Er der en voksen til stede?

Også SF valgte en yngre uerfaren kvinde som borgmester

Bragt i Bryggebladet nr. 9 den 9. juni 2011

Af Jarl Cordua

Der gik ikke mange timer efter at SFs Bo Asmus Kjeldgaard havde forladt rådhuset før, at det stod klart, at efterfølgeren blev den kun 34-årige Ayfer Baykal. Alligevel forsøgte 3-4 fra SFs borgerrepræsentationsgruppe at bringe sig i spil til posten blandt dem partiets tidligere gruppeformand Bjarne Fey, der er det mest erfarne gruppemedlem. Fey trak sig dog hurtigt igen, da han efter lidt research erfarede, at baglandet i SFs-Københavns bestyrelse klart foretrak Baykal. Alligevel fastholdt SFs gruppeformand Klaus Mygind og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer – alle ligesom Baykal – med under 1½ års erfaring i Borgerrepræsentationen deres kandidatur til borgmesterposten. Men hvorfor foretrak SFs organisationsfolk Baykal?

Sympatisk stemmesluger
Det skyldes flere ting. For det første mente flere af organisationsfolkene, at de skyldte Baykal en borgmesterpost, i det hun med 3665 stemmer var den SF’ er, der fik flest stemmer ved seneste kommunalvalg i 2009. Faktisk fik hun både flere stemmer end spidskandidaten Bo Asmus Kjeldgaard og SFs nye leder sundhedsborgmester Ninna Thomsen. Baykal har siden valget - og meget fornuftigt – gjort en del ud af at pleje baglandet. Dvs. møde op til lokalforeninger, bestyrelsesmøder mv. i SFs organisation og i det hele taget gøre en positiv figur. Den indsats havde mange organisationsfolk utvivlsomt in mente, da de skulle finde en afløser. Dertil kommer, at et parti som SF lægger vægt på, at kandidater med indvandrerbaggrund skal have en chance. ”Det etniske argument” kan dog ikke stå alene, hvad man så for snart 20 år siden, da SF’eren Lubna Elahi fik et kanonvalg, men aldrig kom i nærheden af at blive borgmester. Dengang var der trods alt grænser selv hos SF. Hvor Elahi blev betragtet som i særklasse krukket og besværlig, så har Baykal imidlertid et ganske positivt ry både blandt hendes egne og blandt politiske modstandere. Hun beskrives bredt som en sympatisk person, der kommer godt ud af det med alle. Nogle hæfter sig ved, at Baykal skiller sig ud fra de øvrige SF-kvinder ved at være yderst velplejet og gå i moderigtigt mærkevaretøj. Et image som kystbanesocialist kunne gøres komplet ved, at hun med sin mand bebor en større lejlighed på Østerbro og lader sig transportere rundt i en stor bil. Baykal - der nu som borgmester skal præsidere over byens trafikplanlægning – er dog ikke selv indehaver af et kørekort.

Holdningsløse Tidende
Men hvem er Baykal så som politiker? Det er et særdeles vanskeligt spørgsmål at besvare præcist. Som politisk ordfører for SF har hun ikke været markant. For eksempel kan ingen komme i tanke om en mærkesag, hvor hun er trængt igennem medierne eller på anden måde har gjort sig bemærket. Spørger man til højre i BR-salen, betragter hendes kolleger Baykal som uortodoks og ”blå” eller ”borgerligsympatiserende” SF’er. Men spørger man hos folk til venstre i salen, så betragtes hun derimod som en ”klart venstreorienteret” SF’er. Forklaringen er sikkert den enkle, at Baykal ikke har nogen større tydelig politisk profil ja måske knapt klare holdninger. Da hun overfor TV Lorry skulle forklare, hvorfor hun stillede op til posten som byens teknik og miljøborgmester lød det frejdigt, at man fik en borgmester ”der var visionær”, og senere det ikke specielt klare: ”fordi livskvalitet var vigtigt for et parti som SF”. Efter, at Baykal blev valgt, har nogen hvisket den nye borgmester i øret, at det er vigtigt, at hun også forholder sig en smule til det ressortområde, som hun skal være øverste chef for frem for at holde sig til floskler i stil med,” at byen skal være grøn og rummelig for både unge og ældre”. Da ingen tidligere har hørt om den i egne øjne ”visionære” borgmesters visioner, så skyndte den uddannede socialrådgiver sig – efter at hun var blevet valgt - at slå fast, at hun overtager forgængerens politik og visioner på selvsamme område. Det var klogt. Baykal har hverken administrativ eller ledelseserfaring. Hun har heller ikke tidligere demonstreret politisk tæft eller foretaget sig noget opsigtsvækkende bortset fra sit særdeles pæne personvalg. Ser man på rækken af nye yngre borgmestre, så havde fx den radikale Anna Allerslev heller ikke gjort sig bemærket, da hun blev borgmester. Sammen med Venstres Pia Allerslev, så er de yngre kvinder primært blevet borgmestre, fordi deres mandlige kolleger pludselig i utide har forladt politik. Derfor er det vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden, når nogen påstår, at det er vælgerne, der i deres store visdom har afgjort, at yngre – meget uerfarne – kvinder bliver borgmestre, ledere for mange tusind medarbejdere samt ansvarlige for budgetter til mange millioner kr. Det er snarere tilfældet. Og i Baykals tilfælde havde vælgerne faktisk ikke det store at sige, da borgmestervalget blev afgjort i et lukket lokale af en håndfuld SF-organisationsfolk, som vælgerne ret beset ikke har valgt til noget som helst.

Borgmester uden egne idéer
Hvordan kommer den nye SF-borgmesteren så til at klare sig i jobbet? Sikkert glimrende. Ikke mindst takket være kommunens dygtige og loyale embedsmandsapparat. Men man kan dog som iagttager beklage, at netop denne borgmesterpost nu bliver beklædt af en politiker uden nogle iøjnefaldende egne idéer til, hvad hun vil med byen. Meget kan man sige om forgængerne: Bo Asmus Kjeldgaard, Klaus Bondam, Søren Pind, Bente Frost mv., men de havde i det mindste alle evne til at udtænke, formulere og sætte dagsordner for, hvad de ville med Københavns byplanlægning, trafik mv. Det har vi endnu til gode at se fra den fotogene Ayfer Baykal, der til glæde for den meget imponerede københavnske dagspresse, hidtil alene har demonstreret en vis evne til at lire floksler hurtigt af uden dog at gøre det på en særligt overbevisende facon. Det er muligt, at Baykal kan overraske, men havde hun større politiske talenter, så vil jeg tro, at man nok havde set dem udfolde sig for længst.

Styrket overborgmester
Hvad betyder borgmesterudskiftningen så for Frank Jensen og magtforholdet mellem S og SF? På den korte bane bliver Frank Jensen styrket, fordi Bo Asmus Kjeldgaard – som taktisk og mht. forhandlinger var langt den mest erfarne – nu er ude af politik. På den anden side så udgjorde Kjeldgaard en stabil forhandlingspartner, men nu skal Jensen sikre sig eller udbygge et godt forhold til Ninna Thomsen, der nu er SFs ubestridte leder. Spørgsmålet er dog, hvor hårdt Thomsen nu vil lede SF-gruppen mht. at tale folk til orden, når der skal indgås svære kompromiser. Og hvor meget får Ayfer Baykal med sin nye platform som borgmester lov til af sine partifæller at skabe sin egen politiske profil? Og vil hun på sigt indordne sig under Thomsens endnu ikke synlige lederskab? Frank Jensen vil altid foretrække et stabilt og loyalt SF, hvor der både er styr på ledelsesforholdene og ro om en nogenlunde klar politisk kurs. Det bliver spændende at se om Ninna Thomsen formår at træde i karakter som politisk leder. Måske forbliver hun ligeså usynlig, som hun har været i det første 1½ år som borgmester. I modsat fald er det sikkert ikke umuligt, at Ayfer Baykal overhaler hende igen som stemmesluger ved det kommende valg. Og Frank Jensens uudtalte mission er naturligvis at få et flot personligt valg og socialdemokratisk fremgang. Og sker det, kan det med tanke på liste Fs store fremgang ved sidste valg, næsten kun ske på bekostning af SF. Med tanke på de mange unge kvindelige borgmestre i København, så fremstår Frank Jensen for mange vælgere snart som den eneste ”voksne” mand i byen. Det er han uden tvivl ikke så ked af.

Da Frank fyldte år
Ikke desto mindre, så holdt den ”evigtunge” overborgmester forleden en storslået reception i anledning af sin 50 års fødselsdag i rådhusets store festsal. Det var et så festligt arrangement, at man - med mindre man tropper op tidligt - risikerer at stå i en lang kø i ganske lang tid indtil det bliver ens tur til at trykke Frank Jensen og frue i hånden og veksle et par få ord. Nogle mener dog, at de er i audiens og bruger derfor gerne flere minutter til at vende ”deres egen lille hyphest” med fødselaren, mens køen bare vokser med småirriterede gratulanter og deres plasticposer bestående fortrinsvis af vingaver. Frank Jensen er en veloplagt vært, der smiler, giver håndtryk, krammer eller kindkys. Han har tydeligvis livslang erfaring udi den ædle kunst at small-talke med folk og er i det hele taget en sand mester i at begå sig på de bonede gulve. Sådan en dag kommer alle kommunens eksterne samarbejdspartnere væltende. Der er folk fra fagforeninger, erhvervsorganisationer, pressen men også nuværende og tidligere politiske kolleger og folk fra embedsværket på rådhuset. (Blandt dem den nyligt afgående SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard som viste sig som et mandfolk ved at møde op i Løvens hule, selvom det næppe har været så behageligt) Dertil kommer især Jensens partifæller på Christiansborg, der var mødt talstærkt op også med nogle af de gamle S-koryfæer, den lange kæde af spindoktorer samt ikke mindst den uofficielle hædersgæst, den formentlig kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun havde naturligvis en meget lang hyldesttale med i håndtasken, hvor Jensen blev lovprist efter alle kunstens regler. Og imens tænkte sikkert ikke så få i salen på, hvor dybtfølt denne ros og hæder mon stak taget i betragtning af, at Thorning for seks år siden slukkede – nogle ville sige stjal - Jensens livsdrøm om at blive formand for Socialdemokraterne. Thornings tankevækkende alt for lange hyldesttale kunne dog på ingen måde ødelægge den overmåde gode stemning blandt socialdemokraterne, som tydeligvis føler sig ganske sikre på, at de indtager regeringstaburetterne efter det kommende folketingvalg. Så kom Malmøs borgmester Ilmar Reepalu på podiet og han holdt også en lang – og for nogle uforståelige tale - der roste hans partifælle i København. Desværre var talen også så gabende kedelig, at snakken undervejs gik så højt, at en af overborgmesterens pressefolk måtte gå rundt og dysse gæsterne ned. Topmålet mht. pinlighed blev dog nået med den tidl. konservative borgmester Mogens Lønborg, som tilsyneladende – og stik imod traditionen - følte sig kaldet til at benytte fødselsdagsreceptionen som anledning til en regulær valgtale, hvor han skarpt kritisererede overborgmesterens planer om at etablere en betalingsring for biler omkring hovedstaden. Måske var forklaringen at den konservative gruppeformand havde forvekslet festsalen med borgerpræsentationens mødesal? I hvert fald bekræftede Lønborg med sin optræden den eftermiddag den i forvejen ganske udbredte opfattelse på rådhuset, at han ikke besidder den helt store situationsfornemmelse. Både politisk - og sådan i det hele taget.