Midt i en oppositionsløs tid

Kun lidt internt kævl blandt budgetpartierne kan ødelægge julehumøret hos Frank Jensen

Bragt i Bryggebladet nr. 19 den 30. november 2010

Af Jarl Cordua

Overborgmester Frank Jensen har det for nemt. Fraværet af opposition er næsten øredøvende. VKO er splittet ad, hvor især V og K kigger skævt til hinanden, mens Enhedslisten måske på grund af hensynet til deres socialborgmesterpost ikke rigtig formår at spille rollen, som bidsk vagthund.

Imidlertid er stemningen blandt budgetpartierne ikke den bedste. For nu at sige det pænt. Det viser en særdeles ”munter” mailkorrespondence, som Deres klummeskribent er kommet i besiddelse af.

Sagen handler om det stærkt økonomisk skrantende kulturelle lokalblad ”Magasinet KBH”, der forud for efterårets budgetforhandlinger i september klagede sin nød overfor politikerne. Imidlertid kom der ikke noget ud af at stå med hatten i hånden. Og uden et tilskud fra kommunen vil magasinet ”gå ind”.

Magasinet KBH: Kjeldgaard modarbejder os
Nu er der så indledt slagsmålet mellem budgetpartierne om, hvem som bærer skylden for at Magasinet KBH ikke længere kan komme på gaden. Magasinet redaktør Anders Ojgaard har således i en mail stilet til S og SF kritiseret især SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard for personligt at have ”modarbejdet magasinet KBH”. Det fik Mette Reismann, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne og Ayfer Baykal - politisk ordfører for SF op af stolene i en skarpt svarmail. For ud over at finde redaktørens kritik af Kjeldgaard for ”utilstedelig” så rettede S-SF kanonerne mod den radikale borgmester, som man i mailen direkte beskylder for at handle populistisk og illoyalt mod budgetforligets parter:

”Det er derfor overraskende, at den afgående borgmester Klaus Bondam fra Det Radikale Venstre åbent kritiserer SF – og de andre forligspartnere – for ikke at prioritere Magasinet KBH, og på egen hånd vælger at udtrykke ønske om magasinets redning, når hverken han eller Det Radikale Venstre dels ikke har prioriteret dette område OG dels har underskrevet budgetaftalen. Måske har Det Radikale Venstre misforstået konceptet ’budgetforlig’, idet et færdigforhandlet budget giver mulighed for at arbejde fremadrettet med de muligheder budgettet åbner op for; skal hver en budgetpost vilkårligt genforhandles, når én eller flere mener dette er nødvendigt (af den ene eller anden årsag), vil Københavns Kommune ligge i evige forhandlinger og kun kunne udrette meget lidt – om noget. En aftale om et forlig indgås mellem parter, der forventes at holde den. Alt andet er utroværdigt. Når De Radikale, med borgmester Klaus Bondam i spidsen, vedholdende fremturer med, at en redning lurer lige om hjørnet er det alene udtryk for populisme og ikke realiteter.

Hul radikal kritik
Svaret fra Bondam er også interessant:
Heri forsvarer borgmesteren sig med, at han på ”intet tidspunkt offentligt og åbent har kritiseret SF”, men han har tilladt sig ”at udtrykke en kraftig undren over at SFs Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard på intet tidspunkt nævnte den fortsatte finansiering af Magasinet KBH under budgetforhandlingerne” med henvisning til, at Magasinet KBH ”er vel og mærke et blad der i meget stor udstrækning alene omhandler TMF-relevante emner” (TMF:Teknik og Miljø-Forvaltningen red.).

Selvom Bondam kritiserer SF-borgmesteren for ikke at have ”nævnt den fortsatte finansiering”, så indrømmer den radikale borgmester blankt, at magasinets økonomi heller ikke af de radikale blev taget op under budgetforhandlingerne:

”Det er korrekt at Radikale Venstre har ikke nævnt Magasinet KBH i budgetforhandlingerne for nogle måneder siden, da vi partimæssigt havde valgt at lægge al vores forhandlingsmæssige styrke på et økonomisk løft af handicapområdet og børneområdet, samt sikringen af en krisepakke på beskæftigelsesområdet. Det lykkedes som bekendt.”

Det er åbenbart først senere, at sagen er blevet tilstrækkelig vigtig for Bondam, at han vil have den taget op på budgetkredsens møde den 1. december. Nogle vil mene, at Bondam måske skulle feje for sin egen dør først, før han beskylder SF-borgmesteren for ikke at prioritere sagen under budgettet.

Undervejs får de to ordførere fra S og SF ret kontant at vide, at de ikke skal blande sig i de radikales politiske prioriteter fremover:

”Hvis jeg skulle gøre som Mette Reismann og Ayfer Bakal lægger op til i deres mail, så har jeg altså ikke lov til, som ovenfor nævnt, at arbejde fremadrettet med muligheder, som budgettet i givet fald ikke åbner op for. Det er dumt og visionsløst at tænke sådan!”

Bondam dybt frustreret
I øvrigt beskriver Bondam usædvanligt åbenhjertigt om, hvordan han oplevede årets budgetforhandlinger, som ifølge ham selv var ”de mest frustrerende”, som han har medvirket i:

”Det er helt korrekt, som Mette Reismann og Ayfer Baykal skriver, at budgetforhandlingerne 'er en langvarig og ganske kompliceret proces'. I år deltog alle partier i et meget langt stykke af forhandlingsforløbet og stemningen har ikke altid lige positiv og konstruktiv. Den var på lange stræk meget anspændt! Dernæst skulle vi alle navigerer i en ny overborgmesters (i øvrigt udmærkede) tilrettelæggelse af forhandlingsforløbet. Det stod hurtigt klart for alle implicerede partier, (..), at der allerede var indgået en aftale mellem S og SF (inden forhandlingerne officielt startede). Det er der ikke noget forkert i. De to partier har flertal sammen alene, men det gjorde unægtelig forhandlingsforløbet yderligere kompliceret, da det ikke altid var lige let at afkode om et givent indspark stod til forhandling eller om det var 'klappet af' mellem S og SF. I mine ni år i Københavns Borgerrepræsentation og centralt placeret i budgetforhandlingerne gennem alle årene, er dette års forhandlinger de mest frustrerende jeg har medvirket i.”

Med andre ord: SFs magt var så stor under forhandlingerne, at De radikale ikke blot skulle forhandle resultater med overborgmesteren. SF havde vetoret. Sådan spillede klaveret som bekendt ikke i Kramers eller Ritts dage. Og så fornemmer man en hvis træthed både hos S og SF over de radikales trang til soloudmeldinger. Det kan undre lidt at den socialdemokratiske ordfører fører an i kritikken, da det netop var hendes chef, Frank Jensen, som personligt lagde sig i selen for, at få de radikale med i budgetforliget. SF derimod har al mulig interesse i, at holde de radikale uden for i fremtiden, da de som bekendt sammen med S alene udgør et flertal i Borgerrepræsentationen.

Sareens ansvar
Bondams tid i københavnsk politik er som bekendt ovre, og som tiden går, tyder alt på, at den radikale gruppe fastholder beslutningen om, at vælge den næsten nyslåede kommunalpolitiker Anna Allerslev på kun 26 somre som ny arbejdsmarkeds og integrationsborgmester. I sidste uge holdt de radikale i hovedstaden møde, hvor BR-gruppen fra flere sider blev bedt om at ”overveje beslutningen grundigt”. Det er radikalt kodesprog for, at mange er ganske utilfredse med BR-gruppens beslutning om at gøre Allerslev til borgmester, men fra organisatorisk hold tør man alligevel ikke kritisere den alt for meget. Meget betegnende for den radikale konfliktskyhed, så forlod den radikale leder Margrethe Vestager mødet i god tid inden de lokale kræfter skulle drøfte sagen. Hun skulle ikke fedtes ind i noget! Allerslev fik dog også en opbakning fra især de unge radikale i RU. Til gengæld mener flere radikale, at gruppeformand Manu Sareen har påtaget sig et stort ansvar for, at Allerslev ikke ender med at blive en fiasko. Sker det, så falder det tilbage på ham, lyder en vurdering også blandt radikale, i det mange ser Sareen som den direkte årsag til, at Allerslev blev valgt. Det afvises af dem, der mener, at afgørelsen faldt, fordi de øvrige tre kandidater i den radikale gruppe ikke kan døje hinanden og – for at parafrasere en tidl. radikal minister Bertel Dahlgaard – nærmest hellere vil dø en naturlig død end at se en af rivalerne sidde på borgmestertaburetten. Allerslev var ingen imod og desuden fremstår fx en Katrina Feilberg heller ikke som et oplagt alternativ. Hun er lidt mere erfaren end Allerslev, men med 31 år næsten lige så ung og har heller ikke fremvist det store politiske talent. Der tales ikke desto mindre stadigvæk i krogene om, at BR-gruppen kan ændre beslutningen inden borgerrepræsentationen vælger Allerslev til borgmester på mødet den 16. december.

Comeback til Fey
SFs tidligere gruppeformand Bjarne Fey røg overraskende ud af BR ved valget i fjor på trods af SFs store fremgang. Nu er han tilbage igen efter at den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald har forladt BR. Fey udgjorde en tidlig intern opposition til Bo Asmus Kjeldgaard, men forlod i forrige periode at forlade gruppeformandsposten i frustration over en på dette tidspunkt splittet gruppe. For tiden er der dog intet, der tyder på splittelse i SFs BR-gruppe. Tværtimod.

Enhedslisten skrumpet
For nogle uger siden blev Enhedslisten et BR-medlem mindre, da Jaleh Tavakoli, der kun har været medlem af BR siden årsskiftet, meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger. Ifølge Tavakoli, så er årsagen uoverensstemmelser mellem hende og resten af partiet i spørgsmålet om politisk islam og kampen mod religiøs fundamentalisme. Der er det nærmeste den tidl. enhedslistepolitiker kan komme en begrundelse. Tidligere har Tavakoli, der er født i Iran, stemt anderledes end sin gruppe, da et stort og bredt flertal i BR i efteråret gav tilladelse til opførelsen af en shiitisk moské på Vibevej. Tavakoli var imod opførelsen, som hun har kaldt for ”præstestyrets propagandacenter”. Tavakoli er talsmand for ”Frit Iran” og særdeles aktiv i herboende iraneres modstand mod præstestyret i Teheran. Uenigheden omkring moskeéen er dog ifølge Tavakoli ikke årsagen til hendes brud med Enhedslisten, som i øvrigt ikke havde problemer med, at den iranskfødte politiker i denne sag indtog et særstandpunkt.
Enhedslistens tab i form af stemmer er beskedent, i det Tavakoli kun fik 298 personlige stemmer. Det er kun i kraft af, at hun opstillede på en såkaldt ”partiliste”, at Tavakoli blev valgt. Havde Enhedslisten haft sideordnet opstilling ved kommunalvalget, som de fleste partier havde, var hun ikke blevet valgt ind. Blandt andet derfor er man i Liste Ø særdeles utilfreds med, at hun ikke har nedlagt sit mandat, sådan som partiets regler foreskriver, hvorved man kunne have beholdt de seks mandater, som vælgerne gav dem ved BR-valget.
Spørgsmålet er nu, om Tavakoli fx nu vil søge optagelse i SF eller blot fortsætte som løsgænger. Taget i betragtning af bl.a. løsgængerens mildt sagt uklare begrundelse for at forlade Enhedslisten, så skal S-SF nok vare sig for at lukke hende ind.