onsdag den 23. juni 2010

Borgerrepræsentationens uslebne diamanter

Det politiske klima er det bedste i mange år, vurderer bl.a. embedsmændene

Bragt i Bryggebladet nr. 11 den 22. juni 2010

Af Jarl Cordua

Borgerrepræsentationen har holdt sit sidste møde inden sommerferien. Tilbage er nu kun, at kommunens økonomiudvalg dvs. borgmestrene og øvrige toppolitikere i dagene omkring den 29. juni skal et smut til Kina for at deltage som del af den officielle danske delegation med kronprinsen, Brian Mikkelsen m.fl. i ”Danmarksdagen” på den såkaldte ”danske pavillon” under verdensudstillingen i Shanghai. Den danske udstilling, der har fået det H.C. Andersen-inspirerende navn ”Welfairtales”, sætter fokus på de moderne danske byer og omfatter også det stærkt omdiskuterede udlån af Den Lille Havfrue fra hendes vante plads på Langelinje. Hverken dette og rejsen giver dog anledning til større debat. Alt ånder indtil videre fred på rådhuset – bortset fra de tiltagende protester fra pædagoger og forældre vendt mod ventede besparelser og effektiviseringer i daginstitutionerne, og så en tilsyneladende gal mand, der har set sig sur på overborgmesteren.
I efteråret venter dog det store budgetopgør, og imens kan politikerne sunde sig over den seneste opjusterede prognose for børnetallet, hvor kommunen frem mod 2014 pludselig skal finde 4000 ekstra daginstitutionspladser i forhold til sidste år.

Bedre klima under Frank Jensen
På Københavns Rådhus glæder bl.a. embedsværket sig over, at det politiske klima p.t. i Borgerrepræsentationen er det bedste, som de har oplevet i mange år. Den nye overborgmester får hos dem især æren for, at der er et sket et skifte i samarbejdsviljen overfor borgerrepræsentationens partier. Tonen er ikke så konfronterende som tidligere, og der er grundlæggende en langt større tillid hos partierne til Frank Jensen sammenlignet med tiden under Ritt Bjerregaard. Der peges også på andre årsager til klimaskiftet. Gennemsnitsalderen for borgerrepræsentanterne blev ved valget sænket markant fra 49 til 40 år, hvilket har ændret tonen politikerne imellem. Desuden er der bred enighed om, at politikernes kvalitet er blevet hævet betydeligt. Det sidste er især sket, fordi rådhuset ved det seneste BR-valg i fjor ”er sluppet af med en hel del tosser”, som det bliver formuleret. Det, som også socialdemokrater bl.a. især peger på, er, at Ritt Bjerregaard fik ændret socialdemokraternes opstillingsregler, sådan at man undgik en del ”kulørte” politikere, som tidligere fra tid til anden gjorde det svært for S-ledelsen at manøvrere politisk.

BRs uslebne diamanter
Der er også bred enighed om, at den store udskiftning af BR-medlemmerne ved valget, og tilgangen af mange nye kræfter har højnet kvaliteten af politikkerne. Bryggebladet ser lidt nærmere på, hvem af de nye – indvalgt i denne eller i forrige valgperiode – som man internt på rådhuset både lægger mærke til og holder øje med. Flere af de nævnte har formentlig også gode muligheder for senere at slå igennem som landspolitikere.

Klaus Mygind, SF
Skolelederen fra Blågårds Skole på Nørrebro var blandt SFs mange nye BR-medlemmer, der kom ind ved partiets kanonvalg i november. Mygind opfattes som en ildsjæl med et brændende engagement for integrationspolitik og til trods for, at han var ny i BR, så blev SF’eren fra Nørrebro alligevel valgt som sit partis gruppeformand. Mygind anerkendes også af politiske modstandere som en seriøs politiker med stor tyngde, der også kan tage ansvar for upopulære beslutninger. Gruppeformanden er ikke så synlig udadtil, men snarere er en type, der øver indflydelse på ”de indre linjer”. På rådhuset er vurderingen, at Mygind klart har potentiale til mere og fx kunne være et bud på en ny SF-borgmester, når Bo Asmus Kjeldgaard en dag finder sit drømmejob i energisektoren. Nogle mener dog, at SF-gruppeformanden stadig mangler noget erfaring og rutine i borgerrepræsentations politiske procedurer. Og det hæmmer SF en anelse politisk. Politiske modstandere hæfter sig dog ved, at selv om skolelederen er brændende engageret i integrationsspørgsmål, så falder det i øjnene, at hans egen skole klarer sig så relativt dårligt netop på dette område.

Signe Færch, Enhedslisten
Færch er formentlig den samlede venstrefløj på rådhusets største politiske talent. Den unge politiker fra Liste Ø nævnes allerede nu som Enhedslistens næste borgmester efter Mikkel Warming. Hun beskrives som ”knalddygtig, skarp, grundig og inde i sine sager”. Andre ser Færch som en ”Rød Terrier”, der altid er veltalende, velforberedt og klart med potentiale til også at blive folketingspolitiker.

Lars Dueholm, Venstre
Venstres gruppeformand Lars Dueholm er på sin 2. periode i BR. Også han fremhæves som fagligt set ekstremt dygtig og godt inde i de politiske sager. Den unge venstremand kan dog ifølge nogle kritikere til tider virke lidt for formel, gammeldags og ”advokatagtig”. Det sidste er ikke så underligt, for Dueholm tjener sit daglige brød som advokat hos Statens advokat ”Kammeradvokaten”.

Cecilie Lonning, Venstre
Lonning udgør sammen med Dueholm Venstres samlede talentmasse i BR. Den unge venstrekvinde beskrives som yderst flittig, kompetent og med en god hukommelse. Lonning sidder p.t. i det meget interessante børne- og ungeudvalg. Hun profilerer sig meget i lokalaviser, men har endnu ikke slået igennem i de elektroniske medier.

Mette Reissmann, Socialdemokraterne
Mette Reissmann var blandt de nye BR-politikere, hvortil der var knyttet størst forventninger. Blandt andet derfor fik hun hvervet som politisk ordfører dvs. en synlig opgave med dels at forsvare socialdemokratiske borgmestre og dels angribe oppositionen i medierne, når der er behov for det.
Den 46-årige erhvervsjurist har dog ikke været synlig i samme grad som forgængeren Anne Vang var på samme post. Nogle peger på, at Reissmann har haft megen orlov blandt andet på grund af sit job som vært på TV3-programmet ”Luksusfælden”. Andre peger på, at Reissmann lider under, at pressen ikke i samme omfang interesserer sig for Københavnsk politik efter, at Ritt Bjerregaard forlod Rådhuset. Alle iagttagere Bryggebladet har talt med, er enige om, at Reissmann ”kan et eller andet med kommunikation”, mens meningerne omvendt er delte omkring hendes evne til at læse det politiske spil. Internt hos socialdemokraterne står der respekt om hendes autoritet som ordfører, og at hun loyalt bakker op om overborgmesteren. Andre mener, at man har til gode at se Reissmann demonstrere større politisk viden, der rækker ud over hendes åbenbare interessefelter som erhvervspolitik. Selvom at Reissmann muligvis har skuffet lidt, så er forventningerne til hende stadig store.

Ikram Sarwar, Socialdemokraterne
Den unge socialdemokrat betegnes af alle som fagligt dygtig og regnes for et stort politisk talent, der også var kort i spil som mulig overborgmesterkandidat efter Ritt Bjerregaards pludselige afgang sidste år. Andre hæfter sig ved, at han som loyal del af den store socialdemokratiske gruppe, hvor Sarwar er næstformand, har haft svært ved at profilere sig med sine egne sager og at han bl.a. derfor er lidt for usynlig i det daglige. Den 33-årige læge satser i øvrigt også på en folketingskarriere.

Lars Weiss, Socialdemokraterne
Weiss er ud af en stærkt politisk engageret familie og har selv i mange år forsøgt sig som folketingskandidat på Amager, hvor han bl.a. som læserbrevsskribent har udfoldet et uomtvisteligt talent som syleskarp debattør. I sit halve år i Borgerrepræsentationen har Weiss vist sig at være en ganske driftssikker politiker, hvis råd Frank Jensen gerne lytter til. Det er præcis sådanne egenskaber, der giver konkret indflydelse i det daglige. Hold øje med ham!

Anne Vang, Socialdemokraterne
Det klart største politiske talent i Borgerrepræsentationen. Vang fik allerede under Ritt chancen som politisk ordfører. Den opgave bestod den unge socialdemokrat så godt, at hun ikke var til at komme uden om, som ny S-borgmester for det politisk og økonomisk uhyre vanskelige børne- og ungeområdet. Vang er indlysende for de fleste seriøs, flittig og velbegavet, men hun står overfor en stor opgave i efteråret med at få de økonomiske ender til at hænge sammen i sin afdeling bl.a. med besparelser. Klarer hun den vanskelige test med at få økonomien på plads – en gang for alle – så ligger vejen åben for, at Vang en dag afløser Frank Jensen som overborgmester. Det kunne dog også meget vel være, at stortalentet i stedet søger mod andre græsgange. Fx på Christiansborg.

Jakob Næsager, De konservative
Næsager betragtes som ekstremt flittig og fagligt dygtig. Blandt forcerne er, at han er god til at overskue de politiske sager og se mulighederne for at profilere de konservative politisk. Da de fleste regner med at partifællen Rasmus Jarlov satser på Folketinget, så ser mange allerede Næsager som arvtager efter den nuværende konservative leder Mogens Lønborg. Eneste minus ved Næsager mener nogle, er, at han både ligner og taler, som det han i virkeligheden er, nemlig en kontorchef i indenrigsministeriet.

Rasmus Jarlov, De konservative
Jarlov var allerede før, at han blev valgt i Borgerrepræsentationen, ekstremt synlig i medierne bl.a. ved at sætte sig i spidsen for en kampagne vendt mod ungdomshuset på Dortheavej. Det er han fortsat, og det har kun hjulpet på synligheden, at han siden nytår også har siddet som suppleant i Folketinget. Jarlov har indtil videre haft held med at balancere mellem rollen som kritisk borgerlig opposition og vagthund og samtidig være en seriøs politiker, der også tager medansvar for konkrete beslutninger. De fleste dog regner dog med, at BR for den unge konservative politiker kun er en mellemstation i en karriere, der længe har haft retning mod en permanent plads i Folketinget.

onsdag den 9. juni 2010

Giv Frank en bamse i bytte for en pædagog

Før budgetslaget til efteråret ligner de små selvejende daginstitutioner og BUPL tabere.

Bragt i Bryggebladet nr. 10 den 8. juni 2010

Af Jarl Cordua

Sommeren er ved at indfinde sig på rådhuset, og politikerne ruster sig fortsat til det store budgetslag, der så småt begynder i august måned og kulminerer i midten af september måned.
Det er som nævnt i tidligere klummer nedskæringer og sammenlægninger af daginstitutionerne, som er det helt altoverskyggende tema for politikerne. Og især dem, der sidder i det centrale børne- og ungeudvalg, der skal finde frem til besparelser på i alt 350 millioner kroner på kommunens børne. og ungebudget.
Det er dog ikke alle udvalgsmedlemmer, der er lige imponeret over forvaltningens beregninger på, hvor meget hvert enkelt forslag giver i besparelsesprovenu. Problemet er usikkerheden ved embedsmændenes økonomiske beregninger. Det stiller politikerne i et svært dilemma overfor vælgerne: For hvordan kan politikerne forsvare nedskæringer, hvis de ikke kan være rimeligt sikre på, at der kommer et besparelsesprovenu?
Ikke desto mindre, så er køreplanen lagt for budgetforhandlingerne, og det ligger i kortene, at S og SF alene kan stemme en besparelsespakke hjem, hvis ingen andre vil være med. Og hjemmearbejdet er gjort, i det den store pædagogfagforening LFS, der organiserer medarbejderne i de kommunale daginstitutioner, allerede på forhånd har ladet politikerne forstå, at de i det store hele har accepteret sammenlægninger af børnehaver og vuggestue-ledelser samt forældrebestyrelser til større enheder. Det giver kommunen en række besparelser blandt andet i form af udgifter til færre mellemledere, der så kan bruges til egentligt pædagogisk arbejde i de i forvejen trængte daginstitutioner. De har nemlig i forvejen svært ved at efterkomme efterspørgslen på børnepasning som følge af de seneste års uforudsete fødselsboom.

BUPL fremstår som taber
Alt tyder således på, at de store tabere bliver de små selvejende daginstitutioner, hvor deres pædagogiske personale er organiseret i fagforeningen BUPL. Ingen politikere taler i øjeblikket reelt de små daginstitutioners sag. Det er måske gået op for BUPL, der møder op til udvalgsmøderne i kampagne-T-shirt. På rådhuset noterer man sig, at pædagogernes normale bedste venner, Enhedslisten og SF, hver især holder forbløffende lav profil i sagen. De to venstrefløjspartier har medlemmer i begge fagforeninger, hvilket gør det umuligt at stille alle tilfreds. De borgerlige er omvendt ikke så påvirkede af pædagogernes protester, men ligesom det er tilfældet hos alle øvrige partier gør især forældrenes blokader og aktioner indtryk.
Indtil videre kæmper fagforeningerne og forældreorganisationen KFO deres sag med en hel stribe rimeligt fredelige kampagner og aktioner. Blandt andet bygger forældre i Vanløse grundlovsdag en »grædemur« i protest mod besparelserne, mens der den 18. juni er indkaldt til en bamseaktion, hvor ideen er, at børn skal forære overborgmesteren en bamse i bytte for, at de kan beholde deres pædagog. Det er nok en smagssag, hvorvidt forældre på denne måde vinder folkelig og politisk sympati ved at skubbe børnene foran sig i deres politiske kamp. Et er dog sikkert: Københavnerne vil opleve mange aktioner frem mod, under og efter budgetforhandlingerne har fundet deres afslutning.

Franks 104 spindoktorer
For tiden kører også en anden spektakulær sag, der handler om kommunens mange udgifter til kommunikation, der er eksploderet. Politiken skrev for nogle måneder siden, at Københavns Kommune havde 104 pr- og pressefolk, der årligt koster 51 millioner kroner, hvorimod verdensforetagendet med cirka 120.000 medarbejdere A.P. Møller-Mærsk klarede sig med langt færre. Et nyligt svar fra forvaltningen på DF’eren Finn Rudaizkys spørgsmål afdækker, at kommunens udgifter til pr og presse er løbet løbsk i de senere år.
Alle borgmestrenes pr-udgifter er steget voldsomt. Imidlertid er det især udgifterne til overborgmester Frank Jensens pressefolk og lønkontoene hos teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, som falder i øjnene. Således er udgifterne til presse og information hos overborgmesteren vokset fra omkring to millioner kroner i 2007 til nu at nærme sig fem millioner kroner i 2009.
Finn Rudaizky er dog mest fortørnet over pr-udgifterne hos teknik- og miljøborgmesteren:
– Det er absolut det værste. At de bruger 12 millioner til informationsmedarbejdere, sagde han forleden til Politiken.
Men arbejder alle 104 som egentlige »spindoktorer«? Efter min vurdering, så kan de pressemedarbejdere, der kan tåle at blive betegnet som »spindoktor«, tælles på en hånd, allerhøjest to hænder. Resten beskæftiger sig reelt med intern kommunikation, pjecer, internet, at besvare pressehenvendelser, lave borgerrettede kampagner. Og det foregår ikke kun i de enkelte forvaltninger, men i kommunens mange små enheder rundt omkring. For hvis ikke de små enheder kommunikerer med offentligheden og løbende beretter om deres virke, så ved borgerne og politikerne ikke, at de eksisterer. Og i så fald bliver de jo et oplagt mål for nedskæringer!
Før politikerne går i gang med at beskære pr-medarbejderstaben for i stedet for eksempel at overføre ressourcerne til for eksempel social- og sundhedsområdet, så hører det med i billedet, at de 104 medarbejdere kun udgør 0,2 procent af kommunens totale antal beskæftigede på cirka 50.000.
På rådhuset ryster andre politikere desuden på hovedet af, at det koster 3000 kroner at plante et træ i Fælledparken, mens det skilt, der informerer københavnerne om denne skelsættende begivenhed, alene koster 6000 kroner. Spørgsmålet, man kan stille sig, er: Er det nødvendigt at bruge så mange penge på den slags skilte?

Sareen fører folketingsvalgkamp
I S og SF er man forbløffet og lidt irriteret over, at den radikale gruppeformand, Manu Sareen blankt afviser besparelser på daginstitutionsområdet. Hans løsningsforslag om at sætte skatten op for at skaffe pengene ved alle er politisk umuligt, og i det hele taget ser man Sareen spille en ellers for de radikale noget uvant rollen som populist, der hverken vil tage medansvar eller anvise mulige løsningsmodeller.
Det er mildest talt ikke sådan, at radikale politikere normalt ser sig selv. De radikale fremstår gerne som sagligheden selv på linje med økonomiske vismænd. Men alle på rådhuset trøster sig med, at Sareens udmeldinger formentlig hænger sammen med den radikale politikers personlige positionering over for københavnske vælgere forud for det kommende folketingsvalg. Det ligger nemlig i kortene, at Sareen trækker sig som medlem af Borgerrepræsentationen i selv samme øjeblik, at han får sæde på Christiansborg.
Det sætter også et punktum for den magtkamp, der i årevis har fundet sted mellem Sareen og arbejdsmarkeds- og integrationsborgmester Klaus Bondam, og som kulminerede i timerne efter konstitueringsforhandlingerne, hvor de radikale vælgere pludselig skulle vende sig til at se en radikal blive borgmester på DF’s mandater. Sareen angreb dengang Bondam offentligt og fik stor støtte hertil blandt mange radikale vælgere og græsrødder.
Til gengæld påkaldte gruppeformanden med sin kritik sin partiformands vrede. Margrethe Vestager satte nemlig mere pris på, at Bondam ved at gå »i brudeseng med fanden selv« til gengæld med borgmesterposten havde reddet det sidste radikale brohoved i kommunalDanmark. Internt blev Sareen således banket på plads. For et par år siden blev Sareen udpeget af de radikale som statsrevisor – i øvrigt en ganske vellønnet post, der gjorde det muligt for Sareen at leve som fuldtidspolitiker. For nylig rettede Sareen ind og undskyldte på de radikales lokale generalforsamling for, at han offentligt havde kritiseret Bondam. Dette træk udlagdes derfor også som et forsøg fra Sareens side på at komme sin partiformand på Christiansborg i møde efter at have været i »Bad Standing« siden kommunalvalget.
Med Sareen snart ude af københavnsk politik, så bliver Bondam inden så længe helt »herre i eget hus«. Det betyder formentlig, at de radikale vil skrue ned for retorikken og søge ind i et tættere samarbejde med S-SF, ligesom det var tilfældet i forrige valgperiode. Det ser man selvsagt frem til både hos S og SF.
Det er i øvrigt også interessant, at ingen af de øvrige nuværende radikale gruppemedlemmer bliver anset som værende særligt egnet til at kunne overtage gruppeformandsposten. Det bedste bud i dag er derfor, at det bliver første-suppleanten, tidligere borgerrepræsentationsmedlem Kasper Johansen, der efter Sareens ventede exit overtager den radikale gruppeformandsstol.