fredag den 29. juni 2012

Ballade på Rådhuset

SF’er går i protest og direktør anklages for at skabe dårligt arbejdsklima
Af Jarl Cordua
Bragt i Bryggebladet den 28. juni 2012
Sommerferien står for døren på Rådhuset. Sidste onsdag blev det sidste møde i Borgerrepræsentationen (BR) afholdt, og man aflyste torsdagens planlagte møde sammesteds, fordi sagerne allerede var behandlet om onsdagen. Et sikkert tegn på, at rådhuspolitikerne mentalt er på vej på stranden m.v.

For overborgmester Frank Jensen har juni måned udviklet sig til en fin afslutning på en for ham ellers rædselsfuld politisk sæson. Efter i foråret på ydmygende vis at være sat til vægs af et flertal af budgetpartierne, så har Jensen først og fremmest evnet at få genskabt alliancen med SF og de radikale frem mod budgetforhandlingerne til efteråret. Det er bl.a. sket ved at afholde en række vellykkede temamøder om budgettets indhold med de tre partiers BR-grupper, og man fornemmer både hos SF og de radikale, at overborgmesteren - denne gang – gør sig umage med at lytte til, deres politiske ønsker. Men hvad så med partiernes tillid til Jensen? Ja her kniber det stadigvæk lidt. De er i fortsat i tvivl om, at overborgmesteren kan levere ”varen” til sidst.

Ny metro
Overborgmesteren fortsætter imidlertid sin gode stime med at kunne præsentere gode nyheder for København. For eksempel har Trafikaftalen mellem regeringen og DF og Enhedslisten i Folketinget sikret en helt ny metrolinje til Nordhavn til en pris af 2,3 mia. kr., der vil stå klar i 2019. Fordi, der er handlet politisk hurtigt, så sparer København ifølge egne beregninger 300 mill. kr., fordi Ørestadsselskab i forvejen er i gang med at anlægge metrocitylinjen.


Jensen til Kina
I denne uge tager Jensen med en større delegation med repræsentanter fra 50 københavnske erhvervsvirksomheder til Kina. Han skal bl.a. underskriver søsterbyaftaler med Beijing. Det er København ellers holdt op med, men man gør gerne en undtagelse med Kinas hovedstad. For et par uger siden hastede Frank Jensen hjem fra Folkemødet på Bornholm for at lade sig fotografere med Kinas præsident Hu ved den lille havfrue. Det forlyder fra rådhuset, at det ikke var en almindelig ”photoopportunity”, i det præsidenten ikke lader sig fotografere med hvem som helst. For bare ved at have fået taget et billede i selskab med Hu, så kan det i sig selv veksles til åbne døre op i det kinesiske erhvervsliv og bureaukrati for både Frank Jensen og dermed de københavnske erhvervsfolk. Med andre ord: Forretningsmuligheder, jobs og vækst.


Ingen svømmehal i Ørestad
Det er dog ikke alle, der er lige imponeret af Frank Jensen og socialdemokraternes indsats mht. til at tiltrække investeringer til København. For eksempel fik Venstres kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev - meget overraskende for hende selv – i sidste uge underkendt projektet ”Ørestadsbad”, hvor der skulle bygges en ny svømmehal i Ørestaden til 320 mill. kr. i et område, der ifølge kommunen er underforsynet med svømmehaller. Socialdemokraterne og venstrefløjen stemte dog projektet ned i kommunens kultur og fritidsudvalg af ideologiske grunde, fordi det involverede privat finansiering og drift i kraft af den såkaldte” OPP-model”. Det er ellers en model, som kommunen ellers fremhæver og bruger i andre sammenhænge mht. at skaffe ekstern finansiering, men hvor kommunen er bygherre. Tilhængerne af projektet fremhæver i øvrigt, at det ellers normalt er bred politisk enighed mht., at sørge for investeringer i fritidsanlæg, så det bliver attraktivt at bo i området. Ikke desto mindre, så er bundlinjen at Socialdemokratiets modstand har medført, at der ikke bliver bygget en svømmehal i Ørestad.

Ballade i Sundhed og Omsorg
En sag, der virkelig optager snakken på Rådhuset gange, handler om, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningens direktør Lene Silassen, der af hele fire fagforeninger, DJØF, HK, Ingeniørforeningen IDA og Dansk Magisterforening, er blevet anklaget for at have skabt et dårligt arbejdsmiljø for sine medarbejdere i afdelingen. Fagforeningerne har skrevet et fælles klagebrev til sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen om sagen, hvor de ifølge Politiken har oplistet anklagerne mod Silassen for at have talt groft ned til sine ansatte, udstillet dem foran deres kolleger og frataget dem arbejdsopgaver og udelukket dem fra centrale møder, hvis hun ikke kunne lide dem.
Borgmesteren reagerede, da sagen blev offentlig kendt i begyndelsen af juni, ved at iværksætte en ekstern undersøgelse. Den bliver foretaget af konsulentfirmaet Resonans, som i nogle uger har interviewet medarbejderne i forvaltningen og efter planen skulle der foreligge en færdig rapport inden sommerferien.


Smækker med døren
Der manglede heller ikke drama, da den mangeårige borgerrepræsentant Signe Goldmann for et par uger side farvel til SF, da hun under buldrer og brag, forlod gruppen og ”smækkede døren” i protest mod, at SF tilsyneladende accepterer en løsning for Amagerforbrændingen, hvor der kan bygges to nye ovne, der kan håndtere affaldsforbrændingen.
I en pressemeddelelse begrundede Signe Goldmann sit dramatiske exit sådan: 
- Jeg forlader SF fordi partiet har skiftet holdning og accepteret, at der kan bygges et væsentligt større forbrændingsanlæg på Amager, end det der tidligere har været partiets og Københavns Kommunes politik. Det nye forbrændingsanlæg er den største miljøpolitiske beslutning, vi står overfor i denne valgperiode. En beslutning, der rækker 30-40 år ud i fremtiden, og i høj grad vil være afgørende for om vi fremover skal satse meget mere massivt på genanvendelse af affaldet, eller vi fortsat primært skal brænde det af.  
- Det er med stort vemod jeg forlader partiet efter 25 år. Men som tingene har udviklet kan jeg ikke længere se, hvordan jeg kan være en del af partiet, hvis jeg fortsat skal være tro overfor mine idealer og bevare min personlige og politiske integritet, siger Signe Goldman.
Imidlertid skal man ikke gå mange skridt på rådhuset, før man kan høre en anden forklaring end ”idealer” og ”politisk integritet” som årsag til Goldmanns stormfulde farvel. Ifølge denne forklaring, så var Goldmann med ret stor sikkerhed under alle omstændigheder færdig som politiker efter denne valgperiodes udløb, i det SF næppe ville genopstille hende. Og hvorfor så ikke? Det hænger sammen med, at Goldman – ifølge mine oplysninger – igennem flere år ikke har svaret SF den partiskat, som partiets regler kræver af SFs folkevalgte politikere. SFere med lønnede tillidshverv skal således sende 10 pct. af deres vederlag videre til partikassen, og det har Goldmann, siges det i krogene, i gennem flere år undladt at gøre. Konsekvensen af manglende betalt partiskat udelukker dermed, at Goldmann kan genopstille på SFs liste BR-valget om halvandet år. Kan Goldmann så skifte til Enhedslisten? Kun i teorien, men det ville kræve at den tidligere SF’er allerede nu nedlagde sit mandat for at kunne gøre sig forhåbninger om at blive opstillet. I øvrigt betaler Enhedslistens folkevalgte også partiskat af deres indtægter.


Enhedslisten skal have ny spidskandidat. Socialborgmester Mikkel Warming kan ikke fortsætte som borgmester, hvis Liste Ø får nok stemmer til det efter kommunalvalget. Partiets interne regler siger, at han kun kan sidde som borgmester i to valgperioder. Derfor skal der findes en ny, som formentlig også skal stå i spidsen for partiets kampagne frem mod kommunalvalget i november 2013. Umiddelbart er der tre kandidater. Den første er Signe Færch som regnes for at være både skarp retorisk og politisk ”hurtig i hovedet” og et stortalent på linje med flere af de yngre kvinder, der p.t. sidder i partiets folketingsgruppe. Færch har dog gjort det klart, at hun prioriterer at få en uddannelse som socialrådgiver. Det efterlader Liste Ø med to andre muligheder: Gruppeformand Rikke Lauritzen eller partiets ordfører i teknik og miljøudvalget Morten Kabell.

Rikke Lauritzens arbejdsliv er fyldt med politik, da hun også arbejder som sekretær hos Enhedslisten på Christiansborg. Hun har været medlem af BR siden 2006 og sidder i børne -og ungeudvalget.

Morten Kabell har haft sæde i BR siden 1997. Politik fylder også op i Kabells arbejdsliv, da han har en stilling som organisationssekretær for Enhedslisten i København.

Det er imidlertid en urafstemning blandt Enhedslistens medlemmer først i det nye år, der afgør, hvem der kunne gå hen og blive Liste Øs bud på en borgmester. Et efterfølgende opstillingsmøde engang i foråret kan dog rykke rundt på tingene, da der også er regler for ligelig repræsentation af køn. På grund af Enhedslisten opstiller på partiliste, så er de øverste navne på listen så godt som sikre på at blive valgt i BR uanset de personlige stemmetal. Og Enhedslisten vejrer morgenluft på grund af den landspolitiske fremgang for partiet, som ventes at slå igennem især i København, der er politisk langt mere rød end de øvrige landsdele. Måske kan Enhedslisten få ca. 20 pct. af stemmerne og blive BRs næststørste parti efter Socialdemokraterne.

Hvis det sker, så kan det – lidt afhængig af konstitueringsreglerne – betyde at Enhedslistens borgmester kan blive teknik og miljøborgmester. I så fald vil pilen efter et valg – kunne pege på Morten Kabell, da han er partiets ordfører på området. Enhedslisten har nemlig den tradition, at det er den person, der har ordførerskabet, som overtager den borgmesterpost, som partiet bliver tilbudt. Dvs. hvis det omvendt er børne- og ungeborgmesterposten, som bliver Liste Ø til dels, så er Rikke Lauritzen formentlig det bedste bud.

Det giver så den underlige situation, at Enhedslistens spids- eller borgmesterkandidat efter et valg, sagtens kan ende med ikke at blive den, der sætter sig i borgmesterstolen.

Den siddende borgmester Mikkel Warming kan i øvrigt godt genopstille til BR, da det kun er et ”fritidshverv”. Imidlertid forlyder det, at Warming har mod på at prøve noget helt nyt uden for politik.

Læserne ønskes en god sommer!

fredag den 22. juni 2012

Frank Jensen satser igen på ”de regeringsbærende partier”

Enhedslisten angriber S i udliciteringssag

Bragt i Bryggebladet 14. juni 2012

Af Jarl Cordua
Overborgmester Frank Jensen satser på at indgå et budgetforlig med SF og de radikale i efteråret. Det ses ved, at Jensen i de seneste par måneder intensivt har forsøgt at få genetablere det stærke samarbejde blandt de såkaldte ”regeringsbærende partier”, som man så i begyndelsen af valgperioden. Hensigten med offensiven er selvfølgelig også at få genskabt indtrykket i offentligheden, at Københavns overborgmester som en naturlov ”sidder forrest i bussen”, når et budgetforlig forhandles og falder på plads i løbet af september. De tre partier har i de seneste uger mødtes ved indtil videre tre temamøder, hvor man har set på mulige prioriteringer af midler i næste års budget. Temamøderne har omhandlet emner som ”udsatte byområder” og ”vækst og beskæftigelse”.

Der udestår et fjerde møde i denne uge, men der bliver meldt om ”en rigtig god stemning”. Det betyder på dansk, at socialdemokraterne gør sig ekstra meget umage med at nurse SF’erne, så de ikke igen begynder at føle sig fristet af at lave studehandler med de borgerlige. De radikales strategi er tydeligvis at blive hængende, så længe S og SF ser ud til at finde sammen og på den måde få indflydelse (og navnlig penge til den radikale borgmesters område). Jensens bestræbelser på at imødekomme især SF udelukker dog ikke, at andre partier, fx Enhedslisten eller nogle af de borgerlige partier, kommer med. Men det er SF, som Jensen først og fremmest bejler til. Dermed kan man nu konkludere, at SF’erne gjorde ret i at sætte sig i respekt og give Frank Jensen en lærestreg, da de i foråret udnyttede, at overborgmesterens autoritet på flere måder var i bund, og uden om S indgik en aftale i den såkaldte ”overførselssag” med de øvrige budgetpartier.   

Færre penge
Udligningsreformen mv. vil formentlig gøre posen med penge, som Frank Jensen kan dele ud af sammen med budgetpartierne til næste år, en hel del mindre end før udligningsreformen, som regeringen for nylig indgik en aftale med Enhedslisten om. For den betyder, at København skal til lommerne for at hive ca. 100 millioner kr. op ekstra til de fattige af landets kommuner, når man indregner diverse kompensationsmuligheder for kommunen, Det ligger dog i kortene, at der i budgettet for 2013 skal afsættes ekstra penge til områder som sundhed, skolerenoveringer, boliger i udsatte byområder, gennemførelse af klimaplanen og ”København som Grøn By”. Dertil kommer også initiativer, som man kalder for ”innovation og sund vækst”, der kan øge den økonomiske vækst i det private erhvervsliv ved bl.a. at gøre København som såkaldt vækstklynge inden for ”Clean Tech”-teknologi. De fleste er sikkert også enige i – og aktualiseret af den ulykkelige sag med pigen, som på grund af et gennemtæret gelænder faldt ned fra en bro og blev lam – at der skal gøres noget ved det erkendte vedligeholdelsesefterslæb, der er på byens veje, broer mv.

Udfordringen fra Ø
De færre penge gør dog, at det alt andet lige er mindre attraktivt for partierne at gå med i et forlig. Set fra Frank Jensens stol kan det i denne situation måske bedre betale sig at satse på færre partier, som så kan få deres ”lunser” af indflydelse, frem for at flere partier skal tilgodeses. Desuden deler S også et skæbnefælleskab med de øvrige regeringsbærende partier. Det er aktuelt set i lyset af, at meningsmålingerne p.t. straffer især S og SF, hvilket med stor sikkerhed vil slå hårdt igennem ved kommunalvalget, medmindre at regeringen forinden finder en vej ud af vælgerkrisen. 

I takt med regeringspartiernes S og SFs nedsmeltning i meningsmålingerne, så brager især Enhedslistens opbakning frem. Det giver naturligvis håb blandt partiets rådhus-rødder om at få en stor vælgergevinst ved kommunalvalget til november næste år. Ved folketingsvalget var partiet godt hjulpet af en Johanne Schmidt-Nielsens evne til at brænde igennem medierne og give venstrefløjens utilfredshed med regeringen mæle. På Københavns Rådhus har Liste Ø ikke en politisk figur, som på samme måde er kendt hos vælgerne. Den eneste, som kan tænkes at være en anelse kendt blandt vælgerne er Socialborgmester Mikkel Warming, der dog forlader Rådhuset helt efter to perioder som borgmester på grund af Listens interne rotationsregler. Der er derfor ingen i BR-gruppen, som på nogen måde kan siges at være bare det mindst kendt blandt vælgerne, og hvad værre er: Enhedslisten vælger først til næste år en modkandidat, der formentlig på grund af tidsmangel får svært ved at nå at blive særlig kendt ude hos vælgerne. Det kan så være Frank Jensen og i større SFs Ninna Thomsens held, at ”Johanne-effekten” formentlig ikke slår helt igennem i København ved BR-valget, som den ellers ville, simpelthen fordi vælgerne ikke ved, hvem der står i spidsen for Enhedslisten. På den anden side, så kender vælgerne de færreste af politikerne.  Bedømt ud fra de tidligere ”Kendtheds-undersøgelser”, der tidligere er blevet lavet, så vil kun meget få københavnere kunne nævne ret mange andre rådhuspolitikere end overborgmesteren, dvs. Frank Jensen.

Rød opposition
Enhedslisten forsømmer dog ikke en lejlighed til at markere en opposition til Frank Jensen og Socialdemokraterne. For tiden er fagforeningen FOA meget utilfredse med, at kommunen vil have en tredjedel af kommunens rengøring sendt i udbud, så også private firmaer kan byde på opgaverne. Imidlertid mener Enhedslisten, at Frank Jensen render fra en aftale, som S, SF og Ø indgik med LO-København forud for seneste kommunalvalg. Den gik nemlig ud på, at offentlige opgaver ”som udgangspunkt” ikke skal udliciteres eller sendes i udbud. Socialdemokraterne fortolker dog aftalen noget løsere end Enhedslisten, og henviser til, at Liste Øs folk i BR selv har stemt for kommunens udbudsplan.  

Enhedslisten mener omvendt, at de alene har stemt for, at kommunen undersøger mulighederne for udbud af flere offentlige opgaver, sådan som kommunen er forpligtet af loven til at gøre. Det var i Enhedslistens øjne på ingen måde ensbetydende med en politisk blåstempling af, at udbuddet rent faktisk kan sættes i værk. For Socialdemokraterne var Enhedslistens tilslutning til planen derimod fortolket som en accept af udbudsplanerne, og i venstrefløjspartiet er der også en erkendelse af, at man nok burde have stemt nej til selve udbudsplanen.  

Forrige torsdag i BR-salen var der i øvrigt en heftig debat, der tegnede nuancerne op i synet på udbud af offentlige opgaver hos de røde partier. Især SF, som oprindeligt delte Enhedslistens kritik, har dæmpet sig, men har nu accepteret planerne. Og det lykkedes åbenbart S at få SF med på at stille et senere vedtaget forslag, der afparerer noget af kritikken fra FOA. Her forpligter kommunen sig til at evaluere arbejdsforholdene for de privatansatte, der fremover skal gøre rent for kommunen, for at sikre sig at de er i orden.  

For Enhedslisten kan man dog under alle omstændigheder med LO-aftalen i hånden markere noget politisk kant til socialdemokraterne og hente støtte og sympati hos de fagforeninger, der mener, at Frank Jensen og co. nu er rendt fra aftalen. Realiteten er dog, at der er et stort politisk flertal i BR for at sende rengøringen i udbud.

Sagen med udbuddet af den kommunale rengøring, viser, at Enhedslisten frem mod næste kommunalvalg leder efter sager, hvor man kan skærpe den røde profil i forhold til en Frank Jensen, som man gerne vil fremstille som en socialdemokrat, der ikke i tilstrækkelig grad fører rød politik i København. Jensen er dog udmærket klar over, at han især er udfordret vælgermæssigt fra venstrefløjen, og det er formentlig også en af grundene til, at han frem mod valget vil lægge sig tæt op ad SF for at tage brodden af kritikken fra Enhedslisten. Måske vil han endda gøre sig meget umage for at få Enhedslisten med i et budgetforlig? Men er det i det hele taget muligt for Frank Jensen at dæmme op for den vælgermæssige nedsmeltning, der pt. sker af regeringen og ikke mindst af socialdemokraterne, hvor røde vælgere hos S og SF flygter til Liste Ø?

Et budgetkrav fra Liste Ø?
Frank Jensen kunne måske lægge øret til vandrørene på rådhuset, hvor man fra Enhedslisten mfl. kan høre en kritik af de såkaldte ”administrative planer”, hvor effektiviseringer gennem samling af administrativt såkaldt decentralt personale bl.a. på daginstitutionsområdet og socialområdet har medført, at der nu kommer en ekstra regning på samlet set ca. 10 millioner kr. til daginstitutionerne, sociale institutioner mv. Kritikerne mener, at daginstitutionerne og de sociale institutioner skal betale en for høj pris for det administrative personale, fordi omkostningerne er sat for højt. Det betyder, frygter kritikerne, at daginstitutionerne mv. skal igennem grønthøsterbesparelser for, at få enderne til at mødes. 10 millioner kr. er dog intet stort beløb i budgetmæssig sammenhæng, så hvis Enhedslisten stiller krav om at institutionerne på en eller anden måde tilgodeses eller kompenseres, så er det alt i alt en billig omgang for Frank Jensen.