamp i det hele, og mulighederne for en aftale er forduftet.
FN’s klimatopmøde skal afholdes i København i 2009, og politikerne vil bruge den lejlighed til at vise, at byen fremstår mest mulig miljørigtig. Imens slås byen især med store trafikproblemer og derfor vil diskussionen om en betalingsring for biler, der kører ind i byen utvivlsomt blusse op igen.
De københavnske politikeres problem er dog, at regeringen ikke vil tillade sådan en løsning.

Nye spidskandidater
Stort set alle partierne på Rådhuset skal i løbet af næste år overveje eller beslutte, hvem de vil have som spidskandidat ved valgkampen i november 2009.
De uafklarede ledelsesforhold i de to nøglepartier Radikale Venstre og SF skaber problemer for ABF-samarbejdet.
SF i København skal finde ud af, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard får en tredje chance som spidskandidat, eller om partiet skal forsøge sig med et nyt navn.
Blandt dem, der nævnes, er især den unge og meget ideologiske politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey, men også MF Anne Grethe Holmsgaard er et bud.
På rådhuset er vurderingen hos flere iagttagere, at kredsen omkring Burgwald løbende stiller så store politiske krav til ABF-samarbejdet, at det vanskeliggør kompromiser.
Sareen kan udfordre Bondam
En lignende situation ser man hos Radikale Venstre, hvor gruppeformand Manu Sareen af nogle ses som »vogteren af den radikale sjæl«, mens Bondam i nogle sammenhænge kritiseres for at arbejde lidt for tæt sammen med Ritt.
I løbet af næste år gør Sareen det måske klart, om han udfordrer Bondam som radikal spidskandidat. Sareen går for at være kritisk over for samarbejdet med Ritt, og Sareens position gør Bondam sårbar i forhold til intern radikal kritik og krav om mere synlighed.
Ydermere så spøger rygterne om, at Marianne Jelved kunne tænkes at afslutte sin politiske karriere som radikal borgmester i København.
Ritt Bjerregaard er fuldstændig sikker på igen at stå i spidsen for Socialdemokraterne og fortsætte som overborgmester efter valget i 2009.
Til gengæld bliver beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard næppe udpeget til en ny periode. Hougaard har haft en stribe uheldige sager, som han ikke har formået at håndtere specielt godt. Internt i Socialdemokratiet er han ikke populær på grund af en række kontroversielle politiske udmeldinger, blandt andet ved at kræve muslimske privatskoler nedlagt.
Overborgmesteren er formentlig heller ikke imponeret af Hougaard, som har høstet hård kritik fra oppositionen for opstået økonomisk rod på flere millioner kr. i sin afdeling.
Imens står rivalerne på spring. Storfavorit som kommende borgmester er Socialdemokraternes unge politiske ordfører Anne Vang. Men også folk som gruppeformand Jesper Christensen og socialordfører Thor Grønlykke er gode bud på en ny S-borgmester.

Jens Rohde til København?
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming står til at fortsætte endnu en periode som partiets spidskandidat. Men en borgmesterpost kræver et godt kommunalvalg for venstrefløjen. Går Liste Ø tilbage – som ved folketingsvalget i november – kan listen risikere at miste sin borgmesterpost.
Dansk Folkeparti får ved næste kommunalvalg helt sikkert en ny spidskandidat. Sidste gang stod Louise Frevert øverst på liste O, men efter en katastrofal valgkamp gik DF ned til kun tre mandater.
Det bliver formentlig det ene af DF’s nu kun to BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen, der får buddet i 2009. Ebbesen er faktisk vellidt på rådhuset for sin sobre og stilfærdige stil, men mange stiller spørgsmål ved hans evner som politisk billetsælger. For til trods for at Ebbesen er sit partis organisatoriske næstformand, så er det endnu ikke lykkedes for ham at blive valgt til Folketinget trods flere forsøg.
Venstres nye leder og kommende kulturborgmester Pia Allerslev sidder solidt i sadlen de næste to år. Imidlertid risikerer hun at blive mødt af en modkandidat som overborgmesterkandidat og kan derfor ikke regne 100 procent med at fortsætte efter næste valg.
Nogle har spekuleret i, at kendte Venstre-politikere som Bertel Haarder eller den tidligere politiske ordfører Jens Rohde kunne tænkes at stille op. Haarder vil formentlig betakke sig og satse på at slutte karrieren af i Folketinget som minister, men måske overvejer Rohde at stille op, nu da han er blevet fyret som radiodirektør. Sker det, forudser jeg stor intern ballade i Venstre i København.

Konservativt kaos
De Konservative på Københavns Rådhus er gået støt tilbage ved de seneste valg til Borgerrepræsentationen. Sidste gang røg de ned på historisk lave tre mandater. Alligevel lykkedes det partiets spidskandidat Mogens Lønborg at blive sundhedsborgmester efter kommunalvalget i 2005.
Det er mere end tvivlsomt, om han kan fortsætte efter næste valg. For spørgsmålet er, om partiet får mandater nok til en borgmesterpost næste gang.
Har den konservative gruppe været lille, så har underholdningsværdien til gengæld været høj.
De to menige medlemmer Maibritt Mamsen og Peter Schlüter har været på kant med hinanden næsten fra starten. I forbindelse med en meningsudveksling på et gruppemøde i 2006 følte Mamsen sig truet af Peter Schlüters adfærd, som hun betegnede som »psykisk ustabil«.
Trods mange forsøg på udglatning fra den konservative organisation og at få samarbejdet til at glide, så er sagen endt med, at Mamsen for få uger siden forlod gruppen for at blive »konservativ løsgænger«.
Peter Schlüter – søn af den tidligere statsminister Poul Schlüter – har også gjort sig bemærket i en anden opsigtsvækkende og yderst pinlig sag for de konservative.
En uvildig advokatundersøgelse bestilt af kommunen har for nylig konkluderet, at han uretmæssigt har fået udbetalt 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste – et økonomisk tab han dog længe ikke har kunnet dokumentere, at han har lidt.
Schlüter afleverede for nylig – i sidste øjeblik – en revisorerklæring, der fastslår, at han har lidt tab i forbindelse med sit arbejde som kommunikationskonsulent og freelancejournalist. Nu ser kommunens embedsfolk igen på sagen, som efter min vurdering ikke desto mindre ender med at kortslutte Schlüters politiske karriere.
Lønborg har stået i spidsen for de Konservative ved to valg. Det store gennembrud som bredt respekteret politiker er udeblevet, og fanklubben i hans eget parti er også til at overse. Alligevel har Lønborg gode chancer for at fortsætte som konservativ spidskandidat.
For står valget mellem »Paula Larrain-modellen« med at hente en kendis ind uden det store kendskab til rådhuspolitik eller at køre videre i fire år mere med Lønborg, så foretrækker mange i det konservative bagland det sidste.
Synspunktet er, at tiden indtil da så kan bruges på at finde og fremavle nye politiske talenter.

Læserne af "københavnsk politik" ønskes en god jul og et godt nytår!