Franks fald fra tinderne

Overborgmesteren har lidt et alvorligt prestigetab med ”julefrokostepisoden”

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 26. januar 2012

Københavns Rådhus blev i dagene op til jul rystet af historien om, at byens overborgmester i en heftig vodkabrandert havde insisteret på at danse lige lovligt tæt o.a. med flere yngre kvindelige fuldmægtige i forbindelse med Økonomiforvaltningens julefrokost fredag den 16. december. Det var naturligvis Ekstra Bladet, som bragte historien på forsiden lillejuleaften, og i juledagene blev Frank Jensens påståede tilnærmelser - efter heftig indtagelse af vodka, idet julefrokosten havde et russisk tema - yderligere vendt og drejet af frokostaviserne. Den pæne del af pressen lod i første omgang tvivlen komme Københavns førstemand til gode, der på dette tidspunkt selv nægtede at kommentere påstandene. Jensen slap naturligvis ikke for at blive trukket gennem sølet bl.a. af det efter hånden mere og mere bornerte, Ekstra Bladet, der i øvrigt og paradoksalt nok i stigende grad lever af prostitutionsannoncer. Avisen mente imidlertid, at man i sin dækning af sagen nu var i sin gode ret til at udstyre Københavns overborgmester med et nyt øgenavn, ”Frank Klam”, henset til, at førstemanden ifølge de anonyme rapporter skulle have forsøgt at kysse - og siden - slikke mindst en af de førnævnte fuldmægtige i nakken for endelig at have ”omklamret” andre medarbejdere samt forsøgt at holde dem fast.

Årets julefrokosthistorie
Det kan nok være, at man på Rådhuset – og ude i de små hjem ved julefrokostbordene – fik noget at tale om til de mange julefrokoster i juledagene, hvor mange ellers lukker helt af for nyheder for at samle sig om samvær med venner og familie.
Måske var det netop den mediestrategi, som Jensen satsede på, da han i de første tre uger nægtede at kommentere julefrokost-episoden? Men det virkede ikke.
Liberal Alliances Lars Dueholm øsede undervejs af ”La Cronique Scandaleuse” og konstaterede, at Frank Jensen ”er ret pigeglad” med henvisning til, at S-politikeren også i 2004 i en lignende sag måtte sige undskyld til en S-medarbejder på Christiansborg.

Juhls redegørelse
Historien fortsatte således på fuld styrke efter jul og fandt først sin afslutning, da Jensen – hårdt presset af et politisk flertal på rådhuset – fik kommunens administrerende direktør Claus Juhl til at rykke ud med en redegørelse den 10. januar. Af den fremgår det, at Jensen allerede tre dage efter episoden fandt sted blev kontaktet af Juhl, der informerede ham om de klager fra medarbejderne, som han samme dag var blevet gjort bekendt med. Stillet over for de oplysninger skulle Overborgmesteren ifølge Juhl redegørelse have svaret i disse på-en-guldvægt-vejede officielle vendinger:
"Jeg vil naturligvis gerne beklage, hvis min opførsel ved fredagens julefrokost har provokeret eller overskredet nogles grænser. Det har ikke været tilsigtet. Beklagelsen kan viderebringes af dig eller direkte af mig, hvis det ønskes.”

Beklager hvis
Her skal man lægge mærke til det lille ord ”hvis”. Jensen var åbenbart på dette tidspunkt stadig selv i tvivl om, hvorvidt nogen havde følt sig forulempet. Det kan godt undre, da sagen sådan set starter med, at de krænkede medarbejdere – helt efter alle regler - gør opmærksom på sagen ved at henvende sig til Juhl, der er deres chef som leder af økonomiforvaltningen. Ifølge Ekstra Bladets kilder så blev Jensen indkaldt til en alvorlig snak med Juhl og endda irettesæt. Det er vist ikke praksis i den kommunale forvaltning for, at den øverste embedsmand irettesætter sin politiske chef.
Det er også bemærkelsesværdigt, at det tog så lang tid, før den forbeholdne beklagelse kom for en dag. Det sker først den 10. januar med Juhls redegørelse, efter at et stort og bredt politisk flertal på rådhuset forinden truede med at tvinge overborgmesteren til selv at komme med en redegørelse.

Glad men ked af det
Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Jensen – en anelse uklædeligt – forsøgte at bagatellisere sagen, som noget ”der udviklede sig med min glade dans på dansegulvet” på en måde, så nogen ”følte sig provokeret”. Det var han ”naturligvis ked af” samtidig med, at han var ”glad for”, at der ikke var anlagt nogen sag.
Til Politiken lød forklaringen sådan: ”Det var en rigtig god julefrokost. Der var dans, og jeg gik til den. Jeg dansede og var glad, og det har så provokeret nogle.”
Det er med andre ord svært at tro – også når man fx ser TV2s interview med overborgmesteren – at Frank Jensen virkelig beklager noget som helst. Det virker ikke sådan.

Pinlig og skadelig
På Københavns Rådhus er der bred enighed om, at sagen har været ekstremt pinlig for Frank Jensen, for hans familie, og for hans medarbejdere. Og den har skadet både hans egen, borgerrepræsentationens og kommunens anseelse. Jensen har helt indlysende optrådt uværdigt og udvist en manglende dømmekraft, der slet ikke sømmer sig for byens førstemand. Mange spørger sikkert sig selv: Hvad laver en stærkt beruset overborgmester kl. 3 om natten – som det hævdes – i benævnte situationer, der må siges at være stærkt uforeneligt med hans embede? Hvis han ikke kan tåle spiritus – og det er en ærlig sag - så burde han vel have afstået fra at drikke vodka i de store mængder? Han kunne også have disponeret som ganske mange chefer allerede gør i forbindelse med julefrokoster og gået tidligt hjem.

Det interessante
Når alt dette er sagt, så får sagen altså ingen direkte politiske konsekvenser. For formelt set er der – som Frank Jensen gjorde meget ud af pointere i interview med TV2 den 10. januar - slet ikke rejst sag. ”Det er det interessante”, som han sagde. Det ville kræve, at de pågældende fuldmægtige fx gennem deres fagforening anlagde en sag for sexchikane. Det stod allerede tidligt klart, at det ville de ikke, og det kan der være mange grunde til.
I denne sag har der i øvrigt været et meget speget politisk spil mht., hvordan politikerne har skullet håndtere sagen. Det er ikke rigtig nogen, der har haft lyst til at opkaste sig til de store moralister i medierne for at score nogle politiske point. På den anden side, er oppositionen sat i verden for at stille magthaverne til ansvar og på borgernes vegne kontrollere alt i den offentlige forvaltning, herunder en overborgmesters tågen rundt på et dansegulv under en personalejulefrokost.

Jensen pressede SF
Faktisk har oppositionens kritik – med et par undtagelser - begrænset sig til at kræve en redegørelse eller en forklaring fra overborgmesteren. Hvad de så – næsten - endte med at få. Ifølge forlydende på Rådhuset var Frank Jensen meget aktiv for at få især SF og de radikale til at afstå fra det krav. De radikales Anna Mee Allerslev var dog stålsat i sin afvisning og gik sammen med de borgerlige og Enhedslisten om kravet. SF’erne derimod spillede tilsyneladende et dobbeltspil. På den ene side var de ligeså forargede som alle andre, men de lå – mener flere kilder - under for et pres fra Jensen i den forstand, at de dæmpede sig offentligt mht. at kræve en redegørelse, men i stedet stillede sig i ly af Venstres Pia Allerslev, som så blev den, der ”førte kniven” mod Jensen på alles vegne. Hun trådte måske undervejs lidt for hårdt på den patetiske gaspedal, da hun spurgte ind til, om de forulempede medarbejdere nu havde fået et psykologtilbud efter deres møde med overborgmesteren.
Under alle omstændigheder så mislykkedes Frank Jensens pressionsstrategi, og i stedet blev adm. direktør Claus Juhl til sidste sendt i byen med en redegørelse, der indtil videre har tilfredsstillet oppositionen og fået lukket sagen.

Tab af prestige
Konklusionen er, at Frank Jensen har lidt et prestigetab af dimensioner. Er det en mand, som man i fremtiden fx vil invitere som festtaler på en S-kongres? Spørgsmålet er dog, om sagen i tilstrækkeligt grad interesser vælgerne ved kommunalvalget om to år, hvor Jensen gerne skal levere fremgang for sit parti. Måske vil vælgerne bare glemme sagen og hæfte sig ved hans indiskutable kompetencer og resultater. For det går faktisk fremragende i København, under overborgmesterens på mange måder suveræne ledelse. Byen oplever stor vækst, og økonomien har ikke været bedre i mange år.

Tiltagende isolering
Jensen har også vist sig som en glimrende leder af det politiske arbejde. Indtil for ca. et halvt år siden var stemningen på rådhuset i top. Men det har ændret sig det seneste halve år. Selve episoden med den ”glade dans” bliver af både folk i S og blandt de andre partier set som kulminationen på en tiltagende politisk isolering af Frank Jensen og Socialdemokraterne. Det kan man også se af sagerne om Økonomiforvaltningens pinlige budgetregnefejl på 73 millioner kr., Jensens bestræbelser på at indføre enhedsforvaltning (som næppe bliver til noget) og til dels Amagerforbrændingens investering i nyt forbrændingsanlæg (der faldt på gulvet lige før jul).

Charmeoffensiv i vente
Så hvad gør Frank Jensen? Han indleder en ny charmeoffensiv i forhold til SF’erne, som er blevet mere og mere kritiske over for ham. Især fordi de – og andre af hans samarbejdspartnere – i stigende grad oplevede ham som en solkonge for bordenden i økonomiudvalgets mødelokale, der ikke kunne skjule sin manglende respekt og som ”bossede” rundt med dem. Nu er Jensen måske kommet lidt ned på jorden igen efter at have gennemlevet den største ydmygelse i sit politiske liv, der nu har fjernet den sidste rest af den magi og autoritet, som ellers prægede det første 1½ år af hans periode. Fremover er Jensen på en helt anden måde end før nødt til at bruge tid og kræfter på at vinde folk over på sin side. Det er sikkert meget sundt. Uforudsigeligheden i københavnsk politik er i hvert fald tilbage!