SF’s borgmester i København, Bo Asmus Kjeldgaard, udfordres af folketingsmedlem Anne Baastrup. Hvem står til at vinde? Hvem skal forvalte Villy-effekten ved valget i 2009? Bryggebladets politiske kommentator sætter odds.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr.6 /2008 den 1. april 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I den seneste klumme skrev jeg, at børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard var næsten sikker på at blive genvalgt til ny spidskandidat for SF, medmindre han blev udfordret af en kendt politisk personlighed fra SF’s folketingsgruppe. Det holdt stik.
Lige før Bryggebladet kom på gaden (men efter avisen var sendt til tryk), meddelte folketingsmedlem Anne Baastrup nemlig, at hun stiller op mod Kjeldgaard.
Alt tegner nu til et tæt løb mellem de to SF-personligheder.
Kamp til stregen
Da nyheden om Anne Baastrups kandidatur kom, bakkede næsten hele SF’s nuværende gruppe i Borgerrepræsentationen op bag hende.
Kun BR-medlem Frank Hedegaard fastholder sin støtte til Kjeldgaard, der derfor umiddelbart virker noget klemt.
Der er dog ingen tvivl om, at kandidaterne vil give hinanden hård kamp til stregen.
Bo Asmus Kjeldgaard har ét stærkt kort: Han kan henvise til sin lange kommunalpolitiske erfaring, mens Baastrup endnu ikke har fremlagt et kommunalpolitisk program, der adskiller sig markant fra, hvad der i dag er SF’s politik på rådhuset.
Ser man på, hvad udfordreren indtil videre har luftet om, hvad hun vil politisk i København, har hun holdt sig til overskrifter. Intet konkret har set dagens lys, og begge kandidater vil samarbejde med de radikale og Socialdemokraterne og fokuserer på politiske områder som børn, miljø og trafik, hvor de vil nogenlunde det samme.
Kendt kvinde
På den anden side har Kjeldgaard – til trods for at han har været borgmester i byen siden 1998 og to gange har været SF’s spidskandidat – stadig sit folkelige gennembrud til gode.
Anne Baastrup er som partiets mangeårige retspolitiske ordfører i Folketinget langt den mest kendte af de to politikere.
Det er især Baastrups køn og kendthed, der er baggrunden for, at nogle SF’ere ser hende som én, der netop kan matche den anden kendte kvindelige politiker i København: Ritt Bjerregaard.
Analysen er, at SF med en kendt kvindelig politiker øverst på listen simpelthen har en bedre chance for at veksle fremgangen i meningsmålingerne, som partiet har på landsplan, til flere mandater i Københavns Borgerrepræsentation.
Forstening og fornyelse
Baastrups afgang fra Folketinget vurderes som et logisk valg, da politikeren næppe kunne nå meget videre i Folketinget, hvor hun siden midtfirserne har været valgt på Fyn.
Efter valget er folketingsgruppen blevet fordoblet med mange nye, ambitiøse, yngre medlemmer. Foruden presset fra disse yngre MF’ere er der også et bredt ønske i selve partiet om fornyelse på en række af de tunge ordførerposter på Christiansborg.
Baastrup er næstformand i folketingsgruppen og har derfor uden tvivl fin føling med, at hendes tid som partiets retsordfører og socialordfører nok snart er ved at være forbi. Ved selv at annoncere sin afgang fra Folketinget efter næste valg kom hun måske en fyring i forkøbet.
I SF er der en forventning om, at Baastrup under alle omstændigheder havde mistet sine ordførerposter i forbindelse med en rokade inden for det kommende halve år.
Ved selv at gå nu – for at »søge nye udfordringer« –står Baastrup derfor med et langt bedre udgangspunkt til at fortsætte sin politiske karriere, end hvis hun blev.
I folketingsgruppen opleves Baastrup nogle steder som forstenet fortid, men som SF’s eventuelle spidskandidat og borgmester fremstår hun omvendt pludselig som den store fornyelse.
Baastrup satser under alle omstændigheder benhårdt på at blive SF’s borgmester nummer to, hvis partiet – som det ser ud nu – står til at få to borgmesterposter, som partiet havde i 1980’erne og starten af 1990’erne.
Urafstemning
Det er SF’s 3.500-4.000 medlemmer i København, der ved en urafstemning, som formentlig afholdes til maj, vælger en spidskandidat. SF-København har i løbet af det seneste år i øvrigt fået tilgang af omkring 1.000 nye medlemmer.
Lytter man til vurderingen fra SF’ere med kendskab til organisationen, bliver den udslagsgivende faktor for medlemmernes stemme, hvem af de to kandidater der i løbet af den interne valgkamp bedst er i stand til at overbevise medlemmerne, om de evner at sætte en ny kommunalpolitisk dagsorden.
Internt i SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen har der længe været modstand mod Kjeldgaard, og uenigheden kulminerede, da gruppeformanden Bjarne Fey forlod sin post i efteråret i forbindelse med budgetforhandlingerne.
Kontroverserne mellem Fey og Kjeldgaard kom blandt andet til udtryk i sagen om en kommende sportshal på skolen her på Bryggen.
Bo Asmus og Ritt Bjerregaard var uenige om, hvilken kommunal kasse der skulle betale for den sportshal, som alle mente var den eneste rigtige løsning i forbindelse med den videre udbygning af skolen. På et tidspunkt så det ud til, at sportshallen helt ville blive droppet, men så gik Bjarne Fey i offensiven og undsagde sin egen borgmester.
Sagen endte i øvrigt lykkeligt for Bryggen, da en enig Borgerrepræsentation endte med at bevilge penge til sportshallen.
Modstanden mod Kjeldgaard stikker dog ikke dybt i SF’s organisation. Eksempelvis var SF’s formand i København, Jens Andersen, hurtigt ude og give Kjeldgaard sin støtte, da borgmesteren meddelte, at han genopstillede.
Kjeldgaard svag favorit
Baastrup har tidligere været en del af Villy Søvndals nære netværk, men det hjælper hende næppe meget i den interne valgkamp.
For ledelsen på Christiansborg holder sig på lang afstand af slagsmålet. Holdningen er, at det må de lokale SF’ere i København helt selv afgøre.
For nogle SF-græsrødder vil det måske netop tælle negativt i regnskabet, at Baastrup kommer »oppe fra systemet« og derfor ikke er groet op nedefra SF’s lokale rødder i København, til trods for at hun selv fremhæver at have haft bopæl i byen i 30 år.
Anne Baastrups mand er SF’s tidligere partisekretær Asbjørn Agerschou, som tidligere også var folketingsmedlem for partiet.
Agerschou beskrives som en kreativ og dygtig mand inden for politisk kampagne med mange fikse idéer, så han er nok et godt bud som Baastrups kampagnechef.
Uanset hvad er kampvalget næppe en optimal situation for partiet, for medmindre der findes en klar vinder, kan man næppe udelukke intern uro og ballade i partiet.
Det tegner til dødt løb. Skal Bryggebladet sætte odds, så spår vi, at Bo Asmus Kjeldgaard lige nu fører knebent 55-45 over Anne Baastrup. Kjeldgaard er dermed en meget svag favorit, men det kan den kommende tids valgkamp ændre på.
Mere om de to kandidater:
www.boasmus.dk
www.sf.dk/baastrup
mandag den 31. marts 2008
mandag den 10. marts 2008
Bo Asmus næsten sikker som SF’s spidskandidat
Camilla Burgwald stiller ikke op mod Kjeldgaard, siger hun til Bryggebladet.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 5 den 11. marts 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Der har længe været spekuleret i, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ville møde en seriøs rival, når de københavnske SF’ere i maj ved en urafstemning blandt medlemmerne skal vælge deres overborgmesterkandidat.
Den 50-årige oprindelige vestjyde har været sit partis spidskandidat i hovedstaden i de to seneste valgperioder, men det er endnu ikke lykkedes ham at få det store folkelige gennembrud.
Ved sidste kommunalvalg gik det da også ud over SF, at Ritt Bjerregaard stormede i Borgerrepræsentationen. Partiet mistede to mandater, og det lykkedes ikke Kjeldgaard at trænge igennem til vælgerne.
I SF’s organisation har tillidsfolkene derfor opstillet en række kriterier for, hvilke egenskaber en ideel spidskandidat skal besidde:
Han eller hun skal have erfaring, være god til at forhandle, og så skal vedkommende være kendt i vælgerbefolkningen. Det sidste kriterium, siger nok noget om partiets erfaringer fra 2005, hvor Klaus Bondam og Bjerregaard gav den ukendte Kjeldgaard baghjul hos vælgerne.
Frossen kylling
Men i 2009 er rollerne måske byttet om. SF har pt. fremdrift på grund af Villy-effekten, der fejrer triumfer ugentligt i meningsmålingerne.
Spørgsmålet er, om de gode Gallup-tal for SF på landsplan holder frem til næste BR-valg. Som tommelfingerregel skulle SF i København som minimum kunne veksle halvdelen af fremgangen på landsplan til ekstra sæder i den ny Borgerrepræsentation.
SF’ere i organisationen har efter sigende kigget efter alternativer til Bo Asmus Kjeldgaard, der endnu ikke har overbevist nogen om sine evner som folkeforfører.
Den socialdemokratiske blogger David Troels Garby mener ligefrem, at SF-borgmesteren har »en karisma som en frossen kylling«.
I stedet er profiler som Steen Gade og Anne-Grethe Holmsgaard efter sigende blevet spurgt, om de kunne være interesserede, men har begge takket nej. Landspolitikken er åbenbart mere attraktiv for dem end udsigten til at blive borgmester i København.
Nej til headhunting
Der er dog også stærke kræfter i partiet, som er modstandere af, at SF skulle »headhunte« en profil til københavnsk politik efter Ritt-modellen. Nogle mener, at SF’s næste spidskandidat skal findes blandt de erfarne og prøvede kræfter, der allerede har vist deres værd på Rådhuset.
Længe har der været snakket om, at den unge Camilla Burgwald, politisk ordfører for SF i Borgerrepræsentationen, kunne tænkes at udfordre Kjeldgaard. Men da Bryggebladet ringede hende op forleden, kunne Burgwald meddele avisen, at hun ikke agter at stille op som overborgmesterkandidat.
Burgwald ville dog ikke afvise, at hun er kandidat som ny borgmester, hvis nu SF – hvad meningsmålingerne kunne tyde på – får to borgmestre efter konstitueringen i 2009.
Borgmester skal være kvinde
SF’s organisation har nemlig tidligere diskuteret en opstillingskonstruktion, hvor den anden borgmester skal være en kvinde. Og det giver selvsagt Burgwald gode kort på hånden.
Med Burgwalds klare udmelding er Kjeldgaard nu næsten sikker på at blive valgt som SF’s overborgmester-kandidat.
Men det gør ham stadig ikke til noget stort trækplaster hos vælgerne. Derfor findes der stadigvæk SF’ere, der håber på, at en af de kendte profiler fra Christiansborg alligevel inden maj når at besinde sig og stiller op imod Kjeldgaard. Men chancerne for dette scenario mindskes dag for dag.
Det er Kjeldgaard tilfreds med, men det er Ritt Bjerregaard og ikke mindst Klaus Bondam utvivlsomt også. For en mere kendt kandidat vil naturligvis gøre det langt sværere for S og R at vinde det (i meningsmålingerne) tabte tilbage inden valget.
MANDAG 10.3.08 : MF Anne Baastrup siger i dag, at hun forlader Christiansborg for at blive SFs borgmesterkandidat. Hun skulle være opfordret siger hun. Meldingen kommer efter at Kjeldgaaard - også i dag - har meddelt at han "genopstiller som borgmester". Der bliver derfor alligevel nu et kampvalg om spidskandidat-posten. Det er ikke nyt at Baastrup har været interesseret, men efter Bryggebladets oplysninger, så er begejstringen for hende i SF ikke entydig. Det samme kan man sige om Bo Asmus Kjeldgaard.
---------------------------------
Ny ballade i Ritts regering
Socialdemokraterne udfordrer SF og Radikale: Laver solo-forlig om modersmålsundervisning med de borgerlige
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I sidste uge indgik Socialdemokraterne pludselig forlig med de borgerlige partier omkring indførelse af brugerbetaling for modersmålsundervisning i Københavns Kommune fra tredje klassetrin – før var det fra syvende klasse.
Det er ret usædvanligt, at ABF-partierne ikke står samlet bag den politik, der vedtages på rådhuset. Det svarer nærmest til, hvis VK-partierne på Christiansborg pludselig lavede finanslov uden Pia Kjærsgaard.
Derfor er der ikke noget at sige til, at Berlingske Tidende fredag svingede sig op til i en overskrift at tale om, at der er udbrudt »åben krig« på rådhuset mellem S og deres normale samarbejdspartnere SF og R.
Sagen ses, blandt andre af de borgerlige, som endnu et søm til ABF-samarbejdets ligkiste, og at Ritt forsøger at udfordre især opkomlingene fra SF ved at føre en lidt strammere – og måske borgerlig – kurs.
Dette politiske område er omstridt. Den ene del af sagkundskaben mener, at modersmålsundervisning er altafgørende for integrationen, hvorimod den anden del mener, at den er ligegyldig eller ligefrem skadelig for samme.
SF og de radikales synspunkt er, at tilegnelsen af et nyt sprog, det vil sige dansk – og på længere sigt integrationen – lykkes bedst, hvis børn først har lært deres eget modersmål. Det andet og modsatrettede synspunkt er, at modersmålet tværtimod trækker fokus væk fra det egentlige formål: At børn lærer dansk godt for derved at kunne klare sig godt i undervisningssystemet og blive ordentligt integreret.
Socialdemokraterne har længe været splittet i spørgsmålet, og flere af de socialdemokratiske BR-medlemmer med indvandrerbaggrund er stærkt optaget af at sikre fortsat kommunalt støttet modersmålsundervisning.
Andre dele af partiet – herunder Ritt – er imod, og hun er ikke alene om at styre Socialdemokraternes politik på dette område. Medlem af Børne- og Ungeudvalget Jan Andreasen har i mange år været strammer i integrationspolitikken, blandt andet ved at ville begrænse modersmålsundervisningen.
Forslaget – der blev vedtaget med de borgerlige stemmer for et par uger siden – ses derfor af Socialdemokraterne selv som et kompromis mellem de forskellige synspunkter, der er i den socialdemokratiske BR-gruppe.
Normalt vil et forslag af denne type skulle cleares med SF og de radikale på ABF-partiernes koordinationsmøder, som de holder et par gange om måneden.
Men Socialdemokraterne med flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard af en eller anden grund ikke fik clearet denne sag på disse møder eller i sit eget udvalg med Jan Andreasen, der så i stedet gik til de borgerlige for at gennemføre forslaget.
Siden har ABF-partierne brugt tiden på at mundhugges offentligt, hvilket har næret indtrykket af tiltagende sprækker – for ikke at sige total splittelse – i »byens regering«.
Ritts rolle
På rådhuset storspekuleres der samtidig og naturligvis i, hvilken rolle Ritt spiller i sagen. Var det Ritt, der for at genere SF fik orkestreret det hele sådan, at Jan Andreasen gik til de borgerlige?
Men ingen kan rigtig svare på, hvilken glæde Socialdemokraterne eller Ritt skulle have i at lave ballade på et relativt lille område som modersmålsundervisning? Det er ikke helt indlysende.
Socialdemokraterne hævder selv, at Jan Andreasen handlede på egen hånd, og flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard sov i timen.
Så måske er hele sagen i virkeligheden bare et eksempel på, at der engang imellem opstår ballade i politik ved tilfældigheder.
Men som en fremtrædende BR-politiker bemærkede, så opererer Ritt normalt ikke med tilfældigheder. Det er sikkert rigtigt, men hendes egentlige motiv til at udstille splittelsen i byens regering er ikke let at få øje på.
Blandt argumenterne er, at hvis Ritt skal vinde tabte vælgere tilbage fra SF, sker det næppe på en dagsorden om mindre modersmålsundervisning, hvor man går til højre. Så burde Ritt vil snarere finde et område, hvor hun kan konkurrere med SF om at være mest venstreorienteret.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 5 den 11. marts 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Der har længe været spekuleret i, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ville møde en seriøs rival, når de københavnske SF’ere i maj ved en urafstemning blandt medlemmerne skal vælge deres overborgmesterkandidat.
Den 50-årige oprindelige vestjyde har været sit partis spidskandidat i hovedstaden i de to seneste valgperioder, men det er endnu ikke lykkedes ham at få det store folkelige gennembrud.
Ved sidste kommunalvalg gik det da også ud over SF, at Ritt Bjerregaard stormede i Borgerrepræsentationen. Partiet mistede to mandater, og det lykkedes ikke Kjeldgaard at trænge igennem til vælgerne.
I SF’s organisation har tillidsfolkene derfor opstillet en række kriterier for, hvilke egenskaber en ideel spidskandidat skal besidde:
Han eller hun skal have erfaring, være god til at forhandle, og så skal vedkommende være kendt i vælgerbefolkningen. Det sidste kriterium, siger nok noget om partiets erfaringer fra 2005, hvor Klaus Bondam og Bjerregaard gav den ukendte Kjeldgaard baghjul hos vælgerne.
Frossen kylling
Men i 2009 er rollerne måske byttet om. SF har pt. fremdrift på grund af Villy-effekten, der fejrer triumfer ugentligt i meningsmålingerne.
Spørgsmålet er, om de gode Gallup-tal for SF på landsplan holder frem til næste BR-valg. Som tommelfingerregel skulle SF i København som minimum kunne veksle halvdelen af fremgangen på landsplan til ekstra sæder i den ny Borgerrepræsentation.
SF’ere i organisationen har efter sigende kigget efter alternativer til Bo Asmus Kjeldgaard, der endnu ikke har overbevist nogen om sine evner som folkeforfører.
Den socialdemokratiske blogger David Troels Garby mener ligefrem, at SF-borgmesteren har »en karisma som en frossen kylling«.
I stedet er profiler som Steen Gade og Anne-Grethe Holmsgaard efter sigende blevet spurgt, om de kunne være interesserede, men har begge takket nej. Landspolitikken er åbenbart mere attraktiv for dem end udsigten til at blive borgmester i København.
Nej til headhunting
Der er dog også stærke kræfter i partiet, som er modstandere af, at SF skulle »headhunte« en profil til københavnsk politik efter Ritt-modellen. Nogle mener, at SF’s næste spidskandidat skal findes blandt de erfarne og prøvede kræfter, der allerede har vist deres værd på Rådhuset.
Længe har der været snakket om, at den unge Camilla Burgwald, politisk ordfører for SF i Borgerrepræsentationen, kunne tænkes at udfordre Kjeldgaard. Men da Bryggebladet ringede hende op forleden, kunne Burgwald meddele avisen, at hun ikke agter at stille op som overborgmesterkandidat.
Burgwald ville dog ikke afvise, at hun er kandidat som ny borgmester, hvis nu SF – hvad meningsmålingerne kunne tyde på – får to borgmestre efter konstitueringen i 2009.
Borgmester skal være kvinde
SF’s organisation har nemlig tidligere diskuteret en opstillingskonstruktion, hvor den anden borgmester skal være en kvinde. Og det giver selvsagt Burgwald gode kort på hånden.
Med Burgwalds klare udmelding er Kjeldgaard nu næsten sikker på at blive valgt som SF’s overborgmester-kandidat.
Men det gør ham stadig ikke til noget stort trækplaster hos vælgerne. Derfor findes der stadigvæk SF’ere, der håber på, at en af de kendte profiler fra Christiansborg alligevel inden maj når at besinde sig og stiller op imod Kjeldgaard. Men chancerne for dette scenario mindskes dag for dag.
Det er Kjeldgaard tilfreds med, men det er Ritt Bjerregaard og ikke mindst Klaus Bondam utvivlsomt også. For en mere kendt kandidat vil naturligvis gøre det langt sværere for S og R at vinde det (i meningsmålingerne) tabte tilbage inden valget.
MANDAG 10.3.08 : MF Anne Baastrup siger i dag, at hun forlader Christiansborg for at blive SFs borgmesterkandidat. Hun skulle være opfordret siger hun. Meldingen kommer efter at Kjeldgaaard - også i dag - har meddelt at han "genopstiller som borgmester". Der bliver derfor alligevel nu et kampvalg om spidskandidat-posten. Det er ikke nyt at Baastrup har været interesseret, men efter Bryggebladets oplysninger, så er begejstringen for hende i SF ikke entydig. Det samme kan man sige om Bo Asmus Kjeldgaard.
---------------------------------
Ny ballade i Ritts regering
Socialdemokraterne udfordrer SF og Radikale: Laver solo-forlig om modersmålsundervisning med de borgerlige
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
I sidste uge indgik Socialdemokraterne pludselig forlig med de borgerlige partier omkring indførelse af brugerbetaling for modersmålsundervisning i Københavns Kommune fra tredje klassetrin – før var det fra syvende klasse.
Det er ret usædvanligt, at ABF-partierne ikke står samlet bag den politik, der vedtages på rådhuset. Det svarer nærmest til, hvis VK-partierne på Christiansborg pludselig lavede finanslov uden Pia Kjærsgaard.
Derfor er der ikke noget at sige til, at Berlingske Tidende fredag svingede sig op til i en overskrift at tale om, at der er udbrudt »åben krig« på rådhuset mellem S og deres normale samarbejdspartnere SF og R.
Sagen ses, blandt andre af de borgerlige, som endnu et søm til ABF-samarbejdets ligkiste, og at Ritt forsøger at udfordre især opkomlingene fra SF ved at føre en lidt strammere – og måske borgerlig – kurs.
Dette politiske område er omstridt. Den ene del af sagkundskaben mener, at modersmålsundervisning er altafgørende for integrationen, hvorimod den anden del mener, at den er ligegyldig eller ligefrem skadelig for samme.
SF og de radikales synspunkt er, at tilegnelsen af et nyt sprog, det vil sige dansk – og på længere sigt integrationen – lykkes bedst, hvis børn først har lært deres eget modersmål. Det andet og modsatrettede synspunkt er, at modersmålet tværtimod trækker fokus væk fra det egentlige formål: At børn lærer dansk godt for derved at kunne klare sig godt i undervisningssystemet og blive ordentligt integreret.
Socialdemokraterne har længe været splittet i spørgsmålet, og flere af de socialdemokratiske BR-medlemmer med indvandrerbaggrund er stærkt optaget af at sikre fortsat kommunalt støttet modersmålsundervisning.
Andre dele af partiet – herunder Ritt – er imod, og hun er ikke alene om at styre Socialdemokraternes politik på dette område. Medlem af Børne- og Ungeudvalget Jan Andreasen har i mange år været strammer i integrationspolitikken, blandt andet ved at ville begrænse modersmålsundervisningen.
Forslaget – der blev vedtaget med de borgerlige stemmer for et par uger siden – ses derfor af Socialdemokraterne selv som et kompromis mellem de forskellige synspunkter, der er i den socialdemokratiske BR-gruppe.
Normalt vil et forslag af denne type skulle cleares med SF og de radikale på ABF-partiernes koordinationsmøder, som de holder et par gange om måneden.
Men Socialdemokraterne med flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard af en eller anden grund ikke fik clearet denne sag på disse møder eller i sit eget udvalg med Jan Andreasen, der så i stedet gik til de borgerlige for at gennemføre forslaget.
Siden har ABF-partierne brugt tiden på at mundhugges offentligt, hvilket har næret indtrykket af tiltagende sprækker – for ikke at sige total splittelse – i »byens regering«.
Ritts rolle
På rådhuset storspekuleres der samtidig og naturligvis i, hvilken rolle Ritt spiller i sagen. Var det Ritt, der for at genere SF fik orkestreret det hele sådan, at Jan Andreasen gik til de borgerlige?
Men ingen kan rigtig svare på, hvilken glæde Socialdemokraterne eller Ritt skulle have i at lave ballade på et relativt lille område som modersmålsundervisning? Det er ikke helt indlysende.
Socialdemokraterne hævder selv, at Jan Andreasen handlede på egen hånd, og flere mener, at Bo Asmus Kjeldgaard sov i timen.
Så måske er hele sagen i virkeligheden bare et eksempel på, at der engang imellem opstår ballade i politik ved tilfældigheder.
Men som en fremtrædende BR-politiker bemærkede, så opererer Ritt normalt ikke med tilfældigheder. Det er sikkert rigtigt, men hendes egentlige motiv til at udstille splittelsen i byens regering er ikke let at få øje på.
Blandt argumenterne er, at hvis Ritt skal vinde tabte vælgere tilbage fra SF, sker det næppe på en dagsorden om mindre modersmålsundervisning, hvor man går til højre. Så burde Ritt vil snarere finde et område, hvor hun kan konkurrere med SF om at være mest venstreorienteret.
Abonner på:
Opslag (Atom)
