Ritt alene på rådhuset

Socialdemokraternes budgetaftale med VKO vil præge resten af valgperioden

Artikel bragt i Bryggebladet nr. 15 den 16. september 2008

Bag kulisserne
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Overborgmester Ritt Bjerregaard havde ikke mange venner før årets budgetforhandlinger. Der var dog én, og det var Klaus Bondam, men den alliance blev ofret, da det for første gang siden valget i 2005 ikke lykkedes at samle ”byens regering” om en budgetaftale for 2009. I stedet bød Ritt ganske overraskende de borgerlige op til dans og endte med at strikke et budget sammen med VKO-partierne til venstrefløjens og de radikales store fortrydelse.
Begrebet ”byens regering” eksisterer derfor ikke længere og traditionen mellem ABF-partierne, hvor man klappede alle de store beslutninger af på forhånd er ligeså en saga blot. I realiteten har byen nu i stedet fået en ”mindretals-regering”, hvor S sidder for bordenden og forsøger at samle flertal fra sag til sag med forskellige partier skiftevis til højre og venstre.
Samtidigt vejrer især SF morgenluft. For Ritts aftale med de borgerlige, forbedrer Bo Asmus Kjeldgaards muligheder for at gå på stemmestrandhugst hos utilfredse socialdemokratiske vælgere. En meningsmåling i Berlingske i sidste uge viste netop, at SF tordner frem primært på socialdemokraternes bekostning.

Kløvermarken sendte SF ud
Årets budgetpartnere så ellers længe ud til at ende med den sædvanlige ABF-konstellationen plus Enhedslisten, men forhandlingerne strandede især på SFs modstand mod Kløvermark-byggeriet på Amager. Partiet ville imidlertid ikke underskrive en håndfæstning, der forpligtede dem til at støtte byggeriet, der skulle levere en pæn andel af Ritt Bjerregaards berømte billige boliger.
SF opretholdt sin modstand primært af to årsager. For det første krævede partiet en ny såkaldt ”risikovurdering” af projektet, der skulle klarlægge de planlagte boligers afstand til det nærliggende område ”Prøvestenens” olielagre. Socialdemokraterne mente, at en sådan risikovurdering var iværksat men støttede gerne en ny, men krævede alligevel her og nu sikkerhed for, at SF uanset resultatetet af risikovurderingen, at partiet til sin tid støttede projektet.
Mistilliden mellem parterne har længe været udtalt, men den blev nu total, da Ritt Bjerregaard desuden ikke ville – eller kunne - svare på, hvor mange boliger, hun havde tænkt sig, at der skulle bygges på Kløvermarken.

Frygten for ålerusen
For det andet opfattede SF fra starten Kløvermarks-projektet, som en politisk ”åleruse” eller en fælde, man skulle undgå. I fald man ”bed til bolle” og accepterede byggeriet, så ville det blive svært igen at komme ud af aftalen.
Midt i forhandlingsprocessen forsøgte den socialdemokratiske politiske ordfører Anne Vang gennem medierne at øge presset på SF, som blev stemplet som utroværdige forligspartner, der løb fra indgåede aftaler. Holdningen hos Ritt og co. lå længe klar: Ville SF ikke være med til Kløvermarksprojektet, så fik de ingen indflydelse på budgettet.
Efter en farceagtig weekend, hvor SF dagligt skiftede holdning til byggeprojektet stod det efterhånden klart for alle, at socialdemokraterne i stedet ville prøve at forhandle med de borgerlige. Der blev holdt møder med SF, men man nåede aldrig til realitetsforhandlinger.

Skattesænkning sendte de radikale ud
Enhedslisten og navnlig de radikale bed sig fortsat fast i bordkanten, selvom den radikale gruppeformand Manu Sareen før forhandlingerne med de borgerlige blankt afviste skattesænkninger på 0,5 procent, som lå i det oprindelige VKO-udspil. Dermed var Ritt Bjerregaards forhandlingsposition låst fast, hvis hun skulle have de radikale med. Formelt var Bondam og Co. stadig med i forhandlingerne med VKO, men efterhånden som de skred frem gled de længere ud på sidelinjen.
På et tidspunkt foretog overborgmesteren en kold kalkyle: Enten spillede hun de radikales spil – hvorefter socialdemokraterne skulle tilbage til besværlige og formentlig umulige forhandlinger med SF - eller også forsøgte Ritt sig helt alene med de borgerlige.
Da S var nået i hus med VKO-partierne var de radikale blevet en klods om benet. Deres mandater var ikke afgørende, og de radikale og Enhedslisten blev derfor slet ikke engang forsøgt inddraget i en aftale. Ved den lejlighed blev tovene til tre års ret tæt samarbejde mellem Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam brutalt kappet over.

Kæmpesejr til VKO
De borgerlige partier fejrede budgetforliget som en kæmpesejr – og med rette. Den borgerlige oppositionsleder, kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fik med forliget sit første egentlige forhandlingsresultat hjem. Selvom VKOs oplæg lød på en halv procents skattesænkning, og undervejs blev forhandlet ned til kun 0,2 procent, så anses dette resultat bredt på rådhuset for en præstation i en kommune, hvor næsten to-tredjedele af vælgerne stemmer på alt andet end VKO.
Allerslevs Kulturforvaltning med de mange nedslidte idrætsanlæg og den konservative borgmester Mogens Lønborgs sundhedsforvaltning er sammen med Socialforvaltningen i øvrigt de helt store vindere, der tilgodeses med midler til næste år. Da Ritt Bjerregaard enten ikke tør eller ikke vil tage pengene fra Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, så må de hentes et andet sted. Det bliver naturligvis Klaus Bondams store teknik- og miljøområde, som må holde for, når pengene skal findes. Det sker ved, at flere dyre anlægsinvesteringer nu bliver taget af bordet.
De borgerliges forhandlingstriumf - skattesænkningen - er nok mere symbolsk end den er reel, da de 500 kr. ekstra om året for børnefamiliernes bliver mere end spist op af en takststigning i daginstitutionerne på 187 kr. om måneden. Hos Kommunernes Landsforening er der dog begejstring over aftalen, da den københavnske skattesænkning gør KL bedre i stand til at overholde sin økonomiske aftale med regeringen, da kommuner med særlig dårlig økonomi nu skaber rum til at hæve skatten, når megakommunen København sænker sin skatteprocent.

Fra rød til sort skole
Skattesænkningen har dog også gjort Ritt Bjerregaard ganske sårbar for kritik fra venstrefløjen og de radikale. For ni måneder siden satte overborgmesteren sig personligt i spidsen for en ideologisk oprustning af Socialdemokratiet på landsplan under navnet ”Den Røde Skole”, men nu anklages hun for i virkeligheden at være ”skoleinspektør i den sorte skole”.
Samtidig har de svært ved at se, hvordan Ritt kan gå med til skattelettelser, når Socialdemokraterne ved sidste folketingsvalg lovede danskerne ”velfærd frem for skattelettelser”. Endelig står kommunens faglige organisationer med LO-Storkøbenhavn i spidsen for protest-demonstrationer imod forliget med VKO, som efter deres opfattelse består af nedskæringer på det sociale område.
Gallups måling i Berlingske i sidste uge viser, at mere end hver tredje S-vælger, der stemte på Ritt i 2005, nu har sagt farvel og tak. Kun 23 procent vil efter budgetforliget stemme på S mod næsten 38 procent ved forrige BR-valg.

Hemmelig tilfredshed hos SF og Radikale
Ritts budgetforlig med VKO åbner på ny det politiske spil på rådhuset frem mod valget næste år. Ingen forestiller sig, at de borgerlige hjælper hende i alle politiske sager ligeså lidt som, at det heller ikke er sandsynligt, at venstrefløjen og de radikale afviser at deltage i politiske aftaler.
Men den gamle forståelse om gensidig loyalitet mellem ABF-partierne og fælles forpligtelse til at forsøge at nå til enighed er gået fløjten. Og så glæder især de radikale og SF sig i al hemmelighed over den nyfundne frihed, hvor man får langt bedre mulighed for at sælge sin egen politik overfor vælgerne – frem for at blive gjort ansvarlig for ”Ritts København”.
Foreløbig står SF til en kæmpe vælgergevinst. Holder Gallup-målingen hele vejen frem til valget, bliver SF mere end fordoblet og bliver Københavns største parti med 26 procent af stemmerne. Til gengæld får de radikale bank i målingen. Partiets genvalgte spidskandidat Klaus Bondam har udsigt til kun at samle en vælgeropbakning på 8 procent. Det er kun to tredjedele af resultatet fra 2005, hvor liste B fik 11,8 procent af stemmerne.
Ritt Bjerregaard kan under alle omstændigheder ikke undgå at blive isoleret mere end nogensinde. Venstrefløjen og de radikale er begyndt at finde sammen i et skæbnefællesskab, hvor man hvert fald kan blive enige om én ting: at stå sammen mod Ritt Bjerregaard.