Valgkampen begynder så småt allerede til næste år. Bryggebladets politiske kommentator kigger frem mod 2008.
BAG KULISSERNE
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 20 den 19. december 2007
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
2008 bliver sidste normale politiske arbejdsår, inden valgkampen for alvor går i gang i løbet af foråret 2009. På dagsordnen er allerede en stribe sager, som vil fortsætte med at præge det politiske liv i det kommende år.
Der er skabt forventning om, at ungdomshus-konflikten bliver løst i løbet af det første halvår med et nyt hus til de tidligere brugere af Jagtvej 69. Det udestår dog, at finde en egnet lokalitet i byen, og så er de Radikales støtte til et nyt ungdomshus ikke ubetinget.
Ritt satser på tilgivelse
Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) er fortsat optaget af at få bygget flest mulige af de 5.000 billigboliger eller »Ritts papboliger«, som onde tunger hånligt kalder dem.
Ritt satser formentlig på, at københavnerne tilgiver hende, at hun er uden chance for at nå målet i løbet af fem år. Har Ritt vist lidt god vilje, kan hun tørre noget af skylden af på regeringen, som har nægtet at ændre den nødvendige lovgivning.
Oveni slås overborgmesteren med Danmarks Naturfredningsforening om byggeriet på Kløvermarken. De krævede for nylig området fredet, og det skal der nu tages stilling til, før der kan bygges. Byggeriet på Kløvermarken var ellers udset til at bestå af en stor del af Ritts billige boliger til københavnerne.
Den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams plan om at bygge flere højhuse i periferien af det centrale København skal også stå sin prøve i det kommende år. For det er endnu uafklaret, om et flertal vil støtte den. Bondam skal nok ikke tøve med at iværksætte sine idéer for længe, før der går valgkamp i det hele, og mulighederne for en aftale er forduftet.
FN’s klimatopmøde skal afholdes i København i 2009, og politikerne vil bruge den lejlighed til at vise, at byen fremstår mest mulig miljørigtig. Imens slås byen især med store trafikproblemer og derfor vil diskussionen om en betalingsring for biler, der kører ind i byen utvivlsomt blusse op igen.
De københavnske politikeres problem er dog, at regeringen ikke vil tillade sådan en løsning.
Nye spidskandidater
Stort set alle partierne på Rådhuset skal i løbet af næste år overveje eller beslutte, hvem de vil have som spidskandidat ved valgkampen i november 2009.
De uafklarede ledelsesforhold i de to nøglepartier Radikale Venstre og SF skaber problemer for ABF-samarbejdet.
SF i København skal finde ud af, om børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard får en tredje chance som spidskandidat, eller om partiet skal forsøge sig med et nyt navn.
Blandt dem, der nævnes, er især den unge og meget ideologiske politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey, men også MF Anne Grethe Holmsgaard er et bud.
På rådhuset er vurderingen hos flere iagttagere, at kredsen omkring Burgwald løbende stiller så store politiske krav til ABF-samarbejdet, at det vanskeliggør kompromiser.
Sareen kan udfordre Bondam
En lignende situation ser man hos Radikale Venstre, hvor gruppeformand Manu Sareen af nogle ses som »vogteren af den radikale sjæl«, mens Bondam i nogle sammenhænge kritiseres for at arbejde lidt for tæt sammen med Ritt.
I løbet af næste år gør Sareen det måske klart, om han udfordrer Bondam som radikal spidskandidat. Sareen går for at være kritisk over for samarbejdet med Ritt, og Sareens position gør Bondam sårbar i forhold til intern radikal kritik og krav om mere synlighed.
Ydermere så spøger rygterne om, at Marianne Jelved kunne tænkes at afslutte sin politiske karriere som radikal borgmester i København.
Ritt Bjerregaard er fuldstændig sikker på igen at stå i spidsen for Socialdemokraterne og fortsætte som overborgmester efter valget i 2009.
Til gengæld bliver beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard næppe udpeget til en ny periode. Hougaard har haft en stribe uheldige sager, som han ikke har formået at håndtere specielt godt. Internt i Socialdemokratiet er han ikke populær på grund af en række kontroversielle politiske udmeldinger, blandt andet ved at kræve muslimske privatskoler nedlagt.
Overborgmesteren er formentlig heller ikke imponeret af Hougaard, som har høstet hård kritik fra oppositionen for opstået økonomisk rod på flere millioner kr. i sin afdeling.
Imens står rivalerne på spring. Storfavorit som kommende borgmester er Socialdemokraternes unge politiske ordfører Anne Vang. Men også folk som gruppeformand Jesper Christensen og socialordfører Thor Grønlykke er gode bud på en ny S-borgmester.
Jens Rohde til København?
Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming står til at fortsætte endnu en periode som partiets spidskandidat. Men en borgmesterpost kræver et godt kommunalvalg for venstrefløjen. Går Liste Ø tilbage – som ved folketingsvalget i november – kan listen risikere at miste sin borgmesterpost.
Dansk Folkeparti får ved næste kommunalvalg helt sikkert en ny spidskandidat. Sidste gang stod Louise Frevert øverst på liste O, men efter en katastrofal valgkamp gik DF ned til kun tre mandater.
Det bliver formentlig det ene af DF’s nu kun to BR-medlemmer, Carl Christian Ebbesen, der får buddet i 2009. Ebbesen er faktisk vellidt på rådhuset for sin sobre og stilfærdige stil, men mange stiller spørgsmål ved hans evner som politisk billetsælger. For til trods for at Ebbesen er sit partis organisatoriske næstformand, så er det endnu ikke lykkedes for ham at blive valgt til Folketinget trods flere forsøg.
Venstres nye leder og kommende kulturborgmester Pia Allerslev sidder solidt i sadlen de næste to år. Imidlertid risikerer hun at blive mødt af en modkandidat som overborgmesterkandidat og kan derfor ikke regne 100 procent med at fortsætte efter næste valg.
Nogle har spekuleret i, at kendte Venstre-politikere som Bertel Haarder eller den tidligere politiske ordfører Jens Rohde kunne tænkes at stille op. Haarder vil formentlig betakke sig og satse på at slutte karrieren af i Folketinget som minister, men måske overvejer Rohde at stille op, nu da han er blevet fyret som radiodirektør. Sker det, forudser jeg stor intern ballade i Venstre i København.
Konservativt kaos
De Konservative på Københavns Rådhus er gået støt tilbage ved de seneste valg til Borgerrepræsentationen. Sidste gang røg de ned på historisk lave tre mandater. Alligevel lykkedes det partiets spidskandidat Mogens Lønborg at blive sundhedsborgmester efter kommunalvalget i 2005.
Det er mere end tvivlsomt, om han kan fortsætte efter næste valg. For spørgsmålet er, om partiet får mandater nok til en borgmesterpost næste gang.
Har den konservative gruppe været lille, så har underholdningsværdien til gengæld været høj.
De to menige medlemmer Maibritt Mamsen og Peter Schlüter har været på kant med hinanden næsten fra starten. I forbindelse med en meningsudveksling på et gruppemøde i 2006 følte Mamsen sig truet af Peter Schlüters adfærd, som hun betegnede som »psykisk ustabil«.
Trods mange forsøg på udglatning fra den konservative organisation og at få samarbejdet til at glide, så er sagen endt med, at Mamsen for få uger siden forlod gruppen for at blive »konservativ løsgænger«.
Peter Schlüter – søn af den tidligere statsminister Poul Schlüter – har også gjort sig bemærket i en anden opsigtsvækkende og yderst pinlig sag for de konservative.
En uvildig advokatundersøgelse bestilt af kommunen har for nylig konkluderet, at han uretmæssigt har fået udbetalt 136.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste – et økonomisk tab han dog længe ikke har kunnet dokumentere, at han har lidt.
Schlüter afleverede for nylig – i sidste øjeblik – en revisorerklæring, der fastslår, at han har lidt tab i forbindelse med sit arbejde som kommunikationskonsulent og freelancejournalist. Nu ser kommunens embedsfolk igen på sagen, som efter min vurdering ikke desto mindre ender med at kortslutte Schlüters politiske karriere.
Lønborg har stået i spidsen for de Konservative ved to valg. Det store gennembrud som bredt respekteret politiker er udeblevet, og fanklubben i hans eget parti er også til at overse. Alligevel har Lønborg gode chancer for at fortsætte som konservativ spidskandidat.
For står valget mellem »Paula Larrain-modellen« med at hente en kendis ind uden det store kendskab til rådhuspolitik eller at køre videre i fire år mere med Lønborg, så foretrækker mange i det konservative bagland det sidste.
Synspunktet er, at tiden indtil da så kan bruges på at finde og fremavle nye politiske talenter.
Læserne af "københavnsk politik" ønskes en god jul og et godt nytår!
onsdag den 19. december 2007
onsdag den 5. december 2007
Ritt vil forsøge at forhandle med V
Artikel bragt i Bryggebladet nr.19 den 5. december 2007.
Venstres nye leder Pia Allerslev og overborgmesteren kan måske hjælpe hinanden i fremtiden. Men lige nu sidder ABF-flertallet tungt på magten.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Fra årsskiftet bliver Pia Allerslev Venstres leder og overtager også borgmesterstolen for Kultur og Fritid efter Martin Geertsen, der helt forlader politik. Det kan måske indvarsle en ny tid for samarbejdet på Københavns Rådhus.
I København befinder Pia Allerslev sig lidt i den samme situation, som Helle Thorning-Schmidt gør på landsplan. VKO-partierne betyder ikke så meget i den daglige politik, men forventes hele tiden at fremstå som et seriøst alternativ til ABF-flertallet, der regerer på rådhuset.
Derfor vil Allerslev formentlig forsøge »at arbejde Ritt Bjerregaard ud af kontorerne« ved at forhandle og indgå forlig og så videre. Samtidig skal de borgerlige også sørge for at tegne forskellene op til Socialdemokraterne for netop at gøre det synligt for vælgerne, at det faktisk betyder noget, at de ved næste kommunalvalg stemmer borgerligt frem for på Socialdemokraterne og de Radikale.
I fredags holdt Venstres afgående leder Martin Geertsen afskedsreception på rådhuset. Det blev ikke til mange forlig mellem Martin Geertsen og Ritt Bjerregaard, og måske symbolsk for det mødte overborgmesteren ikke op til receptionen, der dog blev besøgt af andre top-socialdemokrater.
VKOs leder
Overborgmesteren har siden kommunalvalget i 2005 ikke signaleret den store vilje til at forhandle uden om de sædvanlige samarbejdspartnere i »byens regering«, det vil sige de Radikale og SF.
Spørgsmålet er dog, om ikke overborgmesteren i visse situationer kunne have en interesse i at lave aftaler med Venstre og på den måde få et alternativt flertal sammen med de Radikale, der formentlig også er interesseret i at samarbejde med Venstre på visse områder.
Det sidste budgetforlig med SF blev noget dyrere, end Ritt Bjerregaard havde regnet med. Hvis Allerslev er meget interesseret i at samarbejde, så giver det overborgmesteren bedre manøvremuligheder, såfremt det mere og mere selvbevidste SF i fremtiden gør sig mere besværlig.
Pia Allerslev har desuden selv et behov for at vise sit bagland og de københavnske vælgere, at hun kan indgå et større politisk forlig, der kan give hende lidt mere politisk tyngde.
Hidtil har kun få været i tvivl om, at Martin Geertsen var de borgerliges egentlige leder og strateg. De Konservatives leder Mogens Lønborg, som aldrig har stillet sit eget lys under nogen skæppe, vil måske forsøge at fremstå som førerhunden i VKO-koblet, selvom den konservative gruppe nu er nede på kun to medlemmer, efter at BR-medlem Majbritt Mammsen meldte sig som konservativ løsgænger.
Allerslev har under alle omstændigheder brug for – på et tidspunkt – at demonstrere over for omverdenen, at hun leder oppositionen til højre på rådhuset.
Cykelbro til operaen
I øjeblikket er VKO-blokkens mandater ikke med til at tage beslutninger i de tre mest interessante sager, der for tiden optager sindene på rådhuset.
I sagen om at få en bro fra Sjælland til Operaen på Holmen er VK-partierne helt uenige med ABF-flertallet. To projekter lå på bordet. Det ene projekt handler om A.P. Møllers tilbud om at bygge en kombineret gang- og cykelbro tværs over havnen. Det andet projekt – det såkaldte Realdania-projekt – gik ud på at bygge en bro, der dog skulle kombineres med et parkeringshus ved det ny skuespilhus på Kvæsthusbroen.
Kommunens radikale miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam er en del af det politiske flertal, der konsekvent er modstander af flere biler i byen.
Dermed lå der kun A.P. Møller-projektet tilbage, som ABF-flertallet nu støtter.
Det bliver dog uden den borgerlige opposition, der i stedet angriber selve beslutningsprocessen. I efteråret kom det nemlig frem, at Klaus Bondam på kommunens vegne havde sagt nej tak til Realdania-projektet, før kommunens øvrige politikere i det hele taget havde fået det forelagt. Dermed vil de borgerlige fortsætte med at udstille borgmesteren som en, der i den politiske proces enten agerer klodset eller er direkte udemokratisk.
Der går i øvrigt to år, før at en ny bro står klar.
Upopulære skolelukninger
I sommer indgik ABF-flertallet en økonomisk aftale om kommunens skoler, der indebærer nedlæggelser af et par skoler og daginstitutioner primært i Nordvest-kvarteret og på Vesterbro.
VK-partierne ville gerne have været med i aftalen, som partierne i princippet var enige i. Aftalens hensigt går nemlig ud på at effektivisere driften for at få bedre service, hvad der ellers normalt plejer at være en borgerlig kæphest.
Men fordi VK-partierne ikke efter deres opfattelse kunne få fuld indsigt i økonomien, kom de ikke med i aftalen. Derfor angriber de ABF-flertallet – ikke så meget på grund af beslutningerne – men fordi de er utilfredse med processen, der ifølge dem lider af »demokratisk underskud«.
Enhedslisten er reelt det eneste parti, der konsekvent er modstander af skoleaftalens sammenlægninger, skolenedlæggelser med videre, som ikke overraskende er ret upopulære lokalt.
Mor-Ritt forhandlede selv med de unge
Ritt Bjerregaard kunne i sidste uge præsentere en aftale med de tidligere brugere af ungdomshuset på Jagtvej 69.
Det er stadig uklart, hvor det nye ungdomshus eller »autonomhus«, som de borgerlige kalder det, bliver placeret, men et godt bud er i nogle kommunalt ejede bygninger nær Enghave Station.
De har tidligere været i spil som et sted, der skulle tilbyde kommunale ungdomstilbud med blandt andet overdækket streetbasket
og skateboardbaner.
Bygningerne er velegnede, især fordi de unge autonome har efterspurgt et sted, hvor de kan afholde koncerter ligesom på Jagtvej 69.
Foreløbig er aftalen en slags hensigtserklæring med en række underliggende aftaler om finansiering, tilsyn med videre, som parternes forhandlere er nået frem til.
Der skal blandt andet nedsættes en arbejdsgruppe bestående af kommunale embedsmænd og de kommende brugere, der skal afsøge terrænet for, hvor huset kan ligge.
VKO-partierne har i øvrigt bebudet, at de vil foreslå en folkeafstemning om huset i den bydel, hvor huset ender med at blive placeret.
Ritt Bjerregaard har fra starten sat sig på hele processen. Det er hende, der har forhandlet med repræsentanterne fra miljøet omkring Jagtvej 69.
Enhedslisten og SF har fra starten bakket op om kravet om et ungdomshus, og de Radikale er også positive for en løsning.
Ritt Bjerregaard har været hardliner over for de unge, så længe at bålene brændte i gaderne. Men i efteråret er fronterne blevet blødt op.
Baggrunden er, at overborgmesteren åbenbart har vurderet, at problemet ikke løste sig selv. Måske har hun følt sig presset af brugerne af det tidligere ungdomshus’ torsdagsdemonstrationer, alt imens også venstrefløjen på rådhuset har presset på for at give demonstranterne et nyt ungdomshus.
Ved at sætte sig selv i spidsen for forhandlingerne har Ritt selv haft snor i, hvad der foregik, og uden at der sker for mange lækager til pressen undervejs i processen.
Da aftalen med repræsentanter fra det tidligere Jagtvej 69 og den fond, der støtter et nyt ungdomshus, repræsenteret ved advokat Knud Foldschack, var inden for rækkevidde, pressede især SF på for at komme med til pressemødet sammen med de Radikale, så de tre partier sammen kunne dele »æren« med overborgmesteren.
Det er i øvrigt interessant at bemærke, at de Radikales gruppeformand Manu Sareen i weekenden gav udtryk for visse forbehold i sin støtte til et nyt ungdomshus.
I Politiken sagde Sareen ligeud, at politikerne på rådhuset havde givet ungdomshusets unge særbehandling, og at der var tale om et »knæfald«, som man ikke ville gøre for andre minoritetsgrupper.
Hvornår kommer der så et ungdomshus? Venstrefløjen taler om uger eller få måneder, mens hverken Socialdemokraterne eller de Radikale tør sætte dato på.
Foreløbig vil Borgerrepræsentationen den 13. december vedtage hensigtserklæringen, som ikke er en specifik aftale om, hvor huset skal placeres, men snarere er en slags rammeaftale.
Et forsigtigt bud er, at et ungdomshus først kan indvies engang i foråret.
Venstres nye leder Pia Allerslev og overborgmesteren kan måske hjælpe hinanden i fremtiden. Men lige nu sidder ABF-flertallet tungt på magten.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Fra årsskiftet bliver Pia Allerslev Venstres leder og overtager også borgmesterstolen for Kultur og Fritid efter Martin Geertsen, der helt forlader politik. Det kan måske indvarsle en ny tid for samarbejdet på Københavns Rådhus.
I København befinder Pia Allerslev sig lidt i den samme situation, som Helle Thorning-Schmidt gør på landsplan. VKO-partierne betyder ikke så meget i den daglige politik, men forventes hele tiden at fremstå som et seriøst alternativ til ABF-flertallet, der regerer på rådhuset.
Derfor vil Allerslev formentlig forsøge »at arbejde Ritt Bjerregaard ud af kontorerne« ved at forhandle og indgå forlig og så videre. Samtidig skal de borgerlige også sørge for at tegne forskellene op til Socialdemokraterne for netop at gøre det synligt for vælgerne, at det faktisk betyder noget, at de ved næste kommunalvalg stemmer borgerligt frem for på Socialdemokraterne og de Radikale.
I fredags holdt Venstres afgående leder Martin Geertsen afskedsreception på rådhuset. Det blev ikke til mange forlig mellem Martin Geertsen og Ritt Bjerregaard, og måske symbolsk for det mødte overborgmesteren ikke op til receptionen, der dog blev besøgt af andre top-socialdemokrater.
VKOs leder
Overborgmesteren har siden kommunalvalget i 2005 ikke signaleret den store vilje til at forhandle uden om de sædvanlige samarbejdspartnere i »byens regering«, det vil sige de Radikale og SF.
Spørgsmålet er dog, om ikke overborgmesteren i visse situationer kunne have en interesse i at lave aftaler med Venstre og på den måde få et alternativt flertal sammen med de Radikale, der formentlig også er interesseret i at samarbejde med Venstre på visse områder.
Det sidste budgetforlig med SF blev noget dyrere, end Ritt Bjerregaard havde regnet med. Hvis Allerslev er meget interesseret i at samarbejde, så giver det overborgmesteren bedre manøvremuligheder, såfremt det mere og mere selvbevidste SF i fremtiden gør sig mere besværlig.
Pia Allerslev har desuden selv et behov for at vise sit bagland og de københavnske vælgere, at hun kan indgå et større politisk forlig, der kan give hende lidt mere politisk tyngde.
Hidtil har kun få været i tvivl om, at Martin Geertsen var de borgerliges egentlige leder og strateg. De Konservatives leder Mogens Lønborg, som aldrig har stillet sit eget lys under nogen skæppe, vil måske forsøge at fremstå som førerhunden i VKO-koblet, selvom den konservative gruppe nu er nede på kun to medlemmer, efter at BR-medlem Majbritt Mammsen meldte sig som konservativ løsgænger.
Allerslev har under alle omstændigheder brug for – på et tidspunkt – at demonstrere over for omverdenen, at hun leder oppositionen til højre på rådhuset.
Cykelbro til operaen
I øjeblikket er VKO-blokkens mandater ikke med til at tage beslutninger i de tre mest interessante sager, der for tiden optager sindene på rådhuset.
I sagen om at få en bro fra Sjælland til Operaen på Holmen er VK-partierne helt uenige med ABF-flertallet. To projekter lå på bordet. Det ene projekt handler om A.P. Møllers tilbud om at bygge en kombineret gang- og cykelbro tværs over havnen. Det andet projekt – det såkaldte Realdania-projekt – gik ud på at bygge en bro, der dog skulle kombineres med et parkeringshus ved det ny skuespilhus på Kvæsthusbroen.
Kommunens radikale miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam er en del af det politiske flertal, der konsekvent er modstander af flere biler i byen.
Dermed lå der kun A.P. Møller-projektet tilbage, som ABF-flertallet nu støtter.
Det bliver dog uden den borgerlige opposition, der i stedet angriber selve beslutningsprocessen. I efteråret kom det nemlig frem, at Klaus Bondam på kommunens vegne havde sagt nej tak til Realdania-projektet, før kommunens øvrige politikere i det hele taget havde fået det forelagt. Dermed vil de borgerlige fortsætte med at udstille borgmesteren som en, der i den politiske proces enten agerer klodset eller er direkte udemokratisk.
Der går i øvrigt to år, før at en ny bro står klar.
Upopulære skolelukninger
I sommer indgik ABF-flertallet en økonomisk aftale om kommunens skoler, der indebærer nedlæggelser af et par skoler og daginstitutioner primært i Nordvest-kvarteret og på Vesterbro.
VK-partierne ville gerne have været med i aftalen, som partierne i princippet var enige i. Aftalens hensigt går nemlig ud på at effektivisere driften for at få bedre service, hvad der ellers normalt plejer at være en borgerlig kæphest.
Men fordi VK-partierne ikke efter deres opfattelse kunne få fuld indsigt i økonomien, kom de ikke med i aftalen. Derfor angriber de ABF-flertallet – ikke så meget på grund af beslutningerne – men fordi de er utilfredse med processen, der ifølge dem lider af »demokratisk underskud«.
Enhedslisten er reelt det eneste parti, der konsekvent er modstander af skoleaftalens sammenlægninger, skolenedlæggelser med videre, som ikke overraskende er ret upopulære lokalt.
Mor-Ritt forhandlede selv med de unge
Ritt Bjerregaard kunne i sidste uge præsentere en aftale med de tidligere brugere af ungdomshuset på Jagtvej 69.
Det er stadig uklart, hvor det nye ungdomshus eller »autonomhus«, som de borgerlige kalder det, bliver placeret, men et godt bud er i nogle kommunalt ejede bygninger nær Enghave Station.
De har tidligere været i spil som et sted, der skulle tilbyde kommunale ungdomstilbud med blandt andet overdækket streetbasket
og skateboardbaner.
Bygningerne er velegnede, især fordi de unge autonome har efterspurgt et sted, hvor de kan afholde koncerter ligesom på Jagtvej 69.
Foreløbig er aftalen en slags hensigtserklæring med en række underliggende aftaler om finansiering, tilsyn med videre, som parternes forhandlere er nået frem til.
Der skal blandt andet nedsættes en arbejdsgruppe bestående af kommunale embedsmænd og de kommende brugere, der skal afsøge terrænet for, hvor huset kan ligge.
VKO-partierne har i øvrigt bebudet, at de vil foreslå en folkeafstemning om huset i den bydel, hvor huset ender med at blive placeret.
Ritt Bjerregaard har fra starten sat sig på hele processen. Det er hende, der har forhandlet med repræsentanterne fra miljøet omkring Jagtvej 69.
Enhedslisten og SF har fra starten bakket op om kravet om et ungdomshus, og de Radikale er også positive for en løsning.
Ritt Bjerregaard har været hardliner over for de unge, så længe at bålene brændte i gaderne. Men i efteråret er fronterne blevet blødt op.
Baggrunden er, at overborgmesteren åbenbart har vurderet, at problemet ikke løste sig selv. Måske har hun følt sig presset af brugerne af det tidligere ungdomshus’ torsdagsdemonstrationer, alt imens også venstrefløjen på rådhuset har presset på for at give demonstranterne et nyt ungdomshus.
Ved at sætte sig selv i spidsen for forhandlingerne har Ritt selv haft snor i, hvad der foregik, og uden at der sker for mange lækager til pressen undervejs i processen.
Da aftalen med repræsentanter fra det tidligere Jagtvej 69 og den fond, der støtter et nyt ungdomshus, repræsenteret ved advokat Knud Foldschack, var inden for rækkevidde, pressede især SF på for at komme med til pressemødet sammen med de Radikale, så de tre partier sammen kunne dele »æren« med overborgmesteren.
Det er i øvrigt interessant at bemærke, at de Radikales gruppeformand Manu Sareen i weekenden gav udtryk for visse forbehold i sin støtte til et nyt ungdomshus.
I Politiken sagde Sareen ligeud, at politikerne på rådhuset havde givet ungdomshusets unge særbehandling, og at der var tale om et »knæfald«, som man ikke ville gøre for andre minoritetsgrupper.
Hvornår kommer der så et ungdomshus? Venstrefløjen taler om uger eller få måneder, mens hverken Socialdemokraterne eller de Radikale tør sætte dato på.
Foreløbig vil Borgerrepræsentationen den 13. december vedtage hensigtserklæringen, som ikke er en specifik aftale om, hvor huset skal placeres, men snarere er en slags rammeaftale.
Et forsigtigt bud er, at et ungdomshus først kan indvies engang i foråret.
onsdag den 21. november 2007
Tronen vakler under Klaus Bondam
Klumme bragt den 22. november 2007 i Bryggebladet nr. 18/ 2007
SF overtog de Radikales vælgere ved folketingsvalget. Fortsætter denne tendens ved BR-valget i 2009, kan radikal borgmesterpost være i fare. Manu Sareen blev ikke valgt til Folketinget og spøger nu i kulissen som ny radikal leder.Tronen vakler under Klaus Bondam.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ved folketingsvalget fik SF som ventet en kæmpe fremgang på hele syv procent. Partiet har nu 23 mandater i Folketinget. Men resultatet kan partiet næppe bruge til særlig meget på Christiansborg på grund af den øvrige mandatfordeling.
Til gengæld kan SF’erne se frem til en pæn fremgang ved næste kommunalvalg i 2009, som formentlig vil kunne omsættes til mere direkte indflydelse på Københavns Rådhus.
Kan Villy-effekten bruges i København?
Hvis man bruger den tommelfingerregel, at SF kan indløse cirka halvdelen af vælgerfremgangen fra »Villy-effekten«, det vil sige tre-fire procent, vil partiet få omkring 15 procent af stemmerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen.
Dermed vil SF være tilbage ved fordums styrke. Men det er et forsigtigt skøn, for faktisk fordoblede SF sit vælgertal i den nye københavnske storkreds. Partiet fik hele 21 procent af stemmerne og blev kredsens næststørste parti.
I København gik de Radikale tilbage i stort set samme takt, som SF gik frem. Det ligger derfor lige for at konkludere, at en pæn del af de nye SF-stemmer ved dette folketingsvalg er frafaldne radikale vælgere.
I dag er situationen den, at SF og de radikale er nøjagtigt lige store med hver syv mandater i Borgerrepræsentationen.
Hvis der flyttes tre-fire procent eller mere mellem de to partier, kan den situation meget nemt opstå, at SF igen får to borgmesterposter, mens de radikale må afgive deres borgmester.
Meget kan selvfølgelig nå at ske på to år. Måske er de radikale politikere i hovedstaden mere populære end dem på Christiansborg, og måske slår »Villy-effekten« igennem i københavnsk politik.
SF’s førstemand i byen, Bo Asmus Kjeldgaard, har i hvert fald til gode at demonstrere samme fantastiske evne til at kunne appellere til nye vælgere som SF’s partiformand Villy Søvndal.
Manu Sareen skulle have været den »nye Naser«
Bryggebladet listede før valget 13 navne på københavnske politikere, som vi vurderede som »sikre« på valg til Folketinget. Kun ét navn kiksede. Det var den radikale borgerrepræsentant Manu Sareen, som lige akkurat ikke kom i Folketinget i denne omgang på grund af den massive radikale tilbagegang her i hovedstaden.
Mange radikale havde ellers håbet på, at Sareen som nyt folketingsmedlem skulle fastholde de radikales »indvandrerprofil« ved at udfylde tomrummet efter Naser Khaders exit fra partiet. Sareen skulle have været en slags »ny Naser«.
Lighederne mellem de to politikere er åbenbare: De har begge en indvandrerbaggrund og har markeret sig tydeligt i integrationsdebatten. Begge er meget ambitiøse politikere.
Forskellene er dog også tydelige. Sareen går for at være en mere arbejdsom og langt bedre strategisk tænkende politiker end Khader, men er til gengæld slet ikke så kendt som Ny Alliances leder.
På Københavns Rådhus fulgte Klaus Bondam levende med undervejs i optællingen af de personlige stemmetal, der fandt sted ude i Svanemøllehallen.
Bondam håbede utvivlsomt på, at Sareen fik flere personlige stemmer end veteranen Lone Dybkjær, så Sareen dermed forsvandt fra rådhusets gange, hvor han beklæder posten som radikal gruppeformand.Bondam ville have været en mulig rival kvit, hvis Sareen var kommet i Folketinget.
Længe lå Sareen og Dybkjær da også side om side, men Dybkjær endte med at få flest stemmer og blev dermed valgt på Sareens bekostning.
Klaus Bondams indsats som borgmester har længe været til diskussion, både inden og uden for det Radikale Venstre.
Mange iagttagere stiller nu sig selv følgende spørgsmål: Kunne Manu Sareen tænkes at ville udfordre Bondam som Radikale Venstres spidskandidat og dermed borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg i 2009?
Bondams problem er, at han selv i sin tid blev spidskandidat ved at udfordre og vælte den daværende siddende radikale sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø af pinden.
Sædvanligvis foregår magtkampene hos de radikale meget civiliseret. Det vil sige, at de udkæmpes rimeligt regulært uden alt for megen beskidt mudderkastning frem og tilbage.
Manu Sareen nyder udbredt popularitet både i sit eget parti og på Københavns Rådhus. Mange forestiller sig derfor, at han muligvis er bedre i stand til at kunne fastholde, men måske også tiltrække nye vælgere til det ved folketingsvalget amputerede parti.
Hvis de Radikale skal kunne fastholde kanonresultatet fra kommunalvalget i 2005, kræver det under alle omstændigheder en ekstraordinær indsats.
Den prestigefyldte og politisk tunge miljø- og teknikborgmesterpost er i alle tilfælde – hvis SF’s fremgang fortsætter – i alvorlig fare for at glide de Radikale af hænde.
Om det allerede før valget medfører et farvel til Klaus Bondam som borgmester og radikal spidskandidat, ja det bestemmer i første omgang Manu Sareen, derefter de radikale partimedlemmer i København og siden byens vælgere.
Yildiz Akdogan slog Jette Bautrup
Bryggebladet formåede altså i seneste nummer så nogenlunde at forudse, hvilke politikere der ville blive valgt, ligesom vi nævnte de fleste af de kandidater, som kunne tænkes at komme med i den endelige dyst om mandaterne.
Den eneste, som beklageligvis ikke var på vores liste over mulige nye MF’ere, var socialdemokraternes kandidat i Brønshøj/Vanløse, Yildiz Akdogan.
I et tæt opløb endte hun faktisk med at slå Sundbyvesterkredsens (og dermed Bryggens) kandidat Jette Bautrup. Dermed fik Akdogan partiets yderste fjerde mandat i København.
SF overtog de Radikales vælgere ved folketingsvalget. Fortsætter denne tendens ved BR-valget i 2009, kan radikal borgmesterpost være i fare. Manu Sareen blev ikke valgt til Folketinget og spøger nu i kulissen som ny radikal leder.Tronen vakler under Klaus Bondam.
BAG KULISSERNE
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Ved folketingsvalget fik SF som ventet en kæmpe fremgang på hele syv procent. Partiet har nu 23 mandater i Folketinget. Men resultatet kan partiet næppe bruge til særlig meget på Christiansborg på grund af den øvrige mandatfordeling.
Til gengæld kan SF’erne se frem til en pæn fremgang ved næste kommunalvalg i 2009, som formentlig vil kunne omsættes til mere direkte indflydelse på Københavns Rådhus.
Kan Villy-effekten bruges i København?
Hvis man bruger den tommelfingerregel, at SF kan indløse cirka halvdelen af vælgerfremgangen fra »Villy-effekten«, det vil sige tre-fire procent, vil partiet få omkring 15 procent af stemmerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen.
Dermed vil SF være tilbage ved fordums styrke. Men det er et forsigtigt skøn, for faktisk fordoblede SF sit vælgertal i den nye københavnske storkreds. Partiet fik hele 21 procent af stemmerne og blev kredsens næststørste parti.
I København gik de Radikale tilbage i stort set samme takt, som SF gik frem. Det ligger derfor lige for at konkludere, at en pæn del af de nye SF-stemmer ved dette folketingsvalg er frafaldne radikale vælgere.
I dag er situationen den, at SF og de radikale er nøjagtigt lige store med hver syv mandater i Borgerrepræsentationen.
Hvis der flyttes tre-fire procent eller mere mellem de to partier, kan den situation meget nemt opstå, at SF igen får to borgmesterposter, mens de radikale må afgive deres borgmester.
Meget kan selvfølgelig nå at ske på to år. Måske er de radikale politikere i hovedstaden mere populære end dem på Christiansborg, og måske slår »Villy-effekten« igennem i københavnsk politik.
SF’s førstemand i byen, Bo Asmus Kjeldgaard, har i hvert fald til gode at demonstrere samme fantastiske evne til at kunne appellere til nye vælgere som SF’s partiformand Villy Søvndal.
Manu Sareen skulle have været den »nye Naser«
Bryggebladet listede før valget 13 navne på københavnske politikere, som vi vurderede som »sikre« på valg til Folketinget. Kun ét navn kiksede. Det var den radikale borgerrepræsentant Manu Sareen, som lige akkurat ikke kom i Folketinget i denne omgang på grund af den massive radikale tilbagegang her i hovedstaden.
Mange radikale havde ellers håbet på, at Sareen som nyt folketingsmedlem skulle fastholde de radikales »indvandrerprofil« ved at udfylde tomrummet efter Naser Khaders exit fra partiet. Sareen skulle have været en slags »ny Naser«.
Lighederne mellem de to politikere er åbenbare: De har begge en indvandrerbaggrund og har markeret sig tydeligt i integrationsdebatten. Begge er meget ambitiøse politikere.
Forskellene er dog også tydelige. Sareen går for at være en mere arbejdsom og langt bedre strategisk tænkende politiker end Khader, men er til gengæld slet ikke så kendt som Ny Alliances leder.
På Københavns Rådhus fulgte Klaus Bondam levende med undervejs i optællingen af de personlige stemmetal, der fandt sted ude i Svanemøllehallen.
Bondam håbede utvivlsomt på, at Sareen fik flere personlige stemmer end veteranen Lone Dybkjær, så Sareen dermed forsvandt fra rådhusets gange, hvor han beklæder posten som radikal gruppeformand.Bondam ville have været en mulig rival kvit, hvis Sareen var kommet i Folketinget.
Længe lå Sareen og Dybkjær da også side om side, men Dybkjær endte med at få flest stemmer og blev dermed valgt på Sareens bekostning.
Klaus Bondams indsats som borgmester har længe været til diskussion, både inden og uden for det Radikale Venstre.
Mange iagttagere stiller nu sig selv følgende spørgsmål: Kunne Manu Sareen tænkes at ville udfordre Bondam som Radikale Venstres spidskandidat og dermed borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg i 2009?
Bondams problem er, at han selv i sin tid blev spidskandidat ved at udfordre og vælte den daværende siddende radikale sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø af pinden.
Sædvanligvis foregår magtkampene hos de radikale meget civiliseret. Det vil sige, at de udkæmpes rimeligt regulært uden alt for megen beskidt mudderkastning frem og tilbage.
Manu Sareen nyder udbredt popularitet både i sit eget parti og på Københavns Rådhus. Mange forestiller sig derfor, at han muligvis er bedre i stand til at kunne fastholde, men måske også tiltrække nye vælgere til det ved folketingsvalget amputerede parti.
Hvis de Radikale skal kunne fastholde kanonresultatet fra kommunalvalget i 2005, kræver det under alle omstændigheder en ekstraordinær indsats.
Den prestigefyldte og politisk tunge miljø- og teknikborgmesterpost er i alle tilfælde – hvis SF’s fremgang fortsætter – i alvorlig fare for at glide de Radikale af hænde.
Om det allerede før valget medfører et farvel til Klaus Bondam som borgmester og radikal spidskandidat, ja det bestemmer i første omgang Manu Sareen, derefter de radikale partimedlemmer i København og siden byens vælgere.
Yildiz Akdogan slog Jette Bautrup
Bryggebladet formåede altså i seneste nummer så nogenlunde at forudse, hvilke politikere der ville blive valgt, ligesom vi nævnte de fleste af de kandidater, som kunne tænkes at komme med i den endelige dyst om mandaterne.
Den eneste, som beklageligvis ikke var på vores liste over mulige nye MF’ere, var socialdemokraternes kandidat i Brønshøj/Vanløse, Yildiz Akdogan.
I et tæt opløb endte hun faktisk med at slå Sundbyvesterkredsens (og dermed Bryggens) kandidat Jette Bautrup. Dermed fik Akdogan partiets yderste fjerde mandat i København.
tirsdag den 6. november 2007
Hvem kan du stemme på?
Klumme bragt i Bryggebladet 17 den 7. november 2007.
Ny valglov giver flere kendte kandidater. Bryggebladets politiske kommentator sætter fokus på det lokale kandidatfelt og vurderer deres chancer for at komme i Folketinget.
BAG KULISSERNE:
VALGSPECIAL
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Siden sidste valg har Folketinget lavet om på valgloven. Det betyder, at København og Frederiksberg plus de to Amager-kommuner nu er blevet til én stor valgkreds.
Det giver bryggeboerne mulighed for at stemme på langt flere kendte og store navne i dansk politik som for eksempel Helle Thorning-Schmidt, Per Stig Møller og Naser Khader.
Men vi skal retfærdigvis præsentere de lokalt opstillede kandidater på Bryggen, som nu er blevet en del af Sundbyvester-kredsen:
Socialdemokraterne
Socialdemokraterne stiller lokalt med veteranen socialrådgiver Jette Bergenholz Bautrup (60), der til daglig sidder i Borgerrepræsentationen. Amagerkaneren Bautrup repræsenterede Socialdemokraterne på tinge i forrige valgperiode, men røg ud ved valget i 2005.
Bergenholz Bautrup er ikke uden chance, men set i lyset af at Socialdemokraterne ligger lavt i målingerne og den hårde konkurrence fra blandt andet partiformanden samt Christine Antorini, bliver det nok svært.
Hendes chance er, at Thorning støvsuger storkredsen for personlige stemmer, men at Bergenholz Bautrup alligevel kan fastholde sin tidligere pæne opbakning.
Venstre
Lone Yalcinkaya (40) er Venstres folketingkandidat på Bryggen og marketingschef i det civile liv. Hun har siden 2001 været medlem af Gladsaxe byråd og var i 2004 EU-kandidat. I 2000, og som CD’er, sad tyrkiskfødte Yalcinkaya i en kort periode i Folketinget som suppleant for Mimi Jakobsen.
Venstre får nok ikke mere end to mandater i København, og de går til Søren Pind og integrationsminister Rikke Hvilshøj. Skulle det tredje mandat komme i spil, er Yalcinkaya med sin profil ikke helt uden chance for at blive valgt.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti stiller med Allan Lønborg (31) på Bryggen. Lønborg, der bor på Amager, er kontoruddannet og til daglig arbejder som medlemssekretær for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Lønborg er især optaget af retspolitik og udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti får to mandater i København, og de bliver besat med de siddende folk, Peter Skaarup og Morten Henriksen. Partiet er langt fra et tredje mandat, så Lønborgs chancer er meget små.
De Konservative
Claus Christiansen (42) er ny lokal folketingskandidat for de konservative. Han er opvokset i partiet og har klassiske konservative mærkesager som lavere skat på valgprogrammet. Christiansen er uddannet inden for it og bor i Nordvest-kvarteret.
Han får det svært mod folk som Per Stig Møller, Paula Larrain og Helle Sjelle. Jeg tror ikke på valg til Christiansen.
SFÖzlem Sara Cekic (31) er kandidat i Sundbyvesterkredsen og bor i Kastrup. Cekic er sygeplejerske på Rigshospitalet. Hendes politiske fokus er etniske og socialt udsatte minoriteter. Cekic er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark siden hun var 10 år. I foråret var hun i øvrigt studievært i programmet Mission Integration på DR 2.
SF’s målinger er lige nu så gode, at Cekic er den blandt de lokale kandidater, der har størst chance for at blive valgt til Folketinget. Det vil faktisk være en overraskelse, hvis hun ikke kommer ind.
Radikale Venstre
Den radikale Laura Friberg (32), der bor her i Sundbyvester-
kredsen, er opstillet til Folketinget for første gang. Friberg er til daglig ansat som politisk konsulent for Det Radikale Venstre på Christiansborg, hvor hun arbejder med udlændinge- og integrationspolitik.
Fribergs chancer er meget små: Veteranen Lone Dybkkjær løber med de radikales første mandat, og det bliver efter alt at dømme den gamle bryggedreng Manu Sareen, der løber med det andet sikre mandat. Bliver der nok stemmer til tre mandater i København, går det formentlig til det nuværende folketingsmedlem Charlotte Fischer.
Enhedslisten
Enhedslistens kandidat her i kredsen er Gorm Gunnarsen (45), der er gymnasielærer i engelsk og historie på Christianshavns Gymnasium. Gunnarsen har boet på Amager hele sit liv og har én gang tidligere (i 2001) været folketingskandidat. Hans lokale mærkesag er at få sænket klassekvotienterne i skolerne.
Gunnarsens chancer for at komme i Folketinget kræver vist et større jordskred, end nogen forestiller sig. Enhedslisten står til at ryge ud af Folketinget. Klarer de skærene, bliver der kun plads til Johanne-Schmidt-Nielsen eller Asmaa Abdol-Hamid.
Kristendemokraterne
Kristendemokraternes lokale folketingskandidat er partiets leder Bodil Kornbek (46). Hun er uddannet folkeskolelærer og har været souschef på den nu lukkede Københavns Kvindedaghøjskole her på Bryggen. Kornbek var 2001-2005 medlem af Folketinget for Kristendemokraterne.
Ingen meningsmålinger under valgkampen har endnu vist, at Kristendemokraterne kommer ind. Skulle det alligevel ske, er Kornbek stensikker på at blive valgt.
Ny Alliance
Ny Alliances kandidater stiller op på en partiliste, og blandt dem finder vi Camilla Bartholdy (37), som bor her på Bryggen. Bartholdy er til daglig key account manager i it-branchen, og skulle hun komme i Folketinget, er ambitionen at blive partiets it-ordfører.
Lokalt har hun gjort sig bemærket som den mor, der har stået bag to underskriftsindsamlinger for at forbedre trafiksikkerheden på Artillerivej.
Ny Alliances første mandat går naturligvis til Naser Khader. Skulle han trække endnu et mandat – det 13. på landsplan – så er mit bedste bud, at det bliver Hans Engells datter Camilla Engell, der løber med mandatet. Bartholdys chancer er meget små, men hun kan håbe, at Khader støvsuger alle de personlige stemmer, og at hun får en stor lokal opbakning med mange personlige stemmer.
JARL CORDUA OM VALGET I KØBENHAVNS STORKREDS GENERELT:
Internt i partierne er der nogle spændende derbyer mellem kandidaterne. Størst interesse samler sig nok om, hvorvidt den tidligere TVA-studievært Paula Larrain med det spritnye medlemskort til De Konservative kan slå det siddende folketingsmedlem Helle Sjelle.
Socialdemokraterne kæmper også en kamp for at få mellem fire og fem mandater, og her kan alt i princippet ske, fordi Helle Thorning-Schmidt løber med alle de personlige stemmer, hvilket gør resten af mandaterne »billige« for de øvrige kandidater. Stemmer vælgerne på en anden socialdemokratisk kandidat end Thorning, tæller stemmen nærmest dobbelt, og det er kandidaterne godt klar over.
De kæmper lige nu en hård, men fair kamp om de personlige stemmer. Favoritpositionerne holder DSU-formanden Jakob Bjerregaard, der har en organisation af frivillige i ryggen, samt den tidligere formand for Socialdemokraterne i hovedstaden Bo Sandberg, der også er en garvet rotte udi kampagnekunsten plus har et godt netværk til de faglige organisationer.
Skulle Venstre få et tredje mandat i København, er det usikkert, hvem det går til. Det siddende folketingsmedlem fra Dragør, Marion Pedersen, er favorit, men måske kan hun trues af enten Venstres lokale kandidat Lone Yalcinkaya eller den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen.
Musikeren m.m. Morten Bay, der bor på Amager, kan måske også blande sig i striden om Ny Alliances eventuelle 13.mandat.
SF står til at få et kanonvalg denne gang. Ida Auken og den lokale kandidat Özlem Cekic synes næsten sikre, og så kan det alligevel forpurres af et godt personligt valg til Mellemfolkeligt Samvirkes formand Trine Mach.
Sikkert valgte:
Helle Thorning Schmidt (S), Christine Antorini (S), Karen Hækkerup (S), Rikke Hvilshøj (V), Søren Pind (V), Per Stig Møller (K), Lone Dybkjær (R), Manu Sareen (R), Anne Grethe Holmsgaard (SF), Kamal H. Qureshi (SF), Peter Skaarup (DF), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (NA).
Gode chancer:
Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Marion Pedersen (V), Charlotte Engell (NA), Helle Sjelle (K), Paula Larrain (K), Ida Auken (SF), Özlem Sara Cekic (SF) Asmaa Abdol-Hamid (Ø), Bo Sandberg (S), Jacob Bjerregaard (S), Charlotte Fischer (R) og Karen Storgaard (DF).
Boblere:
Poul F. Hansen (V), Morten Bay (NA), Trine Mach (SF), Mikkel Sarbo (R) og Jette Bergenholz-Bautrup (A) og Lone Yalcinkaya (V).
Ny valglov giver flere kendte kandidater. Bryggebladets politiske kommentator sætter fokus på det lokale kandidatfelt og vurderer deres chancer for at komme i Folketinget.
BAG KULISSERNE:
VALGSPECIAL
Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk
Siden sidste valg har Folketinget lavet om på valgloven. Det betyder, at København og Frederiksberg plus de to Amager-kommuner nu er blevet til én stor valgkreds.
Det giver bryggeboerne mulighed for at stemme på langt flere kendte og store navne i dansk politik som for eksempel Helle Thorning-Schmidt, Per Stig Møller og Naser Khader.
Men vi skal retfærdigvis præsentere de lokalt opstillede kandidater på Bryggen, som nu er blevet en del af Sundbyvester-kredsen:
Socialdemokraterne
Socialdemokraterne stiller lokalt med veteranen socialrådgiver Jette Bergenholz Bautrup (60), der til daglig sidder i Borgerrepræsentationen. Amagerkaneren Bautrup repræsenterede Socialdemokraterne på tinge i forrige valgperiode, men røg ud ved valget i 2005.
Bergenholz Bautrup er ikke uden chance, men set i lyset af at Socialdemokraterne ligger lavt i målingerne og den hårde konkurrence fra blandt andet partiformanden samt Christine Antorini, bliver det nok svært.
Hendes chance er, at Thorning støvsuger storkredsen for personlige stemmer, men at Bergenholz Bautrup alligevel kan fastholde sin tidligere pæne opbakning.
Venstre
Lone Yalcinkaya (40) er Venstres folketingkandidat på Bryggen og marketingschef i det civile liv. Hun har siden 2001 været medlem af Gladsaxe byråd og var i 2004 EU-kandidat. I 2000, og som CD’er, sad tyrkiskfødte Yalcinkaya i en kort periode i Folketinget som suppleant for Mimi Jakobsen.
Venstre får nok ikke mere end to mandater i København, og de går til Søren Pind og integrationsminister Rikke Hvilshøj. Skulle det tredje mandat komme i spil, er Yalcinkaya med sin profil ikke helt uden chance for at blive valgt.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti stiller med Allan Lønborg (31) på Bryggen. Lønborg, der bor på Amager, er kontoruddannet og til daglig arbejder som medlemssekretær for Dansk Folkeparti på Christiansborg. Lønborg er især optaget af retspolitik og udlændingepolitik.
Dansk Folkeparti får to mandater i København, og de bliver besat med de siddende folk, Peter Skaarup og Morten Henriksen. Partiet er langt fra et tredje mandat, så Lønborgs chancer er meget små.
De Konservative
Claus Christiansen (42) er ny lokal folketingskandidat for de konservative. Han er opvokset i partiet og har klassiske konservative mærkesager som lavere skat på valgprogrammet. Christiansen er uddannet inden for it og bor i Nordvest-kvarteret.
Han får det svært mod folk som Per Stig Møller, Paula Larrain og Helle Sjelle. Jeg tror ikke på valg til Christiansen.
SFÖzlem Sara Cekic (31) er kandidat i Sundbyvesterkredsen og bor i Kastrup. Cekic er sygeplejerske på Rigshospitalet. Hendes politiske fokus er etniske og socialt udsatte minoriteter. Cekic er født i Tyrkiet, men har boet i Danmark siden hun var 10 år. I foråret var hun i øvrigt studievært i programmet Mission Integration på DR 2.
SF’s målinger er lige nu så gode, at Cekic er den blandt de lokale kandidater, der har størst chance for at blive valgt til Folketinget. Det vil faktisk være en overraskelse, hvis hun ikke kommer ind.
Radikale Venstre
Den radikale Laura Friberg (32), der bor her i Sundbyvester-
kredsen, er opstillet til Folketinget for første gang. Friberg er til daglig ansat som politisk konsulent for Det Radikale Venstre på Christiansborg, hvor hun arbejder med udlændinge- og integrationspolitik.
Fribergs chancer er meget små: Veteranen Lone Dybkkjær løber med de radikales første mandat, og det bliver efter alt at dømme den gamle bryggedreng Manu Sareen, der løber med det andet sikre mandat. Bliver der nok stemmer til tre mandater i København, går det formentlig til det nuværende folketingsmedlem Charlotte Fischer.
Enhedslisten
Enhedslistens kandidat her i kredsen er Gorm Gunnarsen (45), der er gymnasielærer i engelsk og historie på Christianshavns Gymnasium. Gunnarsen har boet på Amager hele sit liv og har én gang tidligere (i 2001) været folketingskandidat. Hans lokale mærkesag er at få sænket klassekvotienterne i skolerne.
Gunnarsens chancer for at komme i Folketinget kræver vist et større jordskred, end nogen forestiller sig. Enhedslisten står til at ryge ud af Folketinget. Klarer de skærene, bliver der kun plads til Johanne-Schmidt-Nielsen eller Asmaa Abdol-Hamid.
Kristendemokraterne
Kristendemokraternes lokale folketingskandidat er partiets leder Bodil Kornbek (46). Hun er uddannet folkeskolelærer og har været souschef på den nu lukkede Københavns Kvindedaghøjskole her på Bryggen. Kornbek var 2001-2005 medlem af Folketinget for Kristendemokraterne.
Ingen meningsmålinger under valgkampen har endnu vist, at Kristendemokraterne kommer ind. Skulle det alligevel ske, er Kornbek stensikker på at blive valgt.
Ny Alliance
Ny Alliances kandidater stiller op på en partiliste, og blandt dem finder vi Camilla Bartholdy (37), som bor her på Bryggen. Bartholdy er til daglig key account manager i it-branchen, og skulle hun komme i Folketinget, er ambitionen at blive partiets it-ordfører.
Lokalt har hun gjort sig bemærket som den mor, der har stået bag to underskriftsindsamlinger for at forbedre trafiksikkerheden på Artillerivej.
Ny Alliances første mandat går naturligvis til Naser Khader. Skulle han trække endnu et mandat – det 13. på landsplan – så er mit bedste bud, at det bliver Hans Engells datter Camilla Engell, der løber med mandatet. Bartholdys chancer er meget små, men hun kan håbe, at Khader støvsuger alle de personlige stemmer, og at hun får en stor lokal opbakning med mange personlige stemmer.
JARL CORDUA OM VALGET I KØBENHAVNS STORKREDS GENERELT:
Internt i partierne er der nogle spændende derbyer mellem kandidaterne. Størst interesse samler sig nok om, hvorvidt den tidligere TVA-studievært Paula Larrain med det spritnye medlemskort til De Konservative kan slå det siddende folketingsmedlem Helle Sjelle.
Socialdemokraterne kæmper også en kamp for at få mellem fire og fem mandater, og her kan alt i princippet ske, fordi Helle Thorning-Schmidt løber med alle de personlige stemmer, hvilket gør resten af mandaterne »billige« for de øvrige kandidater. Stemmer vælgerne på en anden socialdemokratisk kandidat end Thorning, tæller stemmen nærmest dobbelt, og det er kandidaterne godt klar over.
De kæmper lige nu en hård, men fair kamp om de personlige stemmer. Favoritpositionerne holder DSU-formanden Jakob Bjerregaard, der har en organisation af frivillige i ryggen, samt den tidligere formand for Socialdemokraterne i hovedstaden Bo Sandberg, der også er en garvet rotte udi kampagnekunsten plus har et godt netværk til de faglige organisationer.
Skulle Venstre få et tredje mandat i København, er det usikkert, hvem det går til. Det siddende folketingsmedlem fra Dragør, Marion Pedersen, er favorit, men måske kan hun trues af enten Venstres lokale kandidat Lone Yalcinkaya eller den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen.
Musikeren m.m. Morten Bay, der bor på Amager, kan måske også blande sig i striden om Ny Alliances eventuelle 13.mandat.
SF står til at få et kanonvalg denne gang. Ida Auken og den lokale kandidat Özlem Cekic synes næsten sikre, og så kan det alligevel forpurres af et godt personligt valg til Mellemfolkeligt Samvirkes formand Trine Mach.
Sikkert valgte:
Helle Thorning Schmidt (S), Christine Antorini (S), Karen Hækkerup (S), Rikke Hvilshøj (V), Søren Pind (V), Per Stig Møller (K), Lone Dybkjær (R), Manu Sareen (R), Anne Grethe Holmsgaard (SF), Kamal H. Qureshi (SF), Peter Skaarup (DF), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (NA).
Gode chancer:
Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Marion Pedersen (V), Charlotte Engell (NA), Helle Sjelle (K), Paula Larrain (K), Ida Auken (SF), Özlem Sara Cekic (SF) Asmaa Abdol-Hamid (Ø), Bo Sandberg (S), Jacob Bjerregaard (S), Charlotte Fischer (R) og Karen Storgaard (DF).
Boblere:
Poul F. Hansen (V), Morten Bay (NA), Trine Mach (SF), Mikkel Sarbo (R) og Jette Bergenholz-Bautrup (A) og Lone Yalcinkaya (V).
tirsdag den 23. oktober 2007
Kampvalg på vej i SF?
Partiets unge kvinder sætter sig på magten i København.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr. 16/2007 den 24. oktober 2007
Hvem skal stå i spidsen for SF ved næste valg til Borgerrepræsentationen?
Skal SF blot automatisk støtte en socialdemokratisk overborgmester, eller skal partiet selv tage pladsen med støtte fra De Radikale, Enhedslisten og de borgerlige, hvis det bliver muligt? Det diskuterer hovedstadens SF’ere for tiden.
Det nye SF
Efter at Villy Søvndal blev landsformand for SF, er partiet i meningsmålingerne næsten blevet fordoblet.
Hvis målingerne holder frem til kommunalvalget i 2009, så vil SF som tommelfingerregel kunne omveksle mindst halvdelen af den landspolitiske fremgang her i København.
Under Søvndals formandskab er der også indledt en proces med henblik på at professionalisere partiet, sådan at det står bedre rustet organisatorisk og mediemæssigt ved næste valg.SFs organisation undergår i disse år en række omfattende organisatoriske ændringer, der skal gøre lidt op med SF’ernes støvede image som et parti med hang til stormøder m.v.
Endelig skal der tænkes mere strategisk i forbindelse med valgkampe. Derfor har SF oprustet på kommunikationsfronten og benytter sig nu også af fokusgrupper og meningsmålinger ligesom Venstre, for bedre at kunne »sælge« partiets politik.
SF har de seneste år fået stor medlemsfremgang, og det er også kommet SF i København til gavn, hvor mange nye unge medlemmer har meldt sig under fanerne.
Derfor vejrer SF’erne nu morgenluft med forhåbninger om, at partiet får en ny storhedstid, som i 80’erne og starten af 90’erne, hvor partiet havde to borgmestre.
SF’s selvforståelse
Med udsigten til ny, stor fremgang diskuterer SF’erne naturligvis løbende med hinanden, hvilken strategi partiet bør lægge frem mod næste kommunalvalg.
Skal SF være et klassisk venstrefløjsparti og sammen med Enhedslisten udgøre en evig opposition til det bestående?
Eller skal partiet som nu være »et halehæng til Ritt«, enten ved at S og SF alene – eller som i dag sammen med De Radikale – styrer byen i kraft af et tæt samarbejde.
Et tredje alternativ er, at SF selv går efter overborgmesterens gyldne kæder, til trods for at dette – ikke specielt sandsynlige – scenario formentlig kræver, at de borgerliges mandater tælles med.
Alle holdninger findes på kryds og på tværs i partiet, men indtil videre arbejder SF’erne dog ud fra en plan om at gå til valg på et fortsat tæt samarbejde med Socialdemokraterne og De Radikale.
Ny gruppeformand
SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen (BR) valgte for et par uger siden den 29-årige komet Camilla Burgwald og medlem af det magtfulde Økonomiudvalg til en nyop-rettet post som politisk ordfører.
Det skete, da SF skiftede om i partiets gruppeledelse på rådhuset, hvor den erfarne og på rådhuset bredt respekterede Bjarne Fey overlod gruppeformandsposten til den 31-årige Ninna Thomsen.
Feys tilbagetræden ses af flere kilder som et resultat af uenigheder i prioriteringen af partiets politik. I forbindelse med budgetforliget ofrede SF eksempelvis det meste af partiets energi på at skaffe flest økonomiske midler til børne- og ungeområdet, hvor partiets borgmester Bo Asmus Kjeldgaard sidder med ansvaret.
Andre SF’ere efterlyser et større helhedssyn, hvor områder som for eksempel ældreomsorgen kommer mere i fokus.
Feys afgang ses også af iagttagere som et udslag af en magtkamp i partiet, hvor Thomsen og Burgwald forsøger at bringe sig i stilling som mulige spidskandidater ved næste BR-valg.
Omvendt har Fey indset at ved at slippe for det opslidende og indimellem bøvlede arbejde som gruppeformand, får han nu en chance for at profilere både sig selv og andre dele af SF’s politik, som han brænder for.
Femi-firkløveret
Ninna Thomsen tilhører sammen med Burgwald og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer, Lotte Thiim Bertelsen og Signe Goldmann, en fraktionsdannelse, der kalder sig selv for »det feministiske firkløver«.
De fire kvinder indgik i forbindelse med kommunalvalget i 2005 en strategisk alliance – også med henblik på at få mest mulig medieomtale – der skulle sætte fokus på kvinder i politik, som det hed.
De fire kvinder udgør efter nogens opfattelse fortsat en potentiel magtbase i SF’s gruppe på syv medlemmer. Meningerne er dog delte med hensyn til, om kvinderne rent faktisk gør brug af magten.
Forsvaret lyder, at de fire for eksempel ikke har noget iøjnefaldende fælles politisk projekt ud over at have slået et par slag for mere ligestilling mellem kønnene.
De fire kvinder har i øvrigt indset, at spekulationer om eventuelle magtkliker ikke ligefrem er en vindersag hos medlemmerne af SF, og de distancerer sig og nedtoner billedet af sig selv, som en magtbastion af fire feministiske furier, der med hård hånd styrer SF’s rådhusgruppe.
Skal SF have ny spidskandidat?
I marts 2008 skal partiet fastlægge processen frem til næste BR-valg i 2009, og alle medlemmer får ved urafstemning direkte indflydelse på, hvem der bliver SF’s spidskandidat.
Indtil videre har få meldt ud, hvorvidt de vil være SF’s spidskandidat eller ej. Alle regner det for sikkert, at SF-borgmester gennem tre valgperioder Bo Asmus Kjeldgaard igen lægger billet ind på posten.
Der bliver også nævnt andre mulige emner som SF’s kommende overborgmes-terkandidat. Det er først og fremmest Camilla Burgwald, der betegnes som ambitiøs, flittig og godt i gang med at udvikle sit spirende politiske talent.
Gruppeformanden Ninna Thomsen har tidligere også stået på »shortlisten« over kandidater, men har allerede nu meldt ud, at hun ikke er kandidat. En »dark horse« kunne være den hidtidige gruppeformand Bjarne Fey.
SF kan nemlig have en række iøjnefaldende grunde til at skifte Kjeldgaard ud som spidskandidat.
På trods af snart ti år som borgmester har Bo Asmus, der markedsfører sig selv som »Børnenes Borgmester«, endnu sit folkelige gennembrud til gode. Desuden har han været spidskandidat ved to valg, hvor SF er gået tilbage.
Spørgsmålet er, om SF kunne have gavn af at opstille en mere kendt folketingspolitiker, der i vælgernes bevidsthed kan matche de øvrige centrale partiers kendte spidskandidater som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam?
Desuden topper SF-borgmesteren mildt sagt ikke popularitetslisterne, hverken hos politiske venner eller fjender.
Eksempelvis har Enhedslisten ladet sive til det politiske miljø på rådhuset, at de for længst har mistet tilliden til Kjeldgaard, som efter deres opfattelse blandt andet har været lidt for dygtig til at rakke ned på sin forgænger i borgmester-hvervet, Per Bregengaard fra Enhedslisten.
Kjeldgaard er stadig storfavorit
Kjeldgaards fanskare i SF er heller ikke overdreven stor, hvor han af nogle bliver opfattet som fuldkommen principløs og alt for optaget af at skaffe økonomiske midler til sit eget område frem for at tænke på kommunens behov som helhed.
SF’s medlemmer er omvendt næppe særlig optaget af personfnidderet på rådhuset. De vil formentlig primært bedømme Kjeldgaard på hans politiske resultater.
Det, der i sidste ende kan blive afgørende, er, at Kjeldgaard er den eneste blandt de nævnte emner med borgmestererfaring.
I øvrigt er SF-borgmester-en langt den mest kendte blandt partiets medlemmer og kan i øvrigt høste en stor del af æren for SF’s succesfulde udbytte af det seneste budgetforlig.
Af disse grunde er Bo Asmus Kjeldgaard trods alt favorit til at stå i spidsen for SF ved næste kommunalvalg.
Klummen blev bragt i Bryggebladet nr. 16/2007 den 24. oktober 2007
Hvem skal stå i spidsen for SF ved næste valg til Borgerrepræsentationen?
Skal SF blot automatisk støtte en socialdemokratisk overborgmester, eller skal partiet selv tage pladsen med støtte fra De Radikale, Enhedslisten og de borgerlige, hvis det bliver muligt? Det diskuterer hovedstadens SF’ere for tiden.
Det nye SF
Efter at Villy Søvndal blev landsformand for SF, er partiet i meningsmålingerne næsten blevet fordoblet.
Hvis målingerne holder frem til kommunalvalget i 2009, så vil SF som tommelfingerregel kunne omveksle mindst halvdelen af den landspolitiske fremgang her i København.
Under Søvndals formandskab er der også indledt en proces med henblik på at professionalisere partiet, sådan at det står bedre rustet organisatorisk og mediemæssigt ved næste valg.SFs organisation undergår i disse år en række omfattende organisatoriske ændringer, der skal gøre lidt op med SF’ernes støvede image som et parti med hang til stormøder m.v.
Endelig skal der tænkes mere strategisk i forbindelse med valgkampe. Derfor har SF oprustet på kommunikationsfronten og benytter sig nu også af fokusgrupper og meningsmålinger ligesom Venstre, for bedre at kunne »sælge« partiets politik.
SF har de seneste år fået stor medlemsfremgang, og det er også kommet SF i København til gavn, hvor mange nye unge medlemmer har meldt sig under fanerne.
Derfor vejrer SF’erne nu morgenluft med forhåbninger om, at partiet får en ny storhedstid, som i 80’erne og starten af 90’erne, hvor partiet havde to borgmestre.
SF’s selvforståelse
Med udsigten til ny, stor fremgang diskuterer SF’erne naturligvis løbende med hinanden, hvilken strategi partiet bør lægge frem mod næste kommunalvalg.
Skal SF være et klassisk venstrefløjsparti og sammen med Enhedslisten udgøre en evig opposition til det bestående?
Eller skal partiet som nu være »et halehæng til Ritt«, enten ved at S og SF alene – eller som i dag sammen med De Radikale – styrer byen i kraft af et tæt samarbejde.
Et tredje alternativ er, at SF selv går efter overborgmesterens gyldne kæder, til trods for at dette – ikke specielt sandsynlige – scenario formentlig kræver, at de borgerliges mandater tælles med.
Alle holdninger findes på kryds og på tværs i partiet, men indtil videre arbejder SF’erne dog ud fra en plan om at gå til valg på et fortsat tæt samarbejde med Socialdemokraterne og De Radikale.
Ny gruppeformand
SF’s gruppe i Borgerrepræsentationen (BR) valgte for et par uger siden den 29-årige komet Camilla Burgwald og medlem af det magtfulde Økonomiudvalg til en nyop-rettet post som politisk ordfører.
Det skete, da SF skiftede om i partiets gruppeledelse på rådhuset, hvor den erfarne og på rådhuset bredt respekterede Bjarne Fey overlod gruppeformandsposten til den 31-årige Ninna Thomsen.
Feys tilbagetræden ses af flere kilder som et resultat af uenigheder i prioriteringen af partiets politik. I forbindelse med budgetforliget ofrede SF eksempelvis det meste af partiets energi på at skaffe flest økonomiske midler til børne- og ungeområdet, hvor partiets borgmester Bo Asmus Kjeldgaard sidder med ansvaret.
Andre SF’ere efterlyser et større helhedssyn, hvor områder som for eksempel ældreomsorgen kommer mere i fokus.
Feys afgang ses også af iagttagere som et udslag af en magtkamp i partiet, hvor Thomsen og Burgwald forsøger at bringe sig i stilling som mulige spidskandidater ved næste BR-valg.
Omvendt har Fey indset at ved at slippe for det opslidende og indimellem bøvlede arbejde som gruppeformand, får han nu en chance for at profilere både sig selv og andre dele af SF’s politik, som han brænder for.
Femi-firkløveret
Ninna Thomsen tilhører sammen med Burgwald og to andre yngre kvindelige BR-medlemmer, Lotte Thiim Bertelsen og Signe Goldmann, en fraktionsdannelse, der kalder sig selv for »det feministiske firkløver«.
De fire kvinder indgik i forbindelse med kommunalvalget i 2005 en strategisk alliance – også med henblik på at få mest mulig medieomtale – der skulle sætte fokus på kvinder i politik, som det hed.
De fire kvinder udgør efter nogens opfattelse fortsat en potentiel magtbase i SF’s gruppe på syv medlemmer. Meningerne er dog delte med hensyn til, om kvinderne rent faktisk gør brug af magten.
Forsvaret lyder, at de fire for eksempel ikke har noget iøjnefaldende fælles politisk projekt ud over at have slået et par slag for mere ligestilling mellem kønnene.
De fire kvinder har i øvrigt indset, at spekulationer om eventuelle magtkliker ikke ligefrem er en vindersag hos medlemmerne af SF, og de distancerer sig og nedtoner billedet af sig selv, som en magtbastion af fire feministiske furier, der med hård hånd styrer SF’s rådhusgruppe.
Skal SF have ny spidskandidat?
I marts 2008 skal partiet fastlægge processen frem til næste BR-valg i 2009, og alle medlemmer får ved urafstemning direkte indflydelse på, hvem der bliver SF’s spidskandidat.
Indtil videre har få meldt ud, hvorvidt de vil være SF’s spidskandidat eller ej. Alle regner det for sikkert, at SF-borgmester gennem tre valgperioder Bo Asmus Kjeldgaard igen lægger billet ind på posten.
Der bliver også nævnt andre mulige emner som SF’s kommende overborgmes-terkandidat. Det er først og fremmest Camilla Burgwald, der betegnes som ambitiøs, flittig og godt i gang med at udvikle sit spirende politiske talent.
Gruppeformanden Ninna Thomsen har tidligere også stået på »shortlisten« over kandidater, men har allerede nu meldt ud, at hun ikke er kandidat. En »dark horse« kunne være den hidtidige gruppeformand Bjarne Fey.
SF kan nemlig have en række iøjnefaldende grunde til at skifte Kjeldgaard ud som spidskandidat.
På trods af snart ti år som borgmester har Bo Asmus, der markedsfører sig selv som »Børnenes Borgmester«, endnu sit folkelige gennembrud til gode. Desuden har han været spidskandidat ved to valg, hvor SF er gået tilbage.
Spørgsmålet er, om SF kunne have gavn af at opstille en mere kendt folketingspolitiker, der i vælgernes bevidsthed kan matche de øvrige centrale partiers kendte spidskandidater som Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam?
Desuden topper SF-borgmesteren mildt sagt ikke popularitetslisterne, hverken hos politiske venner eller fjender.
Eksempelvis har Enhedslisten ladet sive til det politiske miljø på rådhuset, at de for længst har mistet tilliden til Kjeldgaard, som efter deres opfattelse blandt andet har været lidt for dygtig til at rakke ned på sin forgænger i borgmester-hvervet, Per Bregengaard fra Enhedslisten.
Kjeldgaard er stadig storfavorit
Kjeldgaards fanskare i SF er heller ikke overdreven stor, hvor han af nogle bliver opfattet som fuldkommen principløs og alt for optaget af at skaffe økonomiske midler til sit eget område frem for at tænke på kommunens behov som helhed.
SF’s medlemmer er omvendt næppe særlig optaget af personfnidderet på rådhuset. De vil formentlig primært bedømme Kjeldgaard på hans politiske resultater.
Det, der i sidste ende kan blive afgørende, er, at Kjeldgaard er den eneste blandt de nævnte emner med borgmestererfaring.
I øvrigt er SF-borgmester-en langt den mest kendte blandt partiets medlemmer og kan i øvrigt høste en stor del af æren for SF’s succesfulde udbytte af det seneste budgetforlig.
Af disse grunde er Bo Asmus Kjeldgaard trods alt favorit til at stå i spidsen for SF ved næste kommunalvalg.
onsdag den 10. oktober 2007
SF vandt årets budgetslag
Forældreprotester gjorde indtryk. SF og De Radikale kunne derfor presse Ritt.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 15, den 10. oktober 2007.
Det blev især børnene, der fik gavn af årets budgetforlig i Københavns Kommune mellem SF, De Radikale og Socialdemokraterne.
Hele 265 millioner kroner blev lagt i Børne- og Ungdomsforvaltningens kasse ud af de i alt 431 millioner kroner ekstra, som kommunen har at gøre godt med i 2008. Dermed blev ellers planlagte effektiviseringer og besparelser i Børne- og Ungdomsforvaltningen taget af bordet.
Derudover blev der afsat en samlet pulje på 82 millioner kr. til handicappede, psykisk syge, udsatte børnefamilier og børn med behov for specialundervisning.
Der investeres 1,5 milliarder kr. i nybygning og tiltrængt renovering af skoler, børnehaver og vuggestuer. Der bliver desuden blandt andet brugt penge på skolemad, at sikre modersmålsundervisning, flere cykelstier og renovering af to svømmehaller med videre.
Forældrepres
Skal der peges på en politisk vinder af forhandlingsspillet, må SF stå tilbage med palmerne efter nogle – selv for Københavns Rådhus’ målestok – højdramatiske budgetforhandlinger.
Men det var ikke kun SF’s borgmester Bo Asmus Kjeldgaards forhandlingstekniske færdigheder, der afgjorde sagen. Han fik også god hjælp af aktionerende forældre, der i sympati med pædagogerne ulovligt blokerede daginstitutionerne.
Københavnske pædagogers fagforeninger og klubfolk har betydelig indflydelse i SF, og det var presset herfra og fra forældrene, der gjorde, at SFs forhandlere, Bo Asmus Kjeldgaard sekunderet af den unge budgetordfører Camilla Burgwald, dermed havde et ekstra kort at spille over for Ritt Bjerregaard.
SF’s forhandlere var reelt tvunget af deres bagland til at fjerne de effektiviseringer i Bo Asmus Kjeldgaards forvaltning, som partiet ellers havde betinget sig i forbindelse med en aftale i august, hvor SF, De Radikale og Socialdemokraterne lukkede det største økonomiske hul i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Hvis ikke S og R leverede varen, så kunne SF – måske – være tvunget til at lave et forlig med de borgerlige partier, som i slutfasen af forhandlingerne også inviterede til forhandlinger uden om S.
Så vidt kom det aldrig og også De Radikale og Socialdemokraterne lod sig påvirke af protesterne fra forældre og pædagoger.
Ritt presset
Hele spillet omkring budgetforliget demonstrerede endnu engang, at Ritt Bjerregaard har svært ved at vænne sig til, at politik på rådhuset foregår på en anden måde end på Christiansborg, hvor partierne normalt forbliver i hver sin politiske blok.
Ritt troede for eksempel ikke på, at SF og De Radikale overvejede alternative flertal. Som før nævnt kom overborgmesteren i forhandlingernes slutfase pludselig under et sådant pres, at hun følte sig presset til at indkalde de borgerlige partier til forhandlinger, der dog aldrig blev reelle.
Alligevel er det en udbredt opfattelse, at Ritt mistede styringen med forhandlingsprocessen, netop fordi alle partier uden om overborgmesteren indså, at de havde en fælles interesse i tale sammen på kryds og tværs.
Det skabte et specielt forhandlingsklima, hvor Ritt – hvad der ellers er helt uhørt – blev kortvarigt isoleret.
Styrket Bondam
At det kunne komme så vidt, bunder især i, at den ellers før sommerferien så fasttømrede Ritt-Bondam-alliance blev opløst, da den radikale borgmester trak sin støtte til Kløvermarksbyggeriet.
Det fik overborgmesteren til at sætte andre socialdemokrater i gang med hårde angreb både på De Radikales borgmester Klaus Bondam og på Enhedslistens Mikkel Warming.
Den aggressive fremgangsmåde førte de radikale i armene på SF, og under budgetforhandlingerne koordinerede de to partier deres viden og taktiske bevægelser i forhold til Socialdemokraterne. Denne nye »hellige alliance« vil efter alt at dømme fortsætte fremover.
For Bondam har hele øvelsen med at løsrive sig fra parløbet med overborgmesteren styrket ham politisk, sådan at han nu står mere frit sammenlignet med situationen før sommerferien.
Den nye position får også stor opbakning internt i hans eget parti.
Socialdemokraterne forventer dog ikke, at Bondam pludselig vil sætte en meget anderledes politisk dagsorden, der vil afvige fra overborgmesterens.
Tværtimod regner Socialdemokraterne med, at både SF og De Radikale sammen med S fortsætter »regeringssamarbejdet« blandt andet med at udmønte budgetforliget i konkret politik.
Eller med andre ord: Når sårene efter budgetforhandlingerne med tiden er helet, vil rådhuset vende tilbage til normale tilstande.
Ikke desto mindre fortsætter socialdemokratiske topfolk »skyttegravskrigen« med kritiske læserbreve blandt andet mod Bondam i byens lokalaviser.
Venstre skifter ud
Bryggeboen Jesper Schou Hansen (V), som entreprenørvirksomheden NCC i foråret uberettiget beskyldte for korruption, trækker sig i øvrigt ud af københavnsk politik ved udgangen af næste valgperiode.
Hans begrundelse for ikke at stille op er, at han har været ramt af stress og har haft svært ved at få sit arbejde som kommunikationsrådgiver til at gå op med at være politiker i fritiden på rådhuset.
Jesper Schou Hansen vil blive savnet hos Venstre, hvor han har haft rollen som rottweileren, der blev sluppet løs på Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam.
De to borgmestre vil derimod næppe savne venstrepolitikeren.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 15, den 10. oktober 2007.
Det blev især børnene, der fik gavn af årets budgetforlig i Københavns Kommune mellem SF, De Radikale og Socialdemokraterne.
Hele 265 millioner kroner blev lagt i Børne- og Ungdomsforvaltningens kasse ud af de i alt 431 millioner kroner ekstra, som kommunen har at gøre godt med i 2008. Dermed blev ellers planlagte effektiviseringer og besparelser i Børne- og Ungdomsforvaltningen taget af bordet.
Derudover blev der afsat en samlet pulje på 82 millioner kr. til handicappede, psykisk syge, udsatte børnefamilier og børn med behov for specialundervisning.
Der investeres 1,5 milliarder kr. i nybygning og tiltrængt renovering af skoler, børnehaver og vuggestuer. Der bliver desuden blandt andet brugt penge på skolemad, at sikre modersmålsundervisning, flere cykelstier og renovering af to svømmehaller med videre.
Forældrepres
Skal der peges på en politisk vinder af forhandlingsspillet, må SF stå tilbage med palmerne efter nogle – selv for Københavns Rådhus’ målestok – højdramatiske budgetforhandlinger.
Men det var ikke kun SF’s borgmester Bo Asmus Kjeldgaards forhandlingstekniske færdigheder, der afgjorde sagen. Han fik også god hjælp af aktionerende forældre, der i sympati med pædagogerne ulovligt blokerede daginstitutionerne.
Københavnske pædagogers fagforeninger og klubfolk har betydelig indflydelse i SF, og det var presset herfra og fra forældrene, der gjorde, at SFs forhandlere, Bo Asmus Kjeldgaard sekunderet af den unge budgetordfører Camilla Burgwald, dermed havde et ekstra kort at spille over for Ritt Bjerregaard.
SF’s forhandlere var reelt tvunget af deres bagland til at fjerne de effektiviseringer i Bo Asmus Kjeldgaards forvaltning, som partiet ellers havde betinget sig i forbindelse med en aftale i august, hvor SF, De Radikale og Socialdemokraterne lukkede det største økonomiske hul i Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Hvis ikke S og R leverede varen, så kunne SF – måske – være tvunget til at lave et forlig med de borgerlige partier, som i slutfasen af forhandlingerne også inviterede til forhandlinger uden om S.
Så vidt kom det aldrig og også De Radikale og Socialdemokraterne lod sig påvirke af protesterne fra forældre og pædagoger.
Ritt presset
Hele spillet omkring budgetforliget demonstrerede endnu engang, at Ritt Bjerregaard har svært ved at vænne sig til, at politik på rådhuset foregår på en anden måde end på Christiansborg, hvor partierne normalt forbliver i hver sin politiske blok.
Ritt troede for eksempel ikke på, at SF og De Radikale overvejede alternative flertal. Som før nævnt kom overborgmesteren i forhandlingernes slutfase pludselig under et sådant pres, at hun følte sig presset til at indkalde de borgerlige partier til forhandlinger, der dog aldrig blev reelle.
Alligevel er det en udbredt opfattelse, at Ritt mistede styringen med forhandlingsprocessen, netop fordi alle partier uden om overborgmesteren indså, at de havde en fælles interesse i tale sammen på kryds og tværs.
Det skabte et specielt forhandlingsklima, hvor Ritt – hvad der ellers er helt uhørt – blev kortvarigt isoleret.
Styrket Bondam
At det kunne komme så vidt, bunder især i, at den ellers før sommerferien så fasttømrede Ritt-Bondam-alliance blev opløst, da den radikale borgmester trak sin støtte til Kløvermarksbyggeriet.
Det fik overborgmesteren til at sætte andre socialdemokrater i gang med hårde angreb både på De Radikales borgmester Klaus Bondam og på Enhedslistens Mikkel Warming.
Den aggressive fremgangsmåde førte de radikale i armene på SF, og under budgetforhandlingerne koordinerede de to partier deres viden og taktiske bevægelser i forhold til Socialdemokraterne. Denne nye »hellige alliance« vil efter alt at dømme fortsætte fremover.
For Bondam har hele øvelsen med at løsrive sig fra parløbet med overborgmesteren styrket ham politisk, sådan at han nu står mere frit sammenlignet med situationen før sommerferien.
Den nye position får også stor opbakning internt i hans eget parti.
Socialdemokraterne forventer dog ikke, at Bondam pludselig vil sætte en meget anderledes politisk dagsorden, der vil afvige fra overborgmesterens.
Tværtimod regner Socialdemokraterne med, at både SF og De Radikale sammen med S fortsætter »regeringssamarbejdet« blandt andet med at udmønte budgetforliget i konkret politik.
Eller med andre ord: Når sårene efter budgetforhandlingerne med tiden er helet, vil rådhuset vende tilbage til normale tilstande.
Ikke desto mindre fortsætter socialdemokratiske topfolk »skyttegravskrigen« med kritiske læserbreve blandt andet mod Bondam i byens lokalaviser.
Venstre skifter ud
Bryggeboen Jesper Schou Hansen (V), som entreprenørvirksomheden NCC i foråret uberettiget beskyldte for korruption, trækker sig i øvrigt ud af københavnsk politik ved udgangen af næste valgperiode.
Hans begrundelse for ikke at stille op er, at han har været ramt af stress og har haft svært ved at få sit arbejde som kommunikationsrådgiver til at gå op med at være politiker i fritiden på rådhuset.
Jesper Schou Hansen vil blive savnet hos Venstre, hvor han har haft rollen som rottweileren, der blev sluppet løs på Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam.
De to borgmestre vil derimod næppe savne venstrepolitikeren.
onsdag den 19. september 2007
Krig og fred på rådhuset
Klumme bragt i "Bryggebladet" nr. 14, 2007.
Ritt og Bondam røg i totterne på hinanden, men en fredsproces er i gang.
Budgetforhandlingerne på rådhuset kan meget vel være overstået, når disse linjer bliver læst. Alt tyder nemlig på et smalt budgetforlig mellem byens »regeringspartier«, der består af Socialdemokraterne, de radikale og SF i løbet af de næste to uger.
Frem mod en ventet budgetaftale har et – selv for københavnsk politik – ganske besynderligt og dramatisk forhandlingsforløb udspillet sig.
Normalt forløber budgetforhandlinger sådan, at partierne hver især opstiller krav og markeringer, hvor efter nøglepolitikerne over nogle uger sætter sig sammen bag lukkede døre og pr. telefon for at forhandle sig frem til et endeligt og færdigt resultat.
Alt sammen med S for bordenden. Sidste år kunne Ritt Bjerregaard således bryste sig af at have formidlet et bredt samarbejde, da alle Borgerrepræsentationens partier gik med i en aftale.
Sådan går det næppe i år, hvor det især har været overborgmesterens forhandlingsstrategi, der har vakt størst undren.
Socialdemokraterne i krig på to fronter
Som nævnt i en tidligere klumme, så ødelagde den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam i august Ritts muligheder for at gennemføre sit valgløfte med de 5000 billige boliger.
Det skete, da han trak tilsagnet om støtte til Kløvermarksbyggeriet tilbage, hvilket gjorde Ritt så vred, at en passende gengældelsesaktion blev iværksat.
Derfor blev den politiske ordfører Anne Vang (S) sendt i pressen – lige før budgetforhandlingerne gik i gang – med et krav om, at Bondams forvaltning skulle »kulegraves«.
Begrundelsen var, at der som følge af »kaotiske forhold« i forvaltningen ligefrem manglede en milliard kr. for, at kommunen kan bygge seks nye underjordiske parkeringshuse.
Tidspunktet og angrebets noget polemiske karakter gjorde, at ingen var i tvivl om hensigten, som resulterede i , at Bondam og den radikale gruppe blev rasende på S.
Under førstebehandlingen af budgettet i rådhusets mødesal afviste en vred og ophidset Bondam på talerstolen Vangs påstande og forklarede sagen med, at prisstigninger var skyld i, at budgettet var skredet.
Siden skød de radikale i øvrigt tilbage på integrationsborgmester Jacob Hougaard (S), hvis forvaltning ifølge de radikale også havde et underskud på 70 millioner kr.
Ritt holdt ikke inde med at lade kanonerne tale, for de blev også rettet mod Enhedslisten, da Thor Grønlykke (S) beskyldte socialborgmester Mikkel Warming for at have uorden i sin forvaltnings økonomi, hvilket Enhedslisten – ikke overraskende – opfattede som en krigserklæring.
S kæmpede nu en skyttegravskrig på to fronter.
Klassens stærke pige
Socialdemokraternes angreb på Bondam – deres nærmeste samarbejdspartner – virker ufornuftigt.
Leder man efter en forklaring, peger nogle på, at Ritt er konsekvent over for personer, hun føler svigter hende, også selvom det kan få uheldige langsigtede konsekvenser for samarbejdsklimaet.
Venstres afgående borgmester Martin Geertsen forklarede S-angrebet på Bondam som et forsøg fra Ritts side på at tryne Bondam til forhandlingsbordet og at underkaste sig overborgmesteren.
I sin budgettale, som hører til blandt de retorisk hårdeste, der har været holdt længe på rådhuset, sammenlignede Geertsen byens borgmestre med en skoleklasse og med Ritt med »klassens stærke pige«.
Ifølge ham, så spillede hun nemlig alle ud mod hinanden samt straffede og belønnede sine »kammerater« efter en bevidst del og hersk-strategi.
Da Bondam løb fra Kløvermarksaftalen, skulle han derfor straffes, og Venstre-borgmesteren hævdede, at der på rådhuset gik et rygte om, at »Klaus får ingen penge« til sin forvaltning, netop fordi han havde sat sig op imod Ritt.
Ny SF-R-alliance
Vangs angreb, som Ritt valgte at gentage i TV2 Lorry sidste søndag, har ironisk nok styrket Bondam politisk på flere måder. Den radikale borgmester har længe internt været beskyldt for at have været i lommen på S, men nu slår den radikale gruppe loyalt ring om deres borgmester og besvarer angrebene fra S.
Desuden har de radikale og SF nu fundet sammen i en hellig alliance, hvor de to partier på formøder koordinerer krav og taktik i forhold til Socialdemokraterne.
Det sker naturligvis i et forsøg på at undgå, at Ritt spiller de to partier ud mod hinanden.
Ny Kløvermarksaftale starter fredsproces
Efter et par ugers krigstilstand så har S-SF- R alligevel formået at lavet en foreløbig aftale om Kløvermarksbyggeriet, der ellers var hele årsagen til bruddet mellem Ritt og Bondam.
Partierne blev i sidste uge enige om at udskrive en arkitektkonkurrence om opførelse af de 2000 boliger, og det første spadestik til byggeriet skal tages allerede i 2009.
Ritts chancer for alligevel at kunne levere dele af sit valgløfte er dermed vokset markant. Aftalen kan godt ses som stigende forhandlingsvilje og måske en erkendelse især hos Ritt og Bondam af, at »krigen« mellem de to er gået for vidt.
Derfor tolkes aftalen som et tegn på, at en »helingsproces« mellem især S og R måske er gået i gang.
Også SF, som tidligere har været modstander af Kløvermarksbyggeriet, er nu pludselig positive igen. Også dette ses som et tegn på, at S-SF-R er på vej til at rekonstruere sig selv som byens regering.
Krigen er således tilsyneladende ved at blive afløst af fred.
Ritt og Bondam røg i totterne på hinanden, men en fredsproces er i gang.
Budgetforhandlingerne på rådhuset kan meget vel være overstået, når disse linjer bliver læst. Alt tyder nemlig på et smalt budgetforlig mellem byens »regeringspartier«, der består af Socialdemokraterne, de radikale og SF i løbet af de næste to uger.
Frem mod en ventet budgetaftale har et – selv for københavnsk politik – ganske besynderligt og dramatisk forhandlingsforløb udspillet sig.
Normalt forløber budgetforhandlinger sådan, at partierne hver især opstiller krav og markeringer, hvor efter nøglepolitikerne over nogle uger sætter sig sammen bag lukkede døre og pr. telefon for at forhandle sig frem til et endeligt og færdigt resultat.
Alt sammen med S for bordenden. Sidste år kunne Ritt Bjerregaard således bryste sig af at have formidlet et bredt samarbejde, da alle Borgerrepræsentationens partier gik med i en aftale.
Sådan går det næppe i år, hvor det især har været overborgmesterens forhandlingsstrategi, der har vakt størst undren.
Socialdemokraterne i krig på to fronter
Som nævnt i en tidligere klumme, så ødelagde den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam i august Ritts muligheder for at gennemføre sit valgløfte med de 5000 billige boliger.
Det skete, da han trak tilsagnet om støtte til Kløvermarksbyggeriet tilbage, hvilket gjorde Ritt så vred, at en passende gengældelsesaktion blev iværksat.
Derfor blev den politiske ordfører Anne Vang (S) sendt i pressen – lige før budgetforhandlingerne gik i gang – med et krav om, at Bondams forvaltning skulle »kulegraves«.
Begrundelsen var, at der som følge af »kaotiske forhold« i forvaltningen ligefrem manglede en milliard kr. for, at kommunen kan bygge seks nye underjordiske parkeringshuse.
Tidspunktet og angrebets noget polemiske karakter gjorde, at ingen var i tvivl om hensigten, som resulterede i , at Bondam og den radikale gruppe blev rasende på S.
Under førstebehandlingen af budgettet i rådhusets mødesal afviste en vred og ophidset Bondam på talerstolen Vangs påstande og forklarede sagen med, at prisstigninger var skyld i, at budgettet var skredet.
Siden skød de radikale i øvrigt tilbage på integrationsborgmester Jacob Hougaard (S), hvis forvaltning ifølge de radikale også havde et underskud på 70 millioner kr.
Ritt holdt ikke inde med at lade kanonerne tale, for de blev også rettet mod Enhedslisten, da Thor Grønlykke (S) beskyldte socialborgmester Mikkel Warming for at have uorden i sin forvaltnings økonomi, hvilket Enhedslisten – ikke overraskende – opfattede som en krigserklæring.
S kæmpede nu en skyttegravskrig på to fronter.
Klassens stærke pige
Socialdemokraternes angreb på Bondam – deres nærmeste samarbejdspartner – virker ufornuftigt.
Leder man efter en forklaring, peger nogle på, at Ritt er konsekvent over for personer, hun føler svigter hende, også selvom det kan få uheldige langsigtede konsekvenser for samarbejdsklimaet.
Venstres afgående borgmester Martin Geertsen forklarede S-angrebet på Bondam som et forsøg fra Ritts side på at tryne Bondam til forhandlingsbordet og at underkaste sig overborgmesteren.
I sin budgettale, som hører til blandt de retorisk hårdeste, der har været holdt længe på rådhuset, sammenlignede Geertsen byens borgmestre med en skoleklasse og med Ritt med »klassens stærke pige«.
Ifølge ham, så spillede hun nemlig alle ud mod hinanden samt straffede og belønnede sine »kammerater« efter en bevidst del og hersk-strategi.
Da Bondam løb fra Kløvermarksaftalen, skulle han derfor straffes, og Venstre-borgmesteren hævdede, at der på rådhuset gik et rygte om, at »Klaus får ingen penge« til sin forvaltning, netop fordi han havde sat sig op imod Ritt.
Ny SF-R-alliance
Vangs angreb, som Ritt valgte at gentage i TV2 Lorry sidste søndag, har ironisk nok styrket Bondam politisk på flere måder. Den radikale borgmester har længe internt været beskyldt for at have været i lommen på S, men nu slår den radikale gruppe loyalt ring om deres borgmester og besvarer angrebene fra S.
Desuden har de radikale og SF nu fundet sammen i en hellig alliance, hvor de to partier på formøder koordinerer krav og taktik i forhold til Socialdemokraterne.
Det sker naturligvis i et forsøg på at undgå, at Ritt spiller de to partier ud mod hinanden.
Ny Kløvermarksaftale starter fredsproces
Efter et par ugers krigstilstand så har S-SF- R alligevel formået at lavet en foreløbig aftale om Kløvermarksbyggeriet, der ellers var hele årsagen til bruddet mellem Ritt og Bondam.
Partierne blev i sidste uge enige om at udskrive en arkitektkonkurrence om opførelse af de 2000 boliger, og det første spadestik til byggeriet skal tages allerede i 2009.
Ritts chancer for alligevel at kunne levere dele af sit valgløfte er dermed vokset markant. Aftalen kan godt ses som stigende forhandlingsvilje og måske en erkendelse især hos Ritt og Bondam af, at »krigen« mellem de to er gået for vidt.
Derfor tolkes aftalen som et tegn på, at en »helingsproces« mellem især S og R måske er gået i gang.
Også SF, som tidligere har været modstander af Kløvermarksbyggeriet, er nu pludselig positive igen. Også dette ses som et tegn på, at S-SF-R er på vej til at rekonstruere sig selv som byens regering.
Krigen er således tilsyneladende ved at blive afløst af fred.
onsdag den 5. september 2007
Knas i SR-alliancen
Men Ritt og Bondam har stadig brug for hinanden.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13, den 5. september 2007
Ritt-Bondam-alliancen har været omdrejningspunktet i københavnsk politik siden kommunalvalget, men nu er der kommet knas i forholdet mellem de to politiske ledere.
Det skete, da den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam for et par uger siden pludselig trak tæppet væk under det kontroversielle Kløvermarksbyggeri på Amager, som 33.000 amagerkanere skriftligt havde protesteret heftigt imod.
Modstanden gik især på, at borgerne ønskede, at grundens friarealer, der rummer 40 boldbaner, blev bevaret.
Byggeprojektet var ellers af Socialdemokraterne og de radikale udset til at bestå af 2000 boliger.
Det var desuden planen, at en del af dem skulle indgå i overborgmester Ritt Bjerregaards (S) berømte 5000 boliger, som hun lovede vælgerne før kommunalvalget i 2005.
De borgerlige og SF har længe været lorne ved projektet, mens Bondam indtil da havde stået last og brast med Ritt.
Næh, nu skulle der udskrives en arkitektkonkurrence og skabes mere »bred folkelig debat«, mente Bondam.
Umiddelbart kan en mere demokratisk proces jo ikke skade, men det forekommer lidt mystisk, når projektet har været diskuteret frem og tilbage i mere end et år.
For Ritt Bjerregaard var der samtidig tale om et gevaldigt nederlag. For med Bondams melding er overborgmesterens valgløfte, om på fem år at bygge 5000 boliger til 5000 kr. om måneden, definitivt skudt i sænk.
Ritt udtalte sig siden til flere medier, at hun var »overrasket« over Bondams udmelding og erklærede sig pludselig parat til at droppe det projekt, hun ellers har arbejdet så hårdt for siden valget.
Hvorfor Klaus?
Hvad skyldes så Klaus Bondams pludselige holdningsændring? Har han efter to års diskussioner og planlægning pludselig fået en åbenbaring om, at der var behov for mere tid til debat og arkitektkonkurrencer?
Eller er det blot fordi, at Bondam følte sig presset fra sit eget radikale bagland til at markere en politisk afstand til overborgmesteren og måske en panikreaktion efter Marianne Jelveds pludselige spøgen i kulisserne?
Svaret ligger formentligt et sted midt imellem. Det forlyder i hvert fald, at Ritt Bjerregaard var synligt rystet over Bondams udmelding og opfattede den radikale faneflugt som dybt illoyal mod SR-samarbejdet. Der spekuleres fortsat i hvor store skår på det lidt længere sigt, der er slået i alliancen mellem de to nøgleborgmestre.
De fleste på rådhuset vurderer dog, at Ritt har indset, hun i hvert fald på den korte bane har brug for Bondam og omvendt.
Slaget om Koppels Allé
Musikeren Thomas Koppel, især kendt som omdrejningspunktet i gruppen Savage Rose, døde sidste år.
Foruden at skrive aldeles fremragende, ja nærmest udødelig musik, var han også kendt som aktivist på den alleryderste venstrefløj.
Faktisk har Koppel og konen – sangerinden Anisette – aldrig lagt skjul på, at de bakkede op om det nu hedengangne albanske, stalinistiske diktatur, som i over 40 år holdt befolkningen i et jerngreb.
Det sidste er blandt begrundelserne for, at venstremanden Lars Dueholm, der er medlem af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, afviser et forslag om at omdøbe Pumpehusvej i Sydhavnen til Thomas Koppels Allé.
Trods Venstres afvisning, som får opbakning fra Dansk Folkeparti, så støtter et massivt flertal i Borgerrepræsentationen forslaget.
De mener, at det er komponisten mere end kommunisten, som hædres ved at opkalde en vej efter Koppel. Der er således ikke megen realpolitik i den borgerlige modstand mod forslaget.
Men ud over at Lars Dueholms harme over forslaget efter alt at dømme er dybtfølt, så er det oven i en effektiv sag for en ung venstremand til at profilere sig på over for borgerlige vælgere.
Krav om nyt ungdomshus
Som optakt til de kommende budgetforhandlinger blæste SF og Enhedslisten i sidste uge til kamp for et nyt ungdomshus ved at kræve, at adressen Grøndals Vænges Alle 13 i Nordvest-kvarteret bliver omdannet til dette formål.
Forslaget kolliderer imidlertid med Ritt Bjerregaards planer om at bygge nogle af de famøse 5000 kr.’ s boliger på grunden.
Omvendt presser venstrefløjen overborgmesteren ved at betinge sig, at der kommer et nyt ungdomshus på stedet til gengæld for, at partierne indgår en budgetaftale.
På rådhuset kan man derfor ikke udelukke, at der kommer en aftale om et nyt ungdomshus, men næppe som de autonome unge forestiller sig, hvor de unge ligesom på Jagtvej 69 kan gøre, som de vil helt uden kontrol af voksne og kommunalt tilsyn.
Dér går Ritt Bjerregaards grænse, og i øvrigt tror de færreste på, at SF’s krav om et ungdomshus, når det kommer til stykket, er ultimativt for at gå med i en aftale med Ritt om 2008-budgettet.
Kommunekassen bugner
Det går godt i København. Kommunekassen bugner af penge med omkring 430 millioner kr. i kassen, og de egentlige 2008-budgetforhandlingerne der finder sted i de kommende uger, skal fordele pengene enten til at øge kommunens drift, afvikling af gælden eller til skattelettelser.
Centralt i forhandlingerne er et hul på 120 millioner i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungeforvaltning.
S-SF-R har aftalt ved det tidligere skoleforlig i august, at der skal findes besparelser i administrationen af børne- og ungeområdet.
Derfor går forhandlingerne for SF’s borgmester nu især ud på at minimere disse besparelser på budget.
Hans problem er imidlertid, at fagforeningerne på daginstitutionsområdet, der har stor indflydelse i SF og Enhedslisten, »rasler med sablerne« og truer med at lave konflikt, hvis besparelserne bliver uspiselige.
Stridsspørgsmålet handler også om nogle morgenåbninger i SFO’ere, der står til at blive droppet. Kjeldgaard er dog også fokuseret på at tilføre flere penge til områder, der i nogle år har været underfinansieret.
Det drejer sig især om de børn, hvor der kræves en specialiseret indsats – eksempelvis børn med autisme.
En budgetaftale falder formentlig på plads i løbet af september mellem et lille flertal i Borgerrepræsentationen bestående af »regeringspartierne« S, SF og de radikale.
Der er også en lille mulighed for en større aftale, hvor Enhedslisten og de konservative tilslutter sig forliget.
Det forlyder fra rådhusets gange, at Ritt »flirter« både med socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg.
Lokkemaden er som altid kontante midler til borgmestrenes ansvarsområder.
Klumme bragt i Bryggebladet nr. 13, den 5. september 2007
Ritt-Bondam-alliancen har været omdrejningspunktet i københavnsk politik siden kommunalvalget, men nu er der kommet knas i forholdet mellem de to politiske ledere.
Det skete, da den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam for et par uger siden pludselig trak tæppet væk under det kontroversielle Kløvermarksbyggeri på Amager, som 33.000 amagerkanere skriftligt havde protesteret heftigt imod.
Modstanden gik især på, at borgerne ønskede, at grundens friarealer, der rummer 40 boldbaner, blev bevaret.
Byggeprojektet var ellers af Socialdemokraterne og de radikale udset til at bestå af 2000 boliger.
Det var desuden planen, at en del af dem skulle indgå i overborgmester Ritt Bjerregaards (S) berømte 5000 boliger, som hun lovede vælgerne før kommunalvalget i 2005.
De borgerlige og SF har længe været lorne ved projektet, mens Bondam indtil da havde stået last og brast med Ritt.
Næh, nu skulle der udskrives en arkitektkonkurrence og skabes mere »bred folkelig debat«, mente Bondam.
Umiddelbart kan en mere demokratisk proces jo ikke skade, men det forekommer lidt mystisk, når projektet har været diskuteret frem og tilbage i mere end et år.
For Ritt Bjerregaard var der samtidig tale om et gevaldigt nederlag. For med Bondams melding er overborgmesterens valgløfte, om på fem år at bygge 5000 boliger til 5000 kr. om måneden, definitivt skudt i sænk.
Ritt udtalte sig siden til flere medier, at hun var »overrasket« over Bondams udmelding og erklærede sig pludselig parat til at droppe det projekt, hun ellers har arbejdet så hårdt for siden valget.
Hvorfor Klaus?
Hvad skyldes så Klaus Bondams pludselige holdningsændring? Har han efter to års diskussioner og planlægning pludselig fået en åbenbaring om, at der var behov for mere tid til debat og arkitektkonkurrencer?
Eller er det blot fordi, at Bondam følte sig presset fra sit eget radikale bagland til at markere en politisk afstand til overborgmesteren og måske en panikreaktion efter Marianne Jelveds pludselige spøgen i kulisserne?
Svaret ligger formentligt et sted midt imellem. Det forlyder i hvert fald, at Ritt Bjerregaard var synligt rystet over Bondams udmelding og opfattede den radikale faneflugt som dybt illoyal mod SR-samarbejdet. Der spekuleres fortsat i hvor store skår på det lidt længere sigt, der er slået i alliancen mellem de to nøgleborgmestre.
De fleste på rådhuset vurderer dog, at Ritt har indset, hun i hvert fald på den korte bane har brug for Bondam og omvendt.
Slaget om Koppels Allé
Musikeren Thomas Koppel, især kendt som omdrejningspunktet i gruppen Savage Rose, døde sidste år.
Foruden at skrive aldeles fremragende, ja nærmest udødelig musik, var han også kendt som aktivist på den alleryderste venstrefløj.
Faktisk har Koppel og konen – sangerinden Anisette – aldrig lagt skjul på, at de bakkede op om det nu hedengangne albanske, stalinistiske diktatur, som i over 40 år holdt befolkningen i et jerngreb.
Det sidste er blandt begrundelserne for, at venstremanden Lars Dueholm, der er medlem af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, afviser et forslag om at omdøbe Pumpehusvej i Sydhavnen til Thomas Koppels Allé.
Trods Venstres afvisning, som får opbakning fra Dansk Folkeparti, så støtter et massivt flertal i Borgerrepræsentationen forslaget.
De mener, at det er komponisten mere end kommunisten, som hædres ved at opkalde en vej efter Koppel. Der er således ikke megen realpolitik i den borgerlige modstand mod forslaget.
Men ud over at Lars Dueholms harme over forslaget efter alt at dømme er dybtfølt, så er det oven i en effektiv sag for en ung venstremand til at profilere sig på over for borgerlige vælgere.
Krav om nyt ungdomshus
Som optakt til de kommende budgetforhandlinger blæste SF og Enhedslisten i sidste uge til kamp for et nyt ungdomshus ved at kræve, at adressen Grøndals Vænges Alle 13 i Nordvest-kvarteret bliver omdannet til dette formål.
Forslaget kolliderer imidlertid med Ritt Bjerregaards planer om at bygge nogle af de famøse 5000 kr.’ s boliger på grunden.
Omvendt presser venstrefløjen overborgmesteren ved at betinge sig, at der kommer et nyt ungdomshus på stedet til gengæld for, at partierne indgår en budgetaftale.
På rådhuset kan man derfor ikke udelukke, at der kommer en aftale om et nyt ungdomshus, men næppe som de autonome unge forestiller sig, hvor de unge ligesom på Jagtvej 69 kan gøre, som de vil helt uden kontrol af voksne og kommunalt tilsyn.
Dér går Ritt Bjerregaards grænse, og i øvrigt tror de færreste på, at SF’s krav om et ungdomshus, når det kommer til stykket, er ultimativt for at gå med i en aftale med Ritt om 2008-budgettet.
Kommunekassen bugner
Det går godt i København. Kommunekassen bugner af penge med omkring 430 millioner kr. i kassen, og de egentlige 2008-budgetforhandlingerne der finder sted i de kommende uger, skal fordele pengene enten til at øge kommunens drift, afvikling af gælden eller til skattelettelser.
Centralt i forhandlingerne er et hul på 120 millioner i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungeforvaltning.
S-SF-R har aftalt ved det tidligere skoleforlig i august, at der skal findes besparelser i administrationen af børne- og ungeområdet.
Derfor går forhandlingerne for SF’s borgmester nu især ud på at minimere disse besparelser på budget.
Hans problem er imidlertid, at fagforeningerne på daginstitutionsområdet, der har stor indflydelse i SF og Enhedslisten, »rasler med sablerne« og truer med at lave konflikt, hvis besparelserne bliver uspiselige.
Stridsspørgsmålet handler også om nogle morgenåbninger i SFO’ere, der står til at blive droppet. Kjeldgaard er dog også fokuseret på at tilføre flere penge til områder, der i nogle år har været underfinansieret.
Det drejer sig især om de børn, hvor der kræves en specialiseret indsats – eksempelvis børn med autisme.
En budgetaftale falder formentlig på plads i løbet af september mellem et lille flertal i Borgerrepræsentationen bestående af »regeringspartierne« S, SF og de radikale.
Der er også en lille mulighed for en større aftale, hvor Enhedslisten og de konservative tilslutter sig forliget.
Det forlyder fra rådhusets gange, at Ritt »flirter« både med socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg.
Lokkemaden er som altid kontante midler til borgmestrenes ansvarsområder.
onsdag den 22. august 2007
Dramatik i københavnsk politik
Ritt i problemer, Geertsen går, Jelved spøger.
Bragt i Bryggebladet nr 12. den 22. august 2007
Den politiske forårssæson sluttede dramatisk, da den socialdemokratiske veteran og tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen smækkede med døren og forlod S-gruppen på rådhuset.
Dramatikken i københavnsk politik er ikke blevet mindre, hvor det fortsat fyger med skældsord fra oppositionen mod Ritt Bjerregaard, der til gengæld sidder mere sikkert nu end nogensinde.
Ritt løb fra valgløfte
De fleste regnede så med en rolig sommer, men sådan skulle det ikke gå. For Ritt Bjerregaard benyttede københavnernes ferie til at gøre noget ved sin politiske akilleshæl, nemlig ved at lægge afstand til sit bombastiske valgløfte om 5000 billige boliger ved sidste kommunalvalg.
Midt i juli måned meddelte Ritt Bjerregaard, at hun faktisk aldrig havde lovet 5.000 boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr. over 5 år.
Ritt sagde nu, at hendes ret konkrete udmelding under valget mere skulle tolkes som en hensigtserklæring om at ville arbejde for billige boliger.
Medierne og oppositionspolitikerne kastede sig som frådende hunde over overborgmesteren. Selv de radikales gruppeformand Manu Sareen kunne ikke nære sig for at påpege, at han faktisk også havde opfattet det som om, at Ritt Bjerregaard i sin tid rent faktisk havde udstedt et valgløfte.
Med andre ord: De radikales troværdighed skulle ikke lide under, at Ritt render fra sit valgløfte. Flere målinger viste i øvrigt at københavnerne havde opfattet Ritts »hensigtserklæring« som et valgløfte, der skulle tages bogstaveligt.
Til trods for Ritts taktiske retræte må man forvente, at oppositionen og pressen fortsætter med at omtale billigboligerne, som »Ritts uopfyldte valgløfte«.
I august måned tog »Fonden for Billige Boliger« i øvrigt de førstespadestik til de første 12 billig-boliger i »Karens Minde« ved Kgs. Enghave. Følg udviklingen på www.billigeboliger.dk
Ny Venstre-leder
Her i august meddelte Venstres kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen pludselig, at han efter seks år på posten helt forlader dansk politik allerede fra årsskiftet.
Bryggeboen vil prioritere sin familie og en karriere helt uden for politik, lød det.
Dermed skulle Venstre også finde en anden politisk leder, der er i stand til at samle oppositionen til højre for Ritt Bjerregaards fasttømrede alliance bestående af S, R og SF.
Forrige mandag holdt Venstre gruppemøde, der endte med at gruppen enstemmigt pegede på Pia Allerslev (35), der nu tager over efter Geertsen.
Det var faktisk ventet, at gruppeformanden Martin Hirsch også var interesseret i at blive borgmester, men han valgte i stedet at bakke Allerslev op.
Dermed slipper Venstre for intern uro frem mod næste valg. Det bliver der nok også brug for med denne ret ukendte frontfigur. Venstres nye leder har også allerede nu været ude og afvise al snak om at vælte Ritt Bjerregaard ved næste kommunalvalg i 2009. Det kan overborgmesteren formentlig kun være tilfreds med.
Pia Allerslev boede i øvrigt nogle år i Axel Heides Gade, men flyttede i februar fra Bryggen til Vanløse. Hun er i dag Venstres medlem af kommunens Børne- og Ungdomsudvalg, er desuden vellidt – også af politiske modstandere, der opfatter hende som en dygtig politisk håndværker.
Pludselig spareplan
Sæsonens første store politiske aftale blev forleden indgået på rådhuset, da børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) kunne præsentere et stort forlig på skole- og daginstitutionsområdet.
Essensen er, at kommunen vil effektivisere driften, det vil sige spare penge ved at sammenlægge 97 daginstitutioner og 12 skoler. Dertil kommer, at enkelte skoler og daginstitutioner lukkes helt. Til gengæld vil kommunen bruge en lille milliard kr. på renovering, nybyggeri og ombygninger.
Aftalen er også interessant, fordi der nu er fundet en løsning på det gigantiske underskud på 278 millioner kr. i Børne- og Ungdomsforvaltningen, der i lang tid har været kommunens store smertensbarn.
Dette underskud blev opbygget i forrige valgperiode under den daværende borgmester Per Bregengaard (Enhedslisten), men skyldes til dels også, at Økonomiudvalget, hvor alle de øvrige partiers topfolk sad, længe havde underfinansieret området.
Hullet bliver med den brede aftale lukket ved at finde pengene to steder. Udvalget skal selv finde 120 millioner kr. på dets eget budget, mens resten af pengene (158 millioner kr.) tages direkte af kommunekassen. Bag forligsaftalen står byens »regeringspartier«: Socialdemokraterne, SF og de radikale.
De borgerlige partier VKO havde faktisk accepteret hele forliget, men de kom ikke med i aftalen, fordi Ritt Bjerregaard insisterede på, at aftaleparterne mere eller mindre skulle binde sig til at finde pengene til forliget i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.
Det ville især de konservative ikke være med til, fordi politikerne endnu ikke kender kommunens økonomiske situation til bunds. De konservative blev rasende på Ritt Bjerregaard, som de beskyldte for at køre sit eget løb og for helt bevidst at holde de borgerlige partier ude af aftalen.
Det er forventningen, at S-SF-R sammen laver en aftale om kommunens budget for 2008. De øvrige partier bliver formentlig tilbudt at tilslutte sig aftalen eller dele af aftalen. Deadline for budgetforhandlingerne er 19.oktober, hvor Borgerrepræsentationen skal stemme om kommunens budget for 2008, der samlet lyder på 37 milliarder kr.
Jelved til København?
I sidste uge kom det frem, at radikale græsrødder arbejder for, at den tidligere leder Marianne Jelved stiller op ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 2009.
Idéen er, at hun skal »hjælpe med at styre« den radikale gruppe, det vil sige være en slags støttepædagog for miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam, der bredt opleves som en politisk katastrofe. Bondam selv udtalte sig i øvrigt i begejstrede vendinger om at have Jelved med som trækplaster på den radikale liste.
»Jelved i BR« er dog næppe Bondams egen idé, men udviklet af radikale, der bekymrer sig for partiets fremtid, når gruppeformanden Manu Sareen forlader BR, hvis han som ventet vælges til folketinget. De tiltror ikke Bondam de nødvendige evner til at sikre de radikale en egen politisk profil.
Måske er idéen med Jelved også tænkt ind som led i en langsigtet radikal plan om at bryde socialdemokraternes dominans og førstefødselsret på den lange bane?
Der spekuleres i hvert fald i, om de radikale i virkeligheden ser en mulighed for, at Jelved som eventuel spidskandidat for partiet i 2009 kan trække tilstrækkeligt med stemmer væk fra Ritt Bjerregaard. Derved kunne Jelved bringe sig i en position, hvor de radikale kan stille med en overborgmester på VKO’s stemmer.
Tager man udgangspunkt i valgresultatet i 2005 og lægger VKO-partierne og de radikales mandater sammen, så giver det 21 mandater. Kan Jelved ved valget i 2009 – alt andet lige – flytte fire socialdemokratiske mandater til de radikale, så kan hun blive overborgmester, hvis VKO vil det.
Centrale kilder i Venstre er varmt stemt for tanken om at lægge stemmer til en radikal overborgmester. Venstres leder konstaterer foreløbigt, at det er en »interessant« tanke, men indtil videre har Jelved afvist spekulationerne om fremtiden, formentligt fordi hun stadig er folketingskandidat.
I modsætning til situationen da Ritt Bjerregaard valgte at gå ind i københavnsk politik, så bliver det ikke nødvendigt for Jelved at flytte folkeregisteradresse. For hun bor skam allerede i København.
NB. Klummen blev færdig-skrevet søndag inden Klaus Bondam i Politiken meldte ud, at han trækker sin uforbeholdne støtte til billige boliger på Kløvermarken tilbage. red.
Bragt i Bryggebladet nr 12. den 22. august 2007
Den politiske forårssæson sluttede dramatisk, da den socialdemokratiske veteran og tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen smækkede med døren og forlod S-gruppen på rådhuset.
Dramatikken i københavnsk politik er ikke blevet mindre, hvor det fortsat fyger med skældsord fra oppositionen mod Ritt Bjerregaard, der til gengæld sidder mere sikkert nu end nogensinde.
Ritt løb fra valgløfte
De fleste regnede så med en rolig sommer, men sådan skulle det ikke gå. For Ritt Bjerregaard benyttede københavnernes ferie til at gøre noget ved sin politiske akilleshæl, nemlig ved at lægge afstand til sit bombastiske valgløfte om 5000 billige boliger ved sidste kommunalvalg.
Midt i juli måned meddelte Ritt Bjerregaard, at hun faktisk aldrig havde lovet 5.000 boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr. over 5 år.
Ritt sagde nu, at hendes ret konkrete udmelding under valget mere skulle tolkes som en hensigtserklæring om at ville arbejde for billige boliger.
Medierne og oppositionspolitikerne kastede sig som frådende hunde over overborgmesteren. Selv de radikales gruppeformand Manu Sareen kunne ikke nære sig for at påpege, at han faktisk også havde opfattet det som om, at Ritt Bjerregaard i sin tid rent faktisk havde udstedt et valgløfte.
Med andre ord: De radikales troværdighed skulle ikke lide under, at Ritt render fra sit valgløfte. Flere målinger viste i øvrigt at københavnerne havde opfattet Ritts »hensigtserklæring« som et valgløfte, der skulle tages bogstaveligt.
Til trods for Ritts taktiske retræte må man forvente, at oppositionen og pressen fortsætter med at omtale billigboligerne, som »Ritts uopfyldte valgløfte«.
I august måned tog »Fonden for Billige Boliger« i øvrigt de førstespadestik til de første 12 billig-boliger i »Karens Minde« ved Kgs. Enghave. Følg udviklingen på www.billigeboliger.dk
Ny Venstre-leder
Her i august meddelte Venstres kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen pludselig, at han efter seks år på posten helt forlader dansk politik allerede fra årsskiftet.
Bryggeboen vil prioritere sin familie og en karriere helt uden for politik, lød det.
Dermed skulle Venstre også finde en anden politisk leder, der er i stand til at samle oppositionen til højre for Ritt Bjerregaards fasttømrede alliance bestående af S, R og SF.
Forrige mandag holdt Venstre gruppemøde, der endte med at gruppen enstemmigt pegede på Pia Allerslev (35), der nu tager over efter Geertsen.
Det var faktisk ventet, at gruppeformanden Martin Hirsch også var interesseret i at blive borgmester, men han valgte i stedet at bakke Allerslev op.
Dermed slipper Venstre for intern uro frem mod næste valg. Det bliver der nok også brug for med denne ret ukendte frontfigur. Venstres nye leder har også allerede nu været ude og afvise al snak om at vælte Ritt Bjerregaard ved næste kommunalvalg i 2009. Det kan overborgmesteren formentlig kun være tilfreds med.
Pia Allerslev boede i øvrigt nogle år i Axel Heides Gade, men flyttede i februar fra Bryggen til Vanløse. Hun er i dag Venstres medlem af kommunens Børne- og Ungdomsudvalg, er desuden vellidt – også af politiske modstandere, der opfatter hende som en dygtig politisk håndværker.
Pludselig spareplan
Sæsonens første store politiske aftale blev forleden indgået på rådhuset, da børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) kunne præsentere et stort forlig på skole- og daginstitutionsområdet.
Essensen er, at kommunen vil effektivisere driften, det vil sige spare penge ved at sammenlægge 97 daginstitutioner og 12 skoler. Dertil kommer, at enkelte skoler og daginstitutioner lukkes helt. Til gengæld vil kommunen bruge en lille milliard kr. på renovering, nybyggeri og ombygninger.
Aftalen er også interessant, fordi der nu er fundet en løsning på det gigantiske underskud på 278 millioner kr. i Børne- og Ungdomsforvaltningen, der i lang tid har været kommunens store smertensbarn.
Dette underskud blev opbygget i forrige valgperiode under den daværende borgmester Per Bregengaard (Enhedslisten), men skyldes til dels også, at Økonomiudvalget, hvor alle de øvrige partiers topfolk sad, længe havde underfinansieret området.
Hullet bliver med den brede aftale lukket ved at finde pengene to steder. Udvalget skal selv finde 120 millioner kr. på dets eget budget, mens resten af pengene (158 millioner kr.) tages direkte af kommunekassen. Bag forligsaftalen står byens »regeringspartier«: Socialdemokraterne, SF og de radikale.
De borgerlige partier VKO havde faktisk accepteret hele forliget, men de kom ikke med i aftalen, fordi Ritt Bjerregaard insisterede på, at aftaleparterne mere eller mindre skulle binde sig til at finde pengene til forliget i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.
Det ville især de konservative ikke være med til, fordi politikerne endnu ikke kender kommunens økonomiske situation til bunds. De konservative blev rasende på Ritt Bjerregaard, som de beskyldte for at køre sit eget løb og for helt bevidst at holde de borgerlige partier ude af aftalen.
Det er forventningen, at S-SF-R sammen laver en aftale om kommunens budget for 2008. De øvrige partier bliver formentlig tilbudt at tilslutte sig aftalen eller dele af aftalen. Deadline for budgetforhandlingerne er 19.oktober, hvor Borgerrepræsentationen skal stemme om kommunens budget for 2008, der samlet lyder på 37 milliarder kr.
Jelved til København?
I sidste uge kom det frem, at radikale græsrødder arbejder for, at den tidligere leder Marianne Jelved stiller op ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 2009.
Idéen er, at hun skal »hjælpe med at styre« den radikale gruppe, det vil sige være en slags støttepædagog for miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam, der bredt opleves som en politisk katastrofe. Bondam selv udtalte sig i øvrigt i begejstrede vendinger om at have Jelved med som trækplaster på den radikale liste.
»Jelved i BR« er dog næppe Bondams egen idé, men udviklet af radikale, der bekymrer sig for partiets fremtid, når gruppeformanden Manu Sareen forlader BR, hvis han som ventet vælges til folketinget. De tiltror ikke Bondam de nødvendige evner til at sikre de radikale en egen politisk profil.
Måske er idéen med Jelved også tænkt ind som led i en langsigtet radikal plan om at bryde socialdemokraternes dominans og førstefødselsret på den lange bane?
Der spekuleres i hvert fald i, om de radikale i virkeligheden ser en mulighed for, at Jelved som eventuel spidskandidat for partiet i 2009 kan trække tilstrækkeligt med stemmer væk fra Ritt Bjerregaard. Derved kunne Jelved bringe sig i en position, hvor de radikale kan stille med en overborgmester på VKO’s stemmer.
Tager man udgangspunkt i valgresultatet i 2005 og lægger VKO-partierne og de radikales mandater sammen, så giver det 21 mandater. Kan Jelved ved valget i 2009 – alt andet lige – flytte fire socialdemokratiske mandater til de radikale, så kan hun blive overborgmester, hvis VKO vil det.
Centrale kilder i Venstre er varmt stemt for tanken om at lægge stemmer til en radikal overborgmester. Venstres leder konstaterer foreløbigt, at det er en »interessant« tanke, men indtil videre har Jelved afvist spekulationerne om fremtiden, formentligt fordi hun stadig er folketingskandidat.
I modsætning til situationen da Ritt Bjerregaard valgte at gå ind i københavnsk politik, så bliver det ikke nødvendigt for Jelved at flytte folkeregisteradresse. For hun bor skam allerede i København.
NB. Klummen blev færdig-skrevet søndag inden Klaus Bondam i Politiken meldte ud, at han trækker sin uforbeholdne støtte til billige boliger på Kløvermarken tilbage. red.
fredag den 22. juni 2007
Ritts billige boliger fylder dagsordenen
Bragt i Bryggebladet nr. 11 den 20. juni 2007
Af Jarl Cordua
DEN POLITISKE SÆSON på Københavns Rådhus går på hæld. Denne gang gør vi status over nogle af de sager, der for tiden optager sindene hos de københavnske politikere.
I FORRIGE KLUMME SKREV jeg, at Bondam havde fået overtalt Ritt til at støtte de Radikales planer om at bygge flere højhuse i København. Især var Tivolis højtprofilerede hotel- og lejlighedsprojekt med et tårn på 102 meter et symbol på den radikale højhuspolitik, der skal give København et image som en mere international by.
Men ak. SF, Enhedslisten og DF har fra starten ikke villet være med, og derfor skulle et af de resterende borgerlige partier bære planerne igennem, men forleden meldte både Venstre og siden de Konservative ud, at de heller ikke støttede planerne. Selv internt i den radikale gruppe var der modstand mod planerne.
Politisk er de opgivne planer et stort nederlag til Ritt Bjerregaard, men især til Klaus Bondam, og det bidrager yderligere til den udbredte opfattelse af en teknik- og miljøborgmester, der ikke ligefrem brillerer som politisk håndværker.
Oven i det måtte Bondam forsvare sig efter heftig aviskritik af, at han indtog en førsteplads i Danmark med hensyn til at forbruge omkring 1,3 millioner kroner på sin repræsentationskonto, hvoraf lige knapt 900.000 kroner var udgifter til en ny borgmesterbil. Bondam forsvarede sigheftigt i medierne og offentliggjorde klogt hele repræsentationsregnskabet på sin hjemmeside. Herefter blev der i krogene især grinet over, at borgmesterens udgifter til sminke til tv-optræden var opført i regnskabet.
Alligevel er han – lidt ufortjent – blevet fremstillet som en pamper-politiker af flere medier.
RYDNINGEN AF UNGDOMSHUSET den 1. marts har også været en stor sag i første halvdel af 2007. Venstrefløjen var imod rydningen, mens resten af Borgerrepræsentationen har bakket op om Ritt Bjerregaards beslutning om at sætte »hårdt mod hårdt«.
Demonstrationerne, volden og hærværket, der fulgte i kølvandet på rydningen, har ikke ændret på rådhusets politiske fronter i sagen. Der er dog nuanceforskelle i holdningen til, hvor længe forhandlingerne skulle stå på med Ungdomshusets forhandlere. De borgerlige afviste fra starten enhver forhandling, mens S og R foretrak en forhandlingsløsning.
Især Enhedslisten bruger rydningen og den efterfølgende ballade til at fremstille overborgmesteren som værende ligeglad med »de unge« og udstille hendes manglende interesse for Københavns »brand« som »multikulturel og tolerant storby«. På hvert eneste møde i Borgerrepræsentationen stiller Enhedslisten derfor for-slag eller forespørgsler om Ungdomshuset for på denne måde at holde liv i sagen. Politisk er der dog ikke skyggen af opbakning til et nyt hus som erstatning for Jagtvej 69.
BØRNE- OG UNGDOMSBORGMESTER Bo Asmus Kjeldgaard (SF) præsenterede sine planer til fremtidens københavnske folkeskole i en kronik i Politiken i fredags. I store træk går idéen ud på at lægge skoler sammen samt at bygge helt nye skoler med »splinternyt« inventar til idræt med videre.
I dag går der i snit 250-300 elever på hver skole. De nye »superskoler« skal i snit kunne rumme 500-600 elever. Det vil alt andet lige betyde protester og ballade i de bydele, der står til at miste en skole. Analysearbejdet går i gang nu, og beslutningen bliver allerede truffet i efteråret. Absolut intet tyder dog på, at Skolen på Islands Brygge er i farezonen. Tværtimod er bydelen i vækst, store dele af skolen relativ ny og stadig under udbygning.
EN ANDEN STOR AKTUEL sag drejer sig om det store underskud i kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning, der ved årsskiftet var på en halv milliard kroner. Frem til valget i 2005 var Enhedslistens Per Bregengaard som borgmester øverste ansvarlig for forvaltningen og derfor primært den, der har båret ansvaret for underskuddet.
Den ansvarlige ledelse er for længst blevet udskiftet, og Bregengaard trak sig i februar helt som medlem af Borgerrepræsentationen. Forleden dag i Jyllands-Posten indrømmede Bregengaard et vist medansvar, men mente i øvrigt, at han var blevet gjort til syndebuk af især overborgmesteren. Børne- og unge-områdets nuværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard mener ikke, at han bærer et medansvar for underskuddet med henvisning til, at det opstod i forrige valgperiode.
Det er bestemt ikke alle, der er enige i den forklaring, da han – og en lang række andre borgmestre og BR-repræsentanter – sad med i kommunens magtfulde Økonomiudvalg i sidste valgperiode og derfor kendte til, at området blandt andet var kronisk underfinansieret.
EN AF DE ANDRE HELT store sager drejer sig om »Ritts billige boliger«. Indtil videre har Borgerrepræsentationen kun vedtaget 12 ud af de 5000 billige boliger med en husleje på 5000 kroner. om måneden, som Ritt Bjerregaard lovede vælgerne forud for kommunalvalget i 2005.
Ritt Bjerregaard har ved flere lejligheder forsøgt at file lidt på forslaget. For eksempel har hun tidligere forsøgt sig med udtalelser om, at antallet af boliger og prisen ikke er så afgørende, men de udmeldinger har medierne dog indtil videre ikke købt. Venstre er formentlig optaget af at bringe Ritts valgløfte i »venlig« erindring hos vælgerne frem til næste valg.
DET ER EN UDBREDT OPFATTELSE, at der er udsigt til en række større aftaler mellem byens tre »regeringspartier« S, SF og de radikale om at gå sammen om at løse en række af kommunens store uløste opgaver. Forleden gav SF eksempelvis tilsagn om at lægge stemmer til det kontroversielle boligprojekt ved Kløvermarken.
Måske kan denne håndsrækning til gengæld udløse Socialdemokraternes støtte til at finde de 250-300 millioner kroner, der p.t. mangler i SF-borgmesterens børne- og ungeforvaltning. På den måde slipper Bo Asmus Kjeldgaard så for at foretage alt for skrappe nedskæringer.
I øjeblikket ligger der 600-800 millioner kroner i kommunens kasse, men København kan ikke bare uden videre bruge løs af pengene. Det kræver nemlig, at der er taget højde for det i finansministerens nyligt indgåede aftale med Kommunernes Landsforening (KL), der skal holde styr på de kommunale udgifter, så de ikke vokser for meget. For tiden læser kommunens folk KL-aftalen igennem for at se, om det er muligt.
Det er i øvrigt ganske usikkert hvor mange billige boliger, Kløvermarken-projektet kommer til at indeholde. Politisk kan mange ting nå at gå galt endnu. Eksempelvis har de Radikale betinget sig for deres støtte til projektet, at ikke en eneste af Kløvermarkens boldbaner må sløjfes, og det er ikke alle, der er overbevist om, det er muligt.
SØNDAG AFTEN FORLOD DEN tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen den socialdemokratiske gruppe på Rådhuset »i protest mod Ritt Bjerregaards regimente«. Hun er dermed den tredje fremtrædende socialdemokrat, der føler sig kørt over af overborgmesteren.
Valget i 2005 var knapt overstået, før to andre ærke-socialdemokrater Finn Rudaizky og Winnie Berndtsson forlod partiet – også i utilfredshed med bydronningen. Larsen-Jensens smækken med døren bidrager til det billede, nogle har af Ritt som én, der ikke gerne deler ud af magten. Omvendt er overborgmesteren nok ikke utilfreds med at slippe af med Larsen-Jensen. Det er ikke nogen hemmelighed, at de to har et anstrengt forhold.
Umiddelbart får skiftet ikke betydning for flertallet S-SF-RV, som har 32 mandater mod den samlede oppositions 23. Men i Teknik- og Miljøudvalget kan Bondam ikke mere være sikker på at have »automatisk« flertal. Det kan betyde, at flere sager skal helt op og vende i Borgerrepræsentationen, før der er flertal for dem.
MENS ET EKSTRAORDINÆRT turbulent halvår i københavnsk politik er ved at rinde ud, så gør politikerne sig klar til et efterår, der står i »studehandlernes« tegn. Det bliver interessant at følge.
God sommer!
Af Jarl Cordua
DEN POLITISKE SÆSON på Københavns Rådhus går på hæld. Denne gang gør vi status over nogle af de sager, der for tiden optager sindene hos de københavnske politikere.
I FORRIGE KLUMME SKREV jeg, at Bondam havde fået overtalt Ritt til at støtte de Radikales planer om at bygge flere højhuse i København. Især var Tivolis højtprofilerede hotel- og lejlighedsprojekt med et tårn på 102 meter et symbol på den radikale højhuspolitik, der skal give København et image som en mere international by.
Men ak. SF, Enhedslisten og DF har fra starten ikke villet være med, og derfor skulle et af de resterende borgerlige partier bære planerne igennem, men forleden meldte både Venstre og siden de Konservative ud, at de heller ikke støttede planerne. Selv internt i den radikale gruppe var der modstand mod planerne.
Politisk er de opgivne planer et stort nederlag til Ritt Bjerregaard, men især til Klaus Bondam, og det bidrager yderligere til den udbredte opfattelse af en teknik- og miljøborgmester, der ikke ligefrem brillerer som politisk håndværker.
Oven i det måtte Bondam forsvare sig efter heftig aviskritik af, at han indtog en førsteplads i Danmark med hensyn til at forbruge omkring 1,3 millioner kroner på sin repræsentationskonto, hvoraf lige knapt 900.000 kroner var udgifter til en ny borgmesterbil. Bondam forsvarede sigheftigt i medierne og offentliggjorde klogt hele repræsentationsregnskabet på sin hjemmeside. Herefter blev der i krogene især grinet over, at borgmesterens udgifter til sminke til tv-optræden var opført i regnskabet.
Alligevel er han – lidt ufortjent – blevet fremstillet som en pamper-politiker af flere medier.
RYDNINGEN AF UNGDOMSHUSET den 1. marts har også været en stor sag i første halvdel af 2007. Venstrefløjen var imod rydningen, mens resten af Borgerrepræsentationen har bakket op om Ritt Bjerregaards beslutning om at sætte »hårdt mod hårdt«.
Demonstrationerne, volden og hærværket, der fulgte i kølvandet på rydningen, har ikke ændret på rådhusets politiske fronter i sagen. Der er dog nuanceforskelle i holdningen til, hvor længe forhandlingerne skulle stå på med Ungdomshusets forhandlere. De borgerlige afviste fra starten enhver forhandling, mens S og R foretrak en forhandlingsløsning.
Især Enhedslisten bruger rydningen og den efterfølgende ballade til at fremstille overborgmesteren som værende ligeglad med »de unge« og udstille hendes manglende interesse for Københavns »brand« som »multikulturel og tolerant storby«. På hvert eneste møde i Borgerrepræsentationen stiller Enhedslisten derfor for-slag eller forespørgsler om Ungdomshuset for på denne måde at holde liv i sagen. Politisk er der dog ikke skyggen af opbakning til et nyt hus som erstatning for Jagtvej 69.
BØRNE- OG UNGDOMSBORGMESTER Bo Asmus Kjeldgaard (SF) præsenterede sine planer til fremtidens københavnske folkeskole i en kronik i Politiken i fredags. I store træk går idéen ud på at lægge skoler sammen samt at bygge helt nye skoler med »splinternyt« inventar til idræt med videre.
I dag går der i snit 250-300 elever på hver skole. De nye »superskoler« skal i snit kunne rumme 500-600 elever. Det vil alt andet lige betyde protester og ballade i de bydele, der står til at miste en skole. Analysearbejdet går i gang nu, og beslutningen bliver allerede truffet i efteråret. Absolut intet tyder dog på, at Skolen på Islands Brygge er i farezonen. Tværtimod er bydelen i vækst, store dele af skolen relativ ny og stadig under udbygning.
EN ANDEN STOR AKTUEL sag drejer sig om det store underskud i kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning, der ved årsskiftet var på en halv milliard kroner. Frem til valget i 2005 var Enhedslistens Per Bregengaard som borgmester øverste ansvarlig for forvaltningen og derfor primært den, der har båret ansvaret for underskuddet.
Den ansvarlige ledelse er for længst blevet udskiftet, og Bregengaard trak sig i februar helt som medlem af Borgerrepræsentationen. Forleden dag i Jyllands-Posten indrømmede Bregengaard et vist medansvar, men mente i øvrigt, at han var blevet gjort til syndebuk af især overborgmesteren. Børne- og unge-områdets nuværende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard mener ikke, at han bærer et medansvar for underskuddet med henvisning til, at det opstod i forrige valgperiode.
Det er bestemt ikke alle, der er enige i den forklaring, da han – og en lang række andre borgmestre og BR-repræsentanter – sad med i kommunens magtfulde Økonomiudvalg i sidste valgperiode og derfor kendte til, at området blandt andet var kronisk underfinansieret.
EN AF DE ANDRE HELT store sager drejer sig om »Ritts billige boliger«. Indtil videre har Borgerrepræsentationen kun vedtaget 12 ud af de 5000 billige boliger med en husleje på 5000 kroner. om måneden, som Ritt Bjerregaard lovede vælgerne forud for kommunalvalget i 2005.
Ritt Bjerregaard har ved flere lejligheder forsøgt at file lidt på forslaget. For eksempel har hun tidligere forsøgt sig med udtalelser om, at antallet af boliger og prisen ikke er så afgørende, men de udmeldinger har medierne dog indtil videre ikke købt. Venstre er formentlig optaget af at bringe Ritts valgløfte i »venlig« erindring hos vælgerne frem til næste valg.
DET ER EN UDBREDT OPFATTELSE, at der er udsigt til en række større aftaler mellem byens tre »regeringspartier« S, SF og de radikale om at gå sammen om at løse en række af kommunens store uløste opgaver. Forleden gav SF eksempelvis tilsagn om at lægge stemmer til det kontroversielle boligprojekt ved Kløvermarken.
Måske kan denne håndsrækning til gengæld udløse Socialdemokraternes støtte til at finde de 250-300 millioner kroner, der p.t. mangler i SF-borgmesterens børne- og ungeforvaltning. På den måde slipper Bo Asmus Kjeldgaard så for at foretage alt for skrappe nedskæringer.
I øjeblikket ligger der 600-800 millioner kroner i kommunens kasse, men København kan ikke bare uden videre bruge løs af pengene. Det kræver nemlig, at der er taget højde for det i finansministerens nyligt indgåede aftale med Kommunernes Landsforening (KL), der skal holde styr på de kommunale udgifter, så de ikke vokser for meget. For tiden læser kommunens folk KL-aftalen igennem for at se, om det er muligt.
Det er i øvrigt ganske usikkert hvor mange billige boliger, Kløvermarken-projektet kommer til at indeholde. Politisk kan mange ting nå at gå galt endnu. Eksempelvis har de Radikale betinget sig for deres støtte til projektet, at ikke en eneste af Kløvermarkens boldbaner må sløjfes, og det er ikke alle, der er overbevist om, det er muligt.
SØNDAG AFTEN FORLOD DEN tidligere socialborgmester Winnie Larsen-Jensen den socialdemokratiske gruppe på Rådhuset »i protest mod Ritt Bjerregaards regimente«. Hun er dermed den tredje fremtrædende socialdemokrat, der føler sig kørt over af overborgmesteren.
Valget i 2005 var knapt overstået, før to andre ærke-socialdemokrater Finn Rudaizky og Winnie Berndtsson forlod partiet – også i utilfredshed med bydronningen. Larsen-Jensens smækken med døren bidrager til det billede, nogle har af Ritt som én, der ikke gerne deler ud af magten. Omvendt er overborgmesteren nok ikke utilfreds med at slippe af med Larsen-Jensen. Det er ikke nogen hemmelighed, at de to har et anstrengt forhold.
Umiddelbart får skiftet ikke betydning for flertallet S-SF-RV, som har 32 mandater mod den samlede oppositions 23. Men i Teknik- og Miljøudvalget kan Bondam ikke mere være sikker på at have »automatisk« flertal. Det kan betyde, at flere sager skal helt op og vende i Borgerrepræsentationen, før der er flertal for dem.
MENS ET EKSTRAORDINÆRT turbulent halvår i københavnsk politik er ved at rinde ud, så gør politikerne sig klar til et efterår, der står i »studehandlernes« tegn. Det bliver interessant at følge.
God sommer!
mandag den 18. juni 2007
Radikales samarbejde med Ritt giver bonus
Analyse blev bragt i "Bryggebladet" nr. 10. 6. juni 2007.
Af Jarl Cordua
I følge meningsmålingerne, så rasler de radikales støtte ned på landsplan, og på Christiansborg er det småt med indflydelsen. På Københavns Rådhus ser situationen helt anderledes ud. Med teknik og miljøborgmester Klaus Bondam (R) i front har de radikale siden sidste kommunalvalg fået en betydelig indflydelse ved en konsekvent satsning på et samarbejde med socialdemokraterne og SF i borgerrepræsentationen (BR). De tre partier danner i kraft af deres store flertal byens uofficielle ”regering”. Gruppeformændene mødes jævnligt til ”regeringsmøder”, hvor man afstemmer synspunkterne og koordinerer de store linjer. Derudover er der naturligvis en tæt kontakt især mellem borgmester Klaus Bondam og overborgmester Ritt Bjerregaard (S).
Lækker by
De radikales politiske indflydelse mærkes også kontant, for skattekronerne sidder løst til realisering af partiets mærkesager.
Klaus Bondam har f.eks. fået tilført adskillige midler til sit fagområde blandt andet 75 mill. kr. til en ”cykel-pakke”, der de næste to år skal bruges på forbedring af cykelparkering, grønne cykelruter, flere cykelstier m.v.
De radikale gik til kommunalvalg i 2005 på det lidt cafésmarte slogan: ”lækker by ja tak”. Om det er lykkes at komme dette mål nærmere, er der delte meninger om. Bondam har en klart mere afslappet holdning til bekæmpelsen af graffiti end forgængeren, venstremanden Søren Pind. Til gengæld er de kroniske problemer med skrald i den indre by måske ved at blive afviklet. Det sker især, fordi den radikale borgmester i kraft af samarbejdet med Ritt Bjerregaard har fået tilført 90 mill. kr. over tre år til at løse opgaven. Visionen er, at man gør ”København til Europas reneste by”.
Højhusbyggeri
En anden radikal mærkesag er at opføre mere højhusbyggeri i det centrale København. Partiet ønsker at København kommer til at ligne Europas metropoler lidt mere og derved fremstår som en moderne storby, og Bondams forvaltning har netop barslet med en strategi om ”Metropolzonen”, for at nå dette mål. Det er dog især Tivolis omdiskuterede planer for et luksushotel med et tårn på 102 meter, som er i fokus. Bondam er en ivrig fortaler for det endnu ikke vedtagne projekt, men Ritt Bjerregaards foreløbige positive tilsagn ses som en vigtig symbolsk sejr for de radikale.
Flertalsdiktatur
Det er dog ikke alle, der er lige begejstret for Bondams tætte samarbejde med Ritt Bjerregaard. Forleden i Berlingske Tidende angreb oppositionen ham for at være arrogant, egenrådig og lede møderne i kommunens teknik og miljøudvalg som et flertalsdiktatur. Angiveligt blev det politiske mindretal enten latterliggjort, ignoreret eller mødt med irritation og raseriudbrud, når de stillede kritiske spørgsmål til sager på dagsordnen. Bondam glattede ud, men afviste kritikken som et udtryk for frustration fra et mindretal, der var sat uden for politisk indflydelse. Nu overvejer Bondam og hans udvalg at søge ekstern hjælp for at løse samarbejdsproblemerne. Borgmesteren må dog påtage sig størstedelen af ansvaret, da han som leder af udvalgsmøderne i sidste ende bør sikre, at de forløber tilfredsstillende.
"Manuskriptbunden"
Skal man lede efter en forklaring på problemerne i udvalget, så peger flere på, at Bondam især i starten af sin embedsperiode udviste en betydelig politisk og faglig usikkerhed i det daglige.
I krogene på rådhuset noterer man sig, at Bondam er megen ”manuskriptbunden”, og overdriver brugen af talepapirer. Dvs. at borgmesteren går til udvalgsmøde, så har han et talepapir med til hvert enkelt punkt til at støtte sig til. Det er naturligvis forståeligt i de situationer, hvor argumenter indeholder mange tekniske detaljer, men det er ikke i orden, hvis borgmesteren har svært ved at danne sig en mening om vigtige politiske spørgsmål, og derfor i stedet overlader det til embedsmænd at formulere hans synspunkter. På det seneste menes Bondam at have taget ved lære, og vurderingen er, at borgmesterens politiske fingerspidsfornemmelse er i klar fremgang.
Udvisket profil
I det radikale bagland er der generel tilfredshed med Klaus Bondams indsats, selvom at især gruppeformanden Manu Sareen er blandt dem, der er bekymret for, at partiets profil udviskes af det tætte samarbejde med socialdemokraterne.
Arbejdsfordelingen i BR-gruppen er sådan, at Bondam holder sig til sit eget område, mens de øvrige seks BR-medlemmer er dem, der udvikler den øvrige politik.
Manu Sareen er til daglig integrationskonsulent og har især markeret sig i medierne i debatter omkring integration af indvandrere. Før valget i 2005 pressede især de radikale på for at få samlet integrationsindsatsen på ét borgmesterområde, og forslaget blev gennemført sammen med socialdemokratiet og venstrefløjen.
Manu Sareen er i øvrigt opvokset på Islands Brygge, men flyttede fra bydelen i 1996. Som dreng tjente han sine første lommepenge ved at dele Bryggebladet ud i Egilsgade.
Sareen er opstillet til folketinget her i byen, og selvom at meningsmålingerne tyder på en radikal tilbagegang efter næste valg, så har han gode chancer for at bliver valgt ind på Christiansborg. Derfor skal man næppe regne med, at han forsøger at gøre Bondam rangen som radikal borgmester stridig.
Så alt tyder derfor på, at Ritt Bjerregaard ved, hvor hun har de radikale.
Læs mere om Klaus Bondam og de radikale her: www.bondam.dk
Af Jarl Cordua
I følge meningsmålingerne, så rasler de radikales støtte ned på landsplan, og på Christiansborg er det småt med indflydelsen. På Københavns Rådhus ser situationen helt anderledes ud. Med teknik og miljøborgmester Klaus Bondam (R) i front har de radikale siden sidste kommunalvalg fået en betydelig indflydelse ved en konsekvent satsning på et samarbejde med socialdemokraterne og SF i borgerrepræsentationen (BR). De tre partier danner i kraft af deres store flertal byens uofficielle ”regering”. Gruppeformændene mødes jævnligt til ”regeringsmøder”, hvor man afstemmer synspunkterne og koordinerer de store linjer. Derudover er der naturligvis en tæt kontakt især mellem borgmester Klaus Bondam og overborgmester Ritt Bjerregaard (S).
Lækker by
De radikales politiske indflydelse mærkes også kontant, for skattekronerne sidder løst til realisering af partiets mærkesager.
Klaus Bondam har f.eks. fået tilført adskillige midler til sit fagområde blandt andet 75 mill. kr. til en ”cykel-pakke”, der de næste to år skal bruges på forbedring af cykelparkering, grønne cykelruter, flere cykelstier m.v.
De radikale gik til kommunalvalg i 2005 på det lidt cafésmarte slogan: ”lækker by ja tak”. Om det er lykkes at komme dette mål nærmere, er der delte meninger om. Bondam har en klart mere afslappet holdning til bekæmpelsen af graffiti end forgængeren, venstremanden Søren Pind. Til gengæld er de kroniske problemer med skrald i den indre by måske ved at blive afviklet. Det sker især, fordi den radikale borgmester i kraft af samarbejdet med Ritt Bjerregaard har fået tilført 90 mill. kr. over tre år til at løse opgaven. Visionen er, at man gør ”København til Europas reneste by”.
Højhusbyggeri
En anden radikal mærkesag er at opføre mere højhusbyggeri i det centrale København. Partiet ønsker at København kommer til at ligne Europas metropoler lidt mere og derved fremstår som en moderne storby, og Bondams forvaltning har netop barslet med en strategi om ”Metropolzonen”, for at nå dette mål. Det er dog især Tivolis omdiskuterede planer for et luksushotel med et tårn på 102 meter, som er i fokus. Bondam er en ivrig fortaler for det endnu ikke vedtagne projekt, men Ritt Bjerregaards foreløbige positive tilsagn ses som en vigtig symbolsk sejr for de radikale.
Flertalsdiktatur
Det er dog ikke alle, der er lige begejstret for Bondams tætte samarbejde med Ritt Bjerregaard. Forleden i Berlingske Tidende angreb oppositionen ham for at være arrogant, egenrådig og lede møderne i kommunens teknik og miljøudvalg som et flertalsdiktatur. Angiveligt blev det politiske mindretal enten latterliggjort, ignoreret eller mødt med irritation og raseriudbrud, når de stillede kritiske spørgsmål til sager på dagsordnen. Bondam glattede ud, men afviste kritikken som et udtryk for frustration fra et mindretal, der var sat uden for politisk indflydelse. Nu overvejer Bondam og hans udvalg at søge ekstern hjælp for at løse samarbejdsproblemerne. Borgmesteren må dog påtage sig størstedelen af ansvaret, da han som leder af udvalgsmøderne i sidste ende bør sikre, at de forløber tilfredsstillende.
"Manuskriptbunden"
Skal man lede efter en forklaring på problemerne i udvalget, så peger flere på, at Bondam især i starten af sin embedsperiode udviste en betydelig politisk og faglig usikkerhed i det daglige.
I krogene på rådhuset noterer man sig, at Bondam er megen ”manuskriptbunden”, og overdriver brugen af talepapirer. Dvs. at borgmesteren går til udvalgsmøde, så har han et talepapir med til hvert enkelt punkt til at støtte sig til. Det er naturligvis forståeligt i de situationer, hvor argumenter indeholder mange tekniske detaljer, men det er ikke i orden, hvis borgmesteren har svært ved at danne sig en mening om vigtige politiske spørgsmål, og derfor i stedet overlader det til embedsmænd at formulere hans synspunkter. På det seneste menes Bondam at have taget ved lære, og vurderingen er, at borgmesterens politiske fingerspidsfornemmelse er i klar fremgang.
Udvisket profil
I det radikale bagland er der generel tilfredshed med Klaus Bondams indsats, selvom at især gruppeformanden Manu Sareen er blandt dem, der er bekymret for, at partiets profil udviskes af det tætte samarbejde med socialdemokraterne.
Arbejdsfordelingen i BR-gruppen er sådan, at Bondam holder sig til sit eget område, mens de øvrige seks BR-medlemmer er dem, der udvikler den øvrige politik.
Manu Sareen er til daglig integrationskonsulent og har især markeret sig i medierne i debatter omkring integration af indvandrere. Før valget i 2005 pressede især de radikale på for at få samlet integrationsindsatsen på ét borgmesterområde, og forslaget blev gennemført sammen med socialdemokratiet og venstrefløjen.
Manu Sareen er i øvrigt opvokset på Islands Brygge, men flyttede fra bydelen i 1996. Som dreng tjente han sine første lommepenge ved at dele Bryggebladet ud i Egilsgade.
Sareen er opstillet til folketinget her i byen, og selvom at meningsmålingerne tyder på en radikal tilbagegang efter næste valg, så har han gode chancer for at bliver valgt ind på Christiansborg. Derfor skal man næppe regne med, at han forsøger at gøre Bondam rangen som radikal borgmester stridig.
Så alt tyder derfor på, at Ritt Bjerregaard ved, hvor hun har de radikale.
Læs mere om Klaus Bondam og de radikale her: www.bondam.dk
Ny Alliance uden betydning i København
Kommentatorklummen bragt i "Bryggebladet" nr. 9. 23. maj 2007.
Af Jarl Cordua
Naser Khaders kometagtige parti Ny Alliance, der har i omegnen af 20.000 medlemmer har endnu ikke stiftet deres organisation på landsplan. Men med tiden vil de også stifte lokalforeninger og opstille til kommunalvalget blandt andet i København.
NA ikke i BR
Foreløbig har Ny Alliance ingen repræsentanter i Københavns Borgerrepræsentation (BR), men måske får de det inden næste kommunalvalg. For fristelsen til at stå øverst på stemmesedlen i København for et parti, der rider på en succesbølge, kan vise sig for stor for flere af de 55 BR-medlemmer, som i dag frister en tilværelse, som enten løsgængere eller føler sig ”marginaliseret” i sit parti. BR-medlemmer med idéer om at gå over til Naser Khader kan selvfølgelig også være drevet af Ny Alliances profil eller politik, selv om at det naturligvis stadigvæk er helt ubeskrevet, hvad partiets vision er for København.
Der er ingen blandt de fire løsgængere Finn Rudaizky, Louise Frevert, Winnie Berndtson eller Wallait Khan som p.t. har en politisk profil, der umiddelbart matcher Naser Khaders.
Der kan formentlig sidde BR-medlemmer hos Venstre, de konservative eller hos de radikale, som kunne føle sig fristet, men indtil videre bliver de, hvor de er.
Ritt har fuld kontrol
Ville NA kunne spille nogen rolle i Københavnsk politik? På den korte bane må svaret være et rungende nej. Indtil videre regerer overborgmester Ritt Bjerregaard med betydeligt flertal i Borgerrepræsentationen, der består af 19 socialdemokrater, syv radikale og syv fra SF og har fuldstændigt kontrol over begivenhederne. De tre partigruppe sidder sammenlagt på 33 ud af borgerrepræsentationens 55 mandater. Forestiller man sig en meget tænkt situation, at NA i fremtiden vil spille en væsentlig rolle i københavnsk politik, så skal seks borgerrepræsentanter pludselig forlade enten de radikale, SF eller Socialdemokratiet, og det tyder intet som helst på.
De radikale i København regnes også for at have holdninger, der ligger en del til venstre for Naser Khader, så derfor er det ikke indlysende, at radikale BR-medlemmerne går over til Ny Alliance.
Halvdelen smitter af
De første meningsmålinger har spået Ny Alliance i snit ca. 12 procent af stemmerne på landsplan.
En tommelfingerregel siger, at et parti til kommunalvalg får ca. 50 procent af fremgangen på landsplan. I forvejen er Ny Alliance med Naser Khader i spidsen et parti med appel til vælgere i storbyen. Hvis Ny Alliance kan holde tempoet oppe, blive repræsenteret i folketinget i 2008 og stadigvæk formå at være populære i befolkningen, så vil partiet - forsigtigt skønnet - kunne få i hvert fald seks procent af stemmerne ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 2009, hvilket svarer til tre mandater. Men flytter NA tre mandater til højre i salen, vil det ikke være nok til ændre på Ritt Bjerregaards flertal i dag på seks mandater, og også de borgerlige partier må formentlig afgive stemmer til Ny Alliance.
Bliver det et offentligt kendt ansigt, der ved kommunalvalget i november 2009 står i spidsen for Ny Alliance, vil han eller hun måske kunne trække et eller to mandater mere oven i de tre mandater.
I et meget optimistisk scenario, hvor Ny Alliance også i København får 12 procent eller ca. 27.000 stemmer, så vil partiet få syv mandater. Dvs. præcis det antal mandater, som de radikale råder over i dag på rådhuset. Et sådan kanonresultat for NA vil formentlig medføre, at de radikale samtidig bliver udraderet på rådhuset, og det er nok ikke særlig sandsynligt.
Min konklusion er derfor, at Ny Alliance næppe kommer til at spille nogen stor rolle i københavnsk politik foreløbigt.
Af Jarl Cordua
Naser Khaders kometagtige parti Ny Alliance, der har i omegnen af 20.000 medlemmer har endnu ikke stiftet deres organisation på landsplan. Men med tiden vil de også stifte lokalforeninger og opstille til kommunalvalget blandt andet i København.
NA ikke i BR
Foreløbig har Ny Alliance ingen repræsentanter i Københavns Borgerrepræsentation (BR), men måske får de det inden næste kommunalvalg. For fristelsen til at stå øverst på stemmesedlen i København for et parti, der rider på en succesbølge, kan vise sig for stor for flere af de 55 BR-medlemmer, som i dag frister en tilværelse, som enten løsgængere eller føler sig ”marginaliseret” i sit parti. BR-medlemmer med idéer om at gå over til Naser Khader kan selvfølgelig også være drevet af Ny Alliances profil eller politik, selv om at det naturligvis stadigvæk er helt ubeskrevet, hvad partiets vision er for København.
Der er ingen blandt de fire løsgængere Finn Rudaizky, Louise Frevert, Winnie Berndtson eller Wallait Khan som p.t. har en politisk profil, der umiddelbart matcher Naser Khaders.
Der kan formentlig sidde BR-medlemmer hos Venstre, de konservative eller hos de radikale, som kunne føle sig fristet, men indtil videre bliver de, hvor de er.
Ritt har fuld kontrol
Ville NA kunne spille nogen rolle i Københavnsk politik? På den korte bane må svaret være et rungende nej. Indtil videre regerer overborgmester Ritt Bjerregaard med betydeligt flertal i Borgerrepræsentationen, der består af 19 socialdemokrater, syv radikale og syv fra SF og har fuldstændigt kontrol over begivenhederne. De tre partigruppe sidder sammenlagt på 33 ud af borgerrepræsentationens 55 mandater. Forestiller man sig en meget tænkt situation, at NA i fremtiden vil spille en væsentlig rolle i københavnsk politik, så skal seks borgerrepræsentanter pludselig forlade enten de radikale, SF eller Socialdemokratiet, og det tyder intet som helst på.
De radikale i København regnes også for at have holdninger, der ligger en del til venstre for Naser Khader, så derfor er det ikke indlysende, at radikale BR-medlemmerne går over til Ny Alliance.
Halvdelen smitter af
De første meningsmålinger har spået Ny Alliance i snit ca. 12 procent af stemmerne på landsplan.
En tommelfingerregel siger, at et parti til kommunalvalg får ca. 50 procent af fremgangen på landsplan. I forvejen er Ny Alliance med Naser Khader i spidsen et parti med appel til vælgere i storbyen. Hvis Ny Alliance kan holde tempoet oppe, blive repræsenteret i folketinget i 2008 og stadigvæk formå at være populære i befolkningen, så vil partiet - forsigtigt skønnet - kunne få i hvert fald seks procent af stemmerne ved valget til Københavns Borgerrepræsentation i 2009, hvilket svarer til tre mandater. Men flytter NA tre mandater til højre i salen, vil det ikke være nok til ændre på Ritt Bjerregaards flertal i dag på seks mandater, og også de borgerlige partier må formentlig afgive stemmer til Ny Alliance.
Bliver det et offentligt kendt ansigt, der ved kommunalvalget i november 2009 står i spidsen for Ny Alliance, vil han eller hun måske kunne trække et eller to mandater mere oven i de tre mandater.
I et meget optimistisk scenario, hvor Ny Alliance også i København får 12 procent eller ca. 27.000 stemmer, så vil partiet få syv mandater. Dvs. præcis det antal mandater, som de radikale råder over i dag på rådhuset. Et sådan kanonresultat for NA vil formentlig medføre, at de radikale samtidig bliver udraderet på rådhuset, og det er nok ikke særlig sandsynligt.
Min konklusion er derfor, at Ny Alliance næppe kommer til at spille nogen stor rolle i københavnsk politik foreløbigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)