mandag den 20. september 2010

”Regeringspartnernes” budgetforlig

Konservative sikrede de radikale en afgørende indflydelse

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 21. september 2010.

Tidligt fredag morgen fik de trætte hovedforhandlere fra S, SF, de radikale og de konservative forhandlet årets budgetaftale endeligt på plads. Overborgmester Frank Jensen fik endnu engang bevist, at han mestrer det politiske håndværk, selvom at det dygtigt iscenesatte billede af den rummelige, åbne og ”flinke” Frank Jensen undervejs krakelerede.

Overborgmesterens strategi var fra begyndelsen lagt efter at få et forlig, som rakte ud over det lille flertal, som socialdemokraterne og SF i forvejen har til sammen. Frank Jensen abonnerer på den grundholdning, at han som overborgmester er forpligtet til at samarbejde bredest muligt i borgerrepræsentationen. Ikke fordi han nærer de store sympatier for politiske modstandere, men fordi det overfor vælgerne og kommunens samarbejdspartnere signalerer politisk bredde, pragmatisme og ikke mindst politisk lederskab. Derfor ville Frank Jensen – præcis som alle hans forgængere i overborgmesterstolen gjorde det - gå ganske langt for at få mindst et af de borgerlige partier med i en budgetaftale og helst også med de radikale.

SF - kommunal regeringspartner
Hos SF lod man traditionen tro socialdemokraterne alene om behovet for at ville sikre den politiske bredde. Endte budgetforlig med et smalt S-SF forlig, så ville SF alt andet lige kunne få flere af deres krav igennem. Men SF har længe været under et pres fra partifællerne på Christiansborg for at indgå i et tæt samarbejde med socialdemokraterne. På pressemødet efter forliget blev indgået brugte SFs sundhedsborgmester Ninna Thomsen endda formuleringen ”kommunale regeringspartner” SFs samarbejde med S. Der er derfor ingen tvivl om, at det selvbevidste store SF nu opfatter situationen som, at partiet indgår i et forpligtende ”regeringssamarbejde” på Rådhuset sammen med Socialdemokraterne.

SF-krav forinden handlet af
Selvom at S-SF meget tidligt fik forhandlet SFs hovedkrav ind i det regneark, som blev den centrale ramme for forhandlingerne, så accepterede partiet Frank Jensens krav om at forsøge at udvide forligskredsen med flere partier. Han indledte forhandlingerne med at præsentere partierne for regnearket, hvor der i realiteten kun kunne flyttes rundt på ca. 300 millioner kr. på kommunens 23 mia. kr. store driftsbudget for 2011. Anlægsbudgettet var der tidligt bred enighed om. Det er uden for enhver diskussion, at flere børn kræver, at kommunen bygger flere skoler og daginstitutioner. Således beløber de samlede bruttoanlægsinvesteringer over de næste fire år sig til næsten 10 mia. kr. Sådan må det være, når kommunen vokser med ca. 1000 indbyggere om måneden.

Temaforhandlinger
Mandag i sidste uge begyndte så de tre dages såkaldte ”temaforhandlinger”. Det er en nyskabelse på rådhuset, hvor partierne først hver især præsenterer deres krav inden for de forskellige fagområder, hvor efter overborgmesteren tog sig god tid til at lytte til partiernes ønsker. Undervejs forholdt SF’erne sig mærkbart passive, hvilket forstærkede indtrykket hos de øvrige partier, at SF forinden var handlet af bl.a. med betydelige indrømmelser til teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaards forskellige ønsker til grønne vækstinitiativer på hans eget budget. Samtidig havde SF bl.a. også fået fjernet den blandt pædagogerne forkætrede ”grønthøsterbesparelsen” på børne- og ungeområdet på små 40 mill. kr. Omvendt har SF for længst fået masseret de fleste toneangivende pædagogfagforeningsfolk i partiets bagland til at acceptere klyngeledelsen i daginstitutionerne.

K svageste led i kæden
Først torsdag middag gik realforhandlingerne i gang, og her blev partierne præsenteret for et nyt regneark, hvor der kun i meget beskedent omfang var taget hensyn til partiernes krav. Og her startede dramaet. Frank Jensen vurderede, at især Venstre havde signaleret, at partiet ikke var interesseret i at gå med i et forlig. Gik Venstre fulgte DF med ud, men til gengæld havde Frank Jensen formentlig allerede i god tid sikret sig, at de konservative ville blive tilbage. Overborgmesteren kunne nå et resultat med et forhandlingsvilligt borgerligt parti, der længe havde signaleret at man ingen problemer havde med at gå solo udenom VKO-blokken for at få indflydelse. Et rent drømmescenarie for Frank Jensen, som dog blev forhindret af, at V, DF og Ø fik etableret en fælles front med de radikale om, at man nu forlod forhandlingerne. En uhellig alliance mellem fløjene, som partierne også - troede de – omfattede de konservative. Men om eftermiddagen fik de konservatives Mogens Lønborg og Frank Jensen gang i forhandlingerne alene. Her betingede K sig, at man kun indgik i en budgetaftale, hvor i de radikale også var med. Partiets forhandlere Manu Sareen og Klaus Bondam, som egentlig havde indstillet sig på et forhandlingssammenbrud, blev derfor inviteret inden for i varmen, hvor man blev siddende til at en aftale kom i hus. Med de radikale og de konservative ombord havde Frank Jensen således sikret sig den fornødne politiske bredde. Men før han kunne forhandle videre, så måtte Enhedslisten, DF og Venstre lempes ud af forhandlingslokalet. Og i den øvelse fik Frank Jensen mildt sagt blandede stilkarakterer.

Fik ultimatum
Overborgmesterens taktik gik ud på at stille alle partierne overfor et ultimatum. For at de kunne deltage videre i forhandlingerne skulle de acceptere besparelserne som følge af indførelsen af ”klyngeledelse” i daginstitutioner og mere kontroversielt. Takstforhøjelser i kommunens daginstitutioner, hvor prisen nu stiger med 200 kroner om måneden for vuggestuebørn og 55 kroner om måned for børn i børnehaven.

Brutale Frank
Imidlertid bed Enhedslisten og Venstre sig fast i bordet. De forsøgte med helt at undgå at forholde sig til Jensens krav og lod sig ikke smide ud. Undervejs gik bølgerne så højt, selv målt efter rådhusets skala, og det var svært for især overborgmesteren at holde den urbane tone under hele forløbet. For socialborgmester Mikkel Warming (Ø) var det især vigtigt at få tilført ekstra midler til socialområdet, hvor man står over for udfordringen at servicere flere handicappede med særlige behov, men for de samme midler. Imidlertid afviste Frank Jensen, at der kunne blive råd til de 20 millioner kr. ekstra til socialområdet, som Warming krævede. Efter at Ø blev smidt ud af forhandlingerne, fandt forligspartierne imidlertid senere i alt 35 millioner kr. til området. Venstrefolkene signalerede en interessere i at acceptere takststigningerne, hvis partiet kunne få indflydelse på andre områder fx at der blev gjort noget ved overadministrationen af børne- og ungeområdet, men det afviste Frank Jensen blankt, hvorefter Venstre og DF også røg ud af forhandlingerne. Blandt partierne var man rystede over, hvad de opfattede som Frank Jensens brutalitet, men også forargede over, at de konservative – efter Vs og Øs vurdering – havde brudt alliancen og solgt sig for billigt til S-SF.

Radikale afgørende
I den snævre forhandlingskreds gik man nu i gang med en ny runde forhandlinger, som forløb til langt ud på de små timer fredag morgen. Her var det især de radikales Manu Sareen, som gjorde sig ”besværlig” bl.a. for at socialområdet fik tilført ekstra midler. Også ved den lejlighed gik bølgerne højt. Denne gang mellem de radikale og SF, hvor Kjeldgaards teknik og miljøområde pludselig undervejs stod til aflevere 15 mill. kr. til socialområdet. De radikale fik dermed lov til at ”presse citronen” i bevidstheden om, at de konservative havde overladt dem den nøglerolle, at K havde gjort det klart, at man ikke indgik i et forlig uden de radikale. Netop fordi det var Frank Jensen, som ønskede det brede forlig, så man i SF det ikke som deres opgave pludselig at levere store indrømmelser for, at alle ender kunne mødes. Men med overborgmesterens mellemkomst fandt man de nødvendige midler bl.a. med lidt flytten rundt på tallene i det efter deltagernes vurdering til lejligheden udarbejdede ”luftige budget”.

Bredt forlig
Målt på direkte politiske indrømmelser er de radikale og især teknik og miljø- borgmester Bo Asmus Kjeldgaard forligets to store vindere. Men ser man på de enkelte forvaltningsområder, så er både Enhedsliste-borgmester Mikkel Warmings socialområde og Venstreborgmester Pia Allerslevs kultur og fritidsområde også blev tilgodeset i budgettet bl.a. med en ny, stor idrætshal på Arsenaløen. Også socialdemokraterne kan være tilfredse. Anne Vangs børne- og ungeområde bliver ”gældsaneret” og man fandt de 180 millioner kr., der forinden manglede i budgettet, mens store dele af besparelserne blev droppet undervejs. Og Frank Jensen fik det brede forlig, som han havde håbet på. Dertil kommer, at han igen fik splittet de borgerlige. Den slags fornøjelser lever socialdemokrater længe på.

Borgerlig splittelse
S-SF-alliancen på rådhuset, der også er sat i verden for at vise partiernes regeringsduelighed på landsplan kan desuden glæde sig over bl.a. at have et konservativt folketingsmedlem Rasmus Jarlov med i forligskredsen til at blåstemple alliancen. Det vil man notere sig i Venstre foruden den iagttagelse, at Lønborg nu igen - efter at krudtrøgen har lagt sig - er at finde i samme lejr som socialdemokraterne. Det var også situationen efter konstitueringsforhandlingerne i fjor, hvor K sent og som en slags barmhjertighedsgerning – eller langsigtet politisk investering - af Frank Jensen blev lukket ind i de tre røde partiers store forligskreds. Det skete efter, at V og O meget overraskende for alle havde gjort den radikale Klaus Bondam til borgmester på de borgerliges stemmer. Det var således udelukkende Frank Jensens nådegaver i form af pæne ”ben” og poster til Lønborg og Co., der reddede resterne af den konservative leders ære, efter at de to andre borgerlige partier havde solgt Ks borgmesterpost. Måske var det netop kombinationen af Frank Jensens udviste storsind – og Lønborgs mistro til VO – der denne gang gjorde udslaget for K. VO skyldte man i hvert fald ikke noget.

Strid om parkeringspladser
De konservative henviser til, at det er den lange række af politiske mærkesager, som man har fået opfyldt. Juvelen i buketten, i det der med meget god vilje kan kaldes synlige borgerlige mærkesager, er 2000 parkeringspladser i brokvartererne. Ifølge K sikrer budgetforliget, at kommunen nu kan købe ekstra parkeringspladser på private anlæg, der ellers står tomme om aftenen. Hos Venstre mener man imidlertid ikke, at K kan disponere over midler, der kan bruges til formålet, i det disse midler er omfattet af et tidligere parkeringsforlig, som Venstre er en del af. Dvs. Venstre hævder, at de kan nedlægge veto. Der er dermed lagt op til et stort skænderi blandt de borgerlige, som Frank Jensen næppe begræder. Det understreger bare, hvor uendelig lille en trussel de borgerlige partier p.t. udgør mod hans lederskab.

Frank Jensens indsats som forligsmager og S-SFs første samarbejde om budgettet kan derfor kun betegnes som en gedigen succes.

2 kommentarer:

Rasmus Jarlov (Konservative) sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Rasmus Jarlov (Konservative) sagde ...

Der er ting i din beskrivelse af forløbet, som jeg slet ikke kan genkende, men nogen af beskrivelserne er rigtige.

Jeg vil give dig fuldstændigt ret i, at budgetforliget styrker Frank Jensens image. Det kunne vi konservative naturligvis godt have valgt at lade være at bidrage til.

Så havde københavnerne bare ikke fået 2.000 parkeringspladser og styr på fagligheden i folkeskolen, hvor vi fik en skole med ekstra udfodringer til børnene i matematik og naturfag, niveaudeling i de store klasser i samtlige folkeskoler og resultatløn til skolelederne. Den borgerlige fløjs minimale størrelse taget i betragtning er det over niveau og ingen kan betvivle, at de udelukkende skyldes vores indsats i forhandlingerne.

Det essentielle spørgsmål er om taktik og profilering er vigtigere end borgerlige resultater. Det syntes vi ikke, det var. Hvis man vægter profilering højere end resultater i det første valgår, så har man efter min opfattelse ikke nogen berettigelse i politik.