tirsdag den 18. november 2008

Ritts korte flirt med de borgerlige

Socialdemokraterne presses til at droppe ethvert samarbejde med VKO-blokken på denne side af næste års valg til Borgerrepræsentationen.

BAG KULISSERNE

Af Jarl Cordua
redaktion@bryggebladet.dk


Artikel bragt i Bryggebladet nr. 19 den 18. november 2008

Alt har sin pris. Det har overborgmester Ritt Bjerregaard måttet sande efter, at Socialdemokraterne tidliger på efteråret brød med 2½ års tæt samarbejde med SF og de radikale for i stedet at indgå budgetforlig med de borgerlige VKO-partier.
Overborgmesteren fik dermed en gang for alle vist de radikales Klaus Bondam og rivalen fra SF Bo Asmus Kjeldgaard, hvem der bestemmer i byen. Men siden har Socialdemokraterne været i defensiven. Partiet er blevet mere og mere isoleret og er under konstant beskydning fra de radikale og venstrefløjen, som øjner muligheden for at score stemmer og mandater på Ritts bekostning ved kommunalvalget om nøjagtig et år.
Samtidigt mærker S også presset fra den traditionelle støtte i den københavnske fagbevægelse, som i stigende grad føler sig fristet af at støtte rivalerne i SF.

S stemte imod eget forslag
De hårde angreb fra venstrefløjen slider på overborgmesterens parti i en grad, så Socialdemokraternes politiske handlefrihed er kraftigt reduceret siden budgetforliget blev indgået.
Det viste sig klarest ved, at S for et par uger siden pludselig droppede en forligsaftale, som beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) ellers havde indgået med VKO og de radikale.
Aftalen gik i korthed ud på at sende en del af kommunes beskæftigelsesindsats i udbud, så også private virksomheder kunne løse opgaven.
Det ville have været Danmarks største udbud af jobformidlingsopgaver, men sådan kom det ikke til at gå.
Hougaard havde ellers været meget ihærdig for at få et bredt forlig. Det var i første omgang lykkedes ved at få de borgerlige med og siden de radikale – normalt de mest udbudsivrige partier.
Borgmesteren var endda kommet så langt at hans forvaltning havde skrevet en egentlig indstilling til Borgerrepræsentationen, og forslaget var dermed på dagsordenen ved et BR-møde.
Men før det kom til afstemning mødte forslaget modstand, da det forinden blev behandlet på Socialdemokraternes gruppemøde, og også kræfter i den københavnske fagbevægelse talte imod forslaget.
S-toppen havde også andre betænkeligheder end de rent ideologiske. Man var bekymret for igen at skulle lægge ryg til tæsk fra SF og Enhedslisten og blive stemplet som ’Sort skole’ mere end ’Rød skole’.
I forvejen er man i partiet stærkt bekymret over, hvordan S kan klare sig nogenlunde hæderligt ved det kommende kommunalvalg.
Derfor traf Ritt og Co. en hurtig, men ret så usædvanlig beslutning og løb fra den aftale, som deres egen borgmester havde forhandlet hjem. VKOs partiledere blev ligblege af vantro, da Socialdemokraterne blot en halv time inden afstemningen meddelte, at partiet agtede at stemme imod deres eget forslag, som derpå faldt, da også venstrefløjen stemte imod.
I Borgerrepræsentationen er man ellers vant til lidt at hvert, men en situation hvor et parti stemmer sit eget forslag ned er ret så usædvanlig.
Pia Allerslev kommenterede udfaldet i en sarkastisk kommentar til Berlingske, at det åbenbart var »nødvendigt at kræve pant i Ritt Bjerregaards personlige ejendom, hvis vi skal tro på, at Socialdemokraterne vil overholde en politisk aftale«.
Den lille tillid, der netop var opbygget mellem overborgmesteren og VKO i forbindelse med budgetaftalen, blev nu brudt.
Sagen skaber derfor det indtryk, at socialdemokraterne står så svagt, at de er ude af stand til at indgå svære aftaler med VKO, og årsagen til det må være, at budgetforliget med de borgerlige tilsyneladende har tæret kraftigt på partiets handlefrihed.
Måske er det et tegn på, at S i den nære fremtid igen vil forsøge at vende sig imod de gamle alliancepartnere i SF og de radikale.

S-tæskeholdet
Det er nu ikke, fordi Socialdemokraternes BR-medlemmer har lyst til at komme især SF i møde.
Slår man op i byens lokalaviser, så har S tilsyneladende rullet et veritabelt ’tæskehold’ af BR-medlemmer ud, som i læserbreve og ved enhver tænkelig lejlighed kritiserer SF’s børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard og hans afdeling.
Omfanget af læserbrevkampagnen tyder således på, at Socialdemokraterne er i gang med en veritabel offensiv over for vælgerbefolkningen, og strategien er ikke at pege på egne resultater, men at udstille SF-borgmesterens problemer.
Socialdemokraterne venter ikke på, at de bliver kørt over af "Villy-effekten", men forsøger at skabe en negativ ’Bo Asmus-effekt’, der kan barbere lidt af den forventede SF-fremgang væk.

Forventet nej til Store Robert
Imens kan Socialdemokraterne i øvrigt se til, at de igen er blevet forbundet med et opsigtsvækkende politisk nederlag i Borgerrepræsentationen.
For som ventet blev Ritt Bjerregaard i sidste uge stemt ned i BR på sagen om ’Store Robert’ – en gigantisk jernskulptur af den afdøde kunstner Robert Jakobsen, som efter planerne skulle opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn som nyt vartegn for hovedstaden.
Projektet skulle ellers have private midler for 200 millioner kr. i ryggen, men det bevægede ikke et flertal af de københavnske politikeres holdning.
Som blandt andet Bryggebladet forudså, endte sagen med, at Socialdemokraterne kom til at stå næsten alene, da sagen i torsdags kom til afstemning.
Kun fire medlemmer af Venstres BR-gruppe herunder kulturborgmester Pia Allerslev bakkede Socialdemokraterne op.
Alle andre – herunder Ritts gamle fæller i SF og de radikale – stemte nej. Taget i betragtning at overborgmesteren gjorde en ihærdig indsats for at få projektet vedtaget, medvirker dette nederlag til den pessimistiske stemning, som mange på rådhuset fornemmer, der råder omkring overborgmesteren og hendes parti.
På den anden side, så stander bystyret næppe i våde over at gå glip af en kæmpe jernskulptur ved havnen.

En sejr midt i nederlaget
Det er i øvrigt interessant, at Pia Allerslev ikke bare gik med resten af BR imod Ritt på denne sag. Det nemmeste i verden ville have været at sige nej til Store Robert, men det skete ikke.
Det vidner derfor om en vis portion politiks overskud og selvtillid, at Allerslev alligevel vælger at stå skulder mod skulder med overborgmesteren i en sag om en skulptur, som københavnerne ind til videre enten har mødt med ligegyldighed eller foragt. Formentlig fordi kulturborgmesteren ud fra rent saglige grunde støttede ’Store Robert’.
Men når forslaget så alligevel bliver nedstemt af næsten alle andre herunder fire medlemmer af Venstres gruppe, kan Allerslev stadigvæk notere sig dén lille sejr, at nederlaget trods alt ikke er hendes, men overborgmesterens alene.

fredag den 7. november 2008

Bondam distancerer sig fra Ritt

Den radikale borgmester går klar til næste års valgkamp

Bragt i Bryggebladet nr. 18 den 4. november 2008

Af Jarl Cordua

Den radikale teknik og miljøborgmester Klaus Bondam lægger nu mere og mere afstand til overborgmester Ritt Bjerregaard. De radikale har udsigt til at få store vælgertæsk ved næste års valg, og skal Bondam bare have en chance for at fortsætte som borgmester på et eller andet område, så er han nødt til at profilere sig stærkt over for de københavnske vælgere. Det gør han åbenbart mest effektivt ved at distancere sig fra overborgmesteren på en række aktuelle spørgsmål af en vis vælgerinteresse.

Eksempelvis erklærede Bondam for et par uger siden i sin tale på de radikales opstillingsmøde Ritts højtprofilerede billige bolig-projekt som dødt, og i sidste uge trak han så tæppet væk under et andet projekt, som overborgmesteren ellers har lagt sig hårdt i selen for at få op at stå, nemlig opstillingen af den afdøde kunstner Robert Jakobsens gigantiske jernskultur. Efter planerne skal den opstilles ved indsejlingen til Københavns Havn, som et slags moderne varetegn for byen i stil med højhuset ”Turning Torso” i Malmø. Selve skulpturen er en gave fra kunstnerens familie og kommunes udgifter er begrænsede til en forundersøgelse, men det formilder ikke Bondam:

"Jeg har svært ved at se, hvad dette skulle gavne eller hvad det særlige er mellem København og denne skulptur. Man kan rent kunstnerisk mene, hvad man vil om Robert Jakobsen, men at opstille en 72,5 meter høj skulptur på netop det sted i havnen - det er jeg bestemt ikke vild med, sagde Bondam.

Bondam står formentlig til at give Ritt Bjerregaard et nederlag, sammen med den samlede venstrefløj dvs. SF og Enhedslisten, der på deres gruppemøder i sidste uge hver især besluttede at vende tommelfingeren nedad til skulpturen. Dermed har Ritt Bjerregaard kun mulighed for at gennemføre projektet med VKO-blokken. Foreløbig er Venstres leder ikke afvisende, men spørgsmålet er om Pia Allerslev vil hjælpe Ritt Bjerregaard i denne sag. Tværtimod kan hun ydmyge Ritt ved at stemme forslaget ned sammen med de konservative og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte parti er ikke kendte for at være specielt pjattede med store kunstværker i det offentlige rum.
Man skal næppe regne med folkebevægelser, der går i demonstration til Rådhuspladsen for at KRÆVE jernskulpturen opstillet. Tværtimod har man ofte set en folkestemning rejses sig imod store kunstværker.
For kun få uger siden anklagede Klaus Bondam københavnerne for at gå BANANAS når det gælder Metro-byggeriet:
- Der er nogle københavnere, der lider af banana: Build Absolutely Nothing Anywhere Near Anything. Altså lad være med at bygge noget som helst, nogen som helst steder, sagde Klaus Bondam dengang til TV Avisen. Men tolerancen for byggeri mv. gælder åbenbart ikke i sagen omkring Robert Jakobsen-skulpturen, hvor han nu har sat sig i spidsen for det synspunkt, at det monstrøse kunstværk ikke bliver opstillet.
Bondam afviser opstillingen af skulpturen ud fra en overbevisning om at det er en dårlig idé, men det er samtidig en kærkommen tak for sidst fra Bondam til Ritt, for at køre de radikale ud på et sidespor ved budgetforhandlingerne. SF’erne har det på samme måde. Havde det gamle ABF-samarbejde fortsat været intakt, så havde SF og de radikale sikkert været til at tale med. Nu skylder man ikke Ritt noget som helst. Socialdemokraternes budgetforlig med de borgerlige har således sin pris, og som det ser ud nu, så betaler Ritt af på det ved at rende ind i et nederlag, når et flertal i Borgerrepræsentationen – som det forventes - afviser at opstille ”Store Robert”.