tirsdag den 15. december 2009

Bydronningen abdicerer

På rådhuset går snakken om, hvad fremtiden vil byde under de nye borgmestre.

Bragt i Bryggebladet nr. 18. den 15. december 2009.

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Julefreden er så småt ved at sænke sig over rådhuset. Nye og gamle borgmestre skal flytte ind og ud af kontorer. Partierne skal justere deres politiske strategier, og så skal der siges farvel og tak til overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Det sker torsdag i denne uge ved en kæmpe afskedsreception på rådhuset.
Selvom at København står på den anden ende på grund af klimatopmødet, så bliver der helt sikkert trængsel ind til festsalen, hvor Ritt vil stå og tage imod en lang kø af politikere samt folk fra organisationer, embedsværket, partifæller, erhvervslivet og mange andre. Snakken henover hvidvinen og kanapeerne vil utvivlsomt også gå om, hvem der IKKE møder frem på bydronningens sidste store dag i hendes politiske liv. Og her vil interessen især samle sig om årsagerne til Ritts partiformand Helle Thorning-Schmidts forventede udeblivelse.

Et spørgsmål om stil
Hvad taler man ellers om på rådhuset for tiden? Blandt politikerne er der store forventninger til den kommende overborgmester Frank Jensens (S) lederskab for kommunen. Vil han evne at samle partierne til et bredt samarbejde i en tid, hvor kommunekassen for alvor fattes penge?
Det er ingen kunst at samle politiske flertal til at bruge penge. Sværere bliver det selvsagt, når der skal »prioriteres« det vil sige skæres ned i kommunens budget. Hverken venstrefløjen eller de borgerlige kan overtales til at tage et medansvar, medmindre de får synlig indflydelse den anden vej. Sådan har den politiske logik altid været, og det ved Frank Jensen bedre end nogen anden.
Der er dog bred enighed om den vurdering, at Ritt Bjerregaards kontante forhandlingsstil ikke bliver fortsat under Frank Jensen. Han vil gøre mere ud af fra begyndelsen at høre forhandlingsparterne, inden at han politisk spiller ud med budgetforslag og deslige.
Det er en stil, som minder om den, der var fremherskende i tiden under tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). Frank Jensen havde i sin valgkamp meget få konkrete løfter, men ét af dem var »mindre fnidder og mere samarbejde«. Netop derfor, er der visse forventninger til, at han vil tage dette løfte seriøst og efterleve det. På den anden siden har Jensen det også nemt p.t., hvor det er svært at få øje på en stærk opposition.

Frank søger spindoktor
Frank Jensen leder i øvrigt også efter en ny spindoktor, og det skal naturligvis være en tung én af slagsen. »En der skal overtales,« lyder jungetrommerne, hvilket peger i retning af, at det bliver en tidligere politisk journalist fra en af de store morgenaviser.
Stillingen er opslået og er utvivlsomt også et emne, der vil blive diskuteret i politiker-, journalist- og spindoktorkredse ved Ritts reception.

Tillidsfuldt samarbejde?
Et tredje varmt tema på rådhuset er forventningerne til det fremtidige samarbejde mellem kommunens to store forvaltninger, økonomiforvaltningen under den ny overborgmester Frank Jensen og teknik og miljøforvaltningen under dens kommende borgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF).
De to store forvaltninger samarbejder traditionelt meget i en del større sager for eksempel i forbindelse med store byudviklingssa-ger på Amager og Nordhavn. Det er sagsområder, hvor kommunen investerer enorme beløb i infrastruktur, skoler, daginstitutioner og så videre, men hvor der også indgår politisk stillingtagen omkring lokalplaner, miljøspørgsmål, æstetiske hensyn, som ligger under Kjeldgaards område.
Der er mange ting, der kan gå galt, så embedsmandsapparatet – og sikkert også erhvervslivet – håber meget på, at Kjeldgaard og Jensen får det til at køre gnidningsfrit.
Socialdemokrater havde før konstitueringsforhandlingerne bekymret sig for SF, de man ved tidligere forhandlinger har oplevet som alt for grådige. Men SF gik efter at få de to borgmesterposter, som de fik. Så der blev ingen ballade denne gang. Tværtimod. Der er derfor lagt op til et »tillidsfuldt samarbejde mellem parterne«, som det hedder i klicheen.
Men hvordan vil Kjeldgaard reagere, når Jensen første gang må sige nej til SF’erens planer og ideer? Det er jo i den slags situationer, at samarbejdet skal stå sin prøve. Og netop der, hvor Kjeldgaard beskyldes for at have lidt for meget fokus på egne behov frem for sine forhandlingspartneres ditto.

"Dead Man Walking"
Kjeldgaard fik barberet sit personlige stemmetal ned fra 8764 i 2005 til 3570 ved årets kommunalvalg, hvor SF ellers gik stærkt frem. I modsætning til alle andre – også i SF – ser han sig ikke sig selv som en taber. Kjeldgaard har derfor ikke brugt lang tid på at slikke sårene over det ret ydmygende personlige valgnederlag: Nu gælder det nye udfordringer som borgmester for byplanlægning, trafik, miljø og så videre. Og det er sket i en grad, at alle tidligere spekulationer om at han vil forlade borgmesterposten midt i perioden er forduftet.
Endnu er Kjeldgaard også SF’s leder i København. Der er dog bred enighed blandt flere iagttagere om, at Kjeldgaard på et eller andet tidspunkt i valgperioden bliver udfordret af SF’s ny sundhedsborgmester Ninna Thomsen. På rådhusets gange kaldes Kjeldgaard i spøg for »Dead Man Walking«, netop fordi hans politiske lederskab lever på lånt tid.

SF overvejede integrationsborgmesterpost
I krogene bliver der også talt om, at SF for et par uger siden, da de havde valgmuligheden, overvejede at tage integrationsborgmesterposten. Den skulle SF’s største stemmeslugeren Ayfer Baykal have signaleret, at hun ville gå efter. Imidlertid mente mere erfarne SF-gruppemedlemmer ikke, at Bajkal, der fik sin SF-partibog for relativ nylig, skulle have lov at overhale dem indenom og blive integrationsborgmester. Den matchede ellers fint tyrkiskfødte Baykals profil med hensyn til erfaring. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejder med integration på kommunens biblioteker.
Men ved i stedet at vælge sundhedsborgmesterposten, så var SF’erne på sin vis udover denne diskussion, for her havde Baykal nemlig ingen særlig viden eller erfaring, som kunne tale for, at hun skulle sætte sig på den post. For det andet var SF’ere betænkelige, forlyder det, ved at sidde på en integrationsborgmesterpost på et tidspunkt, hvor Villy Søvndals markeringer på området ligger en anelse til højre for, hvad nogle SF-organisationsfolk synes, at de kan stå inde for. Ved at melde pas på den udsatte integrationsborgmesterpost, undgik SF’erne på rådhuset dermed i fremtiden at komme på kollisionskurs med SF på Christiansborg. Ja, der er mange hensyn at tage!

Frygter en fremtid med Vang
Et fjerde stort samtaleemne er udsigten til, at den kun 26-årige Anne Vang (S), fra nytår sætter sig for bordenden i den udskældte børne- og ungdomsforvaltning, hvor pengene – uanset hvor mange politikerne bevilger – aldrig slår til. I forvaltningen gruer embedsmændene over, om de nu risikerer at blive en filial under overborgmesterens økonomiforvaltning. Vang ses af sine nye medarbejdere, som en discipel af økonomiforvaltningens direktør og grå eminence Bjarne Winge. Han er en knastør økonom, der som leder af de hårde regnedrenge, har det med at kommunikere gennem excel-regneark. Winge har 25 års erfaring i at finde penge på kommunens budget. Det er en evne, som han på hele rådhuset både er dybt respekteret – og frygtet for. På den anden side har Vang – som højtstående socialdemokrat nu direkte adgang til chefen. Det betyder, at hun som socialdemokratisk toppolitiker formentlig bedre – end det var tilfældet med Kjeldgaard – kan vinde forståelse hos overborgmesteren for, at budgetterne til nye daginstitutionspladser har det med at skride i en kommune, hvor børnetallet er eksploderet. Det skal embedsmændene i børne- og ungdomsforvaltningen nok snart lære at sætte pris på, og Vang har allerede leveret varen en gang.
Ugen før valget rendte SF og Enhedslisten fra årets budgetaftale vedrørende de indbyggede besparelser på børne- og ungeområdet. Det skete i konsekvens af højlydte protester fra pædagogfagforeningerne og stærkt omdiskuterede blokadeaktioner fra forældreforeninger. Efter valget har Vang og Socialdemokraterne og et flertal i BR besluttet at fjerne halvdelen af de planlagte besparelser på små 50 millioner kroner på børne- og ungdomsforvaltningens område. Det sker simpelthen ved at kommunen i stedet optager lån på cirka halvdelen af beløbet.

Enhedslistens generationsskifte
Trods pæn stemmemæssig fremgang til Enhedslisten, der nu er BR’s tredjestørste parti, så gav det ikke flere mandater end de seks, partiet havde i forvejen. I partiet erkender man, at have lidt et stort tab ved, at veteranen Jens Kjær Christensen (61), der har siddet i BR siden 1992, ikke blev genvalgt. Kjær Christensen er en knivskarp debattør med en ganske stor viden og arbejdsevne. Han er således en venstrefløjspolitiker, der står bred respekt om.
Men Enhedslisten stillede op på en partiliste, valgt af medlemmerne. Og de mente, at Kjær skulle være nummer syv. Det rakte ved valget kun til at blive 2. suppleant.
Hos liste Ø har man dog i stedet blandt andre fået tilgang fra den nyvalgte Signe Færch, der har gjort sig bemærket som græsrodsaktivist i foreningen »Kirkeasyl«, der arbejder for at afviste asylansøgere får permanent opholdstilladelse. I Enhedslisten vurderer man den 27-årige socialrådgiver-studerende, der ved BR-valget var nummer to på Liste Ø, som et af partiets mest lysende nye politiske talenter.

Intern ballade i Venstre
I Venstre har man travlt med et internt slagsmål. Formanden for vælgerforeningen og hovedbestyrelsesmedlem gennem næsten ti år, Niels M. Knudsen, har på et internt møde for nylig og med omgående virkning nedlagt sine poster.
Det sker i protest mod, at Venstres nyvalgte gruppeformand Lars Berg Dueholm og borgmester Pia Allerslev på et konstituerende møde, som V-formanden var forhindret i at deltage i, foreslog at tildele en ret så givtig vurderingsformandspost til tidligere BR-medlem Jesper Schou Hansen. På et efterfølgende dramatisk bestyrelsesmøde har formanden nedlagt sin formandspost på grund af »mistillid« til Dueholm og Allerslev, da BR-gruppen valgte at følge indstillingen.
Det er en sag, som foreningens tillidsfolk og folkevalgte nu bruger en del tid og kræfter på. Venstres landsorganisation er involveret i sagen, og Pia Allerslevs interne autoritet er udfordret. Alle spørger sig selv om, hvorfor borgmesteren går i brechen for at tildele en forhenværende BR-politiker et ben, som ellers var tiltænkt formanden. Kimen er lagt til stor intern ballade. På et BR-gruppemøde har det nyvalgte BR-medlem og informationschef i politiet, Flemming Steen Munch, desuden gjort klart, at han ikke er imponeret af den interne konstituering.
Mandag i denne uge skal et ekstraordinært bestyrelsesmøde i partiet afklare sagen, før at julestemningen også kan indfinde sig hos Venstre.
Læserne ønskes en glædelig jul og et godt nytår!

tirsdag den 1. december 2009

Bondam udnyttede borgerlig splittelse

København stjal billedet med en helt uforudset VOR-konstitueringsaftale

Bragt i Bryggebladet nr. 17 1. december 2008

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Københavnske vælgere er vant til lidt af hvert i tiden efter, at valget til Borgerrepræsentationen er overstået. Det er her, at partierne finder sammen for at fordele borgmesterposter, udvalgsposter og lukrative bestyrelsesposter. I årenes løb har der ikke været grænser for fantasien mht. konstellationer på kryds og tværs. Vælgerne har også været vidne til at politikere straks efter valget forlod deres parti i håb om at få gevinst af det. I år var ingen undtagelse, når det gælder opmærksomhed, i det de radikales spidskandidat Klaus Bondam igen blev borgmester efter at have indgået en såkaldt konstitueringsaftale med Venstre – og mere spektakulært arvefjenden Dansk Folkeparti.

Advarede imod DF
Før valget førte især de radikale - med Bondam i spidsen - an i en målrettet kampagne, der dels fordømte DF og dels specifikt advarede de københavnske vælgere om at Pia Kjærgaards folk stod til at overtage beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten. I øvrigt den mindst prestigiøse og indholdstunge politiske post. Formentlig har denne direkte appel bidraget til, at de radikale fik et uforudset pænt valg med en mindre tilbagegang fra 7 til nu 5 mandater. Dagen efter valget skulle Bondam dog forklare de samme vælgere, hvorfor han nu var blevet borgmester netop på DFs stemmer. Det var ikke en let opgave, og Bondam trak store veksler på sin troværdighed – ikke mindst hos vælgerne og sit eget bagland, der var splittet midt over af den umage konstellation med ”pianisterne”.

Nye sengekammerater
Især den radikale gruppeformand Manu Sareens højlydte kritik af aftalen bidrog til, at debatten om Bondams nye politiske sengekammerater efterfølgende eskalerede på blogs og nyhedsfora på nettet. Sareen anførte, at han ikke var taget med på råd før de radikale forhandlere sent om morgenen efter valget lavede aftalen med V og DF. I Venstre undrede man sig over, at Sareen ikke anede, hvor det bare hen, siden at de radikale forhandlere allerede tidligt på valgaftenen var mødt op hos venstrefolkene på rådhuset. Her gav de radikale klart udtryk for, at de var til salgs for en god aftale, ud fra det pragmatiske synspunkt, at konstituering ikke er en politisk aftale, men blot ”matematik”. Sareen benægtede dog, at det var med hans velvilje, at tilsagnet var givet, og forklarede sig med, at han havde været åndeligt eller fysisk fraværende. Sareens frasigelse af et evt. medansvar hænger måske også sammen med en frygt for vælgernes reaktion, da det kan få negative konsekvenser for hans egen folketingsvalgkamp om ca. 1½, hvor Sareen står til at blive valgt på tinge. Da de personlige stemmer blev talt op, hvor opbakningen til Sareen langt overgik Bondams, gik spekulationerne på, om Bondam blev tvunget væk fra borgmesterposten. Men lige dér gik åbenbart grænsen for Sareens obstruktion. For han ville hverken tage posten selv, til trods for at den i øvrigt blev tilbudt ham på et sølvfad, eller droppe konstitueringsaftalen med V og DF. Altså: Stor ståhej for ingenting.

Borgerlig splittelse
Bondams borgmesterpost var ikke kun et resultat af et hastigt radikalt tilbagetog mht, hvad DFs mandater kunne bruges til. Chancen for at få en radikal borgmesterpost opstod alene som følge af dyb mistillid mellem DFs og de konservatives forhandlere. På valgnatten skændtes de to partier om de borgerliges 2. borgmesterpost. Undervejs fik de konservatives forhandler Mogens Lønborg fornærmet DF’erne ved at henvise til ”anstændige mandater” og ”uanstændige mandater”. Ophidselsen var så stor, at DF’ernes gruppeformand Carl Christian Ebbesen senere indrømmede, at hvis DF ikke kunne få posten, så skulle K heller ikke have den. Hos de konservative nægter man dog, at det gik sådan for sig. Imidlertid blev der alligevel skabt enighed meget sent om morgen om at Lønborg skulle have posten. Men da der så opstod en situation, hvor Lønborg så ud som om, at han var i gang med at forhandle alene med Frank Jensen, mistænkte V og DF ham for at springe over til ”den røde blok”. Venstrefolkene havde under hele forløbet kontakt med de radikale, der gennem hele natten forgæves havde forsøgt at overtale ”den røde blok” til at give dem en nyopfunden ”viceoverborgmesterpost” med eget kontor og budget. Da DF’erne tidligt om morgenen blev overbevist om, at Lønborg var ved at springe, så var Ebbesen klar til at gå med i en aftale med Bondam, der sikrede DF mere indflydelse - end hvis de var efterladt på perronen alene med Venstre. Da den konservative borgmester intetanende kom tilbage fra sit møde med Frank Jensen, var løbet til gengæld kørt for K. Chokerede, skuffede og rasende gik K nu med i en aftale med ”de røde”, der sikrer de konservative en række pæne og ganske vellønnede bestyrelsesposter og formandsposter, som et pænt plaster på såret. Siden har de konservative kastet sig ud i en strid med V og O i medierne om, hvem der har skylden for, at VKO denne gang ikke kunne holde sammen. Med bekymring har også kræfter i erhvervslivet forsøgt at få parterne til at finde sammen. Men de konservative står til at miste mange poster, ”gode ben” mv. i forhold til at de i stedet går med i et stort borgerligt valgforbund. Den meget rutinerede og dygtige forhandler Frank Jensen har således akkurat givet K de pæne lunser, der skal til, for at holde de borgerlige splittet. Spørgsmålet er nu, om den borgerlige ballade fortsætter valgperioden ud, eller at VKO får klinket skårene og igen samarbejder.

Flot SF-valg
Bryggebladet borgmestertip fra før valget holdt hjem på nær én borgmesterpost. SF fik en ekstra borgmesterpost i stedet for de konservative, der mistede deres. Det skete i kraft af, at SFs fremgang blev endnu større, end målingerne forinden havde vist. De samme målingers spådomme om borgerlig fremgang holdt slet ikke, og VKO fik 14 mandater til sammen. Præcis som i 2005. SF fik omvendt 6 ekstra mandater til nu 13. De 4 mandater kom fra S, mens de radikale leverede de sidste 2. Enhedslisten fik et pænt valg, og fastholdt deres 6 mandater. Kommunens vedtagne besparelser på børneområdet blev en god sag for liste Ø, der var effektiv mht. at mobilisere utilfredse forældre på valgdagen. Enhedslisten og SF havde ellers selv været med i forliget, men rendte kort tid før valget fra denne del af budgetaftalen. Enhedslistens Mikkel Warming fortsætter helt som forudset som sociaborgmester.

Ny SF-leder?
SF fik udmærket styr på valgkampen inden de sidste tre vigtige uger, hvor Villy-effekten slog godt igennem i København. Meget betegnende har ingen – heller ikke i SF - været ude og hylde Bo Asmus Kjeldgaard som ophavsmanden til partiets store valgsejr. Kjeldgaards personlige valg var sløjt – for ikke at sige halvskidt med kun 3570 personlige stemmer og blev som spidskandidat overgået af en kandidat længere nede på listen, Ayfer Bajkal, som fik 3665. I politiske kredse læser man denne ydmygelse som vælgernes deciderede fravalg af Kjeldgaard, der i de næste fire skal være Teknik- og miljøborgmester. Konsekvensen af det ikke imponerende personlige valg må på længere sigt blive, at Kjeldgaard ikke igen står øverst på SFs liste ved det næste kommunalvalg. Ikke overraskende blev SFs tidligere gruppeformand Ninna Thomsen ny sundhedsborgmester. Thomsen har, til trods for at hun tidligere har været i opposition til hans ledelse, et godt forhold til Kjeldgaard. Spørgsmålet er dog, om ikke vælgerne allerede nu har svækket Kjeldgaard så meget, at han de facto er færdig som SFs leder i København. Når tiden er inde, vil Thomsen – hvis hun altså vil – uden tvivl kunne vælte Kjeldgaard af pinden som SFs nye politiske leder i København. Hun vil uden tvivl kunne få opbakning i BR-gruppen, men partiorganisationen i København har også et ord at skulle have sagt. Det bliver interessant at se om arvefølgen vil foregå glidende i ro og mag, eller om der på et eller andet tidspunkt udbryder borgerkrig. Jeg gætter på, at Kjeldgaard inden for de næste 1½-to år selv trækker sig som leder.

S-tilbagegang
Frank Jensens valg var absolut godkendt – og mere til. Ingen forventede, at han kunne gentage Ritt Bjerregaards kanonvalg fra 2005. Nu blev det efter en effektiv og synlig valgkamp til en mindre tilbagegang fra 21 til 17 mandater, og samtidig fik byrådsgruppen skiftet resterne af Jens Kramer Mikkelsens gamle garde ud med flere nye friske kræfter. Efter konstitueringen er TV3-værtinden Mette Reissmann blevet ny politisk ordfører, mens tidligere indenrigsminister Birthe Weiss søn, Lars Weiss er blevet ordfører i teknik og miljøudvalget. Gruppeformand er fortsat Jesper Christensen, mens der ikke er blevet plads til tidligere borgmester Jacob Hougaard i ledelsen. Det lave personlige stemmetal afgjorde formentlig sagen, så Hougaard hurtigt trak sig som borgmesterkandidat umiddelbart efter valget. Tilbage som kandidat til den ledige 2. socialdemokratiske borgmesterpost stod så ikke overraskende Anne Vang, der også fik et flot personligt valg med 3605 stemmer. Den nye S-borgmester er i øvrigt i modsætning til de øvrige borgmestre indfødt københavner.

V-skuffelse
For Venstres Pia Allerslev blev valget en slem skuffelse. Målinger havde spået en pæn fremgang, men Venstre gik tilbage med 2 mandater til 6. Ved konstitueringen kunne Pia Allerslev vælge som nr. 2, men gik en stor bue uden om den store børne- og ungdomsborgmesterposten, som set med borgerlige briller er en uriaspost, hvor driftsomkostningerne er mere eller mindre ude af kontrol. Venstre-lederen valgte derfor det sikre og bliver igen kultur- og fritidsborgmester. Venstres gruppe fik ved valget i øvrig tilgang af Københavns Politis informationschef Flemming Steen Munch.

K-fornyelse
I modsætning til Venstre fik de konservative valgt nye unge kræfter ind i deres BR-gruppe, der nu tæller fire mandater mod 3 i 2005. Det er de to unge folk Rasmus Jarlov og Jakob Næsager. Især er der mange forventninger til Jarlov, som mange konservative ser som ny spidskandidat for partiet ved det næste kommunalvalg.

DF-fremgang
DF fik også fremgang, sådan at BR-gruppen nu har fire mandater. Her er der foruden Carl Christian Ebbesen gensyn med erfarne kræfter som de tidligere socialdemokrater Karin Storgaard og Finn Rudaizky og tidl. MF Birte Skaarup.

onsdag den 4. november 2009

Bryggebladets borgmestertip

Bragt i Bryggebladet nr. 15 den 3. november 2009

Af Jarl Cordua

(Let revideret fra trykte version)

Der er 14 dage til kommunalvalget, og meget kan ske undervejs. Her er Bryggebladet bedste bud på, hvordan konstitueringen vil se ud efter valget til Borgerrepræsentationen tirsdag den 17. november:

Overborgmester Frank Jensen (S),
teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF),
kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V),
socialborgmester Mikkel Warming (Enh.),
sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (Kons.),
børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S),
beskæftigelses- og integrationsborgmester Klaus Bondam (Rad.)

Dette resultat bygger på flere forudsætninger og især den, at byens røde partier konstituerer sig sammen med De radikale i én stor valggruppe, mens VKO-partierne går sammen i en lille valggruppe. Præcis ligesom det skete efter det seneste valg i 2005.
Der er ingen, der forestiller sig andre scenarier, end at Frank Jensen bliver overborgmester i den næste valgperiode. Den store valggruppes mandater vil måske også række til at sætte sig på den tunge teknik- og miljøborgmesterpost. Målinger viser, at SF bliver næststørst, og det vil være naturligt, men ikke sikkert, at Kjeldgaard sætter sig på denne vigtige og synlige post, som administrerer infrastrukturen i byen.

Siden bliver det den lille valggruppes tur til at vælge som nummer tre. Pia Allerslev vil sikkert vælge sin gamle borgmesterpost. Det er et område, hun kender, som ikke er særligt problemfyldt i forhold til, hvad der ellers er tilbage på tallerkenen, og så indeholder området ikke ret meget drift. Det er netop driftsområderne, som skaber problemer for borgmestrene, når budgetterne bliver overskredet. Så en klog opposition overlader derfor den slags til flertallet.
Enhedslistens Mikkel Warming vælger også sit gamle område igen – ud fra lidt de samme kriterier som Allerslev, selv om hans område på ingen måde kan siges at have været »problemfrit« i denne valgperiode. Socialdemokraternes mandater rækker helt sikkert til to borgmesterposter, og det kunne godt blive den nuværende politiske ordfører Anne Vang, der overtager Bo Asmus Kjeldgaards nuværende ressort. Det vil sikre ro på børne- og ungeområdet, og at de nødvendige ressourcer bliver sat af til området, hvis det bliver Frank Jensens partifælle, som får borgmesterposten. Det er omvendt et svært område, hvilket burde tale for, at den nuværende og dermed erfarne integrationsborgmester Jakob Hougaard i stedet får posten.

Men Frank Jensen bliver nødt til at skæve til, at kvinderne også skal være repræsenteret, så derfor får Anne Vang chancen, selv om man kan indvende, at det er en (for) stor opgave for en ung kvinde, der kun lige er fyldt 26 år. Den konservative Mogens Lønborg har derimod ikke haft større problemer på sundhedsområdet, så han håber sikkert på, at det netop bliver denne post, der er tilovers, når han som den næstsidste får lov at vælge.

De radikales Klaus Bondam får lov at vælge sidst, og han skal nok bare være glad for, at De radikale får samlet tilstrækkeligt med mandater sammen til, at der er en borgmesterpost. Bondam bliver ny arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester.

Resultatet forudsætter også, at VKO får mindre end 21 mandater tilsammen. Sidst fik VKO 31 procent af stemmerne svarende til 14 mandater. Tommelfingerreglen er, at hvert syvende mandat i en valggruppe giver en borgmesterpost. Der er derfor langt op til VKO’s tredje borgmesterpost, som så vil gå til DF. Seneste Gallupmåling fra den 28. oktober giver faktisk VKO 40 procent svarende til cirka 22 mandater, så det er inden for rækkevidde. (Et mandat »koster« cirka 1,8 procent af stemmerne per styk.) Hvis DF bliver større end K, hvad de aktuelle målinger viser, så kan DF måske kræve valggruppens anden borgmesterpost. Det spil vil K formentlig vinde. For leverer DF ikke stemmerne, så vil K måske kunne få posten alligevel ved at søge sammen med den store »røde« blok. Det var netop den situation, som var på nippet til at opstå på valgaftenen 2005. Omvendt vil den store blok af politiske grunde næppe kunne omfatte både DF og Enhedslisten, selvom intet på Københavns Rådhus kan regnes for sikkert.

SF-fremgang fremstår som nederlag
Gallupmålingen i Berlingske Tidende viste også, at SF’s fremgang i København er rullet dramatisk tilbage på kun seks uger. I september ville 24 procent af københavnerne stemme på SF, men i oktober har partiet kun opbakning fra 16 procent. SF står stadig til en pæn fremgang på fem procent i forhold til sidste valg, men taget i betragtning af SF’s enorme succes på landsplan, så må partiets spidskandidat i hovedstaden Bo Asmus Kjeldgaard være dybt skuffet over, hvad der ligner en nedsmeltning af SF’s kampagne kun 14 dage før, at valgstederne åbner.
Målingen kan også ses som, at det tilsyneladende er gået op for de københavnske SF-vælgere, at det ikke er SF’s formand Villy Søvndal, der stiller op til BR-valget, men Kjeldgaard.

Flere iagttagere peger på Kjeldgaards forskellige meldinger om, hvorvidt han nu var overborgmesterkandidat eller ej, som netop årsagen til, at SF-vælgere tilsyneladende har tjekket ud i hobetal. Det forunderlige er dog, at SF-vælgerne tilsyneladende ikke er gået til S, da Frank Jensen og co. kun går én procent frem til 30 procent i forhold til septembermålingen, mens Enhedslisten også går markant tilbage fra ti til syv procent.

Det forlyder i øvrigt, at Kjeldgaard har accepteret, at kampagnen styres fra SF på Christiansborg, hvor Søvndals spinfolk Claus Perregaard og Thor Möger Pedersen hver morgen hjælper ham med at holde fokus.

De radikales vælgertilslutning har ikke vundet frem i den seneste måned. Klaus Bondams tropper står fortsat til en halvering til seks procent. VKO-partierne derimod går alle massivt frem. Især Dansk Folkeparti står til fordobling til 11 procent i forhold til 2005-valget, som var partiets hidtil dårligste i København. Måske skyldes fremgangen partiets kampagne om en folkeafstemning om en planlagt moské på Amager.

Venstres Pia Allerslev har fået stor fremgang på seks procent i løbet af den seneste måned og står til 19 procent af stemmerne. Hvis målingens resultat holder på valgdagen, så tangerer det Venstres Søren Pinds kanonvalg i 2001. Allerslev scorer måske på, at hun har været synlig især i sagen om Tingbjerg-præsten, den verserende bandekrig og for at have revset de røde partier for at have indgået LO-aftalen.

De konservatives Mogens Lønborg har også grund til at juble. Hvis liste C får ni procent, som målingen spår, så bliver det de konservatives bedste valg siden 1997. Lønborg er måske allerede ved at sætte den gode stemning om de konservative over styr. For det er lykkedes ham at bryde igennem medierne med et forslag om, at en pakke cigaretter i fremtiden bør koste 70 kroner. Til alt held for rygerne er det imidlertid ikke Borgerrepræsentationen, der kan beslutte det.
Spørgsmålet er dog, om den borgerlige fremgang holder hele vejen. De borgerlige har traditionelt været overvægtet i målinger forud for valgdagen. Måske hænger det sammen med, at venstrefløjens partier traditionelt har været gode til at mobilisere deres tilhængere, mens borgerlige vælgere har det med at svigte stemmeboksen på valgdagen.

»Udgangspunktet«
Da Bo Asmus Kjeldgaard til sidst trak sig endeligt som overborgmester og dernæst pegede på Frank Jensen, så gjorde han det især med henvisning til den indgåede LO-aftale den 7. oktober i år mellem S, SF og Enhedslisten. Af aftalen fremgår også en linje om selve konstitueringen, det vil sige selve den aftale, der kort efter valget fordeler de syv borgmesterposter, alle udvalgsposterne samt poster til kommunens forskellige bestyrelser, råd og nævn mellem partierne. Med andre ord: Aftalen der fordeler magten og pengene. Det er selvsagt vigtigt for alle partier at få så god en konstitueringsaftale som muligt, der maksimerer det enkelte partis indflydelse. De to sidste punkter i LO-aftalens lyder sådan:
»Udgangspunktet er, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten i København konstituerer sig sammen efter valget«, og: »Parterne er enige om at pege på Frank Jensen som overborgmester«.
Bo Asmus Kjeldgaard er for tiden rejsende i en relativ stram fortolkning af LO-aftalen, hvor han blandt andet forleden til Berlingske sagde:
»Det er kun aftalt, at Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF konstituerer sig efter valget.«
Frank Jensen modsiger ikke Kjeldgaard, men har omvendt ikke travlt med at udelukke andre partier fra en konstitueringsaftale. Og udelukker aftalen Frank Jensen fra for eksempel at lave en konstitueringsaftale med de borgerlige udenom SF? Ikke hvis man kigger på ordet »udgangspunktet«, der indleder sætningen. For hvad nu, hvis forhandlingerne går i hårdknude mellem de tre partier? Så er Frank Jensen med henvisning til, at »alt er forsøgt« ikke længere forpligtet til at konstituere sig med SF og Enhedslisten.
I øvrigt taler den i medierne stærkt kritiserede LO-aftale også om, at »udlicitering skal være undtagelsen.« Her afviser Frank Jensen allerede nu, at det punkt får større betydning for kommunens udliciteringspolitik, da han "vil tage stilling fra sag til sag".

Ebbesen DF’s borgmesterkandidat
Noget usædvanligt stiller Dansk Folkeparti i København både med en »spidskandidat« og en »borgmesterkandidat«. Spidskandidaten og dermed øverst på listen er den 70-årige veteran Birthe Skaarup, mor til partiets politiske ordfører Peter Skaarup. »Borgmesterkandidaten« er derimod partiets nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som er nummer to. Man kan godt undre sig over, hvorfor DF opstiller en spidskandidat, hvis det er nummer to, som bliver borgmester. Det er både ulogisk eller giver mening. Hvad kan forklaringen så være? Måske hænger det sammen med, at Ebbesen hidtil ved valgene ikke ligefrem har brilleret, når det handler om at få personlige stemmer, og derfor har brug for et vælgertrækplaster som Skaarup. Ebbesen er DF’s organisatoriske næstformand på landsplan, men trods mange forsøg er det alligevel ikke lykkedes for Ebbesen at blive valgt til Folketinget. Nu kan han måske blive valgt som borgmester med hjælp fra Birte Skaarup, hvilket ikke er utænkeligt med de seneste meningsmålinger i mente.
Konstruktionen går næppe op for ret mange vælgere, og skulle der være en enkelt vælger, som føler sig snydt, så er der heller intet at gøre ved det, for ingen formelle regler er overtrådt. Konkret har DF i valgkampen i øvrigt lagt billet ind på integrationsborgmesterposten. Det gør de næppe, fordi de selv tror på, at de får den. Men det er smart, for i forhold til vælgerne får de netop sat spot på hele indvandrerområdet, som DF har som mærkesag.

tirsdag den 13. oktober 2009

Kjeldgaard hin rådvilde

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 14 den 13. oktober 2009

I sidste uge trak SFs Bo Asmus Kjeldgaard sig så igen som overborgmesterkandidat. Han og resten af SF peger nu på socialdemokraten Frank Jensen som ny overborgmester. Det er indtil videre den fjerde holdning Kjeldgaard til dette spørgsmål, som han indenfor ganske få måneder har præsenteret vælgerne for. Få tør spå om den noget rådvilde SF-borgmester fastholder sit standpunkt frem mod kommunalvalget tirsdag den 17. november. Konsekvensen er, at den lille smule spænding, der kunne være blevet under valgkampen om overborgmesterposten, nu reelt er forduftet.

Vingeskudt Kjeldgaard
Kjeldgaard har ikke haft det nemt her i efteråret. Denne klumme har tidligere beskrevet, at SFs spidskandidat i København har været under massivt pres fra SF på Christiansborg for at droppe sit overborgmester-kandidatur af hensyn til Villy Søvndals landspolitiske stærke alliance med Helle Thorning-Schmidt. Det viste sig ved, at Søvndal under partiets landsmøde – yderst mærkværdigt - ikke ville udtale sin direkte støtte til Kjeldgaards overborgmesterdrømme. Set i SF på Christiansborgs optik, så vil en stor fremgang for SF under kommunalvalget, og risikoen for at socialdemokraterne taber overborgmesterposten efter 106 år styre, skabe ballade i forhold til Thorning og socialdemokraterne i København. I dag er der dog meget få – om nogen – der tror, at Kjeldgaard reelt havde en chance mod Frank Jensen. Kjeldgaard selv var formentlig den eneste, der rigtigt troede på det. Men efter at han har været under pres fra SF på Christiansborg og LO Storkøbenhavn - og senest måttet fordøje en meget hård og kritisk artikel - bragt forrige lørdag i mange SF-vælgeres foretrukne dagblad Information - så har SF-borgmesteren lagt overborgmesterdrømmene på hylden.
Her er lidt fra artiklens indledning:
”Bo Asmus Kjeldgaard er et fjols. Siger folk. Det siger de i SF, det siger de på Københavns Rådhus, og det siger de i pædagogkredse. Den 52-årige vestjyske SF’er, der er Børne- og Ungdomsborgmester i København, er ikke til at stole på. Han tager ikke ansvar for noget, men æren for alt. Hans politiske udmeldinger er som vinden blæser, og han er ikke til at samarbejde med. Der siges i det hele taget mange grimme ting om Bo Asmus Kjeldgaard, når han ikke selv er til stede.
Informations artikel ramte Kjeldgaard i en grad at han var personligt rystet. På rådhuset vurderer flere kilder, at artiklen har været den helt afgørende årsag til, at SF’eren i sidste uge kastede håndklædet i ringen.

Kritik: Karaktermord
Artiklen er efterfølgende i Information og på diverse blogs blevet heftigt kritiseret for dens omfattende brug af anonyme kilder. Artiklen betegnes som et ”karaktermord” blandt andet af fremtrædende SF’ere, men også af politiske kolleger som den radikale gruppeformand Manu Sareen og den konservative sundhedsborgmester Mogens Lønborg. Også SFs partiorganisation og gruppe har sluttet tæt ring om Kjeldgaard i denne sag og skarpt kritiseret Information. Men under overfladen er flere SF’ere heller ikke imponeret over spidskandidatens indsats, ”hvor holdningerne flager, som vinden blæser”. Valgkampe i København har altid været en barsk affære især for spidskandidater, og nu har Kjeldgaard strakt våben allerede inden valgkampen er gået i gang. Måske børne- og ungeborgmesteren skulle have overladt pladsen til en anden kandidat, der havde mere råstyrke til at stå hård kritik gennem?

Motivanalysen florerer
På Rådhuset spekuleres der i motiverne for, hvem der måtte stå bag et evt. rænkespil omkring tilblivelsen af Informations kritiske artikel. Og beder man folk på rådhuset om at motivanalysere, så bliver ens fantasi udfordret. Størstedelen af SF’erne mener, at det er socialdemokraterne herunder dets spindoktorer, som står bag ”smædeartiklen”. Socialdemokraternes motiv skulle være det helt enkle at ødelægge SFs valgkamp.
Andre SF’ere – og blandt dem skal man formentlig henregne Kjeldgaard selv - mener tværtimod, at det er rådgiverkredsen omkring Villy Søvndal, som står bag. Motivet er, at få fjernet Kjeldgaard som overborgmesterkandidat, nu hvor det i maj 2008 mislykkedes at få valgt MF Anne Baastrup i stedet.
Så er der dem, der mener, at det måske i virkeligheden er Enhedslisten, som står bag artiklen. Hvorfor nu det? Disse spekulationer begrundes med at artiklens forfatter journalist Marchen Neel Gjertsen ved forrige kommunalvalg var kandidat for Enhedslisten (i Odense), og at den eneste egentlige kritiske navngivne kilde i artiklen er en vis Jan Hoby, der er næstformand i Landsforeningen for socialpædagoger og fremtrædende medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse. Motivet? Måske hævn for at Kjeldgaard i sin tid, da han overtog børne- og ungdomsborgmester-området, havde lidt for travlt med at skyde skylden for de økonomiske problemer i afdelingen på forgængeren Enhedslistens Per Bregengaard. Det skabte dengang ondt blod mellem de to venstrefløjspartier.
En enkelt fremtrædende SF’er fhv. MF Birgitte Husmark gør endda denne klummes forfatter den store ære, at spekulere i Information over, hvorvidt min ringhed måske kunne have noget med artiklen at gøre, idet jeg år tilbage var ansat i Dansk Industri samt sad i ledelsen af Venstre i Hovedstaden. Hvem ved? I hvert fald er paranoia en særdeles udbredt erhvervsskade blandt mange politikere, hvilket vel kun bekræftes af alle disse spekulationer.

Neddæmpet Frank J
Der er dog ingen tvivl om, at der i forrige uge blev brugt en del tid og kræfter på diskussionen om Informations artikel navnlig i SF. Det er også uden for enhver diskussion, at partiets valgkamp i København nærmest ligger i ruiner med en mørbanket og desillusioneret spidskandidat, som gør gode miner til slet spil. Kjeldgaard så muligheden for, netop i ly af den politiske aftale mellem SFØ, at trække sit overborgmesterkandidatur, uden at han tabte (alt for meget) ansigt. Dermed skulle alt jo være fryd og gammen. Det er det ikke. Det kunne en Frank Jensen også se, som i meget neddæmpede vendinger blot nøgternt konstaterede, at det var Bo Asmus helt egen beslutning, at han nu støtter socialdemokraten som overborgmester. Meget klogt og rutineret ville Frank Jensen ikke puste til den ild, der i forvejen brænder og som yderligere kan nære mistanker og spekulationer om det store socialdemokratiske komplot mod Kjeldgaard.


Pres fra LO-storkøbenhavn
Der er ikke desto mindre socialdemokrater i LO-København, som undervejs har presset Kjeldgaard til at frasige sig overborgmesterposten. I en artikel i dagbladet Politiken 5. oktober var formanden for LO-Storkøbenhavn, Peter Kay Mortensen tydeligvis utilfreds Kjeldgaards skiftende meldinger mht. til SF’erens overborgmesterkandidatur:
- Vi er kede af, at Bo Asmus Kjeldgaard ikke har været tydelig nok i sine udmeldinger, sagde Peter Kay Mortensen.
Politiken spørger: Fordi I helst ser Frank Jensen som overborgmester?
- Hvis du spørger de faglige organisationer i København, så ser de gerne Frank Jensen som overborgmester, svarede Peter Kay Mortensen, som i øvrigt også har tid til at være socialdemokratisk medlem af Region Hovedstaden.
LO Storkøbenhavn har samtidig forsøgt at smæde en alliance sammen i København med de tre ”røde” partier dvs. SF, S og Enhedslisten. Det lykkedes også i sidste uge, hvor partierne skrev en fælles aftale under, der rummer ”fælles retningslinjer om folkeskolen og den kollektive trafik”. Aftalens indhold er temmelig spagfærdigt og det er de færreste, som tager den alvorligt.
I øvrigt har Frank Jensen allerede været aftalen utro ved at indgå et valgteknisk samarbejde med de radikale.
Og netop de radikales spidskandidat teknik og miljøborgmester Klaus Bondam fandt valgkampsformen frem, da han benhårdt stemplede LOs og SFØ-partiernes aftale, som noget, der lugtede af "brun sovs, røde seler og fadbamser" ligesom Venstres Pia Allerslev tegner et billede af, at de ”røde partier” nu bag lukkede gardiner hos fagbevægelsen på forhånd og på udemokratisk vis har delt rovet i porten og kåret Frank Jensen til overborgmester.

Ammitzbøll LA’s spidskandidat
Liberal Alliance stiller i øvrigt op i til valget til borgerrepræsentationen med MF Simon Emil Ammitzbøll i spidsen. På den korte kandidatliste finder man desuden studerende den 20-årige studerende Hanna Sandvik, Amager, landsformanden for Liberal Alliances Ungdom, stud.scient.pol. Emil Lykke Jensen (23), Indre By og konsulent, cand.scient.pol. Mikkel Freltoft Krogsholm (27), Amager.
Ammitzbøll har en pæn chance for at blive valgt ind - blandt andet i kraft af at han ikke er et helt ukendt navn i den offentlige debat. Formentlig er det kun Frank Jensen mere kendt end Ammitzbøll. På Rådhuset har man noteret sig hvor Liberal Alliance vil sætte ind for at tiltrække vælgere. Liberal Alliance er gået Ekstra Bladets sporhund Jan Kjærgaard i bedene ved at have bedt om aktindsigt i Klaus Bondams kalender og bilag mv. Det kan skyldes almen interesse. Det kan også være, fordi Liberal Alliance håber at finde noget i bilagsbunken, som de kan genere Ammitzbølls tidligere partifælle Klaus Bondam med. Hvem ved?

tirsdag den 29. september 2009

Så fik Kjeldgaard endelig Villys opbakning

Ritt sætter punktum med historisk bredt budgetforlig.

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 13 den 29. september 2009

Næste års budget blev for et par uger siden forhandlet færdig med støtte fra noget så sjældent som samtlige partier i Borgerrepræsentationen. Hvorfor så denne store forbrødring mellem partierne i år?
Normalt ved denne tid buldrer og brager det på Københavns Rådhus med skænderier og beskyldninger frem og tilbage. Det er der flere grunde til. For det første har overborgmester Ritt Bjerregaard i år tilrettelagt budgetforhandlingerne sådan, at der blev lidt lunser til alle.
Eller sagt på en anden måde: Der var i år ingen særlig grund til, at de forskellige partier kunne sige nej til, hvad de blev tilbudt. Borgmestrene fra alle de store partier har hver især fået noget, som matcher deres borgmesterområder.
Eksempelvis har kulturborgmester Pia Allerslev fået 100 millioner kroner til idrætsrenoveringer, socialborgmester Mikkel Warming har fået de penge, han manglede til socialt handicappede børn, børne-og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard har fået penge til de ganske mange daginstitutionspladser, der mangler i byen, teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam fik penge til at holde Nørrebrogade permanent lukket for biltrafik, en rampe til bryggebroen med videre, og Socialdemokraterne prioriterede midler til klimaprojekter og integration og så videre.
Forligsviljen var endda så stor, at de borgerlige fik lov til at stå uden for den del af aftalen, der omhandler lukning af Nørrebrogade, som VKO-partierne er imod. Bjerregaard har utvivlsomt også haft for øje, at hun én gang for alle kan tilbagevise den hårde kritik, der har været fremme om, at hun i sin overborgmestertid ikke evnede at formidle det brede samarbejde. Nu afslutter Bjerregaard sin politiske karriere med et historisk bredt forlig, som hun stod bag og ledede fra start til slut.
Den tredje årsag er formentlig den, at Ritt Bjerregaard ikke er partiernes hovedmodstander ved valget til november. Det giver derfor ingen mening at opbygge modstand mod en overborgmester, som allerede på forhånd forlader københavnsk politik.
Den fjerde grund til, at det lykkedes, er måske også, at der i år var meget lidt at dele ud af. København fattes også penge. Der var med andre ord ikke så meget at slås om for de forskellige partier, og derfor blev det mere saglige snarere end taktiske hensyn, der fik lov at dominere de politiske partiers dagsordener. Til gengæld udeblev dramaet på rådhuset, men det skal såmænd nok vende tilbage i de kommende år.

SF har en overborgmesterkandidat
Bryggebladets klummeskribent har ligesom så mange andre haft mere end svært ved at hitte ud af, om SF’s Bo Asmus Kjeldgaard ér kandidat til overborgmesterposten eller ej.
For en måneds tid siden meldte Kjeldgaard til Politiken, at han ikke var overborgmesterkandidat. Siden har SF’eren så meldt ud i Berlingske Tidende, at det var han så nok alligevel. Meldingerne om dette ret banale spørgsmål har mildt sagt været flagrende i en grad, så Kjeldgaard nok skal passe på, at denne flik-flakken ikke går for meget ud over troværdigheden – både i forhold til pressen og sidst, men ikke mindst hos vælgerne.
Kjeldgaard har også forsøgt sig med lidt for smarte og for de fleste vælgere let gennemskuelige bemærkninger i stil med, at »SF blot går efter at få mest mulig indflydelse«. Det sidste udsagn er indlysende banalt og består ikke »ikke-testen«. Giver det for eksempel mening, at SF ikke går efter at få mest mulig indflydelse?
Svaret giver sig selv.

Bo hvem?
Problemet for SF i København er, at de står til at vinde et valg ganske klart i stemmer og mandater, men paradoksalt nok allerede fremstår som tabere, når det gælder kampen om overborgmesterposten. Målinger – også deres egne interne – viser, at SF-vælgerne ikke kender Bo Asmus Kjeldgaard – og i øvrigt foretrækker Socialdemokraternes kandidat Frank Jensen.
Kjeldgaard er dybt frustreret over, at han efter 12 år som borgmester fortsat er ganske ukendt i den københavnske vælgerbefolkning. Analysen hos Villy Søvndal og hans unge stab af spin- og marketingsfolk på Christiansborg er, at når det i løbet af valgkampen går op for flere SF-vælgere i hovedstaden, at Kjeld-
gaard er partiets overborgmesterkandidat, jo mere får de lyst til i stedet at stemme på Frank Jensen.
Med andre ord: De kender ikke Kjeldgaard – og hvis de gør, så fravælger de ham. Det er efterhånden også gået op for Kjeldgaard og hans kampagnestab, hvilket frustrerer dem dybt.
På rådhuset forlyder det, at stemningen hos SF er på gravkammerniveau – og det skulle endda stå værre til end hos de Radikale, som heller ikke har meget at råbe hurra over for tiden.
SF’erne er stærkt bekymrede over, at »Villy-effekten« udebliver i København, fordi den delvist bliver neutraliseret af en kombination af »Frank Jensen-effekt« og en negativ »Bo Asmus-effekt«. I lang tid har SF på Christiansborg – der blandt andet også har SF’s formand i København på lønningslisten – i månedsvis skændtes med Kjeldgaard for at forhindre ham i at lancere sig selv overfor vælgerne som »SF’s overborgmesterkandidat«.

Villy – en »aktiv støtte«
Det var derfor helt umuligt for Søvndal at få over sine læber, at han støttede Kjeldgaards krav på byens fineste post, da pressen udspurgte ham på SF’s landsmøde i august. Men for et par uger siden fik piben så en anden lyd i Berlingske Tidende. Villy Søvndal og hans folk indså tilsyneladende det i længden uholdbare i, at en partiformand ikke åbent støtter sit partis overborgmesterkandidat. For nu bakkede Søvndal pludselig helhjertet op om Kjeldgaard:
»Bo Asmus har været en fremragende borgmester i 12 år, og han er ligesom Frank Jensen kvalificeret til posten. Jeg bakker op om Bo Asmus Kjeldgard, og jeg mener, han er en fremragende kandidat, men hvordan de vælger at konstituere sig lokalt, det blander jeg mig ikke i, sagde SF-formanden, som også lovede »sin aktive støtte i valgkampen«.

Villy støtter også Frank
I øvrigt hæfter mange sig ved det lille aberdabei, at Kjeldgaard fortsat anbefaler Frank Jensen ved siden af Kjeldgaard, hvilket er ret usædvanligt. Så til trods for de søde ord er kun få iagttagere derfor i tvivl om, at Søvndal er alt andet end imponeret af sit partis spidskandidat i København – og vittighederne går på, at Søvndal i virkeligheden håber på, at hans deltagelse i kommunalvalgkampen i hovedstaden kan begrænses til mindst mulig offentlig optræden; for eksempel en enkelt »photoopportunity« hvor partiformanden og Kjeldgaard deler et par pjecer ud i de par minutter, det tager pressen at få et par billeder i kassen.

Rødt præsidentvalg
I Kjeldgaard-lejren rækker selvtilliden dog efterhånden til, at man ved nu at melde klart, at man ér overborgmesterkandidat, derved skaber en situation, som kan beskrives som et præsidentvalg i den røde blok.
Ved at stå klar som måske den eneste klare reelle overborgmesterkandidat og ved at gøre valget til en »duel mellem Kjeldgaard og Frank Jensen« får SF’s kandidat nogle helt andre gode muligheder for at komme i pressen, som der ellers ikke ville have været, hvis valget blev præsenteret som »Frank Jensen og de syv små dværge«.

Bondams »skodsager«
SF er ikke det eneste parti, som kan diske op med besynderlige udmeldinger i pressen. Lige efter partiets landsmøde skrev Politiken, at den radikale BR-gruppe havde vedtaget, at Klaus Bondam pludselig ikke længere skulle stå i spidsen for partiets valgkampagne. Til avisen sagde gruppeformanden Manu Sareen:
– Jeg skal bruges meget mere, end vi havde regnet med. Både til at profilere vores politik og til at koordinere valgkampen. Vi skal vise, at de Radikale er andet end skodsager.
»Skodsagerne« handler om, at Bondam er blevet skarpt kritiseret for at bruge offentlige midler på, hvad kritikerne opfatter som rene private udgifter – og at det i foråret kom frem, at der også har været betydelige problemer blandt andet med ubetalte regninger i Bondams teknik- og miljøafdeling.
Imidlertid er det mere end usædvanligt, at et parti giver indtryk af, at man på forhånd har kastet håndklædet i ringen og giver kritikerne ret i, at den spidskandidat, de radikale partimedlemmer i sin tid valgte, i virkeligheden er ubrugelig. De radikale BR-medlemmer har siden Politikens artikel forsøgt at glatte ud og fremhæver nu, at meldingen snarere skulle forstås som, at »alle BR-medlemmer og kandidater skal på banen« – ikke kun Bondam. Under alle omstændigheder så er det ikke en melding, der vinder nogen priser i fremragende politisk kommunikation til vælgerne.
Spørgsmålet er formentligt, om skaden på Bondams renommé, som partiets egne folk tilsyneladende ikke engang kan anbefale vælgerne at stemme på, gør det mere end almindeligt svært at undgå en katastrofe ved BR-valget.

Opgivende Bondam
På rådhuset fortælles der desuden historier om, hvordan en mere end modfalden og opgivende Klaus Bondam satser alt på, at Frank Jensen skal redde den radikale borgmesterpost.
Hvis man tager Gallups måling, der blev bragt i Berlingske for et par uger siden, som rettesnor, så står de Radikale til kun at få tre mandater, hvilket er mere end en halvering af partiets mandattal. I dag har de syv mandater, hvilket normalt er en garanti for en borgmesterpost.
Skal Bondam fortsætte, betyder det derfor, at SF ikke får den ekstra borgmesterpost, som SF’erne føler sig mere end sikre på. Det kræver imidlertid, at SF’s forventede store fremgang pludselig udebliver, og at Socialdemokraterne mere eller mindre holder skansen, så de kan levere de resterende mandater til en radikal borgmesterpost. De fleste afskriver dog denne mulighed som mere ønsketænkning end realiteter. Realiteterne er derfor, at de Radikale må aflevere den tunge teknik- og miljøborgmesterpost til en SF’er, formentlig Bo Asmus Kjeldgaard.
I SF er der flere kandidater, som står klar til borgmesterpost nummer to. På gangen nævner man især den tidligere politiske ordfører Camilla Burgwald og den tidligere gruppeformand Bjarne Fey som gode bud på en ny SF-borgmester, men andre navne kan også komme i spil.
Når og hvis den afgørelse skal træffes, vil SF’s magtfulde partiorganisation formentlig også have en finger med i spillet.

tirsdag den 15. september 2009

Medier udråber Frank Jensen til byens konge

–Men Bo Asmus Kjeldgaard har ikke helt opgivet sin overborgmesterdrøm.

BAG KULISSERNE

Bragt i Bryggebladet nr. 12 den 15. september 2009

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Efteråret kommunalvalgkamp her i hovedstaden blev nærmest aflyst, da Berlingske Tidende forleden på forsiden bekendtgjorde, at »Frank Jensen erobrer København«.
En ny Gallup-måling viste nemlig, at et stort flertal blandt københavnerne foretrækker Socialdemokraternes overborgmesterkandidat Frank Jensen frem for den eneste reelle udfordrer SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaard. Faktisk foretrak også et lille flertal af SF’s egne vælgere ifølge samme måling Frank Jensen som ny overborgmester. Berlingske konkluderede herefter, at Frank Jensen – til trods for en forventet markant tilbagegang i stemmetal for Socialdemokraterne – alligevel til november kan kåres som »Kongen af København«.

Fortsat kandidat
Gallup-målingen overrasker næppe ret mange og formentlig heller ikke SF’erne i København. Som Bryggebladet for to uger siden kunne berette, så har SF allerede tilbudt S overborgmesterposten på et fad mod selv at få tre borgmesterposter.
Dette noget blu forslag blev dog blankt afvist af S, og siden har Kjeldgaard forsøgt at trænge igennem medierne med et noget uklart budskab om, at »politikken er vigtigere end personen«. Kjeldgaard lod eksempelvis med Politikens mellemkomst forstå, at hvis SF kunne få gennemført sine mærkesager ved at pege på Frank Jensen, så var man klar til det. Politiken konkluderede ved samme lejlighed, at Kjeldgaard nu opgav sin drøm om at blive Københavns første SF-overborgmester. Det er nok en overfortolkning, for Kjeldgaard lader stadig sine omgivelser forstå, at han ikke helt har opgivet at få byens gyldne kæder hængt om halsen, selvom både hans egen partiformand Villy Søvndal og SF’s vælgere tilsyneladende foretrækker en socialdemokrat i overborgmesterstolen.
I sidste uge måtte Kjeldgaard endda lide den tort, at kun seks procent af københavnerne ifølge Gallup foretrak ham som overborgmester. Der er i øvrigt ligeså mange – eller snarere få – vælgere, der peger på Venstres Pia Allerslev til byens fineste job. Målingen er formentlig også udtryk for, at Kjeldgaard selv efter snart 12 år som borgmester er forblevet relativt ukendt blandt københavnerne.

Kjeldgaard låst
Med denne Gallup-måling – her cirka to måneder før vælgerne går til stemmeurnerne – har medierne nu kåret Frank Jensen som overborgmester. Hvis Kjeldgaard var i en lidt mere fri position, så kunne han måske udnytte netop dette til at gå til angreb på mediernes utidige kåring og måske få lidt mere folkelig sympati. Men Kjeldgaard er låst af, at Søvndal ikke ønsker ballade med Socialdemokraterne i København.
Spekulationer om at lade de borgerlige partier pege på en SF-borgmester efter valget bliver slet ikke aktualiseret, hvis Søvndal har noget at skulle have sagt under konstitueringsforhandlingerne. Og det har han. For SF-formanden er sig meget bevidst om, at det er hans personlige popularitet, der har skabt partiets fremgang i København, ikke Kjeldgaard.

Jensens genbrugsbutik
Frank Jensen styrer sikkert mod overborgmesterstolen, og det sker med massiv mediemedvind – selv fra en borgerlig avis som Berlingske Tidende. Det er dog blevet for meget for en del af de siddende borgerrepræsentanter, at Jensens politiske udspil sine steder er papirtynde i deres indhold. Man forstår eksempelvis ikke, at en overborgmesterkandidat slipper af sted i medierne med at foreslå løsninger på integrationsområdet, som allerede i forvejen er foreslået eller endda blevet gennemført.
Enkelte partifæller har angrebet den socialdemokratiske overborgmesterkandidat på Politikens blogs for netop at være alt for tynd i kortene. Det har dog medført, at Frank Jensens velsmurte kampagne med kampagnefolk har taget til genmæle både ved at forsvare ham og bede partifællerne om at rette ind.

Moskéer splitter S
Frank Jensen og hans folk er lige nu kun udfordret i debatten om moskéer. I sidste uge spillede Dansk Folkeparti deres trumfkort på banen ved dette års kommunalvalg. Det skete med en plakat af den blå moské i Istanbul, som partiets fikse kommunikationsfolk også havde tilført krumsabler, halvmåner med videre for at give publikum et mere dramatisk indtryk af, hvad københavnerne har i vente den dag, hvor byen får en såkaldt »stormoské«.
Plakaten er naturligvis en kommentar til, at et stort flertal i BR for nylig stemte for, at en shia-muslimsk moské kan blive opført på ydre Nørrebro. Meget få er i tvivl om, at DF’s plakat – og især den debat, der følger i kølvandet på den – alt andet lige vil gavne opmærksomheden omkring DF frem til kommunalvalget. Det er Socialdemokraterne udmærket klar over, og de frygter naturligvis, at S-vælgere kan finde på at stemme på DF i protest mod moskébyggeriet i København. Desuden kan DF’erne glæde sig over, at Socialdemokraterne er i dyb splid med sig selv om, hvad de skal mene i sagen. De to S-politikere Anne Vang og den nuværende integrationsborgmester Jakob Hougaard bejler begge til at blive borgmester fra nytår, og de har hver sin holdning til byggeriet af moskéen på Vibevej. Vang er for, mens Hougaard er imod, fordi byggeriet er finansieret af præstestyret i Iran. Til gengæld støtter Hougaard de andre planer om at bygge en sunni-muslimsk moské på Amager, som angiveligt moderate muslimske organisationer i Danmark står bag.
DF’s plakat indeholder imidlertid en garanti om, at partiet er imod ethvert moskébyggeri. Og selvom at en sådan politik er i konflikt med Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed, så er det et budskab, som alle og enhver kan forstå, og som mange vælgere er enige i. Og netop derfor er S lidt bekymret for effekten af DF’s plakatkampagne på kommunalvalgets udfald. Lige nu står DF i hvert fald til en pæn fremgang.

Sangerindeuvæsnet
Forleden valgte en håndfuld socialdemokrater med overborgmester Ritt Bjerregaard at forlade festmiddagen i Rådhusets fine festsal, mens tre bakkesangerinder underholdt alle rådhuspoli-tikerne. Den ene af sangerinderne var nemlig Dot Wessmann, som foruden at drive etablissementet Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken også er kæreste med den kendte DF-politiker og medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt.
Festmiddagen på dagen, hvor kommunens budgetforslag blev præsenteret i Borgerrepræsentationen, svarer lidt til Folketingets åbning. Det er en festdag, hvor man gør lidt mere ud af det hele, mens politikere, nøglemedarbejdere samt pressen spiser og morer sig sammen. Ritt Bjerregaard foreslog for nogle år siden fagborgmestrene, at de på skift arrangerede middagen og ikke mindst aftenunderholdningen.
I år var det så kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, der var vært, og hun havde så denne torsdag for et par uger siden valgt det, man kan kalde for »folkelig«, eller »smålummer« om man vil, underholdning fra tre »syngepiger« fra det kendte Bakkens Hvile. At den benævnte Dot Wessmann var iblandt dem, var en tilfældighed.
Da det 45-minutter lange show gik i gang, forlod tre S-politikere pludselig festsalen. Det var foruden Ritt Bjerregaard også 1. næstformand for Borgerrepræsentationen Mona Heiberg samt Lars Aslan Rasmussen. Sidstnævnte lagde ikke skjul på, hvorfor han forlod salen.
Til BT forklarede han, at han gik i protest over, at kommunen ødsler penge ud til en »dybt skandaliseret« person (det vil sige Dot Wessmann), der er beskyldt for at bruge sin kæreste (Messerschmidt) til at lægge pres på politiske beslutninger. Konkret handler det om, at konservative politikere i Lyngby-Taarbæk i offentligheden har kritise-ret Messerschmidt for at påvirke miljøministeren i en konkret sag, hvor kommunen har lagt begrænsninger på brugen af en angiveligt støjende rutsjebane på Bakken, som ejes af Wessmann. I den offentlige debat har man diskuteret det etisk kloge i Messerschmidts ageren i sagen, hvor han efter eget udsagn blot har »leveret juridisk bistand«.
Alle øvrige rådhuspolitikere forblev på deres pladser under resten af showet – også BR-medlemmerne fra Enhedslisten og SF – som ingen beskylder for at have sympati for DF. I festsalen på aftenen var den mest udbredte holdning i alle parti-er, at de tre socialdemokrater optrådte taktløst og latterligt i en grad, så det var uværdigt. Kritikerne – med en rasende Pia Allerslev i spidsen – mente, at når en af kommunens borgmestre inviterer gæster udefra til at levere aftenunderholdning, så byder god opdragelse og almindelig respekt for andre mennesker, at de folkevalgte bliver siddende og lytter – hvad enten underholdningen falder i deres smag eller ej.
Men der var også andre forklaringer på det sære optrin:

Ritts niveau
Da BT konfronterer Ritt Bjerregaard med sin protest, er overborgmesteren måske blevet klar over, at hun er på tynd is. Derfor forklarer hun sin opførsel sådan:
– Vi var nogle stykker, der havde svært ved at tale sammen under underholdningen, og derfor gik vi udenfor.
Det lyder plausibelt, men ikke specielt troværdigt. Men måske var det heller ikke »lydniveauet«, der var problemet. For Bjerregaard siger efterfølgende til samme avis:
– Jeg synes bestemt, at bakkesangerinderne er bedst ude på Bakken.
Derved lod overborgmesteren åbenbart forstå, at det snarere var det »kulturelle niveau« ved bakkesangerinderne, der var problemet.
Fra årsskiftet skulle Ritt Bjerregaard ikke blive forstyrret af støjende bakkesangerinder.

tirsdag den 1. september 2009

Rød alliance i København

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua

Bragt i Bryggebladet nr. 11 2009 den 1. september 2009

Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt har nu smedet en alliance, men også i København har LO presset på for at få skabt en solid politisk alliance mellem partierne til venstre forud for kommunalvalget.
For omkring ti dage siden mødtes repræsentanter fra fagbevægelsen i København med ledende politikere og organisationsfolk hos Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Forhandlingerne er endnu ikke afsluttede, men ambitionen går ud på at få skabt et fælles politisk grundlag, som partierne kan samarbejde om de næste fire år. Fagbevægelsens bestræbelser på at få skabt en rød alliance sker i øvrigt også i Danmarks andre større byer, hvor partierne til venstre traditionelt står stærkt.
Hvad dette politiske grundlag, der skal skabes enighed om, reelt består i, er endnu uklart, men det vil formentlig ikke indbefatte epokegørende nyheder. Men måske kan øvelsen forpligte partierne til et tillidsfuldt samarbejde. Det har der været brug i København, hvor samarbejdet mellem S og SF langt fra har været gnidningsfrit i den forløbne valgperiode.
Spørger man Socialdemokraterne, så har det i hvert fald knebet med SF’s opbakning i valgperioden til Ritt Bjerregaard og hendes billigboliger, og tilliden røg helt igennem gulvet, da partiet nægtede at stemme for projektet på Kløvermarken, som reelt knækkede Ritt Bjerregaards troværdighed og endte hendes politiske karriere. Det er ikke nemt at klinke skårene.
Meldingerne går indtil videre på, at hjerteligheden mellem Socialdemokraternes og SF’s top under forhandlingerne absolut er til at overse.

Et frækt tilbud
Forhandlingerne om en rød alliance har også sine begrænsninger. For den vil ikke betyde, at Socialdemokraterne på forhånd – og forud for valget – forpligter sig til at fordele – eller konstituere – byens borgmesterposter med de socialistiske partier. Der har dog allerede været tilbud fremme.
I lyset af de mytiske, fantastiske, men endnu ikke offentliggjorte meningsmålinger, hvor SF angiveligt skulle få opbakning fra 30 procent af de københavnske vælgere, har partiet givet Socialdemokraterne flere tilbud. Blandt andet et om, at de to partier skal konstituere sig alene. Et af de mere bizarre tilbud fra SF går dog ud på, at Frank Jensen får overborgmesterposten på et fad, mod at SF’erne på forhånd sikres hele tre borgmesterposter. Det ville formentlig betyde, at S så ikke fik andre borgmesterposter. Socialdemokraterne takkede imidlertid blankt nej.

Uklar SF-melding
Men hvorfor forsøger Bo Asmus Kjeldgaard at forhandle en eventuel overborgmesterpost væk allerede nu? Det gør børne- og ungeborgmesteren måske ud fra den erkendelse, at han er stort set den eneste blandt partierne på rådhuset og i sit eget parti, der synes, at »Kjeldgaard som overborgmester« lyder som en brillant idé. Kjeldgaard er utvivlsomt stadig chokeret over, at hans partiformand Villy Søvndal ikke kunne anbefale ham – hans partifælle – som overborgmester i København, men »lod det være op til vælgerne«.
I sidste uge holdt SF i København et hovedbestyrelsesmøde, hvor man diskuterede, om SF fortsat skulle have en »overborgmesterkandidat« eller simpelthen blot nøjes med en »spidskandidat« og samtidig på forhånd pege på socialdemokraten Frank Jensen som SF’s bud på en overborgmester.
Konklusionen på mødet er mildt sagt ikke klar. SF’s melding er, at partiet »ikke vil diskutere personer i valgkampen, men udelukkende politik«. Med andre ord: Bo Asmus Kjeldgaard forbeholder sig retten til at lægge billet ind på overborgmesterposten, hvis der skulle opstå den – for mange iagttagere – utænkelige situation, at et flertal på rådhuset peger på Kjeldgaard.
Som denne klummeskribent tidligere har skrevet, så er tilliden til Kjeldgaards person blandt ledende borgerrepræsentanter i stort set alle partier på rådhuset ikke just i top. Over for vælgerne er der mildt sagt også tale om en uklar melding fra SF. At SF ikke vil diskutere personer, men politik er – for de fleste københavnere – hverken fugl eller fisk og lægger kun til i det gængse syn på Kjeldgaard som en politiker med en noget uklar profil.

Kjeldgaards minus-faktor
Klimaet mellem Kjeldgaard og SF på Christiansborg siges også at være ekstremt dårligt. De ellers meget succesfulde SF-strateger på Borgen, mener ligefrem, at Kjeldgaards person vil få mulige SF-vælgere i København til at vende partiet ryggen på selve valgdagen i november.
Omvendt har Søvndal det egentlig helt fint med udsigten til, at S ikke får et katastrofevalg i København, så de beholder overborgmesterposten. Taber Thornings folk i hovedstaden, så kunne det måske true S-SF-alliancen på Borgen, og det vil Søvndal og co. slet ikke risikere. Så det passer dem i sidste ende godt, at SF’s fremgang med Kjeldgaard i spidsen er »under fuld kontrol«.

Kjeldgaard til kulturen?
På gangene tales der omvendt om, at Kjeldgaard er ved at være så mørbanket efter fire hårde år i Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvor han gang på gang er blevet beskyldt af medier og politiker-kolleger for at have ladet økonomien sejle.
Rygterne siger, at glipper drømmen om at blive overborgmester, så har SF-borgmesteren i stedet udset sig at blive borgmester for Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvor i dag Venstres Pia Allerslev sidder. I Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle slagsmålene være mindre, lyder ræsonnementet.
At blive politisk leder af denne forvaltning kunne også om fire år være en retrætepost til Kulturministeriet, hvorfra Kjeldgaard i øvrigt har haft orlov i årevis. Hvis det er sandt, så vil det ændre hele konstitueringsspillet. Det kan Kjeldgaard dog næppe bestemme uden om SF’s stærke partiorganisation. For alt logik tilsiger, at SF bør gå efter den tungeste borgmesterpost efter overborgmesterposten, og det er i så fald Klaus Bondams borgmesterpost for Teknik- og Miljøforvaltningen.

Vang vs. Hougaard
Frank Jensen ligner dermed en sikker vinder af kommunalvalget, selvom Socialdemokraterne alt andet lige står til en gevaldig øretæve. Buddene går på, at Ritt Bjerregaards kæmpefremgang fra sidst som minimum er tabt til SF.
Spørgsmålet er, om Socialdemokraterne kan fastholde deres borgmesterpost nr. 2. Og her er der en spændende dyst mellem de to unge socialdemokrater om, hvem der i givet fald skal besætte den. Valget står mellem integrationsborgmester Jakob Hougaard og den politiske ordfører Anne Vang. Rygterne svirrer gerne om, hvem af de to, som lige nu er mest inde i varmen hos den kommende overborgmester.
Bedetæpperne hos ambitiøse socialdemokrater er selvfølgelig for længst blevet vendt imod Frank Jensen. Det siges dog, at Jensen ikke på nogen måde favoriserer parterne. Vang har i alle fald fået en del taletid i medierne i den seneste tid, hvor hun er blevet betroet rollen som den, der forsvarer København mod regeringens angreb, mens Ritt Bjerregaard har neddroslet disse aktiviteter. Derved synliggøres den unge ordfører frem mod valget.
I kulissen tales der derfor om, at Bjerregaard på denne måde hjælper sin unge protegé frem, der må siges at have tjent den afgående bydronning ganske trofast igennem fire år. I korridorerne tales der om, at Anne Vang især har et kik på at blive borgmester for Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Udsigt til smalt forlig
Ellers er denne tid kendetegnet ved, at kommunens budget for næste år snart skal forhandles. Ritt Bjerregaards største ønske skulle være at afslutte karrieren med et stort og bredt forlig blandt Borgerrepræsentationens partier. Imidlertid er der ikke mange iagttagere, der tror på det.
Kommunekassen har det slemt især på grund af de pludseligt faldende skatteindtægter i samfundet som helhed. Dermed bliver der færre muligheder for at dele milde gaver ud til vælgerne, hvad der ellers kunne være nyttigt i et valgår. Tværtimod skal der endda findes penge på budgettet gennem serviceforringelser eller effektiviseringer, hvilket selvsagt nedsætter lysten hos politikerne til at tage del i ansvaret. Alt tyder derfor på, at det ender med et smalt forlig mellem ABF-partierne og måske sammen med Enhedslisten.
I den borgerlige lejr bemærker man, at Frank Jensen har fået lov til at kigge Ritt Bjerregaard over skulderen i en sådan grad, at der i budgettet endda er blevet plads til hans bandeindsats på Nørrebro med videre og andet, der matcher hans valgprogram. Dermed har Jensen demonstreret, at han allerede før, han er indvalgt i Borgerrepræsentationen, har stor reel indflydelse på Københavns politik.

mandag den 17. august 2009

Bondam og Kjeldgaard dårligt fra start

Efterårets valgkamp skudt i gang med heftig kritik.

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk

Bragt i Bryggebladet nr. 11 2009 den 18. august 2009

Sommeren er overstået, og de københavnske politikere er vendt tilbage til en rigtig skrap politisk sæson. Efteråret 2009 byder på et særligt spændende valgår, hvor en række borgmestre risikerer at stå til udskiftning. Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har for længst meldt sin afgang, men især den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam er næsten sikker på som minimum at skulle afgive sit borgmesterområde. Den konservative Mogens Lønborg og Enhedslistens Mikkel Warming kan også være på vippen, mens SF’s Bo Asmus Kjeldgaard og Venstres Pia Allerslev bør være nogenlunde sikre på at kunne fortsætte, men måske på andre områder. Socialdemokraternes overborgmesterkandidat Frank Jensen (S) bør være sikker på at få en borgmesterpost og er fortsat det klart bedste bud på en ny overborgmester. Det er dog ikke sikkert, at integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) får lov at fortsætte. Et dårligt eller et godt personligt stemmetal til den unge borgmester vil formentlig være en klar indikator for, om Frank Jensen skal lade Hougaard få endnu en periode, eller om nye kræfter blandt socialdemokraterne skal have chancen. Her samler interessen sig mest om den kun 26-årige politiske ordfører og statskundskabsstuderende Anne Vang, som ifølge S-kilder går målrettet efter at blive borgmester.

Bondam sommerens skydeskive
Klaus Bondam har haft en mediemæssig katastrofal sommer. I juli blev han mødt med heftig kritik af, at han lod skatteborgerne betale 10.000 kroner for hans og en række embedsmænds deltagelse i en cykeltur til Paris for cykelholdet Team Rynkeby, der indsamler penge til Børnecancer-fonden. Bondam hævdede, at kommunen skulle afholde udgifterne, fordi cykelturen skabte opmærksomhed om kommunens cykelpolitik, som længe har været Bondams personlige mærkesag. Bondam blev imidlertid mødt med massiv kritik fra medierne og andre politikere. Mest opsigtsvækkende var den manglende støtte fra Bondams egen gruppeformand på rådhuset, Manu Sareen. Sagen endte med, at den radikale borgmester måtte krybe til korset og hoste op med pengene til rejseudgifterne af egen lomme. En ulykke kommer dog sjældent alene. For sidst i juli kom det frem, at der var store problemer med økonomistyringen i Bondams forvaltning. Det viste sig ved, at regninger fra flere år tilbage var forblevet ubetalte, og en revisionsrapport fra revisionsfirmaet Deloitte talte om »alvorlige problemer« med rod i regnskaber, bogholderiet og økonomistyringen. Borgmesteren havde siden foråret 2008 kendt til og også siden handlet i sagen. Han forklarede, at problemerne var opstået i forbindelse med sammenlægningen af to forvaltninger til den nuværende enhed. Tilliden til, at Bondams besidder det store forkromede overblik over sin forvaltning, blev dog næppe øget med borgmesterens forunderlige forklaring, at han først blev klar over problemerne ved en tilfældighed, nemlig da hans – af kommunen betalte – avis udeblev hjemme på privaten. Avisregningen var helt enkelt ikke blevet betalt. Efterfølgende haglede kritikken ned over Bondam, som uden tvivl har fået den dårligt tænkelige start på valgkampen. Det sker oven i på et tidspunkt, hvor de Radikale i forvejen ligger mere end rigtig skidt i meningsmålingerne på landsplan.
Bondam har i øvrigt allerede offentligt erkendt, at det bliver opad bakke, hvis de Radikale skal fastholde deres borgmesterpost efter kommunalvalget. Sidst fik Bondam næsten 12.000 personlige stemmer, mens de Radikale fik 11,8 procent af stemmerne i København.

Søvndal dumper Kjeldgaard
SF’s Bo Asmus Kjeldgaard har fået skudt sin politiske sæson i gang med at løbe ind i to store ydmygelser. Først kunne hans egen partiformand Villy Søvndal under partiets sommergruppemøde ikke klart anbefale Kjeldgaard som Københavns næste overborgmester. Det er en ret usædvanlig melding fra en partileder. Det er ifølge Søvndal tilsyneladende nok, at SF får et godt valg i hovedstaden. I sidste ende kan en klar anbefaling fra Søvndal være ligegyldig. Kjeldgaard har ikke mange støtter, hverken i sit eget bagland eller blandt politiske kolleger på rådhuset, som igennem lang tid har regnet ham for at være gennemført upålidelig. Men det sender et signal til omverden og især vælgere og pressen, at Søvndal ikke regner Kjeldgaard for at være en seriøs kandidat til overborgmesterposten. Kjeldgaard lægger ikke selv skjul på, at han er selvskreven til jobbet. Alle er klar over, at Søvndal i sin tid ønskede MF Anne Baastrup som SF’s spidskandidat. Imidlertid ville partimedlemmerne i København det anderledes, da Kjeldgaard knebent og overraskende vandt urafstemningen i maj sidste år. På rådhuset går der p.t. rygter om meningsmålinger, som SF har fået lavet, der skulle vise, at cirka 30 procent af københavnerne vil stemme på liste F. Søvndals motiv kan derfor også være, at han ikke ønsker kurrer på tråden i den stærke alliance, som han har fået smedet med Socialdemokraterne på Christiansborg, hvis nu S i København skulle gå hen og miste overborgmesterposten til SF. Med andre ord er Kjeldgaards drømme om overborgmesterstolen fuldstændig underordnet Søvndal og SF’s planer om regeringsdeltagelse under en S-statsminister, hvis oppositionen til den tid vinder det næste folketingsvalg.

Kjeldgaards kasse igen tom
August har indtil videre ikke været Bo Asmus Kjeldgaards måned. I sidste uge kom det frem, at Børne- og Ungdomsforvaltningen mangler cirka 143 millioner kroner i kassen for at få økonomien til at hænge sammen. Det pludselige »underskud« kommer ovenpå, at der tidligere har vist sig pludseligt overforbrug, man har skullet have dækket hos kommunens magtfulde Økonomiudvalg, der så har måttet lette på låget til kommunens pengekiste i form af særbevillinger. Kjeldgaard har hidtil forklaret de økonomiske problemer med en tidligere bevidst underfinansiering af børne- og ungdomsområdet fra Økonomiudvalgets side, og at kommunen har stigende udgifter på grund af et uforudset stigende børnetal. Hans kritikere mener derimod, at Kjeldgaard ikke evner at tage et ansvar, men evig og altid sender problemerne videre til Økonomiudvalget, der igen og igen må hoste op med ekstra penge. Alene i år har Børne- og Ungdomsforvaltningen ved tre ekstraordinære bevillinger fået i alt tilført en halv milliard kroner ved tre ekstraordinære bevillinger.
Nogle kritikere mener, at Kjeldgaard hverken tør spare eller effektivisere tilstrækkeligt i sin afdeling, fordi han ikke tør lægge sig ud med fagforeningerne. SF-borgmesterens egen forvaltning har foreslået, at man finder nogle af pengene ved at inddrage en del af det overskud, som daginstitutionerne selv har sparet sammen til særlige formål og forbedringer. Ingen forventer, at personaleorganisationerne vil klappe af et sådant forslag, der formentlig risikerer at erodere tilskyndelsen i institutionerne til at opspare ressourcer i det daglige. Men hvis alternativet er at skære i driften, så accepterer medarbejderne, ifølge forvaltningen, det som det mindste onde af de to.
Underskuddet på de 143 millioner kroner har ikke alene bund i det voksende børnetal, men er fremkommet ved, at en række andre udgifter er blevet større end forudset. I Børne- og Ungdomsforvaltningen afviser man, at man har ualmindeligt store problemer med økonomistyringen. Tværtimod ser Kjeldgaards forvaltning det netop som »rettidig omhu«, at der er styr på økonomien, når man i god tid melder ud, at man kommer til at mangle penge. 143 millioner kroner er mange penge, men ikke når man ser på Børne- og Ungdomsforvaltningens uforholdsmæssig store andel af kommunens budget. Rigtig eller forkert. Det bliver op ad bakke at forklare vælgerne. Til syvende og sidste er det SF-borgmesteren, der sidder med ansvaret, og han vil frem mod kommunalvalget i november selvsagt være under heftig beskydning fra både de borgerlige, socialdemokraterne, med flere. De vil utvivlsomt igen og igen stille vælgerne spørgsmålet: Bo Asmus Kjeldgaard har med sin embedsførelse til fulde bevist, at han ikke kan styre økonomien i sin forvaltning. Og nu vil han så oveni være overborgmester?

Fælles aktion
Kjeldgaards forvaltning slås i øvrigt med at finde 700 ekstra vuggestuepladser til alle de nye københavnere, der pludselig er dukket op som følge af det, som nogle betegner som »efterkrigstidens største babyboom i hovedstaden«. I onsdags foreslog forvaltningen så den løsning, at hver vuggestue pressede et ekstra barn ind på hver af stuerne, så der blev 13. Den ansvarlige borgmester ville imidlertid ikke vide af forvaltningens forslag, og – noget usædvanligt – nægtede han at stemme for forslaget, mens han klart udtrykte forventning om, at resten af udvalget løste denne opgave for ham. Det vil sige, et flertal stemte for, sådan at han bagefter kunne stå med de rene hænder. Kjeldgaard gjorde imidlertid regning uden vært. I en fælles aktion stemte udvalget forvaltningens forslag ned. De øvrige rådhuspolitikere nægtede at løse Kjeldgaards problem, uden at han selv påtog sig et medansvar. Iagttagere på rådhuset ser netop dette som et stjerneeksempel på, at mange rådhuspolitikere – på tværs af de politiske partier – opfatter Kjeldgaard som uegnet som overborgmester.

tirsdag den 23. juni 2009

Slut med de fede år

BAG KULISSERNE

Bragt i Bryggebladet nr. 10 den 23. juni 2009.

Af Jarl Cordua

Rådhuset er på vej på sommerferie, men med en bevidsthed om at årets budgetslag allerede begynder i anden uge af august. Men i modsætning til tidligere år bugner kommunekassen ikke som i forne tider af penge. »Det er slut med de fede år.« Sådan lød kommunens administrerende direktør Claus Juhls »indgangsbøn« ved forårets såkaldte budgetseminar for kommunens Økonomiudvalg, hvor alle de ledende politikere og borgmestre har sæde.
Med andre ord: I år har kommunen ikke ekstraindtægter, som den kan dele ud af, og det bliver derfor sværere for de enkelte borgmestre at få penge til hver af deres nye projekter, som måske skal bruges til at profilere dem i efterårets valgkamp. Det gør det måske mindre attraktivt for nogle af partierne at gå med i budgetforlig, når der ikke er lagt op til en gavebod.

Gensyn med »Grønthøsteren«?
Ritt Bjerregaard har i de andre år benyttet sig af en særlig måde til at få partierne til at gå med hende i budgetforlig. Hun opstillede dog den betingelse, at de enkelte fagborgmestre ved hjælp af en såkaldt »grønthøster« selv skulle finde to procents besparelser i hver af deres forvaltninger, som så gik ind i den store pulje, som kunne bruges på nye tiltag. »Prioriteringsrummet« hed denne samlede store sum penge, og kun de partier, som bidrog til besparelser, fik lov til at få del i midlerne.
Imidlertid har kommunen valgt at droppe metoden med »grønthøsteren« og »prioriteringsrummet«. I stedet mente Socialdemokraterne at spille ud med, at man i stedet fandt besparelser på op mod 177 millioner kroner ved at fjerne såkaldt »dobbeltadministration« i kommunen. Det er det beløb, som konsulenter fra Rambøll Management har regnet ud, at der kan spares, hvis man sammenlægger administration på tværs af kommunens syv forvaltningsenheder. Imidlertid stod Socialdemokraterne helt alene med forslaget, da det kom på dagsordenen på sidste uges økonomiudvalgsmøde. Alle andre vendte tommelfingeren nedad.
Spørger man Socialdemokraterne, så skyldes modstanden, at bureaukraterne (det vil sige de øvrige partiers borgmestre) ønsker at beskytte deres »kongedømmer« (det vil sige deres forvaltningsenheder). De andre partier ser forslaget, som Socialdemokraternes forsøg på at indføre en ny styreform via bagdøren, og at det er urealistisk, at man kan have et fælles sekretariat med videre for alle syv borgmestre, da det i sidste ende kun vil styrke overborgmesteren på bekostning af de øvrige fagborgmestre. Til gengæld vil de borgerlige partier gerne finde penge ved at effektivisere på anden vis. Måske ved at genindføre »grønthøsteren« og »prioriteringsrummet«.

Udgifter stiger
Hvordan skaffer man så ellers penge til fordeling? Tjah. Kommunen har i kraft af regeringens aftale med Kommunernes Landsforening lige fået 200 millioner fra staten til at bygge nye anlæg (bygninger med videre) for. De penge er der hårdt brug for, for kommunens indbyggertal stiger for tiden med 1000 nye københavnerne hver måned.
Det skaber selvsagt et stort pres for at bygge flere skoler og daginstitutioner, som der er stort behov for. Kommunens indtægter er for nedadgående, fordi krisen skaber flere arbejdsløse, der betaler mindre i skat, og samtidig stiger udgifterne, når flere skal leve af overførselsindkomster finansieret af kommunekassen. I de sidste par år har hovedparten af kommunens ekstraindtægter gået til at finansiere de stigende udgifter i SF-borgmester Bo Asmus Kjeldgaards Børne- og Ungdomsforvaltning, som der er stor enighed om har det største behov for at få tilført flere midler. Til gengæld er der også udbredt enighed om, at Kjeldgaards forvaltning er for ineffektiv.
Kommunens skoler er således landets dyreste i drift, og daginstitutionspladserne er 50 procent dyrere end det, de i gennemsnit koster i landets seks andre større byer. Kjeldgaard afviser rutinemæssigt, at der skulle være nogle problemer, men er ikke desto mindre nu sat »under administration« af et flertal i Økonomiudvalget. Det vil i praksis sige, at en flok eksterne revisorer overvåger, hvordan Børne- og Ungdomsforvaltningen bruger pengene. Kjeldgaard har dog selv meldt ud, at forvaltningen skal bruge 1,9 milliarder kroner til nye daginstitutioner med videre de næste fire år, hvis Børne- og Ungdomsforvaltningen skal kunne imødekomme efterspørgslen fra de mange nye københavnere. Det ligger derfor til, at uanset hvem, der kommer med i budgetforliget, så ender det igen med, at der bliver tilført betydelige midler til SF-borgmesterens forvaltning.

Ligger til et rødt forlig
Hvem vil gå med i budgetforliget til efteråret? Udgangspunktet vil som altid være, at S, SF og De Radikale finder sammen om et nyt budget og måske også med Enhedslisten. Men intet er afgjort på forhånd, og derfor afviser ingen, at Ritt kan finde på at gentage sidste års forlig med de borgerlige VKO-partier. Det, der taler imod et forlig til højre, er, at der i disse svære økonomiske tider slet ikke er de samme muligheder for at give »godbidder« til de borgerlige som sidste år.
Det ser heller ikke godt ud hos de overvejende centrum-venstre-vælgere i byen, hvis Socialdemokraterne i et valgår, og når S-SF er blevet til en fasttømret alliance på Christiansborg, så pludselig laver forlig med VKO uden om SF. Til gengæld har Ritt Bjerregaard ikke megen personlig fidus til Bo Asmus Kjeldgaard, som ikke mindst af flere socialdemokrater opfattes som noget nær politisk utilregnelig.
Ingen forestiller sig dog, at S ikke i det mindste først forsøger at samle den gamle ABF-alliance bag et forlig. Endelig har Kjeldgaard, formentlig efter råd fra Villy Søvndals spinfolk, længe haft skruet helt ned for den indimellem noget skingre kritik af Socialdemokraterne. Målt på SF’s opbakning i byen lige p.t. så er det en god strategi. Ved det nyligt afholdte valg til Europa-parlamentet stemte flere vælgere i hovedstaden SF end S.

Ritt planlægger exit
Ritt selv går for tiden under øgenavne som »Dead-woman-walking« og »Ritt Hvem«, fordi omgivelserne fornemmer, at bydronningen er begyndt at resignere i det daglige. Den afgående overborgmester tager ikke slagsmål nu, som hun ellers hjertens gerne ville have udkæmpet for bare få måneder siden, lyder vurderingen flere steder på rådhuset.
Hun forventes heller ikke at tage del i sin efterfølger som S-spidskandidat Frank Jensens forestående valgkamp. Ritt Bjerregaards fokus er derfor i stedet at få afleveret byen i en god stand og nå at få sat sine personlige aftryk blandt andet ved at involvere sig i indførelsen af en sund madordning for byens skolebørn og daginstitutioner.
I efteråret er København vært for to store internationale begivenheder: Den Internationale Olympiske Komités (IOC) kongres, hvor blandt andre kronprins Frederik forventes at blive valgt ind i IOC. Senere på året i december finder klimatopmødet sted i Bella Center, hvor alverdens toppolitikere vil strømme til. Blandt de allersidste billeder fra Ritt Bjerregaards tid som overborgmester kan meget vel være et, der viser situationen, hvor hun giver hånd til USA’s præsident Barack Obama og byder ham velkommen til byen. Ikke noget dårligt punktum for en lang og stor politisk karriere.

onsdag den 10. juni 2009

De Radikale skærper profilen overfor SF

Klaus Bondam gør sig klar til tiden efter Ritt Bjerregaard.

Bragt i Bryggebladet nr 9. den 9. juni 2009

Af Jarl Cordua

BAG KULISSERNE


Selvom Ritt Bjerregaards tid først rinder ud til nytår, så er de af rådhusets politikere, som skal genvælges, i gang med at positionere sig og forberede sig til tiden, der følger efter, den nuværende overborgmester har forladt rådhuset. I løbet af den sidste måneds tid har to sager på vidt forskellig vis vist, at især De Radikale ruster sig til valgkampen, hvor man bliver presset af SF’s fremgang og som lille parti på udsigt efter nye alliancepartnere.

Bondam pludselig for parkeringshus
Forleden dag så man pludse-lig, at den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam vende på en tallerken i den opsigtsvækkende sag om, hvorvidt kommunen etablerer et underjordisk parkeringshus ved Kvæsthusbroen, som er stedet, hvor det nye skuespilhus ligger.
Hidtil har Bondam og Ritt Bjerregaard været imod et parkeringshus på stedet, selvom kommunen dermed render fra et tilsagn tilbage fra 2001 til staten, hvor parterne lavede aftalen om at bygge skuespilhuset. I dag er huset for længst opført, mens parkeringshuset mangler grundet modstand fra et flertal bestående af venstrefløjen, De Radikale og Socialdemokraterne. Men nu har der med Bondams kovending, vist sig »sprækker i betonen«.
»På Kvæsthusbroen skal der sikres adgang og oplevelser ved vandet ved at danne: En folkelig plads, udnyttelse af Kvæsthusgraven, et underjordisk parkeringshus med adgang for beboere i området samt nedlæggelse af et tilsvarende antal gadeparkeringpladser«, skrev Bondam i en pressemeddelelse den 26. maj.

Radikalt farvel til antibilismen
Udmeldingen ser nogle iagttagere på rådhuset som, at Bondam så småt er i gang med at frigøre sig fra sin konsekvente antibilisme. Men det ses også som et tegn på, at De Radikales leder forbereder sig på en tid, hvor en ny socialdemokratisk overborgmester måske har andre holdninger til et parkeringshus end Bjerregaard, som personligt var ivrig modstander, hvorfor Socialdemokraterne var imod. Frank Jensen, som var justitsminister i den SR-regering, der i sin tid indgik aftalen med kommunen, dengang byen blev ledet af socialdemokraten Jens Kramer Mikkelsen, kan have andre holdninger til, at kommunen lever op til den juridiske aftale med staten. Sammen med de borgerlige kan SR måske efter et kommunalvalg sammen få løst sagen med et parkeringsan-læg ved Kvæsthusbroen. Bondam har også det problem, at han står til at miste sin teknik- og miljøborgmesterpost, som formentlig vil gå til SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Det kan en konstitueringsaftale efter valget med Frank Jensen og Socialdemokraterne og de borgerlige måske i heldigste fald ændre på. I realiteten tyder alle meningsmålinger dog på, at De Radikale skal prise sig lykkelige over i det hele taget at få en borgmesterpost.
Et andet motiv for Bondams pludselige holdningsændring kan være, at den radikale borgmester har erkendt, at hans »cyklerne ind og bilerne ud-strategi« tilsyneladende ikke giver pote hos vælgerne, som foretrækker SF. Blandt De Radikale findes der også dem, som ikke helt forstår, at Bondam har brugt 3½ år af sin borgmestertid på at føre en krig mod bilismen, som vælgerne, hvis man skal tro meningsmålingerne, åbenbart ikke vil præmiere, når de står i stemmeboksen.

Kjeldgaards vinger skal stækkes
Det er især De Radikale og Socialdemokraterne, som ifølge målingerne og analy-ser kommer til at levere stemmer til SF’s forventede store fremgang i København ved BR-valget til november. Derfor er man især i disse to partier i særlig grad motiveret til på alle måder at få stækket SF’s spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaards vinger og få udstillet ham som politisk set umulig, uduelig og ubrugelig. SF-borgmesteren har nemlig længe haft store problemer med at få pengene til at række i sin Børne- og Ungdomsforvaltning. Derfor blev han for en lille måneds tid siden under heftig medierabalder »sat under administration« af et bredt flertal i kommunens magtfulde Økonomiudvalg bestående af alle partier rækkende fra Enhedslisten og til DF. I praksis viste det sig ved, at økonomiudvalget pålagde SF-borgmesteren at hyre et eksternt revisionsfirma, der så skal overvåge, at Børne- og Ungdomsforvaltningen rent faktisk gennemfører de reformer af pasningsområdet, som et politisk flertal har aftalt.
SF-borgmesteren mente ikke overraskende, at han med beslutningen var blevet udsat for »lidt spin«, og at der reelt var tale om et politisk angreb på ham. Det skete med henvisning til, at hans forvaltning i forvejen har revisionsselskabet Deloitte hængende, hvis opgave det er at overvåge, hvordan den økonomiske genopretning af forvaltningen pågår.

Hatten i hånden
Børne- og Ungdomsforvaltningen har i de sidste par år haft store underskud, fordi kommunen ikke har kunnet forudse, hvor mange børn, der har haft behov for skole og daginstitution. Det er resulteret i, at Kjeldgaard gang på gang har måttet gå til Økonomiforvaltningen med hatten i hånden efter flere penge. Senest har Økonomiforvaltningen bevilget 275 millioner kroner ekstra til børneområdet. SF-borgmesterens reaktion har hele tiden været offensiv – ved at han giver alle andre end netop ham selv og sin forvaltning skylden – for at den gang på gang ikke har kunnet løse opgaven med at finde daginstitutionspladser til pt. 1500 ekstra børn. Hvad der er set som Kjeldgaards manglende vilje til at påtage sig et politisk ansvar har irriteret og forenet hans politiske modstandere i en grad, at SF-borgmesteren står mere og mere politisk isoleret. At SF også står til stor fremgang på de øvrige partiers bekostning har næppe hjulpet på forståelsen og velviljen.
Spinkrig om Kjeldgaards eksterne revision
Den radikale Klaus Bondams udtalelser til Politiken siger formentlig alt om Kjeldgaards manglende popularitet på rådhuset:
- Problemet i dag er, at SF og Bo Asmus gør enhver økonomisk tilpasning til en konflikt mellem hans forvaltning og de øvrige partier, hvor forældre, børn og personale bliver taget som gidsler i et spørgsmål om besparelser. Det handler om, at Bo Asmus ikke længere kan undslå sig et politisk ansvar, det skal tages nu. Så kan det være, at der kan blive plads til at diskutere kvaliteten på børne- og ungeområdet i stedet for det her.
Kjeldgaard selv forsøgte at bagatellisere, at han populært sagt var »sat under administration« netop med henvisning til, at revisionsselskabet Deloitte i forvejen har deres faste gang i hans forvaltning. Det hindrede dog ikke Kjeldgaard i på selve mødet i Økonomiudvalget at gå imod forslaget om ny ekstern revision. Politiske modstandere fandt det noget underligt, at Kjeldgaard ville forhindre denne beslutning om ny ekstern revision, hvis der, som han påstår, blot var tale om en »total udramatisk beslutning« uden nyhedsværdi.
Kjeldgaard har i hvert fald siden i medierne ivrigt forsøgt at retfærdiggøre sin forvaltning og gendrive al snak om, at han er blevet sat under administration.
Konklusionen er, at der ikke bliver givet ved dørene til SF-borgmesteren, som frem mod valget i november nok ikke skal forvente nogen form for særbehandling fra hverken pressen eller politiske modstandere. Kjeldgaard bliver jaget vildt.

Radikalt genbrug
I serien om, hvem de politiske partier opstiller, mangler vi lige at komme omkring De Radikale. Partiet fik et kanonvalg i 2005 med syv mandater og blev næsten ligeså store som SF. Der skal forekomme mirakler, hvis det samme skulle ske til november. De Radikale skal formentlig være glade, hvis de slipper med en halvering af gruppen. På nær Tina Bostrup genopstiller faktisk hele holdet af nuværende radikale BR-medlemmer, som fylder op i top fem.
Øverst på listen står naturligvis teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (45). På de efterfølgende pladser finder man således en stribe af partiets nuværende BR-medlemmer.
Det er den tidligere bryggedreng Manu Sareen (42), der også er partiets gruppe-formand, som står næst-øverst på den radikale liste. Sareen, der også arbejder som integrationskonsulent, bor fortsat på Amager med sin familie. Herefter følger Kasper Johansen som listens nr. 3. Den 39-årige folkeskolelærer har især markeret sig på skolepolitiske områder. Nr. 4 på listen er Margrethe Wivel (36), der til daglig leder et indvandrer-kvindecenter på Indre Nørrebro. Partiets kulturordfører Katrina Feilberg (30) er nr. 5 på listen. Til daglig er hun projektkonsulent i TDC’s afdeling for politisk lobbyvirksomhed.
Nr. 6 er Anna Allerslev (24), hvis portræt man for tiden kan se hænge i byens lysmaster, da hun også er kandidat til EP-valget. Hun er tidligere næstformand for Radikal Ungdom og nuværende medlem af Det Radikale Venstres forretningsudvalg. Den unge RU’er og statskundskabsstuderende, Jacob Packert (22), er nr. 7. Længere nede på listen, som nr. 11 finder man BR-medlem, arkitekt Monica Thon (59), der ligesom Bondam og Sareen til nytår har siddet i to perioder i Borgerrepræsentationen. Som nr. 17 finder man en anden radikal veteran i form af tidligere BR-medlem, Lars Rimfalk Jensen, der i dag er formand for Amager Vest Lokaludvalg.