Bondam udnyttede borgerlig splittelse

København stjal billedet med en helt uforudset VOR-konstitueringsaftale

Bragt i Bryggebladet nr. 17 1. december 2008

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Københavnske vælgere er vant til lidt af hvert i tiden efter, at valget til Borgerrepræsentationen er overstået. Det er her, at partierne finder sammen for at fordele borgmesterposter, udvalgsposter og lukrative bestyrelsesposter. I årenes løb har der ikke været grænser for fantasien mht. konstellationer på kryds og tværs. Vælgerne har også været vidne til at politikere straks efter valget forlod deres parti i håb om at få gevinst af det. I år var ingen undtagelse, når det gælder opmærksomhed, i det de radikales spidskandidat Klaus Bondam igen blev borgmester efter at have indgået en såkaldt konstitueringsaftale med Venstre – og mere spektakulært arvefjenden Dansk Folkeparti.

Advarede imod DF
Før valget førte især de radikale - med Bondam i spidsen - an i en målrettet kampagne, der dels fordømte DF og dels specifikt advarede de københavnske vælgere om at Pia Kjærgaards folk stod til at overtage beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten. I øvrigt den mindst prestigiøse og indholdstunge politiske post. Formentlig har denne direkte appel bidraget til, at de radikale fik et uforudset pænt valg med en mindre tilbagegang fra 7 til nu 5 mandater. Dagen efter valget skulle Bondam dog forklare de samme vælgere, hvorfor han nu var blevet borgmester netop på DFs stemmer. Det var ikke en let opgave, og Bondam trak store veksler på sin troværdighed – ikke mindst hos vælgerne og sit eget bagland, der var splittet midt over af den umage konstellation med ”pianisterne”.

Nye sengekammerater
Især den radikale gruppeformand Manu Sareens højlydte kritik af aftalen bidrog til, at debatten om Bondams nye politiske sengekammerater efterfølgende eskalerede på blogs og nyhedsfora på nettet. Sareen anførte, at han ikke var taget med på råd før de radikale forhandlere sent om morgenen efter valget lavede aftalen med V og DF. I Venstre undrede man sig over, at Sareen ikke anede, hvor det bare hen, siden at de radikale forhandlere allerede tidligt på valgaftenen var mødt op hos venstrefolkene på rådhuset. Her gav de radikale klart udtryk for, at de var til salgs for en god aftale, ud fra det pragmatiske synspunkt, at konstituering ikke er en politisk aftale, men blot ”matematik”. Sareen benægtede dog, at det var med hans velvilje, at tilsagnet var givet, og forklarede sig med, at han havde været åndeligt eller fysisk fraværende. Sareens frasigelse af et evt. medansvar hænger måske også sammen med en frygt for vælgernes reaktion, da det kan få negative konsekvenser for hans egen folketingsvalgkamp om ca. 1½, hvor Sareen står til at blive valgt på tinge. Da de personlige stemmer blev talt op, hvor opbakningen til Sareen langt overgik Bondams, gik spekulationerne på, om Bondam blev tvunget væk fra borgmesterposten. Men lige dér gik åbenbart grænsen for Sareens obstruktion. For han ville hverken tage posten selv, til trods for at den i øvrigt blev tilbudt ham på et sølvfad, eller droppe konstitueringsaftalen med V og DF. Altså: Stor ståhej for ingenting.

Borgerlig splittelse
Bondams borgmesterpost var ikke kun et resultat af et hastigt radikalt tilbagetog mht, hvad DFs mandater kunne bruges til. Chancen for at få en radikal borgmesterpost opstod alene som følge af dyb mistillid mellem DFs og de konservatives forhandlere. På valgnatten skændtes de to partier om de borgerliges 2. borgmesterpost. Undervejs fik de konservatives forhandler Mogens Lønborg fornærmet DF’erne ved at henvise til ”anstændige mandater” og ”uanstændige mandater”. Ophidselsen var så stor, at DF’ernes gruppeformand Carl Christian Ebbesen senere indrømmede, at hvis DF ikke kunne få posten, så skulle K heller ikke have den. Hos de konservative nægter man dog, at det gik sådan for sig. Imidlertid blev der alligevel skabt enighed meget sent om morgen om at Lønborg skulle have posten. Men da der så opstod en situation, hvor Lønborg så ud som om, at han var i gang med at forhandle alene med Frank Jensen, mistænkte V og DF ham for at springe over til ”den røde blok”. Venstrefolkene havde under hele forløbet kontakt med de radikale, der gennem hele natten forgæves havde forsøgt at overtale ”den røde blok” til at give dem en nyopfunden ”viceoverborgmesterpost” med eget kontor og budget. Da DF’erne tidligt om morgenen blev overbevist om, at Lønborg var ved at springe, så var Ebbesen klar til at gå med i en aftale med Bondam, der sikrede DF mere indflydelse - end hvis de var efterladt på perronen alene med Venstre. Da den konservative borgmester intetanende kom tilbage fra sit møde med Frank Jensen, var løbet til gengæld kørt for K. Chokerede, skuffede og rasende gik K nu med i en aftale med ”de røde”, der sikrer de konservative en række pæne og ganske vellønnede bestyrelsesposter og formandsposter, som et pænt plaster på såret. Siden har de konservative kastet sig ud i en strid med V og O i medierne om, hvem der har skylden for, at VKO denne gang ikke kunne holde sammen. Med bekymring har også kræfter i erhvervslivet forsøgt at få parterne til at finde sammen. Men de konservative står til at miste mange poster, ”gode ben” mv. i forhold til at de i stedet går med i et stort borgerligt valgforbund. Den meget rutinerede og dygtige forhandler Frank Jensen har således akkurat givet K de pæne lunser, der skal til, for at holde de borgerlige splittet. Spørgsmålet er nu, om den borgerlige ballade fortsætter valgperioden ud, eller at VKO får klinket skårene og igen samarbejder.

Flot SF-valg
Bryggebladet borgmestertip fra før valget holdt hjem på nær én borgmesterpost. SF fik en ekstra borgmesterpost i stedet for de konservative, der mistede deres. Det skete i kraft af, at SFs fremgang blev endnu større, end målingerne forinden havde vist. De samme målingers spådomme om borgerlig fremgang holdt slet ikke, og VKO fik 14 mandater til sammen. Præcis som i 2005. SF fik omvendt 6 ekstra mandater til nu 13. De 4 mandater kom fra S, mens de radikale leverede de sidste 2. Enhedslisten fik et pænt valg, og fastholdt deres 6 mandater. Kommunens vedtagne besparelser på børneområdet blev en god sag for liste Ø, der var effektiv mht. at mobilisere utilfredse forældre på valgdagen. Enhedslisten og SF havde ellers selv været med i forliget, men rendte kort tid før valget fra denne del af budgetaftalen. Enhedslistens Mikkel Warming fortsætter helt som forudset som sociaborgmester.

Ny SF-leder?
SF fik udmærket styr på valgkampen inden de sidste tre vigtige uger, hvor Villy-effekten slog godt igennem i København. Meget betegnende har ingen – heller ikke i SF - været ude og hylde Bo Asmus Kjeldgaard som ophavsmanden til partiets store valgsejr. Kjeldgaards personlige valg var sløjt – for ikke at sige halvskidt med kun 3570 personlige stemmer og blev som spidskandidat overgået af en kandidat længere nede på listen, Ayfer Bajkal, som fik 3665. I politiske kredse læser man denne ydmygelse som vælgernes deciderede fravalg af Kjeldgaard, der i de næste fire skal være Teknik- og miljøborgmester. Konsekvensen af det ikke imponerende personlige valg må på længere sigt blive, at Kjeldgaard ikke igen står øverst på SFs liste ved det næste kommunalvalg. Ikke overraskende blev SFs tidligere gruppeformand Ninna Thomsen ny sundhedsborgmester. Thomsen har, til trods for at hun tidligere har været i opposition til hans ledelse, et godt forhold til Kjeldgaard. Spørgsmålet er dog, om ikke vælgerne allerede nu har svækket Kjeldgaard så meget, at han de facto er færdig som SFs leder i København. Når tiden er inde, vil Thomsen – hvis hun altså vil – uden tvivl kunne vælte Kjeldgaard af pinden som SFs nye politiske leder i København. Hun vil uden tvivl kunne få opbakning i BR-gruppen, men partiorganisationen i København har også et ord at skulle have sagt. Det bliver interessant at se om arvefølgen vil foregå glidende i ro og mag, eller om der på et eller andet tidspunkt udbryder borgerkrig. Jeg gætter på, at Kjeldgaard inden for de næste 1½-to år selv trækker sig som leder.

S-tilbagegang
Frank Jensens valg var absolut godkendt – og mere til. Ingen forventede, at han kunne gentage Ritt Bjerregaards kanonvalg fra 2005. Nu blev det efter en effektiv og synlig valgkamp til en mindre tilbagegang fra 21 til 17 mandater, og samtidig fik byrådsgruppen skiftet resterne af Jens Kramer Mikkelsens gamle garde ud med flere nye friske kræfter. Efter konstitueringen er TV3-værtinden Mette Reissmann blevet ny politisk ordfører, mens tidligere indenrigsminister Birthe Weiss søn, Lars Weiss er blevet ordfører i teknik og miljøudvalget. Gruppeformand er fortsat Jesper Christensen, mens der ikke er blevet plads til tidligere borgmester Jacob Hougaard i ledelsen. Det lave personlige stemmetal afgjorde formentlig sagen, så Hougaard hurtigt trak sig som borgmesterkandidat umiddelbart efter valget. Tilbage som kandidat til den ledige 2. socialdemokratiske borgmesterpost stod så ikke overraskende Anne Vang, der også fik et flot personligt valg med 3605 stemmer. Den nye S-borgmester er i øvrigt i modsætning til de øvrige borgmestre indfødt københavner.

V-skuffelse
For Venstres Pia Allerslev blev valget en slem skuffelse. Målinger havde spået en pæn fremgang, men Venstre gik tilbage med 2 mandater til 6. Ved konstitueringen kunne Pia Allerslev vælge som nr. 2, men gik en stor bue uden om den store børne- og ungdomsborgmesterposten, som set med borgerlige briller er en uriaspost, hvor driftsomkostningerne er mere eller mindre ude af kontrol. Venstre-lederen valgte derfor det sikre og bliver igen kultur- og fritidsborgmester. Venstres gruppe fik ved valget i øvrig tilgang af Københavns Politis informationschef Flemming Steen Munch.

K-fornyelse
I modsætning til Venstre fik de konservative valgt nye unge kræfter ind i deres BR-gruppe, der nu tæller fire mandater mod 3 i 2005. Det er de to unge folk Rasmus Jarlov og Jakob Næsager. Især er der mange forventninger til Jarlov, som mange konservative ser som ny spidskandidat for partiet ved det næste kommunalvalg.

DF-fremgang
DF fik også fremgang, sådan at BR-gruppen nu har fire mandater. Her er der foruden Carl Christian Ebbesen gensyn med erfarne kræfter som de tidligere socialdemokrater Karin Storgaard og Finn Rudaizky og tidl. MF Birte Skaarup.