mandag den 23. februar 2009

Farvel til den sidste solist

S-toppen ville skille sig af med Jette Bautrup i god tid inden valget og har ekskluderet hende.

Bragt i Bryggebladet nr. 3 den 24. februar 2009

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua



Det har aldrig skortet på drama på Københavns Rådhus. Sidste uge var derfor heller ingen undtagelse, da det mangeårige medlem af Borgerrepræsentationen Jette Bergenholz Bautrup blev ekskluderet af den socialdemokratiske gruppe. Det er sjældent, at den slags sker i fred og fordragelighed. Bautrup blev anklaget for illoyalitet ved at have modarbejdet og bagtalt gruppemedlemmer og gruppens beslutninger og i øvrigt at være løgner og doven. Hun skød tilbage og kaldte selve eksklusionen for en magtdemonstration fra overborgmesterens side. Ifølge Bautrup er Ritt Bjerregaard således en »diktator«, som i det hele taget sætter demokratiet ud af kraft.

Populær populist
Jette Bautrup er berømt og berygtet for igennem hele sin 23 år lange politiske karriere altid at tage særstandpunkter. I manges øjne har hun uhæmmet aldrig forpasset en chance for presseomtale, der iscenesætter hende selv som de svages utrættelige beskytter og forkæmper i evig strid mod bureaukrater – og ikke mindst »magtpolitikerne« i hendes eget parti – på rådhuset. Bautrup har i mange år haft sin egen fanklub, især blandt pensionister på Amager, hvor hun til hvert valg høster store personlige stemmetal – ved seneste BR-valg 1700 personlige stemmer. Heller ikke lokalavisen Amagerbladet har nogensinde svigtet, når S-politikeren har skullet stille sit – i nogles øjne – umættelige behov for at profilere sig selv.

Uden indflydelse
Til gengæld for sin store popularitet hos dele af det amagerkanske vælgerkorps, så har det været småt med den egentlige politiske indflydelse – ud over den, der kan ligge i at blande sig i kommunens sagsbehandling af borgerne. Bautrup, som civilt er socialrådgiver, er formand for Børne- og Ungeudvalget, som blandt andet ser på tunge sociale sager med tvangsfjernelser med videre.
Hun opfattes ikke mindst af sine egne som en selvpromoverende populist helt uden sidestykke. Ikke engang den tidligere partifælle – og nu DF’er – Finn Rudaizky – som ofte har stået skulder ved skulder med Bautrup – blegner i den sammenhæng.

Ingen konkret eksklusionsårsag
Eksklusionen af Bautrup har efter sigende ingen egentlig aktuel eller konkret årsag, hvilket omvendt virker noget mystisk. Det kan tale for hendes egen forklaring for eksklusionen nemlig den, at Ritt Bjerregaard er magtfuldkommen, vil bestemme alt og som nu efter årelang chikane i stedet har villet skille sig af med Bautrup.
Bautrup er i øvrigt nu den fjerde socialdemokrat, som siden valget i 2005 forlader Socialdemokratiet »ad bagvejen«. Knapt var stemmerne talt op, før Finn Rudaizky og senere tidligere miljø- og forsyningsborgmester Winnie – »Lille Winnie« – Berndtsson forlod S for hver især at tilbyde sig hos de borgerlige. Disse spring kostede Socialdemokraterne en borgmesterpost. Siden forlod »Store Winnie« alias tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen S-gruppen. Fælles for dem alle var, at de følte sig tilsidesat og »kørt over« af overborgmesteren.

Frihjul forbudt
Hvis man køber denne forklaring, så vil man formentlig også lægge mærke til, at Socialdemokraterne har opstillingsmøde den 28. marts i år, og det vil være en lettelse uden lige for overborgmesteren og ikke mindst partiet ikke længere at skulle tage hensyn til Bautrup. Samtidig sender man også et kraftigt signal til øvrige gruppefæller om, at illoyalitet mod gruppen – og Ritt Bjerregaard – ikke længere, hverken vil blive tolereret eller kan betale sig.
S-toppen har helt sikkert villet undgå en farcelignende konstitueringsfase ligesom efter sidste valg, og de fjerner netop dette usikkerhedsmoment ved netop at smide Bautrup ud af gruppen i god tid inden valget. Desuden indgår det formentlig også i den kolde kalkyle, at Bautrups exit vil interessere de færreste vælgere, når man når til valgkampen.

Ændrede spilleregler
I Bautrups optik er eksklusionen ydermere et direkte anslag mod hendes ytringsfrihed og handlefrihed som politiker. Hun henviser til, at man som lokalpolitiker altid har kunnet drøfte emner, besparelser med videre, før de blev vedtaget. I Bautrups version køres gruppemøderne som et gummistempel for Ritt Bjerregaards prioriteringer, og det tidligere S-gruppemedlem henviser til, at hun blev forhindret i at få ordet på gruppemøderne. En analyse er, at Bautrup spiller efter »de gamle spilleregler« i københavnsk politik, hvorimod resten af gruppefællerne spiller »efter de nye spilleregler«, som går ud på, at drøftelserne udelukkende sker inden døre i gruppen – og ikke så meget i pressen – som ellers er Bautrups speciale. Den centrale politiske S-ledelse er grundlæggende ikke meget for at lade sig påvirke af krav fra interessegrupper og af politikere, som forsøger at få lidt goodwill på kontoen hos de samme interessegrupper. Omvendt ser Bautrup sig selv som en tillidsmand, der helst nøjes med på vegne af sine vælgere at stille krav til sine politiske kolleger om penge, mens hun ikke selv er kendt for at medvirke til besparelser eller i det hele taget deltage i ømtålelige prioriteringsdiskussioner om, hvor der så i stedet skal spares. Den trafik, hvor man som Bautrup har »kunnet køre på frihjul« som solist og derpå ladet sig belønne af vælgerne, har åbenbart skullet stoppes én gang for alle.
Socialdemokraternes gruppeformand Jesper Christensen afviser i øvrigt pure, at Ritt Bjerregaard står bag eksklusionen. Tværtimod henviser han til, at en enig gruppe står bag en udtalelse, der blev sendt til pressen i sidste uge, der oplister hele Bautrups lange synderegister. »Anklage-skriftet« har dog ikke nogen aktuel anledning. Man henviser i stedet til en ti år gammel sag, hvor Bautrup nægtede at stemme for budgettet, og en sag fra 2007, hvor hun truede med ikke at stemme for et budget. Umiddelbart ser det ikke ud som et tilstrækkeligt tungt grundlag at ekskludere folk på, men Bautrups problem er, at hun ikke har ret mange støtter i partiet, der kan eller vil bakke hende op i sagen. Alt i alt udstiller det hendes svage position.

Anklaget for dovenskab
S-gruppen har i det hele taget fløjlshandskerne helt af og anklager Bautrup indirekte for dovenskab ved at henvise til, at hun kun har deltaget i få BR-møder og færre gruppemøder. Den påstand afviser Bautrup, som blandt andet henviser til, at der er manipuleret med mødestatistikken.
Alt i alt kan man desværre for Bautrups politiske fremtid koge hele sagen ned til, at hun står mutters alene med sin kritik, og at resten af hendes tidligere partifæller ingen tillid har til hende – hverken personligt eller politisk. Sådan har situationen været længe. Det nye er egentlig blot, at Socialdemokraterne har draget konsekvensen af, at de længe har ønsket Bautrup hen, hvor peberet gror. Hun vil ikke blive savnet i selve Borgerrepræsentationen, når perioden rinder ud til nytår.
For Jette Bautrup, som i perioden 2001-2005 også var medlem af Folketinget, afviser blankt at »søge asyl« hos DF, ligesom de tidligere partifæller Finn Rudiazky og Karin Storgaard tidligere har gjort. Spekulationer om en eventuel optræden hos SF er heller ikke længere formelt mulige, nu da partiet har vedtaget sin opstillingsliste. Spørgsmålet er, om 61-årige Bautrup i det hele taget har lyst til at fortsætte karrieren i et andet parti. Det afviser hun i hvert fald selv.

onsdag den 4. februar 2009

Ritt skal sikre Bondams borgmesterpost

De Radikale dropper at være i opposition til overborgmesteren

Bragt i Bryggebladet nr. 2 den 3. februar 2009

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua


Splittelsen i forbindelse med efterårets budgetforlig mellem Ritt Bjerregaards socialdemokrater på den ene side – og deres samarbejdspartnere De radikale og SF på den anden side – er stadig en realitet. Siden nytår har fornemmelsen på rådhuset været, at De Radikale var på vej tilbage til samarbejdet med Socialdemokraterne. Ikke fordi man har den store lyst, men fordi Klaus Bondam og de øvrige radikale har indset, at de med tidens elendige målinger for liste B næppe får en borgmesterpost efter kommunalvalget i november, med mindre Socialdemokraterne giver en hånd med og lægger mandater til i forbindelse med en konstituering, når stemmerne er talt op. De Radikale er simpelthen tvunget af omstændighederne, og derfor medvirker de nu i mindre omfang end tidligere til den yndede sport, som fornøjer både højre- og venstre-siden af Borgerrepræsentationen, hvor et flertal mest muligt bringer overborgmesterens parti i mindretal.
I den sidste tid har man set et par vellykkede forsøg på at udstille Ritt som en overborgmester, der ind imellem har svært med at få flertal for sine sager. De to sager, hvor S er kommet i mindretal, er formentlig forbigået den brede vælger-skares opmærksomhed, men konfrontationerne kan bruges til illustration af de politiske – og personlige – kløfter, som består på rådhuset.
Den ene sag handler om, at Økonomiforvaltningen – som hører under overborgmesteren – ifølge et flertal i BR uden om Socialdemokraterne nu skal betale en kompensation den såkaldte »reservationsleje« til kommunens ejendomsselskab »Københavns Ejendomme« for at reservere kommunens tomme grunde, hvor der en dag – måske – skal bygges såkaldte »billige boliger.« Sidstnævnte er som de fleste ved Ritts kuldsejlede prestigeprojekt og valgløfte fra 2005-valgkampen. Det er en ikke ukompliceret sag, som dybest set har bund i, at kommunens forvaltninger konstant slås om de økonomiske ressourcer kombineret med, at et bredt flertal af partier aldrig misser en chance for at genere Ritt Bjerregaard politisk.

Vil undgå spøgelsesbyer
I den anden sag fik et flertal – igen uden om S – udsat kommuneplanen for 2009. Det er den plan, som ligger rammene for kommunens byggeri og udvikling i år. Flertallet mente imidlertid, at man burde nedsætte tempoet med hensyn til at iværksætte planerne for nye bydele og i stedet fokusere på at færdiggøre områder som Ørestaden og Teglholmen. For ellers risikerede man at få alt for mange halvfærdige nye bydele uden skoler, institutioner, kultur- og idrætsliv, det vil sige såkaldte »spøgelsesbyer.« Hos Socialdemokraterne så man beslutningen som rent drilleri, men med uheldige konsekvenser, da det udstiller kommunen i forhold til dens samarbejdspartnere især om planlagte store byggerier. Der er flere store byggerier især i Valby, som risikerer at blive sat i stå, hvis ikke planen gennemføres. I en tid, hvor der mangler arbejdspladser i byggeriet, så er det en sag, som også nogle københavnske fagforeninger interesserer sig meget for. De vil derfor uden tvivl forsøge at lægge pres på SF og Enhedslisten i den kommende tid for at få dem til at ændre holdning, når kommuneplanen igen forelægges Borgerpræsentationen. Desuden forventer man hos S, at erhvervsfolk vil forsøge at gøre deres indflydelse gældende i forhold til de borgerlige partier.
De Radikale gik ikke med i flertallet mod Ritt, og det ses af nogle, som endnu en understregning af, at Klaus Bondam er opsat på at genoplive det gamle samarbejde med Ritt Bjerregaard. Senest i sidste uge blev der stillet en forespørgsel til overborgmesteren om sikkerheden for de såkaldte brandstofanlæg ved Prøvestenen. Det er en sag med forbindelse til det politiske skamskudte Kløvermarksbyggeri. Heller ikke i det flertal for denne forespørgsel kunne man tælle de radikale stemmer. Det ses også i sig selv som en radikal gestus til Ritt.

Rigtig strategi – forkert kandidat
Hos SF glæder man sig formentlig over de bedre og bedre meningsmålinger til partiet på landsplan.
SF’erne på Christiansborg har – som denne klumme tidligere har beskrevet – tilrettelagt en strategi for partiets spidskandidat i København, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Denne strategi – som man kunne kalde for »valium-strategien« – skal Kjeldgaard læne sig tilbage, føre en positiv kampagne og helt undgå konfrontation med Ritt Bjerregaard. Med andre ord: Vælgerne skal føle sig trygge ved SF, og de må for alt i verden ikke forledes til at tro, at en stemme på SF er en stemme for splittelse mellem byens store partier i den røde blok. Nogle iagttagere ser det som »den helt rigtige strategi, men med den forkerte kandidat.« Man tror simpelthen ikke på, at Kjeldgaard kan holde sig i skindet. På et eller andet tidspunkt under valgkampen forventer man, at han går i åben konfrontation med Ritt Bjerregaard, og de to nævnte sager ser man netop som eksempler på Kjeldgaards naturlige tilbøjeligheder til at lave ballade.

K støtter havfrueflytning
Det lykkes dog også Socialdemokraterne at bryde et oprindeligt flertals modstand mod at Den Lille Havfrue flyttes til Shanghai i Kina et halvt år for at indgå i Danmarks bidrag til verdensudstillingen EXPO i 2010. De Konservative på rådhuset støtter nu planerne, som formentlig ender med at blive stemt igennem sammen Socialdemokraterne og De Radikale.
Det er ellers ikke ukontroversielt at flytte et nationalt ikon væk fra sin faste plads som turistmagnet på Langelinie. En meningsmåling fra TNS Gallup har vist, at seks ud af ti danskere synes, at flytteplanerne er en dårlig idé. Kun hver tredje er positiv.
Den manglende folkelige forståelse er sikkert blandt årsagerne til, at de borgerlige partier i nogen tid har været lorne ved planerne og i stedet foreslået at opstille en kopi på verdensudstillingen, som 75 millioner ventes at besøge.
Imidlertid er argumentet hos tilhængerne af flytningen, at når nu byen har lagt billet ind på at få verdensudstillingen i 2020, så skal man ikke nu begynde at stille sig småligt an og reelt sabotere planerne for Danmarks pavillon i Shanghai næste år. Det er et projekt skabt af arkitekt Bjarne Ingels, som i kraft af Den Lille Havfrues medvirken naturligvis fokuserer på H.C. Andersens eventyrverden – et populært tema, som også kineserne kan forholde sig til.
Der er reelle planer for EXPO 2020 i København, der handler om at lade Nordhavn blive udstillingsområde. Her vil kommunen og staten i forvejen bygge havnetunnel og metro for milliarder af kroner – men dertil kommer, at flere lande – hvis Danmark altså får værtskabet – nærmest kvit og frit vil finansiere seværdige og unikke millionbyggerier på området. Kulturborgmesteren siger, at hun anerkender synspunktet, men hun vil ikke ændre holdning. Her mener Socialdemokraterne, at der er tale om klokkeklar indrømmelse af Pia Allerslev, at hendes modstand bunder i primitiv populisme og det endelige bevis på, at Venstres leder er helt uden visioner eller format.
Den konservative støtte på rådhuset er dog ifølge rygterne også først kommet i stand, efter at partiformanden Lene Espersen, som også er økonomi- og erhvervsminister, lod skinne igennem til partifællerne på rådhuset, at de burde genoverveje sagen nøje. Det er nemlig hendes ministerium, som er med til at arbejde for Københavns EXPO-kandi-datur, og partifællerne fik formentlig at vide, at de ikke skal forvente en anden gang, at hun som nordjyde kaster sig ud i at hjælpe København, hvis ikke man nu hjælper lidt til og tillader, at man udlåner havfruen. Det signal blev åbenbart opfanget af De Konservatives leder, borgmester Mogens Lønborg på den måde, at De Konservative på rådhuset nu