Bandekrigen forener rådhuspolitikerne

VKO afholder sig indtil videre fra at kaste skylden for konflikten på Ritt Bjerregaard.

Bragt i Bryggebladet nr. 4 den 10. marts 2009

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Mens borgere for tiden ser til med lige dele gru og foragt på den afstumpethed, hvor på indvandrerbander og rockere udkæmper en krig på skydevåben mit blandt almindelige sagesløse mennesker i byens kvarterer, så er Københavns Rådhus på bemærkelsesværdig vis blevet forenet. I hvert fald når det gælder, hvordan man her og nu skal tackle problemerne.
Da bandekonflikten begyndte i august sidste år, lagde iagttagere mærke til, hvilken strategi overborgmester Ritt Bjerregaard lagde, når hun skulle kommentere den. Fra starten af fastslog hun hurtigt, at »det er en politiopgave« at forhindre skyderierne og volden i gaderne. Omvendt ved alle, at kommunen har hovedansvaret for det forebyggende arbejde, både blandt byens utilpassede og socialt belastede unge, hvorfra bandemedlemmer som hovedregel rekrutteres.

Holder sig i skindet
Den borgerlige opposition på rådhuset har indtil videre holdt sig i skindet, når det gælder om at kritisere eller ligefrem give Ritt Bjerregaard skylden for, at »bandekrigen er eskaleret ud af kontrol«, som politiet beskriver situationen. Til gengæld har de borgerlige på Christiansborg blandt andet Venstres retsordfører Kim Andersen og de konservatives Tom Behnke heftigt kritiseret både kommunens integrationspolitik og især overborgmesteren for »ikke at tage situationen alvorligt nok«. Endelig gør Venstres tidligere bygge- og teknikborgmester, Søren Pind blandt andet fra sin position som blogskribent på Berlingske Tidende, Ritt Bjerregaard personlig ansvarlig, og i øvrigt at kritisere hende for »intet at gøre«, alt i mens »København bløder«.
Nu er Pind ikke længere en del af rådhusets politiske ledelse. Så hvem er der så til at agere opposition til Socialdemokraterne? I kraft af integrationsborgmester Jacob Hougaard, varetager netop Socialdemokraterne byens integrationspolitik, som skal forhindre unge efterkommere af indvandrere i at blive hårdkogte kriminelle. Men hvor Pia Kjærsgaard er her, der og alle vegne i medierne med kritik af Ritt Bjerregaard og Københavns Kommune, så er DF’ernes egen førstemand i byen Carl Christian Ebbesen bemærkelsesværdig tavs. Ebbesen, der også er næstformand for DF på landsplan, sidder med i kommunens integrationsudvalg. Her laver han – hvad man ellers måske kunne forvente – aldrig ballade. Tværtimod, så er Ebbesen en varm og solid støtte, der bakker op om alle kommunens initiativer på integrationsområdet.

Christiansborgs populisme
Måske er Ebbesens tavshed desuden et udtryk for, at kritikken fra de borgerlige politikere på Christiansborg bredt på rådhuset betragtes som udtryk for »plat populisme« og slåen mønt på en, især for folk, der bor på Nørrebro, forfærdelig situation. Nu ligger det ikke rådhus-politikerne fjernt at ty til anbefaling af lette, hurtige og handlekraftige løsninger i et forsøg på at vække folkets gunst. Men i denne situation, er politikerne ret usikre på, om anbefaling af drastiske initiativer har den fornødne positive effekt – eller i stedet ligefrem risikerer at give bagslag hos vælgerne.
Vurderingen er, at københavnerne for længst har gennemskuet, at bandekrigen er noget mere kompliceret end at kommunale initiativer eller andre snuptags-løsninger her og nu kan løse konflikten.
Men hvor er så Ritt Bjerregaards eneste reelle udfordrer til højre for midten Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev henne i denne sag? Tjah. Hun er tilsyneladende ganske tilbageholdende med for eksempel at kaste sig ud i en konfrontationslinje i forhold til overborgmesteren i stil med den, som hendes forgænger Søren Pind stod og stadig står for. Det er der en række gode grunde til.

Allerslev medansvarlig
Først og fremmest har Allerslev selv et stort medansvar for kommunens integrationspolitik, som især går ud på at beskæftige unge indvandrere i særlige bydele med kultur- og fritidsaktiviteter, der holder dem væk fra bandemiljøerne. Medansvaret gør hende selv sårbar for kritik, og det udelukker Allerslev for pludseligt at stille sig op i koret sammen med de øvrige borgerlige politikere ovre på Christiansborg, der kritiserer Ritt Bjerregaards integrationspolitik for at have spillet fallit. Gør hun det alligevel, så risikerer kultur- og fritidsborgmesteren at skyde sig selv i foden. Timingen ville også være forkert. For Allerslev er også øverste ansvarlig for de kultur- og fritidsinstitutioner omkring Blågårds Plads, som har måttet holde lukket om aftenen på grund af den utryghed, som bandekrigens skyderi med videre i området har skabt hos sportshallens og bibliotekets brugere og medarbejdere. Her forventes Allerslev at tage et medansvar og medvirke til at løse problemerne frem for at udnytte konflikten i et populistisk ridt mod overborgmesteren.
De borgerlige partier bakker i det hele taget op om kommunens integrationspolitik især i kraft af, at de deltog i to budgetforlig i 2006 og 2008, som netop indeholdt initiativer, der iværksatte en hidtil uset håndfast integrationspolitik. Midlerne dertil tilflød i øvrigt socialforvaltningen, hvor Enhedslistens Mikkel Warming har ansvaret. Dermed er stort set alle kommunens forvaltninger og partier blevet »sovset ind« i medansvar.

Integrationspolitik virker
I øvrigt er der blandt kommunens politikere faktisk en bred enighed om, at kommunens integrationspolitik faktisk virker. Problemerne i dag er ifølge kommunen blandt andet en følge af, at integrationsinitiativerne er kommet alt for sent i gang. De har stor effekt på dem, der endnu ikke er havnet i banderne. Imidlertid er der et historisk efterslæb, når det gælder unge, som ikke blev »fanget op« før 2006, da integrationsindsatsen blev sat på skinner.
Ikke desto mindre så findes, der politikere, der foreslår drastiske – eller om man vil: populistiske – løsninger. Et eksempel er borgerrepræsentant og socialdemokrat Lars Rasmussen fra Nørrebro, som foreslår, at folk med skydevåben skal straffes ved at blive smidt ud af deres lejligheder, hvis de bor i kommunens ejendomme.
SF’s Bo Asmus Kjeldgaard kan meget andet end at være daglig leder kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning. Han er tilsyneladende også udstyret med en særlig indsigt, så han kan give politiet gode råd om, hvordan de mest effektivt prioriterer deres ressourcer under bandekrigen. Derfor foreslår SF’s leder i København politiet, at de flytter 300 politifolk i Rigspolitiets Nationale efterforskningscenter ud af deres sædvanlige kontorer og deres nuværende arbejdsopgaver for i stedet at overføre dem »til tryghedsarbejdet i Københavns gader, indtil politiet får uddannet det nødvendige antal betjente.« Politiet har ikke imødekommet Kjeldgaards opfordring, formentlig fordi det simpelthen er en dårlig idé. Men så har SF da fået demonstreret lidt handlekraft hos vælgerne.
De radikales Klaus Bondam har sammen med SF og Enhedslisten forsøgt sig med et forslag om at afkriminalisere hash ud fra den tankegang, at fri hash vil ødelægge markedet for de kriminelle og dræne dem for penge. Det ser man som »et vigtigt skridt«, der kan trække tæppet væk under banderne. Men ikke engang Bondam vil puste sig op til at hævde, at en vedtagelse af forslaget vil kunne løse problemet. Borgerrepræsentationen har i øvrigt heller ikke nogen magt, så de er i stand til at vedtage et sådant forslag.

VKO-forespørgsel til Ritt
Ritt Bjerregaard slipper ikke helt for at få en debat på rådhuset om bandekrigen og kommunens rolle med hensyn til at forhindre og forebygge problemer. VKO-partierne har stillet en såkaldt forespørgsel til overborgmesteren, hvor man ud over at bede om en redegørelse for kommunens indsats, der kan forhindre en optrapning, naturligvis giver et lille spark til Ritt Bjerregaard.
Det fremgår af selve motiveringen af forespørgslen, hvor der blandt andet står: »Overborgmesteren gik i sin tid til valg på, at hun ville løse byens integrationsproblemer. Det løfte har overborgmesteren ikke indfriet, og situationen med indvandrer- og banderelateret vold er kun forværret yderligere med daglige skyderier på det seneste.«
Så selv om Ritt Bjerregaard har gjort sit hjemmearbejde dygtigt, sådan at alle partier indtil videre har holdt sig pænt i ro, så er det nok naivt at tro, at borgfreden blandt partierne på rådhuset holder frem til valget. I samme sekund at rockerne og indvandrerbanderne har sluttet fred, så graver partierne på rådhuset stridsøksen op for at udkæmpe valgkampen. Men det er i det mindste en kamp, der foregår på ord, meninger og argumenter.