Kjeldgaard isoleret mere end nogensinde

Socialdemokraterne forsøger at slide SF’s borgmester ned, og han giver selv en hånd med.

Bragt i Bryggebladet nr. 20 den 2. december 2008

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Rådhuset er for tiden præget af en tiltagende bitter stillingskrig mellem SF og Socialdemokraterne forud for næste kommunalvalg. Men det forunderlige er, at selvom at overborgmester Ritt Bjerregaard er mere upopulær end nogensinde, så er der intet alternativ at få øje på. Den eneste, der på papiret kan gøre overborgmesteren rangen stridig, er netop SF’s spidskandidat, børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Men ingen – ikke engang i SF – forestiller sig, at andre partier end SF peger på ham som overborgmester. Årsagen til fravalget af SF borgmesteren går ikke så meget på politiske forskelle, men har snarere bund i en generel holdning hos alle partierne på rådhuset om Kjeldgaards grundlæggende mangel på personligt format. Selv afviser han – forlyder det – at han har noget problem i den retning.

Kører på personen
SF-borgmesteren har længe været under heftig beskydning fra socialdemokratiske BR-medlemmer i fagblade og lokalaviser. Og det er ikke kun rene politiske argumenter, der bruges som ammunition. Socialdemokraterne går ikke af vejen for også at køre på Kjeldgaards person. Eksempelvis skrev det socialdemokratiske BR-medlem Lars Rasmussen for nylig i de københavnske læreres fagblad (en faggruppe hvor SF og S konkurrerer om stemmer) at Kjeldgaard benytter sig af »løgn«, »ikke kan finde ud at overholde selv de mest basale politiske aftaler«, »aldrig vil stå ved sit ansvar« og »ikke er sin opgave voksen«. Rasmussens ret så harske indlæg er et svar på tidligere indlæg fra Kjeldgaard, som ikke selv har givet ved dørene i sine aldrig tøvende og hårde angreb på S igennem efteråret for at have indgået budgetforlig med de borgerlige. Det er langt fra første gang, at tonen på Københavns Rådhus har været rå og personlig, men det er omvendt ikke så tit, at en politiker bliver mål for personlig kritik fra stort set alle dele af det politiske spektrum. Naturligvis kan man også forklare kritikken af Kjeldgaard som brødnid, nu hvor SF står til en kæmpefremgang ved næste års kommunalvalg.

Ingen tillid
Ikke desto mindre så er det en kendsgerning, at SF’s spidskandidat får sværere ved at manøvrere politisk, når samarbejdspartnerne ingen tillid har til ham. I Kjeldgaards egen BR gruppe har det længe knebet med opbakningen, og hans sidste og eneste trofaste støtte, Frank Hedegaard, meddelte for nylig, at han ikke genopstiller. Kjeldgaards forhold til de partier, SF naturligt samarbejder med, har længe været elendigt. Enhedslisten har i øjeblikket begravet stridsøksen, men den kan så let som ingenting blive gravet op igen, for navnlig dér har man en del gamle regnskaber at gøre op med Kjeldgaard. Hos SF’s gamle tætte samarbejdspartner, de Radikale, kan tilliden til Kjeldgaards person også ligge på et lille sted. I frustration har man set til, hvordan hans forvaltning er blevet forgyldt med millioner af kroner i de seneste budgetforlig, uden at det har kunnet ses eksem pelvis på kvaliteterne i kom munens folkeskole eller på pladsgarantien.

»Teflon-Bo«
Den brede kritik af Kjeldgaard går også på, at han er meget hurtig til at tage æren for stort set alle politiske resultater, men selv afviser at tage ansvaret for sin egen forvaltnings problemer med eksempelvis at opfylde den såkaldte pladsgaranti i kommunen. Flere iagttagere formulerer det sådan: »Bo Asmus holdning er, at vi (SF) har altid ret, de andre tager fejl – og giv os flere penge!« SF-borgmesteren føler omvendt, at han er udsat for en socialdemokratisk hetz, hvor han får påklistret øgenavne som »Teflon-Bo«, netop fordi man mener, at SF-borgmesteren skyder skylden på andre frem for selv at tage ansvaret for problemer i hans egen forvaltning. Kritikerne hævder, at »Bo Asmus vælter i penge«, men selv peger børne- og ungdomsborgmesteren på, at de bevilgede midler ofte er øremærket bestemte for mål. Det vil sige, at han ikke kan bruge dem til at opfylde børnepasningsgarantien. Kjeldgaard forsvarer sig desuden med, at han i forhold til pladsgarantien har fået for få penge, fordi der er født flere børn, end Økonomiforvaltningen har budgetteret med.

Ville tage æren
For et par uger siden skete der det glædelige for kommunen, at Økonomiforvaltningens regnedrenge havde regnet galt og fundet 40,6 millioner kroner, der var til overs på kommunens budget for næste år, og som nu kunne bruges på sociale projekter, der ellers var blevet sparet væk. På denne måde blev spillestedet Pumpehuset, Sundhedshuset på Christiania, kontaktstedet på Mændenes Hjem, Sofiebadet og andre reddet af den økonomiske saltvandsindsprøjtning. Kutymen er, at det er årets budgetpartier (VKO og S), der fordeler pengene i en såkaldt ’tillægsaftale’ til budgettet. Med andre ord kan disse partier tage æren for at have leveret disse populære tidlige julegaver. Men ved sidste uges økonomiudvalgsmøde fik SF så skrevet ind i protokollen, at det var »udemokratisk«, at partiet ikke kunne være med i denne aftale og være med til at fordele pengene. Det blev for meget for – selv for de to andre medlemmer af Økonomiudvalget fra partier, der ligesom SF stod uden for aftalen – de Radikales Klaus Bondam og Enhedslistens Mikkel Warming. Begge meddelte derfor, at hverken SF eller de selv kunne forvente indflydelse på fordeling af disse ekstra-penge, når de ikke var en del af budgetforliget. Bondam og Warming pegede på, at i andre år, hvor der var fundet ekstra penge, havde SF heller ikke krævet, at man inviterede partier, der stod uden for budgetforligskredsen, med til at fordele disse ekstra penge. Politikerne var altså hele vejen rundt om bordet dybt forundret over, hvad de opfattede som Kjeldgaards helt enestående og taktløse frækhed. En anden forklaring er, at SF-borgmesteren udviste en ekstraordinært pinlig mangel på situations -og politisk fingerspidsfornemmelse, som er ret så uforståelig, når Kjeldgaard i så mange år har været med i københavnsk politik.

Kjeldgaards sidste ven
Selvom V og SF ikke naturligt er hinandens nære samarbejdspartnere, så har Kjeldgaard dog tidligere haft en god dialog med Venstres kulturborgmester Pia Allerslev. Men sympatien er nu kølnet adskillige grader. Kjeldgaard gerådede eksempelvis ud i et opsigtsvækkende skænderi med kulturborgmesteren om, hvem der har skylden for, at en sportshal ved skolen her på Bryggen – til trods for at Borgerrepræsentationen allerede to gange har besluttet det – endnu ikke er blevet bygget. Venstre mente egentlig, at de havde en forståelse med Kjeldgaard om en generel ’borgfred’ mellem de to partier, som ikke konkurrerer om de samme stemmer. Men så angreb børne- og ungdomsborgmesteren i et indlæg i herværende avis Allerslev og gav hende ansvaret for den manglende finansiering til sportshal byggeriet. Kjeldgaards udfald udløste stærk irritation hos Venstre-folkene, og han fik derfor klart svar på tiltale i form af et kontant indlæg fra kulturborgmesteren i seneste nummer af Bryggebladet. SF-borgmesteren havde fået en rigelig bevilling, så han kunne bare komme i gang i stedet for at ynke og klynke sig, lød det skarpt fra Allerslev: »Som en forsmået og jaloux elsker plaffer han – i samtlige københavnske lokalaviser, uge efter uge – patetisk løs mod alt og alle. Alle er vi skurke, bortset fra ham selv, naturligvis – for lige netop han, og kun han, vil nemlig kun københavnerne det bedste. Topmålet af hykleri nås, når den selvgode borgmester først sviner alle vi andre borgmestre og politikere til – hvor efter han klynker over, at vi borgmestre skændes i pressen og ’kaster med aber’«. Siden oplevede V-folkene, at et af deres menige BR-medlem – efter at have skrevet et SF-kritisk indlæg – netop blev forholdt af Kjeldgaard, at der skulle være en sådan gensidig forståelse om fred og fordragelighed. Hos Venstre er opfattelsen nu – ligesom hos alle andre partier – at Kjeldgaard ikke er til at stole på. BR har efter denne batalje fundet lidt flere penge til Kjeldgaard, så han kan bygge sportshallen på Bryggen, men kritikerne ser dog ikke for sig, at man har hørt det sidste ’klynk’ fra en SF-borgmester, der nok en gang beder om flere penge