Fortsat behov for oprydning i Københavns økonomi

Er der mon kommet styr på børne- og ungeområdets budgetter?

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 5.oktober 2010.

På Københavns Rådhus har der siden budgetforliget blev indgået for tre uger siden åndet ro og fred. I denne uge vedtager politikerne så budgettet for 2011, hvor det en sidste gang vil blive angrebet både fra højre af VO og af Enhedslisten fra venstresiden.
Med budgetforliget er rammerne nu lagt for resten af valgperiodens investeringer især på børne- og ungeområdet med byggeri af børnehaver, daginstitutioner og skoler. Spørgsmålet er om overborgmester Frank Jensens politik med etablering af klyngeledelse i daginstitutionerne vil skabe de besparelser, som kommunens embedsmænd hævder. Det bliver også interessant at se om børne- og ungebudgettet vil holde, eller om politikerne pludselig igen bliver præsenteret for løbske millionunderskud, hvor det bliver nødvendigt at finde penge frem fra gemmerne for at lukke hullet. Sporene skræmmer, når det hverken lykkedes for borgmestrene Per Bregengaard, Enhedslisten eller Bo Asmus Kjeldgaard (SF) at få styr på børne- og ungeområdets økonomi. Nu har socialdemokraternes Anne Vang ansvaret sammen med Frank Jensen ansvaret for at borgerne ikke igen skal vågne op til avisforsider om, at der mangler trecifrede millionbeløb i kassen. Ikke at det i så fald vil kunne true S-SFs magt, men det vil kunne pille noget af den glans, der lige nu omgiver Frank Jensen. Overborgmesteren har med en autoritet, som man ikke har set i København i mange år, skabt en fornemmelse af, at der nu er pænt ”styr på butikken”. Varer det indtryk længe, kan det måske veksles til en stor socialdemokratisk mandatfremgang ved næste kommunalvalg i 2013.

København er lønførende
København må, trods stilheden efter budgetaftalen blev indgået, alligevel sige at have været i offentlighedens søgelys. Kommunens adm. direktør, Claus Juhl, kom således i sidste uge på forsiden af BT, fordi han med en årsløn på 2,14 millioner kr. inkl. pension topper listen over højtlønnede kommunaldirektører. Dertil har Juhl fået en flot lønstigning på 22 pct. over fem år. Og det sker i en tid, hvor de fleste kommuner er presset økonomisk til at skære i budgetterne og tvunget til at spare milliardbeløb. Dertil står de kommunale chefers lønstigninger i en skærende kontrast til andre kommunalt ansatte, der de næste år har udsigt til en minimal lønudvikling. For Juhl er på ingen måde den eneste, der kan glæde sig over mere på lønkontoen. Lønstigningen omfatter alle kommuners øverste chefer. Københavns øvrige direktører har fx alle fået lønstigninger på mellem 22- 35,7 pct. over fem år. De tjener nu alle i omegnen af 2 mill. kr. årligt. Det er direktøren i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, der er rekordindehaver med en lønstigning med 35,7 pct. over fem år til 1.947.852 kr. Til sammenligning tjener statsministeren 1.515.206 kr. om året. Overborgmesterens aflønning fremgår, i modstrid med hvad kommunen hævder, ikke af dens hjemmeside, Men ifølge dr.dk lå grundlønnen i 2009 på 880.955 kr. Dertil kommer også en række ”fede ben”, så Frank Jensens aflønning formentlig ligger i omegnen af statsministerens løn.

”En københavnersag”
Det mest interessante er dog, at ingen af Københavns direktører har gjort noget aktivt for at få de pæne lønstigninger. Fx gennem en individuel forhandling. Det er bare sket automatisk. Ifølge BT forsvarer kommunens direktører, at lønudviklingen er reguleret af Kommunernes Landsforening (KL), mens formanden for KLs løn og personaleudvalg Michael Ziegler sagde til avisen, at der er tale om ”en københavnersag”, som han ikke ville udtale sig om.

Forklaringen på lønstigningen er, at KL i 2007 har reguleret direktørlønningerne, fordi direktørerne over hele landet får mere ansvar som følge af kommunesammenlægningerne. Imidlertid er København hverken blevet sammenlagt med andre kommuner. Direktørerne har heller ikke fået mere ansvar. De er bare heldige og blevet forgyldt, fordi de er havnet i den pulje og lønramme, hvor de opnår den samme lønfremgang som deres kolleger ude i landet. Regningen for de ubegrundede lønstigninger betales dog af de københavnske skatteydere. Politikerne på rådhuset har imidlertid det problem, at det er håbløst at gøre noget ved sagen, som de ingen indflydelse har på. For det vil betyde, at kommunen skal genåbne forhandlingerne om lønreguleringen igennem KL-systemet. Og det sker heller ikke uden personaleorganisationernes accept, hvilket gør det til en fuldstændig håbløs affære uden skyggen af chance for succes. Så hellere lade historien fare, vurderer de fleste politikere. Så undgår man også at direktørerne kunne blive sure, og de 3-4 mill. kr. ekstra til direktørlønninger, er trods alt ”peanuts” på kommunens driftsbudget på ca. 23 mia. kr. I øvrigt vil borgernes forargelse vil næppe heller vare ved. Det er den kyniske kalkyle i en absurd sag, hvor ingen kan give fornuftigere begrundelse for direktørernes eksorbitante lønstigning andet end en henvisning til uigennemskuelige bureaukratiske regler om lønrammer mv.

Kontant afregning
Måske kan Københavns Kommunes adm. direktørs kommunikationsevner i pressen begrunde lønstigningen? I hvert fald skulle Claus Juhl i DR1s hårdtslående forbrugerprogram ”Kontant” i sidste uge forklare, hvorfor de københavnske daginstitutioner igennem centrale indkøbsordninger var tvunget til at handle dagligvarer til langt dyrere priser hos kommunens leverandører frem for at handle billigere ind i supermarkeder. ”Kontant” kunne dokumentere påstanden med brug af dyre vandmeloner og andre dagligvarer. Kommunen er dog gennem et nylig intern revisionsrapport også blevet klar over problemet, efter at politikerne allerede i foråret iværksatte en undersøgelse efter en række klager. At det er billigere for fx børnehaver at handle økologiske varer i fx den lokale Netto eller Fakta er noget paradoksalt alt den stund, at centrale indkøbsordninger er sat i verden for, at kommunen gennem storindkøb sparer penge ved at den får klækkelige rabatter. Perspektivet i sagen er dog, at kommunen samlet årligt handler ind for 8,8 mia. kr., hvor dagligvarer ”kun” udgør 200 mill. kr. Faktisk regner kommunen med årligt at spare 20 mill. kr. ekstra på centrale indkøbsordninger. Kommunen mener dog fortsat, at ordningen generelt er en succes for de større institutioner. Fx vil man fortsat have indkøbsordninger for varer, som elektricitet, IT-udstyr, benzin og en række andre varer. Kommunen sparer eksempelvis seks mill. kr. om året på indkøbsaftalen om el.

Fleksibelt indkøb fremover
Alligevel fungerer indkøbsordningen åbenbart dårligt for de mindre daginstitutioner, hvor det bl.a. kræver, at de selv bruger tid på holde øje med de billigste priser blandt kommunens 16 leverandører. Dertil kommer, at dagligvarepriserne skifter konstant. Så til glæde for sikkert alle parter, så laver kommunen nu indkøbsordningen om, så den bliver mere fleksibel og i større grad giver daginstitutionerne mulighed for at handle ind, hvor de vil, hvis de vurderer, at det er bedst og billigst.

Sjusk i socialforvaltningen
Men straks er en sag i god gænge, før man på rådhuset har måttet forholde sig en helt anden interessant sag. Revisionsfirmaet Deloitte har i forbindelse med revisionen af Socialforvaltningens regnskab 2009 nemlig konstateret ”væsentlige fejl i 70 pct. af de gennemgåede personsager, heraf 46 pct. med refusionsmæssig betydning”, som det hedder i en redegørelse til økonomiudvalget. I korte træk betyder det, at socialforvaltningen i 2008 mangler bilag for udgifter for mellem 10-15 mill. kr. For uden bilag vil Socialministeriet ikke refundere de udgifter, som kommunen har lagt ud for. Med andre ord: Sjusk i kommunens forvaltning gør, at skatteyderne i København, nu må holde for. Den slags plejer at give politisk ballade.