Sidste normale år før kommunalvalget

Sommerferien er så småt startet på Københavns Rådhus. Bryggebladets politiske kommentator gør status og kigger frem mod efterårets store sag: Budgettet for 2009, hvor Ritt Bjerregaard igen vil indtage en hovedrolle.

Klumme bragt i Bryggebladet nr. 12 den 24. juni 2008.

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Mens sommerferien nærmer sig, er partierne på rådhuset stille og roligt ved at gøre sig klar til efterårets store politiske sag: Budgettet for 2009.
Siden 2005 har det været en sag, der er blevet ordnet i kredsen af byens ’regeringspartier’ – Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF. De resterende partier spiller mere eller mindre statistroller.

Ritt har hovedrollen i budgetforhandlingerne
Den altafgørende hovedrolle i det spil indtager naturligvis Ritt Bjerregaard. Overborgmesteren har i den seneste tid kørt de forskellige borgmester-afdelinger i en økonomisk hård snor.
På rådhuset er det en udbredt opfattelse, at det er embedsmændene i Økonomiforvaltningen (sammen med Ritt), der – frem for politikerne – i stigende grad afgør, hvor der må bruges penge. Årsagen er, at de enkelte fagområder (eksempelvis socialområdet) pludselig har vist store underskud.
Politiske med- og modspillere ser denne udvikling som, at Ritt Bjerregaard forsøger at sætte sig tungt på magten. Andre ser det som benhård nødvendighed.
For hver eneste gang der er en økonomisk skandale i kommunen, vil det falde tilbage på Ritt Bjerregaard, som ved sidste valg mødte vælgerne med sloganet: ’Ingen slinger i valsen’.
Ved at sidde hårdt på økonomien begrænser hun fagborgmestrenes magt, som så får sværere ved at profilere sig med konkrete resultater over for den københavnske vælgerbefolkning før valget i efteråret 2009.
Den radikale miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam og SF’s børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard vil nok gøre forsøget alligevel, når forhandlingerne for alvor går i gang i august. På rådhuset tror alle på et ABF-forlig, men at forhandlingerne bliver svære.

Mange penge i kommunekassen
Det går ellers fint økonomisk for kommunen. Der er penge i kassen, men politikerne kan ikke bare bruge løs af pengene, som de vil.
Københavns Kommune udgør en tiendedel af den kommunale sektor, og regeringen er bekymret for landets økonomi, hvis der pludselig kommer en for stor stigning i kommunernes forbrug.
Bruger kommunerne for mange penge, så ender det med ’overophedning’ af hele landets økonomi med inflation og arbejdsløshed som de ubehagelige følger.
Netop derfor er Københavns Kommune underlagt et udgiftsloft, som Kommunernes Landsforening (KL) forleden fik forhandlet sig frem til med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Ritt Bjerregaard sidder med i KL’s bestyrelse, men valgte i år at markere sin utilfredshed med resultatet ved at stemme imod aftalen. Det skete med henvisning til, at kommunerne ikke ville kunne levere den offentlige service, som danskerne er blevet stillet i udsigt af regeringen selv.
Samtidig har kommunens fagforeninger holdt møde med overborgmesteren med en opfordring til, at hun sagde nej.
Det er imidlertid en gratis omgang for Ritt Bjerregaard at vende tommelfingeren nedad, da flertallet af de øvrige borgmestre – herunder mange socialdemokratiske – vedtog KL’s aftale.
Det noget teoretiske alternativ – at samtlige kommuner blev sat under administration af Finansministeriet – er ikke tillokkende hverken for kommunerne eller Finansministeriet.
I øvrigt er det stærkt tvivlsomt, om finansministeren vil begynde at sende bøder til Københavns Kommune, hvis den bruger flere penge end de cirka 1,4 mia.kr., den må bruge til anlægsinvesteringer i 2009. For endnu har ingen kommune oplevet at få en sådan bøde, selvom de har brugt flere penge, end de måtte.
Siden tidernes morgen har kommunerne – uanset flertallets farve i KL’s bestyrelse – ellers stået sammen som et ’kommuneparti’, når der skal forhandles med landspolitikerne på Christiansborg. Sådan er det ikke helt mere, mener nogle.
Ritt Bjerregaard ses sammen med andre forhenværende socialdemokratiske Christiansborg-politikere som Århus-borgmester Nicolaj Wammen og Jan Trøjborg fra Horsens som en ny type kommunalpolitikere, der nu vil gøre KL til en politisk kampplads, hvor Socialdemokratiet kan skyde på regeringen.

Ritt som landspolitiker
Det er også tegn på, at Ritt Bjerregaard især har brugt det sidste halve år på at markere sig i forhold til landspolitik på bekostning af den københavnske politiske dagsorden.
Overborgmesteren skydes i skoene af oppositionen, at hun hellere vil markere sig i landspolitik for at dække over, at man er rendt fra sit valgløfte om billige boliger og har foræret ’autonome ballademagere’ et ungdomshus.
Det står fast, at Ritt blandede sig i landspolitik i januar ved at udstille Socialdemokratiets leder Helle Thorning-Schmidts svagheder. Med henvisning til partiets nederlag ved folketingsvalget indkaldte hun pludselig til ’Ritts røde skole’.
Dermed bragte Ritt endnu en gang sig selv i fokus, og meningerne er stadig delte om, hvorvidt hun bibragte sit parti fornyelse og livgivende debat eller bare følte trang til at bortlede opmærksomheden for sine egne problemer i hovedstaden.
Overborgmesteren opleves af mange som værende på krigsstien med regeringen. I maj gerådede hun ud i et skænderi med kulturministeren, efter at han havde kritiseret Ritt Bjerregaard for at fedte med investeringerne i kulturlivet i København. Det skete alene, fordi Venstre sad på kulturborgmester-posten, mente Brian Mikkelsen.
Han fik så siden Ritts skarpe tunge at mærke, da hun replicerede, at »kulturministerens største kulturprojekt drejer sig om en parkeringskælder«.
Regeringen mener ikke, at Københavns Kommune har levet op til en tidligere indgået aftale om at sikre, at der er tilstrækkeligt med parkeringspladser ved det nye skuespilhus på havnen. For siden den gamle aftale blev lavet, er der opstået et nyt ABF-flertal med Klaus Bondam i spidsen, der stålsat kæmper en kamp for at holde bilerne ude af byen.
Senest er det sket med et opsigtsvækkende konkret forslag om en betalingsmur rundt om byen, som naturligvis også er blevet afvist af regeringen. Trafikpolitikken i byen er derfor låst ind til videre.
Man kan dog ikke nægte at Ritt Bjerregaard også forsøger at sætte skibe i søen, der direkte vedkommer byen.
Forleden blev der arrangeret en spontan grillfest på Rådhuspladsen med øl og pølser, fordi et i Danmark ret ukendt engelsk livsstilsmagasin havde kåret byen som den bedste i verden til at leve og bo i.
Overborgmesteren var så begejstret for det (sammen med de få hundrede mennesker, der havde fundet vej til Rådhuspladsen), at hun til oppositionens store forargelse fik gennemtrumfet en pause i Borgerrepræsentationens møde, så man kunne deltage i festlighederne.
Samtidig har overborgmesteren lagt sig i selen for at få den såkaldte ’megaevent’ Verdensudstillingen EXPO til København i 2020.
Initiativet blev endda af regeringens erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) rost som både »interessant og visionært«. Det må det nødvendigvis også være. For til den tid er Bendtsen eller Ritt næppe længere aktive i politik.

Ritt frygter stemmetab til SF
Ritt Bjerregaard har en interesse i ikke at tabe for mange stemmer til SF ved næste års kommunalvalg, som de fleste regner med får en stor mandatfremgang.
Derfor kan hun – ifølge én analyse – lige så godt køre sit eget løb med en politisk kurs, der af mulige SF-vælgere – uanset de pæne ord fra Bendtsen – opleves som mere venstreorienteret og konfrontatorisk over for regeringen.
I hvert fald hvis man sammenligner med Ritts forgængere i overborgmesterstolen.
Det store spørgsmål er også, om overborgmesteren ved næste valg kan vinde ved at give regeringen skylden for, at problemerne med trafik og anlægsinvesteringer ikke kan løses på grund af udgiftsloftet med videre.

Pia Allerslev består uden at imponere
Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev har nu haft et halvt år som borgmester og som leder af oppositionen.
Det er gået rimeligt godt uden at være prangende. Allerslev har evnet at holde sit eget borgmester-ressort ude af skandalernes søgelys, og for nylig blev hun opstillet som sit partis spidskandidat.
Allerslev har primært været synlig, når hun har angrebet Ritt Bjerregaard for – i Venstres øjne – at have foræret unge autonome et hus og »knægtet det lokale demokrati«, da et BR-flertal placerede huset på Dortheavej i Nordvest.
Der er uden tvivl et vælgerpotentiale hos den del af københavnerne, som er utilfredse både med ungdomshusets genopståen og navnlig selve placeringen.
Det er heller ikke alle socialdemokrater, der har det godt med, at politikerne forsøgte at købe de lokale med et bibliotek med videre, men samtidig kortsluttede den demokratiske proces ved nærmest at ignorere indvendinger fra de lokale under høringsprocessen.
Hvis denne utilfredshed med ungdomshuset stiger eksempelvis på grund af pludselig vold, hærværk og ballade i gaderne, vil det effektivt kunne blive ’sagen’, som VKO vil kunne høste mange stemmer for ved næste kommunalvalg.
Derfor forsømmer Allerslev aldrig en mulighed for at fiske i de rørte vande.
Skulle tingene omkring ungdomshuset omvendt udvikle sig fredeligt, vil partierne til højre i salen skulle finde andre profileringsområder.

Borgerlige svagheder
Fraværet af markeringer på andet end utilfredshed med ungdomshuset og angreb på overborgmesteren er derfor også den svaghed, som ’regeringen’ på rådhuset peger på, når de skal opgøre Allerslevs indsats efter hendes første halve år i kulturborgmester-stolen.
Året begyndte ellers med, at Ritt Bjerregaard rakte hånden ud til Allerslev, som dog afslog frierierne om samarbejde. Venstre mente dels ikke at mere samarbejde var og er i deres interesse. Dels vurderede de borgerlige ikke, at frieriet var ment alvorligt.
I den borgerlige lejr er opfattelsen, at Ritt gennemgående og i stigende grad fører en politisk krig mod Pia Allerslev, fordi Venstre-kvinden ses som en alvorlig trussel ved næste års kommunalvalg.
Allerslevs retorik er ikke meget mildere end hendes forgængere. Ritt klandres for at føre signalpolitik og mest gøre det i ’varm luft’.
Venstre-borgmesteren har i øvrigt skruet ekstra op for den hårde retorik, ved at beskylde overborgmesteren for at ’stikke folk blår i øjnene’ og benytte sig af ’små løgne’. Ordene faldt efter Ritt Bjerregaards førnævnte skænderi med kulturministeren.
Den permafrostkolde luft mellem Pia Allerslev og Ritt Bjerregaard er derfor en af mange grunde til, at de færreste tror, at Venstre og de borgerlige finder sammen med overborgmesteren i et budgetforlig.