SF insisterer på rollen som ”førsteelsker” hos S

Tidens mest populære parti skal finde sine ben som magtens parti

Bragt i Bryggebladet nr. 8 den 3.maj 2010

Af Jarl Cordua

I disse uger regnes der på livet løs i alle kommunens forvaltninger frem mod efterårets budgetforhandlinger. Øvelsen går lige nu ud på at spare penge. Mange penge. Samtidig kæmper kommunen med at skulle udfylde et eksplosionsagtig voksende behov for børnepasning og uddannelse i børne- og Ungdomsforvaltningen, som følge af de seneste års fødselsboom i København. Dertil kommer også et galoperende behov i Socialforvaltningen til flere og flere ofte pleje- og/eller behandlingskrævende kronisk syge mennesker – børn og voksne – fremkommet ikke mindst i kraft af især en moderne tids bedre diagnoser, medicin og viden. Det er naturligvis en svær udfordring for politikerne, som har deres fulde opmærksomhed i den kommende tid.

Kan SF stå for presset?
Allerede nu tyder meget på, at S og SF – i modsætning til forrige år – vil være en del af en budgetaftale. Hvis en budgetaftale medfører, hvad alt tyder på, at der skal ske besparelser i stor stil på daginstitutioner, så bliver det spændende om SF kan holde til det massive pres, der utvivlsomt vil komme fra faglige organisationer. Med andre ord: Hvordan vægter SF hensynet til baglandet i forhold til det økonomiske ansvar og behovet for at indgå i en ”magtens alliance” med S?

På rådhuset har flere iagttagere i al fald observeret, hvordan SF gør meget ud af at pointere at de - ligesom på Christiansborg - er i en tæt alliance med S. Under de såkaldte ”kick-start”-forhandlinger for en måneds tid side bemærkede deltagere, at SFs teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard nærmest symbolsk for selvopfattelsen i det fremadstormende parti pludselig satte sig på samme side af forhandlingsbordet som overborgmester Frank Jensen. For få måneder siden ville SFs forhandler have sat på den modsatte side af bordet sammen med de øvrige partier. SFs stigende selvbevidsthed hænger nødvendigvis ikke kun sammen med den officielle lokale valgalliance mellem de to partier (samt fagbevægelsen og Enhedslisten), men bunder naturligvis også i det simple faktum, at S-SF alene kan mønstre det nødvendige flertal i Borgerrepræsentationen på 28 mandater.

Sosserne vogter på SF
Hos socialdemokraterne kan man sagtens mærke, at SF insisterer på at være ”førsteelsker”, når der skal forhandles, selvom Frank Jensen fra begyndelsen af har satset på bredest mulige forlig, hvor især de radikale og Enhedslisten bydes indenfor. I gamle dage under Ritt Bjerregaard var de radikale, de første der blev budt op til dans. I det daglige forsøger SF dog - ikke særligt overbevisende - at nedtone den nyfundne kærlighed til S blandt andet med henvisning til, at det udelukkende skyldtes Ritt Bjerregaards person, at de to partiers samarbejdes led skibbrud i forrige valgperiode. På rådhuset aner iagttagere, at S er på vagt overfor at blive for omklamret af SF’erne. Socialdemokraterne er således meget bevidst om, at SF, hvis udviklingen fortsætter, kan ende med at vokse dem over hovedet. Også af den grund er Frank Jensen på udkig efter andre samarbejdspartner. Han tør ikke blot binde sig an med et samarbejde udelukkede med SF og et parti, hvor ledelsesforholdene nu og på sigt er ganske uklare.

SF vil tvangssprede vuggestuebørn
På rådhuset har flere dog bemærket sig, at SF’erne har mere end svært ved at finde deres egne ben i den ny rolle som ansvarligt parti med stor magt. SF’erne har fx i lang tid haft svært ved at beslutte om de går ind for at tvangsfordele børn i byens daginstitutioner. Det skal ske for at sikre integrationen, sådan at man får en mere ligelig fordeling af børn af etnisk dansk og anden herkomst. Når det gælder skolerne, så er SF tilsyneladende fortsat imod, at man spreder de tosprogede børn, hvor imod partiet - en anelse ulogisk - åbenbart har ændret holdning, når det gælde vuggestuebørnene. Forleden stillede SF’ere i børne-og ungdomsudvalget med ordføreren Trine Schaltz i spidsen et såkaldt ”medlemsforslag” om etablering af en forsøgsordning på Nørrebro, hvor integration dvs. tvangsfordelingen af vuggestuebørnene skal gå forud for forældres ret til at vælge den institution, de ønsker for deres børn.

Forslag uden reel betydning
Hvis forslaget - efter forsøget - ender med at blive ført ud i livet, så får det – efter flere politikeres vurdering - ikke den store betydning for det frie vuggestuevalg. For i dag eksisterer den kun i teorien, i det der reelt ikke noget valg. Situationen er den, at forældre må tage den institution, de bliver tilbudt, hvis de i det hele taget kan få en plads. Men som en politiker på rådhuset har bemærket sig, så var det ”da ganske modigt, at SF pludselig tør gå op imod den højtråbende kreative klasses ret til valgfri daginstitution. Også selvom at alle ved, at denne ret kun eksisterer på papiret.” På rådhuset er vurderingen fra flere sider, at SF’erne dermed politisk set dummede sig ved at indtage et temmelig ligegyldigt upopulært synspunkt samtidig med, at de i øvrigt ret uforvarende fik inddraget socialdemokraterne herunder den ansvarlige S-borgmester Anne Vang i sagen. Forslaget var i øvrigt ikke forinden ”handlet af” med socialdemokraterne, selvom de deler synspunktet. Omvendt har S ikke det store behov for at skulle sælge et upopulært budskab til københavnerne, som heller ikke får opbakning fra hverken de radikale eller de borgerlige ligesom Enhedslisten er mere end lunkne. Hverken hos SFs sædvanlige venner i pædagogernes fagforening LFS eller hos forældreorganisationen, KFO er man begejstret for forslaget. Hos LFS kalder man tvangsspredning for ”hovedløs populisme”, mens KFO finder, at ”tvang ikke er motiverende”.

Men da det i høj grad er SF, der har førertrøjen mht. vælgernes gunst, så er det måske også partiet, der nu må påtage sig ansvaret for at gå i spidsen for at vedtage upopulære beslutninger. Og det er ganske nyt.

Aktiv i værdidebat
Overborgmesteren lægger i øvrigt op til i den nærmeste fremtid personligt at deltage i ”værdipolitiske debatter”. Hensigten er formentlig den, at Frank Jensen ønsker mere opmærksomhed om sine egentlige politiske holdninger sådan at det hele ikke drukner i at borgerne kun hører om overborgmesterens konkrete tiltag i dagligdagen, som måske ikke er så opmuntrende, når det politiske barometer står på nedskæringer. Hvad disse holdninger bunder i, og hvordan det i praksis vil blive kommunikeret, står dog endnu ikke klart. I sin første 1. maj-tale som overborgmester benyttede Frank Jensen til at understrege det personlige ansvar hos forældrene for, at deres børn for en god opvækst herunder skolegang.

Sår klinket hos VKO
Hos de borgerlige har man tilsyneladende fået klinket skårene efter konstitueringsforhandlingerne hin dramatiske morgen efter valget, der overraskende for alle endte med, at V, DF og de radikale sammen sikrede den radikale Klaus Bondams borgmesterpost og efterlod de stærkt chokerede konservative ”alene på perronen”. I ugerne efter fik VKOs gruppeformænd og Venstres borgmester Pia Allerslev snakket ud om tingene, og stridsøksen er også blevet begravet, fordi de nyvalgte konservative BR-medlemmer åbenlyst ikke har været interesseret i, at et borgerligt samarbejde valgperioden skulle spoleres af nid og nag. Hos VKO er man derfor ganske salomonisk blevet enige om, at man ser meget forskelligt på forløbet under valgnatten, hvorimod alle til gengæld nu ser fremad. Konkret viser samarbejdet sig ved, at grupperne sædvanligvis koordinerer og stiller en del fælles forslag sammen inden BR-møderne og ofte stemmer sammen ved behandlingen i udvalgene og i BR-salen.