Partiets unge kvinder sætter sig på magten i København.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr. 16/2007 den 24. oktober 2007
Hvem skal stå i spidsen for SF ved næste valg til Borgerrepræsentationen?
Skal SF blot automatisk støtte en socialdemokratisk overborgmester, eller skal partiet selv tage pladsen med støtte fra De Radikale, Enhedslisten og de borgerlige, hvis det bliver muligt? Det diskuterer hovedstadens SF’ere for tiden.
Det nye SF
Efter at Villy Søvndal blev landsformand for SF, er partiet i meningsmålingerne næsten blevet fordoblet.
Hvis målingerne holder frem til kommunalvalget i 2009, så vil SF som tommelfingerregel kunne omveksle mindst halvdelen af den landspolitiske fremgang her i København.
Under Søvndals formandskab er der også indledt en proces med henblik på at professionalisere partiet, sådan at det står bedre rustet organisatorisk og mediemæssigt ved næste valg.SFs organisation undergår i disse år en række omfattende organisatoriske ændringer, der skal gøre lidt op med SF’ernes støvede image som et parti med hang til stormøder m.v.
Endelig skal der tænkes mere strategisk i forbindelse med valgkampe. Derfor har SF oprustet på kommunikationsfronten og benytter sig nu også af fokusgrupper og meningsmålinger ligesom Venstre, for bedre at kunne »sælge« partiets politik.
SF har de seneste år fået stor medlemsfremgang, og det er også kommet SF i København til gavn, hvor mange nye unge medlemmer har meldt sig under fanerne.
Derfor vejrer SF’erne nu morgenluft med forhåbninger om, at partiet får en ny storhedstid, som i 80’erne og starten af 90’erne, hvor partiet havde to borgmestre.
SF’s selvforståelse
Med udsigten til ny, stor fremgang diskuterer SF’erne naturligvis løbende med hinanden, hvilken strategi partiet bør lægge frem mod næste kommunalvalg.
Skal SF være et klassisk venstrefløjsparti og sammen med Enhedslisten udgøre en evig opposition til det bestående?
Eller skal partiet som nu være »et halehæng til Ritt«, enten ved at S og SF alene – eller som i dag sammen med De Radikale – styrer byen i kraft af et tæt samarbejde.
Et tredje alternativ er, at SF selv går efter overborgmesterens gyldne kæder, til trods for at dette – ikke specielt sandsynlige – scenario formentlig kræver, at de borgerliges mandater tælles med.
Alle holdninger findes på kryds og på tværs i partiet, men indtil videre arbejder SF’erne dog ud fra en plan om at gå til valg på et fortsat tæt samarbejde med Socialdemokraterne og De Radikale.
Ny gruppeformand
SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen (BR) valgte for et par uger siden den 29-årige komet Camilla Burgwald og medlem af det magtfulde Økonomiudvalg til en nyop-rettet post som politisk ordfører.
Det skete, da SF skiftede om i partiets gruppeledelse på rådhuset, hvor den erfarne og på rådhuset bredt respekterede Bjarne Fey overlod gruppeformandsposten til den 31-årige Ninna Thomsen.
Feys tilbagetræden ses af flere kilder som et resultat af uenigheder i prioriteringen af partiets politik. I forbindelse med budgetforliget ofrede SF eksempelvis det meste af partiets energi på at skaffe flest økonomiske midler til børne- og ungeområdet, hvor partiets borgmester Bo Asmus Kjeldgaard sidder med ansvaret.
Andre SF’ere efterlyser et større helhedssyn, hvor områder som for eksempel ældreomsorgen kommer mere i fokus.
Feys afgang ses også af iagttagere som et udslag af en magtkamp i partiet, hvor Thomsen og Burgwald forsøger at bringe sig i stilling som mulige spidskandidater ved næste BR-valg.
Omvendt har Fey indset at ved at slippe for det opslidende og indimellem bøvlede arbejde som gruppeformand, får han nu en chance for at profilere både sig selv og andre dele af SF’s politik, som han brænder for.
Femi-firkløveret
Ninna Thomsen tilhører sammen med Burgwald og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer, Lotte Thiim Bertelsen og Signe Goldmann, en fraktionsdannelse, der kalder sig selv for »det feministiske firkløver«.
De fire kvinder indgik i forbindelse med kommunalvalget i 2005 en strategisk alliance – også med henblik på at få mest mulig medieomtale – der skulle sætte fokus på kvinder i politik, som det hed.
De fire kvinder udgør efter nogens opfattelse fortsat en potentiel magtbase i SF’s gruppe på syv medlemmer. Meningerne er dog delte med hensyn til, om kvinderne rent faktisk gør brug af magten.
Forsvaret lyder, at de fire for eksempel ikke har noget iøjnefaldende fælles politisk projekt ud over at have slået et par slag for mere ligestilling mellem kønnene.
De fire kvinder har i øvrigt indset, at spekulationer om eventuelle magtkliker ikke ligefrem er en vindersag hos medlemmerne af SF, og de distancerer sig og nedtoner billedet af sig selv, som en magtbastion af fire feministiske furier, der med hård hånd styrer SF’s rådhusgruppe.
Skal SF have ny spidskandidat?
I marts 2008 skal partiet fastlægge processen frem til næste BR-valg i 2009, og alle medlemmer får ved urafstemning direkte indflydelse på, hvem der bliver SF’s spidskandidat.
Indtil videre har få meldt ud, hvorvidt de vil være SF’s spidskandidat eller ej. Alle regner det for sikkert, at SF-borgmester gennem tre valgperioder Bo Asmus Kjeldgaard igen lægger billet ind på posten.
Der bliver også nævnt andre mulige emner som SF’s kommende overborgmes-terkandidat. Det er først og fremmest Camilla Burgwald, der betegnes som ambitiøs, flittig og godt i gang med at udvikle sit spirende politiske talent.
Gruppeformanden Ninna Thomsen har tidligere også stået på »shortlisten« over kandidater, men har allerede nu meldt ud, at hun ikke er kandidat. En »dark horse« kunne være den hidtidige gruppeformand Bjarne Fey.
SF kan nemlig have en række iøjnefaldende grunde til at skifte Kjeldgaard ud som spidskandidat.
På trods af snart ti år som borgmester har Bo Asmus, der markedsfører sig selv som »Børnenes Borgmester«, endnu sit folkelige gennembrud til gode. Desuden har han været spidskandidat ved to valg, hvor SF er gået tilbage.
Spørgsmålet er, om SF kunne have gavn af at opstille en mere kendt folketingspolitiker, der i vælgernes bevidsthed kan matche de øvrige centrale partiers kendte spidskandidater som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam?
Desuden topper SF-borgmesteren mildt sagt ikke popularitetslisterne, hverken hos politiske venner eller fjender.
Eksempelvis har Enhedslisten ladet sive til det politiske miljø på rådhuset, at de for længst har mistet tilliden til Kjeldgaard, som efter deres opfattelse blandt andet har været lidt for dygtig til at rakke ned på sin forgænger i borgmester-hvervet, Per Bregengaard fra Enhedslisten.
Kjeldgaard er stadig storfavorit
Kjeldgaards fanskare i SF er heller ikke overdreven stor, hvor han af nogle bliver opfattet som fuldkommen principløs og alt for optaget af at skaffe økonomiske midler til sit eget område frem for at tænke på kommunens behov som helhed.
SF’s medlemmer er omvendt næppe særlig optaget af personfnidderet på rådhuset. De vil formentlig primært bedømme Kjeldgaard på hans politiske resultater.
Det, der i sidste ende kan blive afgørende, er, at Kjeldgaard er den eneste blandt de nævnte emner med borgmestererfaring.
I øvrigt er SF-borgmester-en langt den mest kendte blandt partiets medlemmer og kan i øvrigt høste en stor del af æren for SF’s succesfulde udbytte af det seneste budgetforlig.
Af disse grunde er Bo Asmus Kjeldgaard trods alt favorit til at stå i spidsen for SF ved næste kommunalvalg.
tirsdag den 23. oktober 2007
onsdag den 10. oktober 2007
SF vandt årets budgetslag
Forældreprotester gjorde indtryk. SF og De Radikale kunne derfor presse Ritt.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 15, den 10. oktober 2007.
Det blev især børnene, der fik gavn af årets budgetforlig i Københavns Kommune mellem SF, De Radikale og Socialdemokraterne.
Hele 265 millioner kroner blev lagt i Børne- og Ungdomsforvaltningens kasse ud af de i alt 431 millioner kroner ekstra, som kommunen har at gøre godt med i 2008. Dermed blev ellers planlagte effektiviseringer og besparelser i Børne- og Ungdomsforvaltningen taget af bordet.
Derudover blev der afsat en samlet pulje på 82 millioner kr. til handicappede, psykisk syge, udsatte børnefamilier og børn med behov for specialundervisning.
Der investeres 1,5 milliarder kr. i nybygning og tiltrængt renovering af skoler, børnehaver og vuggestuer. Der bliver desuden blandt andet brugt penge på skolemad, at sikre modersmålsundervisning, flere cykelstier og renovering af to svømmehaller med videre.
Forældrepres
Skal der peges på en politisk vinder af forhandlingsspillet, må SF stå tilbage med palmerne efter nogle – selv for Københavns Rådhus’ målestok – højdramatiske budgetforhandlinger.
Men det var ikke kun SF’s borgmester Bo Asmus Kjeldgaards forhandlingstekniske færdigheder, der afgjorde sagen. Han fik også god hjælp af aktionerende forældre, der i sympati med pædagogerne ulovligt blokerede daginstitutionerne.
Københavnske pædagogers fagforeninger og klubfolk har betydelig indflydelse i SF, og det var presset herfra og fra forældrene, der gjorde, at SFs forhandlere, Bo Asmus Kjeldgaard sekunderet af den unge budgetordfører Camilla Burgwald, dermed havde et ekstra kort at spille over for Ritt Bjerregaard.
SF’s forhandlere var reelt tvunget af deres bagland til at fjerne de effektiviseringer i Bo Asmus Kjeldgaards forvaltning, som partiet ellers havde betinget sig i forbindelse med en aftale i august, hvor SF, De Radikale og Socialdemokraterne lukkede det største økonomiske hul i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Hvis ikke S og R leverede varen, så kunne SF – måske – være tvunget til at lave et forlig med de borgerlige partier, som i slutfasen af forhandlingerne også inviterede til forhandlinger uden om S.
Så vidt kom det aldrig og også De Radikale og Socialdemokraterne lod sig påvirke af protesterne fra forældre og pædagoger.
Ritt presset
Hele spillet omkring budgetforliget demonstrerede endnu engang, at Ritt Bjerregaard har svært ved at vænne sig til, at politik på rådhuset foregår på en anden måde end på Christiansborg, hvor partierne normalt forbliver i hver sin politiske blok.
Ritt troede for eksempel ikke på, at SF og De Radikale overvejede alternative flertal. Som før nævnt kom overborgmesteren i forhandlingernes slutfase pludselig under et sådant pres, at hun følte sig presset til at indkalde de borgerlige partier til forhandlinger, der dog aldrig blev reelle.
Alligevel er det en udbredt opfattelse, at Ritt mistede styringen med forhandlingsprocessen, netop fordi alle partier uden om overborgmesteren indså, at de havde en fælles interesse i tale sammen på kryds og tværs.
Det skabte et specielt forhandlingsklima, hvor Ritt – hvad der ellers er helt uhørt – blev kortvarigt isoleret.
Styrket Bondam
At det kunne komme så vidt, bunder især i, at den ellers før sommerferien så fasttømrede Ritt-Bondam-alliance blev opløst, da den radikale borgmester trak sin støtte til Kløvermarksbyggeriet.
Det fik overborgmesteren til at sætte andre socialdemokrater i gang med hårde angreb både på De Radikales borgmester Klaus Bondam og på Enhedslistens Mikkel Warming.
Den aggressive fremgangsmåde førte de radikale i armene på SF, og under budgetforhandlingerne koordinerede de to partier deres viden og taktiske bevægelser i forhold til Socialdemokraterne. Denne nye »hellige alliance« vil efter alt at dømme fortsætte fremover.
For Bondam har hele øvelsen med at løsrive sig fra parløbet med overborgmesteren styrket ham politisk, sådan at han nu står mere frit sammenlignet med situationen før sommerferien.
Den nye position får også stor opbakning internt i hans eget parti.
Socialdemokraterne forventer dog ikke, at Bondam pludselig vil sætte en meget anderledes politisk dagsorden, der vil afvige fra overborgmesterens.
Tværtimod regner Socialdemokraterne med, at både SF og De Radikale sammen med S fortsætter »regeringssamarbejdet« blandt andet med at udmønte budgetforliget i konkret politik.
Eller med andre ord: Når sårene efter budgetforhandlingerne med tiden er helet, vil rådhuset vende tilbage til normale tilstande.
Ikke desto mindre fortsætter socialdemokratiske topfolk »skyttegravskrigen« med kritiske læserbreve blandt andet mod Bondam i byens lokalaviser.
Venstre skifter ud
Bryggeboen Jesper Schou Hansen (V), som entreprenørvirksomheden NCC i foråret uberettiget beskyldte for korruption, trækker sig i øvrigt ud af københavnsk politik ved udgangen af næste valgperiode.
Hans begrundelse for ikke at stille op er, at han har været ramt af stress og har haft svært ved at få sit arbejde som kommunikationsrådgiver til at gå op med at være politiker i fritiden på rådhuset.
Jesper Schou Hansen vil blive savnet hos Venstre, hvor han har haft rollen som rottweileren, der blev sluppet løs på Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam.
De to borgmestre vil derimod næppe savne venstrepolitikeren.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 15, den 10. oktober 2007.
Det blev især børnene, der fik gavn af årets budgetforlig i Københavns Kommune mellem SF, De Radikale og Socialdemokraterne.
Hele 265 millioner kroner blev lagt i Børne- og Ungdomsforvaltningens kasse ud af de i alt 431 millioner kroner ekstra, som kommunen har at gøre godt med i 2008. Dermed blev ellers planlagte effektiviseringer og besparelser i Børne- og Ungdomsforvaltningen taget af bordet.
Derudover blev der afsat en samlet pulje på 82 millioner kr. til handicappede, psykisk syge, udsatte børnefamilier og børn med behov for specialundervisning.
Der investeres 1,5 milliarder kr. i nybygning og tiltrængt renovering af skoler, børnehaver og vuggestuer. Der bliver desuden blandt andet brugt penge på skolemad, at sikre modersmålsundervisning, flere cykelstier og renovering af to svømmehaller med videre.
Forældrepres
Skal der peges på en politisk vinder af forhandlingsspillet, må SF stå tilbage med palmerne efter nogle – selv for Københavns Rådhus’ målestok – højdramatiske budgetforhandlinger.
Men det var ikke kun SF’s borgmester Bo Asmus Kjeldgaards forhandlingstekniske færdigheder, der afgjorde sagen. Han fik også god hjælp af aktionerende forældre, der i sympati med pædagogerne ulovligt blokerede daginstitutionerne.
Københavnske pædagogers fagforeninger og klubfolk har betydelig indflydelse i SF, og det var presset herfra og fra forældrene, der gjorde, at SFs forhandlere, Bo Asmus Kjeldgaard sekunderet af den unge budgetordfører Camilla Burgwald, dermed havde et ekstra kort at spille over for Ritt Bjerregaard.
SF’s forhandlere var reelt tvunget af deres bagland til at fjerne de effektiviseringer i Bo Asmus Kjeldgaards forvaltning, som partiet ellers havde betinget sig i forbindelse med en aftale i august, hvor SF, De Radikale og Socialdemokraterne lukkede det største økonomiske hul i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Hvis ikke S og R leverede varen, så kunne SF – måske – være tvunget til at lave et forlig med de borgerlige partier, som i slutfasen af forhandlingerne også inviterede til forhandlinger uden om S.
Så vidt kom det aldrig og også De Radikale og Socialdemokraterne lod sig påvirke af protesterne fra forældre og pædagoger.
Ritt presset
Hele spillet omkring budgetforliget demonstrerede endnu engang, at Ritt Bjerregaard har svært ved at vænne sig til, at politik på rådhuset foregår på en anden måde end på Christiansborg, hvor partierne normalt forbliver i hver sin politiske blok.
Ritt troede for eksempel ikke på, at SF og De Radikale overvejede alternative flertal. Som før nævnt kom overborgmesteren i forhandlingernes slutfase pludselig under et sådant pres, at hun følte sig presset til at indkalde de borgerlige partier til forhandlinger, der dog aldrig blev reelle.
Alligevel er det en udbredt opfattelse, at Ritt mistede styringen med forhandlingsprocessen, netop fordi alle partier uden om overborgmesteren indså, at de havde en fælles interesse i tale sammen på kryds og tværs.
Det skabte et specielt forhandlingsklima, hvor Ritt – hvad der ellers er helt uhørt – blev kortvarigt isoleret.
Styrket Bondam
At det kunne komme så vidt, bunder især i, at den ellers før sommerferien så fasttømrede Ritt-Bondam-alliance blev opløst, da den radikale borgmester trak sin støtte til Kløvermarksbyggeriet.
Det fik overborgmesteren til at sætte andre socialdemokrater i gang med hårde angreb både på De Radikales borgmester Klaus Bondam og på Enhedslistens Mikkel Warming.
Den aggressive fremgangsmåde førte de radikale i armene på SF, og under budgetforhandlingerne koordinerede de to partier deres viden og taktiske bevægelser i forhold til Socialdemokraterne. Denne nye »hellige alliance« vil efter alt at dømme fortsætte fremover.
For Bondam har hele øvelsen med at løsrive sig fra parløbet med overborgmesteren styrket ham politisk, sådan at han nu står mere frit sammenlignet med situationen før sommerferien.
Den nye position får også stor opbakning internt i hans eget parti.
Socialdemokraterne forventer dog ikke, at Bondam pludselig vil sætte en meget anderledes politisk dagsorden, der vil afvige fra overborgmesterens.
Tværtimod regner Socialdemokraterne med, at både SF og De Radikale sammen med S fortsætter »regeringssamarbejdet« blandt andet med at udmønte budgetforliget i konkret politik.
Eller med andre ord: Når sårene efter budgetforhandlingerne med tiden er helet, vil rådhuset vende tilbage til normale tilstande.
Ikke desto mindre fortsætter socialdemokratiske topfolk »skyttegravskrigen« med kritiske læserbreve blandt andet mod Bondam i byens lokalaviser.
Venstre skifter ud
Bryggeboen Jesper Schou Hansen (V), som entreprenørvirksomheden NCC i foråret uberettiget beskyldte for korruption, trækker sig i øvrigt ud af københavnsk politik ved udgangen af næste valgperiode.
Hans begrundelse for ikke at stille op er, at han har været ramt af stress og har haft svært ved at få sit arbejde som kommunikationsrådgiver til at gå op med at være politiker i fritiden på rådhuset.
Jesper Schou Hansen vil blive savnet hos Venstre, hvor han har haft rollen som rottweileren, der blev sluppet løs på Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam.
De to borgmestre vil derimod næppe savne venstrepolitikeren.
Abonner på:
Opslag (Atom)
