Frank Jensen-administrationen

Bragt i Bryggebladet nr. 2 26. januar 2010

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Denne klummeskribent forudså for to uger siden, at overborgmester Frank Jensen ville få kritik for i hans forvaltning at ansætte to personer, der for få måneder siden tjente i hans valgkampagne. Sagen begyndte efter, at en artikel i Ekstra Bladet omtalte ansættelserne.
Imidlertid fik det ikke en eneste borgerrepræsentant op af stolene for at kritisere forholdet, hvilket i sig selv er ganske forbavsende, da politikerne normalt aldrig forspilder en chance for at gå til stålet overfor hinanden. Senere har Politiken gennemlyst den nye overborgmesters administration og fundet ud af, at i alt fem personer i Jensens personlige netværk, heraf flere partifæller, har fået job i Økonomiforvaltningen.
Det drejer sig om Jensens kampagnechef under kommunalvalgkampen Simon Kjær Hansen, som nu er blevet sekretariatschef og S-kampagnens pressechef, den tidligere DSU-lokalformand Simon Kollerup, som er blevet »konsulent for sociale medier«. Med til historien hører, at Kjær Hansen under valgkampen havde orlov fra en stilling som kontorchef i forvaltningen. Efter valget er han imidlertid blevet forfremmet til sekretariatschef.
Så er en tidligere sekretær hos Socialdemokraterne på Christiansborg, Birgit Jensen, blevet ansat i en stilling som Jensens sekretær. Yderligere er den tidligere S-trafikminister Jakob Bukstis kone Yvonne Schantz blevet ansat i Økonomiforvaltningen som overborgmesterens assistent. Hvorfor er det interessant?

»Kammerateri«
Buksti var ligesom Jensen blandt Svend Aukens stærkeste støtter i Socialdemokratiets fløjkampe på Christiansborg. Derfor bliver også denne ansættelse klart set som en kommunal stilling, som Frank Jensen besætter med en person fra sit nærmeste netværk. Ingen siger ordet »nepotisme«, som er en ret hård anklage. I stedet ligger det lidt blødere »kammerateri« på læben, som beskriver nogenlunde den samme: At politikere ansætter partifæller i offentlige stillinger. Stillingerne har – som loven kræver – været opslået, men kun i få dage på kommunens hjemmesider og helt uden om de sædvanlige jobportaler på internettet.
Årsagen til denne fremgangsmåde kan man prøve at gætte sig til. Ansættelsen af Jensens nye pressechef Amalie Kestler kan – måske – også henregnes til at være blandt de politiske ansættelser, netop fordi stillingen kun blev slået op i meget kort tid. Kestler kommer fra en stilling som nyhedschef på Berlingske Tidende, så derfor er hun på den anden side tydeligvis kvalificeret til jobbet.

Fem jobs, fem samtaler
Imidlertid var pressens omtale af Jensens ansættelser ikke en sag, som hverken den borgerlige eller venstreorienterede opposition gik ind i, da den kort efter nytår blev kendt. Det kan der være en række grunde til, som jeg vender tilbage til. Alt imens den samlede opposition var fraværende, begyndte dagbladet Politiken – som ellers i perioder har haft et ganske godt forhold til Socialdemokraterne på rådhuset – at spørge ind til Frank Jensens mange nyansættelser.
Selv afviste Frank Jensen, at det udgjorde et problem, at han havde ansat folk, der havde været aktive i hans valgkampagne. Alle ansættelser var således »sket efter bogen«, og der var derfor ikke »fugls føde« på sagen. I et notat har kommunen således forklaret, at opslagene levede fuldt ud op til kommunens procedurer og var tilrettelagt sådan, at stillingerne skulle besættes hurtigt.
I alt skal der have været 30 ansøgere til de omdiskuterede job, men kommunen erkendte pludselig i sidste uge overfor Politiken, at kun de personer, der senere fik de fem jobs, blev kaldt til en samtale.

Problematiske ansættelser
Dagbladet Politiken havde i øvrigt ved flere lejligheder spurgt en række eksperter i offentlig forvaltning, der alle vurderede, at ansættelserne så problematiske ud. I sidste uge gik Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, så ind i sagen. Foreløbig har han bedt om en redegørelse fra overborgmesteren. Hvis han finder noget problematisk i sagen, kan han som ombudsmand »udtale kritik«, men han har imidlertid ingen sanktionsmuligheder.
Derfor vil Frank Jensen under alle omstændigheder kunne lukke sagen ved at tage en eventuel kritik »til efterretning«. Hans stab bliver, uanset om det regner eller sner. Indtil videre har overborgmesteren »lukket ned« for flere kommentarer, i hvert fald indtil ombudsmanden eventuelt gør mere ud af sagen.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at først efter at Politiken borer i sagen, og konfronterer de borgerlige på rådhuset herom, begynder politikerne at udtrykke en kritik af ansættelsesproceduren.
– Sagen lugter langt væk af politiske ansættelser, og det hører ikke hjemme i en kommune, hvor vi må kunne have tillid til, at embedsmænd ikke varetager særlige partimæssige hensyn, sagde Dansk Folkepartis gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som var den første på banen.
Men hvad med den borgerlige oppositionsleder i Venstre? Ja, først afviste kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev at kommentere sagen, men så pludselig i forrige uge kom Venstres gruppeformand, Lars Dueholm, på banen:
– Det har været aftalt spil, og jeg kan kun opfordre til, at hele ansættelsesrunden i overborgmesterens sekretariat går om. Sagen viser, at Frank Jensen i lighed med sine forgængere ikke kan skelne mellem, hvad der er Socialdemokraterne, og hvad der er Københavns Kommune.
Hvordan kan det være, at det først er efter, at Politiken skriver om sagen, at nogle politikere begynder at kritisere ansættelserne? Det kan der være flere forklaringer på:

Uskøn tradition
Den manglende kritik kan skyldes valgkamptræthed hos partiernes topfolk. VKO, SF, De Radikale og Enhedslisten kommer lige ud af en valgperiode, hvor der i fire år var kævl, strid og kamp fra morgen til aften med Ritt Bjerregaard.
Man orker derfor ikke at slås med en ny overborgmester, som i øvrigt fra begyndelsen af sin embedsperiode har været flink til at række hånden ud til alle partier, og som i modsætning til sin forgænger husker at orientere alle de store partiers borgmestre om nye initiativer og udmeldinger.
I øvrigt har det været en lang, uskøn tradition for i kommunen, at partisoldater får job i forvaltninger, hvor en partifælle troner i borgmesterstolen. En af grundene til, at kritikken har været forholdsvis afdæmpet, skyldes formentlig, at ingen af de store partier har de reneste hænder med hensyn til uvildige ansættelser i stabsfunktioner, det vil sige spindoktorer, politiske rådgivere og så videre. Alligevel har denne praksis været på retur i de senere år. Eksempelvis er vurderingen på rådhuset, at der blev ansat flere af Ritt Bjerregaards kampagnefolk i Økonomiforvaltningen sammenlignet med det antal kampagnemedarbejdere med videre, som Frank Jensen indtil videre har fået placeret.

Særlige jobs
På rådhuset kender man i dag kun til én egentlig ren politisk ansættelse, når der ses bort fra Frank Jensens nye stab. Det er SF-borgmesteren Bo Asmus Kjeldgaard politiske rådgiver, økonomen Charlotte Wieth-Klitgaard, som selv er tidligere mangeårigt medlem af Borgerrepræsentationen for SF. De øvrige borgmestre har måske ikke ansat partifæller, men så har de haft en særlig kandidat i kikkerten og ladet forvaltningsdirektøren vide, at han eller hun var borgmestrenes foretrukne kandidat.
Ofte har disse særlige jobs kun været opslået på kommunens hjemmeside i ganske kort tid, og i øvrigt har den foretrukne kandidat fået en kraftig opfordring om at søge. Proceduren med at indkalde til samtaler har heller ikke været lang. Måske har man ikke engang haft mere end én enkelt kandidat til samtale. Læserne kan nok gætte hvem.

Politiske rådgivere
Det er dog vigtigt at understrege, at det bestemt ikke er alle personlige politiske rådgivere med videre, der bliver ansat på denne måde. Det er i øvrigt heller ikke noget, der vækker den store forargelse i embedsmandsværket eller blandt politikerne. Sådan har det jo altid været…
Alligevel er vurderingen, at de skjulte partiansættelser rundt omkring vil forsvinde stille og roligt, men at borgmestrene i stedet vil få mulighed for at opruste med en håndfuld personlige rådgivere præcis, som man ser det med ministres personlige rådgivere. Imidlertid er pressecheferne, eller »spindoktorerne« om man vil, og de politiske embedsmænd på rådhuset ansat på sædvanlige embedsmandsvilkår, mens ministrenes særlige rådgivere ryger ud, når ministrene går af.
Måske var det en idé at lave rene linjer, som man har det i ministerierne.

Kommunens økonomi er sund
Alle borgmestrene og resten af Økonomiudvalget var i forrige uge på såkaldt budgetseminar på Hotel Hesselet i Nyborg. Her kom Økonomiforvaltningen med en prognose for kommunens økonomi i 2011 og for, hvordan et budget for det kommende år kunne se ud.
Traditionen tro var regnedrengenes briller tilpas sodsværtede. De foreslår politikerne, at der spares 400 millioner kroner, selvom der er udsigt til et rådighedsbeløb på knap 700 millioner kroner.
Lægger man tallene sammen – og holder prognoserne – så skulle der dermed være 1,1 milliard kroner at omprioritere for. Der er næppe tvivl om, at hovedparten af pengene skal gå til nye daginstitutioner som følge af det eksplosivt voksende børnetal og til at tilbyde en service til kommunens mange svært handicappede.
Hovedkonklusionen for seminaret var, at kommunens økonomi i bund og grund er sund. Alligevel ser politikerne med en vis bekymring frem mod regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening til sommer. For statsministeren bebudede for et par uger siden, at der ikke længere er plads i økonomi-en til mere vækst i kommunernes budgetter.
Det skaber nogle problemer for København, der skal have en vækst på 0,75 procent for at kunne tilbyde borgerne det nuværende serviceniveau. Måske åbner det for endnu et slagsmål mellem kommunen og regeringen.

Politikere uden indflydelse
Det kan i øvrigt godt undre, at de københavnske politikere har brugt de første af årets uger på at markeret sig på områder, de ingen som helst indflydelse har på.
Tidligere har politikerne i København ført an for at indføre trængselsafgifter, der kan holde bilerne ude af byen. Det er dog ikke et anliggende for kommunen.
Rådhuset vil også forbyde prostitution i København, hvilket de heller ikke har indflydelse på.
Til gengæld er der presseomtale for politikere med et stort markeringsbehov. Senest har et flertal med Frank Jensen i spidsen foreslået en forsøgsordning med fri hash i byen, men det kan man heller ikke gennemføre uden om Folketinget.
Så konklusionen må være, at københavnske politikere går mere op i at profilere sig i pressen på områder, hvor de ingen indflydelse har end dem, hvor de rent faktisk har indflydelse.

Ingen bortforklaringer

Overborgmesteren risikerer sin forgængers skæbne

Bragt i Bryggebladet nr. 1 den 15. januar 2010.

Af Jarl Cordua

Mulighed for børnepasning, bekæmpelse af bandekriminalitet og øget beskæftigelse. Det er de tre hovedområder, som Københavns nye overborgmester Frank Jensen har valgt at fokusere på her i den første tid i em bedet. Det er naturligvis ikke tilfældige emner. De har været på den politiske dagsorden længe – også under valgkampen. Partierne har formentlig allerede før valget interviewet vælgere i fokusgrupper, hvor lige netop disse tre punkter er bon’et ud som det, der optager folk her og nu. Overborgmester har allerede i den første uge spil let lidt ud med, hvad han vil gøre i forhold til »Børn, Bander og Beskæftigelse« eller mere spindoktoragtigt: »De tre B’er«. Allerede før sin første arbejdsdag mandag i sidste uge lagde Frank Jensen frivilligt løkken om halsen, da han i et stort interview i Berlingske udstedte en udvidet børnepasnings garanti til de københavnske børnefamilier. Den går ud på, at senest om fire år kan forældre få en plads til deres barn inden for en radius af tre-fire kilometer fra deres hjem, og inden barnet er fyldt et år. Desuden kan søskende få tilbud om plads i samme institution. Dagen efter i samme avis kunne københavnerne læse deres nye overborgmester give følgende løfte:

»Hovedtemaet i de kommende fire år bliver at levere en pasningsgaranti, der virker. Hvis ikke vi kan levere det, kan jeg ikke an befale, at vi stiller op igen. Vi skal levere det her, og I vil ikke se mig sidde og komme med bortforklaringer om fire år.«

Dette udsagn er af medierne blevet udlagt som et klokkeklart løfte i stil med Ritt Bjerregaards billige boliger. Er det så klogt af Frank Jensen at udstede denne garanti? Måske. I overborgmesterens lejr mener man, at Frank Jensen lige så godt kunne afgive denne garanti først som sidst. Hos vælgerne er der for længst blevet skabt en forventning om, at der sker noget på området, og i øvrigt har Jensen allerede under valgkampen kommet med lignende bindende udsagn, om at hvis ikke han og Socialdemokraterne leverer her, så fortjener de ikke at blive siddende. Derfor ligger løkken om halsen på Frank Jensen. Om der bliver behov for at hænge ham (mere op på løftet) vil vise sig i efteråret 2013. Leverer han ikke varen, så vil ovenstående ud sagn ramme ham som en boomerang lige i nakken. Da Ritt Bjerregaard for kun ti måneder siden læste en intern meningsmåling, der viste, at mere en hver anden S-vælger havde sagt farvel og tak, trak hun sig som overborgmester. En anden måling viste klokkeklart, at det netop var Ritts valgløfte om billige boliger, som var hovedårsagen til, at vælgerne stod i kø ved udgangen. Imidlertid kan den nye overborgmester og hans partifælle den 26-årige nye børne- og ungeborgmester Anne Vang indtil videre håbe på, at de omkring 367,2 millioner kroner, der allerede er afsat til over de næste tre år at bygge mellem 10-14 nye daginstitutioner, rækker et pænt stykke ad vejen. I forvejen er omkring 1000 børn på en fortsat voksende venteliste til en daginstitution, så kommunen – og Frank Jensen – har travlt. Men hvad nu hvis børnetallet – hvad meget tyder på – bliver ved med at stige eksplosivt? Kan kommunen nå at bygge og etablere yderligere nye daginstitutioner, så man kan overholde garantien? Det kræver nye bevillinger. Og i øvrigt skal der findes helt nye penge på budgettet til Socialdemokraternes nye søskendegaranti.

Da Frank Jensen var nået til torsdag, så meddelte han, at den fra medierne så kendte chefpolitiinspektør Per Larsen har fået nyt job hos den nye overborgmester som særlig rådgiver indenfor bandekriminalitet. Umiddelbart smart set af Frank Jensen at inddrage den sympatiske, overskudsagtige og respekterede tidligere politimand, der åben lyst for alle har erfaring på området. Med dette skridt signalerer Jensen til københavnerne, at han tager opgaven med at bekæmpe bandekriminalitet alvor ligt. Larsen skal også være overborgmesterens ansigt udadtil på dette område, så dermed køber Frank Jensens sig til noget ekstra tro værdighed på området. Kun Enhedslisten var negative overfor ansættelsen af Larsen. Partiet mener ikke, at politimetoder hører hjemme i en socialpolitisk indsats. Det var så også stort set, hvad man hørte til oppositionen i en uge, hvor over borgmesteren havde sat sig massivt på medierne.

Nye koste fejer

Frank Jensen har også møbleret rundt på medarbejderne. Han har ifølge Ekstra Bladet fået ansat en ny spindoktor, Amalie Kestler, der er tidligere nyhedsredaktør på Berlingeren. Hans kampagnechef ved kommunal valget Simon Kjær Hansen er blevet sekretariatschef i økonomiforvaltningen. Mere kontroversielt er, at Simon Kollerup, en presse medarbejder i Jensens valg kampagne, er blevet ansat for at pleje kontakten til vennerne i fagbevægelsen og LO Storkøbenhavn. Det kommer han sikkert til at høre for. Det ligger lige for at kritisere den nye over borgmester for at bruge skatteborgernes penge til at ansætte personale, der skal pleje kontakten til dem, der finansierede hans valgkampagne og skrev hans valg program. I Børne- og Ungeforvaltningen, hvor Anne Vang har sat sig i borgmesterstolen, er den store kost også kommet i sving. Her forlyder det, at selv de gamle kaffekopper fra forgængeren Bo Asmus Kjeldgaards tid skal skiftes ud, og imens holder alle vejret, mens hovederne ruller. Vang har hentet Ritt Bjerregaards tidligere sekretariatschef Jesper Rønnow Simonsen til forvaltningen som ny afdelingschef. Det at han kommer fra Økonomiforvaltningen ses som yderligere et tegn på, at overborgmesteren har et hovedfokus på børnepasningsområdet. Nu skal der bedre styr på tingene. I mellemtiden ruster de faglige organisationer sig til det opgør, der på et eller an det tidspunkt kommer. En daginstitutionsplads i København er dyrere end alle andre steder, og derfor vil der komme et pres fra politikerne for, at kommunen får mere børnepasning for pengene. Det vil utvivlsomt betyde flere strejker, forældreblokader og så videre. Forskellen er dog, at der nu er fi re år til næste valg. Så skal der ske et opgør, så gør Frank Jensen klogt i at tage konfrontationen nu.