En groggy Overborgmester

Ballade hos K om Rasmus Jarlov som spidskandidat

Af Jarl Cordua

Bringes i Bryggebladet nr. 3 den 9. februar 2012

Frank Jensen har ikke den heldigste hånd p.t. Snart har formiddagsbladenes opmærksomhed om hans ”glade dans” med personalet under den fugtige julefrokost lagt sig, før han igen gør sig uheldig bemærket. Det skete, da håndboldherrerne for nyligt vendte hjem med EM-guldmedaljer og traditionen tro blev modtaget på rådhuset med dertilhørende pandekager og hyldest fra folket og med taler fra kulturministeren, kronprinsen og byens overborgmester. Normalt en ren vindersag, hvor man blot skal læse op af et manuskript, smile og give hånd. Men Frank Jensen kom til at kalde målmanden Niklas Landin for ”Lundin”. Det er som bekendt også efternavnet på en foragtet dansk barnemorder. På TV-billederne under Frank Jensens tale ser man håndboldherrerne tage sig til hovedet, smile fra øre til øre, og Landin selv vender undervejs i talen ryggen til talerstolen for dermed at vise, hvad han rigtigt hedder. Siden blev Jensen hængt ud af frokostaviserne, men i modsætning til julefrokost-episoden, så skyndte overborgmesteren sig denne gang hurtigt ud med en uforbeholden undskyldning. Han var således ”brandærgerlig” over kikseren. Det er ingenlunde verdens største sag, men ikke desto mindre med til at tegne et billede af en overborgmester, som for tiden åbenbart i offentligheden udstiller sig selv som en klodrian over for vælgerne. Det billede skal – hvis man er Frank Jensen - helst ikke fæstne sig blandt københavnerne inden kommunalvalget med flere lignende pinlige optrædener. I dansk politik er politikere faktisk blevet fravalgt for mindre.

Bedre i gamle dage
I det hele taget har Frank Jensen det ikke let, melder adskillige kilder på rådhuset, og det ses. Ud over at sagerne går ham meget personlig på, er han blevet sky. Fx kommer Jensen ikke længere ned og spiser blandt de øvrige BR-medlemmer i ”Snapstinget” i forbindelse med BR-møderne, som han ellers tidligere har haft for vane. Nu om stunder spiser Overborgmesteren for sig selv på kontoret. Og så er han blevet så formalistisk tangerende det komiske, når han som mødeleder i BRs formandsstol, som det skete i forrige uge, tørt bemærkede, at medlemmerne havde overskredet taletiden med hele 15 sekunder. Jensen føler sig vist i øvrigt meget uretfærdigt behandlet i sagen om ”julefrokostepisoden”. På det årlige ”ØU-seminar”, hvor økonomiudvalgsmedlemmerne tager en overnatning på en herregård efter at have drøftet kommunens økonomi over lidt god mad og vin, følte overborgmesteren trang til at holde en tale, som samstemmende af flere deltagere bliver betegnet som pinlig. En fortsat tydeligt mentalt groggy Frank Jensen sagde bl.a. ”at det i gamle dage var sjovere at være politiker” henset til ”julefrokostepisoden”. Og han fik yderligere udstillet sit åbenlyse behov for at optræde patetisk og selvretfærdig, med en efterfølgende kommentar om ”at man ikke engang må sige navne forkert uden at formiddagspressen reagerer”. Det fik kun den effekt, at blikkene flakkede, tæerne krummede sig sammen, og at Frank Jensen i forvejen kollapsede autoritet på rådhuset yderligere er faldet et par grader. Måske Overborgmesteren skulle overveje en anden strategi?

Det går ellers godt
Det er ikke, fordi det går skidt i Københavns Kommune. Tværtimod går det faktisk strålende rent økonomisk, hvor man kommer ud af 2011 med et såkaldt ”mindreforbrug” på 650 millioner kr. Kommunen mener selv, at resultaterne er fremkommet gennem en benhård økonomistyring i kraft af kvartalsvise regnskabsprognoser, halvårsregnskab, tilbageholdenhed og prioriteringer. Dertil kommer at Københavns Kommune – midt i en krisetid - også har nedbragt gælden i årets løb med 1,5 mia. kr. Samtidig har København, hvis indbyggertal vokser kraftigt i disse år, haft et historisk højt forbrug på anlæg på 2,8 mia. kr. fordi man skal bygge nye daginstitutioner og skoler.

Politikernes forsømmelser
Tiden er dog nu kommet til, at kommunens politikere begynder at prioritere helt andre områder i det kommende budgetforlig. Det blev på ret tragisk vis understreget, da politikerne var på vej hjem fra budgetseminaret fik at vide, at to 14-årige piger var faldet fire og en halv meter ned fra Dronning Louises bro på Nørrebro, fordi et gennemtæret gelænder gav efter. Den ene pige er nu blevet lam fra livet og ned. I forvejen var SFs teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal på vej med en redegørelse, der viser, at der er et akut behov for at renovere broer og veje for seks mia. kr. I øvrigt har Venstres kulturborgmester, Pia Allerslev, tidligere hævdet, at flere af kommunens ejendomme er så faldefærdige, at de nogle steder er blevet afspærret på grund af en fare for, at tagsten mv. falder ned. Der er med andre ord rigeligt at tage fat på. Så i stedet for at kommunens politikere bruger penge på prestigeprojekter og skyder skylden på hinanden, så ligger det lige for, at de i kommende budgetforhandlinger prioritere dette forsømte område. Mon ikke vælgerne har en stærk formodning om, at Frank Jensen nu tørrer sine øjne og sætter sig sammen med Ayfer Baykal og Pia Allerslev og får løst denne opgave?

Spindoktor-svingdøren
På Rådhuset er der kommet godt gang i svingdøren, når det gælder spindoktorer. Overborgmesteren mistede kort før jul den overalt i det politiske miljø særdeles respekterede Amalie Kestler, der ved nytårstid startede som dagbladet Informations politiske redaktør. For nylig kom det frem, at arvtageren bliver redaktør Jakob Elkjær, som i mange år har skrevet om medier senest på dagbladet Politiken. SFs sundheds-og omsorgsborgmester Ninna Thomsen har også fået spin-forstærkning og har ansat Lene Espersens tidligere særlige rådgiver, Rikke Egelund som pressechef. Tidligere i november måtte Thomsen afgive sin pressechef, Thomas Hundsbæk, der er blevet særlig rådgiver for den radikale udviklingsminister Christian Friis Bach. I Teknik- og miljøforvaltningen har SFs borgmester Ayfer Baykal ansat den tidligere RU-formand og mangeårige kommunikationsmedarbejder i Økonomiforvaltningen, Morten Rixen som fungerende pressechef.

Jarlov-fløj lider nederlag
Hos de konservative er der ved at blive fyret godt og grundigt op i magtkampen om, hvem der skal være det kriseramte partis spidskandidat ved næste BR-valg. For nylig meldte spidskandidaten ved de seneste tre BR-valg tidl. Sundheds og omsorgsborgmester Mogens Lønborg fra som kandidat. Han ville i fremtiden hellere koncentrere sig om sin konsulentforretning, lød forklaringen. Og spørger man rundt, så er det en del af forklaringen. Den anden del af forklaringen er den man kan finde hos baglandet, der mener, at Lønborg nu har haft sin chance og i øvrigt missede muligheden for at blive borgmester i to ud af tre forsøg. Man må desuden nøgternt også konstatere, at Lønborg mildest talt må siges at have sit folkelige gennembrud til gode selv efter mere end 10 år i københavnsk politik. Det er derfor heller ingen hemmelighed, at et kandidatudvalg nedsat af de konservatives københavnske ”hovedbestyrelse” (Det hedder den!) igennem nogen tid har vurderet alternative kandidater, hvor kendiseffekten og gennemslagskraften i medierne var noget større. Med dette in mente ligger det lige for at vælge det nuværende medlem af Borgerrepræsentationen og indtil for nylig folketingsmedlem Rasmus Jarlov som partiets spids-og borgmesterkandidat. Men sådan spiller klaveret ikke. Den 1. februar var der møde i den konservative hovedbestyrelse, hvor formanden Andreas Boisen foreslog, at partiet på den ordinære generalforsamling den 20. februar skulle vælge en spidskandidat og i realiteten kun tage stilling til et forslag: Rasmus Jarlov. Imidlertid var hovedbestyrelsen ikke enig med formanden, der efter afstemning med stemmerne syv-syv måtte se sit forslag falde. Konsekvensen blev, at partiet nu formentlig udsætter valget af spidskandidat til efter sommerferien. Og hvad med Jarlov og fremtiden? Og hvorfor i alverden vælger de konservative i København ikke en kandidat, der er særdeles synlig i den offentlige debat, og som mange iagttagere ser som en af de meget få lysende stjerner i det nedsmeltede konservative parti? Sagen er åbenbart, at Jarlov ikke er så populær i sit parti, som man ellers skulle tro. I den fire-mand-store konservative gruppe på rådhuset er han isoleret på grund af sin hang til særstandpunkter og solomeldinger i medierne. Man hæfter sig også ved Jarlovs rekordstore fravær i BR på grund af flere og lange orlovsperioder. Senest har han været på en månedlang rundrejse i det sydlige Afrika.

Flirt med LA
Det er også faldet nogle for brystet, at Jarlov ved Grundlovsmødet i fjor på Kastellet fra talerstolen koketterede med, at han havde fået hele to tilbud fra rivalerne i Liberal Alliance om ”en sikker folketingskreds”. Dertil kommer, at ikke alle i partiet har det fint med, at Jarlov tilsyneladende skulle have finansieret sine valgkampe bl.a. i kraft af en stor donation fra Liberal Alliances mæcen Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen. Alligevel er det en kendsgerning, at Jarlov er temmelig ombejlet i sit parti og nu senest har fået tilbudt en rimelig sikker valgkreds – Fredensborg-kredsen i Nordsjælland – som indtil for nylig har givet valg til partiformand Lars Barfoed. Det er - efter sigende - en meget selvbevidst kreds, der tidligere har givet valg til flere prominente konservative politikere bl.a. Hans Engell. De konservative i København ser helst – og nogle kræver ligefrem – at Jarlov alene fokuserer på Københavns Borgerrepræsentation, mens andre mener at vide, at de konservative i Fredensborg ikke forestiller sig, at Jarlov fortsætter sin kommunalpolitiske karriere, hvis de opstiller ham som folketingskandidat. I øvrigt står Jarlov med det problem, at der er ganske længe til næste folketingsvalg, hvorfor han i mellemtiden godt kunne bruge et spidskandidatur i København som politisk platform at markere sig ud fra. Måske regner Jarlov og hans støtter med, at den konservative veteran Per Stig Møller, som er valgt på Frederiksberg, nedlægger sit mandat i Folketinget allerede til sommer, sådan at Jarlov, der er valgt som første suppleant, kan indtræde i den konservative folketingsgruppe. Men det er ikke sikkert, at det sker. For Per Stig Møller regnes ikke for at være en af Jarlovs største fans. Nogle mener, at han netop af den grund bliver siddende frem til næste valg. Så hvad gør Jarlov? Et bud er, at hvis politikeren tvinges til at vælge mellem BR og en sikker folketingskreds, så vælger han det sidste, og indtil videre er han BR-medlem i de næste to år. Men hvem vælger de konservative så? Hvis ikke andre melder sig, så ligger det til, at BR-medlem Jakob Næsager får buddet. Det vil under alle omstændigheder være en Uriaspost henset til de konservatives aktuelle vælgeropbakning. En halvering af partiets fire mandater i BR er måske i virkeligheden ret nådigt sluppet. En ting er dog sikkert: Når de slås hos de konservative, så er der i al fald garanti for en høj underholdningsværdi.