Frank Jensen-administrationen

Bragt i Bryggebladet nr. 2 26. januar 2010

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Denne klummeskribent forudså for to uger siden, at overborgmester Frank Jensen ville få kritik for i hans forvaltning at ansætte to personer, der for få måneder siden tjente i hans valgkampagne. Sagen begyndte efter, at en artikel i Ekstra Bladet omtalte ansættelserne.
Imidlertid fik det ikke en eneste borgerrepræsentant op af stolene for at kritisere forholdet, hvilket i sig selv er ganske forbavsende, da politikerne normalt aldrig forspilder en chance for at gå til stålet overfor hinanden. Senere har Politiken gennemlyst den nye overborgmesters administration og fundet ud af, at i alt fem personer i Jensens personlige netværk, heraf flere partifæller, har fået job i Økonomiforvaltningen.
Det drejer sig om Jensens kampagnechef under kommunalvalgkampen Simon Kjær Hansen, som nu er blevet sekretariatschef og S-kampagnens pressechef, den tidligere DSU-lokalformand Simon Kollerup, som er blevet »konsulent for sociale medier«. Med til historien hører, at Kjær Hansen under valgkampen havde orlov fra en stilling som kontorchef i forvaltningen. Efter valget er han imidlertid blevet forfremmet til sekretariatschef.
Så er en tidligere sekretær hos Socialdemokraterne på Christiansborg, Birgit Jensen, blevet ansat i en stilling som Jensens sekretær. Yderligere er den tidligere S-trafikminister Jakob Bukstis kone Yvonne Schantz blevet ansat i Økonomiforvaltningen som overborgmesterens assistent. Hvorfor er det interessant?

»Kammerateri«
Buksti var ligesom Jensen blandt Svend Aukens stærkeste støtter i Socialdemokratiets fløjkampe på Christiansborg. Derfor bliver også denne ansættelse klart set som en kommunal stilling, som Frank Jensen besætter med en person fra sit nærmeste netværk. Ingen siger ordet »nepotisme«, som er en ret hård anklage. I stedet ligger det lidt blødere »kammerateri« på læben, som beskriver nogenlunde den samme: At politikere ansætter partifæller i offentlige stillinger. Stillingerne har – som loven kræver – været opslået, men kun i få dage på kommunens hjemmesider og helt uden om de sædvanlige jobportaler på internettet.
Årsagen til denne fremgangsmåde kan man prøve at gætte sig til. Ansættelsen af Jensens nye pressechef Amalie Kestler kan – måske – også henregnes til at være blandt de politiske ansættelser, netop fordi stillingen kun blev slået op i meget kort tid. Kestler kommer fra en stilling som nyhedschef på Berlingske Tidende, så derfor er hun på den anden side tydeligvis kvalificeret til jobbet.

Fem jobs, fem samtaler
Imidlertid var pressens omtale af Jensens ansættelser ikke en sag, som hverken den borgerlige eller venstreorienterede opposition gik ind i, da den kort efter nytår blev kendt. Det kan der være en række grunde til, som jeg vender tilbage til. Alt imens den samlede opposition var fraværende, begyndte dagbladet Politiken – som ellers i perioder har haft et ganske godt forhold til Socialdemokraterne på rådhuset – at spørge ind til Frank Jensens mange nyansættelser.
Selv afviste Frank Jensen, at det udgjorde et problem, at han havde ansat folk, der havde været aktive i hans valgkampagne. Alle ansættelser var således »sket efter bogen«, og der var derfor ikke »fugls føde« på sagen. I et notat har kommunen således forklaret, at opslagene levede fuldt ud op til kommunens procedurer og var tilrettelagt sådan, at stillingerne skulle besættes hurtigt.
I alt skal der have været 30 ansøgere til de omdiskuterede job, men kommunen erkendte pludselig i sidste uge overfor Politiken, at kun de personer, der senere fik de fem jobs, blev kaldt til en samtale.

Problematiske ansættelser
Dagbladet Politiken havde i øvrigt ved flere lejligheder spurgt en række eksperter i offentlig forvaltning, der alle vurderede, at ansættelserne så problematiske ud. I sidste uge gik Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, så ind i sagen. Foreløbig har han bedt om en redegørelse fra overborgmesteren. Hvis han finder noget problematisk i sagen, kan han som ombudsmand »udtale kritik«, men han har imidlertid ingen sanktionsmuligheder.
Derfor vil Frank Jensen under alle omstændigheder kunne lukke sagen ved at tage en eventuel kritik »til efterretning«. Hans stab bliver, uanset om det regner eller sner. Indtil videre har overborgmesteren »lukket ned« for flere kommentarer, i hvert fald indtil ombudsmanden eventuelt gør mere ud af sagen.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at først efter at Politiken borer i sagen, og konfronterer de borgerlige på rådhuset herom, begynder politikerne at udtrykke en kritik af ansættelsesproceduren.
– Sagen lugter langt væk af politiske ansættelser, og det hører ikke hjemme i en kommune, hvor vi må kunne have tillid til, at embedsmænd ikke varetager særlige partimæssige hensyn, sagde Dansk Folkepartis gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som var den første på banen.
Men hvad med den borgerlige oppositionsleder i Venstre? Ja, først afviste kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev at kommentere sagen, men så pludselig i forrige uge kom Venstres gruppeformand, Lars Dueholm, på banen:
– Det har været aftalt spil, og jeg kan kun opfordre til, at hele ansættelsesrunden i overborgmesterens sekretariat går om. Sagen viser, at Frank Jensen i lighed med sine forgængere ikke kan skelne mellem, hvad der er Socialdemokraterne, og hvad der er Københavns Kommune.
Hvordan kan det være, at det først er efter, at Politiken skriver om sagen, at nogle politikere begynder at kritisere ansættelserne? Det kan der være flere forklaringer på:

Uskøn tradition
Den manglende kritik kan skyldes valgkamptræthed hos partiernes topfolk. VKO, SF, De Radikale og Enhedslisten kommer lige ud af en valgperiode, hvor der i fire år var kævl, strid og kamp fra morgen til aften med Ritt Bjerregaard.
Man orker derfor ikke at slås med en ny overborgmester, som i øvrigt fra begyndelsen af sin embedsperiode har været flink til at række hånden ud til alle partier, og som i modsætning til sin forgænger husker at orientere alle de store partiers borgmestre om nye initiativer og udmeldinger.
I øvrigt har det været en lang, uskøn tradition for i kommunen, at partisoldater får job i forvaltninger, hvor en partifælle troner i borgmesterstolen. En af grundene til, at kritikken har været forholdsvis afdæmpet, skyldes formentlig, at ingen af de store partier har de reneste hænder med hensyn til uvildige ansættelser i stabsfunktioner, det vil sige spindoktorer, politiske rådgivere og så videre. Alligevel har denne praksis været på retur i de senere år. Eksempelvis er vurderingen på rådhuset, at der blev ansat flere af Ritt Bjerregaards kampagnefolk i Økonomiforvaltningen sammenlignet med det antal kampagnemedarbejdere med videre, som Frank Jensen indtil videre har fået placeret.

Særlige jobs
På rådhuset kender man i dag kun til én egentlig ren politisk ansættelse, når der ses bort fra Frank Jensens nye stab. Det er SF-borgmesteren Bo Asmus Kjeldgaard politiske rådgiver, økonomen Charlotte Wieth-Klitgaard, som selv er tidligere mangeårigt medlem af Borgerrepræsentationen for SF. De øvrige borgmestre har måske ikke ansat partifæller, men så har de haft en særlig kandidat i kikkerten og ladet forvaltningsdirektøren vide, at han eller hun var borgmestrenes foretrukne kandidat.
Ofte har disse særlige jobs kun været opslået på kommunens hjemmeside i ganske kort tid, og i øvrigt har den foretrukne kandidat fået en kraftig opfordring om at søge. Proceduren med at indkalde til samtaler har heller ikke været lang. Måske har man ikke engang haft mere end én enkelt kandidat til samtale. Læserne kan nok gætte hvem.

Politiske rådgivere
Det er dog vigtigt at understrege, at det bestemt ikke er alle personlige politiske rådgivere med videre, der bliver ansat på denne måde. Det er i øvrigt heller ikke noget, der vækker den store forargelse i embedsmandsværket eller blandt politikerne. Sådan har det jo altid været…
Alligevel er vurderingen, at de skjulte partiansættelser rundt omkring vil forsvinde stille og roligt, men at borgmestrene i stedet vil få mulighed for at opruste med en håndfuld personlige rådgivere præcis, som man ser det med ministres personlige rådgivere. Imidlertid er pressecheferne, eller »spindoktorerne« om man vil, og de politiske embedsmænd på rådhuset ansat på sædvanlige embedsmandsvilkår, mens ministrenes særlige rådgivere ryger ud, når ministrene går af.
Måske var det en idé at lave rene linjer, som man har det i ministerierne.

Kommunens økonomi er sund
Alle borgmestrene og resten af Økonomiudvalget var i forrige uge på såkaldt budgetseminar på Hotel Hesselet i Nyborg. Her kom Økonomiforvaltningen med en prognose for kommunens økonomi i 2011 og for, hvordan et budget for det kommende år kunne se ud.
Traditionen tro var regnedrengenes briller tilpas sodsværtede. De foreslår politikerne, at der spares 400 millioner kroner, selvom der er udsigt til et rådighedsbeløb på knap 700 millioner kroner.
Lægger man tallene sammen – og holder prognoserne – så skulle der dermed være 1,1 milliard kroner at omprioritere for. Der er næppe tvivl om, at hovedparten af pengene skal gå til nye daginstitutioner som følge af det eksplosivt voksende børnetal og til at tilbyde en service til kommunens mange svært handicappede.
Hovedkonklusionen for seminaret var, at kommunens økonomi i bund og grund er sund. Alligevel ser politikerne med en vis bekymring frem mod regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening til sommer. For statsministeren bebudede for et par uger siden, at der ikke længere er plads i økonomi-en til mere vækst i kommunernes budgetter.
Det skaber nogle problemer for København, der skal have en vækst på 0,75 procent for at kunne tilbyde borgerne det nuværende serviceniveau. Måske åbner det for endnu et slagsmål mellem kommunen og regeringen.

Politikere uden indflydelse
Det kan i øvrigt godt undre, at de københavnske politikere har brugt de første af årets uger på at markeret sig på områder, de ingen som helst indflydelse har på.
Tidligere har politikerne i København ført an for at indføre trængselsafgifter, der kan holde bilerne ude af byen. Det er dog ikke et anliggende for kommunen.
Rådhuset vil også forbyde prostitution i København, hvilket de heller ikke har indflydelse på.
Til gengæld er der presseomtale for politikere med et stort markeringsbehov. Senest har et flertal med Frank Jensen i spidsen foreslået en forsøgsordning med fri hash i byen, men det kan man heller ikke gennemføre uden om Folketinget.
Så konklusionen må være, at københavnske politikere går mere op i at profilere sig i pressen på områder, hvor de ingen indflydelse har end dem, hvor de rent faktisk har indflydelse.