Ritts korte flirt med de borgerlige

Socialdemokraterne presses til at droppe ethvert samarbejde med VKO-blokken på denne side af næste års valg til Borgerrepræsentationen.

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Artikel bragt i Bryggebladet nr. 19 den 18. november 2008

Alt har sin pris. Det har overborgmester Ritt Bjerregaard måttet sande efter, at Socialdemokraterne tidliger på efteråret brød med 2½ års tæt samarbejde med SF og de radikale for i stedet at indgå budgetforlig med de borgerlige VKO-partier.
Overborgmesteren fik dermed en gang for alle vist de radikales Klaus Bondam og rivalen fra SF Bo Asmus Kjeldgaard, hvem der bestemmer i byen. Men siden har Socialdemokraterne været i defensiven. Partiet er blevet mere og mere isoleret og er under konstant beskydning fra de radikale og venstrefløjen, som øjner muligheden for at score stemmer og mandater på Ritts bekostning ved kommunalvalget om nøjagtig et år.
Samtidigt mærker S også presset fra den traditionelle støtte i den københavnske fagbevægelse, som i stigende grad føler sig fristet af at støtte rivalerne i SF.

S stemte imod eget forslag
De hårde angreb fra venstrefløjen slider på overborgmesterens parti i en grad, så Socialdemokraternes politiske handlefrihed er kraftigt reduceret siden budgetforliget blev indgået.
Det viste sig klarest ved, at S for et par uger siden pludselig droppede en forligsaftale, som beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) ellers havde indgået med VKO og de radikale.
Aftalen gik i korthed ud på at sende en del af kommunes beskæftigelsesindsats i udbud, så også private virksomheder kunne løse opgaven.
Det ville have været Danmarks største udbud af jobformidlingsopgaver, men sådan kom det ikke til at gå.
Hougaard havde ellers været meget ihærdig for at få et bredt forlig. Det var i første omgang lykkedes ved at få de borgerlige med og siden de radikale – normalt de mest udbudsivrige partier.
Borgmesteren var endda kommet så langt at hans forvaltning havde skrevet en egentlig indstilling til Borgerrepræsentationen, og forslaget var dermed på dagsordenen ved et BR-møde.
Men før det kom til afstemning mødte forslaget modstand, da det forinden blev behandlet på Socialdemokraternes gruppemøde, og også kræfter i den københavnske fagbevægelse talte imod forslaget.
S-toppen havde også andre betænkeligheder end de rent ideologiske. Man var bekymret for igen at skulle lægge ryg til tæsk fra SF og Enhedslisten og blive stemplet som ’Sort skole’ mere end ’Rød skole’.
I forvejen er man i partiet stærkt bekymret over, hvordan S kan klare sig nogenlunde hæderligt ved det kommende kommunalvalg.
Derfor traf Ritt og Co. en hurtig, men ret så usædvanlig beslutning og løb fra den aftale, som deres egen borgmester havde forhandlet hjem. VKOs partiledere blev ligblege af vantro, da Socialdemokraterne blot en halv time inden afstemningen meddelte, at partiet agtede at stemme imod deres eget forslag, som derpå faldt, da også venstrefløjen stemte imod.
I Borgerrepræsentationen er man ellers vant til lidt at hvert, men en situation hvor et parti stemmer sit eget forslag ned er ret så usædvanlig.
Pia Allerslev kommenterede udfaldet i en sarkastisk kommentar til Berlingske, at det åbenbart var »nødvendigt at kræve pant i Ritt Bjerregaards personlige ejendom, hvis vi skal tro på, at Socialdemokraterne vil overholde en politisk aftale«.
Den lille tillid, der netop var opbygget mellem overborgmesteren og VKO i forbindelse med budgetaftalen, blev nu brudt.
Sagen skaber derfor det indtryk, at socialdemokraterne står så svagt, at de er ude af stand til at indgå svære aftaler med VKO, og årsagen til det må være, at budgetforliget med de borgerlige tilsyneladende har tæret kraftigt på partiets handlefrihed.
Måske er det et tegn på, at S i den nære fremtid igen vil forsøge at vende sig imod de gamle alliancepartnere i SF og de radikale.

S-tæskeholdet
Det er nu ikke, fordi Socialdemokraternes BR-medlemmer har lyst til at komme især SF i møde.
Slår man op i byens lokalaviser, så har S tilsyneladende rullet et veritabelt ’tæskehold’ af BR-medlemmer ud, som i læserbreve og ved enhver tænkelig lejlighed kritiserer SF’s børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og hans afdeling.
Omfanget af læserbrevkampagnen tyder således på, at Socialdemokraterne er i gang med en veritabel offensiv over for vælgerbefolkningen, og strategien er ikke at pege på egne resultater, men at udstille SF-borgmesterens problemer.
Socialdemokraterne venter ikke på, at de bliver kørt over af "Villy-effekten", men forsøger at skabe en negativ ’Bo Asmus-effekt’, der kan barbere lidt af den forventede SF-fremgang væk.

Forventet nej til Store Robert
Imens kan Socialdemokraterne i øvrigt se til, at de igen er blevet forbundet med et opsigtsvækkende politisk nederlag i Borgerrepræsentationen.
For som ventet blev Ritt Bjerregaard i sidste uge stemt ned i BR på sagen om ’Store Robert’ – en gigantisk jernskulptur af den afdøde kunstner Robert Jakobsen, som efter planerne skulle opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn som nyt vartegn for hovedstaden.
Projektet skulle ellers have private midler for 200 millioner kr. i ryggen, men det bevægede ikke et flertal af de københavnske politikeres holdning.
Som blandt andet Bryggebladet forudså, endte sagen med, at Socialdemokraterne kom til at stå næsten alene, da sagen i torsdags kom til afstemning.
Kun fire medlemmer af Venstres BR-gruppe herunder kulturborgmester Pia Allerslev bakkede Socialdemokraterne op.
Alle andre – herunder Ritts gamle fæller i SF og de radikale – stemte nej. Taget i betragtning at overborgmesteren gjorde en ihærdig indsats for at få projektet vedtaget, medvirker dette nederlag til den pessimistiske stemning, som mange på rådhuset fornemmer, der råder omkring overborgmesteren og hendes parti.
På den anden side, så stander bystyret næppe i våde over at gå glip af en kæmpe jernskulptur ved havnen.

En sejr midt i nederlaget
Det er i øvrigt interessant, at Pia Allerslev ikke bare gik med resten af BR imod Ritt på denne sag. Det nemmeste i verden ville have været at sige nej til Store Robert, men det skete ikke.
Det vidner derfor om en vis portion politiks overskud og selvtillid, at Allerslev alligevel vælger at stå skulder mod skulder med overborgmesteren i en sag om en skulptur, som københavnerne ind til videre enten har mødt med ligegyldighed eller foragt. Formentlig fordi kulturborgmesteren ud fra rent saglige grunde støttede ’Store Robert’.
Men når forslaget så alligevel bliver nedstemt af næsten alle andre herunder fire medlemmer af Venstres gruppe, kan Allerslev stadigvæk notere sig dén lille sejr, at nederlaget trods alt ikke er hendes, men overborgmesterens alene.