Medier udråber Frank Jensen til byens konge

–Men Bo Asmus Kjeldgaard har ikke helt opgivet sin overborgmesterdrøm.

BAG KULISSERNE

Bragt i Bryggebladet nr. 12 den 15. september 2009

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Efteråret kommunalvalgkamp her i hovedstaden blev nærmest aflyst, da Berlingske Tidende forleden på forsiden bekendtgjorde, at »Frank Jensen erobrer København«.
En ny Gallup-måling viste nemlig, at et stort flertal blandt københavnerne foretrækker Socialdemokraternes overborgmesterkandidat Frank Jensen frem for den eneste reelle udfordrer SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Faktisk foretrak også et lille flertal af SF’s egne vælgere ifølge samme måling Frank Jensen som ny overborgmester. Berlingske konkluderede herefter, at Frank Jensen – til trods for en forventet markant tilbagegang i stemmetal for Socialdemokraterne – alligevel til november kan kåres som »Kongen af København«.

Fortsat kandidat
Gallup-målingen overrasker næppe ret mange og formentlig heller ikke SF’erne i København. Som Bryggebladet for to uger siden kunne berette, så har SF allerede tilbudt S overborgmesterposten på et fad mod selv at få tre borgmesterposter.
Dette noget blu forslag blev dog blankt afvist af S, og siden har Kjeldgaard forsøgt at trænge igennem medierne med et noget uklart budskab om, at »politikken er vigtigere end personen«. Kjeldgaard lod eksempelvis med Politikens mellemkomst forstå, at hvis SF kunne få gennemført sine mærkesager ved at pege på Frank Jensen, så var man klar til det. Politiken konkluderede ved samme lejlighed, at Kjeldgaard nu opgav sin drøm om at blive Københavns første SF-overborgmester. Det er nok en overfortolkning, for Kjeldgaard lader stadig sine omgivelser forstå, at han ikke helt har opgivet at få byens gyldne kæder hængt om halsen, selvom både hans egen partiformand Villy Søvndal og SF’s vælgere tilsyneladende foretrækker en socialdemokrat i overborgmesterstolen.
I sidste uge måtte Kjeldgaard endda lide den tort, at kun seks procent af københavnerne ifølge Gallup foretrak ham som overborgmester. Der er i øvrigt ligeså mange – eller snarere få – vælgere, der peger på Venstres Pia Allerslev til byens fineste job. Målingen er formentlig også udtryk for, at Kjeldgaard selv efter snart 12 år som borgmester er forblevet relativt ukendt blandt københavnerne.

Kjeldgaard låst
Med denne Gallup-måling – her cirka to måneder før vælgerne går til stemmeurnerne – har medierne nu kåret Frank Jensen som overborgmester. Hvis Kjeldgaard var i en lidt mere fri position, så kunne han måske udnytte netop dette til at gå til angreb på mediernes utidige kåring og måske få lidt mere folkelig sympati. Men Kjeldgaard er låst af, at Søvndal ikke ønsker ballade med Socialdemokraterne i København.
Spekulationer om at lade de borgerlige partier pege på en SF-borgmester efter valget bliver slet ikke aktualiseret, hvis Søvndal har noget at skulle have sagt under konstitueringsforhandlingerne. Og det har han. For SF-formanden er sig meget bevidst om, at det er hans personlige popularitet, der har skabt partiets fremgang i København, ikke Kjeldgaard.

Jensens genbrugsbutik
Frank Jensen styrer sikkert mod overborgmesterstolen, og det sker med massiv mediemedvind – selv fra en borgerlig avis som Berlingske Tidende. Det er dog blevet for meget for en del af de siddende borgerrepræsentanter, at Jensens politiske udspil sine steder er papirtynde i deres indhold. Man forstår eksempelvis ikke, at en overborgmesterkandidat slipper af sted i medierne med at foreslå løsninger på integrationsområdet, som allerede i forvejen er foreslået eller endda blevet gennemført.
Enkelte partifæller har angrebet den socialdemokratiske overborgmesterkandidat på Politikens blogs for netop at være alt for tynd i kortene. Det har dog medført, at Frank Jensens velsmurte kampagne med kampagnefolk har taget til genmæle både ved at forsvare ham og bede partifællerne om at rette ind.

Moskéer splitter S
Frank Jensen og hans folk er lige nu kun udfordret i debatten om moskéer. I sidste uge spillede Dansk Folkeparti deres trumfkort på banen ved dette års kommunalvalg. Det skete med en plakat af den blå moské i Istanbul, som partiets fikse kommunikationsfolk også havde tilført krumsabler, halvmåner med videre for at give publikum et mere dramatisk indtryk af, hvad københavnerne har i vente den dag, hvor byen får en såkaldt »stormoské«.
Plakaten er naturligvis en kommentar til, at et stort flertal i BR for nylig stemte for, at en shia-muslimsk moské kan blive opført på ydre Nørrebro. Meget få er i tvivl om, at DF’s plakat – og især den debat, der følger i kølvandet på den – alt andet lige vil gavne opmærksomheden omkring DF frem til kommunalvalget. Det er Socialdemokraterne udmærket klar over, og de frygter naturligvis, at S-vælgere kan finde på at stemme på DF i protest mod moskébyggeriet i København. Desuden kan DF’erne glæde sig over, at Socialdemokraterne er i dyb splid med sig selv om, hvad de skal mene i sagen. De to S-politikere Anne Vang og den nuværende integrationsborgmester Jakob Hougaard bejler begge til at blive borgmester fra nytår, og de har hver sin holdning til byggeriet af moskéen på Vibevej. Vang er for, mens Hougaard er imod, fordi byggeriet er finansieret af præstestyret i Iran. Til gengæld støtter Hougaard de andre planer om at bygge en sunni-muslimsk moské på Amager, som angiveligt moderate muslimske organisationer i Danmark står bag.
DF’s plakat indeholder imidlertid en garanti om, at partiet er imod ethvert moskébyggeri. Og selvom at en sådan politik er i konflikt med Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed, så er det et budskab, som alle og enhver kan forstå, og som mange vælgere er enige i. Og netop derfor er S lidt bekymret for effekten af DF’s plakatkampagne på kommunalvalgets udfald. Lige nu står DF i hvert fald til en pæn fremgang.

Sangerindeuvæsnet
Forleden valgte en håndfuld socialdemokrater med overborgmester Ritt Bjerregaard at forlade festmiddagen i Rådhusets fine festsal, mens tre bakkesangerinder underholdt alle rådhuspoli-tikerne. Den ene af sangerinderne var nemlig Dot Wessmann, som foruden at drive etablissementet Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken også er kæreste med den kendte DF-politiker og medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt.
Festmiddagen på dagen, hvor kommunens budgetforslag blev præsenteret i Borgerrepræsentationen, svarer lidt til Folketingets åbning. Det er en festdag, hvor man gør lidt mere ud af det hele, mens politikere, nøglemedarbejdere samt pressen spiser og morer sig sammen. Ritt Bjerregaard foreslog for nogle år siden fagborgmestrene, at de på skift arrangerede middagen og ikke mindst aftenunderholdningen.
I år var det så kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, der var vært, og hun havde så denne torsdag for et par uger siden valgt det, man kan kalde for »folkelig«, eller »smålummer« om man vil, underholdning fra tre »syngepiger« fra det kendte Bakkens Hvile. At den benævnte Dot Wessmann var iblandt dem, var en tilfældighed.
Da det 45-minutter lange show gik i gang, forlod tre S-politikere pludselig festsalen. Det var foruden Ritt Bjerregaard også 1. næstformand for Borgerrepræsentationen Mona Heiberg samt Lars Aslan Rasmussen. Sidstnævnte lagde ikke skjul på, hvorfor han forlod salen.
Til BT forklarede han, at han gik i protest over, at kommunen ødsler penge ud til en »dybt skandaliseret« person (det vil sige Dot Wessmann), der er beskyldt for at bruge sin kæreste (Messerschmidt) til at lægge pres på politiske beslutninger. Konkret handler det om, at konservative politikere i Lyngby-Taarbæk i offentligheden har kritise-ret Messerschmidt for at påvirke miljøministeren i en konkret sag, hvor kommunen har lagt begrænsninger på brugen af en angiveligt støjende rutsjebane på Bakken, som ejes af Wessmann. I den offentlige debat har man diskuteret det etisk kloge i Messerschmidts ageren i sagen, hvor han efter eget udsagn blot har »leveret juridisk bistand«.
Alle øvrige rådhuspolitikere forblev på deres pladser under resten af showet – også BR-medlemmerne fra Enhedslisten og SF – som ingen beskylder for at have sympati for DF. I festsalen på aftenen var den mest udbredte holdning i alle parti-er, at de tre socialdemokrater optrådte taktløst og latterligt i en grad, så det var uværdigt. Kritikerne – med en rasende Pia Allerslev i spidsen – mente, at når en af kommunens borgmestre inviterer gæster udefra til at levere aftenunderholdning, så byder god opdragelse og almindelig respekt for andre mennesker, at de folkevalgte bliver siddende og lytter – hvad enten underholdningen falder i deres smag eller ej.
Men der var også andre forklaringer på det sære optrin:

Ritts niveau
Da BT konfronterer Ritt Bjerregaard med sin protest, er overborgmesteren måske blevet klar over, at hun er på tynd is. Derfor forklarer hun sin opførsel sådan:
– Vi var nogle stykker, der havde svært ved at tale sammen under underholdningen, og derfor gik vi udenfor.
Det lyder plausibelt, men ikke specielt troværdigt. Men måske var det heller ikke »lydniveauet«, der var problemet. For Bjerregaard siger efterfølgende til samme avis:
– Jeg synes bestemt, at bakkesangerinderne er bedst ude på Bakken.
Derved lod overborgmesteren åbenbart forstå, at det snarere var det »kulturelle niveau« ved bakkesangerinderne, der var problemet.
Fra årsskiftet skulle Ritt Bjerregaard ikke blive forstyrret af støjende bakkesangerinder.