mandag den 28. april 2008

Lønborg igen-igen

Mogens Lønborg får endnu en chance i spidsen for de konservative ved BR-valget i 2009. De konservative står ellers historisk svagt i København.

Bragt i Bryggebladet nr. 8/2008 den 29. april 2008

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

For et par uger siden vedtog de konservative i København, at sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg også skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i 2009.
Det bliver hans tredje forsøg på at skabe fremgang. Ved de seneste to valg er partiet ellers raslet tilbage til det historisk ringeste valgresultat i 2005, hvor K kun fik tre mandater.
Lønborg har udtalt, at hans succeskriterium er, at K skal gå fra tre til fem mandater. Et sådant flot – og måske ikke helt urealistisk – resultat vil imidlertid stadig kun bringe K tilbage til situationen fra før Lønborg første gang blev spidskandidat. Med Lønborg som spidskandidat har partiet indtil videre kun oplevet massiv vælgertilbagegang i København.

Intet alternativ
Det er meget få iagttagere på rådhuset, der hidtil har kunnet få øje på Lønborgs evner som karismatisk leder eller kommunikator. Han er ikke »folkeforfører«, endsige politisk billetsælger. Mogens Lønborgs åbenlyse mangler som vælgertrækplaster gør, at hans fanskare internt i det Konservative Folkeparti er til at overse.
Det var derfor helt uden den store begejstring i baglandet, at borgmesteren blev genvalgt. Imidlertid har vælgerforeningen ikke kunnet finde et alternativ som K-spidskandidat.
Der har tidligere været enkelte sonderinger til folketingsmedlem Helle Sjelle, der i øvrigt er tidligere medlem af Borgerrepræsentationen, og den nu detroniserede politiske ordfører Pia Christmas-Møller om at blive partiets spidskandidat. Men ingen af de to har fundet idéen tilstrækkeligt attraktiv.
Netop de manglende alternativer har derfor været Lønborgs helt store trumf over for den opposition i partiet, som for længst har opgivet troen på, at det er med Lønborg i front, at partiet kan nå fordums styrke, som før 1993, hvor K sidst var største borgerlige parti i Borgerrepræsentationen.
Lønborg beskrives af nogle som »stædig på en sådan måde, at det overskygger fornuften«. Han er en detaljernes mand, som elsker tal, er iderig, flittig som få og formentlig den borgmester på rådhuset, der har bedst styr på økonomien i sin forvaltning.
Borgmesteren er berygtet for på økonomiudvalgsmøder ved hjælp af en lommeregner at have fundet nye effektiviseringsmuligheder i kommunens drift og bestiller gerne embedsmandsnotater i lange baner.
Idéerne følges ofte op af endeløse enetaler, som forekommer de øvrige politiske kolleger som trættende, og som i øvrigt bidrager til en udbredt manglende respekt.
Til trods for seks års erfaring på rådhuset har Lønborg desuden til gode at bevise, at han kan det politisk-taktiske spil, som er nødvendigt for at få succes på rådhuset. Blandt årsagerne peger man på Lønborgs egne beskedne politiske talenter kombineret med en evne til at omgive sig med elendige rådgivere både i sin forvaltning og sit politiske bagland.
Lønborgs støtter peger dog på, at den konservative borgmester får pæne karakterer i de tilfredshedsundersøgelser, som bliver lavet blandt kommunens medarbejdere.
Han fremhæves især for at have gjort meget for at forbedre kommunens medarbejderes faglige kompetence.
Det er dog ikke på alle områder, borgmesteren fremstår lige dynamisk. Hans personlige hjemmeside er eksempelvis ikke blevet opdateret siden folketingsvalget i november, hvor han var folketingskandidat.

Godt VK-forhold
Selvom Lønborg ikke nyder synderlig respekt i det politiske miljø, så er forholdet til rivalerne i Venstre efterhånden blevet godt, hvorimod det, mens Søren Pind var Venstres leder, var decideret dårligt.
Lønborg mener, at Pind snød ham for en borgmesterpost efter valget i 2001. Efter kommunalvalget i 2005 blev Lønborg dog sundheds- og omsorgsborgmester, blandt andet med støtte fra Venstres mandater.
Den daværende kulturborgmester Martin Geertsen arbejdede målrettet på at genoprette forholdet til de konservative – og den linje har den nye V-leder Pia Allerslev fortsat. Hun sørger altid for i god tid at orientere ham om Venstres egne initiativer eller udspil.
De konservative håber dog ved næste kommunalvalg i 2009 at lukrere på den kendsgerning, at Allerslev fortsat ikke er så kendt i den brede offentlighed.
De ser Venstre som værende alvorligt svækket, fordi både Martin Geertsen og Søren Pind har forladt Borgerrepræsentationen. Det ses som en kæmpechance for ny konservativ vælgerfremgang, der skal udnyttes.

K for kaos
Det konservative Folkeparti på Københavns Rådhus har i denne valgperiode ellers været mest kendt for deres interne trakasserier i den kun tre-mands store borgerrepræsentationsgruppe.
Balladen kulminerede med, at Maibritt Mamsen i protest mod Peter Schlüter og det »dårlige arbejdsklima i gruppen« sidste år meldte sig ud for at danne sin egen gruppe, »C2«.
Konservative kilder melder, at Mamsen selv har indset, at hendes tid som politiker er ved at rinde ud, og ingen forventer, at hun forsøger at blive genopstillet. Skulle hun have den idé, så vurderes chancerne for opstilling som uendeligt små.
Kræfter i partiet ser gerne, at Peter Schlüter ikke står på listen over kandidater ved næste kommunalvalg.
Andre ledende kræfter mener ikke, at de sager, der har været fremme, diskvalificerer ham, men det står fast, at Schlüters person overalt i det politiske miljø blandt andet på grund af diverse personsager mødes med skepsis. Blandt dem sagen om 130.000 kr, som politikeren har krævet af kommunen for »tabt arbejdsfortjeneste«, men som kommunens revisorer ikke ville godkende.
En advokatundersøgelse bestilt af kommunen nåede frem til, at Schlüter ikke kunne dokumentere dette tab, men senere har politikeren kunnet stille med en såkaldt revisorerklæring, der skulle bevise, at han har lidt det nævnte tab.
VKO-partierne har bakket Schlüter op, og ser sagen som »politisk chikane« fra overborgmesterens side, og hun anklages i stedet for at have spildt 280.000 kr. fra kommunekassen på førnævnte advokatundersøgelse.
For K går opgaven nu ud på, at partiet denne gang undgår at blive til grin som sidst, hvor en BR-gruppe på kun tre ikke kunne forliges.
Nu fokuserer K på at finde et kandidathold, der – hvis de bliver valgt – kan samarbejde. De konservatives valgprocedure er derfor indirekte, idet der er en screeningsproces, hvor et kandidatudvalg først frasorterer »landsbytosserne« i mængden af interesserede, som så til sidst bliver valgt på en ekstraordinær generalforsamling.

Ny K-formand
De konservative i København har i øvrigt i år skiftet deres formand ud. Den tidligere CD-forskningsminister i Nyrups første regering, Svend Bergstein, valgte lidt overraskende at træde tilbage som formand i januar. Bergstein mente, at alderen trykkede, men signalerede også at det kneb med engagementet i partiorganisationen.
I stedet fik man overtalt et af partiets yngre medlemmer, René Offersen, som ny formand. Offersen er i øvrigt også kendt som advokat for Peter Brixtofte i en af de straffesager, der har været kørt imod den tidligere Farum-borgmester.
Den fløj af partiet, der ikke hører til Lønborgs allerstørste fans, stillede tidligt som betingelse for deres opbakning bag Lønborg, at de til gengæld fik valgt deres næstformandskandidat, Andreas Boisen. Lønborg accepterede og har dermed for en relativ billig pris nu fået skabt ro om sit spidskandidatur.

mandag den 14. april 2008

Ritt køber sig ro og fred

Ritt har været presset fra to sider i sagen om ungdomshuset.

Valgkampen i SF i fuld gang (Se længere nede)

Klummer bragt i Bryggebladet nr. 7 den 15. april 2008

BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Ritt køber sig ro og fred

ANALYSE:
Mere end 60 millioner kroner fra kommunekassen til et nyt bibliotek og en koncertsal til Københavns Nordvestkvarter.
Det er Bispebjerg Lokaludvalgs pris for, at Ritt Bjerregaard kan få en permanent og fredelig løsning på konflikten med brugerne af det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69, som nu skal placeres i et medborgerhus på Dortheavej.
Bag aftalen står »byens regering«, altså blokken af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF. Enhedslisten bakker også op om aftalen, som VKO-partierne – med Venstres kulturborgmester Pia Allerslev i spidsen – omvendt naturligvis tordner imod.
Ritt Bjerregaard har udvist en vilje til at købe sig til en løsning i en sådan grad, at hun hev den store tegnebog frem for at opfylde alle lokaludvalgets krav. Dermed havde de simpelthen ikke andre muligheder end at indgå en aftale.
Ifølge lokaludvalget er det dog langt fra alle beboere i Nordvest-kvarteret, der ønsker et ungdomshus til trods for Ritts generøse kompensation.
Udvalgsformanden er slet ikke i tvivl om, at hvis det kom til folkeafstemning, så var aftalen faldet med et brag. Kvarterets beboere tænker formentlig på, at deres kommende naboer har ry for ikke altid at demonstrere fredeligt og heller ikke har holdt sig tilbage for at brænde beboeres biler, containere med videre.
Samtidig har medborgerhuset på Dortheavej nogle brugere i dag, som føler sig som tabere i spillet.
I Ritt Bjerregaard-lejren fejrer man aftalen som en demokratisk proces, hvor det er lykkedes at få en politisk aftale i stand med den »kulturelle del« af ungdomshusbevægelsen. Det vil sige den del af bevægelsen, der har været mest konstruktiv og som i en lang periode – mens forhandlingerne har stået på – har afstået fra vold og hærværk.
På overborgmesterens kontor fokuserer man desuden på, at man nu gennemfører kulturelle investeringer i bydelen, som det ellers normalt tager mange år at få gennemført.
VKO-partierne lever af forargelsen og utilfredsheden over, hvad de ser som unge autonome demonstranter, der ved flere lejligheder har vist sig voldelige nu får indrømmelser fra politikerne på rådhuset. Det vil sige, at vold betaler sig, og det synspunkt vil nogle københavnere – herunder vælgere der stemte på Socialdemokraterne og de radikale – sikkert være enige i.
Ritt Bjerregaard er klemt i sagen, for på den anden side lever SF og Enhedslisten af en udbredt og grundlæggende sympati for ungdomshus-brugerne blandt venstreorienterede københavnere. I midten står S og de radikale, som føler sig presset fra de to fløje.
Ritt Bjerregaard gik sidste gang til valg på sloganet »ingen slinger i valsen«. Men netop på dette område har overborgmesteren ikke helt kunnet levere varen. Derfor har hun al mulig grund til at få lagt hele sagen om ungdomshuset bag sig.
Ritt ville have stået til en pæn tilbagegang ved næste kommunalvalg, hvis der ikke var blevet fundet en løsning. For at Socialdemokraterne ikke blev klemt fra begge fløje, var overborgmesteren pisket til at finde en permanent løsning.
Selvfølgelig skal der nu være en rituel runde med såkaldte borgerhøringer om aftalen, men beslutningen er reelt truffet, hvilket Ritt også indrømmede på TV2-Lorry i torsdags. Det er kun småting, der kan pilles ved.
Det provokerer naturligvis de beboere, der ikke bryder sig om at få disse nye naboer.
Jeg tror ikke på noget godt valg til Ritt i denne del af nordvest-kvarteret i 2009, men mon ikke hun har kalkuleret med det og skrevet det på kontoen for »krigsskadeomkostninger«?
Hvis brugerne af ungdomshuset holder sig i skinnet med hensyn til vold, kan det heller ikke udelukkes, at overborgmesteren kan begrænse nederlaget ved næste kommunalvalg.
Som udgangspunkt har Pia Allerslev og de borgerlige – i hvert fald på den korte bane – en god sag at køre valgkampagne på.
Den kampagne næres i det omfang, at det autonome miljø omkring ungdomshuset udøver vold og hærværk.
Men ånder alt pludselig ro og fred, når de unge har fået huset, kan Ritt måske til gengæld ende med at prale med aftalen og sig selv som den store forligsmager, når kommunalvalget skydes i gang næste efterår.
Venstrefløjen i byen kan også sole sig i, at de har opnået en politisk sejr sammen med ungdomshusets brugere.


----------------------------------------------------------------------------------

Valgkampen i SF i fuld gang

BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

ANALYSE: De to bejlere til posten som SFs spidskandidat ved næste kommunalvalg (Københavns Kommunes børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og hans udfordrer folketingsmedlem Anne Baastrup) er i fuld gang med at finde folk i baglandet, der vil bakke dem op.
SF’s valgkamp minder faktisk lidt om det igangværende Hillary Clinton-Barack Obama-slagsmål, for før alle SF-medlemmer skal stemme ved en urafstemning, forsøger de to kandidater ihærdigt at få opbakning blandt græsrødderne.
Jeg gætter på, at telefonledningerne er rødglødende fra de to kandidater og ud til hovedstadens organisationsfolk.
Måler man på opbakning fra prominente, lokale partisoldater, fører Kjeldgaard ret klart med syv ud af ni formænd for partiets lokalforeninger, der bakker op bag SF’s borgmester. To lokalforeningsformænd er neutrale.
Kjeldgaard har også opbakning fra flere SF-profiler som folketingsmedlem Anne Grethe Holmsgaard, SF’s tidligere kulturborgmester Jens Johansen samt den tidligere Nørrebro-bydelsformand Jesper Langebæk. SF’s partiforening i Sundby anbefaler også at stemme på Kjeldgaard.
Anne Baastrup har dog også stor opbakning blandt mange menige SF’ere. På internetplatformen Facebook har hun ved redaktionens slutning 48 supportere mod Kjeldgaards 27.
Blandt Baastrups Facebook-venner finder man også SF’s kommunikationschef og Villy Søvndals chef-spindoktor Claus Perregaard.
Det er lidt overraskende, at han og i øvrigt flere topfolk nær Søvndal så klart melder ud, hvem de støtter. Det giver måske et fingerpeg om, hvem Søvndal helst ser blive valgt. Dertil kommer, at hele SF’s syv mand store borgerrepræsentationsgruppe står bag Baastrup, fraregnet Kjeldgaard og hans enlige støtte Frank Hedegaard.
De to kandidater har også hevet valgflæsket op af lommen og lover begge, at det kun må koste 10 kr. at køre i bus. Men det bliver de nok ikke ene om at bestemme.
Kjeldgaard fremlagde forleden sit politiske program. Han vil gennemføre en to-lærerordning op til fjerde klassetrin i folkeskolen og lover gratis, sund, økologisk skolemad samt en times daglig idræt til skolebørnene.
Fattigdommen skal afskaffes med hjælp til fattige børn gennem gratis fritidsaktiviteter, kulturelle klippekort og børnepulje. De fattige familier skal hjælpes med gældssanering og have professionel hjælp til at styre deres privatøkonomi.
Initiativerne er næppe fuldt finansierede, men til gengæld er de designet til at gøre positivt indtryk på SF’s medlemmer.
Det første af tre stormøder i SF’s partiforening har været afholdt. Det er synd at sige, at hjerteligheden er stor imellem de to kandidater, men da SF’s organisation vogter strengt over, at alle opfører sig pænt, så bliver det nok kun til lidt dårlige vibrationer og gensidig irritation mellem de to kandidater.
Skulle Baastrup trække det længste strå, ventes Kjeldgaard at trække sig helt og finde nye græsgange. Omvendt har Baastrup allerede annonceret, at hun vil slå sig til tåls med den ekstra borgmesterpost, som SF’s forventes at få, ud over den de har i dag.
Hvem af de to vinder? I grove træk findes der to skoler.
Den ene skole, der lægger vægt på kandidaternes kendthed, tror, at Baastrup bliver en suveræn vinder af opgøret. Den anden skole lægger mest vægt på kandidaternes opbakning i selve organisationen, og de mener derfor, at Kjeldgaard har gode odds på hånden.
Med de dygtige folk fra SF’s partimaskine på Christiansborg ind over Baastrups kampagne, opvejer det muligvis Kjeldgaards fordel.
Skal Bryggebladet sætte odds nu, lyder de: 55-45 på at Anne Baastrup hiver den hjem.