Rød alliance i København

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 11 2009 den 1. september 2009

Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har nu smedet en alliance, men også i København har LO presset på for at få skabt en solid politisk alliance mellem partierne til venstre forud for kommunalvalget.
For omkring ti dage siden mødtes repræsentanter fra fagbevægelsen i København med ledende politikere og organisationsfolk hos Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Forhandlingerne er endnu ikke afsluttede, men ambitionen går ud på at få skabt et fælles politisk grundlag, som partierne kan samarbejde om de næste fire år. Fagbevægelsens bestræbelser på at få skabt en rød alliance sker i øvrigt også i Danmarks andre større byer, hvor partierne til venstre traditionelt står stærkt.
Hvad dette politiske grundlag, der skal skabes enighed om, reelt består i, er endnu uklart, men det vil formentlig ikke indbefatte epokegørende nyheder. Men måske kan øvelsen forpligte partierne til et tillidsfuldt samarbejde. Det har der været brug i København, hvor samarbejdet mellem S og SF langt fra har været gnidningsfrit i den forløbne valgperiode.
Spørger man Socialdemokraterne, så har det i hvert fald knebet med SF’s opbakning i valgperioden til Ritt Bjerregaard og hendes billigboliger, og tilliden røg helt igennem gulvet, da partiet nægtede at stemme for projektet på Kløvermarken, som reelt knækkede Ritt Bjerregaards troværdighed og endte hendes politiske karriere. Det er ikke nemt at klinke skårene.
Meldingerne går indtil videre på, at hjerteligheden mellem Socialdemokraternes og SF’s top under forhandlingerne absolut er til at overse.

Et frækt tilbud
Forhandlingerne om en rød alliance har også sine begrænsninger. For den vil ikke betyde, at Socialdemokraterne på forhånd – og forud for valget – forpligter sig til at fordele – eller konstituere – byens borgmesterposter med de socialistiske partier. Der har dog allerede været tilbud fremme.
I lyset af de mytiske, fantastiske, men endnu ikke offentliggjorte meningsmålinger, hvor SF angiveligt skulle få opbakning fra 30 procent af de københavnske vælgere, har partiet givet Socialdemokraterne flere tilbud. Blandt andet et om, at de to partier skal konstituere sig alene. Et af de mere bizarre tilbud fra SF går dog ud på, at Frank Jensen får overborgmesterposten på et fad, mod at SF’erne på forhånd sikres hele tre borgmesterposter. Det ville formentlig betyde, at S så ikke fik andre borgmesterposter. Socialdemokraterne takkede imidlertid blankt nej.

Uklar SF-melding
Men hvorfor forsøger Bo Asmus Kjeldgaard at forhandle en eventuel overborgmesterpost væk allerede nu? Det gør børne- og ungeborgmesteren måske ud fra den erkendelse, at han er stort set den eneste blandt partierne på rådhuset og i sit eget parti, der synes, at »Kjeldgaard som overborgmester« lyder som en brillant idé. Kjeldgaard er utvivlsomt stadig chokeret over, at hans partiformand Villy Søvndal ikke kunne anbefale ham – hans partifælle – som overborgmester i København, men »lod det være op til vælgerne«.
I sidste uge holdt SF i København et hovedbestyrelsesmøde, hvor man diskuterede, om SF fortsat skulle have en »overborgmesterkandidat« eller simpelthen blot nøjes med en »spidskandidat« og samtidig på forhånd pege på socialdemokraten Frank Jensen som SF’s bud på en overborgmester.
Konklusionen på mødet er mildt sagt ikke klar. SF’s melding er, at partiet »ikke vil diskutere personer i valgkampen, men udelukkende politik«. Med andre ord: Bo Asmus Kjeldgaard forbeholder sig retten til at lægge billet ind på overborgmesterposten, hvis der skulle opstå den – for mange iagttagere – utænkelige situation, at et flertal på rådhuset peger på Kjeldgaard.
Som denne klummeskribent tidligere har skrevet, så er tilliden til Kjeldgaards person blandt ledende borgerrepræsentanter i stort set alle partier på rådhuset ikke just i top. Over for vælgerne er der mildt sagt også tale om en uklar melding fra SF. At SF ikke vil diskutere personer, men politik er – for de fleste københavnere – hverken fugl eller fisk og lægger kun til i det gængse syn på Kjeldgaard som en politiker med en noget uklar profil.

Kjeldgaards minus-faktor
Klimaet mellem Kjeldgaard og SF på Christiansborg siges også at være ekstremt dårligt. De ellers meget succesfulde SF-strateger på Borgen, mener ligefrem, at Kjeldgaards person vil få mulige SF-vælgere i København til at vende partiet ryggen på selve valgdagen i november.
Omvendt har Søvndal det egentlig helt fint med udsigten til, at S ikke får et katastrofevalg i København, så de beholder overborgmesterposten. Taber Thornings folk i hovedstaden, så kunne det måske true S-SF-alliancen på Borgen, og det vil Søvndal og co. slet ikke risikere. Så det passer dem i sidste ende godt, at SF’s fremgang med Kjeldgaard i spidsen er »under fuld kontrol«.

Kjeldgaard til kulturen?
På gangene tales der omvendt om, at Kjeldgaard er ved at være så mørbanket efter fire hårde år i Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvor han gang på gang er blevet beskyldt af medier og politiker-kolleger for at have ladet økonomien sejle.
Rygterne siger, at glipper drømmen om at blive overborgmester, så har SF-borgmesteren i stedet udset sig at blive borgmester for Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor i dag Venstres Pia Allerslev sidder. I Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle slagsmålene være mindre, lyder ræsonnementet.
At blive politisk leder af denne forvaltning kunne også om fire år være en retrætepost til Kulturministeriet, hvorfra Kjeldgaard i øvrigt har haft orlov i årevis. Hvis det er sandt, så vil det ændre hele konstitueringsspillet. Det kan Kjeldgaard dog næppe bestemme uden om SF’s stærke partiorganisation. For alt logik tilsiger, at SF bør gå efter den tungeste borgmesterpost efter overborgmesterposten, og det er i så fald Klaus Bondams borgmesterpost for Teknik- og Miljøforvaltningen.

Vang vs. Hougaard
Frank Jensen ligner dermed en sikker vinder af kommunalvalget, selvom Socialdemokraterne alt andet lige står til en gevaldig øretæve. Buddene går på, at Ritt Bjerregaards kæmpefremgang fra sidst som minimum er tabt til SF.
Spørgsmålet er, om Socialdemokraterne kan fastholde deres borgmesterpost nr. 2. Og her er der en spændende dyst mellem de to unge socialdemokrater om, hvem der i givet fald skal besætte den. Valget står mellem integrationsborgmester Jakob Hougaard og den politiske ordfører Anne Vang. Rygterne svirrer gerne om, hvem af de to, som lige nu er mest inde i varmen hos den kommende overborgmester.
Bedetæpperne hos ambitiøse socialdemokrater er selvfølgelig for længst blevet vendt imod Frank Jensen. Det siges dog, at Jensen ikke på nogen måde favoriserer parterne. Vang har i alle fald fået en del taletid i medierne i den seneste tid, hvor hun er blevet betroet rollen som den, der forsvarer København mod regeringens angreb, mens Ritt Bjerregaard har neddroslet disse aktiviteter. Derved synliggøres den unge ordfører frem mod valget.
I kulissen tales der derfor om, at Bjerregaard på denne måde hjælper sin unge protegé frem, der må siges at have tjent den afgående bydronning ganske trofast igennem fire år. I korridorerne tales der om, at Anne Vang især har et kik på at blive borgmester for Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Udsigt til smalt forlig
Ellers er denne tid kendetegnet ved, at kommunens budget for næste år snart skal forhandles. Ritt Bjerregaards største ønske skulle være at afslutte karrieren med et stort og bredt forlig blandt Borgerrepræsentationens partier. Imidlertid er der ikke mange iagttagere, der tror på det.
Kommunekassen har det slemt især på grund af de pludseligt faldende skatteindtægter i samfundet som helhed. Dermed bliver der færre muligheder for at dele milde gaver ud til vælgerne, hvad der ellers kunne være nyttigt i et valgår. Tværtimod skal der endda findes penge på budgettet gennem serviceforringelser eller effektiviseringer, hvilket selvsagt nedsætter lysten hos politikerne til at tage del i ansvaret. Alt tyder derfor på, at det ender med et smalt forlig mellem ABF-partierne og måske sammen med Enhedslisten.
I den borgerlige lejr bemærker man, at Frank Jensen har fået lov til at kigge Ritt Bjerregaard over skulderen i en sådan grad, at der i budgettet endda er blevet plads til hans bandeindsats på Nørrebro med videre og andet, der matcher hans valgprogram. Dermed har Jensen demonstreret, at han allerede før, han er indvalgt i Borgerrepræsentationen, har stor reel indflydelse på Københavns politik.