Enhedslisten stiller med unge folk i front, mens DF satser på en 70-årig veteran. Imens tager Venstre et internt slagsmål om, hvem der skal have andenpladsen på partiets liste.
Bragt i Bryggebladet nr 7. den 27. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Kampvalg i Venstre
Venstre i København valgte allerede forrige år kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev som partiets spidskandidat. Der er dog spænding om de næste pladser, hvor interessen samler sig om, hvem der skal være partiets nr. to. Foreløbig har både den hidtidige gruppeformand, konsulent Martin Hirsch (47), og borgerrepræsentant, advokat Lars Dueholm (32) lagt billet ind på at være »anden borgmesterskandidat« for det lidt teoretiske tilfælde, at Venstre ved valget vil få stemmer nok til to borgmester-poster, som partiet havde i perioden 2001-2005. Allerslev holder sig neutral i dysten, mens BR-medlemmerne Heidi Wang og Cecilia Lonning har kastet deres støtte bag henholdsvis Hirsch og Dueholm.
Kampvalget er efter min vurdering åbent, selvom at Hirsch nok er favorit. Han har opbakning fra sin egen kreds i Vanløse og fra Valby, mens Dueholm samler støtte fra Venstres Ungdom, partiets to Amager-kredse samt Østerbro, hvor Cecilia Lonning kommer fra.
Der forlyder dog, at der ikke er de store politiske uenigheder mellem de to modkandidater, som efter sigende også personligt kommer fint ud af det med hinanden.
Partiets medlemmer afgør sagen på et opstillingsmøde den 11. maj på Københavns Rådhus, hvor resten af Venstres liste også bliver sammensat.
De hidtidige syv Venstre-medlemmer genopstiller alle bortset fra Jesper Schou Hansen. Undervejs i valgperioden har de to tidligere V-borgmestre Søren Pind og Martin Geertsen trukket sig helt fra arbejdet i Borgerrepræsentationen, og det har givet plads til netop Dueholm og Cecilia Lonning.
Mikkel Warming igen spidskandidat for Enhedslisten
Enhedslisten i København har genvalgt socialborgmester Mikkel Warming (39) som partiets »overborgmesterkandidat«, som partiet selvsikkert skriver i en pressemeddelelse. Partiet stiller op på såkaldt »partiliste«. Det medfører, at kandidaterne i realiteten bliver valgt i kraft af, hvilken rækkefølge partiet har stillet dem op, uanset om de har fået mange eller få personlige stemmetal. Derfor kan man gå ud fra, at en høj placering hos Enhedslisten stort set er en garanti for, at man sidder i Borgerrepræsentationen i den næste periode.
I top seks stiller man også med en stribe yngre kandidater. Nummer to på listen er den 27-årige Signe Færch, der beskrives, som ret erfaren i politisk arbejde. Hun har både været ansat på Enhedslistens partikontor i København og folketingskandidat på Fyn.
Nummer seks er Allan Ahmad (24), som også har været meget aktiv i Enhedslistens ungdomsorganisation SUF, hvor han også har siddet med i ledelsen.
Desuden genopstiller borgerrepræsentant Morten Kabell (38), som med afbrydelser har siddet med i byens styre i mange år, og gruppeformanden beskæftigelseskonsulent Rikke Lauritzen (35). Kabell og Lauritzen er henholdsvis nummer tre og tre på listen og derfor ligesom Færch ret sikre på at blive BR-medlemmer i en ny valgperiode, hvis Enhedslisten ved efterårets valg bare holder skansen fra sidst og får seks mandater. De får formentlig også følgeskab af nummer seks på listen, socialrådgiver Gyda Heding (43). Hun var BZ’er i firserne, men har også bemærket sig ved sit roste socialpædaogiske arbejde på Vesterbro med »Pigegruppen«, som er et projekt for »vilde« og udsatte teenagepiger.
Venstrefløjspartiet stiller imidlertid også med BR-veteranen Jens Kjær Christensen (60) som er nummer syv, mens den kendte byhistoriker og nuværende borgerrepræsentant Allan Mylius Thomsen (60) genopstiller på plads nummer ni.
Ved forrige valg blev tidligere folketingsmedlem Jette Gottlieb Enhedslistens største stemmesluger, men hun genopstiller ikke denne gang og har p.t. orlov fra BR.
Også en lokal mand er akkurat lige sneget sig ind på Enhedslistens top ti, nemlig Gorm Gunnarsen fra Christianshavn, som blandt andet har sat sig det ambitiøse mål »at føre Amager ud af klimakrisen«.
Dansk Folkeparti stiller med Peter Skaarups mor
I hovedstaden opstiller Dansk Folkeparti det tidligere folketingsmedlem Birthe Skaarup (70) som partiets spidskandidat. Skaarup, som blandt andet også har siddet i Århus Amtsråd, er mor til DF’s politiske næstformand Peter Skaarup. Han har i øvrigt også tidligere siddet i Borgerrepræsentationen. På partiet opstillingsmøde slog Birthe Skaarup ved et kampvalg klart den nuværende gruppeformand Carl Christian Ebbesen, som nu er nummer to på listen.
Selvom at Ebbesen er usædvanligt vellidt på rådhuset, så er han ikke særligt kendt i den brede offentlighed, og her kunne det godt se ud som om, at det er årsagen til, at DF-medlemmerne har vraget ham til fordel for den lidt mere kendte Birthe Skaarup. Det kan omvendt undre lidt, at DF stiller med en overborgmesterkandidat, som er et år ældre en Ritt Bjerregaard, der fra årsskiftet siger farvel til københavnsk politik.
Forventningen hos DF er, at partiet denne gang går meget frem. En Gallup-måling i Berlingske Tidende før Ritt Bjerregaards afgang viste, at partiet kan få op mod syv mandater ved valget til efteråret. Sker det, bliver Birthe Skaarup DF’s første borgmester i København.
DF’s kommunalvalgkamp i København blev i 2005 spoleret af afsløringer af ret så kontroversielle udsagn på den daværende spidskandidat Louise Freverts hjemmeside. DF fik ved BR-valget kun tre mandater, og siden hen har Frevert forladt DF. Til gengæld har Finn Rudaizky siden tilsluttet sig DF’s BR-gruppe.
DF’s kandidatliste med 11 navne domineres af en håndfuld af tidligere socialdemokrater, blandt andet veteranerne de nuværende BR-medlemmer Karin Storgaard og Finn Rudaizky, som er henholdsvis nummer tre og fire på listen. Også nummer otte på listen, cand. jur. Aia Fog (42), er forhenværende socialdemokrat.
Skulle DF få bare et hæderligt kommunalvalg, så bør Skaarup Ebbesen, Storgaard og Rudaizky alle være ret sikre på at blive valgt. Går partiet lidt frem, så kunne det give valg til listens nummer fem, folketingskandidat Allan Lønborg (32), som i øvrigt bor på Amager, eller nummer seks, folkeskolelærer Henrik Svendsen, Valby, og måske vil Aia Fogh kunne blande sig lidt i opløbet, da det hos DF udelukkende er de personlige stemmer, der afgør, hvem der bliver valgt.
tirsdag den 28. april 2009
mandag den 6. april 2009
Frank Jensen skal frelse S fra valgkatastrofe
Overborgmester Ritt Bjerregaard siger pludselig farvel og tak.
Bragt i Bryggebladet nr 6. den 7. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Frelseren. Det er ikke et for stort ord at bruge om Socialdemokraterne i Københavns nye overborgmesterkandidat ved valget i november til Borgerrepræsentationen, tidligere justitsminister og S-formandskandidat Frank Jensen. Hvis overborgmester Ritt Bjerregaard fortsat havde stillet op, så peger flere meningsmålinger på, at Socialdemokraterne ville have løbet ind i en vælgerlussing af de helt store.
Mest interessant er den interne måling, som flere medier nu har offentliggjort, som viser, at S med kun 18,4 procent stod til mere end en halvering af vælgeropbakningen sammenlignet med Ritts ganske flotte valg i november 2005, hvor partiet fik 37,6 procent af stemmerne.
Det var efter, at den »hemmelige måling« forelå i februar, at Ritt Bjerregaard formentlig efter et par ugers overvejelse indså, at hun ikke kunne vende udviklingen. Der måtte ske et eller andet. Ofrede Ritt sig selv og gik af, så ville københavnerne måske tilgive hendes parti, at hun ikke kunne leve op til sit ganske konkrete valgløfte om 5000 boliger til en husleje på 5000 kroner om måneden, som skulle bygges i løbet af fem år.
Kløvermark knækkede Ritt
Den officielle forklaring på, at Ritt fra næste nytår siger farvel og tak, var dog en lidt anden. Det var styreformen med alle de mange borgmestre med vidt forskellige partifarve, det var galt med. For netop den umuliggjorde, at der kunne træffes beslutninger til gavn for byen.
Desuden kom det åbenbart også som en »overraskelse« for Ritt, at hun i år fylder 68 år. Det gjorde alt sammen, at Ritt ikke havde den fornødne tid til, at hun som overborgmester kunne ændre styreformen. (Det kræver en lovændring). På sin vis har Ritt også ret. For det var netop de mange mislykkedes forsøg på at samle flertal til at bygge billige boliger på Kløvermarken på Amager, som reelt knækkede hende. Var det i stedet lykkedes, ville Ritt været kommet langt med hensyn til at opfylde sit valgløfte om de billige boliger. Hver gang Ritt troede, at de radikale, SF eller Venstre var »nede i sækken,« og at der var en aftale, så sprang enkelte BR-medlemmer eller hele partiet fra. Der var ikke partidisciplin i BR, som hun kendte fra Folketinget, og Ritt forstod aldrig kulturen i københavnsk politik, hvor enkeltmedlemmer hos de radikale og SF tillod sig særstandpunkter.
Samtidig er hun siden årsskiftet i stigende grad kommet i mindretal i en lang række sager, hvor partierne til højre og venstre i salen har fundet sammen. Det har bidraget til indtrykket af, at Ritt Bjerregaard er kørt fast.
Omvendt så påpeger iagttagere, at hendes forgænger i overborgmesterstolen, Jens Kramer Mikkelsen, med præcis den samme styreform rent faktisk mestrede at lave forlig med mange og ofte brede forlig og komme igennem med sin politik.
Frank Jensen populær
Der er faktisk udbredt tilfredshed med valget af Frank Jensen mange steder på rådhuset. De borgerlige plus de radikale, SF og Enhedslisten vurderer alle, at Jensen vil være langt bedre til at formidle det brede samarbejde på rådhuset.
Desuden er han med sit image som »venstrefløjs-socialdemokrat« ikke rigtig i stand til at stjæle stemmer fra hverken de radikale eller de borgerlige. De mener tværtimod, at han vil være god til at dæmme op for »Villy-effekten,« som, ifølge de mange meningsmålinger, er skyllet ind over København og har fået vælgerne i hobetal til at forlade især S til fordel for SF.
Officielt er SF’erne dog glade for Frank Jensen. Han ses ikke som den store trussel, og så mener man, at den tidligere justitsminister har potentiale til at blive en bedre forhandlingspartner end Ritt Bjerregaard, som SF og navnlig deres spidskandidat, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard tydeligt for alle har det mere end svært med.
S-SF (u)forsoning
Imens kæmper Ritt Bjerregaard ihærdigt for at reparere lidt på sit omdiskuterede eftermæle, som en der delte vandene på rådhuset mere end en, der evnede at samle partierne bag sin politik. Nu vil hun efterlade et bedre »forhandlings-klima« til sin efterfølger med et tilbud om »forsoning« med SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Derfor tog hun i sidste uge initiativ til et »morgenmads-møde« mellem Kjeldgaard, Frank Jensen, hende selv og – ganske smart – de to partiformænd Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt.
Ritt Bjerregaard er dog ikke selv i tvivl om, hvor ansvaret ligger for splittelsen mellem S og SF. Den ligger entydigt hos Kjeldgaard og SF på rådhuset: »Desværre har samarbejdet i København gennem det sidste års tid været præget af meget forskellige fortolkninger af indgåede politiske aftaler,« sagde overborgmesteren torsdag til Berlingske.
Underforstået: Kjeldgaard rendte gang på gang fra Kløvermarksaftalen og undergravede mig og mit billig-boliger-projekt.
Kjeldgaard svarede dog ligeså kækt igen:
– Jeg tror, at vi kan få et rigtig godt samarbejde, og jeg opfordrede ham til at genindmelde sig i det gode samarbejde, vi har mellem de radikale, Enhedslisten og SF, og som vi tidligere har haft med Socialdemokraterne,« sagde SF-borgmesteren, som klart forventede, at han med Frank Jensen får et betydeligt bedre samarbejde end det, Kjeldgaard havde med Ritt.
Her skal man lægge mærke til den syrlige sætning: »genindmelde sig i det gode samarbejde.« Det er naturligvis underforstået her, at det var Ritt alene, der meldte sig ud af samarbejdet med SF, de radikale og Enhedslisten. Kjeldgaard selv havde ingen skyld deri.
Nu forsøger Ritt at forpligte Kjeldgaard til et samarbejde ved at have inviteret SF’s leder Villy Søvndal med til mødet. Forventningen er, at Kjeldgaard dermed får sværere ved at rende fra aftalerne med S. Blandt andet fordi Villy har meget fokus på København, hvor han selv stiller op ved næste folketingsvalg, og fordi partiet på Christiansborg reelt (dukke)fører Kjeldgaards valgkamp frem mod kommunalvalget.
SF største parti
I lang tid har Kjeldgaard gået og gnedet sig i hænderne og set sine overborgmester-drømme vokse dag for dag netop i kraft af »Villy-effekten,« som lover en historisk fremgang til SF, som måske gør partiet til det største i København.
Denne kommentator tror ikke på, at Kjeldgaard er manden, der kan favne så bredt, at Enhedslisten, de radikale og nogle af de borgerlige vil pege på ham som overborgmester. Men han har ikke desto mindre stadigvæk en pæn chance, især hvis det lykkes for SF – som den »hemmelige måling« spår – at blive større end S. Det er sikkert også baggrunden for, at Kjeldgaard nærmest render rundt på rådhusets gange og messer sit mantra om, »at det største parti skal have overborgmesterposten.«S vrager gruppeledelse
Flere fra den gamle S-ledelse blev sidste lørdag reelt vraget af de kun cirka 130 stemmeberettigede socialdemokrater på partiets delegeretmøde ved kun at opnå meget sekundære placeringer, da kandidatlisten til BR-valget skulle sammensættes. Kun »Ritt-klonen,« den politiske ordfører, 25-årige Anne Vang røg til tops som nummer to, formentlig i kraft af massiv støtte fra DSU og Ritt-støtterne.
Dog måtte den i et par dage erklærede overborgmesterkandidat Jakob Hougaard se sig placeret kun som nummer otte på listen, mens der først blev plads til gruppeformanden Jesper Christensen som listens 12.-mand. Det fjerde medlem i S-gruppens ledelse på rådhuset Ikram Sawar blev kun nummer 15.
Hvordan forklarer man, at tre ud fire fra gruppens ledelse får så sekundære placeringer? Der er ikke noget enkelt svar. Det nye valgsystem hos S gør, at de forskellige kredse rundt om i byen er gået sammen i alliancer om at få placeret deres egne kandidater – uden større hensyn til, at det så går ud over partiets ledelsesfigurer, der dumper længere ned ad listen.
Desuden er det kun ganske få stemmer, som adskiller de enkelte kandidater. Havde Jakob Hougaard fået kun tre stemmer mere, så var han blevet en flot nummer tre. Valgsystemet var udtænkt af Ritt Bjerregaard og hendes egne folk som en metode, hvor ledelsen effektivt kunne sortere, skille sig af med eller straffe de allermest uregerlige og besværlige BR-kandidater.
Det komisk-paradoksale er dog, at den nye valgmetode så netop gik ud over Ritts egne proselytter, som nu med den dårlige placering får det lidt sværere med at blive genvalgt til november. Ak ja: »Revolutionen æder sine egne børn,« om man så må sige!
Vender på en fez
Ritts valgmetode (eller guillotine, om man vil) vragede også ganske veltjente folk som den på mange måder spøjse socialdemokratiske borgerrepræsentant Hamid El-Mousti, der som nummer 37 kun blev suppleant.
Han fik dog opmærksomhed, da en intern mail fra hans hånd på forunderlig vis endte hos Ritzaus Bureau. I mailen og senere telefonisk overfor nyhedstjenesten undsagde El-Mousti sit partis nye overborgmesterkandidat. Det var »højst usandsynligt,« at Frank Jensen havde chance for at efterfølge Ritt i overborgmesterstolen, mente El-Mousti, som desuden henviste til den interne måling, som den reelle begrundelse for Ritt Bjerregaards fratræden.
I løbet af en times tid samme dag vendte El-Mousti på en tallerken, kontaktede Ritzau med pludselig det modsatte synspunkt: Nu duede Frank Jensen minsandten alligevel. Forklaringen var formentlig den enkle, at den ved festlige lejligheder fez-bærende socialdemokrat var blevet »banket grundigt på plads« af irriterede partifæller.
Det er den slags kulørte episoder, der altid har gjort Københavns politik til noget helt særligt og ofte ganske uforudsigeligt. Selvom at vi er nogle, der forsø
Bragt i Bryggebladet nr 6. den 7. april 2009
Af Jarl Cordua
BAG KULISSERNE
Frelseren. Det er ikke et for stort ord at bruge om Socialdemokraterne i Københavns nye overborgmesterkandidat ved valget i november til Borgerrepræsentationen, tidligere justitsminister og S-formandskandidat Frank Jensen. Hvis overborgmester Ritt Bjerregaard fortsat havde stillet op, så peger flere meningsmålinger på, at Socialdemokraterne ville have løbet ind i en vælgerlussing af de helt store.
Mest interessant er den interne måling, som flere medier nu har offentliggjort, som viser, at S med kun 18,4 procent stod til mere end en halvering af vælgeropbakningen sammenlignet med Ritts ganske flotte valg i november 2005, hvor partiet fik 37,6 procent af stemmerne.
Det var efter, at den »hemmelige måling« forelå i februar, at Ritt Bjerregaard formentlig efter et par ugers overvejelse indså, at hun ikke kunne vende udviklingen. Der måtte ske et eller andet. Ofrede Ritt sig selv og gik af, så ville københavnerne måske tilgive hendes parti, at hun ikke kunne leve op til sit ganske konkrete valgløfte om 5000 boliger til en husleje på 5000 kroner om måneden, som skulle bygges i løbet af fem år.
Kløvermark knækkede Ritt
Den officielle forklaring på, at Ritt fra næste nytår siger farvel og tak, var dog en lidt anden. Det var styreformen med alle de mange borgmestre med vidt forskellige partifarve, det var galt med. For netop den umuliggjorde, at der kunne træffes beslutninger til gavn for byen.
Desuden kom det åbenbart også som en »overraskelse« for Ritt, at hun i år fylder 68 år. Det gjorde alt sammen, at Ritt ikke havde den fornødne tid til, at hun som overborgmester kunne ændre styreformen. (Det kræver en lovændring). På sin vis har Ritt også ret. For det var netop de mange mislykkedes forsøg på at samle flertal til at bygge billige boliger på Kløvermarken på Amager, som reelt knækkede hende. Var det i stedet lykkedes, ville Ritt været kommet langt med hensyn til at opfylde sit valgløfte om de billige boliger. Hver gang Ritt troede, at de radikale, SF eller Venstre var »nede i sækken,« og at der var en aftale, så sprang enkelte BR-medlemmer eller hele partiet fra. Der var ikke partidisciplin i BR, som hun kendte fra Folketinget, og Ritt forstod aldrig kulturen i københavnsk politik, hvor enkeltmedlemmer hos de radikale og SF tillod sig særstandpunkter.
Samtidig er hun siden årsskiftet i stigende grad kommet i mindretal i en lang række sager, hvor partierne til højre og venstre i salen har fundet sammen. Det har bidraget til indtrykket af, at Ritt Bjerregaard er kørt fast.
Omvendt så påpeger iagttagere, at hendes forgænger i overborgmesterstolen, Jens Kramer Mikkelsen, med præcis den samme styreform rent faktisk mestrede at lave forlig med mange og ofte brede forlig og komme igennem med sin politik.
Frank Jensen populær
Der er faktisk udbredt tilfredshed med valget af Frank Jensen mange steder på rådhuset. De borgerlige plus de radikale, SF og Enhedslisten vurderer alle, at Jensen vil være langt bedre til at formidle det brede samarbejde på rådhuset.
Desuden er han med sit image som »venstrefløjs-socialdemokrat« ikke rigtig i stand til at stjæle stemmer fra hverken de radikale eller de borgerlige. De mener tværtimod, at han vil være god til at dæmme op for »Villy-effekten,« som, ifølge de mange meningsmålinger, er skyllet ind over København og har fået vælgerne i hobetal til at forlade især S til fordel for SF.
Officielt er SF’erne dog glade for Frank Jensen. Han ses ikke som den store trussel, og så mener man, at den tidligere justitsminister har potentiale til at blive en bedre forhandlingspartner end Ritt Bjerregaard, som SF og navnlig deres spidskandidat, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard tydeligt for alle har det mere end svært med.
S-SF (u)forsoning
Imens kæmper Ritt Bjerregaard ihærdigt for at reparere lidt på sit omdiskuterede eftermæle, som en der delte vandene på rådhuset mere end en, der evnede at samle partierne bag sin politik. Nu vil hun efterlade et bedre »forhandlings-klima« til sin efterfølger med et tilbud om »forsoning« med SF’s Bo Asmus Kjeldgaard. Derfor tog hun i sidste uge initiativ til et »morgenmads-møde« mellem Kjeldgaard, Frank Jensen, hende selv og – ganske smart – de to partiformænd Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt.
Ritt Bjerregaard er dog ikke selv i tvivl om, hvor ansvaret ligger for splittelsen mellem S og SF. Den ligger entydigt hos Kjeldgaard og SF på rådhuset: »Desværre har samarbejdet i København gennem det sidste års tid været præget af meget forskellige fortolkninger af indgåede politiske aftaler,« sagde overborgmesteren torsdag til Berlingske.
Underforstået: Kjeldgaard rendte gang på gang fra Kløvermarksaftalen og undergravede mig og mit billig-boliger-projekt.
Kjeldgaard svarede dog ligeså kækt igen:
– Jeg tror, at vi kan få et rigtig godt samarbejde, og jeg opfordrede ham til at genindmelde sig i det gode samarbejde, vi har mellem de radikale, Enhedslisten og SF, og som vi tidligere har haft med Socialdemokraterne,« sagde SF-borgmesteren, som klart forventede, at han med Frank Jensen får et betydeligt bedre samarbejde end det, Kjeldgaard havde med Ritt.
Her skal man lægge mærke til den syrlige sætning: »genindmelde sig i det gode samarbejde.« Det er naturligvis underforstået her, at det var Ritt alene, der meldte sig ud af samarbejdet med SF, de radikale og Enhedslisten. Kjeldgaard selv havde ingen skyld deri.
Nu forsøger Ritt at forpligte Kjeldgaard til et samarbejde ved at have inviteret SF’s leder Villy Søvndal med til mødet. Forventningen er, at Kjeldgaard dermed får sværere ved at rende fra aftalerne med S. Blandt andet fordi Villy har meget fokus på København, hvor han selv stiller op ved næste folketingsvalg, og fordi partiet på Christiansborg reelt (dukke)fører Kjeldgaards valgkamp frem mod kommunalvalget.
SF største parti
I lang tid har Kjeldgaard gået og gnedet sig i hænderne og set sine overborgmester-drømme vokse dag for dag netop i kraft af »Villy-effekten,« som lover en historisk fremgang til SF, som måske gør partiet til det største i København.
Denne kommentator tror ikke på, at Kjeldgaard er manden, der kan favne så bredt, at Enhedslisten, de radikale og nogle af de borgerlige vil pege på ham som overborgmester. Men han har ikke desto mindre stadigvæk en pæn chance, især hvis det lykkes for SF – som den »hemmelige måling« spår – at blive større end S. Det er sikkert også baggrunden for, at Kjeldgaard nærmest render rundt på rådhusets gange og messer sit mantra om, »at det største parti skal have overborgmesterposten.«S vrager gruppeledelse
Flere fra den gamle S-ledelse blev sidste lørdag reelt vraget af de kun cirka 130 stemmeberettigede socialdemokrater på partiets delegeretmøde ved kun at opnå meget sekundære placeringer, da kandidatlisten til BR-valget skulle sammensættes. Kun »Ritt-klonen,« den politiske ordfører, 25-årige Anne Vang røg til tops som nummer to, formentlig i kraft af massiv støtte fra DSU og Ritt-støtterne.
Dog måtte den i et par dage erklærede overborgmesterkandidat Jakob Hougaard se sig placeret kun som nummer otte på listen, mens der først blev plads til gruppeformanden Jesper Christensen som listens 12.-mand. Det fjerde medlem i S-gruppens ledelse på rådhuset Ikram Sawar blev kun nummer 15.
Hvordan forklarer man, at tre ud fire fra gruppens ledelse får så sekundære placeringer? Der er ikke noget enkelt svar. Det nye valgsystem hos S gør, at de forskellige kredse rundt om i byen er gået sammen i alliancer om at få placeret deres egne kandidater – uden større hensyn til, at det så går ud over partiets ledelsesfigurer, der dumper længere ned ad listen.
Desuden er det kun ganske få stemmer, som adskiller de enkelte kandidater. Havde Jakob Hougaard fået kun tre stemmer mere, så var han blevet en flot nummer tre. Valgsystemet var udtænkt af Ritt Bjerregaard og hendes egne folk som en metode, hvor ledelsen effektivt kunne sortere, skille sig af med eller straffe de allermest uregerlige og besværlige BR-kandidater.
Det komisk-paradoksale er dog, at den nye valgmetode så netop gik ud over Ritts egne proselytter, som nu med den dårlige placering får det lidt sværere med at blive genvalgt til november. Ak ja: »Revolutionen æder sine egne børn,« om man så må sige!
Vender på en fez
Ritts valgmetode (eller guillotine, om man vil) vragede også ganske veltjente folk som den på mange måder spøjse socialdemokratiske borgerrepræsentant Hamid El-Mousti, der som nummer 37 kun blev suppleant.
Han fik dog opmærksomhed, da en intern mail fra hans hånd på forunderlig vis endte hos Ritzaus Bureau. I mailen og senere telefonisk overfor nyhedstjenesten undsagde El-Mousti sit partis nye overborgmesterkandidat. Det var »højst usandsynligt,« at Frank Jensen havde chance for at efterfølge Ritt i overborgmesterstolen, mente El-Mousti, som desuden henviste til den interne måling, som den reelle begrundelse for Ritt Bjerregaards fratræden.
I løbet af en times tid samme dag vendte El-Mousti på en tallerken, kontaktede Ritzau med pludselig det modsatte synspunkt: Nu duede Frank Jensen minsandten alligevel. Forklaringen var formentlig den enkle, at den ved festlige lejligheder fez-bærende socialdemokrat var blevet »banket grundigt på plads« af irriterede partifæller.
Det er den slags kulørte episoder, der altid har gjort Københavns politik til noget helt særligt og ofte ganske uforudsigeligt. Selvom at vi er nogle, der forsø
Abonner på:
Opslag (Atom)