Giv Frank en bamse i bytte for en pædagog

Før budgetslaget til efteråret ligner de små selvejende daginstitutioner og BUPL tabere.

Bragt i Bryggebladet nr. 10 den 8. juni 2010

Af Jarl Cordua

Sommeren er ved at indfinde sig på rådhuset, og politikerne ruster sig fortsat til det store budgetslag, der så småt begynder i august måned og kulminerer i midten af september måned.
Det er som nævnt i tidligere klummer nedskæringer og sammenlægninger af daginstitutionerne, som er det helt altoverskyggende tema for politikerne. Og især dem, der sidder i det centrale børne- og ungeudvalg, der skal finde frem til besparelser på i alt 350 millioner kroner på kommunens børne. og ungebudget.
Det er dog ikke alle udvalgsmedlemmer, der er lige imponeret over forvaltningens beregninger på, hvor meget hvert enkelt forslag giver i besparelsesprovenu. Problemet er usikkerheden ved embedsmændenes økonomiske beregninger. Det stiller politikerne i et svært dilemma overfor vælgerne: For hvordan kan politikerne forsvare nedskæringer, hvis de ikke kan være rimeligt sikre på, at der kommer et besparelsesprovenu?
Ikke desto mindre, så er køreplanen lagt for budgetforhandlingerne, og det ligger i kortene, at S og SF alene kan stemme en besparelsespakke hjem, hvis ingen andre vil være med. Og hjemmearbejdet er gjort, i det den store pædagogfagforening LFS, der organiserer medarbejderne i de kommunale daginstitutioner, allerede på forhånd har ladet politikerne forstå, at de i det store hele har accepteret sammenlægninger af børnehaver og vuggestue-ledelser samt forældrebestyrelser til større enheder. Det giver kommunen en række besparelser blandt andet i form af udgifter til færre mellemledere, der så kan bruges til egentligt pædagogisk arbejde i de i forvejen trængte daginstitutioner. De har nemlig i forvejen svært ved at efterkomme efterspørgslen på børnepasning som følge af de seneste års uforudsete fødselsboom.

BUPL fremstår som taber
Alt tyder således på, at de store tabere bliver de små selvejende daginstitutioner, hvor deres pædagogiske personale er organiseret i fagforeningen BUPL. Ingen politikere taler i øjeblikket reelt de små daginstitutioners sag. Det er måske gået op for BUPL, der møder op til udvalgsmøderne i kampagne-T-shirt. På rådhuset noterer man sig, at pædagogernes normale bedste venner, Enhedslisten og SF, hver især holder forbløffende lav profil i sagen. De to venstrefløjspartier har medlemmer i begge fagforeninger, hvilket gør det umuligt at stille alle tilfreds. De borgerlige er omvendt ikke så påvirkede af pædagogernes protester, men ligesom det er tilfældet hos alle øvrige partier gør især forældrenes blokader og aktioner indtryk.
Indtil videre kæmper fagforeningerne og forældreorganisationen KFO deres sag med en hel stribe rimeligt fredelige kampagner og aktioner. Blandt andet bygger forældre i Vanløse grundlovsdag en »grædemur« i protest mod besparelserne, mens der den 18. juni er indkaldt til en bamseaktion, hvor ideen er, at børn skal forære overborgmesteren en bamse i bytte for, at de kan beholde deres pædagog. Det er nok en smagssag, hvorvidt forældre på denne måde vinder folkelig og politisk sympati ved at skubbe børnene foran sig i deres politiske kamp. Et er dog sikkert: Københavnerne vil opleve mange aktioner frem mod, under og efter budgetforhandlingerne har fundet deres afslutning.

Franks 104 spindoktorer
For tiden kører også en anden spektakulær sag, der handler om kommunens mange udgifter til kommunikation, der er eksploderet. Politiken skrev for nogle måneder siden, at Københavns Kommune havde 104 pr- og pressefolk, der årligt koster 51 millioner kroner, hvorimod verdensforetagendet med cirka 120.000 medarbejdere A.P. Møller-Mærsk klarede sig med langt færre. Et nyligt svar fra forvaltningen på DF’eren Finn Rudaizkys spørgsmål afdækker, at kommunens udgifter til pr og presse er løbet løbsk i de senere år.
Alle borgmestrenes pr-udgifter er steget voldsomt. Imidlertid er det især udgifterne til overborgmester Frank Jensens pressefolk og lønkontoene hos teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, som falder i øjnene. Således er udgifterne til presse og information hos overborgmesteren vokset fra omkring to millioner kroner i 2007 til nu at nærme sig fem millioner kroner i 2009.
Finn Rudaizky er dog mest fortørnet over pr-udgifterne hos teknik- og miljøborgmesteren:
– Det er absolut det værste. At de bruger 12 millioner til informationsmedarbejdere, sagde han forleden til Politiken.
Men arbejder alle 104 som egentlige »spindoktorer«? Efter min vurdering, så kan de pressemedarbejdere, der kan tåle at blive betegnet som »spindoktor«, tælles på en hånd, allerhøjest to hænder. Resten beskæftiger sig reelt med intern kommunikation, pjecer, internet, at besvare pressehenvendelser, lave borgerrettede kampagner. Og det foregår ikke kun i de enkelte forvaltninger, men i kommunens mange små enheder rundt omkring. For hvis ikke de små enheder kommunikerer med offentligheden og løbende beretter om deres virke, så ved borgerne og politikerne ikke, at de eksisterer. Og i så fald bliver de jo et oplagt mål for nedskæringer!
Før politikerne går i gang med at beskære pr-medarbejderstaben for i stedet for eksempel at overføre ressourcerne til for eksempel social- og sundhedsområdet, så hører det med i billedet, at de 104 medarbejdere kun udgør 0,2 procent af kommunens totale antal beskæftigede på cirka 50.000.
På rådhuset ryster andre politikere desuden på hovedet af, at det koster 3000 kroner at plante et træ i Fælledparken, mens det skilt, der informerer københavnerne om denne skelsættende begivenhed, alene koster 6000 kroner. Spørgsmålet, man kan stille sig, er: Er det nødvendigt at bruge så mange penge på den slags skilte?

Sareen fører folketingsvalgkamp
I S og SF er man forbløffet og lidt irriteret over, at den radikale gruppeformand, Manu Sareen blankt afviser besparelser på daginstitutionsområdet. Hans løsningsforslag om at sætte skatten op for at skaffe pengene ved alle er politisk umuligt, og i det hele taget ser man Sareen spille en ellers for de radikale noget uvant rollen som populist, der hverken vil tage medansvar eller anvise mulige løsningsmodeller.
Det er mildest talt ikke sådan, at radikale politikere normalt ser sig selv. De radikale fremstår gerne som sagligheden selv på linje med økonomiske vismænd. Men alle på rådhuset trøster sig med, at Sareens udmeldinger formentlig hænger sammen med den radikale politikers personlige positionering over for københavnske vælgere forud for det kommende folketingsvalg. Det ligger nemlig i kortene, at Sareen trækker sig som medlem af Borgerrepræsentationen i selv samme øjeblik, at han får sæde på Christiansborg.
Det sætter også et punktum for den magtkamp, der i årevis har fundet sted mellem Sareen og arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester Klaus Bondam, og som kulminerede i timerne efter konstitueringsforhandlingerne, hvor de radikale vælgere pludselig skulle vende sig til at se en radikal blive borgmester på DF’s mandater. Sareen angreb dengang Bondam offentligt og fik stor støtte hertil blandt mange radikale vælgere og græsrødder.
Til gengæld påkaldte gruppeformanden med sin kritik sin partiformands vrede. Margrethe Vestager satte nemlig mere pris på, at Bondam ved at gå »i brudeseng med fanden selv« til gengæld med borgmesterposten havde reddet det sidste radikale brohoved i kommunalDanmark. Internt blev Sareen således banket på plads. For et par år siden blev Sareen udpeget af de radikale som statsrevisor – i øvrigt en ganske vellønnet post, der gjorde det muligt for Sareen at leve som fuldtidspolitiker. For nylig rettede Sareen ind og undskyldte på de radikales lokale generalforsamling for, at han offentligt havde kritiseret Bondam. Dette træk udlagdes derfor også som et forsøg fra Sareens side på at komme sin partiformand på Christiansborg i møde efter at have været i »Bad Standing« siden kommunalvalget.
Med Sareen snart ude af københavnsk politik, så bliver Bondam inden så længe helt »herre i eget hus«. Det betyder formentlig, at de radikale vil skrue ned for retorikken og søge ind i et tættere samarbejde med S-SF, ligesom det var tilfældet i forrige valgperiode. Det ser man selvsagt frem til både hos S og SF.
Det er i øvrigt også interessant, at ingen af de øvrige nuværende radikale gruppemedlemmer bliver anset som værende særligt egnet til at kunne overtage gruppeformandsposten. Det bedste bud i dag er derfor, at det bliver første-suppleanten, tidligere borgerrepræsentationsmedlem Kasper Johansen, der efter Sareens ventede exit overtager den radikale gruppeformandsstol.