Årets vindere og tabere i københavnsk politik

Julefreden har sænket sig over Københavns Rådhus, men Bryggebladet kigger tilbage for at udpege vindere og tabere i et sædvanligt forrygende og dramatisk år i københavnsk politik.

Bragt i Bryggebladet nr. 21 den 16. december 2008

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Et vendepunkt for Ritt?
2008 var helt overordnet et ret skidt år for Ritt Bjerregaard. Meningsmålinger i Berlingske viste at københavnerne i bundter forlader S især til fordel for SF og tilfredsheden med overborgmesterens indsats var helt i bund. Iagttagere peger på Ritts overraskende budgetforlig i efteråret med de borgerlige som et afgørende punkt, hvor hun viste handlekraft, vilje til magt og demonstrerede overfor de radikale og SF, hvem der bestemte. De borgerlige jublede, mens de radikale, venstrefløjen, fagforeningerne og formentlig en stor del af S-vælgerne rasede. ”Ingen slinger i valsen”, lovede Ritt vælgerne i 2005. I det samme år, hvor Ritt forsøgte at trække S til venstre som skoleinspektør i ”Den Røde Skole”, så indgik hun budgetforlig med de borgerlige.
En vurdering er, at Ritt er i gang med et fundamentalt strategiskifte væk fra den enerådende ”mor bestemmer”-stil og i retning af en mere imødekommende ”mor formidler det brede samarbejde” -stil. Før insisterede Ritt på at tage hele æren for politiske resultater – nu skal al alle forligspartnere have æren. Lyder det for godt til at være sandt? Måske. Men faktum er, at Bjerregaards troværdighed hos vælgerne er sønderskudt, og derfor har socialdemokraterne analyseret sig frem til, at de ikke kan køre en kampagne som sidst med kontraktpolitik i stil med løftet om 5000 billige boliger.
Ritt Bjerregaards boligløfter fra forrige valgkamp har længe været reelt skudt i sænk. Forleden dag indrømmede overborgmesteren, at der aldrig bliver bygget 5000 boliger til 5000 kr. på fem år. Foreløbig er det blevet til 12 boliger, og den ny plan som overborgmesteren forleden søsatte, handler det blot om at få bygget billige boliger. Punktum. Ritt vil dele æren og ansvaret med resten af partierne, og så håber hun sikkert på, at de politiske modstandere og vælgerne vil glemme hendes bombastiske valgløfte fra 2005 i næste års valgkamp. Så god er verden næppe.
Internt holder Ritt Bjerregaard ro i partiet, men euforien fra 2005 er væk. Overborgmesteren opfattes som enevældig blandt de socialdemokratiske BR-medlemmer, hvor flere af dem godt kan regne med at sige farvel til rådhuset. Skylden for nederlaget bliver lagt på Ritt Bjerregaards måtte. Hun kan ikke tørre det af på Helle Thorning-Schmidt. Sidst vandt Ritt kommunalvalget suverænt PÅ TRODS af S-partiformanden. Så det ville ikke være troværdigt at tørre et evt. stort nederlag af på Thorning.
Socialdemokraternes integrationsborgmester Jacob Hougaard har dog vist sig at være en gevinst for sit parti. De økonomiske konjunkturer plus en ihærdig opsøgende indsats har fået byens indvandrere i beskæftigelse. Samtidig har kommune fået held til at bekæmpe ghetto-dannelsen i et par af de hårdest ramte kvarterer. På Rådhusets gange er den unge borgmester aktier stigende. Også hos Ritt Bjerregaard. Sådan har det ikke altid været.


Bondams sidste år
2008 var et skidt år for Klaus Bondam. Meningsmålingerne for de radikale er mildest talt elendige. De står til en halvering af stemmetallet, og spørgsmålet er om mandaterne rækker til at Klaus Bondam kan fortsætte som borgmester. Ingen tror på et scenario, hvor han kan fortsætte på den tunge miljø og teknikborgmester – den går formentlig til Bo Asmus Kjeldgaard. Men måske kan Bondam blive borgmester for et af de andre lettere områder. De radikale stod desuden uden for budgetforliget med den konsekvens at Bondams ansvarsområde måtte holde for, mens resten af kommunens borgmestre blev tilgodeset. Noget tyder i øvrigt på, at Bondams strategi med at slå sig op som bilernes fjende nr.1 og cykelborgmesteren er slået helt fejl. Ifølge ikke offentliggjorte vælgeranalyser, så har radikale vælgere forladt partiet – ikke til fordel for SF – men i stedet til S og de borgerlige. Begrundelsen er, viser interne vælgeranalyser, at de radikales modstand mod biler i byen opfattes som fanatisk. Bondams største politiske resultat i år er også en lukning af Nørrebrogade for biltrafik. Det er SFs vælgere glade for, men det får dem formentlig ikke til at svigte Villy Søvndals parti til fordel for Bondam på valgdagen. Det er indlysende et kæmpe problem for Bondam, som i efteråret blev kåret som sit partis spidskandidat.
De radikales forudsigelige problemer hos vælgerne på landsplan kunne opvejes af en kendt og respekteret spidskandidat. Netop her deler vandene sig om Klaus Bondams personlige vælgertække formår at trække nye vælgere til partiet. Vandene er mildt sagt delte om, hvorvidt Bondams selv for en politiker ekstraordinære trang/behov til at være i rampelyset samt ikke mindst særegne skuespillerimage indbefattende en ofte overvældende følelsesbetonet facon, som nogle finder sympatisk – andre latterligt – vil vise sig at være en gevinst på valgdagen.

Kjeldgaards år
2008 var alt i alt et godt år for Børne og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Først og fremmest af den grund, at han i foråret mod alle odds vandt partiets urafstemning om at blvie partiets spidskandidat ved næste BR-valg knebent over Villy Søvndals foretrukne kandidat Anne Baastrup. Kjeldgaard kan ride med på den vælgermæssige bølge som skylder ind over partiet for tiden med Villy-effekten. SFs spidskandidat er dog blevet underlagt Christiansborgs vilkår til hvordan kampagnen i København skal forløbe, hvilket formentlig passer ham fint. Borgmesteren har brug for Villys støtte for at imødegå kritikken fra sin egen BR-gruppe, som på ingen måde på samme tid udgør Kjeldgaards fanklub.
Kjeldgaard og hans parti er dog fuld af selvtillid forud for næste valg og udgør - på papiret - eneste trussel mod Ritt Bjerregaards overborgmesterpost.
Selv om at SF ikke deltog i budgetforliget, så fik det ingen konsekvenser for børne- og ungdomsforvaltningen. Københavns børnetal stiger brat i disse år – hurtigere end kommunens regnedrenge kan følge med. Det skaber strid om midler til at bygge skoler for, og for at kommunen kan opfylde den pasningsgaranti, som politikerne for længst har vedtaget. I den strid forspilder Kjeldgaard ikke muligheden for at skyde skylden på sine kolleger. Omvendt mener hans politiske modstandere at børne- og ungeborgmesteren klynker og fralægger sig sit ansvar.


VKOs kanonår
VKO-partierne har samlet set haft et rigtig godt år. VKO udnyttede en pludselig opstået mulighed for at komme med i et budgetforlig. De fik en række borgerlige mærkesager gennemført herunder en lille skattelettelse med betydelig symbol-kraft internt især hos Venstre og de konservative. Og så er især de to små partier vokset lidt i betydning og mht. respekt, hvor de før fyldte stort set ingenting.

Dansk Folkeparti kom med i et budgetforlig for første gang nogensinde på Københavns Rådhus. Partiets indflydelse i hverdagen har ellers været minimal, men med deltagelse budgetforliget har partiet nu den fjer i hatten, at man bliver taget seriøst og at partiets stemmer rent faktisk tæller. DFs rorsmand på Rådhuset Carl Christian Ebbesen og formentlige spidskandidat er også ganske vellidt for sit omgængelige og venlige væsen og får ros - også fra politiske modstander - for at være en dygtig politiker.

Venstres Pia Allerslev har haft et godt år, som var hendes første hele år som borgmester. Allerslevs stil er en anden en den, man så hos farverige forgængere Søren Pind og Martin Geertsen. Hendes profil er ikke så klar og kontant, og en iagttager vurderer, at hun slet ikke på samme måde - som Geertsen - matcher overborgmesteren og give det nødvendige modspil, når der forhandles i det magtfulde økonomiudvalg. Omvendt peger flere netop på Allerslevs fortrinlige evne til at skabe personlige relationer til politiske med og modspillere som en medvirkende årsag til at VKO fik et forlig i stand med Ritt Bjerregaard. Overborgmesteren menes at kunne lide Allerslev, hvorimod Ritts forhold til Geertsen og omvendt var yderst anspændt og indimellem direkte fjendtligt.

De konservatives Mogens Lønborg havde også et godt 2008. Udover at den decimerede to-mands store konservative kom med i budgetforliget, så blev sundhedsborgmesteren også opstillet som sit partis spidskandidat trods det historisk pauvre valgresultat i 2005. Lønborg får ros for at være en god administrator og han slås ikke med dårlige pressesager. Han har dog ikke den tydeligste profil, og regnes af stort set alle på rådhuset som en absolut letvægter med ringe politisk fingerspidsfornemmelse. Lønborg og hans fæller håber dog på at Lene E. effekten vil hjælpe de konservative til en lille mandatfremgang ved valget i november.

Kæmpede sig tilbage
2009 begyndte mildt sagt elendigt for Mikkel Warming, hvor en række ubehagelige sager blandt andet om personalets magtanvendelse på kommunens bostæder for psykisk handicappede hobede sig op på hans bord. Socialborgmesteren blev kritiseret fra alle sider og selvom at Warming på ingen måde rendte fra ansvaret, så fremstod han noget vingeskudt i dagspressen. Pressehåndteringen var bestemt heller ikke til et 13-tal.
Med tiden er de grimme sager blevet færre i kraft af en ihærdig indsats for at løse problemerne, og samtidig er socialområdet blev tilført betydelige midler ved budgetforliget – også selvom at Enhedslisten ikke var med i det.
Der er bred enighed om, at socialborgmesterposten er et af de vanskeligste i kommunen, hvor politikeren med ansvaret næsten udelukkende får dårlig presse. Mikkel Warming er dog en vellidt person på rådhuset, som aldrig forsømmer en mulighed for at lave en politisk aftale. Han får både som person og politiker topkarakter af sine politiske modstandere, og beskrives som den mest velforberedte borgmester med styr på både sine egne og andres sager.
At Enhedslistens borgmester har været associeret med en for dårlig social indsats på nogle områder i København huer heller ikke partifællerne. Enhedslistens image og selvforståelse er, at partiet hellere skal fokusere på en rolle som ”kritisk vagthund” frem for administratorer, og derfor måtte Warming for nylig engagere sig i en debat og intern afstemning i sit eget parti blandt andet om et forslag, der gik ud på at Enhedslistens skulle frasige sig en borgmesterpost ved næste valg netop for at kunne stå frit og ikke være fedtet ind i kommunens administration og de problemer, det giver. Ikke desto mindre vandt synspunktet ”ja til borgmesterpost” mest fremme med 90 procents opbakning ved afstemningen.