En overborgmester af navn

Et bredt flertal udenom Frank Jensen dikterede fordeling af stort millionoverskud

Bragt i Bryggebladet 19. april 2012

Af Jarl Cordua

Fredag den 23. marts blev en trængt Frank Jensen udsat for en sjældent set og stor politisk ydmygelse, som det formentlig ikke er overgået en socialdemokratisk overborgmester længe – om nogensinde. Det skete da et bredt flertal minus Enhedslisten bestående af SF, de radikale, Venstre, de konservative, Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti gik sammen om et forlig der vedrører den såkaldte ”overførselssag”. Det var i realiteten en ”budgetfest”, hvor forligspartnerne fordelte kommunens store overskud på 830 millioner kr. fra forrige års budget, så de kunne opfylde de enkelte partiers politiske mærkesager. Overborgmesterens eget parti, Socialdemokraterne, kom også med i forliget, som dog mere havde karakter af diktat fra de øvrige forligspartier mere end en forhandlet aftale.

Statist Jensen
Det kan forekomme den enkelte borger temmelig ligegyldigt, hvem der bestemmer hvad på rådhuset, så længe de politiske beslutninger er fornuftige og gavnlige. Men det er historisk ja ligefrem sensationelt, at en københavnsk overborgmester i forhandlinger om økonomi bliver efterladt ved forhandlingsbordet i Magistratsalen for så siden at få dikteret vilkårene af en sjældent set enig opposition. Denne fredag blev Frank Jensen reduceret til en statist i det politiske spil i en grad, at det må vække bekymring for overborgmesterens politiske autoritet både hos ham selv og hans partifæller. For hvordan kan det gå til, at overborgmesteren ikke formår at håndtere en noget ukompliceret vindersag, hvor øvelsen blot går ud på at samle et politisk flertal med henblik på at dele milde gaver ud på en måde, der tilfredsstiller alle?

SF træt af arrogance
Svaret man får næsten uanset, hvor man spørger på Rådhuset, er enslydende: SF er træt af Frank Jensens arrogance og har et behov for at sætte sig i respekt for en overborgmester som i alt for lang tid har taget partiet og dets to kvindelige SF-borgmestres loyalitet for givet. Kemien mellem Frank Jensen og de naturlige alliancepartnere hos SF og de radikale er ikke just i top og det bunder især i en manglende tillid hos dem til, at Jensen optræder fair i forhandlinger. Samarbejdet mellem S og SF gik i alle tilfælde synligt bedre dengang, hvor Jensen havde en alliance med den daværende teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Men han måtte sidste år forlade politik skyndsomst, da det blev afsløret, at SF’eren i virkeligheden boede på Frederiksberg. Til gengæld er tillidsbåndene mellem hovedforhandlere hos forligspartierne til højre og venstre i BR-salen blevet forstærket, netop fordi man har evnet at finde hinanden om et kompromis uden om de normalt altdominerende socialdemokrater.

Frank lyttede ikke
Forløbet frem mod aftalen er kort, at Frank Jensen og hans hold af økonomer i Økonomiforvaltningen tre gange præsenterede en forligsskitse, som forhandlerne dog hurtigt fejede af bordet som uacceptabel. Irritationen hos SF og de øvrige partier steg i takt med, at Jensen og hans embedsfolk tilsyneladende pakkede det samme forslag, der gik ud på at bruge næsten hele overskuddet på skolerenoveringer, ind i lidt forskelligt indpakningspapir. SF havde ret klart signaleret at de især skulle have penge til mærkesager som fixerum og renovering af Nørrebrogade, men forhandlerne kunne dog aldrig genfinde deres krav i de udkast til forligstekster, som de blev præsenteret for. ”Han lyttede simpelthen ikke”, siger en iagttager tæt på forhandlingerne. Desuden satsede Jensen længe på, at SF og de konservative var ude af stand til at indgå en aftale. Men han forregnede sig. Da Jensens forligsskitse for tredje gang landede i forhandlingslokalet om torsdagen, var målet fuldt og SF og co. forlod derpå straks forhandlingerne. De radikales Anna Mee Allerslev og SFs Ninna Thomsen fandt ret hurtigt hinanden og indledte siden forhandlinger med Venstre-borgmester Pia Allerslev, de konservatives Rasmus Jarlov samt DF og LA. Her fik man lavet et alternativt fælles forslag, og i løbet af fredagen havde SF-borgmester Ayfer Baykal og de konservatives Jakob Næsager brugt nogle timer på at finde et kompromis, der tilgodeså de konservatives krav om flere parkeringspladser. Efterfølgende blev socialdemokraterne præsenteret for forligsskitsen, som Frank Jensen og co. endte med at tilslutte sig uden større indrømmelser. Det skete formentlig også henset til, at socialdemokraternes eget hovedkrav om flere penge til renovering af de københavnske skoler trods alt blev imødekommet med 300 mill. kr

Pay-back-time
Partierne udenom S stillede i øvrigt også krav om, at Økonomiforvaltningen skulle bøde for de to regnefejl på i alt 129 millioner kr., som forvaltningen tidligere havde foretaget på børne- og ungdomsforvaltningens budget, hvor overborgmesterens partifælle Anne Vang (S) er ansvarlig for. Det kan man alt efter temperament betegne som politisk drilleri eller hævntogt for de gange, hvor økonomiforvaltningens embedsmænd har hidset sig op over de mindste budgetoverskridelser i kommunens øvrige forvaltninger. Nu var det således ”pay-back-time”, og pengene indkasserede flertallet bl.a. ved at ”snuppe” Anne Vangs forvaltnings pæne overskud på lidt over 100 mill. kr. Ydmygelsen af S var dermed noget nær total.

Fortsat autoritetstab
Snu som Frank Jensen er, lykkedes det imidlertid for ham i den officielle pressemeddelelse at få ”solgt” forliget til medierne, som en stor bred aftale, hvor det samtidig lå i luften, at det var noget, som han som overborgmester havde formidlet, og derfor også kunne tage æren for. På København Rådhus ved alle, at det ingenlunde var tilfældet. ”Æren” for samlingen af partierne kan kun tilskrives Frank Jensen så langt at hans problematiske forhold til SF’erne tilsyneladende har ført dem i armene på de borgerlige. Dertil kommer, at Frank Jensen det seneste år har lidt et stadigt større autoritetstab, der tydeligst kan ses ved, at han og hans parti i flere og flere sager ender med at komme i mindretal, som det fx var tilfældet i sagerne om indførelse af enhedsforvaltning i kommunen, og da et flertal i januar bad om en redegørelse for Jensens opførsel under den berygtede julefrokostepisode.

Noget for noget
I øvrigt pådrog Frank Jensen sig igen sine politiske kollegers vrede, da han i marts pludselig koblede behovet for en styrereform, der nedlægger kommunens syv forvaltninger under en enhedsforvaltning i København, sammen med de forestående forhandlinger om udligningsreformen med regeringen. Indenrigs-og økonomiministeriet har lagt op til, at kommunen skal aflevere 400 mill. kr. til udkantskommunerne, og hvis det skal ske, så bør regeringen give København mulighed for at finde nogle af pengene gennem en mere effektiv enhedsforvaltning. ”Noget for noget”, hed det da fra Jensen. Et flertal i Borgerrepræsentationen har dog tidligere forpligtet Jensen til at bevare forvaltningerne som de er, og derfor lød kravet bl.a. fra de konservatives Jakob Næsager, at kommunen fremover bør sende en ”barnepige” med Jensen eller en hel delegation til forhandlinger med regeringen, for at sikre sig, at overborgmesteren forhandler inden for det mandat, som flertallet med en beslutning i Borgerrepræsentationen har låst ham fast på. Bredt på rådhuset opfatter man det således som en større politisk fadæse, at overborgmesteren i stedet for benhårdt at forsvare kommunens økonomi, pludselig i offentligheden begynder at handle med regeringen om at aflevere flere af kommunens skatteindtægter til yderområderne mod at få en styrereform, der i modstandernes øjne vil give overborgmesterens forvaltning mere magt. Jensen burde ifølge kritikerne i stedet bruge krudtet på at angribe den fordelingsnøgle som regeringen har lagt op til, der i mindre grad tilgodeser, at København har større udfordringer end andre kommuner med socialt svage og udsatte grupper. Frank Jensen har siden sadlet om. For i sidste uge skrev han et åbent brev til regeringen sammen med de to københavnske SF-borgmestre til den radikale indenrigs-og økonomiminister Margrethe Vestager, hvor fordelingsmodellen bliver betegnet som ”grotesk” og ”uacceptabel”.

Budgetforlig udenom S?
De langsigtede konsekvenser af forliget om overførselssagen, mener nogle iagttagere, bliver, at forligspartierne til efteråret har ganske gode muligheder for at finde sammen om et budgetforlig. For når det med aftalen om overførselssagen er lykkedes at imødekomme de enkelte partiers ønsker i foråret, så har Frank Jensen til efterårets budgetforhandlinger ikke længere den mulighed for at spille partierne ud mod hinanden. Fx ved at tilbyde dem ”lunser” for at gå med i en budgetaftale. Prisen har dog været, at partierne udenom S har måttet udskyde nogle af skolerenoveringerne til efteråret.

Jensen i krise
For Frank Jensen ligner det en politisk krise, hvor han nu må kaste alt ind på at få opbygget nye og tættere alliancer for ikke igen at blive politisk stækket på rådhuset og komme på mellemhånd i efterårets budgetforhandlinger. Der er ikke plads til flere store politiske ydmygelser frem mod næste kommunalvalg, der kun ligger 1½ år frem. For sker det, så begynder socialdemokraterne med garanti at spørge sig selv om, hvorvidt det er den rigtige mand, de har i spidsen for partiet og til at lede landets hovedstad.