Valgkampen skudt i gang

Overborgmesterens troværdighed sat yderligere på prøve

Bragt i Bryggebladet den 3.maj 2012

Af Jarl Cordua

Da Frank Jensen for to år siden satte sig i overborgmesterstolen efter et pænt, men ikke prangende valg, så skete det med en frisk erklæring om, at han og hans parti ikke fortjente at blive genvalgt, hvis ikke børnefamilier kunne få deres barn i en daginstitution beliggende max et kvarters kørsel – på cykel – fra bopælen. I samme ombæring fik den nyslåede overborgmester bl.a. i Berlingske og til programmet ”Deadline” på DR2 også formuleret sig sådan, at det stod lysende klart for alle, at garantien også omfattede en såkaldt ”søskendegaranti”. Første del af løftet vil formentlig blive indfriet inden valget til Borgerrepræsentationen om halvandet år. Kommunen har investeret massivt i daginstitutioner for at kunne levere et udbud svarende til det med raketfart stigende børnetal, som København oplever i disse år. Det er sket, fordi Socialdemokraterne har prioriteret området – i øvrigt med bred politisk opbakning – og fordi det naturligvis også er et område, som betyder noget for vælgerne. Tilstrækkeligt med daginstitutionspladser er simpelthen nøglen til, at Frank Jensens parti kan få fremgang ved det kommende valg. Indtil for et halvt år siden lignede BR-valget også en ”walkover” for Socialdemokraterne, men det har grimme mediesager – og Frank Jensens tiltagende politiske isolering på rådhuset - ændret på. Og i sidste uge kom så den seneste sag, hvor medierne og politiske modstandere med held får sat et stort spørgsmålstegn ved Jensens personlige troværdighed med sin tidligere udstedte ”søskendegaranti”, som han nu ikke længere vil være ved. Jensen afviste først hårdnakket, at han nogensinde havde udstedt en søskendegaranti, men flere medier kunne efterfølgende dokumentere overborgmesterens tidligere udtalelser Bl.a. blev overborgmesteren nærmest klædt af i programmet ”Deadline 17-00”, hvor han var gæst, da man afspillede et klip med Jensen fra TV-Avisen 4. januar 2010 med dette umisforståelige udsagn:

- Vi skal have en børnepasningsgaranti over de næste fire år, hvor man inden for 3-4 kilometer kan aflevere sit barn og også få en søskende-garanti-ordning, så man kan få sit andet barn i samme institution som sit første barn.

Siden måtte Jensen så bekende, at udtalelserne var ”noget kludder” og lod sig dække af sit ”figenblad” om, at S jo kun gik til valg på en ”pasningsgaranti”, og at en søskendegaranti i øvrigt er urealistisk. Prisen for en søskendegaranti vil formentlig være en halv milliard kr., og konsekvensen vil være, at kommunens daginstitutioner skulle køre med uudnyttede pladser, fordi man skulle kunne leve op til garantien. Det siger sig selv, at der heller ikke findes en eneste kommune i hele landet, der har udstedt en sådan garanti, og ingen har nogensinde hørt om et folkekrav herom.

V for valgflæsk
Ikke overraskende har Frank Jensens borgerlige rival, Pia Allerslev, forsøgt at udstille Frank Jensen bl.a. med et forslag om netop at sikre en ”søskendegaranti”. Forslaget må henregnes til afdelingen for overbud og fedt valgflæsk. Derfor bliver det naturligvis aldrig til noget. Til gengæld tjener det et formål mht. at udstille Jensen i den aktuelle sag, der handler om hans troværdighed, og profilere Venstre på et område, som formentlig kan flytte vælgere fra Socialdemokraterne til Venstre. Både Jensen og Allerslev er netop blevet genvalgt som deres respektive partiers overborgmesterkandidater, så hele sagen om søskendegaranti er en stor understregning af, at valget nærmer sig, og at kandidaternes trang til at markere sig i forhold til centrale vælgergrupper er betydelig. De har det vel nærmest som væddeløbsheste, der står og sparker i startboksene. Og Frank og hans pressefolk sender for tiden en lind strøm af pressemeddelelser ud om nye initiativer, forslag og markeringer fra overborgmesteren. I sidste uge måtte man spærre øjnene op, da Jensen på sin vis genoplivede sin forgænger Ritt Bjerregaard forslag om billige boliger. Forslaget er i øvrigt først stillet af Enhedslisten, og selvom hele øvelsen går ud på at lade staten finansiere en større del af de billige boliger, så har Jensen – i modsætning til Bjerregaard - trods alt ikke investereret hele sin troværdighed i det forslag. Der er - trods alt - grænser for denne overborgmesters uforsigtighed.

Erstatningssagen
Københavns Kommune har i umindelige tider måttet slås med fordomme i befolkningen og blandt meningsdannere som en mastodont, der kun er optaget af systemets velbefindende, og hvor borgernes vel først kommer i 2. række. Rigtigt eller forkert, så har kritikerne fået en sag at hænge deres hat på henset til den ulykkelige sag med den 14-årige pige, der som følge af et fuldstændigt gennemtæret rækværk i januar faldt ned fra Dronning Louises Bro og nu er lam fra livet og ned. Efter tre måneder meddelte kommunen – gennem Teknik- og Miljøforvaltningens chefjurist, at der ikke kunne gives erstatning til pigen. I et efterhånden berygtet indslag i TV-Lorry fra torsdag den 12. april, så seerne en kvindelig chefjurist, der sad veltilfreds og smilende og drak kaffe i forårsolen, mens hun kunne fortælle, at der desværre ikke var mulighed for at udbetale erstatning til pigen, da undersøgelserne viste, at kommunen havde overholdt alle regler mht. tilsyn med rækværket, og dermed var sagen åbenbart slut. Den ansvarlige borgmester Ayfer Baykal (SF) syntes i samme indslag, at der var tale om ”en helt forfærdelig sag”, men ellers søgte borgmesteren ly bag den chefjurist, man sendte i medierne for at forsvare kommunens holdning og beslutning, der naturligvis bunder i ganske klare kommunale regler om, at politikerne ikke bare kan beslutte at udbetale erstatning uden en klar hjemmel i lovgivningen. Ikke desto mindre steg harmen hos borgerne og ikke mindst hos medierne, der begyndte at interessere sig yderligere for sagen, og flere politikere heriblandt Venstres Pia Allerslev angreb SF-borgmesterens forvaltning for ikke at undersøge enhver juridisk mulighed for at give erstatning. Senere smed Ekstra Bladet overborgmester Frank Jensen på forsiden og gjorde ham ansvarlig for sagen, da han er kommunens øverste chef. Det tvang Frank Jensen til at handle og efter ”dialog” med Ayfer Baykal, så besluttede SF’erens forvaltning at give efter for presset og købe et advokatfirma i byen til at undersøge om, der er mulighed for at give erstatning. Udfaldet kendes ikke, mens disse linjer skrives, men der er en forventning – eller et begrundet håb om – at pigen får erstatning. Alternativet er naturligvis værst for pigen, men alle politikerne på rådhuset beder til, at erstatningssagen får et positivt udfald. Også af hensyn til dem selv. (Det skete mandag i denne uge)

En PR-katastrofe
Det står allerede nu klart for de fleste, at Teknik- og Miljøforvaltningens håndtering af sagen har været en stor PR-katastrofe både for forvaltningen, kommunen og SF-borgmesteren, som i sidste ende er den, der træffer beslutningen om, hvordan sagen bliver håndteret politisk og ikke mindst, hvordan man kommunikerer sagen i medierne. Ayfer Baykal kan være rådgivet nok så meget af jurister og medierådgivere, men i sidste ende er det selvfølgelig hendes ansvar, at sagen udviklede sig, som den gjorde. Sagen er en stor understregning af, at den endnu uerfarne SF-borgmester stadigvæk betaler dyre lærepenge, siden hun sidste år satte sig på en af kommunens tungeste politiske poster. Det er med denne sag in mente ganske svært at se, hvordan Baykal skulle blive et vælgertrækplaster for SF i en kommunalvalgkamp, hvor partiet i forvejen er på hælene med vigende meningsmålinger. Faktisk må det vække en vis bekymring hos SF, at borgmesteren udviser stor usikkerhed og et så dårligt blik for, hvordan man undgår, at en svær sag som denne eksploderer mellem hænderne på borgmesteren. Til gengæld har overborgmesteren – selvom det skete for sent – vist, at han faktisk både kan håndtere og ”lande” en svær sag, der helt tydeligt var løbet af sporet for Baykal og hendes rådgivere. Det sker selvfølgelig i den erkendelse, at enhver politisk fadæse i kommunen – før eller senere - ender på overborgmesterens bord. Eller som et gammelt mundheld i dansk politik lyder: ”Når lokummet brænder – så sidder der ofte en socialdemokrat på det”. På venstrefløjen skumler man over, at Venstre mfl. har ”udnyttet” en tragisk personsag politisk, men på den anden side har udviklingen vist, at Pia Allerslev og hendes støtter - i hvert fald politisk - har fået ret, og måske også ret rent juridisk, hvis det i sidste ende ender med en erstatning til pigen.

Det har dog på alle måder været en svær sag for alle politikerne at håndtere. Og som en af dem formulerer det: ”Vi har nærmest haft valget mellem at fremstå enten som en ansvarsløs populist eller hjerteløs skrankepave”.