Tandbørsten blev hans skæbne

Dum sag kortslutter SF-borgmester karriere

Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 26. maj 2011

Af Jarl Cordua

Alt det farverige og uforudsigelige ved københavnsk politik var ellers ved at gå fløjten i denne valgperiode. Det var en udbredt holdning på Københavns Rådhus. Altså lige indtil torsdag eftermiddag før St. Bededagsferien, hvor rådhuset blev rystet af endnu en uforudset borgmesterafgang. For da blev det kendt, at SFs Teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard trak sig fra sin borgmesterpost efter, at Ekstra Bladet efter ganske grundig research kunne afsløre, at Kjeldgaard ikke levede op til valglovens bopælskrav, fordi han reelt boede hos sin kæreste på Frederiksberg. Afsløringen var så veldokumenteret, at Kjeldgaard kun få timer, at han blev konfronteret med Ekstra Bladets fotodokumentation, selv drog konsekvensen og forlod Københavns Rådhus efter 14 år som borgmester. Umiddelbart kunne man indvende, at der er tale om en skandale i den mindre ende af skalaen, idet ingen - slet ikke kommunen - har lidt noget tab ved, at Kjeldgaard har foretrukket at overnatte i kærestens store lejlighed på Frederiksberg frem for ungkarlehyblen på 56 kvm. på Sundbyvester Plads. SF’eren har naturligvis folkeregisteradresse i København, hvor han også har svaret skat. Men valgloven er imidlertid temmelig striks. Hvis ikke man bebor kommunen – fysisk - så er man pr. definition ikke valgbar. Når man således ikke er valgbar, så kan man hverken sidde i Borgerrepræsentationen eller som borgmester. Da Kjeldgaard ifølge Ekstra Bladet har været kæreste med den pågældende kvinde i ca. 4 år kan man spekulere i om han – ifølge valgloven - var valgbar ved kommunalvalget i 2009, hvor han var SFs overborgmesterkandidat. Under alle omstændigheder stiller ingen – heller ikke Kjeldgaard – spørgsmålstegn ved, hvorvidt reglerne er overtrådt. Det er de.

SFs hårde linje
Det er en sag, der rammer SF med hård kraft og udstiller et af partiets topfolk i København som en hykler. For som parti har SF sammen med Enhedslisten været hardliner i lignende spørgsmål om fx bopælspligt. Dvs. at partiet med næb og klør har bekæmpet enhver mulighed, at folk har kunnet købe bolig uden at have folkeregisteradresse i kommunen. Det er derfor på sin vis skæbnens ironi, at det netop bliver SFs mest erfarne mand i Borgerrepræsentationen, der må falde på en regel, der er i samme boldgade som bopælspligten.

Den anden sommer
Det er på sin vis også tragisk, at Kjeldgaard efter i årevis at have siddet på flere forskellige borgmester-ressortområder med store økonomiske problemer pludselig fik ”sin anden sommer” med de 17 måneder det blev til på den borgmesterpost, som blev hans ønskejob. Kjeldgaards store interesse kredsede særligt omkring miljøpolitik. Han havde det bedst med mærkesager som at gøre København CO2-fri for bilisme, flere cykelstier og det lidt tungere arbejde med at udvikle og fusionere byens forsyningsselskaber. Som politisk figur var han ikke til at komme udenom i sit eget partis byrådsgruppe, hvor det i flere valgperioder stod ganske småt til, når det gjaldt frembringelse af en politisk talentmasse. Kjeldgaards popularitet i partiet blev dog aldrig overvældende og han slog kun Villy Søvndals modkandidat Anne Baastrup som spidskandidat til kommunalvalget i 2009, fordi de ellers ret dygtige SF-strateger på Christiansborg sov i timerne og ikke gav Baastrup-kampagnen nok opmærksomhed. Dertil kommer, at Kjeldgaard selv trods alt førte en god kampagne, hvor han spillede fermt på den latente modvilje i den københavnske partiorganisation mod Søvndals i nogle SF’eres øjne lidt for hastige og smarte strømlining af partiet. Hos SF på Christiansborg vil de ingenlunde savne Kjeldgaard, selvom de sagtens kunne være denne pinlige sag foruden her kort før et folketingsvalg.

Sluttede på toppen
På Rådhuset har Kjeldgaards aktier hos politiske med-og modparter formentlig heller ikke været højere i kurs indtil nyheden blev kendt fredag eftermiddag. Han har aldrig været specielt vellidt blandt sine kolleger, men der har i hvert fald indtil for nylig været en god forståelse og tone mellem ham og den nye overborgmester Frank Jensen. Holdningerne hos politikerne til Kjeldgaard i de forrige valgperioder – og særligt valgperioden, hvor Ritt Bjerregaard var overborgmester - var til gengæld entydigt negative over hele linjen. Enhedslisten, de radikale, socialdemokraterne og de borgerlige var forbløffende enige om, at Kjeldgaard som børne- og ungdomsborgmester og som familie og arbejdsmarkedsborgmester var lidt for smart og hurtig til at tørre sine egne forvaltningers økonomiske problemer af på forgængerne. Politikerne berettede enslydende om en borgmester, som gerne tog æren selv for andres gode idéer, men ikke evnede at få løst problemerne i de stærkt økonomisk nødlidende og ganske svære borgmesterområder, som han sad med. Kjeldgaards ry som forhandler var endog, at han intet selv gav ved dørene, men ustandseligt gjorde sig besværlig og klagede sin nød. Socialdemokrater under Ritt Bjerregaard oplevede deres samarbejdspartner Kjeldgaard som decideret illoyal, hvor han efter deres opfattelse lækkede fortrolige oplysninger givet til ham fra overborgmesteren til pressen. Det skete fx i forbindelse med lukningen af det såkaldte Ungdomshus på Jagtvejen 69, hvor kommunen for at undgå uroligheder med møje og besvær havde skruet et kompromis sammen om et ungdomshus på Stevnsgades skole, som – hævder man – endda var blevet godkendt også af repræsentanter for ungdomshusaktivisterne. Men en S-spindoktor henviser i dag til en central kilde i SF-lejren, der siden forklarede ham, at Kjeldgaard forpurrede aftalen ved forinden at lække den til Politiken. Det fik herefter avisen til at konfrontere andre unge aktivister om aftalen, som de endnu ikke var taget med på råd om, hvor efter at den røg på gulvet med et brag. Herefter henlå dele af København i røg, damp, og demo’er i hen ved et års tid, hvilket formentlig kostede byen millioner i udgifter. Siden turde Ritt Bjerregaard ikke forhåndsorientere SF-borgmesteren om politiske udspil af frygt for at de blev lækket til pressen. Generelt blev forholdet mellem Kjeldgaard og Bjerregaard forpestet af den manglende tillid, at overborgmesteren til sidst kortsluttede samarbejdet med SF og lavede sit sidste budgetforlig med de borgerlige helt uden om Kjeldgaard og SF. En iagttager kommenterede forleden Kjeldgaards afgang, som ”en forsinket fødselsdagsgave til Ritt Bjerregaard”, der for nyligt fyldte 70 år.

Ikke Villys mand
Hos SF’erne er dog nok flere, der kniber en tåre over Kjeldgaards pludselige fald fra tinderne. Men ikke alle. Selv blandt SF’erne i Kjeldgaards egen gruppe var tilliden til deres leder for bare få år siden let at overse. I SFs daværende ottemandsgruppe forud for forrige kommunalvalg pegede seks på modkandidaten Anne Baastrup som spidskandidat blandt dem Ninna Thomsen. Alligevel vandt Kjeldgaard slaget om at blive overborgmesterkandidat til Villys Søvndals synlige irritation, der så valgsejren som en udfordring af hans bestræbelser på at smede en solid alliance med socialdemokraterne på Christiansborg. Kjelgaard rettede dog så meget ind, at han under kommunalvalgkampen førte en bemærkelsesværdigt neddæmpet kampagne, hvor han i realiteten aldrig direkte udfordrede Frank Jensen som ny overborgmester. Efter SFs flotte valgsejr, som alle naturligvis klart tilskriver en vælgereffekt i kraft af Villy Søvndals personlige popularitet, delte Kjeldgaard magten med Ninna Thomsen, der siden blev sundheds- og omsorgsborgmester. I den nye store og ganske uprøvede SF-gruppe indfandt der sig hurtigt en god stemning, hvor Kjeldgaard var politisk leder, men de facto kørte parløb med Thomsen. Efter Kjeldgaards fald er alle enige om, at Thomsen er den ubestridte nye leder af partiet i København. Det var hun formentlig alligevel blevet før det kommende kommunalvalg. For Kjeldgaard fik de tre gange, hvor han stod i spidsen for SF ved et kommunalvalg kun relativt små personlige stemmetal, hvor ved det folkelige gennembrud blandt vælgerne i København tilsyneladende udeblev. Derfor var det forventningen hos mange, at SF under alle omstændigheder ville opstille Ninna Thomsen som SFs spidskandidat ved valget i 2013.

Uværdig exit
Hvad så med fremtiden? Ifølge flere kilder så har Kjeldgaard siden valget ledt efter en værdig exit fra københavnsk politik. Helst noget i stil med den tidl. socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, der skiftede til at blive direktør for Ørestadsselskabet i dag selskabet ”By & Havn”, hvor han siden har fået ganske stor succes, ære og værdighed med og i det nye job. Derfor skulle Kjeldgaard være interesseret i at skifte til et stort halvoffentligt forsyningsselskab, hvor han kunne blive direktør med en milliongage og helt uden for offentlighedens søgelys. Imidlertid er endnu ingen friske tilbud budt på krogen, selvom at spekulationer i de seneste uger på rådhuset er gået på, at Kjeldgaard pønsede på at bringe sig i stilling til at blive direktør for det snart fusionerede fælles selskab for Amagerforbrændingen og Vestforbrændingen? Dertil kræver det dog også, at Kjeldgaard har tilpas mange gode kontakter i det politiske miljø, men sandheden er nok den, at Kjeldgaards politiske kapital og goodwill ikke just er i top, hverken hos politiske venner og fjender. Ingen skylder ham noget. Men hvem ved? Kjeldgaard har overrasket før, så det er sikkert ikke umuligt, at han ender i et direktørjob.

Bliver på posten
Hvorfor overtager Ninna Thomsen så ikke den mere prestigefyldte ledige Teknik- og miljøborgmesterpost? Det er oven i købet et område, hvor risikoen for skandaler er relativt lille. Forklaringen kan bunde i, at Thomsen faktisk befinder sig godt som sundheds og omsorgsborgmester og har en større plan på vej på området, som hun har lagt store kræfter i. Dertil kommer, at sundheds- og omsorgsområdet er overskueligt, og at arbejdspresset ikke er nær så stort i sammenligning med teknik- og miljøområdet, som optager hele 70 pct. af sagerne på Borgerrepræsentationens dagsorden. Og det spiller sikkert ind, når Ninna Thomsen, som er mor til tre små børn skal disponere sin tid mellem familie og politisk karriere.