DF savner en klar kommunal profil i København

Pia Kjærsgaards tropper i Københavns Borgerrepræsentation står uden for reel indflydelse.

Bragt i Bryggebladet nr. 11/2008 den 9. juni 2008.

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Dansk Folkeparti (DF) har siden partiets stiftelse redet på en landspolitisk bølge af succes. Og siden valget i 2001 har DF holdt Anders Fogh Rasmussens VK-regering ved magten, og Pia Kjærsgaard er næst efter statsministeren landets mest magtfulde politiker.
I Borgerrepræsentationen er det lige omvendt. Her er DF’erne sat helt uden for magten, men samarbejder med de øvrige partier i VKO-blokken.
DF er siden sin stiftelse i 1995 vokset betydeligt i vælger- og mandattal, og det skyldes naturligvis primært den udbredte modstand i dele af befolkningen mod indvandrere med muslimsk baggrund.
Det er dog ikke så nemt at overføre indvandringsmodstanden fra landspolitik til kommunalpolitik. Diskussionen i Københavns Borgerrepræsentation er nemlig mere centreret omkring integrationsudfordringer og mere praktiske løsninger.
På kommunalpolitisk plan er det derfor langt sværere for DF at trænge igennem medierne og mobilisere vælgere alene på partiets indvandrerkritiske holdninger.
DF i København mangler derfor en stor lokal sag, hvor partiet effektivt kan leve af folks utilfredshed, og samtidig mangler partiet egentlige kendte personprofiler, som kan være stemmemagneter.
Ved de to første kommunalvalg var DF i København hjulpet af, at partiets retsordfører i Folketinget, Peter Skaarup, var spidskandidat, der ved partiets allerførste valg i 1997 sendte hele seks DF’ere i Borgerrepræsentationen (BR).
I 2005 var den kendte mavedanserinde Louise Frevert DF’s spidskandidat, men hendes kampagne kollapsede tidligt på grund af nogle grove beskyldninger mod muslimske mænd på hendes hjemmeside, som blev for meget selv for Pia Kjærsgaard.
Valgkampen blev en stor skuffelse for DF i København, som gik et mandat tilbage, og hvor kun tre DF’ere blev valgt. Frevert kom i BR, men forlod senere partiet for at blive løsgænger. Derudover var der valg til partiets nuværende gruppeformand i BR, Carl Christian Ebbesen, og den tidligere socialdemokrat Karin Storgaard.

Vellidt enkeltsagspolitiker
Til trods for DF’s outsider-status i københavnsk politik, så regnes Ebbesen eller »CC«, som kollegerne kalder ham, blandt de absolut mest vellidte på rådhuset. Han beskrives som en velbegavet person, der kender sin besøgelsestid, og som forsøger at fokusere på enkeltsager, der kunne tænkes at optage mulige DF-vælgere – det vil især sige integrationsproblemerne.
Ellers søger DF’erne den indflydelse, der kan være i udvalgsarbejdet eller gennem VKO-samarbejdet, hvor især Venstres Pia Allerslev slår dirigenttakten.
Da ABF-flertallet sidder tungt på magten i byen er det dog i sagens natur meget småt med indflydelsen for DF.

Tager skraldet for Pia K
Ebbesen har som Dansk Folkepartis organisatoriske næstformand på landsplan sin daglige gang på partiets sekretariat på Christiansborg. Det er blandt andet hans job at forklare i medierne, hvorfor DF konsekvent ekskluderer interne kritikere af partiet, hvis de drager ledelsens beslutninger i tvivl.
Den 40-årige Ebbesens usvækkede loyalitet mod partiledelsen vil på et eller andet tidspunkt føre til, at han bliver valgt til Folketinget.
Ebbesen, der til daglig bor i Vanløse, har forsøgt sig mange gange, men det er indtil nu forunderligt nok kikset hver gang. For tiden er han folketingskandidat i Slagelse-kredsen og har tidligere også været kandidat til Europa-Parlamentet.
Ebbesens tydelige landspolitiske ambitioner kan derfor ændre på, at han ved BR-valget næste år står i spidsen for DF.

Sortsnakker som spidskandidat?
Alternativt kunne det mangeårige og indimellem lige lovligt »sortsnakkende« BR-medlem Karin Storgaard blive spidskandidat, men man skal næppe forestille sig et internt kampvalg om det.
Selvom Karin Storgaards mand er DF’s formand i København, så bliver hun det kun, hvis Pia Kjærsgaard og resten af ledelsestrojkaen på Christiansborg synes om den idé. Så hvis Ebbesen vil være partiets spidskandidat, så bliver han det uden tvivl.
Om det bliver den ene eller den anden vil dog næppe få den store betydning hverken for DF’s vælgeropbakning eller ændre på partiets ringe indflydelse på københavnsk politik.