Endnu et Frank-projekt

Overborgmesteren vil have mere vækst til byen. Men hvordan?

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 10. marts 2011

I sidste uge kunne man i både Børsen og Berlingskes business-sektion se dobbeltopslag, hvor overborgmester Frank Jensen præsenterede sin nye vækstplan for København. Vækstplan er nok så meget sagt. Der er reelt tale om oplistning af en række målsætninger – i stil med Lars Løkke Rasmussens ”drømmetale” - hvor byen frem mod 2020 får en økonomisk vækst på 5 pct.
Ingen kan være uenig i, at økonomisk vækst er vigtig for byen, og der er naturligvis point til Jensen for at sætte emnet på dagsordenen og få kridtet banen op for, hvad det er, København skal nå.
Men kigger man på de konkrete forslag, som ligger på bordet, så er der ikke ligefrem tale om banebrydende idéer, som ingen har hørt om før. Og dertil kommer, at Jensen skubber en del af ansvaret for at skabe vækst i byen over på regeringen. Det er nemlig staten, der er udset til at investere endnu mere i byens infrastruktur, end den i forvejen gør. Det er jo ikke, fordi København ligefrem er glemt af staten. For øjeblikket henligger det halve af byen i byggerod på grund af metroen, og der er flere anlægsinitiativer på vej. Det skal selvfølgelig ikke forhindre københavnske politikere at forsøge at skrabe endnu flere statslige investeringer til byen. Men forfordelt, det har man altså ikke været i mange år.

Erhvervsuvenlig som i Østberlin
Københavns indlysende problem, er, at kommunen af dets eget lokale erhvervsliv opleves som decideret erhvervsuvenligt nærmest på linje med Østberlin før Murens fald. Kommunen kan således ”bryste sig” af en lidet imponerende 83. plads ud af 90 kommuner på en rangliste, som erhvervsorganisationen DI har fået lavet på baggrund af karaktergivning fra kommunernes lokale erhvervsliv i disciplinen ”erhvervsklima”. Det image kan en overborgmester med store ambitioner både på byens og egne vegne naturligvis ikke leve med.

Et mestertræk
Derfor er der tale om lidt af et mestertræk af Frank Jensen, at kommunen nu hyrer dagbladet Børsens tidligere mangeårige chefredaktør Leif Beck Fallesen og sætter ham i spidsen for en gruppe erhvervsfolk med det prætentiøse navn: 'Copenhagen Business Task Force'. Der er dog ikke, som navnet ellers antyder, tale om en flok bevæbnede ninja-turtles, der uanmeldt sparker døren ind til kommunens bureaukrater og har frie hænder til at rydde op i papirnusseriet og smide skrankepaverne på porten. Gruppen skal såmænd kun i første omgang præstere et analysearbejde af de såkaldte ”væksthæmmere”, der måtte være i kommunens bureaukrati mv., og allerede i august skal gruppen være klar med et analysearbejde.

Fallesen troværdig og kan tale sort
I denne uge præsenterer man så yderligere et par erhvervsnavne, som ikke er kendt i den brede offentlighed, om end der dog er tale om veltjente og respekterede folk. Ingen af dem kommer dog op på siden af Leif Back Fallesen, som flere har hørt om. Fallesen var kendt for at være en benhård og usentimental administrator på Børsen, som er en af de få aviser, der har haft fremgang i et avismarked, der er ved at afgå ved døden. Han kan heller ikke mistænkes for at nære socialdemokratiske sympatier. Tværtimod har Fallesen og hans avis i årevis tordnet mod de høje skatter, den offentlige sektor og bureaukratiet. Derfor lægger hans ansættelse – også som erhvervspolitisk rådgiver for overborgmesteren - til i vurderingen af, hvor troværdigt Jensens projekt er. Desuden er Leif Beck Fallesen en mester i den nyttige kunst at tale sort, når det behøves. Det kan være, at de talenter kommer i anvendelse, hvis ikke medlemmerne af Task Forcen kan blive enige om nogle effektive instrumenter, der kan føre Jensens ambitioner ud i livet.

Flere parkeringspladser første konkrete initiativ
Ved at sætte fokus på den manglende vækst i København bidrager Frank Jensen også til den vækstpolitiske debat, der i øjeblikket foregår på landsplan, hvor han på sin vis er med til at udstille regeringens aktuelle problemer på feltet. Men ved selv at sætte fokus på, hvad kommunen gør, bidrager Jensen først og fremmest konstruktivt til, hvad kommunerne kan gøre lokalt.
Hvad forestiller kommunen så, at den selv skal bidrage med? Ja, her er det indtil videre meget lidt konkret. I det såkaldte ”kommissorium”, der beskriver Task Forcens opgave, fremgår det, at kommunen bl.a. ”vil højne kvaliteten af kommunes ydelser til erhvervslivet.” Hvordan det konkret vil ske, vides endnu ikke. Noget tyder dog på, at København især vil være noget for de større virksomheder og de særlige ”klynger” dvs. erhvervsgrene, hvor byen har flere stærke virksomheder. Dernæst tales der om at ”sikre en byudvikling, der gør byen attraktiv og sikre plads til erhvervslivet og deres medarbejdere.”. Omsat til et konkret initiativ kunne formuleringen fx dække over, at byen får flere parkeringspladser. Netop det spørgsmål ligger lige nu øverst på rådhuspolitikernes dagsorden, og et forhandlingsmøde den 18. marts vil formentlig vil måske resultere i, at byen får flere parkeringspladser.

København sakker bagud
Kommunens vækstambitioner er dog på ingen måde taget ud af den blå luft. Man har selv analyseret sig frem til, at København sakker langt bagud mht. at skabe nye arbejdspladser, hvis man fx sammenligner med en storby som Stockholm. Kommunen regner med at byen ville være 110 mia. kr. rigere, hvis vi i tidligere år havde haft den samme vækst som broderlandets hovedstad. Et beløb, der kan finansiere efterlønsordningen tre gange. Nu vil Jensen skabe 20.000 nye private arbejdspladser frem mod 2020. Skabes der vækst i hovedstaden, skabes der også arbejdspladser i provinsen. En tommelfingerregel siger, at hver gang, der skabes fem arbejdspladser i hovedstadsregionen, så bliver der skabt en arbejdsplads et andet sted i Danmark. Det er dermed yderligere et argument for, at Christiansborg-politikerne prioriterer trafikinvesteringer i København.

Mytisk produktivitetsgevinst
Frank Jensen har dog driblet uden om de ting, som han ikke kan – eller vil - gøre noget ved, dvs. det generelt høje skattetryk, som følger af den store og evigt voksende offentlige sektor. Desuden bliver det spændende at se, hvordan man vil skabe de nødvendige rammer for at kunne nå en 4 pct. årlig stigning i produktiviteten frem mod 2020. Målsætningen gælder formentlig hele Københavns økonomi. Hvis det mål fx skal kunne nås inden for det offentlige, så er det særdeles ambitiøst – for ikke at sige helt umuligt – uden at der vil ske massefyringer i det offentlige. Man ser sjældent produktivitetsstigninger på det niveau i det offentlige. Ikke engang i det private. Produktivitetsstigningen i det private i de sidste 15 år ligget på omkring 1 pct. om året. Så er der langt op til 4 pct. Det er dermed en uhyre ambitiøs målsætning, som nærmest er dømt til at mislykkes uden en ekstrem løntilbageholdenhed, gentagne runder med massefyringer og arbejdsomlægninger, der kan skabe effektivitetsgevinster.
Men held og lykke med opgaven - det skal han have!

Styr på BUF
Et muligt lyspunkt for Frank Jensen og Co. er, at der tilsyneladende er kommet styr på kommunens smertensbarn, børne- og ungdomsforvaltningen, der i årevis har været plaget en enestående elendig økonomistyring og tilfældige demografimodeller, hvor kommunen pludselig har skullet finde penge til vuggestuepladser mv. til byens mange nyfødte børn. Dertil kom en ikke alt for effektiv administration med SFs daværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard i spidsen. Resultatet blev, at forvaltningen hang på en større gæld til resten af kommunen.

Men nu lysner det, påstår man i forvaltningen. I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2011 manglede man 350 millioner kroner på budgettet blandt andet på grund af gammel gæld og et merforbrug på 87 millioner kroner i 2009. Men sidste år 2010 har der til gengæld været et mindre forbrug på omkring 63 millioner kroner på driften. Og BUFs budget for de kommende år viser også sorte tal. Dermed håber man, at der nu endelig er kommet styr på økonomien

I BUFs regnskab for 2010 er der især to hovedforklaringer på mindreforbruget, nemlig at flere forældre har valgt privatskole til deres børn, og at man ikke har brugt penge, der ellers var bevilget, bl.a. fordi der ikke har været ansøgere til et konkret projekt. I de kommende år håber borgmester Anne Vang (S), at forvaltningen får glæde af de effektiviseringsinitiativer, der er blevet iværksat. Yderligere har man også gjort noget for en mere effektiv økonomistyring bl.a. ved at henstille til institutionerne ikke at bruge løs af midler mod til gengæld at få et løfte om ikke som tidligere at blive underlagt årlige grønthøsterbesparelser. Og så har BUF også sikret sig, at det er kommunens store pengekasse, der ligger under Økonomiforvaltningen, der i fremtiden bærer den økonomiske risiko, hvis der pludselig bliver født flere børn, end prognoserne har spået. I oppositionen nærer man dog stadig en stor skepsis til BUFs økonomi og budgetlægning.

Oppositionen usynlig
Her på falderebet vil jeg gerne bringe en efterlysning. Hvor er oppositionen i København blevet af? Er man afgået ved døden eller blot sovset ind i kommunens bureaukratiske beslutninger? Det er ikke megen modstand, Frank Jensen får fra hverken venstre eller højrefløj. Spørgsmålet er, hvor sundt det er for demokratiet, at byens overborgmester efterhånden får så lidt synlig modstand. Det er vel det, man har en opposition har til?