SF’s medlemmer genvalgte den nuværende leder, men et stort flertal i SF-gruppen foretrak ellers udfordreren Anne Baastrup.
Analyse bragt i Bryggebladet nr. 10/2008 den 27. maj 2008.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Kun 70 stemmer afgjorde urafstemningen hos de københavnske SF’ere om, hvem der skal være partiets spidskandidat ved kommunalvalget i november 2009.
Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard besejrede med 52,5 procent af stemmerne udfordreren, folketingsmedlem Anne Baastrup. I stemmetal fik Kjeldgaard 726 ud af 1398 afgivne stemmer. Kun 40 procent af SF-medlemmerne i København fandt det umagen værd at stemme ved urafstemningen.
På rådhuset kom Kjeldgaards knebne sejr over udfordreren Anne Baastrup som en overraskelse. Mange havde regnet med – og set frem til – at børne- og ungdomsborgmesterens tid nu var omme, for Kjeldgaards fanskare blandt rådhusets øvrige politikere og partier er til at overse.
Politiske med- og modspillere anser Kjeldgaard for at være lidt for dygtig til at sørge for sit eget ressortområde og for at se stort på resten.
I virkeligheden et kritikpunkt mod kommunens styreform, som blev rejst af Anne Baastrup, da hun anklagede kommunens administration og dens politikere for at være for optaget af en såkaldt »silotænkning« i stedet for at løse kommunens problemer i en helhed.
Hak i Villys tud
SF-formand Villy Søvndal var også mødt frem i onsdags på Københavns Rådhus, da resultatet blev offentliggjort. Det var de færreste blandt de tilstedeværende på pressemødet, der var i tvivl om, at Søvndal gerne havde set Baastrup som spidskandidat.
Søvndals spindoktor og andre partifunktionærer på Christiansborg arbejdede også aktivt for at få udfordrerens kampagne op at flyve, men det gjorde den aldrig, og derfor går snakken i krogene om, at Baastrup nok snarere tabte – mere end Kjeldgaard vandt valgkampen.
Baastrup indikerede også selv, at årsagen til hendes nederlag skal forklares ved, at kun 40 procent af medlemmerne udfyldte stemmesedlen. Med andre ord: SF’s medlemmer ville have stemt på hende, hvis alle havde stemt. Det får vi aldrig at vide.
Anne Baastrups fremtid er uvis. Hun stiller ikke op til Borgerrepræsentationen (BR) og har også meldt klart ud at hun nedlægger sit mandat i Folketinget.
Baastrup afviser ikke helt en fremtid i politik, og hun er en oplagt spidskandidat for SF til valget til Europa-Parlamentet, som finder sted i juni næste år.
Oprydning efter slaget
Selvom Kjeldgaard nu står med sejrens palmer, kan han ikke hvile på laurbærrene. Blandt Anne Baastrups varmeste støtter i valgkampen var BR-gruppeformand Ninna Thomsen. Et hårdt slag har stået, og nu begynder oprydningsarbejdet på slagmarken. SF har længe før valget sloges med store interne samarbejdsproblemer, som Kjeldgaard nu på en eller anden måde skal have løst. Nogle af de kvindelige gruppemedlemmer ventes at være fortsat uforsonlige og gøre knuder i samarbejdet med den genvalgte spidskandidat.
Det giver anledning til yderligere spekulation om, hvorvidt SF i det hele taget kan få samarbejdet til at fungere tilfredsstillende frem mod valgkampen, og spørgsmålet er, om hele Kjeldgaards interne opposition – for tiden har fem ud af SF’s syv BR-medlemmer mod på at genopstille.
Kjeldgaards strategi er dog nu at forsøge at inddrage hele sin gruppe i arbejdet frem mod kommunalvalget om halvandet år. BR-medlemmerne skal aktiveres og inddrages i arbejdet, hedder det. Men mange stiller sig tvivlende over for, at SF-borgmesteren nu pludselig skal kunne lykkes med et samarbejdsprojekt i en BR-gruppe, som helt tydeligt for alle har fungeret dårligt, til trods for at SF paradoksalt nok har haft stor indflydelse i BR i denne valgperiode.
Hos Socialdemokraterne og de radikale ånder man i øvrigt lettet op over udsigten til at skulle møde et fremadstormende SF, der stiller med Kjeldgaard i front, næste gang de københavnske politikere skal bedømmes af vælgerne.
SF’s to samarbejdspartnere har svært ved at forestille sig, at Kjeldgaard pludselig fremtryller en X-faktor, der gør ham mere attraktiv hos vælgerne end de to foregående gange, hvor han ikke har imponeret.
Deres analyse er dermed fuldstændig den samme som Villy Søvndal, Baastrup og SF-spindoktorernes. Nemlig at Kjeldgaard ikke formår at veksle SF’s fremgang på landsplan til fremgang i København.
Bo Asmus Kjeldgaard har nu halvandet år til at bevise, at de alle tog fejl
mandag den 26. maj 2008
tirsdag den 13. maj 2008
Bo Asmus fører på point
Duellen mellem Kjeldgaard og Baastrup har ikke været helt uden mislyde.
Bragt i Bryggebladet nr. 9/ 2008 den 14. maj 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
3.500 SF-medlemmer i Københavns Kommune har frem til 18. maj til at finde partiets nye spidskandidat.
Den 21. maj får vi andre lov til at høre resultatet af partiets urafstemning og finde ud af, hvem der kommer til at indtage den øverste plads på liste F ved næste kommunalvalg i november 2009.
Bliver det Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard eller i stedet udfordreren folketingsmedlem Anne
Baastrup, der skal stå i spidsen for det for tiden stærkt vælgerombejlede venstrefløjsparti?
Vinderen kan i hvert fald med 100 procent sikkerhed se frem til at blive én af kommunens i alt syv borgmestre.
Vind eller forsvind
SF står til en stor vælgerfremgang ved næste kommunalvalg, så det er slet ikke utænkeligt, at partiet igen kan få to borgmesterposter ligesom i velmagtsdagene i 1980’erne.
Anne Baastrup har dog nu meldt klart ud, at hun ikke står til rådighed som borgmester nummer to, skulle hun tabe valget. Det ventes heller ikke, at Bo Asmus Kjeldgaard føler nogen større trang til at »spille andenviolin« i en ny valgperiode.
Så hvis det er Baastrup, der står med palmerne den 21. maj, er det højst sandsynligt farvel til Kjeldgaard, når hans borgmesterperiode rinder ud ved årsskiftet 2009/10.
Valgkampen har i de sidste uger været ganske intens med valgdueller i SF’s københavnske vælgerforeninger. Undervejs har kandidaterne spillet ud med deres politiske budskaber og offentliggjort diverse støtteerklæringer fra prominente partifæller og lokalforeninger.
Den øvelse har Kjeldgaard været betydeligt bedre til end sin udfordrer. Langt de fleste partiforeninger og en perlerække af prominente partifæller bakker op om SF-borgmesterens kandidatur.
Baastrups modtræk var en støtte-erklæring, hvor 100 københavnske kvinder blandt dem SF’s kvindelige borgerrepræsentanter og det frafaldne socialdemokratiske folketingsmedlem Sandy Brinck, anbefalede hende som partiets nye spidskandidat. Selve pressemeddelelsen blev også udsendt af en kvinde – nemlig Nanna Bjerg fra SF’s partisekretariat, som er Anne Baastrups politiske rådgiver.
At partiets ansatte er aktive i Baastrups kampagne, kan måske give et fingerpeg om, hvem partiformanden Villy Søvndal selv foretrækker som ny SF-borgmester i hovedstaden.
Kreative Kjeldgaard
Målt på politiske udmeldinger i den interne valgkamp, må Kjeldgaard tage prisen for – ved redaktionens slutning – at være den mest kreative af de to, og den der har haft mest held med at få sine budskaber i medierne.
Kjeldgaard spillede tidligt ud med ret konkrete initiativer, hvor han blandt andet og ganske kækt påstod, at han kunne afskaffe fattigdommen i København.
Forleden var SF-borgmesteren endda så snedig at foreslå, at kommunen bruger alle de sparede lønomkostninger fra strejkende pædagoger på mere velfærd. Man kan indvende, at det er et lidt løjerligt populistisk påfund, men der skal nok være SF-medlemmer, der finder det tiltalende.
Det centrale er, at Kjeldgaard dygtigt har benyttet sig af den slags muligheder for at markere sig i offentligheden, mens det omvendt ikke har haft Baastrups interesse.
Alt andet lige må Kjeldgaards større synlighed i pressen i de sidste par uger øge hans chancer for at vinde kampvalget over sin udfordrer. Hvis Baastrup alvorligt mener, at hun kan gøre det bedre end Kjeldgaard, er det underligt, at hun som udfordrer hidtil ikke har været mere markant og i offensiven.
Måske har Baastrup i løbet af de sidste par uger netop indset, at hun er ved at tabe til Kjeldgaard.
Forleden gav Baastrup bolden op til et mundhuggeri mellem kandidaterne, da hun på SF’s hjemmeside indirekte kritiserede Kjeldgaard for »fedtspil« og for at gå efter overborgmesterposten ved hjælp af de borgerliges stemmer.
Selv om diskussionen vel egentlig hører hjemme på det teoretiske overdrev, følte Kjeldgaard sig alligevel så ramt på manchetterne, at han i forrige weekend udsendte en pressemeddelelse med beskyldninger direkte rettet mod sin udfordrer for at være alt for optaget af »spin og taktik«.
Den gode stemning mellem kandidaterne er derfor for længst gået fløjten, også selvom de gør deres bedste for at holde gode miner til slet spil, når de – som i forrige uge – turnerer rundt til duelmøder i byens partiforeninger.
Silotænkning
I den del af SF, der er mest stemt for Kjeldgaard, ses Anne Baastrups lidt defensive udmeldinger i forhold til Ritt Bjerregaard som værende for meget hængt op på SF’s såkaldte »Christiansborg-taktik«.
På Borgen er Søvndals tilgang til Socialdemokraterne, at de skal fredes mest muligt, da Helle Thornings muligheder for at blive statsminister i sidste ende er nøglen til, at SF ikke bare får vælgerfremgang, men faktisk også får landspolitisk indflydelse.
På rådhuset er situationen helt omvendt. Her har SF reel indflydelse gennem det daglige samarbejde med Ritt Bjerregaards socialdemokrater og de radikale. På rådhuset er det politiske spil også helt anderledes, hvor det i nogen grad også handler om at skrabe flest mulige penge sammen fra kommunens budget til den enkelte borgmesters ressortområder.
Denne disciplin har Kjeldgaard i øvrigt været god til – lidt for god, hvis man spørger både hos hans egne partifæller og politiske modstandere. Problemet for
Baastrup er, at hun har meget svært ved at angribe partiets siddende borgmester uden at give SF’s politiske modstandere ammunition. For hvad er det lige, Kjeldgaard skulle have gjort forkert? I stedet har Baastrup forsøgt sig med en lidt raffineret systemkritik, såsom at kommunens politikere og embedsmænd er præget af en »silo-tænkning«, hvor der ikke er sammenhæng i beslutningerne, der tages af de forskellige borgmestres afdelinger, og hvor borgerne nærmest føler sig fremmedgjorte af den manglende »helhedstænkning«, som hun efterlyser.
Baastrup har uden tvivl en pointe, men det er nok symptomatisk for valgkampen, at Kjeldgaard nu også taler om kommunens »silotænkning«.
Favorit-odds
Målt på hvem der har ført den bedste kampagne hidtil og på den ret massive opbakning i SF’s lokale partiorganisationer, så er mit endelige bud, at Bo Asmus Kjeldgaard trækker det længste strå i urafstemningen og endnu engang bliver SFs spidskandidat i 2009.
Men det bliver tæt, og mine odds er nu 55-45 til Kjeldgaard.
Bragt i Bryggebladet nr. 9/ 2008 den 14. maj 2008
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
3.500 SF-medlemmer i Københavns Kommune har frem til 18. maj til at finde partiets nye spidskandidat.
Den 21. maj får vi andre lov til at høre resultatet af partiets urafstemning og finde ud af, hvem der kommer til at indtage den øverste plads på liste F ved næste kommunalvalg i november 2009.
Bliver det Københavns børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard eller i stedet udfordreren folketingsmedlem Anne
Baastrup, der skal stå i spidsen for det for tiden stærkt vælgerombejlede venstrefløjsparti?
Vinderen kan i hvert fald med 100 procent sikkerhed se frem til at blive én af kommunens i alt syv borgmestre.
Vind eller forsvind
SF står til en stor vælgerfremgang ved næste kommunalvalg, så det er slet ikke utænkeligt, at partiet igen kan få to borgmesterposter ligesom i velmagtsdagene i 1980’erne.
Anne Baastrup har dog nu meldt klart ud, at hun ikke står til rådighed som borgmester nummer to, skulle hun tabe valget. Det ventes heller ikke, at Bo Asmus Kjeldgaard føler nogen større trang til at »spille andenviolin« i en ny valgperiode.
Så hvis det er Baastrup, der står med palmerne den 21. maj, er det højst sandsynligt farvel til Kjeldgaard, når hans borgmesterperiode rinder ud ved årsskiftet 2009/10.
Valgkampen har i de sidste uger været ganske intens med valgdueller i SF’s københavnske vælgerforeninger. Undervejs har kandidaterne spillet ud med deres politiske budskaber og offentliggjort diverse støtteerklæringer fra prominente partifæller og lokalforeninger.
Den øvelse har Kjeldgaard været betydeligt bedre til end sin udfordrer. Langt de fleste partiforeninger og en perlerække af prominente partifæller bakker op om SF-borgmesterens kandidatur.
Baastrups modtræk var en støtte-erklæring, hvor 100 københavnske kvinder blandt dem SF’s kvindelige borgerrepræsentanter og det frafaldne socialdemokratiske folketingsmedlem Sandy Brinck, anbefalede hende som partiets nye spidskandidat. Selve pressemeddelelsen blev også udsendt af en kvinde – nemlig Nanna Bjerg fra SF’s partisekretariat, som er Anne Baastrups politiske rådgiver.
At partiets ansatte er aktive i Baastrups kampagne, kan måske give et fingerpeg om, hvem partiformanden Villy Søvndal selv foretrækker som ny SF-borgmester i hovedstaden.
Kreative Kjeldgaard
Målt på politiske udmeldinger i den interne valgkamp, må Kjeldgaard tage prisen for – ved redaktionens slutning – at være den mest kreative af de to, og den der har haft mest held med at få sine budskaber i medierne.
Kjeldgaard spillede tidligt ud med ret konkrete initiativer, hvor han blandt andet og ganske kækt påstod, at han kunne afskaffe fattigdommen i København.
Forleden var SF-borgmesteren endda så snedig at foreslå, at kommunen bruger alle de sparede lønomkostninger fra strejkende pædagoger på mere velfærd. Man kan indvende, at det er et lidt løjerligt populistisk påfund, men der skal nok være SF-medlemmer, der finder det tiltalende.
Det centrale er, at Kjeldgaard dygtigt har benyttet sig af den slags muligheder for at markere sig i offentligheden, mens det omvendt ikke har haft Baastrups interesse.
Alt andet lige må Kjeldgaards større synlighed i pressen i de sidste par uger øge hans chancer for at vinde kampvalget over sin udfordrer. Hvis Baastrup alvorligt mener, at hun kan gøre det bedre end Kjeldgaard, er det underligt, at hun som udfordrer hidtil ikke har været mere markant og i offensiven.
Måske har Baastrup i løbet af de sidste par uger netop indset, at hun er ved at tabe til Kjeldgaard.
Forleden gav Baastrup bolden op til et mundhuggeri mellem kandidaterne, da hun på SF’s hjemmeside indirekte kritiserede Kjeldgaard for »fedtspil« og for at gå efter overborgmesterposten ved hjælp af de borgerliges stemmer.
Selv om diskussionen vel egentlig hører hjemme på det teoretiske overdrev, følte Kjeldgaard sig alligevel så ramt på manchetterne, at han i forrige weekend udsendte en pressemeddelelse med beskyldninger direkte rettet mod sin udfordrer for at være alt for optaget af »spin og taktik«.
Den gode stemning mellem kandidaterne er derfor for længst gået fløjten, også selvom de gør deres bedste for at holde gode miner til slet spil, når de – som i forrige uge – turnerer rundt til duelmøder i byens partiforeninger.
Silotænkning
I den del af SF, der er mest stemt for Kjeldgaard, ses Anne Baastrups lidt defensive udmeldinger i forhold til Ritt Bjerregaard som værende for meget hængt op på SF’s såkaldte »Christiansborg-taktik«.
På Borgen er Søvndals tilgang til Socialdemokraterne, at de skal fredes mest muligt, da Helle Thornings muligheder for at blive statsminister i sidste ende er nøglen til, at SF ikke bare får vælgerfremgang, men faktisk også får landspolitisk indflydelse.
På rådhuset er situationen helt omvendt. Her har SF reel indflydelse gennem det daglige samarbejde med Ritt Bjerregaards socialdemokrater og de radikale. På rådhuset er det politiske spil også helt anderledes, hvor det i nogen grad også handler om at skrabe flest mulige penge sammen fra kommunens budget til den enkelte borgmesters ressortområder.
Denne disciplin har Kjeldgaard i øvrigt været god til – lidt for god, hvis man spørger både hos hans egne partifæller og politiske modstandere. Problemet for
Baastrup er, at hun har meget svært ved at angribe partiets siddende borgmester uden at give SF’s politiske modstandere ammunition. For hvad er det lige, Kjeldgaard skulle have gjort forkert? I stedet har Baastrup forsøgt sig med en lidt raffineret systemkritik, såsom at kommunens politikere og embedsmænd er præget af en »silo-tænkning«, hvor der ikke er sammenhæng i beslutningerne, der tages af de forskellige borgmestres afdelinger, og hvor borgerne nærmest føler sig fremmedgjorte af den manglende »helhedstænkning«, som hun efterlyser.
Baastrup har uden tvivl en pointe, men det er nok symptomatisk for valgkampen, at Kjeldgaard nu også taler om kommunens »silotænkning«.
Favorit-odds
Målt på hvem der har ført den bedste kampagne hidtil og på den ret massive opbakning i SF’s lokale partiorganisationer, så er mit endelige bud, at Bo Asmus Kjeldgaard trækker det længste strå i urafstemningen og endnu engang bliver SFs spidskandidat i 2009.
Men det bliver tæt, og mine odds er nu 55-45 til Kjeldgaard.
Abonner på:
Opslag (Atom)