torsdag den 25. august 2011

Budget2012: Flere penge til dansk og børnepasning

Tør Frank Jensen igen udfordre SF på trafikområdet?

Bragt i Bryggebladet nr. 12. den 25. august 2011

Af Jarl Cordua

Et afholdt folketingsvalg i september, vil måske skabe nye politiske alliancer på Rådhuset. Først og fremmest vil en perlerække af fremtrædende rådhuspolitikere i tre uger i stedet bruge størstedelen af deres indsats på at føre valgkampagne for dem selv. Blandt folketingskandidaterne finder man fx de konservative borgerrepræsentanter Jacob Næsager, Rasmus Jarlov og Mogens Lønborg. Dertil kommer DFs Carl Christian Ebbesen, Venstres Cecilia Lonning og Liberal Alliances Lars Dueholm. Og endelig forsøger en stribe socialdemokrater som Ikram Sarwar, Lars Weiss og den politiske ordfører Mette Reissmann, at veksle deres karriere i Borgerrepræsentationen til en plads i Folketinget. Det vil nok lykkes for en eller flere af S-kandidaterne.

Politisk højsæson
September er imidlertid politisk højsæson også på rådhuset, hvor forhandlingerne om kommunens budget for 2012 finder sted med Frank Jensen for bordenden. Forhandlingerne er en slags eksamen for partiernes ledere, hvor de helst skal formå først at markere sig offentligt i forhold til vælgerne og også helst til slut levere konkrete politiske resultater til kernevælgerne og baglandet. Det betyder alt for en politisk leder, som måske også er borgmester, at kunne levere klare politiske fingeraftryk og i øvrigt være med i en budgetaftale. Det er nemlig adgangsbilletten til at få løbende indflydelse på, hvordan de mange milliarder kr. på budgettet i løbet af det næste år skal udmøntes. Det er derfor som hovedregel mest attraktivt for partierne at blive en del af en aftale, men naturligvis kun hvis man får tilstrækkelig medindflydelse og kan forsvare det overfor sine egne vælgere og partiets bagland. Og at tage ansvar for en budgetaftale er alt andet lige nemmere, når Københavns kommunes økonomi er så god, som den er i øjeblikket.

Fri af folketingsvalget
Rådhuspolitikernes profileringscirkus forud før og under forhandlingerne vil i år nok drukne i en folketingsvalgkamp, hvorfor Frank Jensen har en interesse i at trække forhandlingerne i langdrag, så de først afsluttes efter et valg. Allerede nu er de afsluttende budgetforhandlinger kalenderlagt i dagene efter den 13. september som mange regner for at være en sandsynlig valgdato. Herefter vil Danmark måske have fået en ny regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvilket giver Frank Jensen yderligere manøvrerum i forhold til SF. For det vil betyde, mener nogle iagttagere, at S og SF på rådhuset ikke længere behøver at fremstå så sammentømret og enige udadtil, som de hidtil har gjort, fordi S-SF-samarbejdet i Københavns Kommune har skullet fremstå som ”mønstereksempel” for alliancen mellem de to partier på Christiansborg. De to partier er meget uenige – også landspolitisk - om fx behovet for at bygge en havnetunnel og behovet for flere parkeringspladser. Skal Frank Jensen og de øvrige socialdemokrater gå frem ved næste kommunalvalg, så kan det næsten også kun ske på bekostning af et historisk stort SF. På overfladen gør de to partier en del ud af at holde sammen, fx har S-SF for nylig holdt et årligt fællesmøde, hvor man – på trods af de åbenlyse uenigheder - har lovet hinanden at samarbejde. Andre iagttagere spekulerer på, om Frank Jensen på de områder, hvor han er uenig med SF, i stedet fremover vil orientere sig mod de borgerlige partier og de radikale, for derved at presse SF til at indgå kompromisser. Det vil de kommende budgetforhandlinger give en pejling på.

Vækstråd til København
I sidste uge barslede en af overborgmesteren nedsat arbejdsgruppe bestående af flere fremtrædende erhvervsfolk kaldet ”Copenhagen Business Task Force” med en række anbefalinger til, hvordan København får skabt mere økonomisk vækst i de kommende år. Det skete på et pressemøde på rådhuset med arbejdsgruppens leder Leif Beck Fallesen, der også er ansat som overborgmesterens rådgiver i disse spørgsmål og de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen. Kataloget med forslagene skabte umiddelbart størst begejstring hos de borgerlige partier, mens SF’erne var positive. Til gengæld var SFs rivaler på venstrefløjen i Enhedslisten særdeles skeptiske overfor, hvad de opfatter som rendyrket borgerlig vækstpolitik. Det er ikke så underligt, da de mere kontroversielle forslag især gik ud på at nedsætte virksomhedernes skatter og afgifter og i øvrigt at få bygget infrastrukturprojekter som en ny havnetunnel under Københavns Havn. Blandt de mere ukontroversielle forslag er fx at få nedbragt administrationstiden for byggeprojekter og i øvrigt få ændret administrationen til at fokusere mere på at servicere virksomhedernes behov fremfor den bureaukratkultur, som virksomhederne hævder, at de møder, når de henvender sig med deres byggeprojekter.

Budget med vækstforslag
På pressemødet var Frank Jensen ikke afvisende overfor arbejdsgruppens 80 anbefalinger, som han må have kendt længe. Overborgmesteren var optimist, men turde dog ikke spå om, hvorvidt at hele kataloget med anbefalinger ville blive omsat i realiteter. Men det vil virke underligt, hvis ikke han vil forsøge at få gennemført mest muligt af kataloget allerede i år, især når både SF og de borgerlige så klart har meldt ud, at de står parat mht. at lægge stemmer til, at få anbefalingerne vedtaget. Det kunne for eksempel ske ved, at Jensen i forbindelse med budgetforhandlingerne forsøger at lave en aftale på området. Det store spørgsmål er så, hvor langt Frank Jensens ambitionsniveau rækker. SF er som bekendt dybt skeptiske overfor investeringer, der skaber mere biltrafik i byen, mens de borgerlige formentlig vil gå hele vejen.

Tid til at klinke skårene
Hvis SF imod al forventning ender med at stå udenfor budgetforliget, risikerer Frank Jensen dog at slå varige skår i det ellers gode samarbejde, og det ønsker han at undgå. Efter parkeringsforliget med de borgerlige udenom SF, og hvor SFs nye borgmester Ayfer Baykal endte med at blive politisk ydmyget og undervejs i forhandlingerne blev gjort til statist, kunne overborgmesteren derfor have brug for at få klinket skårene. På den anden side har Frank Jensen med parkeringsforliget allerede demonstreret overfor SF, at hvis ikke partiet viser tilstrækkelig vilje til kompromis, så kan han i yderste konsekvens finde på at gå solo med de borgerlige og de radikale. Og det er blevet lidt nemmere efter at et folketingsvalg er afholdt, hvor Jensen ikke behøver at tage hensyn til partifællerne på Christiansborg. Men et forhandlingssammenbrud mellem S-SF på budgettet bliver nok kun aktuelt, hvis overborgmesteren igen beslutter sig for at teste SF’ernes kompromisvilje. Det forlyder dog, at det næppe vil ske.

1 mia. kr. til byggeri
Det forlyder allerede nu, at overborgmesteren vil spille ud med et budget, hvor man vil bruge omtrent en mia. kr. ekstra på at bygge de daginstitutioner og skoler, som kommunen får brug for i de kommende år som følge af det med raketfart stigende børnetal i København. Der er stor usikkerhed grænsende til det usandsynlige om kapaciteten mht. daginstitutioner er tilstrækkeligt, såfremt Frank Jensen skal kunne opfylde sit valgløfte om, at alle københavnske børn skal kunne gå i en daginstitution inden for en radius et kvarter fra bopælen på cykel. Budgettet for 2012 bliver dermed sidste chance, hvis man skal kunne nå at udbygge kapaciteten. Derfor vil udbygningen af daginstitutionerne være Frank Jensens hovedfokus under forhandlingerne.

Flere dansktimer
Det ligger også i kortene, at der i det kommende års budget skal afsættes penge til at hæve antallet af dansktimer på et af de mellemste klassetrin i folkeskolen. En Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort i sidste uge, viste, at de københavnske skolebørn ved sammenligning af en tilsvarende undersøgelse i 2007 i 2010 var blevet bedre til naturfag og matematik, men dårligere til at læse. Især var drenge sakket bagud mht. læsefærdigheder i forhold til 2007, mens de tosprogede elever stod i stampe. I de seneste år er der imidlertid afsat flere penge til ekstra dansktimer på flere klassetrin, og nu giver Pisa-undersøgelsen så de københavnske politikere et argument for, at øge indsatsen yderligere.

Vild med Pia
Københavns rådhus har med Venstres kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev fået en deltager i det populære TV-program ”Vild med Dans”. De allerfleste iagttagere på rådhuset ser det som et klogt træk, at Allerslev deltager i TV-programmet , da det giver hende mulighed for at få det folkelige gennembrud, som hun har manglet. Tilbage i foråret 2005 deltog den radikale senere borgmester Klaus Bondam med pæn succes, og man kan spekulere i om den større kendiseffekt hjalp på de personlige stemmetal ved det efterfølgende kommunalvalg, hvor både han og de radikale fik et kanonvalg. På den anden side er det de færreste i det politiske miljø, der vurderer, at deltagelsen i Vild med Dans” just gavnede Allerslevs partifælle på Christiansborg Kristian Jensens popularitet. Der er dermed tale om en satsning, hvor Allerslev enten kan ”danse sig ind i folkets hjerter” og måske veksle det til fremgang ved kommunalvalget i 2013 eller blive til grin. Onde tunger mener i øvrigt, at ”Vild med dans” formentlig er Allerslevs eneste måde at markere sig på i offentligheden, da hun i det daglige fremstår uden nogen stjerneklar politisk profil. Nogle spekulerer også på, hvordan Allerslev i øvrigt får tid til at deltage i budgetforhandlinger mv., når hun skal bruge tre timer hver dag på at øve dansetrin med sin dansepartner forud for TV-udsendelsen fredag aften. De øvrige borgerrepræsentanter fraregnet Frank Jensen er utvivlsomt grønne af misundelse over profileringsmuligheden.

onsdag den 10. august 2011

Frank Jensens alliance med SF slår sprækker

Intern ballade hos S om daginstitutionspladser

Bragt i Bryggebladet den 11. august 2011

Af Jarl Cordua

Lige før rådhuspolitikerne gik på sommerferie, fik Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen et parkeringsforlig til 161 millioner kr. i hus. Forliget giver hovedstaden 1726 flere parkeringspladser – et resultat som længe har stået på både overborgmesterens og ikke mindst af de borgerlige partiers dagsorden.

Parkeringsforliget er dog også interessant, fordi det blev til uden om SF. Partiets nye teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal er derfor tvunget til at udmønte forligspartiernes politik på området, som går hendes parti imod. SF står desuden for første gang siden valget uden for politisk indflydelse på et for partiet – sådan kommunalpolitisk set - centralt punkt. Det spørgsmål, alle på rådhuset stiller sig selv nu, er: Er bruddet mellem Frank Jensen og SFs nye ledelse kun ”en enlig svale”, eller vil det række videre frem? Kan man forestille sig, at socialdemokraterne fx vil indgå budgetforlig her i efteråret med sine ”nye venner”, dvs. de borgerlige og de radikale for så at efterlade SF ude i kulden?

S-SF-glansbillede krakelerer
Kommunalvalget i 09 gav S-SF mulighed for, at de sammen alene kan styre byen i kraft af det flertal på 30 mandater ud af borgerrepræsentationens i alt 55 mandater, som de to partier tilsammen fik ved valget. Men Frank Jensen forpligtede sig tidligt på at lave brede aftaler med alle Borgerrepræsentationens partier. Det har han også formået. SF har ikke på samme måde haft interesse for brede aftaler, men har ikke stillet sig i vejen mod at partiet selv fik store politiske indrømmelser. Dertil kommer, at både S og SF i København har været bundet af en spejdered om at begrave tidligere tiders kævl og holde sammen. Spejdereden er desuden aflagt til partifællerne på Christiansborg, der overfor vælgerne har kunnet bruge København som et udstillingsvindue for en fint fungerende regeringskonstellation mellem de to partier. Men måske er det københavnske glansbillede på vej til at krakelere. I hvert fald har rasende SF’ere brugt sommeren til at angribe overborgmesteren hårdt for parkeringsforliget.

Parkeringsforlig uden SF
Set fra venstrefløjens side, så blev SF præsenteret for et komplet uspiseligt parkeringsforlig, der overhovedet ikke tager hensyn til SFs mærkesag om, at nye parkeringspladser ikke må etableres i byrummet, men i stedet etableres fx i parkeringshuse. Problemet er dog, at den løsning er ret dyr, og byens økonomiske vækst lider under – mener Frank Jensen – mangel på parkeringspladser. Parkeringsforliget i juni indeholder tværtimod primært flere ”skråparkeringspladser” på især Østerbro, men også på Vesterbro og Amager. SFs forhandlere var endog på mellemhånd politisk set, fordi partiet i forvejen stod udenfor det eksisterende parkeringsforlig. Oveni fremstod SFs borgmester Ayfer Baykal under forhandlingerne – ifølge nogle kilder - dårligt forberedt og med en klodset strategi. Politiske modstandere vurderer, at Baykal kunne have landet sagen blødere, men at den usikre SF-borgmester valgte konfrontationen og det sikre nederlag, så hun ikke risikerede ballade med sit bilkritiske SF-bagland.

Nederlag til ny borgmester
På et tidspunkt forlod SF forhandlingerne, og da de kom tilbage igen, var det lidt usædvanligt ikke SFs borgmester, men pludselig SFs ordfører på området, Signe Goldman, der ledede slagets gang. Det så nogle som udtryk for Baykal var i vildrede om, hvordan hun skulle forhandle. Det forhindrede dog ikke Baykal i selv at fare frem offentligt i form af læserbreve bl.a. i Østerbro Avis at anklage de radikale for ”dårligt politisk håndværk”, fordi de var gået med i forliget. Den radikale gruppeformand, Kasper Johansen, svarede igen med et læserbrev, hvori han opfordrede til, at ”en ny borgmester skal have en chance for at komme ind i tingene”. Hvedebrødsdagene for SF-borgmesteren, som ingen forinden tillagde de store talenter udi politisk forhandlingskunst, er tydeligvis forbi. Baykals første politiske slag endte i al fald med et gedigent nederlag.

SF: ”Forligsbrud”
Selv mente SF-borgmesteren dog, at der var tale om ”et forligsbrud.” Til Politiken sagde Baykal: ”Jeg troede, at vi havde en aftale, men det havde vi åbenbart ikke. Jeg er rigtig skuffet og rasende” og henviste til, at budgetforliget fra i fjor lagde loft over biler i gadeplan. SF mener dermed, at der dermed var tale om et uopsigeligt forlig – en tolkning, som Baykal og co. tilsyneladende står ret alene med.

Rød splid om havnetunnel
Parkeringsforliget rummer imidlertid kimen til endnu større prøvelser for det politiske sammenhold mellem S og SF. Ikke bare lokalt, men også på landsplan. Af S-SFs økonomiske 2020-plan ”Fair Løsning” fremgår det, at de to partier vil etablere en betalingsring for biler rundt om København. Indtægterne – mener Frank Jensen – skal bruges til at etablere en havnetunnel under Københavns havn. Det forslag har SF’erne i København hidtil været blankt imod og vil formentlig fortsat være det. Spørgsmålet kan risikere også at skabe splid internt i den S-SF-regering, som mange venter, vil komme til efter Folketingsvalget. Sagen er yderligere delikat, idet SFs formand Villy Søvndal ved dette valg er opstillet i København. Og netop i dette spørgsmål forventer hans københavnske – og ind imellem lidt genstridige – partifæller, at Søvndal lægger sig på deres linje i spørgsmålet om havnetunnelen. Dvs. enten lider Frank Jensen et eklatant nederlag i denne sag, eller også må Søvndal vride armen om på de københavnske SF’ere. Formentlig vil SF-formanden undgå at svare på dette spørgsmål helt frem til valgdagen for at undgå, at sagen eksploderer.

Farvel Frank?
Det voksende børnetal i København sprænger fortsat alle prognoser, hvilket skaber store problemer for Frank Jensen. Forud for sidste kommunalvalg proklamerede den daværende overborgmesterkandidat, at hvis ikke der ved valgperiodens udløb var daginstitutioner til rådighed for forældrene inden for en radius af et kvarter på cykel fra hjemmet, ja så fortjente Socialdemokraterne ikke at blive genvalgt. Allerede nu tyder meget på, at Frank Jensen får store problemer med at leve op til det vælgerløfte, fordi der fødes så mange børn i København, at kommunen ikke kan nå at bygge og oprette daginstitutioner i samme takt. Derfor gnider oppositionen på Rådhuset sig også i hænderne, da de øjner en mulighed for at bruge Frank Jensens uopfyldte kontraktpolitik i valgkampen. Venstres medlem af Børne- og ungeudvalget Cecilia Lonning skrev provokerende i et læserbrev for nylig under overskriften ”Pasningsgaranti Farvel Frank?”: ”Nu er der godt to år til næste BR-valg - og den netop offentliggjorte behovsprognose viser, at Frank Jensen har travlt. Netop som man troede, at de planlagte udbygninger og nybyggerier ville få puklen ned, viser prognosen, at der i hele byen mangler yderligere 1.000 vuggestuepladser og 800 børnehavepladser, ligesom der bliver brug for 15 ekstra skolespor.” I sit svar til Lonning afviste Frank Jensen dog, at der skulle være nogle problemer, og slog fast, at kommunen naturligvis ville bygge de daginstitutioner, der er nødvendige.

Mundhugges offentligt
Overborgmesteren kan utvivlsomt huske, hvordan det gik hans forgænger Ritt Bjerregaard, der også måtte opgive sit valgløfte om 5000 billige boliger. Få er i dag i tvivl om, at det var interne målinger, der viste bred folkelig mistillid til Bjerregaard og udsigten til at ende karrieren med stor vælgerlussing, der fik hende fra at genopstille. Frank Jensen står nu i samme situation som Bjerregaard, og derfor er han særdeles opsat på at partifællen Anne Vang som børne- og ungdomsborgmester ”leverer varen” i form af nye daginstitutionspladser. Men trods store anstrengelser med masser af nybyggeri, effektiviseringer, sammenlægninger af mindre dagsinstitutioner mv. så står Vang og hendes forvaltning med det problem, at virkeligheden overhaler de prognoser for tilgangen af børn, som Frank Jensens økonomer tidligere har forelagt politikerne. På Rådhuset diskuterer man nu på gangene, hvordan denne sag har skabt ”en kurre på tråden” mellem de to topsocialdemokrater. Man kan blandt andet støde på en interessant og ganske ”festlig” historie om, hvordan de to borgmestre under et besøg her i sommer på en daginstitution højlydt mundhuggedes foran hele den socialdemokratiske borgerrepræsentationsgruppe, hvor optrinet dog ophørte, da lederen af daginstitutionen lagde sig imellem for at dæmpe gemytterne. Ifølge flere iagttagere på rådhuset føler Anne Vang sig urimeligt presset af en i stigende grad desperat overborgmester, der ikke aner sine levende råd om, hvordan han skal komme ud af den kattepine, som han selv satte sig i med sit kække valgløfte for to år siden

Hemmelig redegørelse
Forårets store politiske bombe var naturligvis, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at SFs daværende teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard i virkeligheden boede i kærestens lejlighed på Frederiksberg frem for i ungkarlehyblen på Sundbyvester Plads. Kjeldgaard indså efter et halvt døgns betænkningstid, at hans situation var uholdbar, og trak sig fra posten. Det kom siden til et efterspil, hvor flere borgerrepræsentanter krævede, at det blev undersøgt, hvorvidt kommunen kunne kræve økonomisk kompensation af Kjeldgaard, eftersom han uretmæssigt i en periode har fået vederlag både som borgerrepræsentant og borgmester. Kjeldgaard blev af kommunen også bedt om at lave en personlig redegørelse, som blev indleveret den 24. juni. Imidlertid må redegørelsen ikke offentliggøres, hvorfor sagen formentlig nu er blevet ”begravet”.