tirsdag den 19. oktober 2010

Kjeldgaard ser frem til at slutte på toppen

SF-borgmesteren vil være spidskandidat igen

Bragt i Bryggebladet nr. 16 den 19. oktober 2010

Af Jarl Cordua

SFs flotte fremgang ved det seneste kommunalvalg får ambitionsniveauet hos partiets toppolitikere i København til at stige. Vurderingen er, at SF kan erobre overborgmesterposten enten ved det kommende valg i 2013 eller senest ved det næstkommende valg i 2017.

SFs spidskandidat teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard ved de sidste tre valg har tidligere signaleret til omgivelserne, at han var på vej ud af kommunalpolitik helst via et direktørjob i et privat forsyningsselskab. Imidlertid har den plan lidt et skibbrud. Efter at have vist forsigtig interesse for et snart ledigt direktørjob i Amagerforbrændingen, så må Kjeldgaard dog sande, at han ikke kommer i betragtning. Som 54-årig står han derfor i et dilemma. Skal han ud i det private eller halvoffentlige, så skal det ske nu. Men de mere eller mindre diskrete henvendelser til headhuntere har altså endnu ikke givet bonus. Spørgsmålet er derfor, om Kjeldgaard reelt har den rigtige profil og de egenskaber, som skal til for at få succes i sådan et job? Der er der indtil videre ikke rigtigt noget, der tyder på. Kjeldgaard har derfor sent besluttet, at hans aktive liv skal slutte med politik. Han går derfor i stedet og lægger planer for, hvordan han kan blive SFs første overborgmester i 2018.

Kjeldgaard spidskandidat
For at det skal lykkes så kræver det, at SFs fremgang fortsætter – blandt andet på bekostning af socialdemokraterne. Det har været den landspolitiske tendens længe, men om den udvikling fortsætter mange år frem, er nok mere end tvivlsomt. Kjeldgaard har aldrig rigtig erkendt, at SFs fantastiske fremgang i København var en følge primært af Villy Søvndals personlige popularitet og derfor ikke borgmesterens egen personlige popularitet og politiske resultater. Det er man til gengæld helt på det rene med hos SF på Christiansborg, hvor disse begavede mennesker er helt klar over Kjeldgaards legendariske manglende selvindsigt. Her gruer man for igen at se Kjeldgaard på stemmesedlen som spidskandidat ved det næste kommunalvalg i 2013. Søvndal og hans topfolk ser faktisk allerhelst, at Kjeldgaard hurtigst muligt forlod politik og overlod spidskandidaturet til en anden. Den oplagte kandidat er SFs nuværende Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen. Kjeldgaard er godt selv klar over, at han ikke ligefrem er i kridthuset hos Søvndal, men hvis nu S-SF til den tid sidder trygt og godt på regeringsmagten, så kan Kjeldgaard jo ikke genere det projekt ved at gå efter overborgmesterposten. Det skulle vel og mærke kun kunne blive en realitet i den situation, hvor SF bliver større end S.

SFs magtduo
Kjeldgaard og Thomsen har delt magten i den store SF-gruppe, som stort set blindt lyder duens fælles beslutninger. Der er meget få i gruppen, som udadtil giver udtryk for at de har de store personlige ambitioner og man soler sig fortsat i SFs kæmpesucces, hvor attituden i gruppen efter nogens mening er noget ”tilbagelænet”. Det er ikke alle på rådhuset, der er lige imponeret over gruppens flid og grundighed fx mht. at forberede sig på sager i byrådssalen. Thomsen har indtil videre ikke udfordret Kjeldgaard, og gruppen fremstår både loyal og harmonisk. Spørgsmålet er dog om Thomsen, BR-gruppen – og SF på Christiansborg – til sin tid vil acceptere at Kjeldgaard, der stadig har sit folkelige gennembrud til gode, for 4. gang skal stå i spidsen for SFs kommunalvalgskampagne.

Tabt prestige
Teknik og miljøborgmesteren er heller ikke specielt populær alle steder i sin afdeling. Man synes at Kjeldgaard bruger al sin energi på klimaområdet bl.a. på målsætninger så som at København skal være CO2-neutral inden 2025. Til gengæld så udviser SF-borgmesteren ikke den store interesse for det mere ”højpandede” område i forvaltningen, der handler om arkitektur og byudvikling. Det var ellers forgængeren Klaus Bondams store interessefelt, der dog heller ikke var en populær mand blandt alle medarbejderne, da han huserede i afdelingen. Men det har nu ændret sig! Nu ser de på tiden under den tidligere radikale borgmester med stor nostalgi, især fordi han evnede at synliggøre forvaltningen i offentligheden. Til trods for at Kjeldgaard og SF nu tilhører ”kommunens regering”, så føler embedsværket i forvaltningen alligevel, at det har tabt indflydelse og prestige i forhold til andre afdelinger sammenlignet med situationen da Bondam styrede butikken. Ak ja. Således forgår al verdens storhed.

En sag uden politiske konsekvenser
I dag er beskæftigelses og integrationsborgmester Klaus Bondam imidlertid ligesom resten af rådhuset mest optaget af den såkaldte ”Farvergade-sag”, som udvikler sig hele tiden. Her er intet mindre end tre offentlige institutioner Folketingets Ombudsmand, Beskæftigelsesministeriet og Rigsrevisionen i gang med at undersøge Berlingske Tidendes oplysninger om, at Københavns Kommunes beskæftigelses og integrationsafdeling har snydt staten for et trecifret millionbeløb og tusindvis af kontanthjælpsmodtagere for vejledning og opkvalificering.
Ifølge avisen er kontanthjælpsmodtagerne tilbage fra 2006 blevet ”spist af” med et skrabet aktiveringstilbud i Farvergade. Det har dog ikke forhindret kommunen i at have fået højeste refusion fra staten - selvom der er sået tvivl om, hvorvidt man har været berettiget til det - på cirka 35 millioner kroner årligt. Imidlertid afviser Bondam og hans direktør blankt at der skulle være hold i anklagerne om lovligheden i aktiveringstilbuddene.

Bondam bakker op
Sagen har indtil videre ikke bragt nogle BR-politikere i fedtefadet, hvilket gør den lidt uegnet som angrebsmål for profileringslystne oppositionspolitikere. Søgelyset er først og fremmest rettet mod forvaltningens nuværende og tidligere direktion, der bakkes 100 pct. op af Klaus Bondam, mener, at den har handlet i god tro. Imidlertid viser en e-mail, som en centralt placeret kontorchef har sendt til tre topdirektører i 2008, at direktionen allerede dengang blev advaret om, at ”Farvergade-modellen” var ulovlig. Desuden har Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge samme email vurderet lovligheden af aktiveringstilbuddet i Farvergade og nået frem til den konklusion, at tilbuddet ikke levede op til reglerne. Siden er det kommet frem, at forvaltningens revisor også advarede mod de ulovlige forhold, men uden at det er gået op for forvaltningen.

Sjusk eller bevidst ulovligt?
Sagen fremstår lige nu som et spørgsmål om ledende topembedsmænd var helt ekstraordinært sjuskede eller begik bevidste ulovligheder. I begge tilfælde er der tale om en forvaltningsmæssig skandale. Men det er da også muligt, at forvaltningen skulle få medhold, når sagen er blevet kulegravet af de mange kompetente myndigheder, der har involveret sig i sagen.

Sagen pynter ikke
BR-politikerne i arbejdsmarkeds og beskæftigelsesudvalget med blandt andre DFs Carl Christian Ebbesen i front stiller byger af spørgsmål til sagen for at få den belyst og opklaret. Men der er endnu intet, der tyder på, at hverken Klaus Bondam eller hans forgænger i borgmesterstolen Jakob Hougaard (S) personligt har været involveret i beslutningerne. Derfor tyder intet indtil videre på, at sagen får de store politiske konsekvenser, hvis forvaltningen ender med at blive kritiseret af fx Folketingets Ombudsmand. Alligevel vil sagen fortjent eller ufortjent ikke pynte på Bondams i forvejen mildt sagt ramponerede renommé som en borgmester, hvor der ikke altid er orden i forvaltningen.

onsdag den 6. oktober 2010

Fortsat behov for oprydning i Københavns økonomi

Er der mon kommet styr på børne- og ungeområdets budgetter?

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 5.oktober 2010.

På Københavns Rådhus har der siden budgetforliget blev indgået for tre uger siden åndet ro og fred. I denne uge vedtager politikerne så budgettet for 2011, hvor det en sidste gang vil blive angrebet både fra højre af VO og af Enhedslisten fra venstresiden.
Med budgetforliget er rammerne nu lagt for resten af valgperiodens investeringer især på børne- og ungeområdet med byggeri af børnehaver, daginstitutioner og skoler. Spørgsmålet er om overborgmester Frank Jensens politik med etablering af klyngeledelse i daginstitutionerne vil skabe de besparelser, som kommunens embedsmænd hævder. Det bliver også interessant at se om børne- og ungebudgettet vil holde, eller om politikerne pludselig igen bliver præsenteret for løbske millionunderskud, hvor det bliver nødvendigt at finde penge frem fra gemmerne for at lukke hullet. Sporene skræmmer, når det hverken lykkedes for borgmestrene Per Bregengaard, Enhedslisten eller Bo Asmus Kjeldgaard (SF) at få styr på børne- og ungeområdets økonomi. Nu har socialdemokraternes Anne Vang ansvaret sammen med Frank Jensen ansvaret for at borgerne ikke igen skal vågne op til avisforsider om, at der mangler trecifrede millionbeløb i kassen. Ikke at det i så fald vil kunne true S-SFs magt, men det vil kunne pille noget af den glans, der lige nu omgiver Frank Jensen. Overborgmesteren har med en autoritet, som man ikke har set i København i mange år, skabt en fornemmelse af, at der nu er pænt ”styr på butikken”. Varer det indtryk længe, kan det måske veksles til en stor socialdemokratisk mandatfremgang ved næste kommunalvalg i 2013.

København er lønførende
København må, trods stilheden efter budgetaftalen blev indgået, alligevel sige at have været i offentlighedens søgelys. Kommunens adm. direktør, Claus Juhl, kom således i sidste uge på forsiden af BT, fordi han med en årsløn på 2,14 millioner kr. inkl. pension topper listen over højtlønnede kommunaldirektører. Dertil har Juhl fået en flot lønstigning på 22 pct. over fem år. Og det sker i en tid, hvor de fleste kommuner er presset økonomisk til at skære i budgetterne og tvunget til at spare milliardbeløb. Dertil står de kommunale chefers lønstigninger i en skærende kontrast til andre kommunalt ansatte, der de næste år har udsigt til en minimal lønudvikling. For Juhl er på ingen måde den eneste, der kan glæde sig over mere på lønkontoen. Lønstigningen omfatter alle kommuners øverste chefer. Københavns øvrige direktører har fx alle fået lønstigninger på mellem 22- 35,7 pct. over fem år. De tjener nu alle i omegnen af 2 mill. kr. årligt. Det er direktøren i Socialforvaltningen, Anette Laigaard, der er rekordindehaver med en lønstigning med 35,7 pct. over fem år til 1.947.852 kr. Til sammenligning tjener statsministeren 1.515.206 kr. om året. Overborgmesterens aflønning fremgår, i modstrid med hvad kommunen hævder, ikke af dens hjemmeside, Men ifølge dr.dk lå grundlønnen i 2009 på 880.955 kr. Dertil kommer også en række ”fede ben”, så Frank Jensens aflønning formentlig ligger i omegnen af statsministerens løn.

”En københavnersag”
Det mest interessante er dog, at ingen af Københavns direktører har gjort noget aktivt for at få de pæne lønstigninger. Fx gennem en individuel forhandling. Det er bare sket automatisk. Ifølge BT forsvarer kommunens direktører, at lønudviklingen er reguleret af Kommunernes Landsforening (KL), mens formanden for KLs løn og personaleudvalg Michael Ziegler sagde til avisen, at der er tale om ”en københavnersag”, som han ikke ville udtale sig om.

Forklaringen på lønstigningen er, at KL i 2007 har reguleret direktørlønningerne, fordi direktørerne over hele landet får mere ansvar som følge af kommunesammenlægningerne. Imidlertid er København hverken blevet sammenlagt med andre kommuner. Direktørerne har heller ikke fået mere ansvar. De er bare heldige og blevet forgyldt, fordi de er havnet i den pulje og lønramme, hvor de opnår den samme lønfremgang som deres kolleger ude i landet. Regningen for de ubegrundede lønstigninger betales dog af de københavnske skatteydere. Politikerne på rådhuset har imidlertid det problem, at det er håbløst at gøre noget ved sagen, som de ingen indflydelse har på. For det vil betyde, at kommunen skal genåbne forhandlingerne om lønreguleringen igennem KL-systemet. Og det sker heller ikke uden personaleorganisationernes accept, hvilket gør det til en fuldstændig håbløs affære uden skyggen af chance for succes. Så hellere lade historien fare, vurderer de fleste politikere. Så undgår man også at direktørerne kunne blive sure, og de 3-4 mill. kr. ekstra til direktørlønninger, er trods alt ”peanuts” på kommunens driftsbudget på ca. 23 mia. kr. I øvrigt vil borgernes forargelse vil næppe heller vare ved. Det er den kyniske kalkyle i en absurd sag, hvor ingen kan give fornuftigere begrundelse for direktørernes eksorbitante lønstigning andet end en henvisning til uigennemskuelige bureaukratiske regler om lønrammer mv.

Kontant afregning
Måske kan Københavns Kommunes adm. direktørs kommunikationsevner i pressen begrunde lønstigningen? I hvert fald skulle Claus Juhl i DR1s hårdtslående forbrugerprogram ”Kontant” i sidste uge forklare, hvorfor de københavnske daginstitutioner igennem centrale indkøbsordninger var tvunget til at handle dagligvarer til langt dyrere priser hos kommunens leverandører frem for at handle billigere ind i supermarkeder. ”Kontant” kunne dokumentere påstanden med brug af dyre vandmeloner og andre dagligvarer. Kommunen er dog gennem et nylig intern revisionsrapport også blevet klar over problemet, efter at politikerne allerede i foråret iværksatte en undersøgelse efter en række klager. At det er billigere for fx børnehaver at handle økologiske varer i fx den lokale Netto eller Fakta er noget paradoksalt alt den stund, at centrale indkøbsordninger er sat i verden for, at kommunen gennem storindkøb sparer penge ved at den får klækkelige rabatter. Perspektivet i sagen er dog, at kommunen samlet årligt handler ind for 8,8 mia. kr., hvor dagligvarer ”kun” udgør 200 mill. kr. Faktisk regner kommunen med årligt at spare 20 mill. kr. ekstra på centrale indkøbsordninger. Kommunen mener dog fortsat, at ordningen generelt er en succes for de større institutioner. Fx vil man fortsat have indkøbsordninger for varer, som elektricitet, IT-udstyr, benzin og en række andre varer. Kommunen sparer eksempelvis seks mill. kr. om året på indkøbsaftalen om el.

Fleksibelt indkøb fremover
Alligevel fungerer indkøbsordningen åbenbart dårligt for de mindre daginstitutioner, hvor det bl.a. kræver, at de selv bruger tid på holde øje med de billigste priser blandt kommunens 16 leverandører. Dertil kommer, at dagligvarepriserne skifter konstant. Så til glæde for sikkert alle parter, så laver kommunen nu indkøbsordningen om, så den bliver mere fleksibel og i større grad giver daginstitutionerne mulighed for at handle ind, hvor de vil, hvis de vurderer, at det er bedst og billigst.

Sjusk i socialforvaltningen
Men straks er en sag i god gænge, før man på rådhuset har måttet forholde sig en helt anden interessant sag. Revisionsfirmaet Deloitte har i forbindelse med revisionen af Socialforvaltningens regnskab 2009 nemlig konstateret ”væsentlige fejl i 70 pct. af de gennemgåede personsager, heraf 46 pct. med refusionsmæssig betydning”, som det hedder i en redegørelse til økonomiudvalget. I korte træk betyder det, at socialforvaltningen i 2008 mangler bilag for udgifter for mellem 10-15 mill. kr. For uden bilag vil Socialministeriet ikke refundere de udgifter, som kommunen har lagt ud for. Med andre ord: Sjusk i kommunens forvaltning gør, at skatteyderne i København, nu må holde for. Den slags plejer at give politisk ballade.