Bryggebladets borgmestertip

Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 3. november 2009

Af Jarl Cordua

(Let revideret fra trykte version)

Der er 14 dage til kommunalvalget, og meget kan ske undervejs. Her er Bryggebladet bedste bud på, hvordan konstitueringen vil se ud efter valget til Borgerrepræsentationen tirsdag den 17. november:

Overborgmester Frank Jensen (S),
teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF),
kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V),
socialborgmester Mikkel Warming (Enh.),
sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (Kons.),
børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S),
beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam (Rad.)

Dette resultat bygger på flere forudsætninger og især den, at byens røde partier konstituerer sig sammen med De radikale i én stor valggruppe, mens VKO-partierne går sammen i en lille valggruppe. Præcis ligesom det skete efter det seneste valg i 2005.
Der er ingen, der forestiller sig andre scenarier, end at Frank Jensen bliver overborgmester i den næste valgperiode. Den store valggruppes mandater vil måske også række til at sætte sig på den tunge teknik- og miljøborgmesterpost. Målinger viser, at SF bliver næststørst, og det vil være naturligt, men ikke sikkert, at Kjeldgaard sætter sig på denne vigtige og synlige post, som administrerer infrastrukturen i byen.

Siden bliver det den lille valggruppes tur til at vælge som nummer tre. Pia Allerslev vil sikkert vælge sin gamle borgmesterpost. Det er et område, hun kender, som ikke er særligt problemfyldt i forhold til, hvad der ellers er tilbage på tallerkenen, og så indeholder området ikke ret meget drift. Det er netop driftsområderne, som skaber problemer for borgmestrene, når budgetterne bliver overskredet. Så en klog opposition overlader derfor den slags til flertallet.
Enhedslistens Mikkel Warming vælger også sit gamle område igen – ud fra lidt de samme kriterier som Allerslev, selv om hans område på ingen måde kan siges at have været »problemfrit« i denne valgperiode. Socialdemokraternes mandater rækker helt sikkert til to borgmesterposter, og det kunne godt blive den nuværende politiske ordfører Anne Vang, der overtager Bo Asmus Kjeldgaards nuværende ressort. Det vil sikre ro på børne- og ungeområdet, og at de nødvendige ressourcer bliver sat af til området, hvis det bliver Frank Jensens partifælle, som får borgmesterposten. Det er omvendt et svært område, hvilket burde tale for, at den nuværende og dermed erfarne integrationsborgmester Jakob Hougaard i stedet får posten.

Men Frank Jensen bliver nødt til at skæve til, at kvinderne også skal være repræsenteret, så derfor får Anne Vang chancen, selv om man kan indvende, at det er en (for) stor opgave for en ung kvinde, der kun lige er fyldt 26 år. Den konservative Mogens Lønborg har derimod ikke haft større problemer på sundhedsområdet, så han håber sikkert på, at det netop bliver denne post, der er tilovers, når han som den næstsidste får lov at vælge.

De radikales Klaus Bondam får lov at vælge sidst, og han skal nok bare være glad for, at De radikale får samlet tilstrækkeligt med mandater sammen til, at der er en borgmesterpost. Bondam bliver ny arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester.

Resultatet forudsætter også, at VKO får mindre end 21 mandater tilsammen. Sidst fik VKO 31 procent af stemmerne svarende til 14 mandater. Tommelfingerreglen er, at hvert syvende mandat i en valggruppe giver en borgmesterpost. Der er derfor langt op til VKO’s tredje borgmesterpost, som så vil gå til DF. Seneste Gallupmåling fra den 28. oktober giver faktisk VKO 40 procent svarende til cirka 22 mandater, så det er inden for rækkevidde. (Et mandat »koster« cirka 1,8 procent af stemmerne per styk.) Hvis DF bliver større end K, hvad de aktuelle målinger viser, så kan DF måske kræve valggruppens anden borgmesterpost. Det spil vil K formentlig vinde. For leverer DF ikke stemmerne, så vil K måske kunne få posten alligevel ved at søge sammen med den store »røde« blok. Det var netop den situation, som var på nippet til at opstå på valgaftenen 2005. Omvendt vil den store blok af politiske grunde næppe kunne omfatte både DF og Enhedslisten, selvom intet på Københavns Rådhus kan regnes for sikkert.

SF-fremgang fremstår som nederlag
Gallupmålingen i Berlingske Tidende viste også, at SF’s fremgang i København er rullet dramatisk tilbage på kun seks uger. I september ville 24 procent af københavnerne stemme på SF, men i oktober har partiet kun opbakning fra 16 procent. SF står stadig til en pæn fremgang på fem procent i forhold til sidste valg, men taget i betragtning af SF’s enorme succes på landsplan, så må partiets spidskandidat i hovedstaden Bo Asmus Kjeldgaard være dybt skuffet over, hvad der ligner en nedsmeltning af SF’s kampagne kun 14 dage før, at valgstederne åbner.
Målingen kan også ses som, at det tilsyneladende er gået op for de københavnske SF-vælgere, at det ikke er SF’s formand Villy Søvndal, der stiller op til BR-valget, men Kjeldgaard.

Flere iagttagere peger på Kjeldgaards forskellige meldinger om, hvorvidt han nu var overborgmesterkandidat eller ej, som netop årsagen til, at SF-vælgere tilsyneladende har tjekket ud i hobetal. Det forunderlige er dog, at SF-vælgerne tilsyneladende ikke er gået til S, da Frank Jensen og co. kun går én procent frem til 30 procent i forhold til septembermålingen, mens Enhedslisten også går markant tilbage fra ti til syv procent.

Det forlyder i øvrigt, at Kjeldgaard har accepteret, at kampagnen styres fra SF på Christiansborg, hvor Søvndals spinfolk Claus Perregaard og Thor Möger Pedersen hver morgen hjælper ham med at holde fokus.

De radikales vælgertilslutning har ikke vundet frem i den seneste måned. Klaus Bondams tropper står fortsat til en halvering til seks procent. VKO-partierne derimod går alle massivt frem. Især Dansk Folkeparti står til fordobling til 11 procent i forhold til 2005-valget, som var partiets hidtil dårligste i København. Måske skyldes fremgangen partiets kampagne om en folkeafstemning om en planlagt moské på Amager.

Venstres Pia Allerslev har fået stor fremgang på seks procent i løbet af den seneste måned og står til 19 procent af stemmerne. Hvis målingens resultat holder på valgdagen, så tangerer det Venstres Søren Pinds kanonvalg i 2001. Allerslev scorer måske på, at hun har været synlig især i sagen om Tingbjerg-præsten, den verserende bandekrig og for at have revset de røde partier for at have indgået LO-aftalen.

De konservatives Mogens Lønborg har også grund til at juble. Hvis liste C får ni procent, som målingen spår, så bliver det de konservatives bedste valg siden 1997. Lønborg er måske allerede ved at sætte den gode stemning om de konservative over styr. For det er lykkedes ham at bryde igennem medierne med et forslag om, at en pakke cigaretter i fremtiden bør koste 70 kroner. Til alt held for rygerne er det imidlertid ikke Borgerrepræsentationen, der kan beslutte det.
Spørgsmålet er dog, om den borgerlige fremgang holder hele vejen. De borgerlige har traditionelt været overvægtet i målinger forud for valgdagen. Måske hænger det sammen med, at venstrefløjens partier traditionelt har været gode til at mobilisere deres tilhængere, mens borgerlige vælgere har det med at svigte stemmeboksen på valgdagen.

»Udgangspunktet«
Da Bo Asmus Kjeldgaard til sidst trak sig endeligt som overborgmester og dernæst pegede på Frank Jensen, så gjorde han det især med henvisning til den indgåede LO-aftale den 7. oktober i år mellem S, SF og Enhedslisten. Af aftalen fremgår også en linje om selve konstitueringen, det vil sige selve den aftale, der kort efter valget fordeler de syv borgmesterposter, alle udvalgsposterne samt poster til kommunens forskellige bestyrelser, råd og nævn mellem partierne. Med andre ord: Aftalen der fordeler magten og pengene. Det er selvsagt vigtigt for alle partier at få så god en konstitueringsaftale som muligt, der maksimerer det enkelte partis indflydelse. De to sidste punkter i LO-aftalens lyder sådan:
»Udgangspunktet er, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i København konstituerer sig sammen efter valget«, og: »Parterne er enige om at pege på Frank Jensen som overborgmester«.
Bo Asmus Kjeldgaard er for tiden rejsende i en relativ stram fortolkning af LO-aftalen, hvor han blandt andet forleden til Berlingske sagde:
»Det er kun aftalt, at Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF konstituerer sig efter valget.«
Frank Jensen modsiger ikke Kjeldgaard, men har omvendt ikke travlt med at udelukke andre partier fra en konstitueringsaftale. Og udelukker aftalen Frank Jensen fra for eksempel at lave en konstitueringsaftale med de borgerlige udenom SF? Ikke hvis man kigger på ordet »udgangspunktet«, der indleder sætningen. For hvad nu, hvis forhandlingerne går i hårdknude mellem de tre partier? Så er Frank Jensen med henvisning til, at »alt er forsøgt« ikke længere forpligtet til at konstituere sig med SF og Enhedslisten.
I øvrigt taler den i medierne stærkt kritiserede LO-aftale også om, at »udlicitering skal være undtagelsen.« Her afviser Frank Jensen allerede nu, at det punkt får større betydning for kommunens udliciteringspolitik, da han "vil tage stilling fra sag til sag".

Ebbesen DF’s borgmesterkandidat
Noget usædvanligt stiller Dansk Folkeparti i København både med en »spidskandidat« og en »borgmesterkandidat«. Spidskandidaten og dermed øverst på listen er den 70-årige veteran Birthe Skaarup, mor til partiets politiske ordfører Peter Skaarup. »Borgmesterkandidaten« er derimod partiets nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som er nummer to. Man kan godt undre sig over, hvorfor DF opstiller en spidskandidat, hvis det er nummer to, som bliver borgmester. Det er både ulogisk eller giver mening. Hvad kan forklaringen så være? Måske hænger det sammen med, at Ebbesen hidtil ved valgene ikke ligefrem har brilleret, når det handler om at få personlige stemmer, og derfor har brug for et vælgertrækplaster som Skaarup. Ebbesen er DF’s organisatoriske næstformand på landsplan, men trods mange forsøg er det alligevel ikke lykkedes for Ebbesen at blive valgt til Folketinget. Nu kan han måske blive valgt som borgmester med hjælp fra Birte Skaarup, hvilket ikke er utænkeligt med de seneste meningsmålinger i mente.
Konstruktionen går næppe op for ret mange vælgere, og skulle der være en enkelt vælger, som føler sig snydt, så er der heller intet at gøre ved det, for ingen formelle regler er overtrådt. Konkret har DF i valgkampen i øvrigt lagt billet ind på integrationsborgmesterposten. Det gør de næppe, fordi de selv tror på, at de får den. Men det er smart, for i forhold til vælgerne får de netop sat spot på hele indvandrerområdet, som DF har som mærkesag.