Frank Jensens første år er mere end godkendt

Ung radikal borgmester trådte i karakter overfor pengegriske partifæller

Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 18. januar 2011

Af Jarl Cordua

Ved årsskiftet blev denne signatur ringet op af Berlingske for at give en karakter til overborgmester Frank Jensens første år, som byens førstemand. På den gamle skala blev det til et 9-tal. På den nye et lille 10-tal. Hvorfor nu det?

Forrest i bussen
Frank Jensen har formået at samle alle BRs partier bag sig i det politikerne kalder for ”Københavnerfortællingen”, som er et sæt målsætninger, som kommunen vil arbejde frem mod i de kommende år. I virkeligheden er der nemlig ikke den helt store forskel på partierne mht. hvad de vil politisk: De vil have en økonomisk udvikling af byen med mere, bedre og effektiv kommunal service, bedre miljø, større og ordentlig integration, relativ lav skat samt udbygning og renovering af kommunens infrastruktur. Der findes lidt forskellige veje til endemålet. Det vigtige set med overborgmesterens briller er dog, at han fremstår som den, der kan samle og lede kommunen. Og det må man sige, at overborgmesteren er lykkes ganske godt med.

Flere resultater
Frank Jensen operer med et helt andet udgangspunkt end sin forgænger på posten. Under Ritt Bjerregaard var S-SF-forholdet anspændt og præget af udbredt mistillid kulminerende med, at den daværende overborgmester i 2009 indgik sit budgetforlig med de borgerlige udenom SF. Men med valget fik S-SF på rådhuset flertal og før valget blev en alliance støbt bl.a. efter pres fra SF på Christiansborg, som ikke ønsker at lade partifællerne på Rådhuset fremstille partiet med regeringsambitioner som nogen, der i virkeligheden består af uregerlige anarkister. Faktum er, at SF og S på rådhuset nu styrer byen som en de-facto-regering. Alligevel formår Frank Jensen at lave brede koalitioner bag sig. Ved budgetforliget i efteråret fik han splittet de borgerlige, da K gik med. Også de radikale forsøger Frank Jensen at inddrage i samarbejdet, og han viste især ved budgetforhandlingerne, at han er villig til at betale prisen med store indrømmelser.
Blandt de største resultater er, at det måske er lykkedes at få lukket kommunens smertensbarn: kæmpehullet på børne- og ungdomsforvaltningens budget, som i årevis har martet borgmestre på området. Det er ikke mindst sket ved en reform af forvaltningen, hvor der er blevet saneret i overadministrationen, men også ved at skære i åbningstider med lukkedage, takstforhøjelser for pasning osv. Præstationen skal også ses i lyset af, hvor relativ få protester, der lød fra fagforeningerne og forældre. Men det kan jo nå at ændre sig. Dertil kommer flere rimeligt brede forlig bl.a. om infrastruktur ”Kickstart København” og integrationsområdet, hvor de borgerlige dog i begge tilfælde betakkede sig for at være med. Det kan dog ikke skjule det faktum, at det politiske miljø på rådhuset aldrig har været fredeligere og mere konstruktivt end set i mange år.

Stadig udfordringer
Det har dog ikke været et år helt uden torne. Mest pinligt var sagen om de mange socialdemokratiske partisoldater, der pludselig fik job i overborgmesterens sekretariat, som om at der var tale om at en hel administration flyttede ind, Noget man ellers kun kender det fra præsidentskifter i USA. Det tegnede således et billede af, at et nyt S-pampervælde var født på rådhuset.
Dertil kom en bombastisk udmelding fra Jensen om, at S ikke bør genvælges, hvis ikke at byens småbørnsforældre kan få passet deres børn inden for en nærhed af et kvarters tid på cykel. Det bliver spændende at se om det krav bliver opfyldt inden 2013. Det skal medierne og Jensens politiske modstandere nok få ham holdt op på. Målsætningen er et stort sats fra Jensens side.
Og endelig så spøger hele spørgsmålet om Frank Jensen egen popularitet. Synes borgerne at Jensen gør det så godt, at de vil give socialdemokraterne fremgang ved næste kommunalvalg? Det er naturligvis udfordringen, og derfor vil man utvivlsomt se en overborgmester, der i de kommende år i højere grad end i 2010 vil forsøge at tage æren for de resultater, der måtte være opnået.

Kommunen ønsker retssag
I den spektakulære ”Farvergade-sag”, hvor staten i form af Arbejdsmarkedsstyrelsen mener, at kommunen dvs. integrations og beskæftigelsesforvaltningen ikke har tilbudt de arbejdsledige i kommunens Jobcenter i Farvergade de aktiveringsydelser, som de burde for at kunne få refusion fra staten, tyder alt nu på, at kommunen har besluttet sig for at afvise alle evt. krav, som er blevet opgjort til 390 mill. kr. Kommunen mener, at de har tolket lovgivningen korrekt til at opnå refusionen, og synspunktet får pæn opbakning fra en rundspørge, som Politiken for nylig har foretaget blandt landets kommunalchefer. Hvis staten insisterer på tilbagebetaling, så vil kommunen i løbet af denne måned beslutte sig for at føre en retssag. Det fortæller flere kilder. Her er de centrale figurer især overborgmester Frank Jensen og den radikale borgmester på området Anna Mee Allerslev, der med stor sikkerhed også har opbakning bag en sådan beslutning fra minimum partierne: S, de radikale, SF og Enhedslisten. Sagen bliver først drøftet i økonomiudvalget senere på måneden, for så at blive besluttet på et senere møde i kommunens beskæftigelses og integrationsudvalg. Dermed kan det komme til en spektakulær retssag, som måske kan blive forpurret, hvis fx en ny og rød regering kommer magten. Før jul sendte kommunen i øvrigt en redegørelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen om sagen.


Trådte i karakter
På rådhuset letter man på hatten for den unge radikale arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, som efterfulgte Klaus Bondam på posten her ved årsskiftet. Det sker efter at ”nogen” havde fortalt Jyllandsposten om, hvordan Allerslev på et internt møde var blevet afkrævet i alt 200.000 kr. årligt af sin borgmesterløn til fordeling blandt de to gruppefæller Kasper Johansen, der er udset som gruppeformand og den politiske ordfører Margrethe Wivel. Allerslev lod dog de to forstå, at det kunne de glemme alt om. Derved viste borgmesteren for første gang, at hun er i stand til at træde i karakter og ikke lader sig påvirke af pres fra to partifæller, som har meget svært ved at overkomme, at de ikke selv fik borgmesterposten. Helt til grin på rådhuset blev Wivel og Johansen, da de gav sagen mere opmærksomhed ved at udtale sig til pressen bl.a. stillede Kasper Johansen op i TV2 Lorry, hvor de forsøgte at redegøre for, hvor hårdt de havde det på deres almindelige arbejde og hvor lidt de fik i vederlag for at sidde i Borgerrepræsentationen. Man kunne også spørge de to radikale, hvorfor de ikke afkrævede Klaus Bondam præcis det samme, da han var borgmester? Svaret er formentlig, at Bondam ville have grinet dem ud, så de næppe turde vove det. Nu troede de, at den gik med Allerslev, som ingen venter sig det store af. Men den nye borgmester viste, at hun faktisk har rygrad. Sagen viser også, hvor dårligt kørende og hvor internt splittede de radikale er efter at Manu Sareen og Klaus Bondam har forladt rådhuset. Vi har næppe hørt det sidste om internt kævl hos de radikale.

Rebellen Lønborg
Ballade har der også været hos de konservative, hvor tidl. sundhedsborgmester og partiets gruppeformand på rådhuset, Mogens Lønborg, tidligt og med stor kraft kastede sig ind i oprøret mod den siden hen detroniserede partileder Lene Espersen. Det faldt flere af Lønborgs gruppefæller for brystet, og Lønborgs sandsynlige udfordrer som spidskandidat, medlem af Borgerrepræsentationen Jakob Næsager angreb Lønborg for illoyalitet overfor Espersen, og bad ham om at passe sit arbejde. Lønborg har nok sat point på kontoen hos Lars Barfoed, men det er tidl. Lene Espersen-støtter, der kontrollerer partiet i København. Spørgsmålet er, om der nu er slået skår i forholdet til gruppefællerne eller om sagen bliver hurtigt bilagt. Det sidste er nok mest sandsynligt, men det man kan spekulere på er om det ødelægger Lønborgs muligheder for at blive spidskandidat igen ved valget i 2013.

Godt nytår!