onsdag den 30. maj 2012

En dyr omgang for København

Nye krav og tiltag fra regeringen kan udløse budgetbesparelser på 400 mill. kr.

Bragt i Bryggebladet 30. maj 2012

Af Jarl Cordua
Thorning-regeringen har travlt med trepartsforhandlinger og skattereform på Christiansborg. Men det er ikke de eneste store udfordringer, den tumler med her ved afslutningen af folketingsåret. Det er De Radikales økonomiminister Margrethe Vestager, der har ansvaret for kommunernes økonomi, og hun fik i maj – overraskende for mange – forhandlet en udligningsreform på plads med regeringens støtteparti, Enhedslisten.  Reformen betyder, at Københavns kommune umiddelbart skal til lommerne og betale 245 mill. kr. til den pulje, der skal fordeles især til landets fattigere kommuner i ”Udkantsdanmark”. Engang for ikke så længe siden var landets hovedstad, hvor 10 pct. af befolkningen bor, den fattige forgældede fætter, der skulle have særlig hjælp af Finansministeriet for ikke at gå rabundus. Men sådan er det ikke længere. Den økonomiske vækst og tilgang af indbyggere finder sted i København, og der er efterhånden kommet så godt styr på byens økonomi ikke mindst i kraft af effektiviseringer, at partierne bag budgetforliget i foråret kunne fordele overskuddet fra 2011 på 830 mill. kr. på nye tiltag. Men nu kommer Vestager og siger haps. Til gengæld fik Enhedslisten i forliget med regeringen afsat en såkaldt særtilskudspulje på 400 millioner til kommuner med særlige økonomiske udfordringer. Her tænkes på kommuner med mange indbyggere i de socialt udsatte grupper. Og da 30 procent af landets hjemløse, 40 pct. af narkomanerne og 15 pct. af de psykisk syge befinder sig i København, så er der en forventning om, at kommunen får broderparten af puljen, dvs. minimum 150 mill. kr.Dvs. netto mister København ”kun” 100 mill. kr. De fleste københavnske politikere tordner dog imod reformen. ”Udligningsreformen kunne dårligt blive værre for København”, lyder de borgerliges analyse. I marts, da modellen for reformen blev præsenteret, kaldte Frank Jensen reformen for ”primitiv” og mente, at den ligefrem kunne ” slå væksten i stykker”. Efter at forliget er faldet på plads, nøjes overborgmesteren med at være ”ærgerlig”.

Ekstraregning lurer
Kommunens økonomi kan blive yderligere presset af regeringens krav, og det skaber så stor usikkerhed, at Økonomiforvaltningen først til august – efter trepartsforhandlinger og regeringens forhandlinger med KL er afsluttet – har et overblik.  Kommunen risikerer fx at miste betydelige statstilskud til at få ledige i beskæftigelse. Måske op mod 100 mill. kr. Dertil kommer, at kommunen kan miste administrationen af jobcentre for aktivering af ledige og offentlige tilskud hertil, fordi A-kasserne som følge af succesfulde trepartsforhandlinger overtager jobformidlingen. Desuden er der tvivl om, hvilken beregningsmetode der danner grundlag for kommunernes budget for 2013 i forhandlingerne med regeringen. Det har betydning, fordi regeringen er mere striks end nogensinde med hensyn til at holde styr på det kommunale Danmarks forbrug. Alene tvivlen om, hvorvidt KL-forhandlinger skal tages udgangspunkt i kommunernes budget eller regnskab for 2011, skaber usikkerhed, om Københavns kommune til næste år skal spare 250 mill. kr. eller en halv milliard kr. i et budget på ca. 21 mia kr. Samlet set kan kommunen derfor komme til at skulle finde måske op til 400 mill. kr. for at få enderne til at mødes. På daginstitutionsområdet er der dog også lidt hjælp at hente, da Enhedslisten under finanslovsforhandlingerne med regeringen i efteråret fik afsat en pulje på en halv milliard kr., der specifikt skal gå til at ansætte flere pædagoger. Her håber København at sætte sig på 10 pct. af pengene, dvs. 50 mill. kr.

Styrereform lever videre
Forrige søndag udkom dagbladet Politiken med en forsidehistorie, hvor SF - forlød det - ”lægger ny styrereform i byerne død”. Den konkrete anledning til overskriften var, at avisen kunne citere SFs kommunalordfører, Lisbeth Bech Poulsen for at sige, at partiet ikke går ind for ”enhedsforvaltning” i storbyerne. Det sidste er ellers Frank Jensens - og Socialdemokraterne på Slotsholmens – krav til styrereformen, og de har opbakning fra økonomiminister Margrethe Vestager, som er overbevist om, at enhedsforvaltning er den bedste løsning til at skabe en mere effektiv administration af København. Det fremgår klart af samme Politiken-artikel, at Vestager ikke har opgivet idéen. Det nye er dog, at SF offentligt har sagt fra – eller har partiet det? Det afhænger lidt af, hvem man spørger på Rådhuset.  Nogle mener, at kommunalordføreren blot klargjorde partiets hidtidige synspunkt, som forener SF-politikerne på rådhuset og Christiansborg. Men meldingen skulle dog ikke fortolkes, som den blev af Politiken, at SF nu kategorisk havde kortsluttet alle idéer om en styrereform, der indfører ”enhedsforvaltning”.  Andre mener til gengæld, at Bech Poulsen faktisk redegjorde for, at SF Christiansborg nu havde gjort deres endelige stilling op. På rådhuset er det dog en udbredt vurdering, at sagen ingenlunde er død, men blot udskudt til efter sommerferien – og på den anden side af trepartsforhandlinger, KL-forhandlinger og skattereform – hvor Vestager og Co. har bedre tid til at interessere sig for en landspolitisk set lille og i forhold til vælgerne ubetydelig sag. Efteråret bliver dog under alle omstændigheder sidste udkald, hvis en reform skal vedtages, som skal kunne træde i kraft inden kommunalvalget til november næste år.

Irritation over SF
Politiken havde i øvrigt samme søndag en længere artikel om Frank Jensens problemer med at samle partierne i et forlig om ”overførselssagen”, der skulle fordele 2011-overskuddet på 830 mill. kr. I artiklen fortæller flere fremtrædende borgerrepræsentanter åbent og til citat om forløbet forud for forhandlingerne og omstændighederne ved det opsigtsvækkende forlig for mere end 2 måneder siden, der meget usædvanligt gjorde overborgmesteren til statist i slutfasten af forhandlingerne. I artiklen fremgik det igen, at navnlig SFs to borgmestre Ninna Thomsen og Ayfer Baykal ikke rigtig kan forene sig med Frank Jensens ledelsesstil. Helt grundlæggende mener SF’erne, at Jensen ikke lytter tilstrækkeligt til deres ønsker. Politikens artikel bærer overskriften ”Jensens problemer med damerne”, der bl.a. spiller på overborgmesterens pinlige optrin i forbindelse med den stærkt omtalte julefrokostepisode, samt at der i artiklen nævnes ”en vis træthed over lumre Jensen-jokes og morfarvitser” i borgmesterkredsen, der på nær en enkelt undtagelse (Enhedslistens Mikkel Warming) består udelukkende af kvinder. Det fremgår af artiklen, at Frank Jensen faktisk har sadlet om efter, at SF’erne formåede at sætte sig i respekt, og at han i de seneste måneder har signaleret en langt større imødekommenhed hos det selvbevidste SF. Ikke desto mindre så skabte artiklens negative vinkel så stor en irritation – eller ligefrem surhed - hos overborgmesteren, at han efterfølgende klart lod SF’erne vide, at han opfattede udtalelserne som et noget unødvendigt og illoyalt angreb på sin position, som i øvrigt kun gavnede S-SFs politiske modstandere. Hos SF anerkender man, at Socialdemokraterne er begyndt at komme dem i møde, og at de sammen med de radikale – og formentlig Enhedslisten – har fået stillet i udsigt at komme med i efterårets budgetforlig. Derfor er SF’erne på tilbagetog i deres kritik af Overborgmesteren i en sag, som også for længst er overstået.

Behersket tillid
Politikens artikel formår dog næppe helt at ødelægge Frank Jensens gode humør. Overborgmesteren er for nylig blevet valg til formand for Team Danmark, som igen er en platform, der kan bruges til at skabe positiv energi omkring Frank Jensen, København og overborgmesterposten. På rådhuset anerkender selv de mest kritiske, at overborgmesteren igen ser ud til at have fået styr på tingene og genvundet lidt af den tabte autoritet. ”Men det betyder jo ikke, at alting er helt fryd og gammen, eller at Frank bare kan køre tingene præcist som før”, som en iagttager formulerer det. Og man hører stadig kritik af Jensen for fx på økonomiudvalgsmøderne at benytte sig af en bondesnu teknik som mødeleder, der giver ham rum for at fortolke beslutningerne så bredt, at han har mulighed for at administrere dem, så de passer i hans eget kram. Ingen af borgmestrene for de øvrige partier ønsker fx en fremtid med enhedsforvaltning eller ”fællesforvaltning”, som Frank Jensens seneste kompromisforslag til styrereformen går ud på, der alt andet lige giver overborgmesteren mere magt. Så langt rækker deres tillid til Jensen trods alt ikke.

Kompromis med SF?
Sagen om Amagerforbrændingens store projekt, hvor København i mere end et halvt år har stukket en kæp i hjulet ved ikke at ville garantere for lånoptagelser til, at et knapt 4 mia. kr. stort nye forbrændingsanlæg med skibakke kan blive bygget, kan være på vej til få en ende. Anlægget skal afløse det nuværende forældede, nedslidte og miljøfarlige affaldsforbrændingsanlæg, der kører på dispensationer fra miljømyndighederne. I de seneste måneder har bl.a. Frank Jensen lagt sig i selen mht. at overtale SF’erne på rådhuset til at acceptere en løsning, der skal ende med, at projektet bliver sat i værk. København er storaktionær i det fælleskommunale selskab, hvor omegnskommuner plus Frederiksberg i lang tid har ventet på, at et flertal i Borgerrepræsentationen nåede frem til en løsning, der i en eller anden form accepterer det fremlagte projekt med at investere i to nye brændeovne til håndtering af affaldsbortskaffelse. Imidlertid er bl.a. SF modstander af, at man bruger så mange penge til et projekt, som kan vise sig at være for dyrt, for lidt miljøvenligt og ikke tager hensyn til endnu ikke udviklede alternative løsningsmuligheder med mere genanvendelse af affald, som senere vil vise sig at være bedre økonomisk og miljømæssigt. På den anden side står Amagerforbrændingen over for snart at skulle træffe en beslutning, da anlægget ikke kan køre på dispensation mere end et par år endnu. Meldinger fra rådhuset tyder på, at et kompromisforslag, der på en eller anden måde tilgodeser SFs synspunkter, er ved at blive forhandlet på plads mellem SFs Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal og overborgmesteren. Sagen ender formentlig med, at anlægget bliver bygget. Til gengæld skal SF have nogle synlige indrømmelser mod, at partiet fx i Borgerrepræsentationen undlader at stemme imod en beslutning, om at København yder lånegarantien. Det kan dermed klares alene af de borgerlige og socialdemokraternes stemmer, uden at SF behøver at tage et medansvar for det. En endelig afklaring på sagen får man dog først tidligst efter sommerferien, forlyder det fra rådhuset.

torsdag den 17. maj 2012

En fjer i Frank Jensens hat

Flertal uden om S ønsker et udvalg, der skal se på byens styreform

Af Jarl Cordua


Bragt i Bryggebladet (her i en let revideret version) den 16. maj 2012

Det var en synligt glad overborgmester, som tronede i formandsstolen, da der var møde i Borgerrepræsentationen i torsdags. Selv ikke den byge af spørgsmål, som den borgerlige del af oppositionen stillede for at sætte fingeren på, at Frank Jensen har måttet løbe fra tidligere fremsatte udtalelser i flere nyhedsmedier om søskendegaranti, kunne ødelægge hans humør. Selvtilliden blev heller ikke skrammet af, at Jensen beklagede og erkendte, at han havde været for langt fremme mht. at udstede garantier, som han nu ikke kan stå ved. Det blev en aften på rådhuset præget af en sjældent set jovial overborgmester, der havde let ved at komme med muntre bemærkninger. I en forespørgsel samme aften blev der sat fokus på en evt. ændring af kommunens politik med mere udlicitering af offentlige opgaver til det private. Her kunne Enhedslistens Mikkel Warming rive overborgmesteren den gamle LO-pagt i næsen, der forpligter S sammen med SF og Liste Ø til en politik, hvor privat udlicitering af offentlige opgaver skal være undtagelsen frem for reglen. Det så dermed ud, som om at S nu er brudt ud af pagten, mente Warming. Den ophedede debat, der fulgte herom, kunne imidlertid heller ikke spolere Jensens gemyt.

Jensen ny S-næstformand
Dagen før var det blevet offentligt kendt, at Frank Jensen efter alt at dømme bliver den ene nye næstformand for Socialdemokraterne, som traditionelt kommer fra partiets kommunale bagland. Jensen var ganske tæt på at blive S-formand ved urafstemningen i 2005, men blev på målstregen slået af Helle Thorning-Schmidt. Hun blev for nylig statsminister, mens han i 2010 blev Københavns overborgmester.”En kinesisk magtdeling”, kunne man sige med et glimt i øjet, hvor taberen af et magtopgør i stedet for at blive slået til plukfisk får lov at bestemme i et hjørne af riget. Dertil kommer naturligvis også, at Jensen dengang blev opfattet som S-venstrefløjens kandidat, mens Thorning var S-højrefløjens. Derfor bliver Jensens forfremmelse internt i partihierakiet også set som et led i en magtdeling, hvor højrefløjen dog sidder for bordenden. Man kan så diskutere, om venstrefløjskandidaten Frank Jensen har ført en specielt venstresocialdemokratisk linje i København. Det vil man nok i partier som SF og Enhedslisten nok afvise. Ikke desto mindre så er det forstående valg til næstformand – som næppe bliver forpurret af andre kandidater - en stor fjer i hatten for Jensen. Og det sker oven på et særdeles svært halvt år, hvor Jensen tydeligvis for alle i perioder har befundet sig i en krise, hvor hans autoritet som ledende – i gamle dage næste suveræn - politiker har været udfordret af Borgerrepræsentationens partier både til højre og venstre for S. Autoriteten er stadig truet, men nu har Jensen dog fået nogle flere stjerner på skuldrene som”kommunal” S-næstformand, hvor både det store regeringsparti og statsministeren stiller sig bag ham og udtrykker fuld tillid til hans person.

Adel forpligter
Det forpligter imidlertid også Jensen til at finde tilbage til den rolle, som der forventes af en overborgmester. Det indebærer først og fremmest, at verden ikke skal opleve en gentagelse af den pinlige julefrokostepisode, som rådhuset var vidne til i fjor. Dertil kommer, at Jensen og Socialdemokraterne i de kommende måneder får held til at splitte den elles uvante samling af oppositionen, som har fundet sted det seneste halve år. Når vi nærmer os valget til næste år, så skal Jensen over for vælgerne igen fremstå som den, der som en selvfølge sidder for enden af forhandlingsbordet, i god tid har læst forhandlingsspillet rigtigt samt indgået de nødvendige alliancer med henblik på at lave de store kompromiser om budgetaftaler mv., som vælgerne forventer af en overborgmester. Ser vi i stedet, at oppositionen får held med at strikke flere afgørende aftaler sammen uden om S, ja så vil Jensens autoritet blive undergravet yderligere, og der vil stille brede sig en stemning af, at overborgmesteren er sat under administration. Det er man godt klar over hos Jensen og hans folk, hvor der er blevet skruet gevaldigt op for charmen – ikke mindst over for SF, som overborgmesteren ikke gerne vil være alt for uenige med endsige kritisere.

Det skal derfor nok gå meget galt, hvis ikke en eller anden ny S-SF-alliance bliver smedet i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger. Frank Jensen skal i hvert fald ikke igen risikere at stå tilbage som den, der skal nikke til et forhandlingsresultat, som han ikke selv har forhandlet på plads. Det giver SF’erne nogle ekstra gode kort på hånden, når de kommer med deres lange liste af ønsker til forhandlingsbordet omkring budgetforliget.

Spekulation om KL-post
Frank Jensens navn popper desuden også op i spekulationerne om, hvem der skal efterfølge nyligt afdøde Jan Trøjborg som formand for Kommunernes Landsforening (KL). Selv om alle parter afviser at diskutere sagen i respekt for den afdøde, så stod det klart, at Københavns overborgmester næppe kommer i betragtning. Kommunen, hvor 10 pct. af landets befolkning bor, fylder simpelthen for meget i det politiske landskab. Med Frank Jensen i spidsen for KL ville det være svært at skelne mellem, hvad der er alle kommunernes, og hvad der er Københavns interesser. Det ville formentlig også være svært for Jensen at rejse særlige københavnske dagsordener i offentligheden, uden at det måske i for mange tilfælde vil kollidere med KLs fælles dagsorden. Henset til dette og til, at Frank Jensen snart bliver næstformand i S, tyder alt på, at overborgmesteren har det fint med ikke at blive KL-formand, selvom at det officielle københavnske synspunkt naturligvis er, at intet i princippet kan stå i vejen for det.

Strukturudvalg på vej
Frank Jensen og hans parti, Socialdemokraterne, er faktisk på vej til at komme i mindretal i en anden sag, der drejer sig om den såkaldte styrereform for landets større byer. Regeringen har længe bebudet reformens komme, men den har endnu ikke set dagens lys. Et flertal bestående af samtlige partier i BR undtagen S foreslår nu, at der bliver nedsat et såkaldt ”strukturudvalg”, der skal komme med løsninger til, hvordan kommunen kan effektivisere sin administration, fx ved at nedlægge et par forvaltninger. Udvalget skal arbejde hurtigt og komme med forslag, inden året er omme. På rådhuset peger kritikere af forslaget på, at forslagsstillerne er indbyrdes temmelig uenige om, hvordan en styrereform skal se ud. De er alle imod Frank Jensens forslag om en såkaldt”enhedsforvaltning”, men til gengæld indbyrdes uenige om, hvorvidt der skal indføres et flertalsstyre. Andre hæfter sig ved, at forslaget om at nedsætte udvalget reelt er ”en landingsbane” for SFs og de radikales kommunale ordførere på Christiansborg. De er nemlig under pres både fra Socialdemokraterne i regeringen, som ønsker en reform, der indebærer både et flertalsstyre og enhedsforvaltning, og fra deres lokale partifæller, som er imod enhedsforvaltningen. Hvis København selv nedsætter et udvalg, kan Christiansborg-politikerne vinde lidt tid med henvisning til, at københavnerne nu selv arbejder med sagen. Problemet er imidlertid, at selv om det”hurtigtarbejdende” udvalg sætter damp på kedlerne, så kan det næppe nå at præsentere en løsning, der kan nå at blive vedtaget og effektueret og dermed få virkning fra næste valgperiode, dvs. fra 1.januar 2014.

Dyr advokatregning
På Rådhuset – og ikke mindst i SF’eren teknik-og miljøborgmester Ayfer Baykals afdeling er man ved at ånde lettet op oven på sagen med den 14-årige pige, der på ulykkeligvis har mistet sin førlighed ved et fald fra Dronning Louises bro og siden af kommunen blev nægtet erstatning. Det skete med den begrundelse, at der ifølge kommunens jurister ikke var såkaldt ”hjemmel” til det i lovgivningen. Efter pres fra dagspressen fandt politikerne ud af at bede kommunens advokat, Horten, om i ekspresfart at levere en såkaldt uvildig redegørelse. Det skete med henblik på at finde et juridisk smuthul, der gav kommunen mulighed for at slippe ud af kattepinen, så pigen alligevel kunne få erstatning. Det lykkedes, og kommunen har nu erkendt, at den er erstatningspligtig. Dermed er sagen formentlig slut, når pigens mén er blevet konstateret. Derfor kan man ikke sige noget om, hvor meget pigen får i erstatning. Til gengæld kender man beløbet på advokatregningen fra Horten: 375.000 kr. I Ayfer Baykals afdeling er man meget lidt meddelsom med hensyn til at udtale sig mere om sagen. Det sker nok, fordi sagen kan danne præcedens for lignende tilfælde, samtidig med, at man erkender, at det er ganske usædvanligt, at kommunen må søge juridisk bistand til tårnhøje takster. Teknik- og Miljøforvaltningens jurister vurderer og afgør selv hvert år omkring 300-400 erstatningssager.

onsdag den 2. maj 2012

Valgkampen skudt i gang

Overborgmesterens troværdighed sat yderligere på prøve

Bragt i Bryggebladet den 3.maj 2012

Af Jarl Cordua


Da Frank Jensen for to år siden satte sig i overborgmesterstolen efter et pænt, men ikke prangende valg, så skete det med en frisk erklæring om, at han og hans parti ikke fortjente at blive genvalgt, hvis ikke børnefamilier kunne få deres barn i en daginstitution beliggende max et kvarters kørsel – på cykel – fra bopælen. I samme ombæring fik den nyslåede overborgmester bl.a. i Berlingske og til programmet ”Deadline” på DR2 også formuleret sig sådan, at det stod lysende klart for alle, at garantien også omfattede en såkaldt ”søskendegaranti”. Første del af løftet vil formentlig blive indfriet inden valget til Borgerrepræsentationen om halvandet år. Kommunen har investeret massivt i daginstitutioner for at kunne levere et udbud svarende til det med raketfart stigende børnetal, som København oplever i disse år. Det er sket, fordi Socialdemokraterne har prioriteret området – i øvrigt med bred politisk opbakning – og fordi det naturligvis også er et område, som betyder noget for vælgerne. Tilstrækkeligt med daginstitutionspladser er simpelthen nøglen til, at Frank Jensens parti kan få fremgang ved det kommende valg. Indtil for et halvt år siden lignede BR-valget også en ”walkover” for Socialdemokraterne, men det har grimme mediesager – og Frank Jensens tiltagende politiske isolering på rådhuset - ændret på. Og i sidste uge kom så den seneste sag, hvor medierne og politiske modstandere med held får sat et stort spørgsmålstegn ved Jensens personlige troværdighed med sin tidligere udstedte ”søskendegaranti”, som han nu ikke længere vil være ved. Jensen afviste først hårdnakket, at han nogensinde havde udstedt en søskendegaranti, men flere medier kunne efterfølgende dokumentere overborgmesterens tidligere udtalelser Bl.a. blev overborgmesteren nærmest klædt af i programmet ”Deadline 17-00”, hvor han var gæst, da man afspillede et klip med Jensen fra TV-Avisen 4. januar 2010 med dette umisforståelige udsagn:

- Vi skal have en børnepasningsgaranti over de næste fire år, hvor man inden for 3-4 kilometer kan aflevere sit barn og også få en søskende-garanti-ordning, så man kan få sit andet barn i samme institution som sit første barn.


Siden måtte Jensen så bekende, at udtalelserne var ”noget kludder” og lod sig dække af sit ”figenblad” om, at S jo kun gik til valg på en ”pasningsgaranti”, og at en søskendegaranti i øvrigt er urealistisk. Prisen for en søskendegaranti vil formentlig være en halv milliard kr., og konsekvensen vil være, at kommunens daginstitutioner skulle køre med uudnyttede pladser, fordi man skulle kunne leve op til garantien. Det siger sig selv, at der heller ikke findes en eneste kommune i hele landet, der har udstedt en sådan garanti, og ingen har nogensinde hørt om et folkekrav herom.

V for valgflæsk
Ikke overraskende har Frank Jensens borgerlige rival, Pia Allerslev, forsøgt at udstille Frank Jensen bl.a. med et forslag om netop at sikre en ”søskendegaranti”. Forslaget må henregnes til afdelingen for overbud og fedt valgflæsk. Derfor bliver det naturligvis aldrig til noget. Til gengæld tjener det et formål mht. at udstille Jensen i den aktuelle sag, der handler om hans troværdighed, og profilere Venstre på et område, som formentlig kan flytte vælgere fra Socialdemokraterne til Venstre. Både Jensen og Allerslev er netop blevet genvalgt som deres respektive partiers overborgmesterkandidater, så hele sagen om søskendegaranti er en stor understregning af, at valget nærmer sig, og at kandidaternes trang til at markere sig i forhold til centrale vælgergrupper er betydelig. De har det vel nærmest som væddeløbsheste, der står og sparker i startboksene. Og Frank og hans pressefolk sender for tiden en lind strøm af pressemeddelelser ud om nye initiativer, forslag og markeringer fra overborgmesteren. I sidste uge måtte man spærre øjnene op, da Jensen på sin vis genoplivede sin forgænger Ritt Bjerregaard forslag om billige boliger. Forslaget er i øvrigt først stillet af Enhedslisten, og selvom hele øvelsen går ud på at lade staten finansiere en større del af de billige boliger, så har Jensen – i modsætning til Bjerregaard - trods alt ikke investereret hele sin troværdighed i det forslag. Der er - trods alt - grænser for denne overborgmesters uforsigtighed.

Erstatningssagen

Københavns Kommune har i umindelige tider måttet slås med fordomme i befolkningen og blandt meningsdannere som en mastodont, der kun er optaget af systemets velbefindende, og hvor borgernes vel først kommer i 2. række. Rigtigt eller forkert, så har kritikerne fået en sag at hænge deres hat på henset til den ulykkelige sag med den 14-årige pige, der som følge af et fuldstændigt gennemtæret rækværk i januar faldt ned fra Dronning Louises Bro og nu er lam fra livet og ned. Efter tre måneder meddelte kommunen – gennem Teknik- og Miljøforvaltningens chefjurist, at der ikke kunne gives erstatning til pigen. I et efterhånden berygtet indslag i TV-Lorry fra torsdag den 12. april, så seerne en kvindelig chefjurist, der sad veltilfreds og smilende og drak kaffe i forårsolen, mens hun kunne fortælle, at der desværre ikke var mulighed for at udbetale erstatning til pigen, da undersøgelserne viste, at kommunen havde overholdt alle regler mht. tilsyn med rækværket, og dermed var sagen åbenbart slut. Den ansvarlige borgmester Ayfer Baykal (SF) syntes i samme indslag, at der var tale om ”en helt forfærdelig sag”, men ellers søgte borgmesteren ly bag den chefjurist, man sendte i medierne for at forsvare kommunens holdning og beslutning, der naturligvis bunder i ganske klare kommunale regler om, at politikerne ikke bare kan beslutte at udbetale erstatning uden en klar hjemmel i lovgivningen. Ikke desto mindre steg harmen hos borgerne og ikke mindst hos medierne, der begyndte at interessere sig yderligere for sagen, og flere politikere heriblandt Venstres Pia Allerslev angreb SF-borgmesterens forvaltning for ikke at undersøge enhver juridisk mulighed for at give erstatning. Senere smed Ekstra Bladet overborgmester Frank Jensen på forsiden og gjorde ham ansvarlig for sagen, da han er kommunens øverste chef. Det tvang Frank Jensen til at handle og efter ”dialog” med Ayfer Baykal, så besluttede SF’erens forvaltning at give efter for presset og købe et advokatfirma i byen til at undersøge om, der er mulighed for at give erstatning. Udfaldet kendes ikke, mens disse linjer skrives, men der er en forventning – eller et begrundet håb om – at pigen får erstatning. Alternativet er naturligvis værst for pigen, men alle politikerne på rådhuset beder til, at erstatningssagen får et positivt udfald. Også af hensyn til dem selv. (Det skete mandag i denne uge)

En PR-katastrofe

Det står allerede nu klart for de fleste, at Teknik- og Miljøforvaltningens håndtering af sagen har været en stor PR-katastrofe både for forvaltningen, kommunen og SF-borgmesteren, som i sidste ende er den, der træffer beslutningen om, hvordan sagen bliver håndteret politisk og ikke mindst, hvordan man kommunikerer sagen i medierne. Ayfer Baykal kan være rådgivet nok så meget af jurister og medierådgivere, men i sidste ende er det selvfølgelig hendes ansvar, at sagen udviklede sig, som den gjorde. Sagen er en stor understregning af, at den endnu uerfarne SF-borgmester stadigvæk betaler dyre lærepenge, siden hun sidste år satte sig på en af kommunens tungeste politiske poster. Det er med denne sag in mente ganske svært at se, hvordan Baykal skulle blive et vælgertrækplaster for SF i en kommunalvalgkamp, hvor partiet i forvejen er på hælene med vigende meningsmålinger. Faktisk må det vække en vis bekymring hos SF, at borgmesteren udviser stor usikkerhed og et så dårligt blik for, hvordan man undgår, at en svær sag som denne eksploderer mellem hænderne på borgmesteren. Til gengæld har overborgmesteren – selvom det skete for sent – vist, at han faktisk både kan håndtere og ”lande” en svær sag, der helt tydeligt var løbet af sporet for Baykal og hendes rådgivere. Det sker selvfølgelig i den erkendelse, at enhver politisk fadæse i kommunen – før eller senere - ender på overborgmesterens bord. Eller som et gammelt mundheld i dansk politik lyder: ”Når lokummet brænder – så sidder der ofte en socialdemokrat på det”. På venstrefløjen skumler man over, at Venstre mfl. har ”udnyttet” en tragisk personsag politisk, men på den anden side har udviklingen vist, at Pia Allerslev og hendes støtter - i hvert fald politisk - har fået ret, og måske også ret rent juridisk, hvis det i sidste ende ender med en erstatning til pigen.

Det har dog på alle måder været en svær sag for alle politikerne at håndtere. Og som en af dem formulerer det: ”Vi har nærmest haft valget mellem at fremstå enten som en ansvarsløs populist eller hjerteløs skrankepave”.