Bondam og Kjeldgaard dårligt fra start

Efterårets valgkamp skudt i gang med heftig kritik.

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Bragt i Bryggebladet nr. 11 2009 den 18. august 2009

Sommeren er overstået, og de københavnske politikere er vendt tilbage til en rigtig skrap politisk sæson. Efteråret 2009 byder på et særligt spændende valgår, hvor en række borgmestre risikerer at stå til udskiftning. Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har for længst meldt sin afgang, men især den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam er næsten sikker på som minimum at skulle afgive sit borgmesterområde. Den konservative Mogens Lønborg og Enhedslistens Mikkel Warming kan også være på vippen, mens SF’s Bo Asmus Kjeldgaard og Venstres Pia Allerslev bør være nogenlunde sikre på at kunne fortsætte, men måske på andre områder. Socialdemokraternes overborgmesterkandidat Frank Jensen (S) bør være sikker på at få en borgmesterpost og er fortsat det klart bedste bud på en ny overborgmester. Det er dog ikke sikkert, at integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) får lov at fortsætte. Et dårligt eller et godt personligt stemmetal til den unge borgmester vil formentlig være en klar indikator for, om Frank Jensen skal lade Hougaard få endnu en periode, eller om nye kræfter blandt socialdemokraterne skal have chancen. Her samler interessen sig mest om den kun 26-årige politiske ordfører og statskundskabsstuderende Anne Vang, som ifølge S-kilder går målrettet efter at blive borgmester.

Bondam sommerens skydeskive
Klaus Bondam har haft en mediemæssig katastrofal sommer. I juli blev han mødt med heftig kritik af, at han lod skatteborgerne betale 10.000 kroner for hans og en række embedsmænds deltagelse i en cykeltur til Paris for cykelholdet Team Rynkeby, der indsamler penge til Børnecancer-fonden. Bondam hævdede, at kommunen skulle afholde udgifterne, fordi cykelturen skabte opmærksomhed om kommunens cykelpolitik, som længe har været Bondams personlige mærkesag. Bondam blev imidlertid mødt med massiv kritik fra medierne og andre politikere. Mest opsigtsvækkende var den manglende støtte fra Bondams egen gruppeformand på rådhuset, Manu Sareen. Sagen endte med, at den radikale borgmester måtte krybe til korset og hoste op med pengene til rejseudgifterne af egen lomme. En ulykke kommer dog sjældent alene. For sidst i juli kom det frem, at der var store problemer med økonomistyringen i Bondams forvaltning. Det viste sig ved, at regninger fra flere år tilbage var forblevet ubetalte, og en revisionsrapport fra revisionsfirmaet Deloitte talte om »alvorlige problemer« med rod i regnskaber, bogholderiet og økonomistyringen. Borgmesteren havde siden foråret 2008 kendt til og også siden handlet i sagen. Han forklarede, at problemerne var opstået i forbindelse med sammenlægningen af to forvaltninger til den nuværende enhed. Tilliden til, at Bondams besidder det store forkromede overblik over sin forvaltning, blev dog næppe øget med borgmesterens forunderlige forklaring, at han først blev klar over problemerne ved en tilfældighed, nemlig da hans – af kommunen betalte – avis udeblev hjemme på privaten. Avisregningen var helt enkelt ikke blevet betalt. Efterfølgende haglede kritikken ned over Bondam, som uden tvivl har fået den dårligt tænkelige start på valgkampen. Det sker oven i på et tidspunkt, hvor de Radikale i forvejen ligger mere end rigtig skidt i meningsmålingerne på landsplan.
Bondam har i øvrigt allerede offentligt erkendt, at det bliver opad bakke, hvis de Radikale skal fastholde deres borgmesterpost efter kommunalvalget. Sidst fik Bondam næsten 12.000 personlige stemmer, mens de Radikale fik 11,8 procent af stemmerne i København.

Søvndal dumper Kjeldgaard
SF’s Bo Asmus Kjeldgaard har fået skudt sin politiske sæson i gang med at løbe ind i to store ydmygelser. Først kunne hans egen partiformand Villy Søvndal under partiets sommergruppemøde ikke klart anbefale Kjeldgaard som Københavns næste overborgmester. Det er en ret usædvanlig melding fra en partileder. Det er ifølge Søvndal tilsyneladende nok, at SF får et godt valg i hovedstaden. I sidste ende kan en klar anbefaling fra Søvndal være ligegyldig. Kjeldgaard har ikke mange støtter, hverken i sit eget bagland eller blandt politiske kolleger på rådhuset, som igennem lang tid har regnet ham for at være gennemført upålidelig. Men det sender et signal til omverden og især vælgere og pressen, at Søvndal ikke regner Kjeldgaard for at være en seriøs kandidat til overborgmesterposten. Kjeldgaard lægger ikke selv skjul på, at han er selvskreven til jobbet. Alle er klar over, at Søvndal i sin tid ønskede MF Anne Baastrup som SF’s spidskandidat. Imidlertid ville partimedlemmerne i København det anderledes, da Kjeldgaard knebent og overraskende vandt urafstemningen i maj sidste år. På rådhuset går der p.t. rygter om meningsmålinger, som SF har fået lavet, der skulle vise, at cirka 30 procent af københavnerne vil stemme på liste F. Søvndals motiv kan derfor også være, at han ikke ønsker kurrer på tråden i den stærke alliance, som han har fået smedet med Socialdemokraterne på Christiansborg, hvis nu S i København skulle gå hen og miste overborgmesterposten til SF. Med andre ord er Kjeldgaards drømme om overborgmesterstolen fuldstændig underordnet Søvndal og SF’s planer om regeringsdeltagelse under en S-statsminister, hvis oppositionen til den tid vinder det næste folketingsvalg.

Kjeldgaards kasse igen tom
August har indtil videre ikke været Bo Asmus Kjeldgaards måned. I sidste uge kom det frem, at Børne- og Ungdomsforvaltningen mangler cirka 143 millioner kroner i kassen for at få økonomien til at hænge sammen. Det pludselige »underskud« kommer ovenpå, at der tidligere har vist sig pludseligt overforbrug, man har skullet have dækket hos kommunens magtfulde Økonomiudvalg, der så har måttet lette på låget til kommunens pengekiste i form af særbevillinger. Kjeldgaard har hidtil forklaret de økonomiske problemer med en tidligere bevidst underfinansiering af børne- og ungdomsområdet fra Økonomiudvalgets side, og at kommunen har stigende udgifter på grund af et uforudset stigende børnetal. Hans kritikere mener derimod, at Kjeldgaard ikke evner at tage et ansvar, men evig og altid sender problemerne videre til Økonomiudvalget, der igen og igen må hoste op med ekstra penge. Alene i år har Børne- og Ungdomsforvaltningen ved tre ekstraordinære bevillinger fået i alt tilført en halv milliard kroner ved tre ekstraordinære bevillinger.
Nogle kritikere mener, at Kjeldgaard hverken tør spare eller effektivisere tilstrækkeligt i sin afdeling, fordi han ikke tør lægge sig ud med fagforeningerne. SF-borgmesterens egen forvaltning har foreslået, at man finder nogle af pengene ved at inddrage en del af det overskud, som daginstitutionerne selv har sparet sammen til særlige formål og forbedringer. Ingen forventer, at personaleorganisationerne vil klappe af et sådant forslag, der formentlig risikerer at erodere tilskyndelsen i institutionerne til at opspare ressourcer i det daglige. Men hvis alternativet er at skære i driften, så accepterer medarbejderne, ifølge forvaltningen, det som det mindste onde af de to.
Underskuddet på de 143 millioner kroner har ikke alene bund i det voksende børnetal, men er fremkommet ved, at en række andre udgifter er blevet større end forudset. I Børne- og Ungdomsforvaltningen afviser man, at man har ualmindeligt store problemer med økonomistyringen. Tværtimod ser Kjeldgaards forvaltning det netop som »rettidig omhu«, at der er styr på økonomien, når man i god tid melder ud, at man kommer til at mangle penge. 143 millioner kroner er mange penge, men ikke når man ser på Børne- og Ungdomsforvaltningens uforholdsmæssig store andel af kommunens budget. Rigtig eller forkert. Det bliver op ad bakke at forklare vælgerne. Til syvende og sidste er det SF-borgmesteren, der sidder med ansvaret, og han vil frem mod kommunalvalget i november selvsagt være under heftig beskydning fra både de borgerlige, socialdemokraterne, med flere. De vil utvivlsomt igen og igen stille vælgerne spørgsmålet: Bo Asmus Kjeldgaard har med sin embedsførelse til fulde bevist, at han ikke kan styre økonomien i sin forvaltning. Og nu vil han så oveni være overborgmester?

Fælles aktion
Kjeldgaards forvaltning slås i øvrigt med at finde 700 ekstra vuggestuepladser til alle de nye københavnere, der pludselig er dukket op som følge af det, som nogle betegner som »efterkrigstidens største babyboom i hovedstaden«. I onsdags foreslog forvaltningen så den løsning, at hver vuggestue pressede et ekstra barn ind på hver af stuerne, så der blev 13. Den ansvarlige borgmester ville imidlertid ikke vide af forvaltningens forslag, og – noget usædvanligt – nægtede han at stemme for forslaget, mens han klart udtrykte forventning om, at resten af udvalget løste denne opgave for ham. Det vil sige, et flertal stemte for, sådan at han bagefter kunne stå med de rene hænder. Kjeldgaard gjorde imidlertid regning uden vært. I en fælles aktion stemte udvalget forvaltningens forslag ned. De øvrige rådhuspolitikere nægtede at løse Kjeldgaards problem, uden at han selv påtog sig et medansvar. Iagttagere på rådhuset ser netop dette som et stjerneeksempel på, at mange rådhuspolitikere – på tværs af de politiske partier – opfatter Kjeldgaard som uegnet som overborgmester.