Bondam får kun en periode som miljø og teknikborgmester

De radikales vælgerkrise på landsplan river tæppet væk under partiet i hovedstaden.

Bragt i Bryggebladet nr 16 den 21. oktober 2008


Af Jarl Cordua

Om ca. et år går valgkampen før valget til Københavns Borgerrepræsentation ind i sin sidste og afgørende fase. Bryggebladet prøver at kigge lidt i krystalkuglen for at se, hvordan det kommer til at gå.

Næste års BR-valg vil vise om det fremadstormende SF får to borgmesterposter i stedet for kun én i dag. Det mest spændende er nok i virkeligheden om hvorvidt det bliver de radikale eller Enhedslisten, der må overlade SF en ekstra borgmesterpost. Selvom at S ifølge den seneste meningsmåling lavet af Gallup for Berlingske Tidende står til at sige farvel til op mod en tredjedel af deres vælgere skal det alligevel gå meget galt for socialdemokraterne, hvis de mister deres ekstra borgmesterpost ud over overborgmesterposten. I dag sidder integrationsborgmester Jakob Hougaard på den, men de fleste bud går på, at han bliver skiftet ud ved næste valg. Måske til fordel for en af overborgmester Ritt Bjerregaards protegeer eksempelvis den unge, men ganske synlige politiske ordfører Anne Vang.

Alle bliver borgmestre
Københavnsk politik adskiller sig fra stort set alt andet ved, at alle af byens store partiledere til sidst ender med at blive borgmestre. Det sker næsten uanset, hvordan det i øvrigt går partierne ved valget. Valgresultatet får naturligvis alligevel en afgørende betydning, da det bestemmer den rækkefølge, hvor borgmestrene vælger deres ressortområder. I grove træk sker det efter partiernes størrelse og efter hvordan det lidt komplicerede konstitueringsspil falder ud. Fremgang på valgdagen giver dog alt andet lige et parti bedre muligheder for at vælge en tungere borgmesterpost med et ressortområde med større budgetter, mere personale osv. Udover den større indflydelse, så profilerer det også en borgmester, sådan at han eller hun fremstår mere synlig overfor vælgerne frem mod det kommende valg.

Overborgmesteren er socialdemokrat
Siden 1938, hvor overborgmesterposten blev indført, har blot otte socialdemokrater røgtet hvervets som byens førstemand. Men faktisk har Københavns bystyre været socialdemokratisk ledet i mere end hundrede år og i perioder sad socialdemokraterne endog med absolut flertal i Borgerrepræsentation (BR). Socialdemokraterne har i perioder regeret ved hjælp af SF og venstrefløjens stemmer, men ofte har man – præcis som det skete i forbindelse med budgetaftalen i år – indgået konstitueringsaftaler med de borgerlige partier. Socialdemokraternes stemmetal er altså gået op og navnlig ned, men partiet har aldrig mistet magten. Det er derfor de færreste iagttagere, som inderst inde tror på, at Ritt Bjerregaard til trods for, at hun står til en ordentlig blodtud fra skuffede vælgere, ender med – efter at borgmester-posterne er fordelt - at måtte lade magten glide partiet af hænde. Når stemmerne er talt op efter valget næste år vil Ritt Bjerregaard efter Bryggebladets vurdering– uanset hendes tiltagende upopularitet og SFs fremgang - fortsat være overborgmester. Den eneste, der kan true Ritts overborgmesterpost er SFs Bo Asmus Kjeldgaard, men det kræver, at han får de borgerlige plus venstrefløjen til at pege på sig, og det er spørgsmålet om Kjeldgaard, som person besidder de altfavnende egenskaber, der skal til for nå dertil. Der er stort set ingen ledende politikere på rådhuset, der hverken stoler eller bryder sig om Ritt Bjerregaard, men det er ikke det samme som, at de er begejstrede for Kjeldgaard. Nok snarere tværtimod. Kjeldgaard er også omstridt, og går for altid at mele sin egen kage, mere end at tage hensyn til sine politiske alliancepartnere. Og det er næppe den rette strategi at følge, hvis man vil være overborgmester.

Bondams borgmesterpost på vippen
Klaus Bondam har længe måttet slås internt i sit parti med en utilfreds opposition, men blev alligevel for nogle uger siden genvalgt som spidskandidat uden modkandidat. Den interne begejstring over Bondam er dog til at overse. Han blev formentlig kun valgt, fordi gruppeformanden Manu Sareen hellere vil forfølge en karriere i folketinget. De radikale er oven i vælgermæssigt i krise på landsplan, hvor man ligger og roder under fem procent af stemmerne. Tilsyneladende er partiet på Christiansborg også plaget af en ledelsesmæssig krise. I hvert fald hvis man skal tro de radikales retspolitiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll, der forleden forlod partiet med den begrundelse at han ikke havde tillid til Margrethe Vestager evner som politisk leder. Rigtig eller forkert, så skal de radikale igen have fremgang på landsplan, da udviklingen ellers risikerer at smitte af på vælgeropbakningen i København. Bliver nedsmeltningen total kan Klaus Bondam endog risikere at måtte sige helt farvel til en borgmesterpost. I Gallups måling for et par uger siden lå de radikale i hovedstaden imidlertid med otte procent pænt over partiets aktuelle landspolitiske vælgeropbakning. Under alle omstændigheder så står de radikale i København til at blive kraftigt decimeret i forhold til Liste Bs drømmevalg ved BR-valget i 2005, hvor man med næsten 12 procent af stemmerne blev større end SF, og derfor fik lov at vælge borgmesterområde først. Bondam sidder i dag på kommunens - næst efter overborgmesterposten - tungeste og højtprofilerede teknik- og miljøborgmester-post, men den allerede konstaterede tilbagegang medfører ret sikkert, at han ikke længere får lov at vælge først af partierne (efter overborgmesteren) som det skete i 2005. I stedet går teknik og miljøområdet med ret stor sikkerhed - enten til Venstres Pia Allerslev, som formentlig bliver størst blandt de borgerlige - eller til SFs Bo Asmus Kjeldgaard. Det sidste afhænger dog helt af hvilke partnere Ritt i sidste ende indgår en konstitueringsaftale med. Bondam få dog sandsynligvis– hvis tilbagegangen bliver begrænset - et andet men noget ”lettere” – borgmesterområde.

DF står til borgmesterstol
De konservative har igen valgt at stille med den blandt københavnske vælgere ret ukendte sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg. Intet tyder endnu på, at Lønborgs politiske meritter tiltrækker nye vælgere til partiet, men til gengæld kan den landspolitiske og for de konservative vældigt positive ”Lene Espersen-effekt” formentlig få nogle tidligere Venstre-vælgere i hovedstaden til næste år at foretrække at sætte kryds ved liste C. Det kan måske give partiet den fremgang i København, som konservative i mere end et årti har sukket efter. Gallups nylige måling for hovedstaden gav K 10 procent af stemmerne, men selv ærke-konservative forventer ikke at de tal holder på valgdagen. Paradoksalt nok er en fremgang for K ikke en garanti for en borgmesterstol. Venstre kan være sikker på deres borgmesterpost, men hvis Dansk Folkeparti bliver mandatmæssigt større end K i BR, hvad partiet har været tidligere, så er det ikke utænkeligt, at DFs leder Carl Christian Ebbesen kræver at få den anden borgmester-post i VKO-blokken. De fleste vurderer, at DFs mandattal på kun tre er undervurderet og kun skyldes, at Louise Freverts valgkamp sidst kørte helt skævt især på grund af hård kritik for en racistisk passage på hendes hjemmeside. Omvendt har Ebbesen på ingen måde end Pia Kjærsgaards politiske salgstalent. Gallups måling gav i øvrigt DF hele 11 procent mod kun 12 procent til Venstre. Så der er måske lagt op til et tæt løb om borgmesterposterne blandt de borgerlige partier.