Borgmestervalg i utide

De radikales valg af Bondams afløser som integrationsborgmester mødes af alle med forundring. Ikke mindst blandt radikale.

Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 16. november 2010

Af Jarl Cordua

Det politiske miljø i København vågnede for et par uger siden op til et mindre chok, da det blev kendt at den radikale integrations og arbejdsmarkedsborgmester Klaus Bondam stopper den 31. december for at blive direktør for Det Danske Kulturinstitut, der har kontor i Bruxelles i Belgien. Bondam blev borgmester omtrent da radicoolismen kulminerede i 2005. I alt når han at sidde som borgmester i omkring fem år og BR-medlem i ni år. Men chokket eller lettelsen over en konges abdikation varer ikke ret længe. For i stedet begynder alle at spekulere i, hvem der nu bliver efterfølgeren. I gamle dage var reglerne at borgmestre eller partiformænd i god tid udså sig kronprinser, sådan at magtoverdragelsen kunne ske i god ro og orden. Men det var der ikke rigtig tale om, da Bondam varslede sin afgang. Den naturlige nr. 2 er klart gruppeformand Manu Sareen. Han var ikke en kronprins i gammeldags forstand. Faktisk er det ingen hemmelighed at Bondam og Sareen ser meget forskelligt på mange ting: Strategi, taktik, politik og ikke mindst om Bondam kunne sætte sig i borgmesterstolen på DFs mandater, som det fremgik af den dramatiske konstituering for ca. et år tilbage. Sareen gik således til angreb gennem medierne på Bondam i timerne efter, men måtte bl.a. efter at fået vredet armen om af partileder Margrethe Vestager acceptere beslutningen, der mødte stor kritik blandt partiets medlemmer og ikke mindst vælgere, der følte sig snydt. Alligevel kom det ikke som nogen stor overraskelse, da Sareen tidligt meldte sig ud af kampen om at blive borgmester, da han satser på en karriere som folketingspolitiker efter næste valg. Derved opstod der et magttomrum. Den slags har det som bekendt med at blive fyldt ud ganske hurtigt.

Valgt mod alle odds
Især to kandidater skilte sig ud: Katrina Feilberg, som går for at være en lidt ”lyseblå” radikal og Margrethe Wivel, som nogle vurderer som ”lyserød”. De har begge siddet fem i år BR og har desuden deres ”folkelige gennembrud” til gode. Med andre ord: Vælgerne kender kun Bondam og Sareen. Med Bondams afgang så vender Kasper Johansen fra årsskiftet tilbage som BR-medlem. Han sad i BR i sidste valgperiode, men gled ud ved valget i fjor. Også han mente lagde billet ind på at blive borgmester. Sidst, men – skulle det siden vise sig – ikke mindst var Anna Mee Allerslev, som både er den yngste (26 somre) og hvad angår politisk erfaring, i det hun alene har siddet i BR i godt 11 mdr. Den 1. november mødtes de fire plus Sareen, men efter mødet, som endte med at vare til langt ud på natten, stod det pludselig klart, at Allerslev – mod alle odds – var blevet valgt som ny radikal borgmester.

Ingen brok i krogene
Ifølge Politiken, så stod kampen især mellem Feilberg og Wivel, men det kom – påstås det - ikke til en direkte afstemning undervejs. Deltagerne forklarer, at de ”talte sig til rette” og da både Feilberg og Wivel ikke kunne acceptere, at den anden blev borgmester, så gik man over til alternativerne. Her mener nogle iagttagere, at Sareen klart foretrak Allerslev, som bliver set som hans protegé. Ifølge nogle iagttageres vurdering foretrak Wivel herefter også Allerslev, hvorved at det stod 3-2 til det yngste gruppemedlem. Herefter enedes mødedeltagerne om, at man samlet stod bag en fælles truffen beslutning, som alle skulle bakke op. Det skete også. Ingen brok i krogene. Indtil videre.

Fire gange på talerstolen
Alligevel er beslutningen blevet mødt med stor forundring blandt samarbejdspartnere, iagttagere og ikke mindst mange ledende folk i det radikale bagland. Beskrivelserne af Allerslev tyder på mange gode personlige egenskaber, men det er de færreste, der kan få øje på det åbenlyse politiske talent, der derfor kan berettige, at hun nu skal være borgmester. Det er i øvrigt ofte sket, at BR-medlemmer i tyverne efter en enkelt valgperiode er blevet borgmestre blandt dem fx Anne Vang og Jakob Hougaard. Og de have alle forinden demonstreret et eller andet politisk talent, som man kunne forklare beslutningen med. Der er ingen, der erindrer, at Allerslev har født en god politisk idé eller et originalt forslag bortset fra det om, at kommunen nu skulle på Facebook. Det var der imidlertid – og sagt på jysk - ikke megen stemning for blandt partierne i BR-salen, hvor en uofficiel optælling viser, at Allerslev på 11 mdr. kun har besteget talerstolen fire gange. Blandt andet med et indlæg, der indeholdt en varm støtte for moskeen på Amager.

Katastrofal beslutning
Officielt holder de fire øvrige BR-kandidater gode miner til slet spil udadtil. Men det er kun på overfladen. Stemningen er på nulpunktet i BR-gruppen. Det sås fx så tydeligt under det seneste møde i BR-salen, at omgivelserne ikke er i tvivl. Det er en dødssynd at bagtale hinanden hos de radikale, hvor man gerne ser sig som lidt pænere mennesker end hos de andre partier. Det gælder ikke mindst, når de slås. Skeptiske partifæller er siden valget af Allerslev blevet forsøgt overbevist med halvhjertede argumenter som ”hun bliver god” og ”hun har SÅ megen drive”. Men intet tyder på, at det endnu har sparket en gejst i gang i det radikale parti. Tværtimod betragtes valget af Allerslev af mange radikale som en regulær katastrofe for partiet, og man er mere en ængstelig for, hvordan Liste B skal kunne bevare sit mandattal og deres eneste borgmesterpost med en ukendt topfigur, som kun meget få – om nogen - tiltror de store chancer for at slå igennem politisk og mediemæssigt. Og man kan godt på rådhusets gange støde på den vurdering, at Manu Sareens støtte til Allerslev måske i virkeligheden bunder i en kynisk spekulation i, at den kommende borgmester dermed ikke kan tage fokus fra Sareens personlige medieprofilering op til folketingsvalgkampen.

Allerslev får modkandidat
Gruppemødet traf en i mange radikales øjne helt forkert beslutning, men umiddelbart må konklusionen alligevel være: At løbet er kørt. Allerslev bliver borgmester. Formelt er der dog stadigvæk en mulighed for at omgøre beslutningen, inden den skal træffes på et BR-møde først i december. Jeg giver det derfor 10 pct. chance, at BR-gruppen forinden alligevel vælger en anden og mere erfaren kandidat end Anna Allerslev. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er Københavns Rådhus’ politikere uofficielle mestre i at rende fra tidligere trufne beslutninger. Hvis ikke det sker, så holder denne iagttager på, at Allerslev får en rival inden, at de radikale inden næste kommunalvalg vælger deres spidskandidat.

DF-drilleri
DFs Carl Christian Ebbesen har undervejs fået megen omtale på at bringe det synspunkt frem, at der er juridiske argumenter for, at DF skal sige god for at Allerslev kan blive borgmester, når nu de siden valget i fjor er i valggruppe sammen. Det var som førnævnt DFs mandater, der gjorde Bondam til borgmester. Imidlertid er der tale om teatertorden. Ingen – heller ikke DF – kan holde politisk til at åbne for en ny fordeling af denne valggruppes udvalgsposter mv. Det vil Venstre ikke være med til. Men derfor kan man jo godt som Ebbesen bruge anledningen til politisk drilleri og markere, at DF i grunden ikke bryder sig om de radikale. Det er i øvrigt gensidigt!

Reformforslaget der blev væk
Imens de radikale slikker sårene oven på borgmestervalget, så har andre på rådhuset observeret, hvor trægt det egentlig går med regeringens bebudede reform af styreformen i København og de store byer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen spillede i februar ud med et forslag, der afskaffede magistratsstyret i de tre store provinsbyer samt det delte udvalgsstyre i København for at erstatte det med et flertalsstyre, som man har det i de øvrige af landets kommuner. Hovedargumentet er, at det dermed i højere grad skal ”tydeliggøres” overfor vælgerne, hvilke partier og politikere i et byråds politisk flertal, som har ansvaret for den politiske udvikling, økonomi mv. på godt og ondt. Den udmelding blev reelt dødsstødet til Venstres borgerlige borgmester og måske også de radikales samt Enhedslistens borgmester i København. Hvis valgresultatet fra 2009 bliver gentaget i 2013, og en reform i mellemtiden er blevet vedtaget, kan S-SF fordele samtlige af kommunes syv borgmestre mellem sig. Formentlig efter fordelingsnøglen fire borgmesterposter til S og tre til SF.

Status Quo billigst
Imidlertid har ingen politikere hørt meget mere til Løkkes bebudede reform. Der er reelt ikke mange i Venstre ud over Løkke, som har travlt med at aflive de borgerlige borgmestre i storbyerne. Det kan der også være andre grunde til end de partitaktiske. For bredt politisk er der stor enighed om, at ”mindretalsbeskyttelsen” er helt central for at en styrereform kan blive en succes. Det betyder fx at oppositionspartierne til højre og venstre i salen skal have et apparat, der kan kontrollere ”regeringsmagten” i København. Og skal de ledende politikere fx have en attraktiv løn, der modsvarer borgmestrenes? For hvordan kan disse partier rekruttere politikere af en vis kvalitet, når der ikke er umiddelbar udsigt til at blive borgmester? I dag bruger oppositionen deres borgmestersekretariater og embedsmændene som hjælp til at kontrollere overborgmesterens og flertallets magtapparat. Efter en ny reform får oppositionen derfor hver især naturligvis et behov for (offentlige) midler til at opbygge deres egne sekretariater. Og det bliver dyrt. For hvis sekretariatsbistanden skal være af en hvis kvalitet med dygtigt akademisk personale, pressefolk osv, så kræver det også at partierne kan rekruttere andre end efterlønnere og studerende. Det vil koste betydelige midler, lyder argumentet. Men ingen kendte beregninger foreligger. Måske er den tiltænkte reformløsning endda betydeligt dyrere frem for, hvis man lader styreformen være som den er. Skal Løkke nå at fremsætte et forslag og få det vedtaget inden folketingsvalget, så skal det snart ske. Intet tyder dog på, at et sådant forslag er lige om hjørnet. Spørgsmålet er i øvrigt om en evt. kommende ny rød regering kan nå at fremsætte og vedtage et reformforslag inden kommunalvalget i november 2013. Det afhænger formentlig af, hvornår folketingsvalget kommer. Og det kan trække ud til næste efterår. Uanset hvad vil det påvirke politikerne på rådhuset. For skal politikere med ambitioner - udenfor S-SF – så droppe BR og søge en karriere mod Folketinget frem for at blive i københavnsk politik og forsøge at blive borgmestre eller få en attraktiv løn med en god sekretariatsbistand? Netop det spørgsmål mener iagttagere på rådhuset, kan påvirke mange karrierevalg negativt. Og det er de fleste partier faktisk enige om, ville være rigtigt skidt for København.